Tanks i Irak
Irak-kommissionens papirer endte i Rigsarkivet
Foto: Henning Bagger / Scanpix

Irak-krigen

journalist Malene Fenger-Grøndal, iBureauet/Dagbladet Information. Senest opdateret af journalist Mikkel Danielsen, Bureauet, marts 2019.
Top image group
Tanks i Irak
Irak-kommissionens papirer endte i Rigsarkivet
Foto: Henning Bagger / Scanpix
Main image
Børn fra en flygtningelejr i Kelek løber efter en madtransport.
Børn fra en flygtningelejr i Kelek løber efter en madtransport.
Foto: Vianney Le Caer/Sipa / Scanpix

Indledning
Den 20. marts 2003 angreb amerikanske tropper Irak. Begrundelsen for invasionen og den efterfølgende besættelse var, at Iraks leder, Saddam Hussein, truede verdensfreden med et stadigt voksende våbenarsenal og atomvåben, og at regimet havde forbindelser til terrornetværket al-Qaeda. I FN var der ikke flertal for en krig mod Irak, og den blev således gennemført uden FN-mandat, men med støtte fra Storbritannien, Australien og Danmark. Siden har det vist sig, at grundlaget for at gå i krig ikke holdt: man fandt ikke atomvåbnene, og en forbindelse til al-Qaeda kunne ikke påvises. Et snævert flertal i Folketinget besluttede at sende Danmark i krig i Irak, men efterfølgende er det kommet frem, at efterretningsoplysninger blev strammet, og centrale oplysninger blev holdt tilbage for Folketingets politikere.

Selv om Saddam Hussein blev fjernet fra magten, dømt og henrettet, og selv om Irak forholdsvis hurtigt fik en folkevalgt regering, viste der sig at være langt vej til et fredeligt og demokratiisk Irak. Da de sidste udenlandske tropper forlod landet i slutningen af 2011, var der fortsat stærke interne spændinger mellem befolkningsgrupperne, og landet var præget af korruption og mangel på sikkerhed.

Situationen blev kun forværret, da Den situation blev forværret, da den militante sunnimuslimske-bevægelse Islamisk Stat i sommeren 2014 erobrede flere byer og provinser i Irak og Syrien. Islamisk Stat udråbte de erobrede områder i Syrien og Irak til et sammenhængende ’kalifat’: en islamisk statsform, der bygger på en streng fortolkning af islam. Kalifatet er i dag nedkæmpet, men bevægelsen har spredt død og ødelæggelse, og jihadisterne udgør stadig en sikkerhedstrussel.

På få måneder har bevægelsen med uhørt brutalitet fremtvunget en regional krise og en opløsning af grænsen mellem Syrien og Irak. Forskere forudser derfor muligheden for en ny sekterisk borgerkrig, mens nogle endda overvejer en mulig opsplitning af Irak i et nyt Kurdistan, Shiastan og Sunnistan.

 

Anders Fogh Rasmussen i et interview fra 2014 om Irak-krigen.

Artikel type
faktalink

Baggrund for krigen

Hvornår kom det på tale at gå i krig mod Irak?

Muligheden for at gå i krig mod Irak blev lanceret af USA’s daværende præsident George W. Bush kort efter terrorangrebene på New York og Washington den 11. september 2001. Angrebet fik præsidenten til at varsle “krig mod terror” – ikke kun vendt mod terrorister, men også mod regimer, der husede eller støttede terrorister. I den forbindelse blev Irak nævnt, og der blev antydet en risiko for, at den irakiske præsident Saddam Hussein ville lade terroristnetværk benytte nogle af de masseødelæggelsesvåben, som landet formodedes at have. Siden har det vist sig, at Irak slet ikke var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben eller var i gang med at fremstille disse våben, hvilket ellers var hovedargumentet for invasionen. Det skriver Politiken i artiklen USA: Irak havde ikke masseødelæggelsesvåben (se kilder).
I november 2001 advarede Bush den irakiske præsident om, at USA ville gribe militært ind, hvis ikke Irak lod FN’s våbeninspektører vende tilbage. FN havde haft våbeninspektører i landet siden afslutningen på den Første Golfkrig i 1991 frem til 1998. I løbet af 1998 blev inspektørernes arbejde dog flere gange afbrudt, fordi det irakiske styre lagde dem hindringer i vejen, og derfor besluttede FN i december 1998 at trække inspektørerne ud af landet. Efter et år uden inspektioner vedtog FN’s Sikkerhedsråd at etablere et nyt hold våbeninspektører, United Nations Monitoring, Verification and Inspection Commission (UNMOVIC). Men i de følgende tre år afviste Irak at lade våbeninspektørerne komme ind i landet på de betingelser, FN ønskede. I januar 2002 erklærede Bush, at Irak sammen med Iran og Nordkorea udgjorde ‘ondskabens akse’, og et halvt år senere erklærede han, at han ønskede et regimeskifte i Bagdad, og at han var parat til at gennemtrumfe sit ønske med magt.

 

Hvordan var udviklingen frem mod krigen?

Den 12. september 2002 holdt FN’s Generalforsamling møde, og her stillede George W. Bush krav om, at Irak omgående blev afvæbnet, altså at landets formodede lagre af masseødelæggelsesvåben skulle findes og destrueres. Regimet i Irak reagerede ved at invitere FN's våbeninspektører til at vende tilbage. Det førte til, at FN’s Sikkerhedsråd den 8. november 2002 vedtog resolution 1441 (se kilder). Den krævede, at Irak skulle indgå i et betingelsesløst og aktivt samarbejde med FN’s våbeninspektører. Gjorde landet ikke det, måtte det regne med “alvorlige konsekvenser”. Herefter blev en gruppe våbeninspektører sendt af sted til Irak, og chefen Hans Blix aflagde rapport i Sikkerhedsrådet den 7. marts 2003. Her konkluderede han, at Irak havde gjort fremskridt, men at regimet fortsat manglede at give svar på en række spørgsmål om kemiske og biologiske våbenprogrammer. Han tilføjede, at han og hans hold af inspektører “lige nu er i stand til at udføre vores arbejde professionelt og foretage inspektioner over hele Irak uden forvarsel.” På trods af den overvejende positive rapport fra Blix foreslog USA, Storbritannien og Spanien, at hvis Irak ikke inden for 10 dage kunne bevise, at alle masseødelæggelsesvåben var destrueret, ville en krig være en mulig udgang. Forslaget opnåede ikke flertal i Sikkerhedsrådet og blev trukket tilbage den 17. marts 2003. Samme dag meddelte USA og Storbritannien, at FN’s resolution 1441, som de fortolkede den, alligevel gav dem ret til at gå i krig. Tre dage senere, den 20. marts 2003, gik USA, Storbritannien, Australien og Danmark i krig mod Irak. Denne udvikling fremgår af Danmarks Radios hjemmeside (se kilder) og af artiklen “Begrundelsen der forsvandt” i Berlingske Tidende (se kilder).
 

Hvad var USA's primære begrundelser for at angribe Irak?

De primære begrundelser var, at Saddam Hussein sandsynligvis rådede over masseødelæggelsesvåben, og at der var forbindelser mellem Irak og terroristnetværket al-Qaeda, som var ansvarlig for terrorangrebene den 11. september 2001. I en tale to dage før angrebet på Irak sagde den amerikanske præsident George W. Bush:

“Fredelige forsøg på at afvæbne det irakiske regime slår fejl gang på gang, fordi vi ikke har med fredelige mennesker at gøre. (...) (regimet) har et dybt had til USA og vores venner. Og har hjulpet, trænet og huset terrorister. Også al-Qaeda-folk. Faren er åbenbar: Terrorister kan med masseødelæggelsesvåben fra Irak slå tusinder af mennesker ihjel fra vores og andre lande. (…) FN’s Sikkerhedsråd har ikke levet op til sit ansvar, så vi vil leve op til vores. Saddam Hussein og hans sønner skal forlade Irak inden for 48 timer. Ellers er resultatet en militær konflikt. For egen sikkerhed bør udlændinge forlade Irak.” Denne oversættelse af Bush’ tale findes i DR’s arkiverede tema om Irak-krigen (se kilder).[1] [MOU2] 

George W. Bush henviste gentage gange til risikoen for, at Saddam Hussein ville anvende sine påståede masseødelæggelsesvåben eller overgive dem til al-Qaeda. Den daværende amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, hævdede under en debat i FN i februar 2003, at Irak rådede over 500 tons senneps- og nervegas, 25.000 liter miltbrand, op mod 30.000 granater og bomber beregnet til kemiske og biologiske våben samt 18 mobile våbenlaboratorier. Det fremgår af artiklen “Begrundelsen der forsvandt” i Berlingske Tidende (se kilder).

Inden krigen hævdede den britiske regering – på baggrund af oplysninger fra landets efterretningstjeneste – at Irak kunne sætte et angreb med kemiske eller biologiske våben i gang i løbet af 45 minutter. Det viste sig siden at være forkert eller i hvert fald usandsynligt. Det fremgår af artiklen “Krigens grundlag undersøges” i Jyllands-Posten (se kilder).


Hvorfor ville FN ikke støtte krigen?

Et flertal af medlemmerne i FN's Sikkerhedsråd mente ikke, at der var klare beviser for, at Irak fortsat var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, eller at landet havde forbindelser til terrornetværket al-Qaeda. Den 5. februar 2003 fremlagde USA's udenrigsminister Colin Powell ellers en rapport i sikkerhedsrådet, som ifølge amerikanerne selv indeholdt detaljerede beviser for dette. Men en række af sikkerhedsrådets medlemmer mente, at man burde give våbeninspektørerne længere tid til at gøre deres arbejde, også selv om det irakiske regime ikke var så samarbejdsvilligt, som man kunne ønske. De anførte desuden, at de ikke mente, at resolution 1441 gav folkeretsligt grundlag for at gå i krig. Resolutionen nævnte ganske vist “alvorlige konsekvenser” for Irak, hvis landet fortsat nægtede at samarbejde med FN’s våbeninspektører, men der stod intet om, hvad konsekvenserne bestod i, og det stod ikke nævnt, at FN var parat til at tage “alle nødvendige midler i brug”, hvilket ellers er den almindelige måde at omtale muligheden for krig i international ret. USA foreslog derfor, at man vedtog en ny resolution, som gav udtrykkeligt mandat til at gå i krig, men det var der ikke flertal for i Sikkerhedsrådet.

Hvorfor ville NATO ikke støtte krigen?

USA bad i januar 2003 NATO om militær støtte til en krig mod Irak. USA ønskede, at NATO skulle sende Patriotmissiler og overvågningsfly til Tyrkiet for at beskytte landet mod et eventuelt irakisk hævnangreb. Men Frankrig, Belgien, Tyskland og Luxembourg afviste helt at diskutere spørgsmålet om militær støtte i en krig, så længe ikke alle diplomatiske muligheder var udtømt. Det betød, at NATO ikke kom til at spille nogen rolle i krigen. NATO gik dog siden ind i arbejdet med at skabe sikkerhed i Irak efter krigen ved at bidrage til træning og uddannelse af irakiske sikkerhedsstyrker.

Hvilke lande bakkede militært og økonomisk op om krigen?

Det var i første omgang primært USA og Storbritannien, der bidrog med soldater og militærudstyr til krigen. Briterne stillede op med omkring 50.000 soldater, mens USA sendte over 300.000 soldater til Golf-området for at deltage i krigen. Australien sendte 2.000 soldater, der deltog under amerikansk kommando, og Danmark deltog i den militære koalition ved at sende ubåden Sælen og korvetten Olfert Fischer til Den Persiske Golf. Herudover bidrog Spanien med udstyr og personel til den humanitære indsats efter den formelle afslutning på krigen, og Polen sendte sikringsstyrker, der skulle garantere sikkerheden i en af de tre zoner, som Irak blev delt op i efter krigen. Saudi-Arabien tillod, at USA havde tropper udstationeret i landet, heriblandt elitetropper, der blev sat ind i den sidste del af krigen. Golfstaten Qatar lod USA benytte en flybase i landet. Ud over de militære og økonomiske bidrag var der en kreds på cirka 30 lande, der bakkede USA moralsk op. Det var langt færre end under Golfkrigen i 1991, da en USA-ledet koalition tvang Irak ud af Kuwait. Dengang deltog både Frankrig, Italien og Canada samt Egypten, Saudi-Arabien og Syrien direkte med materiel og mandskab.
 

Hvordan blev Danmarks deltagelse i krigen besluttet?

Forud for beslutningen gik en politisk og folkelig debat, hvor mange argumenter for og imod en krig kom på banen. Også vurderinger fra Forsvarets Efterretningstjeneste blev inddraget i debatten. Debatten er fortsat under og efter krigen, og den daværende VK-regering er fra mange sider blevet beskyldt for at være gået ind i en folkeretsligt ulovlig krig på et fejlagtigt og løgnagtigt grundlag. Flere af de politikere, der stemte for krigsdeltagelse, har efterfølgende anklaget VK-regeringen for at have vildledt både dem og befolkningen for at skaffe opbakning til beslutningen om at gå i krig.

I 2019 udkom den såkaldte krigsudredning (se kilder) – en uvildig undersøgelse af grundlaget for at Danmark gik i krig i Afghanistan, Irak og Kosovo. Undersøgelsen fandt, at Fogh-regeringen strammede oplysninger og tilbageholdt informationer for Folketinget op til beslutningen om at sende danske soldater i krig i Irak. Læs mere om krigsudredningens konklusioner i del 5.

Den formelle beslutning om dansk krigsdeltagelse blev taget i marts 2003. Den 18. marts fremsatte daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) på regeringens vegne “Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak” (B 118) (se kilder). Forslaget lød:
“Folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak: Folketinget meddeler sit samtykke til, at danske militære styrker stilles til rådighed for
en multinational indsats i Irak. Forslaget blev vedtaget den 21. marts. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti stemte for. Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Kristeligt Folkeparti og det grønlandske parti SIU stemte imod. 

Krigen og besættelsen

Hvornår begyndte krigen?

Krigen begyndte den 20. marts 2003, da en 48 timers frist til Saddam Hussein og hans sønner om at forlade landet udløb. Den daværende amerikanske præsident George W. Bush erklærede i en tv-tale fra Det Hvide Hus, at krigen var i gang: “På mine vegne har USA's militær indledt en krig for at afvæbne Irak”, sagde præsidenten i sin tale. Krigens udvikling dag for dag beskrives på DR’s arkiverede tema om Irak-krigen (se kilder).

 

Den 19. marts indledte amerikanske krigsskibe og fly de første angreb mod Bagdad. Se billederne i denne nyhedsudsendelse fra CBS News.


Hvordan udviklede krigen sig?

Den første del af krigen bestod især af amerikansk-britiske angreb fra landjorden sydfra. Tropperne trængte ind i Irak over grænsen til Kuwait, og krigshandlingerne udspillede sig derfor særligt i ørkenområderne i det sydlige Irak. Samtidig blev den irakiske hovedstad Bagdad beskudt. De voldsomste kampe fandt sted i og omkring byen Basra, en af Iraks vigtigste oliebyer. Samtidig begyndte andre tropper at bombardere byer i Nordirak, og allerede et døgn efter krigens begyndelse blev hovedangrebet sat ind under navnet “Skræk og rædsel”. Under den første aftens bombardementer af Bagdad blev Saddam Husseins præsidentpalads ødelagt. Præsidenten overlevede., uden at han selv blev dræbt ved angrebet. De amerikanske styrkers fremrykning mod Bagdad blev forsinket, da der et par dage efter brød en voldsom sandstorm løs, og også modstand omkring byen Najaf forsinkede de amerikanske tropper. Efter flere dages pause i fremrykningen mod Bagdad indledte tropperne atter et angreb, og i den første uge af april 2003 foretog amerikanske styrker de første rekognosceringstogter ind i den irakiske hovedstad og fik kontrol med flere af Saddam Husseins paladser. Den 4. april indtog amerikanske tropper Bagdads internationale lufthavn, der havde tilnavnet Saddam, og omdøbte den til Bagdads Internationale Lufthavn. Herefter begyndte specialstyrker at rekognoscere i det sydlige Bagdad, og amerikanske kampfly begyndte at patruljere over byen. Efter et par dage havde amerikanske styrker kontrol over tre præsidentpaladser i Bagdad. Den 9. april trængte en amerikansk kampvogn helt ind i det centrale Bagdad og væltede en statue af Saddam Hussein på den centrale Fardus-plads. Herefter mødte de amerikanske soldater ingen modstand af betydning i hovedstaden. I Basra gik et oprør mod Saddam Husseins styrker i gang få dage efter krigens begyndelse, og den irakiske hær skød på civile irakere. Men 2,5 uger inde i krigen havde britiske styrker fået fuld kontrol over byen.

 

Se amerikanske styrker vælte statuen af Saddam Hussein her.

 

Hvordan udviklede krigen sig efter indtagelsen af Bagdad?

Efter indtagelsen af Bagdad fortsatte dele af de amerikanske tropper nordpå og angreb Saddam Husseins fødeby og tidligere højborg Tikrit med voldsomme bombardementer. De var forberedt på stærk modstand, men mødte stort set ingen, da de efter flere dages bombardementer indtog byen med kampvogne. Saddam Husseins særlige Republikanergarde og mange af indbyggerne var tilsyneladende flygtet. Kampen om Tikrit beskrives i artiklen “Tikrit: Saddams højborg er faldet” i Berlingske Tidende (se kilder).
I byen Kirkuk udbrød der til gengæld kampe mellem forskellige etniske grupper efter, at de irakiske styrker havde overgivet sig og forladt byen. De amerikanske tropper havde fået støtte af kurdiske oprørere under angrebet, og oprørerne rykkede ind i byen så snart, den irakiske hær var flygtet. Kurdiske oprørere havde derfor den reelle magt i byen i flere dage, og der foregik plyndringer og såkaldte hævndrab på irakere af arabisk oprindelse. Kurderne, som var blevet undertrykt af Saddams regime, opfatter Kirkuk som deres hovedby, og mange ønskede at tage hævn for, at de var blevet fordrevet fra byen under Saddam Husseins styre. Desuden ønskede de kontrol med oliekilderne omkring byen, som menes at danne grundlag for 40 procent af Iraks olieindtægter. Efter nogle dage tog amerikanerne dog magten i Kirkuk. Kampen om Kirkuk beskrives i artiklen “Opgør: Kampen om Nordiraks Jerusalem” i Berlingske Tidende (se kilder).

 

Hvornår var krigen afgjort?

Krigen var reelt afgjort den 9. april 2003, da de amerikanske styrker for første gang trængte helt ind i centrum af Bagdad uden at møde nævneværdig modstand. Denne dag oplyste generalløjtnant Buford Blount, øverstkommanderende for den amerikanske hærs Tredje Infanteridivision, at Bagdad centrum nu var sikret, og at “enden på kamphandlingerne er få dage væk”
Herefter manglede de amerikanske styrker dog at få kontrol over flere byer i det nordlige Irak, og først den 1. maj erklærede USA's præsident George W. Bush de militære erobringer for afsluttet. Han erklærede dog ikke officielt krigen for slut. Det ville nemlig ifølge Genève-konventionen betyde, at den sejrende part skulle løslade alle krigsfanger og holde op med at jagte overlevende fjender, og det ville således forhindre USA i at jage Saddam Hussein og hans nærmeste medarbejdere. Desuden ville det ikke længere være muligt at beholde krigsfanger, der kunne bidrage med vigtige informationer om Saddam Husseins flugt og opholdssted. Men Bushs erklæring om slutningen på de militære indtog varslede, at USA nu flyttede fokus fra militære kampe til politimæssige og administrative opgaver i Irak. Det fremgår af artiklen “Sceneskift: USAs krig i Irak er ovre – sådan da” i Berlingske Tidende (se kilder).

Hvor mange civile blev såret eller døde under krigen?

Der er stor usikkerhed om tallene, blandt andet fordi både Røde Kors og hospitalerne opgav at tælle antallet af ofre, mens krigen stod på. Ifølge Reuters-notitsen “Tab i Irak-krigen” i Jyllands-Posten (se kilder) var der: 1.254 dræbte og 5.112 sårede civile irakere. Men disse tal blev formentlig højere i løbet af krigens sidste uger. Ifølge projektet Iraq Body Count (se kilder) var der registreret op til 7.350 civile døde under den militære aktion frem til 1. maj 2003.

Hvordan modtog irakerne de fremmede soldater?

Den amerikanske hær havde forudset, at der ville opstå et såkaldt ‘Aha Moment’, hvor de irakiske soldater og befolkningen ville nedlægge våbnene og vende sig imod Saddam Husseins regime. Det ville ske, når de erkendte, at de amerikanske bomber ikke var rettet mod dem som civile, og at de nu ville blive befriet af ‘Uncle Sam’. Det fremgår af artiklen “Krigens ordbog” i Politiken (se kilder).
Der opstod aldrig et egentligt ‘Aha Moment’. Men nogle steder blev de amerikanske soldater positivt modtaget, især i Bagdad. Andre steder var der demonstrationer imod USA's tilstedeværelse i landet, og flere demonstrationer endte med skyderier. Siden opstod der oprørs- og terrorgrupper, som angreb både de fremmede tropper og civile i et forsøg på at få de fremmede tropper til at trække sig ud af Irak. Også under den efterfølgende besættelse og helt frem til tilbagetrækningen af de sidste udenlandske tropper i 2011 var der stor modstand mod amerikansk tilstedeværelse i dele af befolkningen.


Hvornår blev besættelsen af Irak indledt og afsluttet?

FN's Sikkerhedsråd anerkendte aldrig krigen mod Irak som en krig i overensstemmelse med international ret. Men FN 'lovliggjorde' besættelsen af Irak, da sikkerhedsrådet den 22. maj 2003 vedtog en resolution, som ophævede sanktionerne mod Irak og anerkendte USA og Storbritannien som besættelsesmagter. At USA og Storbritannien blev anerkendt som besættelsesmagter betød, at de med FN's godkendelse kunne styre landet, indtil der blev etableret en internationalt anerkendt regering i Bagdad. Vedtagelsen i FN's Sikkerhedsråd skete på trods af protester fra flere medlemmer, herunder Frankrig og Rusland, som ønskede, at FN selv skulle stå for styringen og genopbygningen af Irak. Ophævelsen af sanktionerne og planerne for Iraks fremtid beskrives på DR’s nyhedsoverblik over udviklingen i Irak (se kilder).
Besættelsen varede frem til den 28. juni 2004, hvor irakerne – med en midlertidig regering i spidsen − formelt set overtog administrationen af deres land – dog fortsat under tilstedeværelse af udenlandske tropper.

 

Hvilken militær rolle har Danmark spillet i Irak?

Danmark deltog i koalitionen og havde fra afslutningen af krigen omkring 500 soldater stationeret i Irak. De danske soldater var placeret i Camp Danevang, en militærlejr i det sydlige Irak nær Basra. Omkring halvdelen af soldaterne opholdt sig primært i lejren og sørgede for at holde orden på udstyr, mad, sygepleje og lave forskelligt kontorarbejde. De øvrige soldater patruljerede i det område, Danmark havde ansvar for. Deres opgaver var at eftersøge våben og bakke det irakiske politi og de irakiske sikkerhedsstyrker op samt foretage mindre genopbygningsopgaver. Allerede fra 2007 begyndte Danmark at trække sine kampsoldater ud og sendte i stedet mindre hold af rådgivere af sted, der skulle hjælpe med at opbygge irakisk politik og sikkerhedsstyrker. De sidste danske soldater forlod Irak i november 2011. Otte danske soldater mistede livet i Irak mellem 2003 og 2011, skriver Politiken i artiklen “Overblik: Så mange danske soldater har mistet livet” (se kilder).
 

I 2014 vedtog Folketinget, at Danmark skulle gå med i den internationale koalition, som bekæmper Islamisk Stat (IS) i Irak. Danmark har bidraget med kampfly, der har gennemført bombetogter i Irak fra oktober 2014 til oktober 2015 og igen fra juni til december 2016anden gang både i Irak og Syrien. Danmark har desuden bistået koalitionen med blandt andet nødhjælp, transport og træning af irakiske soldater, skriver Forsvarsministeriet på sin hjemmeside (se kilder).

 

Interview i sommeren 2007 med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen om grundlaget for Irak-krigen.



Hvilke problemer med fangemishandling opstod under besættelsen?

Amnesty International og Internationalt Røde Kors gjorde allerede i 2003 opmærksom på, at der formodentlig fandt mishandling af fanger sted i flere af de fængsler, hvor besættelsesstyrkerne holdt irakiske fanger indespærret. Men først i april 2004 kom der for alvor fokus på forholdene i fængslerne.
Den 26. april 2004 offentliggjorde den amerikanske tv-station CBS billeder af amerikanske soldaters mishandling af fanger i Abu Ghraib-fængslet i Bagdad. Billederne viste blandt andet en nøgen fange med elektriske ledninger monteret på kønsdelene, nøgne fanger stablet ovenpå hinanden som lig og en amerikansk soldat, der onanerede siddende overskrævs på en irakisk fange. Offentliggørelsen af billederne blev begyndelsen på den såkaldte Abu Ghraib-skandale. Det viste sig, at billederne ikke var udtryk for enkeltstående tilfælde, men for en praksis, som gennem en længere periode havde været udbredt i flere fængsler i Irak, som amerikanske styrker havde ansvaret for.
Kort tid efter afsløringen af billederne fra Abu Ghraib-fængslet blev lignende billeder af fysisk og seksuel mishandling af fanger foretaget af britiske soldater offentliggjort, og det blev begyndelsen på det, der er blevet døbt 'Storbritanniens Abu Ghraib'.
I juli 2004 fik også Danmark sin egen lille 'Abu Graib'-sag, da den danske Forsvarskommando modtog en indberetning fra Hærens Operative Kommando om, at der havde fundet nedværdigende behandling af fanger sted i den danske lejr. Sagen blev siden kendt som Hommel-sagen, efter den hovedanklagede i sagen, kaptajn Annemette Hommel.

Herudover viste lækkede Wikileaks-dokumenter i oktober 2010, at den danske styrke i Irak havde taget irakere til fange og overgivet dem til irakisk politi, selvom man kendte til politiets brutale torturmetoder. Ifølge jurister brød Danmark på den måde Genève-konventionen (se kilder).

 

Hvor mange irakere flygtede under krigen og i årene efter?

Ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, levede omkring fire millioner irakere i efteråret 2008 som flygtninge, heraf lidt under to millioner uden for Irak – primært i Syrien og Jordan – og lidt over to millioner som internt fordrevne i Irak. I de første ni måneder af 2014 er 1,6 millioner mennesker yderligere drevet på flugt, navnlig som konsekvens af IS-bevægelsens offensiv. På blot to dage flygtede en halv million irakere fra deres hjem i Mosul som følge af den IS’ erobringstogter. 800.000 af de flygtede forventes ifølge Red Barnet at være børn.

Hvor mange irakere er vendt hjem til Irak igen?

I perioden 2003-2005 menes omkring 300.000 irakere at være vendt tilbage til Irak fra lande som Iran, Saudi-Arabien, Libanon og Jordan. Det gælder især kurdere fra den nordlige del af landet, hvor sikkerhedssituationen har været mest stabil. Antallet af tilbagevendte har dog været betydeligt lavere i 2006-2008, og antallet af fordrevne siden krigsudbruddet i 2003 er langt højere end antallet af tilbagevendte.

Fra besættelse til tilbagetrækning

Hvem fik magten i Irak efter regimets fald?

Saddam Husseins regime faldt fra hinanden under krigen, og Saddam Hussein selv blev fundet af amerikanske styrker den 14. december 2003. I november 2006 blev han dømt til døden for forbrydelser mod menneskeheden, og den 30. december 2006 blev han henrettet. Den 28. juni 2004 overdrog koalitionen formelt magten over Irak til en overgangsregering. Besættelsesstyrkerne overdrog den fulde autoritet over Irak til den midlertidige irakiske regering, og hermed var besættelsen officielt afsluttet. Det betød samtidig, at koalitionens midlertidige myndighed og besættelsen formelt ophørte.


Hvordan forløb det første valg?

Den 30. januar 2005 blev der afholdt valg til Nationalforsamlingens 275 pladser. Samtidig blev der afholdt valg til provinsråd i alle Iraks 18 provinser og til selvstyrerådet i det kurdiske område, Kurdistans Nationale Forsamling.
Resultatet blev en sejr til de shiamuslimske partier i Den Forenede Irakiske Alliance, som fik 47,6 procent, hvilket svarer til 140 ud af parlamentets 275 pladser. Næst flest stemmer fik den kurdiske alliance bestående af to partier, som tilsammen fik 75 pladser.

Hvilken regering blev dannet efter valget?

Det tog over to måneder at danne en regering, fordi forhandlingerne mellem de kurdiske og shiamuslimske partier gik i stå flere gange. De største knaster i forhandlingerne var fordelingen af topposter i regeringen samt kurdernes ønske om øget selvstyre og deres krav om at få råderet over en betydelig del af olieindtægterne fra oliekilder i den nordlige del af Irak.
Premierminister – og dermed leder af regeringen – blev den shiamuslimske Ibrahim al-Jaafari, leder af det religiøse Dawa-parti i den shiamuslimske koalition. Præsident blev den kurdiske Jalal Talabani, som ved sin tiltrædelsestale opfordrede til forsoning med den tidligere sunnimuslimske elite, og vicepræsidenter blev den sunnimuslimske Tariq al-Hashimi og den kurdiske Adel Abdul Mahdi.I slutningen af april 2005 godkendte parlamentet den nye regering, som blev taget i ed ved en ceremoni den 3. maj.

Hvilken forfatning fik Irak i oktober 2005?

Den nye regering stod for udarbejdelsen af et forslag til en ny forfatning, som kom til folkeafstemning i oktober 2005. Et flertal af irakerne stemte ja til den nye grundlov, der formelt gjorde Irak til et føderalt, islamisk demokrati. Stemmeprocenten ved afstemningen var 63 procent, og det var højere end forventet.
I den nye forfatning slås det fast, at:
· Irak er et føderalt, parlamentarisk demokrati
· Der afholdes valg hvert fjerde år
· Irak er ”en del af den muslimske verden” og af Den Arabiske Liga, og islam er hovedkilde til lovgivningen. ”Ingen lov må være i strid med islam”, og ”ingen lov må være i strid med demokratiske principper”
· Både arabisk og kurdisk er officielle sprog

· Mænd og kvinder får samme politiske rettigheder
· Alle irakere er lige for loven
· Saddam Husseins Baath-parti bliver forbudt, og tidligere medlemmer af partiet er udelukket fra offentlige embeder
· Iraks olie- og gasreserver er ”alle irakeres ejendom”
· Landet inddeles i 18 provinser, som kan vælge at slutte sig sammen i regioner (delstater), der får delvist selvstyre.
Afstemningsresultaterne og forfatningens indhold fremgår af artiklen ”Forfatning i Irak: Lykønskninger til et splittet Irak” i Politiken (se kilder).

 

Hvordan forløb parlamentsvalget i december 2005?

I december 2005 blev der afholdt parlamentsvalg, hvor Den Forenede Shiamuslimske Irakiske Alliance blev sejrherre uden dog at få absolut flertal. Efter en fire måneder lang politisk krise lykkedes det i april 2006 at danne ny regering med den shiamuslimske politiker Jawad al-Maliki som leder. Den shiitiske Nouri al-Maliki blev ministerpræsident, mens kurderen Jalal Talabani fik posten som præsident. Hermed havde Irak fået sin første folkevalgte regering siden krigen.
7.655 kandidater, der repræsenterede flere end 300 partier og politiske grupperinger, stillede op ved valget, og 77 procent af de 15,5 millioner stemmeberettigede stemte trods trusler fra oprørsgrupper
I løbet af maj og juni 2006 blev der under ledelse af landets nye premierminister, Nouri al-Maliki, dannet en ny regering bestående af medlemmer af den dominerende shiamuslimske, arabiske blok, Forenet Irakisk Alliance, den kurdiske blok samt den vigtigste sunnimuslimske, arabiske gruppering, Enighedsfronten. Også en sekulær blok under ledelse af den tidligere premierminister Iyad Allawi var med. Blandt ministrene var både arabere og kurdere, shiamuslimer, sunnimuslimer og en enkelt kristen, mænd og kvinder.
Den nye regering var således mere repræsentativ for den irakiske befolkning end den overgangsregering, der blev indsat efter valget i januar 2005.


Hvordan udviklede sikkerhedssituationen sig efter besættelsens ophør?


Tiden efter besættelsens ophør i juni 2004 var præget af indsatsen for at skabe mere stabilitet og sikkerhed og få gennemført valg, så den midlertidige regering kunne afløses af en folkevalgt regering og nationalforsamling. Op til valget til den nye nationalforsamling i januar 2005 var der flere blodige angreb, og i månederne efter valget blev 50-60 mål hver dag angrebet af oprørere rundt om i Irak. Angrebene rettede sig både mod civile og militærpersoner. Den 27. april 2005 blev et kvindeligt parlamentsmedlem skudt og dræbt foran sit hjem i Bagdad, og siden eskalerede volden både i og uden for Bagdad. Siden fulgte flere attentater på højtstående politikere. I februar 2006 udløste en bombe mod Den Gyldne Moske i Samarra, en vigtig shiamuslimsk helligdom, en ny bølge af sekterisk vold, og først i løbet af 2008 lykkedes det at nedbringe antallet af bombeangreb, selvmordsaktioner og voldshandlinger. Da borgerkrigen var på sit højeste i 2006 og 2007 blev mindst 3.000 dræbt hver måned.



Hvem stod bag de nye angreb?

Undersøgelser i Irak og vurderinger fra udenlandske eksperter pegede på, at der sandsynligvis var i alt tre forskellige grupper involveret i de første års mange angreb:
· Medlemmer eller tilhængere af de islamiske terrornetværk al-Qaeda og Hizbollah, som senere skulle vinde fodfæste som bevægelsen Islamisk Stat.
· Højerestående medlemmer af Baath-partiet og statsadministrationen, som blev fyret kort efter besættelsen, og som ikke gik ind i modstandskampen, fordi de var loyale mod eks-diktatoren, men fordi de var frustrerede over USA's besættelse af landet.
· Saddam-loyalister, som ønskede en genindsættelse af Saddam Hussein.
Den amerikanske hær vurderede i 2004, at der især var tale om muslimske oprørere fra andre lande, men 2005 og 2006 lød nye vurderinger på, at flertallet af oprørerne var sunnimuslimer, der tidligere var loyale over for Saddam Hussein, og at højst 10 procent af oprørerne var fra andre lande end Irak. I løbet af 2005 og 2006 var der forlydender om nye typer alliancer mellem tidligere Saddam-støtter og al-Qaeda-folk.
I sidste halvdel af 2005 og begyndelsen af 2006 kom de første forlydender om, at ansatte i det irakiske indenrigsministeriums sikkerhedsstyrker var blevet hyret til at gøre regnskabet op med sunnimuslimer, der var loyale over for det tidligere regime.

 

Hvilke konsekvenser har de mange stridende grupper haft for den politiske udvikling?

De mange stridigheder mellem forskellige grupper i Irak viste sig allerede ved de første møder, som de amerikanske besættelsesstyrker arrangerede for at diskutere oprettelsen af en irakisk overgangsregering, og igen efter parlamentsvalgene i januar og december 2005 var der voldsomme uenigheder mellem de større etniske grupper om magtfordelingen i landet. Af artiklen “Vent og se” i Weekendavisen (se kilder) fremgår det, at de forskellige grupper havde meget forskellige ønsker til, hvordan Irak skulle styres. En del shiamuslimer ønskede en islamisk stat styret af et præsteskab, som i Iran, mens især kurdere og sunnimuslimer ønskede en sekulær stat med beskyttelse af mindretal, eventuelt udformet som en føderal stat med tre delstater, en til hver af de tre store grupper: shiamuslimer, sunnimuslimer og kurdere.
 

Hvornår udviklede stridighederne sig til egentlig borgerkrig?

I løbet af 2006 eskalerede volden i Irak, især i og omkring Bagdad, og internationale iagttagere begyndte at definere situationen som en reel borgerkrig. I februar 2007 blev der indsat et stort antal ekstra amerikanske og britiske soldater i Bagdad i et forsøg på at få situationen under kontrol. I slutningen af 2008 var der dog blandt Irak-eksperter og irakiske politikere bred enighed om, at sikkerhedssituationen var blevet betydeligt forbedret. Der var sket et markant fald i antallet af væbnede angreb, selvmords- og vejsidebomber, likvideringer og voldshandlinger, ligesom der var et betydeligt fald i antallet af dræbte amerikanske soldater. Ifølge artiklen “Irak på ret kurs” i Information (se kilder) var antallet af civile tab faldet fra et gennemsnit på 130 til 15 om dagen, det gennemsnitlige antal dræbte amerikanske soldater var faldet fra 135 til 20 om måneden, og antallet af dræbte journalister var 8 i de første ni måneder af 2009, mens det var på 30 i 2007. Især i Anbar-provinsen og i Bagdad var sikkerhedssituationen forbedret.
En forklaring på den forbedrede sikkerhedssituation var de irakiske sikkerhedsstyrkers stigende professionalisering. En anden betydelig faktor var den ensidige våbenhvile, som den shiitiske oprørsleder, Moqtada al-Sadr, der kontrollerede den magtfulde Mahdi-milits, valgte at opretholde. En tredje faktor var, at et betydeligt antal tidligere sunnimuslimske oprørere i løbet af 2007 og 2008 – mod løfte om amnesti og en klækkelig månedsløn – valgte at gå over på regeringsstyrkernes og de amerikanske styrkers side i kampen mod al-Qaeda. I oktober 2008 var 13 af landets 18 provinser blevet overdraget til irakisk kontrol, mens de resterende fortsat var under amerikansk og britisk kontrol, og selv om der fortsat var mange angreb, blev det vurderet, at der ikke længere var tale om en borgerkrig.

Udviklingen i årene efter tilbagetrækningen

Hvordan udviklede den politiske situation sig i årene efter tilbagetrækningen?

De sidste udenlandske soldater blev trukket ud af Irak i december 2011, og sikkerheden blev fuldstændig overladt til det irakiske militær og politi. USA pressede Nouri al-Maliki efter parlamentsvalget i 2010, så han indvilgede i at danne en samlingsregering med sunnierne. Så snart amerikanerne havde kørt den sidste kampvogn ud af landet, opløste han regeringen og udstedte arrestordre mod den sunnitiske vicepræsident Tariq al-Hashimi.
Herefter begyndte han at cementere sin magt ved at samle loyale folk fra bestemte familier og klaner, alle med shiitisk baggrund, omkring sig i magtapparatet. Om processen skrev den danske Irak-ekspert Henrik Andersen på tiårsdagen for krigen 18. marts 2013 i en kronik i Politiken (se kilder): ”Det systemskifte, som i teorien lignede et fuldstændigt brud med 35 års hårdhændet Ba'ath-styre, har vist sig i praksis at gentage mange af de samme ugerninger som det regime, man væltede. (…) Premierminister Nouri al-Maliki står i spidsen for et regime, som omgår forfatningen efter forgodtbefindende; ignorerer, intimiderer, og myrder dommere og andre ansatte i de uvildige kommissioner, som skulle føre opsyn med korruption i den offentlige sektor; udøver vold imod modstandere og oppositionsmedlemmer og ansætter fortrinsvis regimeloyalister samt familie, klan og folk fra samme område som premierministeren. Staten er igen blevet et overvejende familieforetagende for venner og bekendte. Almindelige irakere er harme over de korrupte økonomiske politikker og eliternes kleptokrati. De lever i et samfund, der bugner med olie, men oplever stadig daglige strømafbrydelser, mangel på rent drikkevand og et miserabelt sundhedssystem og uddannelsessystem. Ungdomsarbejdsløsheden på omkring 30 procent peger mod dystre udsigter for den nære fremtid.”
Alene i det første halve år af 2014 anholdte Nouri al-Malikis styre tusindvis af borgere, der deltog i fredelige demonstrationer, ligesom en række politikere er blevet fængslet.

Efter parlamentsvalget i 2014 var Nouri al-Maliki ikke længere i stand til at mønstre et flertal, og han accepterede at overdrage posten til den nye ministerpræsident, Haider al-Abadi.


Hvordan har sikkerhedssituationen udviklet sig efter Islamisk Stats fremkomst?

Efter 2011, hvor de amerikanske styrker forlod Irak, blev situationen mere ustabil. Shia-styret blev mere autoritært, og sikkerhedsstyrkerne bombede sunniske boligområder i en række større byer, hvor mange civile mistede livet.

På omtrent samme tid begyndte Islamisk Stat at udfordre magten med voldelige metoder, mens irakiske militærfolk stak af i hobetal fra de poster, hvor terrorgruppen Islamisk Stat trængte frem. I sommeren 2014 begyndte Islamisk Stat at erobre store territorier i Irak og Syrien og blev af flere medierblandt andet Information, der har lavet en oversigt over artikler om terrorbevægelsen (se kilder)kaldt for ”verdens stærkeste terrorbevægelse". Den 29. juni 2014 erklærede al-Baghdadi, at de områder, som bevægelsen kontrollerede i Irak og Syrien, tilsammen udgjorde et nyt kalifat, skriver TV2 i artiklen “Oprørsgruppen ISIS udråber islamisk kalifat” (se kilder).

Da Islamisk Stat var størst i 2015, rådede gruppen over et område på størrelse med Storbritannien, og mellem 3 og 8 millioner mennesker levede i Islamisk Stats selverklærede kalifat i grænseområdet mellem Irak og Syrien, skriver Berlingske i artiklen Drømmen om kalifatet er død, men det er ikke kun en god nyhed for Vesten (se kilder). Af samme artikel fremgår det, at Islamisk Stat vurderes at have haft mere end 50.000 krigere til rådighed, da de var størst.

Islamisk Stat har i sine erobrede områder kombineret brutale forfølgelseskampagner imod kritikere og modstandere med en folkelig appel – en good cop-bad cop-strategi, som Mellemøstkorrespondent Pernille Bramming har beskrevet det i artiklen "Stillingskrig" i Weekendavisen (se kilder):

”I islams navn har man forbudt alt, og man terroriserer lokalbefolkningen ved at korsfæste ’forrædere’ og udøve vilkårlig lynjustits med afhugning af hænder og andre bestialske straffe. Samtidig har man fået administrationen til at fungere nogenlunde, skolerne er åbne, der bliver gennemført polio-vaccine-kampagner, der er et kontor for forbrugerbeskyttelse og dårlige madvarer bliver konfiskeret, der er vand og el og så videre”.

Islamisk Stat er blevet berygtet for sine brutale metoder, der blandt andet består i offentlige henrettelser og en stærk profil på sociale medier, hvor de deler videoer af halshugninger og forsøger at rekruttere nye terrorister.

I dag er kalifatet gået i opløsning, terrororganisationen har tabt mere end 99% af sit territorium i kampe mod Syriens og Iraks regeringshære, lokale militser og en international koalition. Men mange af Islamisk Stats krigere befinder sig stadig i Irak, hvor de udgør en markant sikkerhedstrussel. Ifølge en rapport fra FNs sikkerhedsråd (se kilder) vurderes det, at der stadig befinder sig 20-30.000 IS-krigere i Irak og Syrien.

 

DR Nyheder viser klip, hvor BBC møder en afhopper fra Islamisk Stat, som fortæller om terrorgruppens metoder.


Hvordan har irakiske og udenlandske styrker bekæmpet Islamisk Stat?

I første omgang var det internationale svar på Islamisk Stats fremtog, at USA samlede en ’kernekoalition’ af ti NATO-lande, der ville bekæmpe IS militært samt stoppe tilgangen af penge og af vestlige, unge jihadister til bevægelsen. Udover USA består koalitionen af Danmark, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Tyrkiet, Polen, Canada og Australien. I slutningen af 2014 blev den amerikansk-ledede operation "Inherent Resolve" indledt. Størstedelen af operationen var en flykampagne – der primært bestod af fly fra USA, Storbritannien, Canada og Frankrig, men også andre lande, blandt andet Danmark – som gik efter at bombe IS-mål først i Irak og siden i Syrien, skriver DR i artiklen Danske F16-fly smed 384 bomber i Syrien og Irak (se kilder). Den negative erfaring fra Irak-krigen satte dog rammen for kampen imod IS, og koalitionens ledere har gentagne gange udelukket, at de igen ville fremrykke vestlige styrker på jorden i Irak, som man så under Irak-krigen. Flere lande, blandt andet Danmark, har i stedet forpligtet sig til at træne den irakiske hær, således at den bedre vil være i stand til at bekæmpe Islamisk Stat.

Området, som Islamisk Stat kontrollerede, skrumpede markant, efter at den amerikansk-ledede koalition blev indledt. Og efter at Islamisk Stat gennemførte adskillige særdeles blodige terrorangreb mod mål i Europa og USA i 2014, 2015 og 2016, blev kampene mod Islamisk Stat intensiveret.

Koalitionens kamp mod Islamisk Stat i Irak er foregået gennem luftbombardementer, mens regeringshæren og militser har kæmpet på landjorden. I oktober 2016 indledte irakiske styrker, støttet af kurdiske militser og den amerikansk-ledede koalition, en afgørende offensiv for at generobre den irakiske by Mosul, som Islamisk Stat erobrede i 2014, skriver DR i et tema om offensiven mod Mosul (se kilder).

Mens der ikke var tvivl om, at Islamisk Stat ville tabe Mosul, så var spørgsmålet, hvor længe offensiven ville vare, og hvor mange civile liv den ville koste, skriver Puk Damsgaard under temaet (se kilder). Over en million mennesker er blevet fordrevet, der er fundet adskillige massegrave, og Islamisk Stat har gennemført flere massehenrettelser, skriver DR (se kilder). I juli 2017 lykkedes det at fordrive Islamisk Stat fuldstændig fra storbyen.

I december 2017 erklærede Iraks ministerpræsident, Haider al-Abadi, at krigen mod Islamisk Stat var endegyldig slut i Irak, skriver DR i artiklen “Iraks premierminister: Krigen mod Islamisk Stat er slut” (se kilder).

70.000 civile irakere menes at have mistet i livet mellem 2014 og 2017, hvor Islamisk Stat kæmpede mod Iraks regeringshær, fremgår det af det uafhængige projekt Iraq Body Count (se kilder).

Hvordan er fremtidsudsigterne for Irak?

Efter sejren over Islamisk Stat er der optimisme i Irak. Økonomien begynder at vokse igen, og ved parlamentsvalget i foråret 2018 kunne irakerne stille sig i kø til stemmeurnerne uden at frygte at blive sprængt i luften, skriver journalist Charlotte Aagaard, som følger Irak tæt, i Zetland-artiklen “Er dette billede, hvad du forbinder med Irak?” (se kilder).

Den nuværende fred er dog skrøbelig. Irak har i årtier været plaget af splittelse mellem landets sunni- og shiamuslimer, og konflikten truer med at koge over igen. Islamisk Stat voksede i Irak ud af sunnimuslimernes frustration over at føle sig forfulgt og undertrykt af det shiamuslimske styre og flertal i landet. Da Saddam Hussein var ved magten, blev sunnimuslimerne favoriseret, mens de i dag er nederst i hierarkiet.

Hvis ikke Irak formår at tage hånd om sunnimuslimernes utilfredshed og den sekteriske splittelse, kan nye ekstremistiske grupper opstå, siger Irak-eksperten Joost Hiltermann i førnævnte Zetland-artikel: “Hvis ikke Bagdad tager den utilfredshed alvorligt, genopstår Islamisk Stat i en ny form,” siger han.

Der har også været talrige eksempler på, at shiamuslimske militser bebrejder civile sunnimuslimer, at Islamisk Stat voksede sig så store i landet. Shiamilitserne har været afgørende for, at Islamisk Stat blev nedkæmpet. Militserne er nu bevægnet til tænderne, og der er frygt for, at de vil forsøge at tage kontrol over større dele af Irak og “hævne sig” sunnimuslimer, fremgår det af Berlingske-artiklen “Efter Islamisk Stat er det Ali Babas tur” (se kilder).  

Under sit besøg i Irak i december 2016 understregede den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at den amerikanskledede koalition og Danmarks militære engagement i Irak ikke blot havde til formål at bekæmpe Islamisk Stat, men også at sikre, at Irak kan passe på sig selv både politisk og militært, når de vestlige styrker forlader landet: ”Vi skal jo ikke være her i evigheder, og det er vigtigt, at vi efterlader et land, der er velstruktureret, og som kan passe på sig selv. Så ja, vi har taget læren med os fra blandt andet Afghanistan,” sagde den danske statsminister ifølge DR-artiklen “Lars Løkke i Irak” (se kilder).

Debat og perspektivering

Demonstration mod krigen i Irak.
Demonstration mod krigen i Irak.
Arkivfoto: Jakob Dahl, 2003.

Var Irak-krigen lovlig?

Danmarks daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) hævdede, at krigen i Irak, som Danmark deltog i, var i overensstemmelse med international lov. Men blandt uafhængige danske folkeretseksperter er der ikke megen tvivl om, at Irak-krigen var ulovlig. Det fremgår af artiklen ”Jurister er enige: Irak-krigen var ulovlig” (se kilder) og af DR-dokumentaren "Krigskampagnen", hvor Danmarks førende folkeretsjurist Frederik Harhoff siger:

”Der var ikke noget lovligt, folkeretsligt grundlag for at iværksætte den aktion”. Også en række andre juridiske eksperter betragter krigen som en overtrædelse af folkeretten. Udenrigsministeriets Folkeretskontor mener dog fortsat, at Danmark overholdt folkeretten, da et snævert Folketingsflertal for ti år siden besluttede, at Danmark skulle deltage i krigen mod Saddam Hussein.
I november 2012 nedsatte S-SF-R-regeringen en Irak- og Afgha
nistankommission, der bl.a. skulle undersøge, om der var et juridisk holdbart grundlag for at gå i krig i Irak i 2003. Da den Venstre-ledede regering kom til magten i 2015, besluttede den dog, at både Irak- og Afghanistankommissionen skulle lukke.

Hvad er krigsudredningen?

I 2016 indgik et politisk flertal en aftale om at iværksætte en uvildig udredning af det historiske forløb i forbindelse med Danmarks deltagelse i krige i Kosovo, Afghanistan og Irak. Udredningen skulle kortlægge baggrunden for de politiske beslutninger om dansk deltagelse og sikre læring for eftertiden. I februar 2019 blev udredningen offentliggjort i fire bind, som tilsammen fylder knap 2000 sider. Bind 3 (se kilder) handler i høj grad om Fogh Rasmussen-regeringens beslutning om at følge USA ind i Irak-krigen. Den konkluderer blandt andet, at Fogh-regeringen strammede efterretningsoplysninger og tilbageholdt centrale oplysninger for Folketinget og offentligheden, før det blev vedtaget, at Danmark skulle gå i krig. Her er en række af udredningens vigtigste konklusioner:

  • Informationer fra USA og efterretningstjenester “vurderede”, at Irak havde masseødelæggelsesvåben. Regeringen fortalte Folketinget, at Irak med sikkerhed havde masseødelæggelsesvåben.
  • Statsministeren og udenrigsministeren erklærede gentagne gange for Folketinget, at målet med aktionen mod Irak var afvæbning af regimets masseødelæggelsesvåben, men det fremgår både af ambassadeindberetninger og andre oplysninger samt interne notater, at USA’s mål reelt var regimeskift.
  • Tidligt i forløbet modtog Fogh-regeringen vurderinger fra Forsvarets Efterretningstjeneste, der forudså, at krigen kunne ”destabilisere regionen, opløse den irakiske stat, udløse terror og kræve en langvarig involvering”. Disse vurderinger undlod regeringen at orientere Det Udenrigspolitiske Nævn og dermed Folketinget om.

I udregningen tegnes der samlet set et billede af, at Danmarks militære engagement i Irak, Afghanistan og Kosovo i højere grad handlede om at efterkomme USAs ønsker og “kun i mindre grad bygger på strategiske valg og langsigtede analyser”, fremgår det af udredningen.

Hvordan var reaktionerne på krigsudredningen?

Den politiske venstrefløj og modstandere af Danmarks involvering i Irak-krigen har længe anklaget Fogh-regeringen for at væreet i krig på et mangelfuldt grundlag og for at tilbageholde oplysninger. Så for mange modstandere bekræftede krigsudredningen blot deres udlægning af forløbet.

I debatartiklen “Historien vil dømme Anders Fogh hårdt” i Berlingske (se kilder) skriver historiker og Afghanistan-veteran Niels Jespersen: “Jeg tror, at historien vil dømme Anders Fogh hårdt. Han var sin tids dygtigste politiker, men udover en nødvendig opbremsning af asylpolitikken, er hans eftermæle sort. (...) Værst er dog, at han af forfængelighed manipulerede danskerne med i en fejlslagen angrebskrig.”

Avisen Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, skriver på lederplads: “Vi skylder os selv at fælde offentlig dom over Anders Fogh Rasmussen” (se kilder). Han skriver, at historien allerede har fældet hårde domme over George W. Bush og Tony Blair, som førte henholdsvis USA og Storbritannien ind i Irak-krigen, mens Anders Fogh Rasmussen i Danmark stadig bliver betegnet som en stærk leder.

Efter krigsudredningen udtalte politikere fra Enhedslisten og SF, at de kræver, at Irak-kommissionen bliver genåbnet, skriver Altinget i artiklen “Rapport: Fogh-regeringen tilbageholdt centrale oplysninger før Irak-krigen” (se kilder). Kommissionen, som blev lukket i 2015, skulle have kastet yderligere lys over Danmarks engagement i Irak. Der er dog ikke umiddelbart politisk flertal for en genåbning af kommissionen. 

Selv afviser Anders Fogh Rasmussen, at han bevidst skulle have strammet eller tilbageholdt oplysninger for at sikre et flertal for at følge USA ind i Irak-krigen. “Beslutningen om at indsætte dansk militær blev ikke taget uovervejet af mig selv eller nogen i min regering. En sådan beslutning vil altid være en afvejning mellem konsekvenserne ved at skride til handling i samarbejde med vores allierede, og konsekvenserne ved ikke at skride til handling. Vi har set i Syrien, at der også er konsekvenser, når vi beslutter ikke at handle. Jeg vil nu læse hele udredningen igennem,” skriver han til Altinget ifølge førnævnte artikel (se kilder).


Hvad har prisen for krigen i Irak været?

Fra krigens begyndelse i 2003 og frem til, at de sidste amerikanske soldater forlod landet i december 2011 har den kostet over 1.000.000.000.000 dollars – 5.000 milliarder kroner. Hen ved 4.500 soldater er blevet dræbt, og over 100.000 irakere har mistet livet. Desuden er titusindvis af soldater blevet såret, og over fem millioner irakere er blevet gjort til flygtninge. Det fremgår af artiklen ”USA lukker og slukker i Irak efter otte års krig” i Politiken (se kilder). Otte danske soldater er døde i Irak. Danmark begyndte at trække sine kampsoldater ud i 2007, og i november 2011 forlod de sidste seks danske soldater Irak.

Har krigen i Irak været en succes?

I forbindelse med, at de sidste amerikanske soldater forlod Irak i december 2011, udtalte USA’s præsident Barack Obama: ”Irak er ikke et perfekt sted. Det står over for mange udfordringer. Men vi efterlader et selvstændigt, stabilt og selvsikkert Irak med en repræsentativ regering, valgt af folket. Alt, amerikanske tropper i Irak har gjort – alle kampene, alle dødsofrene, kvæstelserne og opbygningen, træningen og partnerskabet – har ført os frem til dette øjeblik af succes.” Det fremgår af artiklen ”USA lukker og slukker i Irak efter otte års krig” i Politiken (se kilder).
Det er svært at være enig i den udlægning. Politikens udlandsredaktør Michael Jarlner skriver i artiklen ”Ti bud: Det har krigene i Irak og Afghanistan betydet for os” i Politiken (se kilder) om Irak-krigen:

”Her ti år efter fremstår den som en eklatant fiasko, der har kostet over 110.000 civile livet i et Irak, der stadig hænger i laser.” Og han tilføjer: ”De seneste ti års krige har haft det hovedformål at bekæmpe terrortruslen mod os selv. Det er delvis lykkedes for så vidt, at ikke mindst al-Qaeda er blevet svækket. Men terrortruslen er samtidig muteret, så den nu udgår fra nye geografiske centre og fra celler og soloterrorister i Vesten. Så Danmark lever fortsat under forhøjet terrorberedskab.”
Den danske Irak-ekspert Henrik Andersen, der underviser på American University i Sulimaniya i det nordlige Irak, skriver på tiårsdagen for krigen 18. marts 2013 i en kronik i Politiken under overskriften ”Irak er ikke blevet det nye Norge” (se kilder): ”Med invasionen ønskede man fra britisk og amerikansk hold at tilvejebringe et inkluderende og demokratisk system, fair valg, menneskerettigheder og fri markedskræfter. Memoirer af de mest indflydelsesrige politikere fra perioden viser, at man forestillede sig Irak blive en art demokratisk og provestligt slaraffenland, hvor olien skulle flyde som honning (og helst mod Vesten til en billig penge). Med andre ord: I Irak var ambitionen at skabe et nyt Norge, og helst
overnight og on the cheap.” Ifølge Henrik Andersen er det langtfra lykkedes:

”Irak i dag er mere pluralistisk end før invasionen. Der er oppositionspartier og øget politisk konkurrence. Der er såkaldte frie valg, men så længe demokratiske processer ikke overholdes, er der en overhængende fare for, at Irak går en periode med enmandsvælde i møde eller yderligere blodsudgydelser.”

I kølvandet på Islamisk Stats fremtog i Irak – og siden offensiven mod Mosul, som Islamisk Stat ser ud til at tabe – har debattører som Lawja Jawad Mohammadi i Information (se kilder) peget på, at det er for tidligt at vurdere krigen som en overstået historisk begivenhed – han peger på, at borgerkrigen i Irak er en direkte konsekvens af krigen, og at den afgørende strid vil fortsætte i mange år fremover. Han bliver bakket op af eksperter i en artikel i Berlingske fra november 2016 (se kilder), der slår fast, at stridighederne mellem sunni- og shiamuslimer vil fortsætte, uanset om Islamisk Stat vil bestå eller ej.

Hvad er læren af krigen i Irak?

Ifølge Informations USA-korrespondent Martin Burcharth er der især én lære af krigen i Irak. I lederartiklen ”Arven fra Irak – I” i Information (se kilder) skriver han:
”Her på 10-års-dagen for USA og de allieredes invasion af Irak kræver det ikke den store indsigt eller forestillingsevne at konstatere, at denne ulykkelige krig er et ypperligt eksempel på, hvorfor man aldrig bør gå i krig, med mindre det sker i selvforsvar”. Og han tilføjer: ”Mange lektier kan læres af Irak-krigen: Demokrati og frihed plantes ikke med et geværløb. Et repressivt og totalitært regime kan kun væltes gennem et langt og sejt arbejde med at støtte interne oppositionsgrupper. Stormagters militære interventioner – selv dem bemyndiget af Sikkerhedsrådet – bør altid tage højde for loven om utilsigtede konsekvenser. Uanset hvor gement et regime er, besidder magthaverne altid legitimitet i dele af befolkningen; ellers ville det falde sammen som et korthus. Sådan var det i Irak og Libyen, sådan forholder det sig i Syrien i dag. Så snart en udenlandsk magt griber ind og forstyrrer den indre magtbalance, hvorpå et styres legitimitet og repressive side hviler, skaber det en ubalance, som kan give sig udslag i mange år med politisk kaos, økonomisk ruin og en uendelig kædereaktion af vold mellem sekteriske grupper.”
Han vurderer – i lighed med en række andre politiske iagttagere og analytikere – at de vestlige lederes tøven over for at gribe militært ind i det borgerkrigshærgede Syrien ”vidner om, at nogle vestlige ledere – især Barack Obama og Angela Merkel – har lært af fiaskoen i Irak.”
Han mener dog ikke, at erfaringerne fra Irak bør føre til, at vestlige ledere fremover kategorisk afviser at gribe ind militært: ”Det internationale samfund gør godt i at bevare en ret til at gribe ind og stoppe et blodbad mod uskyldige, hvis en stat ikke vil eller kan beskytte dem selv.” Samtidig bør det internationale samfund dog også forebygge masseforbrydelser mod civile i stedet for at vente med at gribe ind, til en militær intervention virker som eneste mulighed, argumenterer lederskribenten:
”Meningen er at forebygge og at anvende fredelige midler, inden konflikter udarter sig. FN er i fuld gang med dette projekt, som bør nyde finansiel støtte og stor offentlig bevågenhed. Det er nemlig måden, hvorpå vi undgår at gentage krigseventyr, der uvægerligt sætter nye og værre voldelige konflikter i gang. I den forstand tjener Irak som skræmmeeksempel.”

Baggrundskilder

Internationale resolutioner

FN's Sikkerhedsråds database over resolutioner, herunder resolution 1441 og andre resolutioner, der omhandler Irak og magtoverdragelsen efter krigen.

Baggrundsmateriale

Avisen Information skriver stadig ofte om Irak-krigen og udviklingen i Irak efter krigen. En oversigt over artiklerne findes her.
Radioserie hvor DR-journalist Frank Esmann er draget til Irak for 10 år efter at se tilbage på, hvad der gik galt med Irak-krigen.
Programmet Verden ifølge Gram på DRs P1 har bragt en række udsendelser om Irak-krigen og relaterede emner, som er arkiveret på internettet.
Udsendelse der ser på forholdene under ministerpræsident Maliki efter amerikanernes exit: ”Irak bløder”, sendt 11. februar 2014.
Udsendelse i anledning af 10-året for Irakkrigen: ”Krigen splittede Vesten og irakerne selv”, sendt 12. marts 2013.

Tv-programmer

Britisk dokumentarserie fra 2013 afdækker i tre afsnit, hvordan USA og Storbritannien begik eklatante fejl i Irak. Med danske undertekster.

Faglitteratur

Damsgaard, Puk: Den sorte kat i Mosul, Politikens Forlag, 2017.
DR-korrespondenten møder en lang række mennesker, der fortæller, hvordan den vestlige invasion og siden kampen mod Islamisk Stat har ændret deres liv.
Plesner, Eva og Flemming Weiss Andersen: Rejse i Rød Zone. Beretninger fra Irak. Tiderne Skifter, 2007.
Reportage og øjenvidneskildring af den irakiske befolknings levevilkår.
Seierstad, Åsne: Hundrede og en dag. Gyldendal, 2004.
Norsk journalist skriver om sine oplevelser i Bagdad i de 101 dage før, under og efter krigen, hvor hun sendte reportager hjem fra Irak til bl.a. dansk tv.

Skønlitteratur

Hergel, Olav: Flygtningen. Lindhardt & Ringhof, 2006.
Spændingsroman om en kvindelig journalist, der bliver kidnappet af terrorister i Irak.
Michael, Ib: Grill. Gyldendal, 2005.
Roman, hvor den danske deltagelse i Irak-krigen spiller en central rolle.

Tv-serier

Simon, David: Generation Kill. HBO, 2008.
Amerikansk tv-serie om en deling amerikanske marineinfanterister, der sendes forrest i invasionen af Irak. Tv-serien bygger på en bog af samme navn, skrevet af den amerikanske journalist Evan Wright. Den beskriver hans oplevelser som krigskorrespondent i krigens første år.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Irak-krigen

Kilder citeret i artiklen

Forslag i Folketinget

Fremsat af udenrigsminister Per Stig Møller (K).

Forskningsprojekt

Københavns Universitet, 2019-02. Her bind 3 om Irak-krigen.

Baggrundsmateriale

Vurdering af Islamisk Stats nuværende styrke.
Samling af Informations artikler om Islamisk Stat, med fokus på kampen mod Islamisk Stat i 2016.
Information, 2014-07-03.
Bramming, Pernille: Stillingskrig. Weekendavisen, 2014-06-20.
Information, 2013-03-18.
Amsinck, Heidi: Krigens grundlag undersøges. Jyllands-Posten, 2004-02-04.
Bramming, Pernille: Vent og se. Weekendavisen, 2003-10-24.
Berlingske Tidende, 2003-05-11.
Berlingske Tidende, 2003-04-15.
Publiceret: 2013-03-19.

Øvrige skribenter

Journalist Lasse Wamsler, 2014.
Journalist Michelle Arrouas, 2016.