Juletræet

Citat
Først skal træet vises, siden skal det spises.
Peter Fabers julesang

Hvad er juletræet?

Når vi i dag henter et grantræ eller grønne grene ind i vore stuer, er det rester af en gammel romersk skik, hvor man markerede nytårstiden med nyudsprungne grene, et lykkevarsel for det kommende år. De rige romere gav desuden gaver i anledning af det nye år: Søde sager, lys eller penge, en skik som stadig kendes i form af julegratialer til personer, der i årets løb har ydet hjælp og service.
Juletræet regnes imidlertid også for protestanternes måde at markere julen på i modsætning til katolikkernes opstillinger med julekrybben fra Betlehem. Selvom den religiøse og kulturelle baggrund er forskellig, har traditionerne efterhånden har bredt og blandet sig, så der i dag også er julekrybber i protestantiske hjem og juletræer i de katolske.
I vores del af Europa bredte juletræsskikken sig fra syd, det vil sige fra Schweiz, op gennem Tyskland, til Frankrig og videre op til de nordtyske protestanters hjem i 1500-tallet. Det livgivende grønne julesymbol kunne enten bestå i et stort og fornemt pyntet træ, et lille træ i en urtepotte eller blot af grangrene med pynt, lys, godter og legetøj. I mangel af friske træer eller grene kunne juletræet også laves af træpinde omviklet med farvet papir, pyntet med bånd og æbler (1,2) 

Hvorfra stammer juletræet?

Den første historiske optegnelse om en slags juletræ fortæller, at der i 1255 gik et festligt børneoptog gennem Wiens gader for at hædre områdets fyrste. Børnene bar på pyntede, lysende grantræer. Desuden fortæller franske digtere fra det 12. og 13. århundrede om en skik med at placere en juledukke i toppen af et træ, der blev oplyst med de traditionelle kerter. Dukken symboliserede Jesusbarnet, som bragte lyset og håbet ind i verden.
Der er dog først sikre vidnesbyrd om offentlige juletræer med pynt i bestemte tyske egne fra begyndelsen af 1500-tallet. Disse træer blev tilsyneladende opstillet til fordel for områdets fattige, som fik den spiselige pynt. De første træer blev bekostet af borgerforeninger eller af byrådet, og skikken har i et vist omfang også været udbredt til de private hjem. I 1521 blev der således sat vagter ved skovene med henblik på at forhindre private i at fælde juletræer.
Juletræet - eller Kristustræet - har sin oprindelse i den traditionelle julemajning, det vil sige pyntning af hjemmene med grønne grene, kranse og anden stads. I et håndskrift fra 1604 hedder det, at borgere i Strasbourg stillede friske grantræer ind i deres stuer, pyntede dem med papirklip, frugt og godter til børnene. Skildringen fortæller intet om lys, men allerede i de første beskrivelser af juletræet omtales dansen omkring træet.
Juletræsskikken blev imidlertid betragtet som rent hedenskab og afguderi af flere katolske præster på det tidspunkt. De prøvede først at bekæmpe skikken; men da traditionen var stærk og alligevel holdt stand mod kirkens pres, forsøgte de i stedet at helliggøre træet. I dag bruges juletræet som et kristent symbol på lys og fælles glæde inden for den protestantiske verden.
Skikken stammer således fra landsbyerne i Schweiz', Sydtysklands og Østrigs bjergområder, og traditionen bredte sig med adelen og det bedre borgerskab over hele Tyskand. Her blev skikken mere og mere almindelig gennem 1700-tallet, hvor også traditionen med lys og en stjerne i træets top vandt indpas. Blandt de almindelige borgere blev juletræet dog først almindeligt så sent som i midten af 1800-tallet.
Flere tyske digtere skrev begejstret om julens grønne træ, hvordan det bragte forårsstemning ind i hjemmene og kastede en betagende glans over aftenen inden den store kirkelige højtid (1,2) 

Hvornår kom juletræet til Danmark?

Inden for de seneste 200 år er den danske jul blevet en juletræsjul. Det er således det smukt pyntede træ, der med tiden er blevet julefestens absolutte midtpunkt - i alle størrelser og faconer, pyntet på mange forskellige måder med levende lys og fra den gammeldags, hjemmelavede julepynt til færdigkøbt, glitrende pynt og elektriske lyskæder.
Grantræet var blevet den folkelige juls samlingspunkt, og ligesom andre af julens nye traditioner kom juletræet til Danmark fra Tyskland. Tyskere som bosatte sig i udlandet bragte skikken med sig, og i begyndelsen var det derfor kun danskere af tysk afstamning, der havde juletræer. Inspireret af de tyske kunstneres hyldest til træet, og hvad danskere ved selvsyn havde oplevet i tyske hjem, blev også juletræsskikken indført af det københavnske borgerskab. Gavegivningen havde i en lang periode været afskaffet, men blev genoptaget med juletræet. På baggrund af gamle sagn og overtro skabte danske forfattere og kunstnere tillige en hel julemytologi om vætterne - altså nisserne - som de små husvæsener, der skulle have den gode julegrød og som iøvrigt bragte gaver til hjemmets børn.
I 1808 blev Danmarks sandsynligvis første juletræ tændt i hjemmet hos grevinde Wilhelmine Holstein på godset Holsteinsborg. Der er ikke bevis for, at dette træ var det første danske juletræ; men det omtales at familien i dette år havde et juletræ, der blev tændt for greveparrets lille datter.
Juletræsskikken bredte sig kun langsomt i København, og i begyndelsen af århundredet blev det stadig betragtet som en udpræget tysk skik. Omkring 1830 havde juletræet vundet indpas i det højere københavnske borgerskab, og ude omkring i landet blev det fortrinsvis indført i de lærer- og præste hjem, der havde kontakter til hovedstaden. I 1822 tændtes det første juletræ i Kolding, og omtrent samtidig omtales skikken i Randers, ligesom flere præster på Fyn havde juletræer i 1820'erne. Med Johan og Pietro Krohns børnebog "Peters jul" fra 1863 blev juletræet kendt og elsket over hele Danmark (1,2) 

Berømte juletræer i Danmark

I tidligere beretninger om dansk familiejul nævnes juletræet ikke. Eksempelvis fortæller digterpræsten Ingemann om sin barndoms jul i Torkildstrup Præstegård på Falster i slutningen af 1700-tallet, og her optræder intet juletræ. Dog skriver han mange år efter i 1819 det højstemte digt om juletræet "Julen har bragt velsignet bud".
Det mest kendte juletræ blev tændt hos familien Lehmanns hjem i Ny Kongensgade i København. Martin Lehmann var præstesøn, født 1775, dr. phil og gift med borgmesterdatteren Frederikke Louise Bech. De havde sønnen Orla, som senere blev en kendt og indflydelsesrig politiker. I 1811 blev der i deres hjem tændt et juletræ, som det havde været skik i Martin Lehmans barndomshjem i Holsten, og begivenheden vakte mere end almindelig opsigt i byen. Der gik rygter i kvarteret om, at der var kommet et stort grantræ til hjemmet og der skulle tændes lys på dets grene juleaften. På gaden uden for lagde forbipasserende mærke til det brændende træ bag ruderne og alarmerede brandvæsenet, som rykkede ud med fuld udrykning. Til alt held nåede de ikke at tage brandsprøjterne i brug, før misforståelsen og sagens rette sammenhæng var opklaret. Episoden havde imidlertid tiltrukket mange tilskuere, og da brandstigerne alligevel var fremme, klatrede de mest ivrige og nysgerrige op for at kigge ind og se det fantastiske syn med egne øjne.
At juletræsskikken bredet sig til hele Danmark skyldtes blandt andet flere digtere, inspireret af deres tyske kolleger. Hos familien Oehlenschlæger var der allerede i 1813 juletræ, og i 1817 skriver hustruen i et brev til sin mand om en julefest hos en anden københavnsk borgerfamilie, der ligeledes havde juletræ. Samme år skrev Johan Ludvig Heiberg skuespillet "Julespøg og nytårsløjer", hvor forfatteren gør sig til fortaler for den nye skik. Han fortæller om en fattig pige, der danser med englene omkring juletræet og leger julelege med dem. I 1847 skrev Peter Faber sin berømte sang "Højt fra træets grønne top", og H.C. Andersen skrev sine eventyr "Grantræet" og "Den lille pige med svovlstikkerne".
Digterpræsten N.F.S. Grundtvig var derimod ikke begejstret for juletræsskikken og gav i 1817 udtryk for, at juletræet var tegn på en udvandet form for kristendom. Grundtvig skiftede imidlertid holdning senere, da han blandt andet så, at flere af hans troende og fromme venner havde taget traditionen til sig, og 1823 skrev han i et digt, at juletræet sendes menneskene af Gud (1,2)

Juletræets udbredelse

Den nymodens skik slog først igennem hos præster og lærere og bredte sig via sognenes storbønder ud til resten af landbefolkningen fra 1880'erne. I de jævne danske hjem blev juletræet først almindeligt omkring år 1900, og selvom de fleste hjem havde deres eget træ, var der dog stadig mange i København, der hverken havde plads eller råd til et juletræ. Ydermere var der endnu ikke etableret en større produktion af grantræer, så mange havde svært ved at skaffe et træ i den rigtige størrelse.
I Københavns koncertsal tændtes der et stort juletræ til "De hjemløses juleaften" i 1911, og dagbladet Politiken tog i 1914 initiativ til, at Danmarks første by-juletræ blev tændt på Københavns Rådhusplads. Byens juletræ har siden været centrum for indsamling af julehjælp til fattige og ensomme borgere. Pengene indsamles af Børnenes Kontor i en stor glaskiste under juletræet, og kisten tømmes efter jul. De indsamlede penge bruges så den kommende jul til julekurve med mad, godter og pynt (1) 

Julelys

Den enkleste og mest udbredte form for juletræspynt er lysene, som stammer fra den verdslige tradition med at tænde mange lys i den mørke tid. I religiøs sammenhæng kobles lysene sammen med Jesu ord "Jeg er verdens lys; den som følger mig skal aldrig vandre i mørke, men have livets lys". I oldkirken holdt man den 6. december en stor lysfest for at fejre Jesu fødsel og dåb; men senere blev fejringen af Jesu fødsel adskilt fra denne fest. Det medførte den nye lysskik kyndelmisse - missa candelarum - den 2. februar.
I begyndelsen var der praktiske problemer med at få lysene til at sidde fast på træet: Man prøvede med dejklumper, ler, nåle, smeltet stearin og lys, der var så bløde at de kunne klemmes fast om grenene. Med opfindelsen omkring år 1900 af metallyseholdere i forskellige modeller blev problemet løst, og samtidig mindskedes brandfaren væsentligt.
Det store træ på Rådhuspladsen havde allerede fra starten pynt med elektriske lys. En af de teknikere, der havde været med til opstillingen af det store træ, tog ideen til sig og satte lys på et grantræ i sin egen have. I 1920 kom den første egentlige private, udendørs juletræsblysning i blå/gule farver hos en svensk familie i Klampenborg.
Med den teknologiske og økonomiske udvikling blev det billigere og således også mere almindeligt med elektriske lyskæder på de indendørs juletræer (1,3) 

Juletræspynt

Allerede de første tyske juletræer var behængt med spiselig pynt, fordi man i juletiden fik ekstra god og ekstra meget mad. Fra 1600-tallet omtales pynten som æbler og andre frugter, kagefigurer, oblater og sukkergodt. Den spiselige pynt blev enten hængt direkte på juletræets grene eller lagt i kræmmerhuse, kurve og hjerter lavet af papir. I julesangen "Højt fra træets grønne top" synges der, at "Først skal træet vises, siden skal det spises". I dag lyder det helt uforståeligt, idet man jo ikke spiser juletræer. Forklaringen er ganske enkelt den, at det blev tradition først at vise træet frem i al sin pragt og stråleglans og senere "plyndre" det for lækkerierne.
Lys, blankpudsede æbler, guldbronzerede valnødder og guirlander af nødder omtales i tidlige beskrivelser, ligesom kagefigurer af honningkagedej er en en gammel tradition. Honningkagerne var fint dekoreret med sukkermasse, og sukkerfigurer som engle, hjerter og fugle lyste op med fine farver på træet.
Siden midten af 1800-tallet kender man til papirspynten. Kræmmerhusene var den oprindelige form for indpakning hos købmanden, men blev til juletræet pyntet med tegninger eller udklippede figurer og forsynet med en hank. Også andre hverdagsgenstande som flettede kurve i miniformat fandt vej til træet og blev fyldt med rosiner, nødder eller småkager.
I starten af 1800-tallet kom de flettede julehjerter af papir på mode i Tyskland, ligesom papirsroser, stjerner, engle, musetrapper, jacobsstiger, ring- og flagguirlander og anden pynt af papir eller karton. I 1850'erne tryktes de første danske udklipsark med figurer til juletræets top, og 10 år senere kom også ark med julepynt til at klippe og klistre. Desuden fandtes der at væld af anvisninger til hjemmelavet julepynt, på samme måde som vor tids ugeblade hvert år bringer ideer til dekoration og pynt.
I Danmark er det almindeligt med betlehemsstjernen i toppen af træet; men tidligere kunne det også være en stork eller en engel. Meningen var den samme, nemlig at minde om Jesu fødsel og de vise mænds søgen efter den nye frelser. Da julenissen i 1800-tallet blev almindelig kendt som gavebringer, kunne også han få den fine plads i træets top (1,2) 

Nyere pynt

Før krigen 1864 var den kulturelle påvirkning fra Tyskland stor, også hvad angår skikke og festtraditioner. Under og efter krigen var det tyske dog ikke længere populært; men helt holdes ude kunne det ikke. Det var stadig mest almindeligt at lave sin juletræspynt selv; men også halv- og helforarbejdede genstande blev langsomt indført som julepynt. Blandt andet kom de smukke og skrøbelige glaskugler og - figurer på mode fra Schwarzwalds glashytter i 1890'erne, en form for julepynt man i dag ser afløst af mindre sårbare materialer som plast, presset vat og flamingo.
Fra 1864-1920 var det forbudt at flage med dannebrog i Sønderjylland, og derfor blev julen markeret særlig dansk på anden vis: Her blev det almindeligt at bruge det danske flag både som toppynt og som papirguirlander på selve træet. Hjerterne blev flettet i rødt og hvidt, ligesom også lysene blev holdt i de danske nationalfarver.
Efter 1. verdenskrig kom de nye ideer primært fra England og USA. Her pyntede man juletræet med strålende, farvebelagte kugler, fugle, engle og snefnug af glas, sølvklokker, lametta, englehår og lange guirlander til at sno om hele træet.
Efter 2. verdenskrig blev danskerne inspireret fra Sverige, hvorfra de hentede traditionen med halmpynt i form af julebukke, uroer og anden husflid, der understregede det nordiske tilhørsforhold.
Når det drejer sig om jultræspynt, sætter kun fantasien og tiden grænser for, hvad der kan fremstilles: I naturen og i forretningerne kan man finde materialer til at lave sin egen pynt, og på julemarkeder, udstillinger og i julestuer kan man finde ideer og inspiration til nye variationer over et gammmelt og elsket tema (1,2,3) 

Videre læsning

Under videre læsning henvises til enkelte konkrete dokumenter som for eksempel én artikel eller én bog. Der kan være henvisninger til dokumenter i både trykt og elektronisk form. Dokumenterne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning i danske såvel som internationale databaser samt søgning på Internettet.

Bartholin-Jørgensen, H. P.: Grenen fra livets træ. - Berlingske tidende. - 1993-12-23.
Juletræsskikken i Ingemans "Julen har bragt velsignet bud" og de danske salmedigteres berøringsangst over for traditionen.

Brøndum-Jospehsen, Niels: Juletræet i det skovløse Grønland. - Kristeligt dagblad. - 1990-12-24.
Juletræets historie fra enebærgrene til den sammenklappelige plast-model, der kan vaskes af.

Christmas Tree Legends. Engelsk tekst.
Legender om juletræet.

Evolution of the Christmas Tree. Engelsk tekst.
Juletræets historie og udvikling.

Dam, Poul: Juletræet og grundtvigianerne. - Folk og kultur. - 1993, side 43-53.
Det grundtvigianske miljø og dets rolle i forbindelse med indførelse af juletræsskikken i Danmark.

Flinck, Maria: Granna granen. - Stockholm, Bonniers, 1998. 151 sider. Svensk tekst.
Juletræets og julepyntens kulturhistorie 1850-1930 med modeller til at fremstille den gamle pynt.

Henningsen, Lars N.: Skolejuletræer - og de tusind hjem. - Sønderjysk månedsskrift. - 1990, nr. 11/12, side 307-311.
Juletræets historie og dets udbredelse i Danmark.

Kristiansen, Poul: Juletræets historie. - Facet, 1999. 104 sider.
Om juletræets historie og dyrkning af juletræer.

Ryge Petersen, Søren: Det magiske grantræ. - Politiken. - 1997-12-14.
Havemanden om juletræer og traditioner.

Rykind-Eriksen, Kirsten: Julepynt og juletræer. - Historie & samtid. - Årg. 29, nr. 4 (1990), side 111-118.
Om juletræet og dets pynt.

Vad, Anne Vibeke: Dansen om granen. - Dansk kunsthåndværk. - 1995, nr. 4, side 8-9.
Om juletræet og dets pynt.
Ud over de ovennævnte titler findes et væld at hobbyprægede og professionelle bøger med instruktioner og vejlinger til selv at lave forskellige former for julepynt i papirklip og så videre. Disse titler er ikke medtaget i litteraturlisten.

 

Kilder

  1. Piø, Iørn: Bogen om julen. - Sesam, 1990. 256 sider.
  2. Jessen, Inge: Julens traditioner. - Brannner og Korch, 1998. 99 sider.
  3. Hedegaard Olesen, Solveig: Juletræet med sin pynt. - Husflid. - Årg. 117, nr. 6 (1997. - Side 178-179.