Hjemvendte soldater

Artikel type
faktalink
journalist Laura Marie Sørensen, iBureauet/Dagbladet Information. 2013
Main image
Hjemvendte soldater hyldes - 700 soldater fra det hjemvendte hold 10 i Afghanistan marcherer gennem København fra Livgardens kaserne til Rådhuspladsen 2011.
Hjemvendte soldater hyldes - 700 soldater fra det hjemvendte hold 10 i Afghanistan marcherer gennem København fra Livgardens kaserne til Rådhuspladsen 2011.
Foto: Linda Henriksen

De fleste danske soldater er kommet hjem fra missioner på Balkan, i Irak og Afghanistan uden større mén. Men hver femte af de 25.000, der har været udsendt fra Danmark siden 1992, oplever, at de har fysiske og/eller psykiske eftervirkninger. Efterhånden har en del soldater mistet ben eller arme, og Sundhedsstyrelsen vurderer, at op mod hver tiende hjemvendte soldat lider af posttraumatisk stress. Der er fra både forsvarets og politikernes side kommet mere fokus på de hjemvendte soldateres tilstand, men myndighederne bliver fortsat kritiseret for, at de ikke formår at tage hånd om de soldater, der har det dårligst.

Læs også artiklen Krigen i Afghanistan


Baggrund om hjemvendte soldater

Hvor har soldaterne været i krig?

Unge mænd er igennem tusinder af år vendt hjem fra krige og slag med alvorlige skader på krop og sjæl. Men det var først efter Vietnamkrigen (se faktalink om Vietnamkrigen), som varede fra 1959 og 1975, at der for alvor kom fokus på, hvordan soldater har det, når de vender hjem fra slagmarken. 2,8 millioner amerikanere gjorde tjeneste i Vietnam. 58.000 af dem blev dræbt, mange blev såret og fik varige fysiske skader, og op mod 700.000 af dem, der overlevede, blev ramt af den psykiske lidelse ’posttraumatisk stress’ (PTSD) (se afsnittet ’Hvilke psykiske problemer præger soldaterne?’). Ifølge bogen ’Vietnamkrigen’ (se kilder) fik soldaterne PTSD, da mange af dem havde oplevet, at deres soldaterkammerater blev dræbt for øjnene af dem, og fordi de havde været med til at udkæmpe brutale kampe mod vietnameserne i junglen – kampe, som amerikanerne ofte tabte.
De sidste 20 år har 25.000 danske soldater været udsendt på internationale militære operationer. Over årene har operationerne ændret karakter fra at være fredsbevarende eller fredsskabende missioner på Balkan og i Mellemøsten til at være koalitioner i Irak og Afghanistan. (se faktalink om Irak-krigen og Krigen i Afghanistan). Før Irak-krigen begyndte i 2003, blev danske soldater sjældent udsendt, men nu er det blevet en del af normen, og det har naturligvis øget forsvarets og mediernes opmærksomhed på de hjemvendte soldaters fysiske og psykiske tilstand.
I rapporten ”Hjemvendte soldater” (se kilder) kritiserer danske soldater den måde psykiske skader blev håndteret på i forbindelse med udsendelser til Balkan i 1990'erne. De beskriver, at der manglede støttetilbud, og at det var tabu at gå til psykolog i forsvaret. De fortæller, at de skulle stille sig frem foran de andre soldaterkammerater, hvis de ønskede psykologhjælp, og det førte til, at meget få tog imod tilbuddet. Siden er der kommet væsentligt flere tilbud til de hjemvendte soldater, og problemerne er efterhånden blevet mindre tabuiserede.

Hvordan oplever danske soldater det at være udsendt?

Det fleste danske soldater oplever det som en berigelse at være udsendt. Det fremgår af rapporten ”Soldater – efter udsendelse” (se kilder). Soldaterne føler, at de bliver mere modne, og at de lærer at være tålmodige, afbalancerede, bliver bedre i stand til at udvise autoritet og får mere selvtillid. Efter at de har været udsendt føler de, at de har en større åbenhed over for verden, fordi de har oplevet, at verden er mangfoldig. De ser det desuden som en stor styrke, at de har været en del af et stærkt fællesskab.
I samme rapport har 3.000 hjemvendte soldater svaret på, om de har fået fysiske eller psykiske mén efter at have været udsendt på et eller flere tidspunkter i perioden mellem 1992 og 2009. Fire ud af fem mener ikke, at de har nogen mén, mens 21 procent svarer, at de har eftervirkninger af krigene i mindre eller højere grad. Rapporten fastslår, at psykiske mén er mest udbredt, og at de hyppigst optræder hos dem, der har været udsendt flere gange og ikke længere arbejder for forsvaret. Et studie fra Center for Selvmordsforskning med titlen ”Belastende og beskyttende faktorer for selvmordstanker og selvmordsadfærd blandt tidligere udsendte danske soldater” (se kilder) viser, at hjemvendte soldater har en anelse højere selvmordsrate end resten af befolkningen. Fra 1990 og frem til 2009 begik 41 af de 25.000 soldater, der havde været udsendt, selvmord.

Problemer efter hjemsendelse

Hvilke fysiske problemer præger soldaterne?

Adskillige soldater mister en arm, et ben eller en anden legemsdel, mens de er udsendt. Det kan ske, når de kører på en vejsidebombe eller på anden måde kommer til skade under udsendelsen. I rapporten ”Hjemvendte soldater” (se kilder) fortæller soldater med varige fysiske mén, at de med tiden accepterer deres skader og de begrænsninger, skaderne sætter for deres liv. De vidste, at der var en risiko for, at det ville ende sådan, da de valgte at blive udsendt. Nogle af dem udtrykker dog en frustration over deres handicap. I rapporten fortæller en soldat:
”Der er nogle enkelte gange, hvor jeg sidder og tænker. Jeg har glemt, hvordan det føles at mærke noget med en hel hånd (…) så sad jeg der og savnede den der følelse med at kunne tage om en flaske vand med alle fem fingre.”
En af anden fysisk lidelse, der er udbredt hos hjemvendte soldater, er MTBI (Minimal Traumatic Brain Injury). I rapporten ”Soldater – før, under og efter udsendelse – et litteraturstudie” (se kilder) fremgår det, at lidelsen rammer soldater, der har været tæt på en eksplosion, eller som har mærket rystelser i hovedet på anden vis, f.eks. når de sidder i en kampvogn i ujævnt terræn. Følgerne af MTBI kan være hovedpine og i værste fald hjerneskade.

Hvilke psykiske problemer præger soldaterne?

Posttraumatisk stress (PTSD) er den psykiske lidelse, der oftest rammer hjemvendte soldater. I rapporten ”Soldater – før, under og efter udsendelse – et litteraturstudie” (se kilder) bliver PTSD defineret som ”et udtryk for permanente psykiske virkninger af at blive udsat for voldsomme påvirkninger som for eksempel krigshandlinger, trafikuheld, naturkatastrofer eller fysiske og psykiske overgreb”. Følgerne af PTSD kan vise sig fysisk i form af nedsat immunforsvar, men det er altså hovedsageligt en psykisk sygdom. De psykiske symptomer kan være en følelse af angst, hvor kroppen reagerer ved at være i konstant alarmberedskab. Det kan være hukommelsessvigt, søvnproblemer, depression og/eller ukontrollerede vredesudbrud.
Graden og variationen af symptomerne veksler fra person til person. For de fleste forsvinder symptomerne inden for et halvt år, men for nogle bliver symptomerne ved i længere tid, og for andre er lidelsen kronisk. Ifølge rapporten ”Soldater – før, under og efter udsendelse – et litteraturstudie” har folk med PTSD ofte et misbrug af rusmidler, der er stor risiko for, at de bliver skilt og mister venner, og det er et generelt træk, at de lider af lavt selvværd.
Ifølge den amerikanske regerings Department of Veterans Affairs optræder PTSD hos mellem 11 og 20 procent af de amerikanske soldater, der har været i Irak og Afghanistan. Den forekommer hos hver tiende af de amerikanske soldater, der var udsendt under Golfkrigen i 1990-1991, mens 30 procent af veteranerne fra Vietnamkrigen lider af sygdommen. Der findes ikke lignende undersøgelser i Danmark, men Sundhedsstyrelsen vurderer, at PTSD rammer mellem 5 og 10 procent af de danske soldater, der har været udsendt.
I rapporten ”Hjemvendte soldater” beskriver de hjemvendte en række andre psykiske efterreaktioner, som de fleste dog får bugt med i løbet af den første måned eller to. Nogle kalder det ’Battlemind’, og det viser sig ved, at de hjemvendte i begyndelsen er præget af et højt stressniveau, og at de har en forøget følsomhed over for lyde og lugte, manglende koncentration og forøget aggression. Kroppen er konstant klar til hurtig og aggressiv handling. Det er smart, når man er i krig, men er ikke særlig hensigtsmæssig, når man skal indgå i et almindeligt samfund igen. En repræsentant fra forsvaret beskriver i rapporten ”Hjemvendte soldater” tilstanden som, at soldaterne ”går rundt, som om de er i fjendeland, og de scanner deres omgivelser og ser farer overalt (…) og har ofte også voldsomme reaktioner, hvis de bliver forskrækkede.”

Hvorfor får nogle soldater psykiske problemer?

Det har gennem historien været svært for mange hjemvendte soldater at træde ind i det ’almindelige’ samfund igen. Ifølge rapporten ”Hjemvendte soldater” (se kilder) skyldes det, at soldaterne ofte er unge mennesker, der er midt i en periode i deres liv, hvor de stadig udvikler deres personlighed. Midt i den proces får de et våben i hånden og bliver sendt ud til ekstremt voldsomme oplevelser. Når de kommer hjem, skal de hurtigt genoptage et almindeligt liv, og det kan skabe et psykisk kaos.
Samme rapport beretter om, at soldater kan få psykiske mén, fordi de føler skyld over at være i live, når en af deres kammerater er omkommet på en mission.
Ser man isoleret på PTSD, er der stor risiko for at udvikle det som udsendt soldat, fordi man oplever nogle voldsomme ting, mens man er udsendt, som stressede kamphandlinger og dødsfald.
Baggrunden for battlemind-tilstanden forklarer rapporten ”Hjemvendte soldater” med, at der ikke længere bliver pumpet adrenalin ud i soldaternes krop, når de er vendt hjem. Derfor får de ikke det samme kick, som da de var udsendt, og det kan give stress.

Hvilke sociale problemer præger soldaterne?

De psykiske reaktioner på at have været udsendt kan påvirke soldaternes nære, sociale relationer. De hårdest ramte isolerer sig og mister ikke bare deres bekendte, men også deres nærmeste. Kigger man på samtlige hjemvendte soldater er de dog mindre ensomme i forhold til resten af den danske befolkning. Det viser rapporten ”Soldater efter udsendelse – en spørgeskemaundersøgelse” (se kilder).
I rapporten ”Hjemvendte soldater” fremgår det, at de pårørende ofte opfatter soldaterne som forandrede, når de kommer hjem, og at soldaterne bliver ved med at være anderledes, end før de tog af sted. De hjemvendte unge soldater fortæller, at de føler, at de er gået fra at være drenge til at blive voksne, og at de kan have svært ved at finde deres plads i familien.
Soldater, der er udsendt for første gang, kan desuden miste en fortrolighed til deres nærmeste. Det skyldes blandt andet, at soldaterne har et stort behov for at fortælle om de voldsomme oplevelserne, de har været igennem, men de vil samtidig gerne skåne deres familie fra at høre om det. Samtidig kan der være problemer med, at familie og pårørende ikke orker, at høre de samme historier igen og igen og f.eks. ikke magter at se soldaternes mange billeder. Det er med til, at den fortrolighed, der var mellem soldaten og hans nærmeste før udsendelse, sjælendt bliver den samme igen.
Et udbredt problem blandt de hjemvendte soldater er også, at deres kærester eller ægtefæller vænner sig til at klare sig uden de udsendte, og derfor kan soldaterne føle sig overflødige, når de endelig kommer hjem. Flere oplever omvendt, at de skylder familien noget, fordi de har været væk hjemmefra. I rapporten ”Hjemvendte soldater” fortæller en soldat:
”Man skylder. Det gør man. Når hun siger, at du har barns første sygedag alle dage det næste halve år, så er det bare sådan, det er. Og det gør jeg bare.”