Grundloven gennem tiden

Hvad var baggrunden for den første grundlov?

Før Danmark fik sin første grundlov i 1849 var magten samlet ét sted: hos kongen. Danmark havde siden 1660 haft en enevældig konge, hvis magt, i hvert fald formelt set, var uindskrænket. Her var der ingen adskillelse mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt.

Hele Europa var i første halvdel af 1800-tallet præget af nationale bevægelser, der kæmpede for frie forfatninger ifølge Benito Scocozza og Grethe Jensens bog ”Danmarkshistoriens hvem, hvad og hvornår” (se kilder). I første omgang gav det kun begrænsede dønninger i Danmark, men blandt andet spørgsmålet om hertugdømmerne Slesvig og Holstens position i kongeriget satte gang i den nationale bevægelse.

Frederik den 6. (1808-1839) havde i 1830 oprettet stænderforsamlinger med repræsentanter for adel, borgere og bønder, som kunne rådgive kongen. Det blev dog ikke til meget mere, og efterfølgeren Christian den 8. (1839-1848) nåede heller ikke at åbne op for reel folkelig indflydelse. Utilfredsheden steg blandt befolkningen, og særligt blandt det københavnske borgerskab. I 1848 døde Christian den 8. og samme år udbrød der folkelige, nationale revolutioner i store dele af Europa. For at undgå noget lignende i Danmark, blev der sat gang i en forandring, hvor den nye konge Frederik den 7. afgav sin enevældige magt og accepterede en rolle som konstitutionel monark underlagt en forfatning.

 

Hvad indeholdt 1849-grundloven?

Grundloven blev i det følgende år udarbejdet af den grundlovsgivende forsamling og trådte i kraft fra den 5. juni – grundlovsdag – i 1849. Ifølge bogen ”Hvem skal bestemme?” af Nikolaj Petersen og Jens Aage Poulsen (se kilder) bestemte denne første grundlov blandt andet, at statens magt blev delt i tre: Den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Kongen havde dog langt større indflydelse end i dag, da han spillede en aktiv rolle både i udpegelsen af ministre og i lovgivningen. 1849-grundloven sikrede også en række frihedsrettigheder for landets borgere.

Danmark blev et konstitutionelt monarki med et tokammersystem med Rigsdagen bestående af Folketinget og Landstinget. Den væsentligste forskel på de to kamre var, at man skulle være fyldt mindst 40 år og have en betydelig indtægt for at kunne blive valgt ind i Landstinget. En lov var først gældende, hvis den var blevet vedtaget i både Folke- og Landstinget.

Set med samtidens øjne var 1849-grundloven ret fri og lempelig i forhold til, hvem der kunne stemme. Det var dog alligevel kun en meget begrænset del af befolkningen, der fik lov til at stemme. Valgretsalderen var 30 år og herudover talte man om de 7 F’er, som ikke fik valgret i 1849:

  • Fruentimmere: Kvinder
  • Folkehold: Tjenestefolk
  • Fattige: Modtagere af fattighjælp
  • Forbrydere: Folk der havde været i fængsel
  • Fjolser. Sindssyge og åndssvage
  • Fallenter: Folk der ikke kan betale deres gæld
  • Fremmede: Personer uden dansk statsborgerskab/danskere bosat uden for landet

I sidste ende var det blot 15 procent af den samlede befolkning, der havde ret til at stemme.

Hvad indeholdt 1866-grundloven?

Der blev vedtaget en ny grundlov i 1866 i kølvandet på Danmarks nederlag i krigen i 1864 mod Preussen og Østrig og den deraf følgende afståelse af Slesvig, Holsten og Lauenborg. Den nye grundlov var et demokratisk tilbageslag, da den ændrede sammensætningen af Landstinget, så 27 af de 66 medlemmer blev valgt efter reglerne fra 1849, mens 27 medlemmer blev valgt af landets rigeste borgere og de sidste 12 medlemmer blev udpeget af kongen. Dette sikrede ifølge ”Hvem skal bestemme?”, at landets elite, og særligt godsejerne, som blev repræsenteret af partiet Højre, altid ville have flertallet i Landstinget. Dermed kunne de blokere for alle forslag fra Folketinget, som havde en mere blandet sammensætning. Højre var bekymret for, at den politiske magt ville komme til at ligge hos uvidende bønder og ikke hos dem som politikeren Orla Lehmann kaldte for ”de begavede, dannede og formuende”.

Denne politiske hårdknude førte til årtiers forfatningskamp mellem Højre på den ene side og bondepartiet Venstre på den anden side. Forfatningskampen blev først delvist løst med systemskiftet i 1901 og endeligt med grundloven af 1915.

Hvad indeholdt 1915-grundloven?

Det store demokratiske gennembrud kom med grundloven i 1915. Allerede i 1901 var der sket et skred i det politiske liv med det såkaldte systemskifte, hvor Venstre fik regeringsmagten, da kongen gik med til at udpege et Venstreministerium efter Højre havde lidt et stort nederlag ved valget.

De politiske partier havde længe diskuteret en ny grundlov uden at kunne nå til enighed, men udbruddet af 1. Verdenskrig kom til at betyde, at der opstod borgfred mellem partierne, der lod de politiske uenigheder træde i baggrunden. Grundlovsændringen var et kompromis mellem de fire store partier: Det Konservative Folkeparti (Højre), Venstre, Socialdemokratiet og det Radikale Venstre.

Grundloven af 1915 havde som sit måske vigtigste resultat, at kvinder fik stemmeret til Rigsdagen sammen med tjenestefolk. Den almindelige valgret kom også igen til at gælde for Landstinget (man skulle dog være fyldt 35 år), hvilket løste den politiske strid som 1866-grundloven havde givet. Valgsystemet blev ændret, så det bedre afspejlede befolkningens stemmeafgivelse, og det blev et krav, at alle grundlovsændringer skulle godkendes ved en folkeafstemning. Alle ændringerne i grundloven pegede frem mod et mere demokratisk Danmark.

 

Hvorfor blev der vedtaget en grundlovsændring i 1953?

Den væsentligste årsag til grundlovsændringen i 1953 var ifølge ”Hvem skal bestemme?” (se kilder), at Landstinget efterhånden blev anset som overflødigt. Det skyldtes, at der ikke længere var den store forskel på sammensætningen af de to kamre, og samtidig mente mange, at valgretsalderen på 35 år var for høj. Derfor var der bred opbakning til, at ændre grundloven, så Folketinget blev den eneste lovgivende forsamling.

Grundloven blev også ændret således, at parlamentarismen formelt blev indført i Danmark. En parlamentarisk styreform betyder, at regeringen ikke må have et flertal i Folketinget imod sig. Dette princip var blevet fulgt siden systemskiftet i 1901, men nu blev det skrevet ind i grundloven. Andre betydelige ændringer var muligheden for at afholde folkeafstemninger om lovforslag og at reglerne for suverænitetsafgivelse blev fastlagt (se Del 3).