Indianere i Nordamerika

Hvem var de oprindelige Nordamerikanske indianere?

De oprindelige nordamerikanske indianere var ifølge de fleste forskere på området indvandrere fra Asien, der kom til Nordamerika for mellem 15.000 og 35.000 år siden (Gyldendals leksikon, se kilder). De nordamerikanske indianere var delt op i en lang række stammer med vidt forskellig og bestandigt skiftende levevis, kultur og religion.

Groft sagt kan man dele Nordamerikas indianere op i følgende kulturområder:

• Det arktiske område på øerne ud for det nuværende Alaska, hvor inuit- og aleutstammer traditionelt har levet af fiskeri og jagt på eksempelvis hvaler og sæler.

• Det nordlige skovland som består af det nuværende Canada, og som var hjemsted for forskellige nomadiske jægerfolk.

• Det østlige skovland omkring det nuværende Great Lakes område. Her levede stammer, som eksempelvis irokeserne af en blanding af agerbrug, jagt og fiskeri, men boede fast i landsbyer.

• Det sydøstlige skovland rummede en række indianske stammer, hvis levevis primært var baseret på landbrug.  
  

• Stillehavskysten var hjemsted for nordvestkystindianerne. De ernærede sig primært ved jagt og fiskeri. 

• Det sydvestlige Nordamerika husede puebloindianerne. De var primært bønder og jægere, og en del af dem, navajoindianerne, blev fåreavlere, efter at spanierne i 1600-tallet indførte får til kontinentet.

• Prærien i det centrale Nordamerika var hjem for prærieindianerstammer såsom crow, cheyenne, sioux og arapaphoe. Oprindeligt boede de i landsbyer, men på et tidspunkt blev de nomader, der fra hesteryg levede af at jage blandt andet bisonokser.

Indianer, indfødt eller oprindelig?

I virkeligheden stammer navnet indianere fra en historisk fejltagelse. Denne opstod, da den spanske/portugisiske opdagelsesrejsende Christopher Columbus i 1496 ankom til Centralamerika men ved en fejl troede, at han var nået til Indien. På trods af fejltagelsen forsatte man i mange år med at kalde kontinentets indfødte for indianere, hvis ikke man da kaldte dem rødhuder eller vilde.

Igennem det 20. århundrede har der både blandt indianerne selv og hos den hvide majoritetsbefolkning været store diskussioner af, hvad man egentlig skal kalde indianerne. Nogle mener, at betegnelsen indianer er nedladende. Andre mener, at betegnelsen native american – eller indfødt amerikaner – er bedre, eller at man bør betegne indianerne som oprindelige folk. Atter andre foretrækker betegnelsen American Indian. Denne artikel tager dog ikke stilling i debatten om betegnelser og bruger derfor konsekvent den i hyppigst anvendte betegnelse i Danmark: indianer.

Hvordan levede USA’s oprindelige indianere?

De tusindvis af forskellige stammer, der boede i Nordamerika længe før den hvide mands ankomst, havde vidt forskellig levevis. De første mange tusinde år levede de som jæger- og samlerfolk. Det vil sige, at de jagede store pattedyr som mammutter, bisoner og antiloper og samlede agern, nødder og bær. Med årene begyndte nogle stammer at dyrke primitivt agerbrug, hvor de blandt andet plantede majs, squash, bønner og solsikker.

Stammerne talte sprog, der kunne være lige så forskellige som eksempelvis engelsk og kinesisk. På samme måde dyrkede de forskellige religioner, der dog havde det fællestræk, at de som regel var forankret i naturen omkring dem. Nogle boede i velorganiserede bysamfund, mens andre var nomader. Nogle havde skriftsprog, mens de fleste stammer overleverede deres sagn og myter mundtligt. Det er således svært at sige noget samlet om den levevis, de forskellige stammer praktiserede. Generelt havde de mange stammer dog en mere kollektivt organiseret samfundsstruktur, end man på det tidspunkt havde i Europa. Ofte levede de som storfamilier, der opdrog børn i fællesskab, og som anså de store landområder som fælleseje – en kollektiv indstilling til jordområderne som senere kolliderede med den europæiske tradition for privat ejendomsret.

Hvad betød den europæiske indvandring for indianerne?

Med europæernes ankomst fra slutningen af 1400tallet og fremefter ændredes livet for indianerne radikalt. Europæerne medbragte foruden en masse sygdomme, som indianerne ikke var immune overfor, også en brutal og overlegen fremfærd mod det oprindelige folk. I årene efter europæernes ankomst døde store dele af indianerbefolkningen derfor på grund sygdomme, tvangsforflyttelser og massakrer i det, som af visse indianeraktivister i dag kaldes American Indian Holocaust.
I følge bogen ”USA - Historie og identitet” af Niels Bjerre-Poulsen levede der mellem 800.000 og to millioner indianere inden for USA’s nuværende grænser, da europæernes ankom til Nordamerika. I følge bogen var der i 1800-tallet kun 360.000 indianere tilbage vest for Mississippi (se kilder). I følge nogle forskere udryddede man på den måde ni ud af 10 indianere. Samtidig trængte man de stadig færre indianerstammer ind på stadig mindre reservater. Indianerne måtte flere gange opleve, at de hvide brød allerede indgåede aftaler, når der kom større pres fra nybyggerne om nyt land.

Samtidig fik de hvides kristne tro stor indflydelse på indianernes levevis. Både fordi europæerne brugte indianernes manglende kristendom som et argument for at massakrere og fordrive dem, men også fordi at en del indianere med tiden blev kristnet, enten ved tvang eller frivilligt. Der dog var også enkelte eksempler på, at hvide valgte at tilslutte forskellige indianerstammer og dyrke deres religion. Udover at forårsage store lidelser for den indianske befolkning, medbragte europæerne også en række opfindelser, skikke og husdyr, som på godt og ondt ændrede indianerne livsstil. Det gælder eksempelvis alkohol, skydevåben og husdyr som får og heste.

Hvordan levede Nordamerikas prærieindianere?

Gennem polulærkulturelle produkter som amerikanske westernfilm og Lucky Luke er de nordamerikanske prærieindianere blevet gjort til indbegrebet af den nordamerikanske indianer. Oprindeligt levede prærieindianere i en række landsbyer, hvor de ernærede sig af en blanding af landbrug og jagt med bue og pil på blandt andet bisonokser. Da europæerne bragte heste til Nordamerika, blev det muligt for prærieindianerne at være mobile året rundt og følge de store bisonflokke rundt på det centrale USA’s enorme prærieområder. Den nomadiske livsstil i tipier, som den førnævnte populærkultur har gjort synonym med prærieindianerne, blev således kun praktiseret i nogle få hundrede år. Prærieindianerne levede af de enorme bisoner, hvis kød de spiste, hvis skind de brugte til tøj og telte, og hvis knogler de brugte til at lave forskellige redskaber

Prærieindianerstammerne bestod af mindre grupper på 25 til 100 personer, der levede i en slags storfamilier med en leder i spidsen. I perioder rejste storfamilierne for sig selv, mens de i andre perioder samledes i større lejre med de andre familier i stammen. Lederen af den enkelte familie blev udpeget på baggrund af sine lederegenskaber og autoritet, mens hvis de enkelte medlemmer af storfamilierne blev utilfredse med lederen, kunne de skifte over til andre familier. På den måde skulle den enkelte leder hele tiden pleje og sikre sin autoritet og opbakning gennem sine handlinger. Overhovederne for de mange storfamilier var alle med til at vælge hele stammens leder, der populært kaldes for høvdingen.

Hvilke forskellige religioner dyrkede de oprindelige prærieindianere?

Prærieindianerne havde som oftest et animistisk verdensopfattelse. Det betyder, at de stedet for at tilbede en enkelt mægtig gud, som man gør i eksempelvis kristendom eller islam, troede på, at alting havde en sjæl – fra klipperne de færdes på, til de bisoner de jagede. Også naturfænomener som regn, lyn og torden og skygger blev betragtet som havende en sjæl. Endvidere troede man på, at forfædrenes ånder levede videre blandt de levende, og man tilbad moder jord, som var moder til alle andre ånder.

De forskellige stammer kunne tilbede de forskellige ånder, både alene og ved fælles ceremonier. Blandt de religiøse praksisser var opførsel og brug af svedehytter, faste og trommeceremonier. Den vigtigste ceremoni var den årlige soldans, som var en bøn om frugtbarhed for både mennesker og bisoner. Dansen kunne dog også være en bøn om succes i krig eller helbredelse for sygdomme, og ceremonierne blev ledet af medicinmænd eller –kvinder.

Hvordan var prærieindianernes forhold til naturen?

Både åndeligt og fysisk levede prærieindianeren i et meget tæt forhold til naturen. Som beskrevet opfattede de naturen som besjælet, ligesom de boede og levede i den og var dybt afhængige af de ressourcer, omgivelserne gav dem. Det betyder dog ikke, at indianerne ikke også påvirkede deres omgivelser negativt. Historikere har for eksempel påpeget, at indianerne ofte brændte store skovområder af for at skabe åbne områder, hvor vildt kunne græsse, ligesom de sommetider dræbte langt flere bisoner, end de kunne nå at spise. Det populære billede af indianerne som hundrede procent miljøvenlige og i symbiose med naturen er altså ikke helt korrekt. Når det er sagt, var indianernes økologiske belastning af deres omgivelser vand ved siden af de massive miljøødelæggelser, som fulgte med de europæiske nybyggere og den senere industrialisering af kontinentet.  

Hvordan var forholdet mellem kønnene hos prærieindianerne?

Hvor de europæiske kolonister for det meste havde en patriarkalsk magtstruktur, var der hos mange af de amerikanske indianerstammer relativt stor ligestilling. Mange stammer havde en struktur, hvor magten fulgte et klanmoder-system. I cherokeserkulturen, var det kvinderne, der bestemte over familierne, og når et ungt par blev gift, var det sædvanligvis manden, der blev tilknyttet kvindens mors husholdning. Samtidig spillede stammens ældre kvinder en central rolle i at udpege høvdingen. Historisk har kvinderne desuden ofte hjulpet mændene med at jage og fiske. Og selvom det mest var mændene, der er drog i krig, skete det ofte, at kvinderne deltog i kampe.

Hvordan påvirkede europæerne de nomadiske prærieindianerstammer?

Særligt hestene, der kom fra Europa, fik afgørende betydning for prærieindianerne, da det nu blev muligt for dem at være på farten hele året i stedet for at have base i forskellige landsbyer. Stammerne flyttede rundt efter de enorme bisonflokke, som de jagede med bue og pil fra hesteryg. I takt med nybyggernes fremdrift blev bisonflokkene langsomt men sikkert udryddet. I følge bogen ”USA – Historie og identitet” (se kilder) levede der oprindeligt omkring 60 millioner bisonokser på den amerikanske prærie. Som følge af jagt og en decideret udryddelsespolitik fra nybyggerne side var der i 1883 kun ca. 500 bisoner tilbage i hele Nordamerika.

Fra politisk hold ønskede den hvide befolkning at udrydde bisonerne af flere forskellige årsager. Den vigtigste var dog, at man på den måde fjernede prærieindianernes eksistensgrundlag og tvang dem til at slå sig ned som bønder, hvis ikke de ville sulte. Samtidig med at europæernes import af heste muliggjorde, at prærieindianerne i flere hundrede år kunne leve som bisonjagende nomader, var det altså paradoksalt nok også europæernes massenedslagtning af de store bisonflokke, der i sidste ende tvang prærieindianerne til at blive fastboende bønder i reservater.