Hvor går grænsen mellem godt og ondt ifølge filosofien?
Mange filosoffer har igennem tiden beskæftiget sig med moralfilosofi – læren om, hvad der er rigtigt og forkert at gøre, sige og tænke. En af de mest kendte moralfilosoffer Immanuel Kant (1724-1804) opstillede det kategoriske imperativ; en moralsk forskrift, der siger, at man skal behandle andre mennesker, som man selv vil behandles. For Kant vil det gode altså sige, at man handler efter en almengyldig regel, som er sand og gyldig for alle mennesker til alle tider. I Kants moralfilosofi ligger der dermed også en forståelse af, at alle mennesker har en værdi i sig selv.
Et andet synspunkt i forhold til etik er det nytteetiske, som man finder i Oplysningstiden hos en filosof som Jeremy Bentham (1748-1832). Inden for nytteetikken opfattes det gode som det, der skaber størst mulig lykke for flest mulige mennesker. Det vil sige, at man ikke skal handle efter, hvad der kan siges at være universelt godt, men at man skal handle efter at opnå størst gavnlig effekt hos flest mulige mennesker. Sat på spidsen er det altså ifølge en nytteetisk logik moralsk acceptabelt at smide et menneske af en tømmerflåde, hvis det betyder, at resten af gruppen kan overleve.
Der findes mange andre filosoffer, der har synspunkter omkring moral, men de to oven for nævnte to positioner beskriver to radikalt forskellige logikker. Gyldendals leksikon Den Store Danske (se kilder) indeholder en overbliksartikel om moralens og etikkens historie og om, hvilke filosoffer der har været indflydelsesrige på dette område.
Hvor går grænsen mellem godt og ondt ifølge religionerne?
Også religion har traditionelt spillet en rolle i forhold til at definere, hvad der er godt og ondt, og gør det stadig for mange mennesker. Ifølge en af Kristeligt Dagblads hjemmesider, religion.dk (se kilder), foreskriver kristendommen f.eks., at man bør handle ud fra et princip om næstekærlighed, hvilket vil sige, at man har pligt til at elske sin næste, og at ethvert menneske har værdi i sig selv. I islam har mennesket først og fremmest pligter over for Gud, og den gode handling er derfor dyrkelsen af Gud, hvilket dog i praksis også har betydning i forholdet til andre levende væsner, som ifølge islam alle er skabt af Gud. Hvis man står over for at skulle vælge mellem to onder, peger islam på, at den gode handling er den handling, der er bedst for et samfund, almenvellet, fremgår det af religion.dk (se kilder). Inden for buddhismen opererer man bl.a. med den etiske norm, at man ikke må tage noget levende væsens liv. I buddhismen har alt levende værdi i sig selv – ikke kun mennesker, men også dyr.
Den buddhistiske etik går også igen hos den amerikanske moralfilosof og bioetiker Peter Singer. Ifølge artiklen ”En verden af artsracister” (se kilder) lancerede han i bogen Dyrenes Frigørelse (1976) det synspunkt, at menneskets behandling af dyr er en form for artsracisme. Med artsracisme mener han, at mennesket som art tilskriver sig selv en større værdi og dermed også flere rettigheder end dyr. Konkret kommer det f.eks. til udtryk, når medicinalindustrien eller skønhedsbranchen tester medicin eller kosmetik på dyr. Eller når mennesker slagter dyr for at spise dem. Denne moralfilosofiske position er desuden interessant, fordi den rykker ved den almindelige forestilling om skellet mellem at være menneske og at være dyr.
Hvor går den etiske grænse?
Nogle gange skelner man ikke mellem moral og etik. Men man kan sige, at hvor moral er læren om, hvordan man bør opføre sig ifølge skik og brug, løfter man sig med etik op på et mere overordnet niveau og overvejer, hvad der ligger til grund for moralen. Der dukker etiske dilemmaer og diskussioner op i vores samfund, når noget ændrer sig: Hvis der indføres en ny politik, f.eks. om velfærdsydelser, eller hvis den teknologiske udvikling muliggør ny behandling i sundhedsvæsenet, følger der typisk etiske spørgsmål eller dilemmaer med.
I Danmark har vi det Det Etiske Råd, som rådgiver og skaber samfundsdebat om vigtige etiske dilemmaer, som opstår i forbindelse med ny bio- og genteknologi. Men rådet fokuserer også generelt på etiske spørgsmål i sundhedsvæsenet såsom aktiv dødshjælp. Det Etiske Råd blev oprettet i 1987, som en konsekvens af den debat, der fulgte i kølvandet på fødslen af det første reagensglasbarn i 1984 (se kilder). Ny teknologi havde rykket grænserne for, hvad der var muligt rent bioteknologisk, og dermed ændrede det også på forestillingen om, hvad der er normalt og ikke-normalt, rigtigt og forkert.
Man debatterer også etiske grænser, når man f.eks. diskuterer organdonation og – transplantation, abort, rugemødre, dødsstraf eller aktiv dødshjælp: Hvornår er et foster lig med liv? Hvornår er det i orden at tage livet af et menneske? Er det i orden at købe en ny nyre af en fattig inder på den anden side af Jorden, eller er det moralsk forsvarligt at betale en kvinde for at bære og føde sit barn?
Mange af disse etiske dilemmaer dukker op, når teknologiske eller geografiske grænser flytter sig. Teknologiske fremskridt og globalisering har f.eks. betydet, at organdonation på en ny måde bliver et etisk dilemma, når en velhavende europæer køber en nyre af en fattig asiat. Grænserne for, hvad man kan købe sig til, har rykket sig, og det stiller dermed nye spørgsmål omkring de etiske grænser for, hvad der er rigtigt eller forkert.
Helt aktuel er den etiske debat omkring, hvorvidt en mand bør have mulighed for at få ’juridisk abort’, det vil sige en juridisk ret til at frasige sig sit biologiske afkom. Dette spørgsmål dukkede (igen) op i samfundsdebatten i januar 2016 i forbindelse med, at DR sendte dokumentaren ”Ufrivillig far” (se kilder). Her introducerede samfundsøkonom Henrik Platz et forslag om ’juridisk abort’, som vil sige, at en mand skal have ret til at frasige sig faderskabet til et barn, så han ikke er økonomisk eller juridisk forpligtet som forælder til barnet. Hans argument for, at der bør indføres en lov om juridisk abort til mænd er blandt andet, at det vil stille mænd mere lige med kvinder, som siden 1973 har haft mulighed for at afbryde et uønsket svangerskab frem til 12. uge (og i enkelte tilfælde også senere i svangerskabet). Andre kritiserede forslaget for bl.a. at sætte mandens og kvindens rettigheder over barnets og for at forsøge at sidestille frasigelse af faderskab med abort, selv om det første ikke handler om, at et svangerskab afbrydes.