Hvem fik magten i Irak efter regimets fald?
Saddam Husseins regime faldt fra hinanden under krigen, og Saddam Hussein selv blev fundet af amerikanske styrker den 14. december 2003. I november 2006 blev han dømt til døden for forbrydelser mod menneskeheden, og den 30. december 2006 blev han henrettet. Den 28. juni 2004 overdrog koalitionen formelt magten over Irak til en overgangsregering. Besættelsesstyrkerne overdrog den fulde autoritet over Irak til den midlertidige irakiske regering, og hermed var besættelsen officielt afsluttet. Det betød samtidig, at koalitionens midlertidige myndighed og besættelsen formelt ophørte.
Hvordan forløb det første valg?
Den 30. januar 2005 blev der afholdt valg til Nationalforsamlingens 275 pladser. Samtidig blev der afholdt valg til provinsråd i alle Iraks 18 provinser og til selvstyrerådet i det kurdiske område, Kurdistans Nationale Forsamling.
Resultatet blev en sejr til de shiamuslimske partier i Den Forenede Irakiske Alliance, som fik 47,6 procent, hvilket svarer til 140 ud af parlamentets 275 pladser. Næst flest stemmer fik den kurdiske alliance bestående af to partier, som tilsammen fik 75 pladser.
Hvilken regering blev dannet efter valget?
Det tog over to måneder at danne en regering, fordi forhandlingerne mellem de kurdiske og shiamuslimske partier gik i stå flere gange. De største knaster i forhandlingerne var fordelingen af topposter i regeringen samt kurdernes ønske om øget selvstyre og deres krav om at få råderet over en betydelig del af olieindtægterne fra oliekilder i den nordlige del af Irak.
Premierminister – og dermed leder af regeringen – blev den shiamuslimske Ibrahim al-Jaafari, leder af det religiøse Dawa-parti i den shiamuslimske koalition. Præsident blev den kurdiske Jalal Talabani, som ved sin tiltrædelsestale opfordrede til forsoning med den tidligere sunnimuslimske elite, og vicepræsidenter blev den sunnimuslimske Tariq al-Hashimi og den kurdiske Adel Abdul Mahdi.I slutningen af april 2005 godkendte parlamentet den nye regering, som blev taget i ed ved en ceremoni den 3. maj.
Hvilken forfatning fik Irak i oktober 2005?
Den nye regering stod for udarbejdelsen af et forslag til en ny forfatning, som kom til folkeafstemning i oktober 2005. Et flertal af irakerne stemte ja til den nye grundlov, der formelt gjorde Irak til et føderalt, islamisk demokrati. Stemmeprocenten ved afstemningen var 63 procent, og det var højere end forventet.
I den nye forfatning slås det fast, at:
· Irak er et føderalt, parlamentarisk demokrati
· Der afholdes valg hvert fjerde år
· Irak er ”en del af den muslimske verden” og af Den Arabiske Liga, og islam er hovedkilde til lovgivningen. ”Ingen lov må være i strid med islam”, og ”ingen lov må være i strid med demokratiske principper”
· Både arabisk og kurdisk er officielle sprog
· Mænd og kvinder får samme politiske rettigheder
· Alle irakere er lige for loven
· Saddam Husseins Baath-parti bliver forbudt, og tidligere medlemmer af partiet er udelukket fra offentlige embeder
· Iraks olie- og gasreserver er ”alle irakeres ejendom”
· Landet inddeles i 18 provinser, som kan vælge at slutte sig sammen i regioner (delstater), der får delvist selvstyre.
Afstemningsresultaterne og forfatningens indhold fremgår af artiklen ”Forfatning i Irak: Lykønskninger til et splittet Irak” i Politiken (se kilder).
Hvordan forløb parlamentsvalget i december 2005?
I december 2005 blev der afholdt parlamentsvalg, hvor Den Forenede Shiamuslimske Irakiske Alliance blev sejrherre uden dog at få absolut flertal. Efter en fire måneder lang politisk krise lykkedes det i april 2006 at danne ny regering med den shiamuslimske politiker Jawad al-Maliki som leder. Den shiitiske Nouri al-Maliki blev ministerpræsident, mens kurderen Jalal Talabani fik posten som præsident. Hermed havde Irak fået sin første folkevalgte regering siden krigen.
7.655 kandidater, der repræsenterede flere end 300 partier og politiske grupperinger, stillede op ved valget, og 77 procent af de 15,5 millioner stemmeberettigede stemte trods trusler fra oprørsgrupper
I løbet af maj og juni 2006 blev der under ledelse af landets nye premierminister, Nouri al-Maliki, dannet en ny regering bestående af medlemmer af den dominerende shiamuslimske, arabiske blok, Forenet Irakisk Alliance, den kurdiske blok samt den vigtigste sunnimuslimske, arabiske gruppering, Enighedsfronten. Også en sekulær blok under ledelse af den tidligere premierminister Iyad Allawi var med. Blandt ministrene var både arabere og kurdere, shiamuslimer, sunnimuslimer og en enkelt kristen, mænd og kvinder.
Den nye regering var således mere repræsentativ for den irakiske befolkning end den overgangsregering, der blev indsat efter valget i januar 2005.
Hvordan udviklede sikkerhedssituationen sig efter besættelsens ophør?
Tiden efter besættelsens ophør i juni 2004 var præget af indsatsen for at skabe mere stabilitet og sikkerhed og få gennemført valg, så den midlertidige regering kunne afløses af en folkevalgt regering og nationalforsamling. Op til valget til den nye nationalforsamling i januar 2005 var der flere blodige angreb, og i månederne efter valget blev 50-60 mål hver dag angrebet af oprørere rundt om i Irak. Angrebene rettede sig både mod civile og militærpersoner. Den 27. april 2005 blev et kvindeligt parlamentsmedlem skudt og dræbt foran sit hjem i Bagdad, og siden eskalerede volden både i og uden for Bagdad. Siden fulgte flere attentater på højtstående politikere. I februar 2006 udløste en bombe mod Den Gyldne Moske i Samarra, en vigtig shiamuslimsk helligdom, en ny bølge af sekterisk vold, og først i løbet af 2008 lykkedes det at nedbringe antallet af bombeangreb, selvmordsaktioner og voldshandlinger. Da borgerkrigen var på sit højeste i 2006 og 2007 blev mindst 3.000 dræbt hver måned.
Hvem stod bag de nye angreb?
Undersøgelser i Irak og vurderinger fra udenlandske eksperter pegede på, at der sandsynligvis var i alt tre forskellige grupper involveret i de første års mange angreb:
· Medlemmer eller tilhængere af de islamiske terrornetværk al-Qaeda og Hizbollah, som senere skulle vinde fodfæste som bevægelsen Islamisk Stat.
· Højerestående medlemmer af Baath-partiet og statsadministrationen, som blev fyret kort efter besættelsen, og som ikke gik ind i modstandskampen, fordi de var loyale mod eks-diktatoren, men fordi de var frustrerede over USA's besættelse af landet.
· Saddam-loyalister, som ønskede en genindsættelse af Saddam Hussein.
Den amerikanske hær vurderede i 2004, at der især var tale om muslimske oprørere fra andre lande, men 2005 og 2006 lød nye vurderinger på, at flertallet af oprørerne var sunnimuslimer, der tidligere var loyale over for Saddam Hussein, og at højst 10 procent af oprørerne var fra andre lande end Irak. I løbet af 2005 og 2006 var der forlydender om nye typer alliancer mellem tidligere Saddam-støtter og al-Qaeda-folk.
I sidste halvdel af 2005 og begyndelsen af 2006 kom de første forlydender om, at ansatte i det irakiske indenrigsministeriums sikkerhedsstyrker var blevet hyret til at gøre regnskabet op med sunnimuslimer, der var loyale over for det tidligere regime.
Hvilke konsekvenser har de mange stridende grupper haft for den politiske udvikling?
De mange stridigheder mellem forskellige grupper i Irak viste sig allerede ved de første møder, som de amerikanske besættelsesstyrker arrangerede for at diskutere oprettelsen af en irakisk overgangsregering, og igen efter parlamentsvalgene i januar og december 2005 var der voldsomme uenigheder mellem de større etniske grupper om magtfordelingen i landet. Af artiklen “Vent og se” i Weekendavisen (se kilder) fremgår det, at de forskellige grupper havde meget forskellige ønsker til, hvordan Irak skulle styres. En del shiamuslimer ønskede en islamisk stat styret af et præsteskab, som i Iran, mens især kurdere og sunnimuslimer ønskede en sekulær stat med beskyttelse af mindretal, eventuelt udformet som en føderal stat med tre delstater, en til hver af de tre store grupper: shiamuslimer, sunnimuslimer og kurdere.
Hvornår udviklede stridighederne sig til egentlig borgerkrig?
I løbet af 2006 eskalerede volden i Irak, især i og omkring Bagdad, og internationale iagttagere begyndte at definere situationen som en reel borgerkrig. I februar 2007 blev der indsat et stort antal ekstra amerikanske og britiske soldater i Bagdad i et forsøg på at få situationen under kontrol. I slutningen af 2008 var der dog blandt Irak-eksperter og irakiske politikere bred enighed om, at sikkerhedssituationen var blevet betydeligt forbedret. Der var sket et markant fald i antallet af væbnede angreb, selvmords- og vejsidebomber, likvideringer og voldshandlinger, ligesom der var et betydeligt fald i antallet af dræbte amerikanske soldater. Ifølge artiklen “Irak på ret kurs” i Information (se kilder) var antallet af civile tab faldet fra et gennemsnit på 130 til 15 om dagen, det gennemsnitlige antal dræbte amerikanske soldater var faldet fra 135 til 20 om måneden, og antallet af dræbte journalister var 8 i de første ni måneder af 2009, mens det var på 30 i 2007. Især i Anbar-provinsen og i Bagdad var sikkerhedssituationen forbedret.
En forklaring på den forbedrede sikkerhedssituation var de irakiske sikkerhedsstyrkers stigende professionalisering. En anden betydelig faktor var den ensidige våbenhvile, som den shiitiske oprørsleder, Moqtada al-Sadr, der kontrollerede den magtfulde Mahdi-milits, valgte at opretholde. En tredje faktor var, at et betydeligt antal tidligere sunnimuslimske oprørere i løbet af 2007 og 2008 – mod løfte om amnesti og en klækkelig månedsløn – valgte at gå over på regeringsstyrkernes og de amerikanske styrkers side i kampen mod al-Qaeda. I oktober 2008 var 13 af landets 18 provinser blevet overdraget til irakisk kontrol, mens de resterende fortsat var under amerikansk og britisk kontrol, og selv om der fortsat var mange angreb, blev det vurderet, at der ikke længere var tale om en borgerkrig.