Hvad betyder imperialisme?
Ifølge ”Stanford Encyclopedia of Philosophy” kommer ordet imperialisme fra det latinske ord imperium, som betyder at befale. Begrebet refererer dermed til, at et land udøver magt over et andet (se kilder). I hverdagstale betyder imperialisme ekspansionsbestræbelser og anvendes oftest om stater: At en stat f.eks. forsøger at underlægge sig nye territorier, befolkninger eller evt. markeder. Men imperialisme er mere end blot indlemmelse af nye territorier, som så får samme status som resten – det indebærer også dominans og udbytning af disse områder.
I den klassiske imperialismeteori er imperialisme knyttet til kapitalisme som økonomisk system, men i andre traditioner bruges begrebet også til at betegne førkapitalistiske staters bestræbelser på at udvide territoriet. Som eksempler på disse førkapitalistiske imperier nævnes ofte Romerriget eller Det osmanniske rige.
Ifølge ”Leksikon for det 21. århundrede” er imperialisme i dens ”mest rendyrkede og udbyttende form” blevet udviklet i det 19. og 20. århundrede af de ”kapitalistiske centre” i Vesteuropa, USA og Japan gennem kolonisering af de oprindeligt ikke-kapitalistiske lande og områder i Afrika, Amerika og Asien (se kilder). Imperialisme er i denne forståelse en verdensorden, hvor magtfulde stater underlægger sig stadigt større dele af verden, ofte med brug af militær magt, gennem etablering af kolonier, omlægning af økonomien i de lande/områder, der bliver underkastet de imperialistiske magter, udbytning af den lokale befolkning f.eks. som billig arbejdskraft og ikke mindst overflytning af værdi (f.eks. råstoffer) fra periferi til centrum.
Hvad er forholdet mellem imperialisme og kolonialisme?
Begreberne imperialisme og kolonialisme bruges ofte synonymt, men betegner forskellige niveauer af samme fænomen. Mens imperialisme er bestræbelsen eller politikken, der i bred forstand går ud på ekspansion, dominans og udbytning, er kolonialisme mere konkret: etablering af kolonier. Man kan også sige, at kolonialisme er imperialismens redskab. Kolonialisme er en praksis, og kolonisering er den proces, hvorigennem nogen eller noget underkastes en ”fremmed” magt. Det sker ofte gennem etablering af bosættelser, omlægning af den lokale produktion, opbygning af administrative udposter og voldelig undertrykkelse af den lokale befolkning – en undertrykkelse, der ofte foregår, ved at kolonimagten allierer sig med lokale eliter, som tilbydes politisk indflydelse og økonomisk gevinst til gengæld for loyalitet over for kolonimagten frem for lokalbefolkningen. Ofte indrullerer kolonimagten også bestemte etniske grupper i den hær, der skal opretholde orden i kolonien. Det skete f.eks. i forbindelse med de britiske kolonier på det indiske subkontinent i anden halvdel af det 19. århundrede, hvor sikh-krigere efter at være blevet besejret af kolonimagten i 1849 kom til at udgøre en slags eliteenhed i den britisk-indiske hær.
Ifølge Stanford Encyclopedia of Philosophy kommer begrebet koloni fra det latinske ord colonus, som betyder bonde, og begrebets sproglige rødder ”minder os om, at den kolonialistiske praksis som regel indebærer udflytning af en befolkning til et nyt territorium, hvor de nyankomne lever som permanente bosættere og fastholder loyaliteten overfor deres hjemland.” Den form for bosættelser kendes f.eks. fra Sydafrika, som blev koloniseret af to omgange. Begge gange foregik dette ved udbredt brug af bosættelser – de første på foranledning af hollandsk Østindisk Kompagni (Vereenigde Oostindische Compagnie, VOC) i slutningen af det 17. århundrede, og de næste i forbindelse med det britiske imperiums overtagelse af kolonien i slutningen af det 18. århundrede. De hvide bosættere blev senere magthavere i Sydafrika under apartheid.
Hvad er de primære teorier om forholdet mellem imperialisme og kapitalisme?
De klassiske imperialismeteorier blev udviklet i starten af det 20. århundrede i forsøget på at forstå, hvordan og hvorfor især de europæiske stater særligt fra slutningen af det 19. århundrede frem til starten af det 20. havde underlagt sig store dele af Afrika og Asien. Blandt de vigtigste teoriudviklere var de russiske revolutionære Vladimir Lenin og Nikolaj Bukharin og den polsk-tyske revolutionære Rosa Luxemburg samt bl.a. den liberale J.A. Hobson. Både Hobson og marxisterne knyttede imperialisme til kapitalisme, men på forskellige måder.
J.A. Hobson så imperialisme som en slags fejl; en ødelæggende politik båret frem af særgrupper inden for kapitalistklassen som f.eks. finanskapitalister og spekulanter samt våbenhandlere og militær, der havde særlige interesser i det økonomiske og infrastrukturelle system, der blev skabt gennem imperialismen. I værket ”Imperialism: A Study” fremlagde Hobson i 1902 sin teori om, at en udjævning af den skæve indkomstfordeling i de imperialistiske centre ville fjerne grundlaget for imperialismen, hvilket han anså for ønskværdigt (se kilder).
Ifølge marxistisk teori var imperialisme derimod en uundgåelig og indbygget fase i kapitalismen. I teksten ”Imperialismen som kapitalismens højeste stadium” beskrev Vladimir Lenin imperialisme som ”den højeste fase” i kapitalismen (se kilder). Og som det fremgår af ”Klassisk og moderne politisk teoris” opslag om marxistisk imperialismeteori, var Rosa Luxemburg af den opfattelse, at erobringen af nye markeder: ”ikke bare er et naturligt ønske for kapitalen; det var et nødvendigt led i kapitalismens overlevelse” (se kilder). Det kapitalistiske systems indbyggede konkurrence mellem forskellige producenter førte nemlig til lønnedgang og dermed lavere købekraft i befolkningen. For at undgå økonomisk kollaps måtte der derfor skaffes adgang til nye markeder og/eller billigere arbejdskraft samt tilgang til råstoffer gennem imperialistisk ekspansion. Ifølge de marxistiske teoretikere var imperialisme desuden en måde, hvorpå de europæiske lande (og senere USA) kunne udskyde revolutionære opstande inden for egne grænser ved at eksportere de økonomiske byrder til svagere stater.