Uddybning af Holocaust

Citat
Hvis det skulle lykkes de internationale jødiske kapitalister i og uden for Europa nok en gang at kaste nationerne ud i en ny verdenskrig, vil resultatet ikke være bolschevisme på jorden og dermed en jødisk sejr, men udryddelsen af den jødiske race i Europa
Adolf Hitler i tale i Rigsdagen den 30. januar 1939

Hvem var de første ofre for nazisternes udrensningsprogram?

Nazisterne indledte i perioden 1933-1945 forfølgelse, fængsling og drab på personer fra alle ovennævnte samfundsgrupper særligt i, men også uden for, Tyskland. NDSAP udviklede undervejs et systematisk og industrialiseret tvangsarbejds- og udryddelsesprogram, der kulminerede i oprettelsen af udryddelseslejre.

Første skridt blev taget, da Hitler kort efter 2. Verdenskrigs begyndelse i 1939 underskrev det såkaldte eutanasi-program, som havde til formål at gøre en ende på liv, der blev opfattet som uværdige. Euthanasia er græsk og betyder en skøn død; i denne sammenhæng blev det brugt i betydningen medlidenhedsdrab eller død uden smerte. Som det kan læses på hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder) var programmet i praksis en ordre om, at uhelbredeligt syge og handicappede personer, der boede på institutioner, skulle dræbes. Under dække af at udføre en statistisk undersøgelse sendte det tyske indenrigsministerium et spørgeskema til lukkede institutioner, statshospitaler og plejehjem om deres patienter. Oplysninger om den enkeltes arbejdsevne og helbred blev herefter sendt til en kommission af speciallæger, der ud fra en række kriterier bestemte, om deres liv var uværdigt, og dermed hvorvidt de skulle slås ihjel. De udvalgte blev overført til seks institutioner i Tyskland og Østrig, hvor de blev dræbt med en giftindsprøjtning. Fra 1940 skete det med udstødningsgas i specielt konstruerede kamre, der lignede fællesbade med brusere, som gassen kom ud af – de såkaldte gaskamre. På det tidspunkt var målgruppen blevet udvidet til at omfatte kriminelle, subsistensløse (meget fattige personer, der vagabonderede), sexarbejdere, alkoholikere, homoseksuelle og personer, der blev betegnet som asociale. Over tid blev lokale beboere og pårørende mistænksomme, og det førte i 1941 til offentlige protester, og eutanasi-programmet blev officielt afsluttet. Fra året efter og indtil krigens slutning fortsattes det dog i hemmelighed.

Krystalnatten den 9. november 1938 blev et vendepunkt i nazisternes jødeforfølgelser før krigen. I løbet af aftenen og natten smadrede nationalsocialisterne tusindvis af jødiske butikker over hele Tyskland, vandaliserede jødiske kirkegårde og satte synagoger i brænd. 91 jøder blev tævet ihjel og omkring 30.000 blev fængslet.

Hvordan gennemførte nazisterne første del af deres folkemord?

Jøder var det primære mål for nazisternes udryddelse. På hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder) beskrives de måder, hvorpå de blev systematisk forfulgt og dræbt, indirekte og direkte.

I 1939 udstedte Reinhard Heydrich – sikkerhedschefen for SS, der var NSDAP’s eliteenhed – en ordre om, at tyske jøder skulle samles i ghettoer for bedre at kunne kontrolleres. Planen var, at de senere skulle deporteres fra Tyskland til et såkaldt jødereservat, hvor de skulle bo og arbejde indtil krigens slutning. Herefter skulle de sendes bort med skib til en oversøisk koloni langt fra Tyskland. På baggrund af Heydrichs ordre blev hundredtusindvis af jøder samt romaer deporteret til en række ghettoer i Polen, hvor de blev holdt isoleret fra resten af befolkningen bag pigtrådshegn og mure under ekstremt usunde forhold. Her blev alle mellem 14 og 60 år underlagt fysisk hårdt tvangsarbejde, samtidig med at de blev sultet. Ifølge ”Politikens Verdenshistorie” og ”Den Anden Verdenskrig, Bind 1” (se kilder) døde omkring 1/2 million mennesker i ghettoerne i løbet af 1939-1941 af epidemier, sult, kulde og fysisk nedbrydning. Overlevende blev fra 1942 deporteret til udryddelseslejre.

En anden del af udryddelsen foregik i Sovjetunionen. I juni 1941 invaderede tyske tropper Sovjetunionen og såkaldte Einsatz-kommandoer, som var dødspatruljer, opsporede og dræbte kommunister, jøder og romaer. Et halvt år efter afholdt NSDAPs ledelse sammen med dele af ledelsen af SS en konference i Wannsee den 20. januar 1942, hvor de vedtog planen ”Die Endlösung” (den endelige løsning), underforstået på det, de kaldte ’jødeproblemet’. En central del af planen, der snart efter blev sat i værk, var oprettelse af dødslejre med det formål at udrydde alle Europas jøder.

 

Da nazisterne i 1939 invaderede Polen blev den 10-årige Ben Lessor sammen med sin polsk jødiske familie hentet i lejligheden i Kraków. Her fortæller om sine voldsomme oplevelser i nazisternes arbejds- og udryddelseslejre.

 

Hvordan gennemførte nazisterne folkemord i lejrene?

Før 1941 var der allerede blevet oprettet en mængde koncentrationslejre i Tyskland. Historikeren Jennifer Rosenberg har beskrevet udviklingen i koncentrationslejrsystemet i en artikel (se kilder): Mellem 1933-1936 blev politiske og religiøse modstandere af det nazistiske styre indespærret og tortureret i primært små lokale lejre. I perioden 1936-1941 oprettedes flere og flere store lejre, hvor folk fra flere forskellige andre grupper også blev interneret og sat til tvangsarbejde, heriblandt jøder, romaer, Jehovas Vidner, homoseksuelle mænd, såkaldte vaneforbrydere og asociale personer. Fra 1942 begyndte SS at leje fanger ud til slavearbejde i landbrug, industri- og byggevirksomheder. På hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder) anføres det, at koncentrationslejrsystemet i Tyskland fra 1939-1945 blev udvidet fra et mindre antal lejre til 30 større stamlejre og 1.100 filiallejre. I 1942 blev seks udryddelseslejre, som trak på erfaringerne fra eutanasi-programmet, oprettet i Polen som del af Endlösung-planen. Fanger, der kom til disse lejre, blev ført direkte til døden i gaskamre.


Hvordan var forholdene for koncentrationslejrfangerne?

På hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder) beskrives koncentrationslejrfangernes forhold. Ved ankomsten fik de en dragt med en trekant, hvis farve signalerede, hvordan de var blevet kategoriseret, som f.eks. jøde, asocial eller homoseksuel. SS-officerer overvågede det fysisk nedbrydende tvangsarbejde og afstraffede fanger. Hverdagen var præget af fysiske og psykiske ydmygelser, brutalitet og drab. Fangerne sov i overfyldte barakker, blev nægtet basale hygiejniske faciliteter, led under sult og kulde, og epidemier hærgede jævnligt. Mange døde på grund af disse forhold. Derudover blev nogle fanger udtaget til medicinske forsøg, både mænd, kvinder og børn. Nogle blev først påført dødelige sygdomme, og derefter blev virkninger af ny, uprøvet medicin testet på dem. Andre gennemgik operationer uden bedøvelse, og særligt homoseksuelle mænd blev tvangskastreret eller fik bestrålet deres kønsorganer, for at lægerne kunne iagttage virkningen. Efter behandlingerne blev fangerne dræbt. Der er udgivet beretninger fra overlevende fra forskellige fangegrupper om, hvordan de oplevede opholdet i koncentrationslejrene, og hvordan det lykkedes dem at overleve (se originalkilder).

Hvor mange fra hver gruppe døde i Holocaust?

Der findes ikke præcise tal for, hvor mange der døde i Holocaust, men der er lavet varierende skøn. De tal, der angives her, er blandt de laveste, der er blevet foreslået. Kilden for tallet angives i parentes.

· Mellem 5,3 og 6 millioner jøder, heraf over 3 millioner i koncentrations- og udryddelseslejrene (Det Israelske Holocaustcenter YAD Vashem)

· Mellem 250.000 og 500.000 romaer (www.folkedrab.dk)

· Over 200.000 personer, der var uhelbredeligt syge eller havde fysiske eller mentale handicaps (Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier ved Københavns Universitet)

· Mellem 10.000 og 15.000 homoseksuelle personer (”Den Anden Verdenskrig”)

· Mellem 1.000 og 2.000 Jehovas Vidner (www.folkedrab.dk)