Hvordan levede Nordamerikas prærieindianere?
Gennem polulærkulturelle produkter som amerikanske westernfilm og Lucky Luke er de nordamerikanske prærieindianere blevet gjort til indbegrebet af den nordamerikanske indianer. Oprindeligt levede prærieindianere i en række landsbyer, hvor de ernærede sig af en blanding af landbrug og jagt med bue og pil på blandt andet bisonokser. Da europæerne bragte heste til Nordamerika, blev det muligt for prærieindianerne at være mobile året rundt og følge de store bisonflokke rundt på det centrale USA’s enorme prærieområder. Den nomadiske livsstil i tipier, som den førnævnte populærkultur har gjort synonym med prærieindianerne, blev således kun praktiseret i nogle få hundrede år. Prærieindianerne levede af de enorme bisoner, hvis kød de spiste, hvis skind de brugte til tøj og telte, og hvis knogler de brugte til at lave forskellige redskaber
Prærieindianerstammerne bestod af mindre grupper på 25 til 100 personer, der levede i en slags storfamilier med en leder i spidsen. I perioder rejste storfamilierne for sig selv, mens de i andre perioder samledes i større lejre med de andre familier i stammen. Lederen af den enkelte familie blev udpeget på baggrund af sine lederegenskaber og autoritet, mens hvis de enkelte medlemmer af storfamilierne blev utilfredse med lederen, kunne de skifte over til andre familier. På den måde skulle den enkelte leder hele tiden pleje og sikre sin autoritet og opbakning gennem sine handlinger. Overhovederne for de mange storfamilier var alle med til at vælge hele stammens leder, der populært kaldes for høvdingen.
Hvilke forskellige religioner dyrkede de oprindelige prærieindianere?
Prærieindianerne havde som oftest et animistisk verdensopfattelse. Det betyder, at de stedet for at tilbede en enkelt mægtig gud, som man gør i eksempelvis kristendom eller islam, troede på, at alting havde en sjæl – fra klipperne de færdes på, til de bisoner de jagede. Også naturfænomener som regn, lyn og torden og skygger blev betragtet som havende en sjæl. Endvidere troede man på, at forfædrenes ånder levede videre blandt de levende, og man tilbad moder jord, som var moder til alle andre ånder.
De forskellige stammer kunne tilbede de forskellige ånder, både alene og ved fælles ceremonier. Blandt de religiøse praksisser var opførsel og brug af svedehytter, faste og trommeceremonier. Den vigtigste ceremoni var den årlige soldans, som var en bøn om frugtbarhed for både mennesker og bisoner. Dansen kunne dog også være en bøn om succes i krig eller helbredelse for sygdomme, og ceremonierne blev ledet af medicinmænd eller –kvinder.
Hvordan var prærieindianernes forhold til naturen?
Både åndeligt og fysisk levede prærieindianeren i et meget tæt forhold til naturen. Som beskrevet opfattede de naturen som besjælet, ligesom de boede og levede i den og var dybt afhængige af de ressourcer, omgivelserne gav dem. Det betyder dog ikke, at indianerne ikke også påvirkede deres omgivelser negativt. Historikere har for eksempel påpeget, at indianerne ofte brændte store skovområder af for at skabe åbne områder, hvor vildt kunne græsse, ligesom de sommetider dræbte langt flere bisoner, end de kunne nå at spise. Det populære billede af indianerne som hundrede procent miljøvenlige og i symbiose med naturen er altså ikke helt korrekt. Når det er sagt, var indianernes økologiske belastning af deres omgivelser vand ved siden af de massive miljøødelæggelser, som fulgte med de europæiske nybyggere og den senere industrialisering af kontinentet.
Hvordan var forholdet mellem kønnene hos prærieindianerne?
Hvor de europæiske kolonister for det meste havde en patriarkalsk magtstruktur, var der hos mange af de amerikanske indianerstammer relativt stor ligestilling. Mange stammer havde en struktur, hvor magten fulgte et klanmoder-system. I cherokeserkulturen, var det kvinderne, der bestemte over familierne, og når et ungt par blev gift, var det sædvanligvis manden, der blev tilknyttet kvindens mors husholdning. Samtidig spillede stammens ældre kvinder en central rolle i at udpege høvdingen. Historisk har kvinderne desuden ofte hjulpet mændene med at jage og fiske. Og selvom det mest var mændene, der er drog i krig, skete det ofte, at kvinderne deltog i kampe.
Hvordan påvirkede europæerne de nomadiske prærieindianerstammer?
Særligt hestene, der kom fra Europa, fik afgørende betydning for prærieindianerne, da det nu blev muligt for dem at være på farten hele året i stedet for at have base i forskellige landsbyer. Stammerne flyttede rundt efter de enorme bisonflokke, som de jagede med bue og pil fra hesteryg. I takt med nybyggernes fremdrift blev bisonflokkene langsomt men sikkert udryddet. I følge bogen ”USA – Historie og identitet” (se kilder) levede der oprindeligt omkring 60 millioner bisonokser på den amerikanske prærie. Som følge af jagt og en decideret udryddelsespolitik fra nybyggerne side var der i 1883 kun ca. 500 bisoner tilbage i hele Nordamerika.
Fra politisk hold ønskede den hvide befolkning at udrydde bisonerne af flere forskellige årsager. Den vigtigste var dog, at man på den måde fjernede prærieindianernes eksistensgrundlag og tvang dem til at slå sig ned som bønder, hvis ikke de ville sulte. Samtidig med at europæernes import af heste muliggjorde, at prærieindianerne i flere hundrede år kunne leve som bisonjagende nomader, var det altså paradoksalt nok også europæernes massenedslagtning af de store bisonflokke, der i sidste ende tvang prærieindianerne til at blive fastboende bønder i reservater.