Nisser

Citat
I vinteren 1836, blev der holdt dansk julefest i maleren Constantin Hansens lejlighed i Rom. Til lejligheden havde værten pyntet op med klip, der forestillede nisser. Det er det første vidnesbyrd om, at nogen har lavet nisser - specielt fordi det var jul. Constantin Hansen er altså - så vidt vides - julenissens far!
Om julenissens oprindelse og historie

Hvad er nisser?

Nisser er overnaturlige væsener, der har været kendt i Norden fra hedensk tid. I vikingetiden havde folk små figurer af hus- eller gårdguderne - de såkaldte vætter, der skulle beskytte hjemmet og familien. For at opnå denne beskyttelse blev der ofret til vætterne, som modtog offergaver i form af mad, mere konkret et fad god grød.
Dyrkelsen af husguderne ophørte med kristendommen; men i hele Norden fortsatte troen på de overnaturlige væsener. Eksempelvis herskede der ingen tvivl om, at et mandligt væsen regerede i stalde og lader. I de forskellige lande og egne havde dette væsen varierende navne: I Sverige kaldtes han tomten, idet han boede hvor gården blev bygget, i Norge kaldtes han gardvord og i Finland blev navnet tonttu.
I Danmark blev han kaldt gårdboen, og først i løbet af middelalderen fik han navnet Nis eller Nisse, et kælenavn for Niels, som igen stammer fra navnet Nikolaus.
Nisserne er siden blevet kendt som de små husvæsener, der skulle have den gode julegrød og som sammen med katten levede på loftet eller i kælderen og som iøvrigt bragte gaver til hjemmets børn (2,3) 

Hvor stammer nisserne fra?

Svaret på gåden om nissernes oprindelse findes blandt andet i et sagn, der fortæller om Gud udstødelse af de onde engle.
De onde engle havde forsyndet sig mod Gud, der som straf nedstyrtede dem fra Himlen. I deres fald landede de mange forskellige steder, da de ikke allesammen kunne nå frem til Helvede. Nogle faldt på høje og bakker, det var trolde og bjergfolk. Andre faldt ned på enge og i moser, og de blev kaldt for elverfolk. Endelig faldt en del ned i eller tæt ved gårdene, og disse væsener blev kaldt gårdfolk eller nisser.
Nissens løn var den gode grød og en respektfuld behandling. Havde man en nisse i huset og ville af med ham, kunne det ske ved en fælles overenskomst. Ondsindede nisser måtte derimod fjernes med magt
Den rigtige nisse er ungkarl og på spil hele året, mens den særlig julenisse, som dukkede op i midten af 1800-tallet, har familie med både kone og børn (1,2,3) 

Hvordan ser nisserne ud?

Nissen var en lille mand på størrelse med en 10 års dreng. Han havde skæg og bar middelalderens almindelige bondetøj, det vil sige grå vadmelsbukser, træsko, en kofte og rød hue, den beklædning der stadig er indbegrebet af julenissens dragt.
Denne lille mand blev gårdenes skytsånd, og bønderne var heldige, hvis de havde sådan en beskytter boende.Var man god ved nissen, kunne man have stort udbytte af det, idet han gjorde stor nytte i lader og stalde om natten og sørgede for, at husdyrene trivedes. Nissens hjælp var ikke altid venlig over for andre og kunne bestå i at stjæle foder til hestene, eller hugge korn fra nabogården.
Nissen kunne imidlertid også være en drillesyg og stædig rad. Hvis nissen havde held med at drille, lo han højt og triumferende. Nissen kunne også selv blive drillet eller generet, ved at folkene brændte hans grød på eller glemte smørklatten. Respektløse nisseejere risikerede, at nissen hævnede sig. Hvis det skete, blev han hævngerrig og lavede ulykker på gården, for eksempel ved at slå gårdens bedste ko ned, eller kaste folk frem og tilbage over husets tag en hel nat Det var derfor uhyre vigtigt at stå på god fod med den lille, magtfulde mand. Almuens nisse havde en ganske anden personlighed end nutidens julenisse, idet han havde flere mørke sider og tvivlsomme karaktertræk (1,2,3) 

Nissetraditionens udbredelse

Med interessen for at indsamle folkeminder og viden om traditioner og dagligliv fik også byboere kendskab til nisserne. Folkemindesamlerne rejste rundt i landet og nedskrev sagn og fortællinger, beretninger om folketro og skikke. Selvom sagnene om nissefolket var forskellige, havde de dog det fælles træk, at alle nisser blev belønnet med et fad sødgrød med smørklat på. Grøden skulle naturligvis sættes frem, hvor nissen boede, det vil sige i køkkenet, på høloftet eller i stalden. Til gengæld var det meget forskelligt, om nissen kun skulle have sin grød til højtiderne, eller om han fik den hver lørdag.
Mange af de indsamlede sagn og fortællinger blev udgivet, og på denne måde fik nissesagnene stor udbredelse, ligesom børnelitteraturen vrimlede med overnaturlige væsener. En af de ældste nissetegninger er fra 1842 og forestiller en nisse, der sidder i stalden hos hesten. (12,3) 

Videre læsning

Under videre læsning henvises til enkelte konkrete dokumenter som for eksempel én artikel eller én bog. Der kan være henvisninger til dokumenter i både trykt og elektronisk form. Dokumenterne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning i danske såvel som internationale databaser samt søgning på Internettet.

Poortvliet, Rien: Nisser i hverdag og fest. - Sesam, 1997. 208 sider.
Rigt illustreret værk om nisser, deres udseende, liv og gerninger. Bibliotek.dk

Larsen, Bente: Den store bog om nisser. - Høst & Søn, 1997. 175 sider.
Samling af sagn og andre fortællinger om nissefolket. Bibliotek.dk

Lebech, Mogens: Julenissen. - Hassing, 1966. 64 sider.
Kulturhistorisk redegørelse for julenissens udvikling gennem tiderne. Bibliotek.dk

Videre links

Under videre links henvises til hjemmesider og databaser på Internettet med flere eller mange dokumenter. Videre links kræver således at man selv udvælger og vurderer hvilke dokumenter man har brug for, eventuelt efter en søgning på hjemmesiden eller i databasen. Hjemmesiderne og databaserne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning på Internettet.

 

Kilder

  1. Jessen, Inge: Julens traditioner. - Brannner og Korch, 1998. 99 sider.
  2. Piø, Iørn: Bogen om julen. - Sesam, 1990. 256 sider.