Imperialisme

Artikel type
faktalink
journalist og cand.mag. i historie Nina Trige Andersen, iBureauet/Dagbladet Information. Januar 2015
Main image
En autonom gør tilnærmelser til politiet på Christianhavns Torv den 5. juli 2005 ved en demonstration under parolen 'Død over imperialismen' og 'Død over Bush'.
En autonom gør tilnærmelser til politiet på Christianhavns Torv den 5. juli 2005 ved en demonstration under parolen 'Død over imperialismen' og 'Død over Bush'.
Foto: Claus Fisker / Scanpix

Imperialisme er et begreb, et system, en strategi. Begrebet kommer af det latinske ord for at befale, og som system er imperialisme – i den klassiske imperialismeteori – en verdensorden, hvor stater med politisk, økonomisk og ikke mindst militær magt underlægger sig andre stater/områder og befolkninger og evt. konkret udvider sit territorium. Historisk er det særligt perioden fra 1880-1918, der forbindes med de store imperialistiske ekspansioner.

Om imperialisme er et historisk eller også et nutidigt fænomen, og hvordan imperialisme konkret kan beskrives og forklares bliver stadig diskuteret i både politiske og akademiske sammenhænge.

 

 

Imperialisme

Begrebet og teorierne

Rosa Luxemburg, tysk agitator og socialist, holder en tale ved en demonstration i Tyskland i begyndelsen af 1900-tallet.
Rosa Luxemburg, tysk agitator og socialist, holder en tale ved en demonstration i Tyskland i begyndelsen af 1900-tallet.
Foto: Mary Evans Picture Library / Scanpix

Hvad betyder imperialisme?

Ifølge ”Stanford Encyclopedia of Philosophy” kommer ordet imperialisme fra det latinske ord imperium, som betyder at befale. Begrebet refererer dermed til, at et land udøver magt over et andet (se kilder). I hverdagstale betyder imperialisme ekspansionsbestræbelser og anvendes oftest om stater: At en stat f.eks. forsøger at underlægge sig nye territorier, befolkninger eller evt. markeder. Men imperialisme er mere end blot indlemmelse af nye territorier, som så får samme status som resten – det indebærer også dominans og udbytning af disse områder.

I den klassiske imperialismeteori er imperialisme knyttet til kapitalisme som økonomisk system, men i andre traditioner bruges begrebet også til at betegne førkapitalistiske staters bestræbelser på at udvide territoriet. Som eksempler på disse førkapitalistiske imperier nævnes ofte Romerriget eller Det osmanniske rige.

Ifølge ”Leksikon for det 21. århundrede” er imperialisme i dens ”mest rendyrkede og udbyttende form” blevet udviklet i det 19. og 20. århundrede af de ”kapitalistiske centre” i Vesteuropa, USA og Japan gennem kolonisering af de oprindeligt ikke-kapitalistiske lande og områder i Afrika, Amerika og Asien (se kilder). Imperialisme er i denne forståelse en verdensorden, hvor magtfulde stater underlægger sig stadigt større dele af verden, ofte med brug af militær magt, gennem etablering af kolonier, omlægning af økonomien i de lande/områder, der bliver underkastet de imperialistiske magter, udbytning af den lokale befolkning f.eks. som billig arbejdskraft og ikke mindst overflytning af værdi (f.eks. råstoffer) fra periferi til centrum.

Hvad er forholdet mellem imperialisme og kolonialisme?

Begreberne imperialisme og kolonialisme bruges ofte synonymt, men betegner forskellige niveauer af samme fænomen. Mens imperialisme er bestræbelsen eller politikken, der i bred forstand går ud på ekspansion, dominans og udbytning, er kolonialisme mere konkret: etablering af kolonier. Man kan også sige, at kolonialisme er imperialismens redskab. Kolonialisme er en praksis, og kolonisering er den proces, hvorigennem nogen eller noget underkastes en ”fremmed” magt. Det sker ofte gennem etablering af bosættelser, omlægning af den lokale produktion, opbygning af administrative udposter og voldelig undertrykkelse af den lokale befolkning – en undertrykkelse, der ofte foregår, ved at kolonimagten allierer sig med lokale eliter, som tilbydes politisk indflydelse og økonomisk gevinst til gengæld for loyalitet over for kolonimagten frem for lokalbefolkningen. Ofte indrullerer kolonimagten også bestemte etniske grupper i den hær, der skal opretholde orden i kolonien. Det skete f.eks. i forbindelse med de britiske kolonier på det indiske subkontinent i anden halvdel af det 19. århundrede, hvor sikh-krigere efter at være blevet besejret af kolonimagten i 1849 kom til at udgøre en slags eliteenhed i den britisk-indiske hær.

Ifølge Stanford Encyclopedia of Philosophy kommer begrebet koloni fra det latinske ord colonus, som betyder bonde, og begrebets sproglige rødder ”minder os om, at den kolonialistiske praksis som regel indebærer udflytning af en befolkning til et nyt territorium, hvor de nyankomne lever som permanente bosættere og fastholder loyaliteten overfor deres hjemland.” Den form for bosættelser kendes f.eks. fra Sydafrika, som blev koloniseret af to omgange. Begge gange foregik dette ved udbredt brug af bosættelser – de første på foranledning af hollandsk Østindisk Kompagni (Vereenigde Oostindische Compagnie, VOC) i slutningen af det 17. århundrede, og de næste i forbindelse med det britiske imperiums overtagelse af kolonien i slutningen af det 18. århundrede. De hvide bosættere blev senere magthavere i Sydafrika under apartheid.

Hvad er de primære teorier om forholdet mellem imperialisme og kapitalisme?

De klassiske imperialismeteorier blev udviklet i starten af det 20. århundrede i forsøget på at forstå, hvordan og hvorfor især de europæiske stater særligt fra slutningen af det 19. århundrede frem til starten af det 20. havde underlagt sig store dele af Afrika og Asien. Blandt de vigtigste teoriudviklere var de russiske revolutionære Vladimir Lenin og Nikolaj Bukharin og den polsk-tyske revolutionære Rosa Luxemburg samt bl.a. den liberale J.A. Hobson. Både Hobson og marxisterne knyttede imperialisme til kapitalisme, men på forskellige måder.

J.A. Hobson så imperialisme som en slags fejl; en ødelæggende politik båret frem af særgrupper inden for kapitalistklassen som f.eks. finanskapitalister og spekulanter samt våbenhandlere og militær, der havde særlige interesser i det økonomiske og infrastrukturelle system, der blev skabt gennem imperialismen. I værket ”Imperialism: A Study” fremlagde Hobson i 1902 sin teori om, at en udjævning af den skæve indkomstfordeling i de imperialistiske centre ville fjerne grundlaget for imperialismen, hvilket han anså for ønskværdigt (se kilder).

Ifølge marxistisk teori var imperialisme derimod en uundgåelig og indbygget fase i kapitalismen. I teksten ”Imperialismen som kapitalismens højeste stadium” beskrev Vladimir Lenin imperialisme som ”den højeste fase” i kapitalismen (se kilder). Og som det fremgår af ”Klassisk og moderne politisk teoris” opslag om marxistisk imperialismeteori, var Rosa Luxemburg af den opfattelse, at erobringen af nye markeder: ”ikke bare er et naturligt ønske for kapitalen; det var et nødvendigt led i kapitalismens overlevelse” (se kilder). Det kapitalistiske systems indbyggede konkurrence mellem forskellige producenter førte nemlig til lønnedgang og dermed lavere købekraft i befolkningen. For at undgå økonomisk kollaps måtte der derfor skaffes adgang til nye markeder og/eller billigere arbejdskraft samt tilgang til råstoffer gennem imperialistisk ekspansion. Ifølge de marxistiske teoretikere var imperialisme desuden en måde, hvorpå de europæiske lande (og senere USA) kunne udskyde revolutionære opstande inden for egne grænser ved at eksportere de økonomiske byrder til svagere stater.

Imperialismens æra

Christianborg fortet i Ghana, den tidligere danske koloni på Afrikas guldkyst.
Christianborg fortet i Ghana, den tidligere danske koloni på Afrikas guldkyst.
Foto: Scanpix Nordfoto

Hvilke faser har imperialismen gennemgået i løbet af verdenshistorien?

Den norske økonom Arve Ofstad og den norske historiker Tore Linné Eriksen opdeler i ”Leksikon for det 21. århundrede” imperialismen i fire faser:

1) Den handelskapitalistiske (pirat-imperialistiske) periode fra opdagelsesrejserne omkring år 1500 til den industrielle revolution i slutningen af 1700-tallet – en periode præget af udplyndring og slaveri.

2) Den første industrielle ekspansion frem til slutningen af det 19. århundrede. En periode hvor Storbritannien var den globalt dominerende industrimagt, og hvor enorme mængder råstoffer blev trukket ud af de koloniserede områder for at understøtte produktionen i Europa.

3) Den klassiske kolonialismes (imperialismens) periode fra omkring 1880 til årene omkring Anden Verdenskrig. Her blev store dele af Asien og størstedelen af Afrika koloniseret og økonomien var præget af store monopoler.

4) Den nykoloniale periode efter Anden Verdenskrig, hvor der opstår frigørelseskampe i kolonierne i Afrika og Asien, mens transnationale/multinationale selskaber, mange af dem med base i USA, begynder at få større magt, efterhånden som de europæiske stater mister grebet om kolonierne. USA indtager en dominerende stilling og en ny international arbejdsdeling udvikles, hvor arbejdsintensive industrier flyttes ud fra de gamle kapitalistiske centre til periferien (se kilder).

Hvilken historisk periode forbindes især med imperialisme?

Det er især perioden 1880-1918 og de store vesteuropæiske imperialmagter i denne, der forbindes med imperialisme. Her underlagde de, i marxistisk terminologi, ”kapitalistiske centre” som Storbritannien og Frankrig sig stadigt større områder i oprindeligt ikke-kapitalistiske lande som Afrika og Asien og accelererede udbytningen i form af f.eks. udvinding af råstoffer, der blev fragtet tilbage til de industrialiserede lande for at blive anvendt i produktionen.

Hvad var det største imperium i den imperialistiske æra?

Fra 1800tallet og helt frem til Anden Verdenskrig var Storbritannien den største magt i den imperiale verdensorden både territorialt, økonomisk og militært. Ifølge Gyldendals åbne encyklopædi var omkring en fjerdedel af verdens territorium og befolkning i 1920 underlagt det britiske imperium (se kilder). Tre afgørende faktorer i denne overlegne imperiale succes var: nationens besiddelse af datidens største flåde, en lang tradition for opdagelse, handel og kolonisering samt et effektivt administrationsapparat med en stærk centralmagt og en række stærke lokale ledere.

Englands territoriale ekspansion tog fart fra midten af det 16. til starten af det 18. århundrede, hvor Wales, Irland og Skotland blev underlagt den britiske krone. Fra midten af det 16. århundrede begyndte den oversøiske ekspansion med anlæggelse af kolonier i Nordamerika og de Vestindiske Øer. Imperiets videre udvidelse skete ikke mindst gennem handelskompagnier som East India Company, der mellem det 17. og 19. århundrede underlagde sig stadigt større områder af Asien med militær bistand fra den britiske hær. Det indiske subkontinent (herunder både det nuværende Indien og Pakistan) var imperiets største og vigtigste koloni. Området udgjorde både en værdifuld kilde til råvarer og et vigtigt marked for den britiske industriproduktion. I løbet af 1800-tallet anlagde det britiske imperium også kolonier i Afrika, heriblandt Sierra Leone og Guldkysten. Og i Australien oprettede imperiet straffekolonier, hvortil man eksporterede dømte kriminelle som bosættere i stedet for at låse dem væk i engelske fængsler.

Handel med slaver, inddrivelse af skatter fra de koloniserede befolkninger, udvinding af råstoffer og plantagedrift var ifølge den britiske historiker Kenneth Morgan afgørende for det britiske imperiums globale økonomiske dominans (se kilder). En anden vigtig baggrund for det britiske imperiums succes var den udbredte velvilje over for det imperialistiske projekt blandt både befolkning og politikere i England. Som det beskrives i Gyldendals åbne encyklopædi kan noget af forklaringen på denne findes dels i nationens ønske om at kunne bevare sin magtposition over for de konkurrerende industrilande, dels i en opfattelse af at man havde en slags moralsk forpligtelse til at civilisere de tilbagestående nationer med kristendom samt vestlig ”lov og orden” (se kilder).

Hvordan så det imperiale verdenskort ud i starten af det 20. århundrede?

I 1914 havde de europæiske stater underlagt sig 85 procent af verden under forskellige juridiske ordninger: som kolonier (f.eks. Kongo som belgisk koloni), som protektorater (f.eks. fransk Marokko), som indlemmet i rigsfællesskab (som Grønland under Danmark) og commonwealth (som Indien under Storbritannien). I det 15. og 16. århundrede havde Spanien og Portugal været de mest succesrige europæiske stater, hvad angik at underlægge sig nye territorier, men fra det 17. århundrede var Holland og Frankrig begyndt at underlægge sig stadigt flere områder. Indonesien var en af de vigtige hollandske kolonier, mens Frankrig især ekspanderede i Nordafrika.

Fra slutningen af det 18. århundrede begyndte det britiske imperium at blive langt det største og havde underlagt sig nærområder som Irland, oprettet handelsstationer i f.eks. Hongkong, Singapore og Malacca og etableret adskillige kolonier i såvel Nordamerika som Asien. På trods af sin store udstrækning begyndte det britiske imperium fra starten af det 20. århundrede imidlertid at blive økonomisk udfordret af Tyskland og USA.

Tyskland havde dog kun ringe held med at underlægge sig nye kolonier og mistede efter nederlaget i Første Verdenskrig de sidste af sine gamle kolonier, der bl.a. lå i dele af de områder, der i dag hører til Cameroun, Ghana, Mauretanien og Benin på det afrikanske kontinent samt en række øer i Stillehavet som f.eks. Tysk Ny Guinea og de tyske Solomonøer. I samme periode ekspanderede USA betragteligt i Stillehavet og Latinamerika.

Det er en udbredt opfattelse blandt historikere, at imperialisme – eller mere præcist: konflikter mellem de forskellige dominerende staters imperialistiske ambitioner – var en af hoveddrivkræfterne, der satte Første Verdenskrig i gang. Det er f.eks. rammen for Johan Bender og Hans-Kurt Gades lærebog om denne krig (se kilder).