Debat og perspektivering

Main image kapitel
Demonstration mod krigen i Irak.
Demonstration mod krigen i Irak.
Arkivfoto: Jakob Dahl, 2003.

Var Irak-krigen lovlig?

Danmarks daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) hævdede, at krigen i Irak, som Danmark deltog i, var i overensstemmelse med international lov. Men blandt uafhængige danske folkeretseksperter er der ikke megen tvivl om, at Irak-krigen var ulovlig. Det fremgår af artiklen ”Jurister er enige: Irak-krigen var ulovlig” (se kilder) og af DR-dokumentaren "Krigskampagnen", hvor Danmarks førende folkeretsjurist Frederik Harhoff siger:

”Der var ikke noget lovligt, folkeretsligt grundlag for at iværksætte den aktion”. Også en række andre juridiske eksperter betragter krigen som en overtrædelse af folkeretten. Udenrigsministeriets Folkeretskontor mener dog fortsat, at Danmark overholdt folkeretten, da et snævert Folketingsflertal for ti år siden besluttede, at Danmark skulle deltage i krigen mod Saddam Hussein.
I november 2012 nedsatte S-SF-R-regeringen en Irak- og Afgha
nistankommission, der bl.a. skulle undersøge, om der var et juridisk holdbart grundlag for at gå i krig i Irak i 2003. Da den Venstre-ledede regering kom til magten i 2015, besluttede den dog, at både Irak- og Afghanistankommissionen skulle lukke.

Hvad er krigsudredningen?

I 2016 indgik et politisk flertal en aftale om at iværksætte en uvildig udredning af det historiske forløb i forbindelse med Danmarks deltagelse i krige i Kosovo, Afghanistan og Irak. Udredningen skulle kortlægge baggrunden for de politiske beslutninger om dansk deltagelse og sikre læring for eftertiden. I februar 2019 blev udredningen offentliggjort i fire bind, som tilsammen fylder knap 2000 sider. Bind 3 (se kilder) handler i høj grad om Fogh Rasmussen-regeringens beslutning om at følge USA ind i Irak-krigen. Den konkluderer blandt andet, at Fogh-regeringen strammede efterretningsoplysninger og tilbageholdt centrale oplysninger for Folketinget og offentligheden, før det blev vedtaget, at Danmark skulle gå i krig. Her er en række af udredningens vigtigste konklusioner:

  • Informationer fra USA og efterretningstjenester “vurderede”, at Irak havde masseødelæggelsesvåben. Regeringen fortalte Folketinget, at Irak med sikkerhed havde masseødelæggelsesvåben.
  • Statsministeren og udenrigsministeren erklærede gentagne gange for Folketinget, at målet med aktionen mod Irak var afvæbning af regimets masseødelæggelsesvåben, men det fremgår både af ambassadeindberetninger og andre oplysninger samt interne notater, at USA’s mål reelt var regimeskift.
  • Tidligt i forløbet modtog Fogh-regeringen vurderinger fra Forsvarets Efterretningstjeneste, der forudså, at krigen kunne ”destabilisere regionen, opløse den irakiske stat, udløse terror og kræve en langvarig involvering”. Disse vurderinger undlod regeringen at orientere Det Udenrigspolitiske Nævn og dermed Folketinget om.

I udregningen tegnes der samlet set et billede af, at Danmarks militære engagement i Irak, Afghanistan og Kosovo i højere grad handlede om at efterkomme USAs ønsker og “kun i mindre grad bygger på strategiske valg og langsigtede analyser”, fremgår det af udredningen.

Hvordan var reaktionerne på krigsudredningen?

Den politiske venstrefløj og modstandere af Danmarks involvering i Irak-krigen har længe anklaget Fogh-regeringen for at væreet i krig på et mangelfuldt grundlag og for at tilbageholde oplysninger. Så for mange modstandere bekræftede krigsudredningen blot deres udlægning af forløbet.

I debatartiklen “Historien vil dømme Anders Fogh hårdt” i Berlingske (se kilder) skriver historiker og Afghanistan-veteran Niels Jespersen: “Jeg tror, at historien vil dømme Anders Fogh hårdt. Han var sin tids dygtigste politiker, men udover en nødvendig opbremsning af asylpolitikken, er hans eftermæle sort. (...) Værst er dog, at han af forfængelighed manipulerede danskerne med i en fejlslagen angrebskrig.”

Avisen Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, skriver på lederplads: “Vi skylder os selv at fælde offentlig dom over Anders Fogh Rasmussen” (se kilder). Han skriver, at historien allerede har fældet hårde domme over George W. Bush og Tony Blair, som førte henholdsvis USA og Storbritannien ind i Irak-krigen, mens Anders Fogh Rasmussen i Danmark stadig bliver betegnet som en stærk leder.

Efter krigsudredningen udtalte politikere fra Enhedslisten og SF, at de kræver, at Irak-kommissionen bliver genåbnet, skriver Altinget i artiklen “Rapport: Fogh-regeringen tilbageholdt centrale oplysninger før Irak-krigen” (se kilder). Kommissionen, som blev lukket i 2015, skulle have kastet yderligere lys over Danmarks engagement i Irak. Der er dog ikke umiddelbart politisk flertal for en genåbning af kommissionen. 

Selv afviser Anders Fogh Rasmussen, at han bevidst skulle have strammet eller tilbageholdt oplysninger for at sikre et flertal for at følge USA ind i Irak-krigen. “Beslutningen om at indsætte dansk militær blev ikke taget uovervejet af mig selv eller nogen i min regering. En sådan beslutning vil altid være en afvejning mellem konsekvenserne ved at skride til handling i samarbejde med vores allierede, og konsekvenserne ved ikke at skride til handling. Vi har set i Syrien, at der også er konsekvenser, når vi beslutter ikke at handle. Jeg vil nu læse hele udredningen igennem,” skriver han til Altinget ifølge førnævnte artikel (se kilder).


Hvad har prisen for krigen i Irak været?

Fra krigens begyndelse i 2003 og frem til, at de sidste amerikanske soldater forlod landet i december 2011 har den kostet over 1.000.000.000.000 dollars – 5.000 milliarder kroner. Hen ved 4.500 soldater er blevet dræbt, og over 100.000 irakere har mistet livet. Desuden er titusindvis af soldater blevet såret, og over fem millioner irakere er blevet gjort til flygtninge. Det fremgår af artiklen ”USA lukker og slukker i Irak efter otte års krig” i Politiken (se kilder). Otte danske soldater er døde i Irak. Danmark begyndte at trække sine kampsoldater ud i 2007, og i november 2011 forlod de sidste seks danske soldater Irak.

Har krigen i Irak været en succes?

I forbindelse med, at de sidste amerikanske soldater forlod Irak i december 2011, udtalte USA’s præsident Barack Obama: ”Irak er ikke et perfekt sted. Det står over for mange udfordringer. Men vi efterlader et selvstændigt, stabilt og selvsikkert Irak med en repræsentativ regering, valgt af folket. Alt, amerikanske tropper i Irak har gjort – alle kampene, alle dødsofrene, kvæstelserne og opbygningen, træningen og partnerskabet – har ført os frem til dette øjeblik af succes.” Det fremgår af artiklen ”USA lukker og slukker i Irak efter otte års krig” i Politiken (se kilder).
Det er svært at være enig i den udlægning. Politikens udlandsredaktør Michael Jarlner skriver i artiklen ”Ti bud: Det har krigene i Irak og Afghanistan betydet for os” i Politiken (se kilder) om Irak-krigen:

”Her ti år efter fremstår den som en eklatant fiasko, der har kostet over 110.000 civile livet i et Irak, der stadig hænger i laser.” Og han tilføjer: ”De seneste ti års krige har haft det hovedformål at bekæmpe terrortruslen mod os selv. Det er delvis lykkedes for så vidt, at ikke mindst al-Qaeda er blevet svækket. Men terrortruslen er samtidig muteret, så den nu udgår fra nye geografiske centre og fra celler og soloterrorister i Vesten. Så Danmark lever fortsat under forhøjet terrorberedskab.”
Den danske Irak-ekspert Henrik Andersen, der underviser på American University i Sulimaniya i det nordlige Irak, skriver på tiårsdagen for krigen 18. marts 2013 i en kronik i Politiken under overskriften ”Irak er ikke blevet det nye Norge” (se kilder): ”Med invasionen ønskede man fra britisk og amerikansk hold at tilvejebringe et inkluderende og demokratisk system, fair valg, menneskerettigheder og fri markedskræfter. Memoirer af de mest indflydelsesrige politikere fra perioden viser, at man forestillede sig Irak blive en art demokratisk og provestligt slaraffenland, hvor olien skulle flyde som honning (og helst mod Vesten til en billig penge). Med andre ord: I Irak var ambitionen at skabe et nyt Norge, og helst
overnight og on the cheap.” Ifølge Henrik Andersen er det langtfra lykkedes:

”Irak i dag er mere pluralistisk end før invasionen. Der er oppositionspartier og øget politisk konkurrence. Der er såkaldte frie valg, men så længe demokratiske processer ikke overholdes, er der en overhængende fare for, at Irak går en periode med enmandsvælde i møde eller yderligere blodsudgydelser.”

I kølvandet på Islamisk Stats fremtog i Irak – og siden offensiven mod Mosul, som Islamisk Stat ser ud til at tabe – har debattører som Lawja Jawad Mohammadi i Information (se kilder) peget på, at det er for tidligt at vurdere krigen som en overstået historisk begivenhed – han peger på, at borgerkrigen i Irak er en direkte konsekvens af krigen, og at den afgørende strid vil fortsætte i mange år fremover. Han bliver bakket op af eksperter i en artikel i Berlingske fra november 2016 (se kilder), der slår fast, at stridighederne mellem sunni- og shiamuslimer vil fortsætte, uanset om Islamisk Stat vil bestå eller ej.

Hvad er læren af krigen i Irak?

Ifølge Informations USA-korrespondent Martin Burcharth er der især én lære af krigen i Irak. I lederartiklen ”Arven fra Irak – I” i Information (se kilder) skriver han:
”Her på 10-års-dagen for USA og de allieredes invasion af Irak kræver det ikke den store indsigt eller forestillingsevne at konstatere, at denne ulykkelige krig er et ypperligt eksempel på, hvorfor man aldrig bør gå i krig, med mindre det sker i selvforsvar”. Og han tilføjer: ”Mange lektier kan læres af Irak-krigen: Demokrati og frihed plantes ikke med et geværløb. Et repressivt og totalitært regime kan kun væltes gennem et langt og sejt arbejde med at støtte interne oppositionsgrupper. Stormagters militære interventioner – selv dem bemyndiget af Sikkerhedsrådet – bør altid tage højde for loven om utilsigtede konsekvenser. Uanset hvor gement et regime er, besidder magthaverne altid legitimitet i dele af befolkningen; ellers ville det falde sammen som et korthus. Sådan var det i Irak og Libyen, sådan forholder det sig i Syrien i dag. Så snart en udenlandsk magt griber ind og forstyrrer den indre magtbalance, hvorpå et styres legitimitet og repressive side hviler, skaber det en ubalance, som kan give sig udslag i mange år med politisk kaos, økonomisk ruin og en uendelig kædereaktion af vold mellem sekteriske grupper.”
Han vurderer – i lighed med en række andre politiske iagttagere og analytikere – at de vestlige lederes tøven over for at gribe militært ind i det borgerkrigshærgede Syrien ”vidner om, at nogle vestlige ledere – især Barack Obama og Angela Merkel – har lært af fiaskoen i Irak.”
Han mener dog ikke, at erfaringerne fra Irak bør føre til, at vestlige ledere fremover kategorisk afviser at gribe ind militært: ”Det internationale samfund gør godt i at bevare en ret til at gribe ind og stoppe et blodbad mod uskyldige, hvis en stat ikke vil eller kan beskytte dem selv.” Samtidig bør det internationale samfund dog også forebygge masseforbrydelser mod civile i stedet for at vente med at gribe ind, til en militær intervention virker som eneste mulighed, argumenterer lederskribenten:
”Meningen er at forebygge og at anvende fredelige midler, inden konflikter udarter sig. FN er i fuld gang med dette projekt, som bør nyde finansiel støtte og stor offentlig bevågenhed. Det er nemlig måden, hvorpå vi undgår at gentage krigseventyr, der uvægerligt sætter nye og værre voldelige konflikter i gang. I den forstand tjener Irak som skræmmeeksempel.”