Hvem var de oprindelige Nordamerikanske indianere?
De oprindelige nordamerikanske indianere var ifølge de fleste forskere på området indvandrere fra Asien, der kom til Nordamerika for mellem 15.000 og 35.000 år siden (Gyldendals leksikon, se kilder). De nordamerikanske indianere var delt op i en lang række stammer med vidt forskellig og bestandigt skiftende levevis, kultur og religion.
Groft sagt kan man dele Nordamerikas indianere op i følgende kulturområder:
- Det arktiske område på øerne ud for det nuværende Alaska, hvor inuit- og aleutstammer traditionelt har levet af fiskeri og jagt på eksempelvis hvaler og sæler.
- Det nordlige skovland som består af det nuværende Canada, og som var hjemsted for forskellige nomadiske jægerfolk.
- Det østlige skovland omkring det nuværende Great Lakes område. Her levede stammer, som eksempelvis irokeserne af en blanding af agerbrug, jagt og fiskeri, men boede fast i landsbyer.
- Det sydøstlige skovland rummede en række indianske stammer, hvis levevis primært var baseret på landbrug.
- Stillehavskysten var hjemsted for nordvestkystindianerne. De ernærede sig primært ved jagt og fiskeri.
- Det sydvestlige Nordamerika husede puebloindianerne. De var primært bønder og jægere, og en del af dem, navajoindianerne, blev fåreavlere, efter at spanierne i 1600-tallet indførte får til kontinentet.
- Prærien i det centrale Nordamerika var hjem for prærieindianerstammer såsom crow, cheyenne, sioux og arapaphoe. Oprindeligt boede de i landsbyer, men på et tidspunkt blev de nomader, der fra hesteryg levede af at jage blandt andet bisonokser.
Indianer, indfødt eller oprindelig?
I virkeligheden stammer navnet indianere fra en historisk fejltagelse. Denne opstod, da den spanske/portugisiske opdagelsesrejsende Christopher Columbus i 1496 ankom til Centralamerika men ved en fejl troede, at han var nået til Indien. På trods af fejltagelsen forsatte man i mange år med at kalde kontinentets indfødte for indianere, hvis ikke man da kaldte dem rødhuder eller vilde.
Igennem det 20. århundrede har der både blandt indianerne selv og hos den hvide majoritetsbefolkning været store diskussioner af, hvad man egentlig skal kalde indianerne. Nogle mener, at betegnelsen indianer er nedladende. Andre mener, at betegnelsen native american – eller indfødt amerikaner – er bedre, eller at man bør betegne indianerne som oprindelige folk. Atter andre foretrækker betegnelsen American Indian. Denne artikel tager dog ikke stilling i debatten om betegnelser og bruger derfor konsekvent den i hyppigst anvendte betegnelse i Danmark: indianer.
Hvordan levede USA’s oprindelige indianere?
De tusindvis af forskellige stammer, der boede i Nordamerika længe før den hvide mands ankomst, havde vidt forskellig levevis. De første mange tusinde år levede de som jæger- og samlerfolk. Det vil sige, at de jagede store pattedyr som mammutter, bisoner og antiloper og samlede agern, nødder og bær. Med årene begyndte nogle stammer at dyrke primitivt agerbrug, hvor de blandt andet plantede majs, squash, bønner og solsikker.
Stammerne talte sprog, der kunne være lige så forskellige som eksempelvis engelsk og kinesisk. På samme måde dyrkede de forskellige religioner, der dog havde det fællestræk, at de som regel var forankret i naturen omkring dem. Nogle boede i velorganiserede bysamfund, mens andre var nomader. Nogle havde skriftsprog, mens de fleste stammer overleverede deres sagn og myter mundtligt. Det er således svært at sige noget samlet om den levevis, de forskellige stammer praktiserede. Generelt havde de mange stammer dog en mere kollektivt organiseret samfundsstruktur, end man på det tidspunkt havde i Europa. Ofte levede de som storfamilier, der opdrog børn i fællesskab, og som anså de store landområder som fælleseje – en kollektiv indstilling til jordområderne som senere kolliderede med den europæiske tradition for privat ejendomsret.
Hvad betød den europæiske indvandring for indianerne?
Med europæernes ankomst fra slutningen af 1400tallet og fremefter ændredes livet for indianerne radikalt. Europæerne medbragte foruden en masse sygdomme, som indianerne ikke var immune overfor, også en brutal og overlegen fremfærd mod det oprindelige folk. I årene efter europæernes ankomst døde store dele af indianerbefolkningen derfor på grund sygdomme, tvangsforflyttelser og massakrer i det, som af visse indianeraktivister i dag kaldes American Indian Holocaust.
I følge bogen ”USA - Historie og identitet” af Niels Bjerre-Poulsen levede der mellem 800.000 og to millioner indianere inden for USA’s nuværende grænser, da europæernes ankom til Nordamerika. I følge bogen var der i 1800-tallet kun 360.000 indianere tilbage vest for Mississippi (se kilder). I følge nogle forskere udryddede man på den måde ni ud af 10 indianere. Samtidig trængte man de stadig færre indianerstammer ind på stadig mindre reservater. Indianerne måtte flere gange opleve, at de hvide brød allerede indgåede aftaler, når der kom større pres fra nybyggerne om nyt land.
Samtidig fik de hvides kristne tro stor indflydelse på indianernes levevis. Både fordi europæerne brugte indianernes manglende kristendom som et argument for at massakrere og fordrive dem, men også fordi at en del indianere med tiden blev kristnet, enten ved tvang eller frivilligt. Der dog var også enkelte eksempler på, at hvide valgte at tilslutte forskellige indianerstammer og dyrke deres religion. Udover at forårsage store lidelser for den indianske befolkning, medbragte europæerne også en række opfindelser, skikke og husdyr, som på godt og ondt ændrede indianerne livsstil. Det gælder eksempelvis alkohol, skydevåben og husdyr som får og heste.