Hekseforfølgelser

Hvornår foregik hekseforfølgelserne?

Hekseforfølgelserne fandt som sagt sted i hele Europa på forskudte tidspunkter. Allerede år 1264 fandt den første hekseproces sted i Frankrig, og i løbet af det næste århundrede spredtes de angstfyldte forestillinger om den sorte magi, som kom til at hærge Europa helt op til begyndelsen af det 18. århundrede.

De første hekseprocesser skete under Inkvisitionen i slutningen af det 12. og begyndelsen af det 13. århundrede, mens de skandinaviske lande først fulgte med efter Reformationen i det 14. og 15. århundrede.

Hvor mange hekseprocesser var der?

Det er svært at vurdere, hvor mange hekseprocesser, der har fundet sted. Nogle mener, at der skete omkring otte millioner henrettelser. Dette er stærkt overdrevet ifølge bogen "Da djævelen var ude" fra 1989 (se kilder). Problemet er, at gamle arkiver er blevet ødelagt. Tilbage står et vidnesbyrd om cirka 40.000 henrettelser ud af 100.000 førte sager i Europa. Heraf menes Danmark at have gennemført omkring tusinde heksebrændinger ifølge en statistik over heksesager ved landstinget i Viborg. Tyskland udførte cirka 25.000 henrettelser og var det land, som var hårdest overfor dem, der blev anklaget for at være hekse.

Hvordan foregik hekseprocesserne?

Når en person blev anklaget for at være heks, lod kirken sagen gå videre til domstolen, hvor retssagen ofte varede flere dage. For at sikre, at den dømte virkelig var en heks, lavede man forskellige prøver:

Vandprøven: Den anklagede blev bundet og smidt i vandet. Flød man, var man skyldig, sank man, var man uskyldig.
Tåreprøven: Opfattelsen var, at hekse ikke var i stand til at græde. Hvis den anklagede derfor ikke fældede en eneste tåre under tortur, var vedkommende en heks.
Vægtprøven: Her blev kvinden vejet, og vejede hun mindre end gennemsnittet, antog man, at hun var en heks. Man mente, at hekse måtte være lette for at kunne flyve.
Stikprøven: Man antog, at det sted på kroppen, hvor djævlen havde sat sit mærke, var følelsesløst. Toturen gik derfor ud på at finde en sådan plet.

Det var næsten umuligt at blive frikendt. Hvis vægtprøven for eksempel beviste, at den anklagede var tungere end 'gennemsnittet' for en heks, forklarede man det med, at hun havde øvet trolddom. Bogen "Overtro og trolddom" fra 1991 (se kilder) beskriver også en hekseproces i Lindheim, hvor seks kvinder blev underkastet tortur for at de skulle tilstå, at de havde opgravet et lig af et spædbarn for at bruge det til deres heksesalver. De tilstod, men den ene kvindes ægtefælle fik dog gennemtrumfet, at spædbarnets grav skulle åbnes. Her fandt man liget urørt, men det hjalp ikke kvindernes sag. Inkvisitoren holdt nemlig på, at det urørte lig var et djævelens værk, og de blev alle henrettet.

Hvordan foregik henrettelserne i Europa?

På det europæiske kontinent blev heksene brændt på bålet, da kirken mente, at det onde herved gik op i røg. Den anklagede blev bundet til en pæl, hvorom et bål var bygget. Det blev derpå antændt, og den dømte brændte langsomt op. Det var en smertefuld død. En anden metode gik ud på, at den dømte blev bundet til toppen af en stige og væltet ind i et allerede fuldt flammende bål. Kun særligt fornemme folk blev hængt eller halshugget, inden de blev brændt.

I England 'nøjedes' man med at hænge de anklagede. Her blev heksene nemlig straffet for onde gerninger, ikke for kætteri og djævelskab.

Hvordan foregik henrettelserne i Danmark?

Den første danske heks blev brændt på bålet i Stege i 1540. Dansk Historisk Fællesråd (se kilder) oplyser, at 90 procent af de anklagede var kvinder, hvoraf to tredjedele var over 50 år og 59 procent var gift. Christian den Fjerde (1588-1648) udsendte i 1617 forordningen "Om troldfolk og deres medvidere". Loven skelnede mellem 'rigtige troldfolk' og de 'gale' eller 'indbildte':

De troldfolk, der havde sluttet en pagt med djævelen og bedrev sort magi, skulle brændes på bålet efter den mindre pinefulde stigemetode.
De gale troldfolk bedrev blot 'hvid magi'. De samlede blandt andet urter til helbredelse og udførte ritualer baseret på gammel folketro. De blev straffet med landsforvisning og fratagelse af deres ejendom.

I Danmark blev de anklagede stillet til ansvar i deres eget område. Efter Valdemar Sejrs Jyske Lov skulle mindst én af dem, der havde fremført hekseanklagen, lægge sin hånd på den anklagedes hoved og beskylde hende for at være en troldkvinde.

Hvem udpegede heksene?

Befolkningen bar selv en stor del af skylden for hekseprocesserne, da de ikke holdt sig tilbage for at udpege hekse. Blev husdyr syge, mælken sur, eller slog høsten fejl, fik landsbyens særling eller en forhadt nabokone skylden herfor. Heksetroen fungerede derfor som en slags syndebuk i et samfund, hvor hverdagen ofte var hård og fattig. Bogen "The Witchcraft Reader" fra 2002 (se kilder) beskriver, hvordan det faktisk ofte var kvinder, der udpegede hinanden som hekse. Hvis man var med til at dømme andre, håbede man selv på at gå fri.

Den lutheranske trosretning holdt på, at alt var et udslag af Guds vilje. Man mente derfor, at personlige ulykker som sygdom og nød var Guds straf. Folk, der var ramt af ulykke, skyldte skylden på trolddom for at forsikre sig om deres egen uskyld. Hvis nogle klarede sig særlig godt, stod de også for skud, da det blev antaget, at de havde brugt magi til at nå velstand eller skønhed.

De anklagede var også med til at holde processerne i gang. De blev nemlig tortureret til at angive medskyldige heksesøstre.

Hvornår ophørte hekseprocesserne?

Forbudet mod hekseprocesserne kom ikke på samme tidspunkt i alle lande, men blev udstedt indenfor en periode på knap tohundrede år:

1610: Den spanske inkvisition stopper med at forfølge hekse.
1682: Hekseprocesser forbydes i Frankrig.
1693: Danmarks sidste retslige heksebrænding finder sted.
1714: Hekseprocesser forbydes i Preussen.
1736: Hekseprocesser forbydes i England.
1782: Den sidste heksebrænding finder sted i Schweiz.

Hvorfor ophørte hekseprocesserne?

Der er forskellige forklaringer på, hvorfor hekseforfølgelserne, der havde hærget Europa og kostet mange liv, aftog gradvist på tværs af landegrænser. Ifølge bogen "The Witchcraft Reader" fra 2002 (se kilder) skyldes det særligt forandringer på fire områder:

Den europæiske lovgivning.
De uddannede klasser.
Det religiøse miljø.
De generelle livsvilkår.

Én af konsekvenserne af Reformationen var adskillelsen af kirke og stat. Der var en tendens til en spirende sekularisering, hvilket betød, at samfundsanliggender nu skulle bestemmes ud fra ikke-religiøse anskuelser. Der opstod gradvist en ny naturopfattelse, hvor naturen var en mekanisme, som kunne måles og derfor erkendes og beherskes. Dette indebar, at man var mindre tilbøjelig til at pege på hekse som skyldige i alverdens ulykker. Kritiske røster bredte sig også blandt den uddannede elite, og sygdomme, der før blev set som et udslag af sort magi, blev nu forklaret videnskabeligt. Fra 1660 gik Europa ind i en periode med social, politisk, økonomisk og religiøs stabilitet, og i takt med at livsvilkårene blev bedre for de lavere klasser i 1700- og 1800- tallet, faldt antallet af hekseanklager.