soldater
Koreakrigen 1950. Sydkoreanske soldater lader deres haubitzer.
Foto: Keystone / Scanpix

Koreakrigen

bibliotekar Richard Juhre. Opdateret af journalist Michelle Arrouas, iBureauet/Dagbladet Information, november 2017.
Top image group
soldater
Koreakrigen 1950. Sydkoreanske soldater lader deres haubitzer.
Foto: Keystone / Scanpix
Main image
Lee Jae-Myung, 35, viser sin respekt ved en gravplads for de døde under Koreakrigen i 1950. Seoul, den 6. juni 2011.
Lee Jae-Myung, 35, viser sin respekt ved en gravplads for de døde under Koreakrigen i 1950. Seoul, den 6. juni 2011.
Foto: Park Ji-Hwam / Scanpix

Indledning

Koreakrigen, der fandt sted fra 1950-53, var Den Kolde Krigs første store konflikt. Den begyndte den 25. juni 1950, da Nordkorea sendte tanks og tropper over den 38. breddegrad til Sydkorea. På få dage udviklede angrebet sig imidlertid til en international storkrig, da tidens supermagter tog part i den. USA støttede Sydkorea sammen med FN og bidrag fra 16 andre lande. Nordkorea fik på sin side hjælp fra det kommunistiske Kina og Sovjetunionen. Derfor kom krigen, selv om den udspillede sig på den koreanske halvø, til at omhandle andet og meget mere end det opsplittede sydøstasiatiske land. For koreanerne var den blodige krig dog meget konkret, og den kostede op mod fire millioner mennesker livet. Krigshandlingerne stoppede i 1953 med en våbenhvile, men de to lande har ikke indgået en formel fredsslutning. Det betyder, at de teknisk set stadig er i krig med hinanden, og forholdet mellem de to parter er fortsat præget af spændinger og stridigheder, ligesom verdens supermagter stadig spiller en rolle i konflikten.

Filmoptagelser fra det danske skib Jutlandia, der i 1951 deltog i Koreakrigen:

Artikel type
faktalink

Baggrund og historie

Hvornår opstod Korea som stat?

Korea, en halvø ud for det kinesiske fastland i det japanske hav, kan som statsdannelse føres tilbage til år 300 f.Kr., hvor det fik det kinesiske navn Choson, 'Morgenstilhedens land'. Gennem århundreder var landet under mere eller mindre tydelig indflydelse fra Kina, som det har stærke kulturelle bånd til. I de første århundreder e.Kr., hvor Kina var svagt, opstod der tre kongeriger i Korea, som lå i indbyrdes strid og dyrkede skiftende alliancer med henholdsvis Kina og Japan. I 918 blev kongedømmet Koryo etableret, som i 1392 blev afløst af kongedømmet Choson (Yi-dynastiet). Dette rige bestod frem til japanernes invasion af hele landet i begyndelsen af det 20. århundrede.

Hvad skete under japanernes styre?

Efter Ruslands nederlag i den russisk-japanske krig i 1905 blev Korea med Vestmagternes accept et japansk protektorat. Fra 1910 udviklede styret sig til en regulær kolonimagt, en rolle som japanerne besad med uhørt brutalitet. Næsten al landbrugsjord kom på japanske hænder, og det meste af risproduktionen blev tvangseksporteret til Japan. Et par millioner koreanere blev sat til at arbejde for den japanske rustningsindustri, og tusinder blev tvunget ind i japansk krigstjeneste. I 1942 blev koreansk forbudt som officielt sprog, og alle koreanere blev udstyret med japanske navne. På sigt kom det til at betyde, at koreanerne blev gjort afmægtige i forhold til deres lands udvikling, og de var kun i ringe grad i stand til at overtage styret, da japanerne blev smidt på porten efter deres nederlag i Anden Verdenskrig i 1945.

Hvorfor blev Korea delt?

Efter Japans nederlag i 2. Verdenskrig delte USA og Sovjetunionen Korea midt over med den 38. breddegrad som delingslinje. Sovjetunionen besatte den nordlige halvdel, og USA tog magten i syd. Oprindelig var den erklærede hensigt fra begge okkupationsmagter, at landet på sigt skulle samles igen og klare sig selv. På Cairo-konferencen i 1943 var USA, Storbritannien og Kina nemlig blevet enige om, at Korea skulle have fuld selvstændighed 'når tiden var inde’, og efter Sovjetunionens tilslutning i krigen mod Japan i 1945 erklærede Stalin sig indforstået med denne aftale. USA, Sovjetunionen, Kina og Storbritannien aftalte samtidig, at der i løbet af fem år skulle findes en politisk ordning, og der blev nedsat en sovjetisk-amerikansk Koreakommission, som skulle sørge for afholdelsen af frie valg og etableringen af et frit Korea under én regering. Arbejdet i kommissionen kørte imidlertid fast i spørgsmålet om, hvilke politiske partier der skulle anerkendes som lovlige, og i 1947 brød kommissionen helt sammen.

Følgelig kom der ikke noget ud af planen om et samlet, selvstændigt Korea. USA overdrog Korea-problemet til FN. Som modtræk foreslog Sovjetunionen, at de to besættelsesmagter skulle trække sig ud af Korea den 1. januar 1948 og overlade det til koreanerne at afgøre landets fremtid uden udenlandsk indblanding, men USA fastholdt, at sagen skulle afgøres i FN. FN sørgede for, at der blev afholdt parlamentsvalg i Sydkorea i maj 1948, og senere samme år blev også staten Nordkorea dannet, dog ikke ad demokratisk vej.

Hvem fik magten i de to nye stater?

Ved det FN-overvågede, demokratiske parlamentsvalg i Sydkorea i maj 1948 blev den stærkt højreorienterede Syngman Rhee (1875-1965) valgt som den nye stats første præsident. Han havde levet i eksil i USA i mere end 30 år, var ultrakonservativ og ikke synderlig demokratisk orienteret. Parlamentet var svagt og befolket af nye og uerfarne politikere, der først skulle til at lære at agere parlamentarisk i et system med mange indbyrdes meget uenige partier.

I Nordkorea blev Kim Il Sung (1912-1994) med Sovjetunionens accept samme år indsat som formand for det nordkoreanske kommunistparti og leder af den nye stat, en post han beholdt frem til sin død i 1994. Kim Il Sung havde siden 1920 levet i Sovjetunionen, hvor han havde fået en marxistisk grundskoling og en militær uddannelse.

Koreakrigens forløb

Hvordan begyndte krigen?

Koreakrigen startede den 25. juni 1950 kl. 04 lokal tid. Omkring 135.000 nordkoreanske tropper med russiske T-34 tanks begyndte at krydse den 38. breddegrad, der udgjorde grænsen mellem Nord- og Sydkorea, og indledte et overraskelsesangreb på Sydkorea. Sydkoreas hær, som kun bestod af 98.000 mand, kunne ikke stille meget op, og allerede efter tre dage havde nordstyrkerne indtaget hovedstaden Seoul. I slutningen af august 1950 havde de besat hele landet med undtagelse af den sydøstligste del omkring byen Pusan.

Hvordan reagerede omverdenen?

Krigen udviklede sig hurtigt til en international konflikt i det kølige klima mellem supermagterne USA og Sovjetunionen. Forud for angrebet havde USA haft den holdning, at Korea ikke var en vigtig brik i amerikansk sikkerhedspolitik. Derfor havde de så sent som i 1949 trukket sine styrker og rådgivere ud af Sydkorea. Men med Nordkoreas angreb måtte den amerikanske præsident Harry S. Truman (1884 – 1972) tage denne holdning op til fornyet overvejelse. Allerede om eftermiddagen den 25. juni 1950 fik han FN’s Sikkerhedsråd hasteindkaldt. Sikkerhedsrådet stemplede Nordkorea som angriber og krævede styrkerne trukket tilbage. Da dette ikke havde nogen effekt vedtog rådet den 27. juni en resolution, der opfordrede FN’s medlemslande til at støtte Sydkorea og slå angrebet tilbage.

USA måtte gå ud fra, at Nordkorea ikke kastede sig ud i en krig uden på forhånd at have fået grønt lys fra Sovjetunionen og rimeligvis også fra Kina. Angrebet kunne således opfattes som østblokkens forsøg på at teste USA. Hvis USA ikke reagerede, ville det koste prestige og måske føre til udvidelser af østblokkens interessesfærer andre steder i verden. Angrebet kunne desuden være en kinesisk optakt til et angreb på Taiwan, der var støttet af USA.

Den amerikanske general Douglas MacArthur, krigshelten fra Stillehavskrigen under 2. Verdenskrig, blev udpeget som øverstbefalende for en FN-styrke, der bestod af tropper fra 16 lande med USA som den altdominerende bidragyder til støtte for den sydkoreanske hær.

Hvilke lande deltog?

16 lande bidrog med militære styrker i den af FN udsendte styrke, og yderligere 5 lande bidrog med medicinsk og humanitær hjælp. Samtlige landes bidrag fremgår af nedenstående oversigt.

 

Land

Hær

Flåde

Luftvåben

Lægehjælp

Belgien

X

 

 

 

Canada

X

X

X

 

Colombia

X

X

 

 

Danmark

 

 

 

X

Etiopien

X

 

X

 

Filippinerne

X

 

 

 

Frankrig

X

X

 

 

Grækenland

X

 

 

 

Holland

X

X

 

 

Indien

 

 

 

X

Italien

 

 

 

X

Luxembourg

X

 

 

 

New Zealand

X

X

 

 

Norge

 

 

 

X

Storbritannien

X

X

X

 

Sverige

 

 

 

X

Sydafrika

 

 

X

 

Thailand

X

X

 

 

Tyrkiet

X

 

 

 

USA

X

X

X

X

Hvordan bidrog Danmark?

Danmarks bidrag til Koreakrigen var hospitalsskibet "Jutlandia", der var bygget i 1934 på Nakskov Skibsværft. Skibet var et af ØK’s motorskibe, og efter en hurtig ombygning sejlede det fra København i januar 1951.

Hospitalsskibet havde fire operationsstuer, fire hospitalsafdelinger med 356 senge, røntgen-, øjen- og tandklinikker samt laboratorier, apotek og specialafdelinger. Besætningen var på 97 mand, hvoraf de fleste var ØK- medarbejdere, og et hospitalspersonale på 91 læger, specialister og sygeplejersker.

Under tjenesten i Korea blev 4.981 allierede soldater samt mere end 6.000 civile koreanere behandlet, deriblandt et stort antal børn. Efter Korea-ekspeditionen blev "Jutlandia" ombygget til det oprindelige formål som passager- og fragtskib og indgik atter i ØK- flåden.

Hvordan forløb krigen?

Overordnet kan Koreakrigen opdeles i fem faser:

· Fase 1: 25. juni 1950 – 15. september 1950: FN-styrkerne i defensiven.

· Fase 2: 16. september 1950 – 2. november 1950: FN-styrkerne i offensiven.

· Fase 3: 3. november 1950 – 24. januar 1951: Kinesisk intervention.

· Fase 4: 24. januar 1951 – 21. april 1951: FN-styrkerne første modoffensiv. 22. april 1951 – juli 1951: Kinesisk forårsoffensiv.

· Fase 5: 9. juli 1951 – 27. juli 1953: FN-styrkerne 1951-offensiv. Stilstand og forhandlinger.

Hvordan forløb 1. fase?

I krigens første fase krydsede nordkoreanske tropper grænsen til Sydkorea, og FN-styrkerne var i defensiven. Der skulle tilføres tropper og materiel og den nordkoreanske offensiv skulle bremses. De første amerikanske tropper ankom den 1. juli 1950, og den 18. juli havde amerikanerne landsat tre divisioner, ca. 45.000 mand, som var hentet fra de amerikanske baser på Filippinerne og i Japan. FN-styrkerne og sydkoreanerne forskansede sig i området omkring havnebyen Pusan, og selv om nordstyrkerne i slutningen af august stod kun 50 km fra havet, lykkedes det at holde området. Dette skyldtes muligvis også, at nordstyrkernes fremgang var gået så hurtigt, at det til sidst begyndte at knibe med at opretholde forsyningslinjerne.

Hvordan startede 2. fase?

Til Nordkoreas store overraskelse gik FN-styrker den 15. september 1950 i land ved byen Inchon sydvest for hovedstaden Seoul. Angrebet var dikteret af general Douglas MacArthur (1880–1964) som øverstkommanderende for FNs styrker. Aktionen var en meget dristig satsning flere hundrede kilometer bag fjendens rækker, men den lykkedes: FN-styrkerne brød gennem Pusan-forsvarsværkerne og drog mod nord, samtidig med at MacArthurs styrker angreb fra vest. Efter svære kampe blev Seoul generobret den 28. september og to dage senere overskred de allierede den 38. breddegrad.

De nordkoreanske styrker flygtede mod Nordkorea, men kun et fåtal slap over grænsen. 200.000 nordkoreanere faldt i kampene og 135.000 blev taget til fange. I et brev til den nordkoreanske ledelse opfordrede general MacArthur til overgivelse og udlevering af krigsfanger, en opfordring, som blev afvist.

Hvad var det politiske problem?

Militært set havde FN-styrkerne nu nået deres mål. De nordkoreanske styrker var tvunget ud af Sydkorea, og landet var blevet befriet. General MacArthur var parat til at erobre hele Nordkorea og således opnå et samlet Korea, men præsident Harry S. Truman tøvede.

Trumans problem var, at han ikke havde mandat fra FN til at erobre Nordkorea, og med Sovjetunionens genindtrædelse i Sikkerhedsrådet ville han ikke kunne få dette råd til at godkende en erobring.

I stedet lykkedes det at få sagen behandlet i Generalforsamlingen, hvor ingen havde vetoret, og den 7. oktober 1950 vedtog Generalforsamlingen en resolution, der gav grønt lys til at anvende militær magt til sikring af stabile forhold i Korea. Dette skridt skulle følges op med afholdelse af frie valg i hele Korea under FN's tilsyn og af etableringen af et forenet Korea.

Hermed lå vejen åben for geberak MacArthur, men af frygt for Kina og Sovjetunionens militære indgriben gav Truman ordre til, at indrykningen i Nordkorea kun måtte ske med sydkoreanske soldater og ikke med amerikanske.

Hvordan sluttede 2. fase?

Ordren om at kun sydkoreanske soldater måtte deltage i erobringen af Nordkorea valgte general MacArthur at overhøre. Han lod de sydkoreanske tropper trænge frem i midterzonen, mens FN-tropperne rykkede frem på fløjene. Erobringen foregik i lyntempo, og FN-tropperne mødte kun lidt modstand. Allerede den 19. oktober 1950 blev Nordkoreas hovedstad Pyongyang erobret, og den 26. oktober stod de sydkoreanske styrker ved floden Yalo, der dannede grænsen til Kina.

General MacArthurs manglende respekt for ordren om ikke at anvende amerikanske soldater i Nordkorea fik fatale følger: Kina havde ladet forstå, at de ikke ville blande sig i krigen, med mindre de imperialistiske amerikanere nåede frem til landets grænse. Måske havde Kina affundet sig med et forenet Korea. Det vides ikke, for som forholdene nu var, valgte man at gribe ind.

Hvordan forløb 3. fase?

De nordkoreanske styrker var nu stort set nedkæmpet, og general MacArthur var sikker på, at krigen var ganske tæt på sin afslutning. Ganske vist var kinesiske soldater dukket op siden den 1. november 1950, hvilket han informerede FN om den 5. november. Truman havde ikke noget ønske om en krig med Kina, hvorfor MacArthur ikke fik lov til at bombe Kina. De kinesiske styrker viste sig at være blot en fortrop for en styrke på 300.000 mand, som Kina sendte ind i Korea. Den 26. november indledte kineserne et overraskende og massivt modangreb på midten af frontlinjen. De sydkoreanske styrker måtte flygte, fronten brød sammen, og også FN-styrkerne måtte trække sig tilbage.

Den 5. december havde kineserne tilbageerobret Pyongyang og juledag trængte de frem over den 38. breddegrad. Den 4. januar 1951 genindtog nordstyrkerne Seoul, men ti dage efter lykkedes det FN-styrkerne at stoppe offensiven ved den 37. breddegrad.

Hvordan forløb 4. fase?

Krigens næstsidste fase begyndte med FN-styrkernes første modoffensiv, der startede vestpå, hvor Inchon blev generobret 10. februar 1951. Den 15. marts lykkedes det for anden gang at generobre Seoul. Den 22. april indledte nordstyrkerne en ny offensiv, men FN-styrkerne fik dem standset nord for Seoul.

Hele foråret til hen på sommeren blev der kæmpet langs den 38. breddegrad. Kampene var blodige, men ingen af parterne var i stand til at få et afgørende overtag.

Den 30. juni tilbød general Matthew Bunker Ridgway (1895-1993), som overtog kommandoen efter MacArthur, forhandlinger om en indstilling af kampene, hvilket blev accepteret af både Nordkoreas leder, Kim Il Sung, og af den kinesiske øverstbefalende. Forhandlingerne blev indledt den 10. juli.

Hvad skete der med MacArthur?

Det var ikke nogen hemmelighed, at general MacArthur og præsident Truman hadede hinanden af et godt hjerte. Deres indbyrdes forhold blev ikke bedre af, at de ikke havde de samme mål i Korea. Truman var opsat på at holde krigen inden for Koreas grænser, mens MacArthur ønskede at bombe Kina.

Generalen nægtede at parere ordren om ikke at sende amerikanske soldater ind i Nordkorea, og i november 1950 provokerede han præsidenten ved dagen før valgene til Kongressen at udsende en meddelelse om, at en udsættelse af tilladelsen til at bombe kostede amerikanske liv hver time. Sådan en politisk indblanding kunne kun opfattes som et forsøg på at skade præsidenten og hans Demokratiske Parti og gavne Republikanerne, der ønskede en hårdere kurs i Korea. En måned senere, da FN-styrkerne var drevet tilbage til den 38. breddegrad, bad MacArthur igen om tilladelse til at bombe kineserne, men fik atter afslag. Han fik besked på, at hovedmålet nu var at forsvare Japan, og hvis de allierede styrker blev trængt tilbage over floden Kum i Sydkorea, skulle styrkerne evakueres. Denne ordre opfattede generalen som noget nær forræderi.

Til sidst tabte præsidenten tålmodigheden med den egenrådige general. Den 11. april 1951 blev MacArthur hjemkaldt og hans kommando blev overdraget til generalløjtnant Matthew Bunker Ridgway.

MacArthurs fyring skabte uro og kritik i USA, hvor helten fra Stillehavskrigen var meget populær. For at dæmpe gemytterne blev generalen fejret med en såkaldt ticker-tape-parade, det vil sige en procession, hvor der bliver kastet konfetti fra vinduerne, i New Yorks gader. MacArthurs popularitet rakte dog ikke til en nominering som præsidentkandidat for Republikanerne. Da republikaneren Dwight David Eisenhower (1890 – 1969) i 1952 overtog præsidentembedet, konsulterede han MacArthur vedrørende Koreakrigen. Generalens råd var at anvende atombomber i Nordkorea og at gennemføre et angreb på Kina. Eisenhower fulgte ikke disse råd, og MacArthur kom heller ikke til at spille en rolle i den nye præsidents administration.

Hvordan forløb 5. fase?

Den 23. november 1951 blev krigens parter enige om at standse kampene. Den 38. breddegrad blev atter aftalt som demarkationslinje, og forhandlingerne om en egentlig våbenhvile kunne nu begynde.

Disse forhandlinger, der kom til at vare i to år, brød flere gange sammen, men blev hver gang genoptaget. Et væsentligt problem var spørgsmålet om, hvorvidt krigsfanger skulle sendes frivilligt tilbage eller ej. Hertil kom beskyldninger mod USA om krigsforbrydelser i form af drab af civile. Beskyldninger, som ifølge BBCs webartikel ”Kill 'em All’: The American Military in Korea” (se kilder), først blev bekræftede mange år efter krigen, i 1999. Under forhandlingerne fortsatte krigen med intense guerillakampe, og luftbombardementerne af Nordvietnam blev intensiveret. Rent faktisk overvejede USA at kaste atombomber for at gøre en hurtig ende på krigen, ligesom de havde gjort med Japan i slutningen af 2. Verdenskrig.

To begivenheder var med til at sætte endeligt skub i forhandlingerne: Stalins død i 1953 og udskiftningen af Truman med Eisenhower som amerikansk præsident. Den 8. juni 1953 accepterede begge sider en frivillig tilbagesending af krigsfangerne, og en aftale var på plads. Den 17. juni kom man overens om en endelig demarkationslinje.

Efter en sidste offensiv, hvor 7.400 sydkoreanere blev dræbt, accepterede USA at tage ansvaret for gennemføringen af forhandlingsresultaterne, og den 27. juli 1953 kunne den endelige våbenhvile omsider underskrives.

 

Hvad er kronologien i Koreakrigen?

 

1945

Japanerne blev fordrevet fra Korea. Sovjetunionen besatte den nordlige del, USA den sydlige.

05.1948

Republikken Korea blev grundlagt med amerikansk støtte og med Syngman Rhee som folkevalgt præsident.

09.09.1948

Den Demokratiske Folkerepublik Korea blev udråbt med sovjetisk støtte og med Kim Il-Sung som leder.

25.06.1950

Nordkoreanske styrker overskred den 38. breddegrad og angreb Sydkorea. FN’s Sikkerhedsråd stemplede Nordkorea som aggressor.

27.06.1950

FN’s Sikkerhedsråd opfordrede medlemslandene til at yde Sydkorea den bistand, der var nødvendig for at afværge det væbnede angreb og for at genoprette international fred og sikkerhed. Præsident Truman beordrede den 7. flåde til Taiwanstrædet for at beskytte Formosa.

28.06.1950

De nordkoreanske styrker erobrede Sydkoreas hovedstad Seoul.

01.07.1950

De første amerikanske tropper ankom til Sydkorea.

03.07.1950

De nordkoreanske styrker erobrede havnebyen Inchon.

05.07.1950

Det første slag mellem amerikanske og nordkoreanske tropper i nærheden af Osan resulterede i amerikansk tilbagetrækning.

08.07.1950

General Douglas MacArthur blev udpeget som øverstbefalende for FN-styrkerne i Korea.

21.07.1950

Nordkoreas offensiv fortsatte sydpå. Taejon blev evakueret.

07.08.1950

FN-styrkerne i Pusan gik til modangreb og fik stoppet nordhærens fremmarch.

15.09.1950

Store FN-styrker blev landsat ved Inchon på Koreas vestkyst.

26.09.1950

FN-styrkerne tilbageerobrede Seoul.

08.10.1950

FN-styrkerne overskred den 38. breddegrad.

19.10.1950

FN-styrkerne erobrede Nordkoreas hovedstad Pyongyang.

25.10.1950

250.000 kinesiske tropper krydsede grænsefloden Yalu og angreb med MIG-jagere, men to uger efter trak styrken sig tilbage til Kina.

30.10.1950

Store nordkoreansk-kinesiske styrker angreb den østlige havneby Hungnam og tvang FN-hæren tilbage.

24.11.1950

MacArthur indledte en offensiv mod Yalu.

25.11.1950

Voldsom kinesisk modoffensiv standsede FN-styrkernes offensiv, og tropperne trak sig tilbage i hastigt tempo.

01.01.1951

200.000 kinesere og nordkoreanere i offensiv over den 38. breddegrad.

04.01.1951

Nordhæren generobrede Seoul.

10.02.1951

Nordhæren generobrede Inchon.

15.03.1951

FN-styrkerne generobrede Seoul.

31.03.1951

Amerikanske panserkolonner overskred den 38. breddegrad.

11.04.1951

MacArthur blev afskediget som øverstkommanderende og efterfulgt af general Ridgway.

22.04.1951

Den kinesiske forårsoffensiv blev indledt.

30.04.1951

Nordstyrkernes offensiv blev bremset nord for Seoul.

10.05.1951

Nordstyrkerne genoptog offensiven.

20.05.1951

FN-styrkerne fik stoppet nordstyrkernes offensiv.

30.06.1951

General Ridgway tilbød forhandlinger om en standsning af kampene.

10.07.1951

Forhandlingerne om våbenstilstand begyndte i Kaesong.

23.08.1951

Forhandlingerne blev afbrudt.

07.10.1951

Forhandlingerne blev genoptaget i Panmunjon.

27.11.1951

Enighed om en demarkationslinje.

18.12.1951

Krigsfangelisterne blev udvekslet.

24.04.1952

Kommunisterne afbrød forhandlingerne, efter af FN erklærede, at kun lidt mindre end halvdelen af fangerne ville vende tilbage.

28.04.1952

FN-forslag om fangerne blev afvist.

07.05.1952

General Mark Clark afløste general Ridgway som øverstkommanderende for FN-styrkerne.

23.06.1952

FN-styrkerne indledte bombardementer af mål i Nordkorea.

04.07.1952

Hemmelige forhandlinger om krigsfangeproblemet.

08.10.1952

FN afbrød forhandlingerne om våbenstilstanden.

04.11.1952

Dwight D. Eisenhower blev valgt til amerikansk præsident.

05.03.1953

Sovjetunionens leder, Josef Stalin, døde.

28.03.1953

Kommunisterne erklærede sig villige til at acceptere et gammelt forslag om udveksling af sårede og syge krigsfanger.

20.04.1953

Udvekslingen af sårede og syge krigsfanger påbegyndtes.

26.04.1953

Forhandlingerne i Panmunjom genoptogs.

07.05.1953

Enighed om, at krigsfanger, der ikke vil hjemsendes, skulle overdrages til en neutral kommission.

08.06.1953

Enighed om betingelserne for udveksling af krigsfanger.

18.06.1953

Sydkoreas præsident, Syngman Rhee, beordrede 28.000 nordkoreanske fanger løsladt og overladt til civilt liv i Sydkorea.

20.06.1953

Kina og Nordkorea forlod forhandlingerne.

08.07.1953

Kina og Nordkorea accepterede et forslag fra general Clark om at fortsætte forhandlingerne uden sydkoreansk deltagelse.

13.07.1953

Nordstyrkerne indledte en sidste offensiv.

19.07.1953

Kommunisterne erklærede sig villige til at diskutere underskrivelsen af en våbenstilstand.

27.07.1953

Våbenstilstandsaftalen blev underskrevet og trådte i kraft.

05.08.1953

Fangeudvekslingen påbegyndtes.

17.09.1991

Nord- og Sydkorea blev optaget som medlemmer i FN.

Denne tidslinje er baseret på oplysninger fra følgende hjemmesider:
www.korean-war.com, www.army.mil, http://www.axishistory.com/ (se kilder)

Koreakrigens betydning

Hvad handlede krigen om?

Koreakrigen kan ses som et led i Den Kolde Krig mellem Sovjetunionen og USA, der opstod efter 2. Verdenskrigs afslutning. Grundlæggende handlede Koreakrigen om Sovjetunionens ønske om at udbrede den internationale kommunisme overfor USA’s behov for at stoppe kommunismes fremvækst.

Allerede i 1947 havde amerikanerne udformet den inddæmningspolitik ('containment policy', der skulle forhindre Sovjetunionen i at ekspandere. Det skulle ske med økonomiske og politiske midler, men med beslutningen om at gribe militært ind i Korea blev den militære faktor for alvor styrket.

Inddæmningspolitikken var oprindelig formuleret med henblik på Europa, men efter Koreakrigen blev den også anvendt i Asien i et forsøg på at inddæmme Kina.

FN-styrkernes oprindelige formål var at befri Sydkorea, men da angriberne hurtigt blev slået tilbage allerede i krigens begyndelse, blev målsætningen ændret til en genforening af Korea, hvilket som bekendt ikke lykkedes.

Hvad kom der ud af Koreakrigen?

Koreakrigen, der endte med våbenhvilen i 1953 men ikke en efterfølgende formel fredsslutning, havde en række økonomiske og politiske følger for de deltagende parter. Efterfølgende kan man opsummere de vigtigste fordele og ulemper som følger:

Koreakrigens konsekvenser for de involverede parter

 

Fordele

Ulemper

Korea

Ingen.

850.000 dræbte og sårede i Sydkoreas hær, 520.000 i Nordkoreas. Mere end 3 mio. civile dræbte og sårede. Det meste af industrien ødelagt, landbruget lagt i ruiner og millioner af flygtninge.

FN

Opnåede respekt ved at gribe håndfast ind med en multinational styrke.

Mere end 15.000 dræbte og sårede. Da FN-styrken var totalt domineret af USA, kunne FN opfattes som USA’s marionette.

USA

Reddede Sydkorea fra kommunistisk overtagelse. Fik demonstreret en aktiv politik over for kommunismen i Asien.

160.000 dræbte og sårede. Forsvarsudgifterne steg fra 12 til 60 mia. $. Det lykkedes ikke at befri Nordkorea.

Sovjet

Opnåede et tættere venskabsforhold til Kina. Konflikten mellem Kina og USA var til fordel for Sovjet.

Blev tvunget ind i et bekosteligt rustningskapløb med USA.

Kina

Opnåede respekt blandt Asiens kommunister. Reddede Nordkorea fra USA og opretholdt en bufferstat på den bageste flanke. Opnåede tættere venskab med Sovjetunionen.

900.000 dræbte og sårede. Betydelige krigsomkostninger for den fattige stat. Fik ikke indlemmet Sydkorea i den kommunistiske verden. Udvidet amerikansk beskyttelse af Taiwan. Handelsmæssigt og politisk isoleret af USA.

Dette skema er baseret på oplysninger fra hjemmesiden www.historylearningsite.co.uk (se kilder).

Hvem havde ansvaret for Koreakrigen?

Hovedansvaret for Koreakrigen må, som den aggressive part, tilskrives den nordkoreanske leder Kim Il Sung, der ville genforene Korea under sin ledelse, men uden politisk støtte fra Sovjetunionens Stalin og Kinas Mao var planerne næppe blevet ført ud i livet. Han forhandlede omkring disse planer i Moskva med Stalin i marts 1949 og april 1950. Sovjetunionen hjalp til med forberedelserne, men Stalin insisterede på, at Kim skulle have kinesernes accept af planen.

Kim fik ikke blot accept fra Mao, han fik også lovning på militær bistand. Begge de to ledere har rimeligvis haft den opfattelse, at USA ikke ville forsvare Sydkorea militært, hvilket amerikanerne da også allerede i 1947 havde proklameret, at de ikke ville.

Grunden til at Koreakrigen var et internationalt anliggende, hvor FN havde mulighed for at gribe ind, var, at der ikke var tale om en borgerkrig men om et angreb på en selvstændig og af FN anerkendt stat.

Hvor mange menneskeliv kostede Koreakrigen?

Den koreanske befolkning kom til at betale en meget høj pris for den blodige krig. Det anslås, at den kostede mellem tre og fire millioner koreanere livet, mens antallet af sårede ikke kendes. Hertil kom et stort antal flygtninge og et land, der var fuldstændig ødelagt. Utallige mindre byer var totalt udslettede fra landkortet, og i mange år efter kunne markerne ikke dyrkes. Endvidere var store områder blevet mineret.

De militære omkostninger er vanskelige at opgøre, da forskellige kilder angiver meget varierede tal. Kilden til tallene i nedenstående oversigt er U.S. Department of Defense, men skal nok tages med et vist forbehold. i en opgørelse over krigsofre opdelt på delstater, når The Department of Defense frem til et totalt tal på 36.570 omkomne amerikanske tropper.

Døde og sårede tropper i Koreakrigen

 

Døde

Sårede

I alt

USA

54.246

103.284

157.530

Sydkorea

415.004

428.568

843.572

FN

 

 

15.465

Nordkorea

 

 

520.000

Kina

 

 

900.000

Hvordan gik det Nordkorea efter krigen?

I Nordkorea fastholdt Kim Il Sung (1912-1994) sin magtposition efter krigens afslutning. Fra 1948 var han premierminister, fra 1949 partiformand og i 1972 lod han sig udråbe til præsident.

Man ved ikke meget om 'Den store førers' livsforløb, da der er meget usikkerhed omkring de officielle fremstillinger af hans liv. Der blev opbygget en personkult omkring ham, der næppe finder sin lige, og han omtaltes som 'Den øverste leder af alle verdens arbejdende folk' og 'Menneskehedens sol'. Statuer og portrætter af ham findes stadig i tusindtal rundt om i landet, og han er posthumt udnævnt til 'Evig præsident'.

Kim Il Sung indførte en særlig nordkoreansk ideologi kaldet Juche, som handler om at være selvforsynende og uafhængig, og som dermed legitimerer landets lukkethed. Konsekvensen har været, at den nordkoreanske befolkning blev totalt isoleret fra omverdenen. Det var ikke tilladt at læse udenlandske aviser eller magasiner, høre udenlandsk radio eller senere at have internetadgang, og for den menige nordkoreaner blev det et liv i armod, især efter Sovjetunionens fald i 1991, som landet var afhængig af støtte fra. Fra den anden halvdel af 1990’erne gik økonomien helt i stå, med en alvorlig fødevare- og energimangel til følge. Samtidig har Nordkorea igennem årene opbygget en af verdens største hære med over en million mand i uniform, som jævnligt har skabt utryghed i nabostaterne på grund af regimets karakter.

Kim Il Sungs søn Kim Jong-il levede i mange år som forkælet playboy med det officielle tilnavn 'Den kære leder’. Alligevel blev han fra 1980 kørt i stilling som Kim Il Sungs arvtager på bekostning af Sungs bror, Kim Yong-Ju, og ved faderens død i 1994 blev han partiformand.

Nordkorea kom på kant med verdenssamfundet på grund af sine atomprøvesprængninger. I oktober 2002 erkendte det at have et uranberigelsesprogram. Landet opsagde efterfølgende sin tilslutning til ikkespredningsaftalen (NPT) og udviste nedrustningsinspektørerne fra Det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA).

I august 2003 indvilgede Nordkorea, som krævet af USA i, at indlede multilaterale forhandlinger om en løsning på atomspørgsmålet, men problemet er endnu ikke løst og USA henregner stadig Nordkorea blandt de såkaldte ’slyngelstater’.

Hvor står Nordkorea i dag?

Nordkorea er stadig et centraliseret og totalitært samfund. Det planøkonomiske militærdiktatur er et af de mest lukkede i verden, og oplysningerne om den aktuelle situation er få og tvivlsomme. Al aktivitet i landet kontrolleres af partiet og af militæret. Adgangen til information er uhyre begrænset selv på de højere niveauer i samfundet, og befolkningen er derfor uvidende om den reelle situation indenrigs og i verden udenfor. Ifølge en artikel fra 2015 i The Guardian (se kilder) skyldes den hårde kurs i forhold til isolation først og fremmest forholdet til Sydkorea; hvis Nordkorea bliver mindre isoleret og borgerne får mere information om omverdenen vil deres chok over den økonomiske fremgang i Sydkorea få mange til at forsøge at flygte dertil, skriver avisen.

Nordkoreas ca. 25 millioner indbyggere er nogle af de fattigste i verden. Landets BNP per indbygger var ifølge et officielt skøn fra Sydkorea i 2016 på 1.300 amerikanske dollar, svarende til 8.338 danske kroner. Det er en tyvendedel af Sydkoreas BNP per indbygger, skriver Børsen juli 2017 (se kilder).

Hvad betyder generationsskiftet for Nordkorea?

Efter Kim Jong-ils død i december 2011 overtog sønnen Kim Jong-Un, som anslås at være sidst i tyverne, officielt posten som førstemand. Den nye leder lader til at køre en mere åben stil end sine forgængere. Han viser sig offentligt sammen med sin hustru, og har, som den første nordkoreanske leder nogensinde, talt direkte til sit folk. Derved får han et mere menneskeligt ansigt i sammenligning med faren og bedstefaren, som tvært imod iscenesatte og dyrkede deres uopnåelighed og afstand til folket. I forbindelse med regentskiftet spås der om reformer og en mulig åbning overfor verden. Ifølge artiklen ”Muligt tøbrud i Nordkorea under opsejling“ fra juli 2012 (se kilder), er der blevet oprettet et politibureau, som skal overtage kontrollen med økonomien fra militæret, der eksperimenteres med reformer i økonomien og i landbruget, og landets hærchef er blevet tvunget til at træde af. Begivenheder, som udefra tolkes som bestræbelser på at rette op på kursen i det kriseramte land.

De markedsorienterede reformer, Kim Jong-un har gennemført i sin tid som leder af Nordkorea, går blandt andet ud på at tillade et begrænset omfang af private virksomheder at omlægge bondegårde fra at være styrede af kollektiver til af familier, der bliver lønnet efter hvor god høsten er, og at tillade fabrikker at fyre og hyre og i højere grad at bestemme lønninger selv, skriver Bloomberg (se kilder). Mens private virksomheder stadig er illegale teknisk og legalt ses, så bliver de love ikke overholdt eller håndhævet af myndighederne, og derfor findes der nu private miner, olierederier og transportselskaber, skriver The Guardian (se kilder), og ifølge den britiske avis produceres mellem en tredjedel og halvdelen af Nordkoreas BNP i dag af private selskaber. Mens der således er en vis opblødning i gang, når det kommer til økonomien, så er der ingen demokratiske fremskridt, skriver The Guardian (se kilder). Kim Jong-un har anlagt en usædvanlig hård kurs og henrettet flere ledere af militæret og højtstående politikere og familiemedlemmer, og Nordkorea er mere isoleret end nogensinde. Derudover har flere FN-rapporter konkluderet, at regimet i Nordkorea begår konstante brud på menneskerettighederne – blandt andet tortur, voldtægt, mord, udryddelse, fængsling, forfølgelse og langvarig udsultning – og at landet holder mellem 80.000-120.000 borgere som politiske fanger i de udskældte fangelejre (se kilder).

Hvordan påvirker Nordkoreas missil- og atomprogram konflikten med Sydkorea?

Nordkoreas missil- og atomprogram er den største knast i det særdeles anstrengte forhold mellem Nord- og Sydkorea, skriver Berlingske i en artikel den 11. maj 2017 (se kilder).

Som det beskrives i Faktalink-artiklen om Nordkorea (se relaterede artikler) har Nordkorea foretaget 85 missiltest, seks atomtest og landet anslås at have omkring 60 atomvåben. Konflikten er taget til i 2017, hvor Nordkorea har affyret flere missiltest end tidligere. Nordkorea er dermed et af de fire lande i verden, der bryder traktaten om ikkespredning af atomvåben og har atomvåben uden at have tilladelse. Det er et betydeligt atom- og missilprogram, og på trods af strammere og strammere sanktioner har Nordkorea fortsat udviklingen af det; det skyldes blandt andet, at landets eneste væsentlige allierede Kina først i efteråret 2017, hvor konflikten eskalerede, begyndte at indføre og håndhæve strengere sanktioner mod Nordkorea, skriver Dr.dk den 16. oktober 2017 (se kilder). Sydkorea regner med, at landet vil være det første mål for et angreb fra Nordkorea, der har truet med at angribe mål i Sydkorea og ifølge Sydkoreanske sikkerhedskilder har placeret missiler på landets østkyst. Sydkorea, USA og Japan følger nøje de nordkoreanske bevægelser og har forberedt sig på at nedskyde eventuelle missiler fra Nordkorea, men på trods af at flere missiler er blevet skudt over Japan har Japan ikke skudt dem ned, da det vil gå imod landets forfatning. Ifølge en artikel på DR.dk den 25. juli 2017 (se kilder) har Sydkorea og USA også foretaget gentagne militærøvelser og missiltest ud for Sydkoreas kyst som modsvar på aggressionerne fra Nordkorea.

På trods af at Sydkoreas præsident i 2017 Moon Jae-in blandt andet gik til valg på, at konfliktkursen overfor Nordkorea skal erstattes med forhandlinger, også selv om landet har atomvåben, er han således endt med at fortsætte kursen som et svar på Nordkoreas mange missiltest og atomtesten i september 2017. Sydkoreas præsident har flere gange siden han blev valgt i maj 2017 opfordret til forhandlinger, men Nord Korea har ikke svaret på dem. Nordkorea har flere gange fremsat en række betingelser for, hvad der kan få dem til at forhandle med USA. Styret mener, at FN-sanktionerne og USA’s fælles militære øvelser skal stoppe, før de vil gå i dialog. ”Hvis USA og de sydlige fjender oprigtigt ønsker dialog og forhandlinger, skal de tage det næste skridt”, lyder det fra Nordkorea ifølge artiklen ”Nordkorea til fjenderne: Her er vores krav” (se kilder). Både Sydkoreas tidligere præsident og USA’s udenrigsminister har slået fast, at der ikke kan komme forhandlinger på tale, før Nordkorea ændrer kurs og neddrosler dets atomprogram, men Sydkoreas nuværende præsident er som den første sydkoreanske leder villig til at forhandle med Nordkorea selvom landet har atomvåben.

Hvad skete der med Sydkorea efter krigen?

Efter den første præsident Syngman Rhees afgang i 1960 befandt landet sig i kaos. Oppositionens ledere gjorde ikke meget for at afskaffe korruptionen, og i 1961 kom det igen til voldsomme demonstrationer. Situationen endte med, at militæret under ledelse af general Park Chung Hee (1917 –1979) foranstaltede et ublodigt militærkup og overtog styret.

Park havde lovet, at det civile styre ville blive genindført, men han holdt kun til dels ord. I 1963 blev han selv valgt til præsident efter at være trådt tilbage fra sin militære post. Park forblev præsident, indtil han blev skudt af chefen for efterretningsvæsnet i 1979.

Selv om styret under Park reelt var et militærdiktatur – i 1972 satte han forfatningen ud af kraft, hjemsendte Nationalforsamlingen og erstattede den med et råd af medlemmer, som han selv havde udpeget – er det dog Park, der kan tilskrives æren for at have forandret Sydkorea til et moderne samfund. Under hans styre oplevede landet en vækst i industri og handel, der kan måle sig med Japans efter 2. Verdenskrig.

Den store fremgang for industri og handel betød også, at der skete en flugt fra landbruget til industrierne i byerne, hvor lønningerne var bedre. Sydkorea var i 1950’erne et landbrugsland, hvor to tredjedele af befolkningen var bønder, men i løbet af 1960'erne faldt landbefolkningens andel til 46 % af det samlede indbyggertal.

For at få gang i landbruget blev Saemaul Undong-bevægelsen dannet, der betyder ”Nyt Samfund”-bevægelsen. Under slagordene flid, selvhjælp og samarbejde indgød bevægelsen bønderne en følelse af selvværd og overbeviste dem om, at de var i stand til selv at løse deres problemer ved hjælp af denne form for andelsbevægelse. Saemaul Undong var en stor succes, som førte til en reel reformation af det sydkoreanske landbrug. Som interessant detalje kan nævnes, at mange af bevægelsens ledere ifølge bogen ”Korea. Morgenstilhedens land” (se kilder) blev uddannet på danske landbrugsskoler.

I 1980 gennemførte general Chun Doo Hwan (født 18 januar 1931) et nyt militærkup, og nedkæmpede alle forsøg på oprør med hård hånd.

Selv om Sydkorea stadig var et militærdiktatur, nød befolkningen godt af den stadige økonomiske vækst med øget velstand og store lønforbedringer for industriarbejderne.

Hvornår begyndte Sydkorea at udvikle sig mere demokratisk?

I 1988 var hovedstaden Seoul vært for OL, og i forberedelserne til dette prestigeprojekt var det nødvendigt for militærstyret at give visse demokratiske indrømmelser. Det førte i 1987 til et præsidentvalg, som på grund af splittelse i oppositionen blev vundet af regeringspartiets kandidat.

Der skete stadig demokratiske forbedringer, og i 1992 vandt den tidligere oppositionspolitiker Kim Young-Sam (20. december 1927) præsidentposten. Han lod de foregående præsidenter dømme for korruption og magtmisbrug, men han formåede ikke selv at ændre det politiske system afgørende.

Først i 1997 blev valget vundet af en kandidat fra oppositionen, Kim Dae-jung (1925-2009). Han kom til magten midt i det økonomiske sammenbrud under Asiens finansielle krise i 1997. Det lykkedes ham at overvinde denne krise, men han tabte valget i 2002 til Roh Moo Hvun, som appellerede til en stor del af den kvindelige vælgerbefolkning og de unge i kraft af et program, hvor sociale spørgsmål og ligestillingsforhold indtog en fremtrædende plads.

Hvor står Sydkorea i dag?

Sydkoreas økonomiske fremgang fra hærget krigszone i halvtredserne til velstand og vækst i dag ligner et mirakel, især når det holdes op imod sin kommunistiske modpart i nord; Sydkoreas BNP per indbygger er tyve gange højere end Nordkoreas Derfor trækkes det ofte frem som mønstereksempel på det frie markeds positive effekt på den nationale økonomi. Ifølge artiklen ”Sydkorea og Nordkorea er hinandens vrangbilleder” fra december 2011 (se kilder), lå væksten i mange år på omkring fire procent, og i begyndelsen af december 2011 passerede den samlede import og eksport den magiske grænse på 1.000 mia. dollar (5.600 mia. kr.) om året, hvilket placerer landet på en 11.-plads over verdens største handelsøkonomier. Samtidig peger kritikere på, at den makroøkonomiske solskinshistorie er et tegn på velstand, ikke velfærd, og at samfundet er drevet af en benhård kapitalisme med en stigende ulighed mellem rig og fattig.

”Sydkoreas økonomi har det strålende, vi taler om en økonomi i verdensklasse. Men det er efterhånden forsvindende få, der har glæde af det. Det er på høje tid at tænke i grundlæggende sociale reformer, men vi har en uheldig svingdørseffekt mellem den politiske og økonomiske elite, som f.eks. den tidligere præsident Lee Myung-bak, der kom fra et job som administrerende direktør i Hyundai Construction Co.” siger professor Chang Kyung-Sup, leder af Sociologi ved Seoul National University i samme artikel.

Konflikten fremover

Kan Nord- og Sydkorea blive genforenet?

Koreas to dele har siden krigens afslutning udviklet sig i vidt forskellige retninger, med en ekspansiv kapitalisme på den ene side og et forarmet diktatur på den anden. Selv om en genforening derfor synes stadig mindre sandsynlig, er spørgsmålet undertiden blevet taget op på ny.

Nobels fredspris tilfaldt i 2000 den sydkoreanske præsident Kim Dae-jung som anerkendelse af hans såkaldte solskinspolitik over for Nordkorea, der i juni 2000 førte til et topmøde mellem Nord- og Sydkorea. Mødet skabte forhåbninger om forsoning og en mulig genforening på langt sigt, men Nordkorea har hidtil kun gennemført få af de initiativer, som blev aftalt, og Nordkoreas missilprogram fortsætter. Det er siden kommet frem, at Kim Dae-jung sandsynligvis betalte Nordkorea 192 mio. dollar for at få mødet i stand.

I Kim Jong-ils sidste år, fra 2008 og frem til hans død i december 2011, gav hans skrantende helbred anledning til mange spekulationer om hvad der ville ske med de to lande efter ”den store leders” død. Mange mente, at en genforening ville være uundgåelig, fordi Nordkorea ellers ville kollapse, men selv om Sydkoreas officielle holdning er, at en genforening på sigt er ønskelig, frygter de fleste sydkoreanere de økonomiske konsekvenser, og en eventuel samling må meget gerne skydes ud i fremtiden: ”Genforening med Nordkorea er vigtig, men det er vigtigere nu, at de to Koreaer kan leve i fred, og at Nordkoreas økonomi bliver bedre,” var Sydkoreas tidligere præsident, Lee Myung-baks udmelding, i en tale til Council on Foreign Relations i New York i 2009, ifølge artiklen ”Genforenet Korea kan blive økonomisk supermagt” (se kilder).

Efter Nordkoreas trusler om atomkrig i foråret 2013 og eskaleringen af konflikten i efteråret 2017 er forholdet særdeles spændt mellem de to lande. Nordkorea har siden 2013 truet med atomkrig, nægtet sydkoreanske arbejdere adgang til den fælles industrizone Kaesong og bedt udlændinge i Sydkorea om at iværksætte evakueringer grundet risiko for atomkrig. Samtidig har den atomtest Nordkorea foretog i 2017, som ifølge en artikel i Information i september 2017 (se kilder) var syv gange stærkere end den atombombe, USA kastede over Hiroshima under Anden Verdenskrig, været med til at gøre forholdet mellem Nord- og Sydkorea mere spændt end længe set og en snarlig genforening til at virke usandsynlig.

Baggrundskilder

Danske materialer på nettet

Serie med 18 videoklip på DR Skole, blandt andet med historiske nyhedsudsendelser om hospitalsskibet Jutlandia.
Artikelserie fra Nordkorea: Efter en visumansøgningsprocedure på to et halvt år lykkedes det i 2005 Dagbladet Information at få et uhyre sjældent journalistvisum til Nordkorea. I syv artikler rapporterer journalist Martin Selsøe Sørensen fra det lukkede land.
Temaudsendelse om Koreakrigen, tilrettelagt af Thomas Haugaard, med historiske lydklip af blandt andet præsident Truman.

Udenlandske materialer på nettet

Billedserie fra Koreakrigen.
Portal til Sydkorea som beskriver landet både historisk, politisk, økonomisk, socialt og kulturelt.

Fagbøger

Casey, Steven: The Korean War at Sixty. Routledge 2012.
Engelsksproget antologi med seks essays om Koreakrigen, udgivet i anledning af 60 årsdagen for krigens begyndelse.
O'Neill, Tom: Stik nord. National Geographic Danmark. – 2003, nr. 7, side 61-67.
Omtale af et kort besøg i Nordkorea lige nord for den demilitariserede zone.
Midtgaard, Kristine K.N.: Jutlandia-ekspeditionen. Tilblivelse og virke 1950-53. Dansk Udenrigspolitisk Institut, 2001. 166 sider.
Om hospitalsskibet Jutlandia, der var Danmarks bidrag til FN’s aktion under Koreakrigen for at komme det angrebne Sydkorea til undsætning. Herunder om hvilke politiske faktorer, der gjorde, at Danmark valgte at bidrage med netop et hospitalsskib.
Madsen Poulsen, Flemming: Koreakrigen. Verden på randen af atomkrig 1950-53. Gyldendal, 1998. 64 sider.

Populær gennemgang af Koreakrigen med særlig henblik på FN’s og USA's rolle i krigen herunder særligt general MacArthurs deltagelse.

Skønlitteratur

Roth, Philip: Indignation. Gyldendal, 2010.
Roman som problematiserer at unge amerikanere sendtes som kanonføde i Koreakrigen.

Dokumentarfilm

Brügger, Mads: Det røde kapel. DR2, 2006. Prisvindende dansk dokumentarfilm fra Nordkorea.

Spillefilm

Hun Jang: The Front Line. Sydkoreansk spillefilm fra 2011 om Koreakrigens sidste slag.

Tv-serie

M*A*S*H: Populær amerikansk tv-serie fra 1970’erne med Koreakrigen som baggrund.

Søgning i bibliotek.dk

Kilder citeret i artiklen

Moon Jae-in er modsat sine forgængere klar til at mødes med sin nordkoreanske kollega, Kim Jung-un. Hvis det er det, der skal til for at sikre freden. Berlingske, 2017-05-11.
Ritzau: Nordkorea til fjenderne: Her er vores krav, Politiken, 2013-04-18.
Sejr, Lars: USA: ikke overraskende hvis Nordkorea affyrer missiler, MetroXpress, 2013-04-06.
Ehlers, Jens: Hør Nordkoreas atomtrussel mod USA. Jyllands-Posten, 2013-04-04.
Mikkelsen, Michala Rask: Nordkoreansk prøvesprængning rettet mod ”fjenden” USA. Berlingske Nyhedsbureau, 2013-01-24.
Røndbjerg-Christensen, Heidi: Nordkorea beder om akut hjælp til sultende befolkning. Berlingske Nyhedsbureau, 2012-08-03.
Ritzau: Muligt tøbrud i Nordkorea under opsejling. Politiken, 2012-07-20.
Ritzau: Nordkorea renser måske ud. DR Nyheder, 2012-07-16.
Nikolaj Albrectsen: Tørkeramte Nordkorea skal ikke regne med hjælp. Jyllands-Posten, 2012-05-28.
Andersen, Nina Trige: Sydkorea og Nordkorea er hinandens vrangbilleder. Information, 2011-12-26.
Hartvig, Nicolai: Genforenet Korea kan blive økonomisk supermagt. Information, 2009-10-09.

Fagbøger

Hansen, Kjeld: Korea. Morgenstilhedens land. 1984, Elbo grafiske hus.

Øvrige skribenter

cand.mag. Madeleine Saunte, 2013.