Hvad handler debatten om det frivillige arbejde om?
Debatten handler især om, hvordan rollerne og ansvaret skal fordeles mellem det offentlige og de frivillige organisationer sådan, at de to parter supplerer og hjælper hinanden i stedet for at spænde ben for eller direkte overtage hinandens arbejde. Blandt de centrale spørgsmål i debatten er: Hvad er den frivilliges rolle? Skal frivillige ’professionaliseres’, eller er det vigtigt, at de frivillige ikke bliver fagprofessionelle? Er det bestemte opgaver, som frivillige per definition løser bedre end det offentlige eller omvendt? Hvor går grænserne for, hvad det offentlige kan overlade til de frivillige? Hvordan undgår man, at frivillige bliver en erstatning for lønnet arbejdskraft i offentlig service? Hvordan undgår man, at det engagement, som driver frivillige, ikke undertrykkes af krav, regler og forpligtelser, fordi de frivillige organisationer er økonomisk afhængige af det offentlige?
Hvilke problemer peger frivilligorganisationerne på?
De seks organisationer, Røde Kors, Ældre Sagen, Kræftens Bekæmpelse, DIF, DUF og DGI gjorde i den tidligere nævnte fælles kronik i Kristeligt Dagblad (se kilder) opmærksom på, at frivilligt arbejde kommer for tæt på ulønnet arbejde, når det bliver iværksat i et forsøg på at lappe huller i velfærden. Som de formulerer det: ”Det skal ikke være fordi, kommunen mangler hænder til at drive et værested eller en kantine i en hal. Respekten for det er afgørende i et nyt frivilligcharter.” Generelt er frivilligorganisationerne altså bekymrede for, at det offentlige vil udnytte den frivillige arbejdskraft i forbindelse med opgaver, det selv burde aflønne folk for at udføre.
Et andet problem set fra organisationernes perspektiv er, at deres rolle som selvstændige, innovative, værdibårne og oprørske organisationer går tabt. Som tidligere chef for Kirkens Korshær, Bjarne Lenau Henriksen, ifølge Kristeligt Dagblads artikel ”Grænser for frivillighed! Eller?” udtrykte det til en konference om det offentliges stigende brug af frivilligt socialt arbejde: ”Frivilligheden er i dag en konsekvens af socialpolitikken og ikke en selvstændig inspirator til samme.” (se kilder) I stedet for at inspirere til nytænkning på området, er det frivillige arbejde altså kommet til at stå i direkte forlængelse af den offentlige velfærd – eller manglen på samme. En lignende bekymring udtrykker udviklingskonsulent i Dansk Folkeoplysnings Samråd Helle H. Bjerregård og tidligere generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd Hans Stavnsager i en fælles artikel til Information fra foråret 2012. Her skriver de blandt andet: ”Foreningernes traditionelle rolle som korrektiv til og vagthund over for den offentlige sektor og det etablerede politiske system risikerer lige så stille at forsvinde. Hvilken hund bider af den hånd, der fodrer den?”. Bjerregård og Stavnsager er altså bange for, at de principielt uafhængige foreninger helt mister deres evne til at sige fra overfor den offentlige sektor og i forlængelse af det evnen til at tilbyde alternative, innovative og ikke mindst demokratifremmende fællesskaber (se kilder).
Hvilke problemer ser forskerne?
Flere forskere har i tråd med organisationernes advarsel peget på, at det frivillige arbejde risikerer at miste sine særlige styrker og fordele, hvis forholdet til det offentlige bliver for tæt og præget af for stor afhængighed. En af dem er lektor Anders la Cour fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS, der gennem flere år har forsket i de frivillige organisationers samspil med staten. På baggrund af sin forskning gør han opmærksom han på, at frivilligt socialt arbejde i stigende grad er blevet et supplement til i stedet for et alternativ til det offentlige. I artiklen ”Staten begærer de frivillige” trykt i Information i 2012 (se kilder) forklarer han, at denne udvikling er sket, fordi staten har forsøgt at professionalisere de frivillige organisationer.
Ifølge Anders la Cour, tilfører frivillige ofte en dynamik og et anarkistisk element, som risikerer at gå tabt, når det offentlige forsøger at ”tøjle” frivillige organisationer. Desuden mener han, at organisationerne som følge af deres indlemmelse i det offentliges arbejde vil begynde at levere, hvad staten vil have i stedet for, hvad de enkelte organisationer selv har valgt at prioritere. Sker dette vil de ifølge la Cour ikke længere udgøre et reelt alternativ til det offentlige. Et andet relevant problem ved den offentlige indflydelse er ifølge Anders la Cour, at de frivillige risikerer at miste motivationen, hvis deres arbejde hele tiden besværliggøres af tidskrævende offentlige procedurer. Som han udtrykker det i den førnævnte artikel i Information: ”Det, der giver mening for den frivillige er, at kunne gøre en meningsfuld forskel i nuet, hvor man ikke nødvendigvis lader sig begrænse af de regler, der nu måtte være på området. De frivillige tænker ikke på det, de laver som en service, men som en hjælp, der bliver givet på nuets betingelser, og det er det, der er så fantastisk givende ved at være frivillig”.