Frivilligt arbejde

Næsten halvdelen af danskerne giver i dag en frivillig hånd i idrætsforeninger, politiske organisationer, patientforeninger og NGO-organisationer landet over. Ofte er de frivillige drevet af et ønske om at hjælpe til og tage et aktivt medansvar for den verden og det samfund, der omgiver dem. I andre tilfælde er frivilligt arbejde mere motiveret af muligheden for at pynte cv’et med lidt filantropisk krydderi end af et brændende socialt engagement. Uanset den enkeltes motivation spiller frivilligt arbejde i dag en stadigt voksende rolle i vores samfund.

     I et moderne demokratisk land som Danmark, hvor medborgerskab og fællesskab ofte italesættes som limen, der skal holde det hele sammen, er den frivillige arbejdskraft efterhånden blevet en selvfølge. Skal man tro de kritiske røster, er frivilligt arbejde dog ikke udelukkende et positivt, idealistisk og samfundsgavnligt projekt. For hvor er samfundet på vej hen, når det offentlige begynder at lade frivillige varetage sociale opgaver, som staten traditionelt har taget sig af? Og hvad sker der med de frivillige organisationer og det kreative og uafhængige foreningsliv, når det offentlige begynder at kræve større administration til gengæld for støttekronerne?

På Social- og Integrationsministeriets hjemmeside (se kilder) finder man nedenstående definition af frivilligt arbejde:

     "En indsats, der:

• er frivillig: Det vil sige, at aktiviteten udføres uden fysisk, retslig eller økonomisk tvang. En person må ikke kunne trues med økonomiske eller sociale sanktioner (for eksempel afskæres fra et socialt netværk), hvis vedkommende ikke længere ønsker at udføre opgaven 
• ikke er lønnet: At frivilligt arbejde ikke er lønnet udelukker dog ikke, at en frivillig person modtager godtgørelse for udgifter, vedkommende har i forbindelse med udførelsen af opgaven, for eksempel transport- og telefonudgifter. Eller at en person modtager et symbolsk beløb for sit frivillige arbejde. 
• udføres over for personer uden for den frivilliges familie og slægt. Derved afgrænses frivilligt arbejde fra almindeligt husholdningsarbejde og omsorg over for familiemedlemmer 
• er til gavn for andre end én selv og ens familie 
• er formelt organiseret."

     At frivilligt arbejde er formelt organiseret betyder, at almindelig hjælpsomhed eller spontane handlinger, som for eksempel at følge en ældre eller handicappet person over gaden eller bære deres indkøbsposer hjem fra Brugsen, ikke kan betegnes som frivilligt arbejde.

Danskerne lægger flest ulønnede arbejdstimer i idræt, kultur, fritid og på det sociale område. De fleste af de i millionvis af frivillige arbejdstimer i Danmark bruges til bestyrelses-, råds- og udvalgsarbejde. Frivilligrapporten fra Social- og integrationsministeriet (se kilder) viser at godt halvdelen af alle frivillige har været engageret i denne type opgaver. De administrative opgaver fylder altså langt mere end for eksempel omsorgsopgaver og anden direkte brugerkontakt.

Ifølge en rapport fra Social- og Integrationsministeriet om den frivillige sociale indsats i 2012 (se kilder) udfører 40 % af den danske befolkning en eller anden form for frivilligt arbejde. Danskerne er dermed et af de folk i verden, som engagerer sig allermest i frivilligt arbejde.  I 2012 udførte danskerne ifølge rapporten 350 millioner timer frivilligt arbejde tilsammen. I et globalt perspektiv er det et ganske højt tal. Her skal man dog være opmærksom på, at mange lande ikke har samme tradition for at organisere og formalisere indsatsen for socialt udsatte, fattige og ensomme som herhjemme. I de lande er der ofte en stærkere tradition for, at folk hjælper naboer, slægtninge og lignende, men den slags tæller ikke med som frivilligt arbejde i de formelle opgørelser.

Både mænd og kvinder, unge og ældre, folk med lange uddannelser, ufaglærte og arbejdsløse laver frivilligt arbejde. Næsten alle dele af samfundet er altså repræsenteret i Danmarks frivillige arbejdsstyrke. Der er dog forskel på, hvem der udfører mest frivilligt arbejde, hvilken slags frivilligt arbejde, de engagerer sig i, og hvor i landet de bor. Disse tal og fakta kan for de flestes vedkommende findes i frivilligrapporten fra Social- og Integrationsministeriet (se kilder), som bygger på en undersøgelse af 8.878 danskere. Denne rapport er kilde til de tal og fakta, som indgår i de følgende afsnit.

Flest frivillige finder man blandt de 40-49-årige, hvoraf 46 procent har arbejdet ulønnet inden for det seneste år. Færrest finder man – sandsynligvis af naturlige helbredsmæssige årsager – i aldersgruppen 70 år og derover, hvor 27 procent svarer, at de har udført frivilligt arbejde i 2012. Blandt de unge og rørige viser undersøgelsen fra 2012 en markant fremgang i frivilligheden. Hvor kun 18 procent af de 16-29-årige arbejdede frivilligt i 2004, var det i 2012 oppe på 40 procent af samme aldersgruppe, der udførte frivilligt arbejde.

     Kigger man på kønsfordelingen, er det ifølge flere undersøgelser mændene, der lægger flest frivillige arbejdstimer. Som kulturministeriets undersøgelse ”Danskernes kulturvaner 2012” (se kilder) viser, er det især på idrætsområdet som ledere, trænere og lignende, at mændene er frivilligt aktive. Ser man på skole- og daginstitutionsområdet, er det derimod kvinderne, der dominerer billedet.

Den største andel af de, der arbejder frivilligt, finder man blandt personer med en lang universitetsuddannelse (minimum 5 år). 52 procent af de adspurgte inden for denne kategori svarede, at de havde arbejdet som frivillige i 2012. Særligt inden for det sociale område, det politiske/interesseorganiserede og inden for uddannelsesområdet er de højtuddannede overrepræsenteret. Ser man på idræt- og fritidsområdet, er de højtuddannede dog knap så aktive.

Overordnet set er der flere danskere vest for Storebælt end øst for, der laver frivilligt arbejde, og regionerne Syddanmark, Midtjylland og Nordjylland er bedst repræsenteret. Færrest frivilligt arbejdende er der i Region Sjælland og i Hovedstaden. Danskere, der bor på landet og i små provinsbyer udfører generelt mere frivilligt arbejde end storby-danskerne.

Hvor meget og hvordan man engagerer sig i frivilligt arbejde udvikler sig til en vis grad med ens livssituation. Det gælder langtfra for alle frivilligt engagerede danskere, men især for kvindernes vedkommende ser der ud til at være en sammenhæng. I Frivilligrapporten står der (se kilder): ”Hvor man som ung lidt forenklet sagt ofte gerne vil forandre verdenen gennem socialt, politisk eller humanitært arbejde, flyttes det frivillige engagement senere i livet, hvis man får børn, til børnenes fritidsinteresser og forældreforeninger, bestyrelser m.m. Når man bliver ældre og børnene er flyttet hjemmefra, vælger man så typisk at engagere sig i det frivillige sociale arbejde.”

Som beskrevet i det forudgående afsnit er der en sammenhæng mellem folks livssituation og deres valg af og eventuelle ophør med frivillige aktiviteter. Tendensen er, at man stopper som frivillig, når engagementet ikke længere er til stede, fordi ens egen situation ændrer sig. Når ens egne børn ikke længere er aktive i fodboldklubben, mister folk for eksempel ofte interessen og motivationen for at arbejde der. Den mest effektive måde at rekruttere danskerne til og fastholde dem i det frivillige arbejde er at spørge eller opfordre den enkelte. Det fremgår af Frivilligrapporten fra Social- og Integrationsministeriet (se kilder).

Danskerne er glade for at arbejde frivilligt, hvilket ses på antallet af frivillige danskere og den tid, de investerer i arbejdet. Deres indsats bliver ikke bare påskønnet af dem, de hjælper direkte, men også af det offentlige. En stor del af det frivillige arbejde modtager derfor offentlige støttekroner og fungerer som et samarbejde mellem de enkelte organisationer og det offentlige – et forhold, der bygger på en gensidig afhængighed parterne imellem. Det har udløst en debat om, hvorvidt frivilligheden kan bevare sin kerne af frihed og undgå at blive tynget af det offentliges krav om professionalisering, effektivitet og dokumentation.  De frivillige organisationer er på finansloven, og økonomien spiller uomtvisteligt en væsentlig rolle for deres arbejde. I artiklen ”Frivillige kræfter fornyr velfærden” på Frivilligrådets hjemmeside www.frivilligrådet.dk (se kilder) fremstiller formanden for Frivilligrådet, Vibe Klarup Voetmann, dette gensidige forhold: ”Det offentlige og de frivillige foreninger samarbejder allerede i et omfang, som blandt andet afspejler sig i puljetilskud på flere milliarder årligt, når man ser hen over de mange områder fra idræt og kultur over miljø til social indsats. Op mod 40 procent af de frivillige foreningers økonomi kommer fra samarbejde med det offentlige. Økonomisk politik har en enorm betydning for frivillige. Civilsamfundet er derfor ikke interesse- eller magtfrit område.”

Dokumentation af indsatsen, fokus på særlige målgrupper og bestemte arbejdstimer er nogle af de krav, det offentlige stiller for sine støttekroner. Et tydeligt eksempel på dette er de offentligt støttede herberger og varmestuer for hjemløse, som skal overholde nogle helt bestemte regler. En af de mest markante og omdiskuterede er, at de ikke må lade udenlandske hjemløse benytte sig af tilbuddene om overnatning, mad osv. Det offentlige kræver desuden løbende regnskaber og evalueringer af de frivilliges indsats, hvilket betyder, at der nu skal bruges mange flere kostbare frivillige arbejdstimer på administrative opgaver. En anden negativ effekt af den øgede administration er, at de hjemløse flere steder skal registreres med navn, alder og køn – noget som mange i netop den position har det meget svært med.

Frivilligchartret er et officielt dokument, som udlægger de grundlæggende værdier og rammer for samspillet mellem den frivillige verden og det offentlige. Charteret er altså ikke at forveksle med en lovtekst, men skal forstås som et såkaldt retningsanvisende dokument, der skal danne grundlag for politiske beslutninger og diskussioner om emnet lokalt og nationalt. Charteret blev oprindeligt udarbejdet af repræsentanter fra det offentlige og det frivillige Danmark i 2001. I juli 2013 blev det fornyet, så det passede til de udfordringer velfærdssamfundet og det frivillige arbejde står over for efter krisen. I det nye charter (se kilder), er der lagt vægt på, at den frivillige verden og det offentlige skal indgå i et ligeværdigt forhold, der bygger på tillid, gensidig forståelse og respekt for hinandens forskellige opgaver og roller. Begge parter har brug for hinanden; på grund af den økonomiske krise har samfundet i dag mere end nogensinde brug for en massiv frivillig indsats, ligesom de frivillige organisationer har brug for økonomisk støtte. Det nye frivilligcharter er blevet udformet af en arbejdsgruppe, der bestod af repræsentanter fra kommuner, regioner, KL, en lang række foreninger, råd og organisationer samt Social- og integrationsministeriet, Kulturministeriet, Økonomi- og indenrigsministeriet og Ministeriet for sundhed og forebyggelse.

I kronikken ”Vi står sammen om frivilligheden” trykt i Kristeligt Dagblad i foråret 2013 (se kilder) forklarer seks af landets store frivillige organisationer Røde Kors, Ældre Sagen, Kræftens Bekæmpelse, DIF, DUF og DGI deres ønsker for det kommende frivilligcharter. Her skriver de blandt andet: ”Som frivillig går du ind i arbejdet for at gøre en forskel for de mennesker, du engagerer dig i. Det må vi ikke ødelægge ved at pålægge den enkelte frivillige et omfattende administrativt bøvl – så risikerer vi at dræbe lysten til frivillighed. Det ser vi også̊ gerne adresseret i et nyt frivilligcharter” (se kilder). Baggrunden for frivilligcharteret var altså – fra organisationernes perspektiv – først og fremmest at få skabt nogle rammer, der forhindrer fremadrettet, at det altafgørende engagement hos de frivillige drukner i offentligt pålagte administrationsopgaver. I det endelige charter er dette blevet til et kompromis, hvor der stadig bliver lagt vægt på, at offentligt støttede organisationer skal formulere og definere deres samfundsmæssige målsætninger, værdier og rammer samtidig med, at der tages kraftigt afstand fra offentlig bureaukratisering. Som det formuleres direkte i charteret: ”Frivilligheden udfolder sig bedst, når der gives vide rammer. Vi vil arbejde for et enkelt og ubureaukratisk samarbejde, da det er en vigtig forudsætning for frivilligt engagement. Hvis foreningerne og de frivillige skal bidrage aktivt til udviklingen, er det en forudsætning, at der ikke lægges unødige administrative hindringer i vejen for foreningslivet og de frivillige.” (se kilder).

Et eksempel fra dagens Danmark på en forening, der er blevet fuldstændig afhængig af en frivillig indsats er Diabetesforeningen. På foreningens hjemmeside står der: ”Diabetesforeningen bygger en stor del af sit arbejde på frivillige over hele landet, som yder en kæmpeindsats i kampen mod diabetes” (se kilder). I artiklen ”Velfærdsstaten vælter sig i frivillige” fra Politiken (se kilder) fortæller foreningens direktør, Henrik Nedergaard, hvorfor Diabetesforeningen har set sig nødsaget til at benytte sig af frivillig arbejdskraft: ”Danmarks 292.000 diabetikere koster os årligt 31,5 milliarder kroner inklusiv tabt arbejdsfortjeneste, og der er kommet en klar erkendelse af, at man er nødt til at tænke ud af boksen og lade frivillige hjælpe til.” (se kilder). På grund af sygdommens enorme omfang kan foreningen altså ikke længere klare sig uden frivillige hænder, der hjælper med alt fra salg af skrabelodder til lokalpolitisk lobbyarbejde, telefonisk rådgivning på Diabeteslinjen samt afholdelse og udvikling af events og foredrag om diabetes.

Debatten handler især om, hvordan rollerne og ansvaret skal fordeles mellem det offentlige og de frivillige organisationer sådan, at de to parter supplerer og hjælper hinanden i stedet for at spænde ben for eller direkte overtage hinandens arbejde. Blandt de centrale spørgsmål i debatten er: Hvad er den frivilliges rolle? Skal frivillige ’professionaliseres’, eller er det vigtigt, at de frivillige ikke bliver fagprofessionelle? Er det bestemte opgaver, som frivillige per definition løser bedre end det offentlige eller omvendt? Hvor går grænserne for, hvad det offentlige kan overlade til de frivillige? Hvordan undgår man, at frivillige bliver en erstatning for lønnet arbejdskraft i offentlig service? Hvordan undgår man, at det engagement, som driver frivillige, ikke undertrykkes af krav, regler og forpligtelser, fordi de frivillige organisationer er økonomisk afhængige af det offentlige?

De seks organisationer, Røde Kors, Ældre Sagen, Kræftens Bekæmpelse, DIF, DUF og DGI gjorde i den tidligere nævnte fælles kronik i Kristeligt Dagblad (se kilder) opmærksom på, at frivilligt arbejde kommer for tæt på ulønnet arbejde, når det bliver iværksat i et forsøg på at lappe huller i velfærden. Som de formulerer det: ”Det skal ikke være fordi, kommunen mangler hænder til at drive et værested eller en kantine i en hal. Respekten for det er afgørende i et nyt frivilligcharter.” Generelt er frivilligorganisationerne altså bekymrede for, at det offentlige vil udnytte den frivillige arbejdskraft i forbindelse med opgaver, det selv burde aflønne folk for at udføre.

     Et andet problem set fra organisationernes perspektiv er, at deres rolle som selvstændige, innovative, værdibårne og oprørske organisationer går tabt. Som tidligere chef for Kirkens Korshær, Bjarne Lenau Henriksen, ifølge Kristeligt Dagblads artikel ”Grænser for frivillighed! Eller?” udtrykte det til en konference om det offentliges stigende brug af frivilligt socialt arbejde: ”Frivilligheden er i dag en konsekvens af socialpolitikken og ikke en selvstændig inspirator til samme.” (se kilder) I stedet for at inspirere til nytænkning på området, er det frivillige arbejde altså kommet til at stå i direkte forlængelse af den offentlige velfærd – eller manglen på samme. En lignende bekymring udtrykker udviklingskonsulent i Dansk Folkeoplysnings Samråd Helle H. Bjerregård og tidligere generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd Hans Stavnsager i en fælles artikel til Information fra foråret 2012. Her skriver de blandt andet: ”Foreningernes traditionelle rolle som korrektiv til og vagthund over for den offentlige sektor og det etablerede politiske system risikerer lige så stille at forsvinde. Hvilken hund bider af den hånd, der fodrer den?”. Bjerregård og Stavnsager er altså bange for, at de principielt uafhængige foreninger helt mister deres evne til at sige fra overfor den offentlige sektor og i forlængelse af det evnen til at tilbyde alternative, innovative og ikke mindst demokratifremmende fællesskaber (se kilder).

Flere forskere har i tråd med organisationernes advarsel peget på, at det frivillige arbejde risikerer at miste sine særlige styrker og fordele, hvis forholdet til det offentlige bliver for tæt og præget af for stor afhængighed. En af dem er lektor Anders la Cour fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS, der gennem flere år har forsket i de frivillige organisationers samspil med staten. På baggrund af sin forskning gør han opmærksom han på, at frivilligt socialt arbejde i stigende grad er blevet et supplement til i stedet for et alternativ til det offentlige. I artiklen ”Staten begærer de frivillige” trykt i Information i 2012 (se kilder) forklarer han, at denne udvikling er sket, fordi staten har forsøgt at professionalisere de frivillige organisationer.

     Ifølge Anders la Cour, tilfører frivillige ofte en dynamik og et anarkistisk element, som risikerer at gå tabt, når det offentlige forsøger at ”tøjle” frivillige organisationer. Desuden mener han, at organisationerne som følge af deres indlemmelse i det offentliges arbejde vil begynde at levere, hvad staten vil have i stedet for, hvad de enkelte organisationer selv har valgt at prioritere. Sker dette vil de ifølge la Cour ikke længere udgøre et reelt alternativ til det offentlige. Et andet relevant problem ved den offentlige indflydelse er ifølge Anders la Cour, at de frivillige risikerer at miste motivationen, hvis deres arbejde hele tiden besværliggøres af tidskrævende offentlige procedurer. Som han udtrykker det i den førnævnte artikel i Information: ”Det, der giver mening for den frivillige er, at kunne gøre en meningsfuld forskel i nuet, hvor man ikke nødvendigvis lader sig begrænse af de regler, der nu måtte være på området. De frivillige tænker ikke på det, de laver som en service, men som en hjælp, der bliver givet på nuets betingelser, og det er det, der er så fantastisk givende ved at være frivillig”.

I England er der en større tradition for at lade private frivillige organisationer – herunder særligt kirkelige organisationer – varetage regulære velfærdsopgaver end herhjemme. Ifølge Center for frivilligt socialt arbejdes hjemmeside frivillighed.dk udgør velfærdsydelser hele 25 procent af nonprofit-sektorens frivillige arbejde i England. I Danmark er det til sammenligning 15 procent af de ulønnede frivillige arbejdstimer, der går til velfærdsydelser (se kilder). Står det til landets liberale premierminister David Cameron, skal de private velgørende organisationer i fremtiden overtage endnu flere af statens velfærdsydelser. I artiklen ”Privat velgørenhed skal overtage statens opgaver” fra Kristeligt Dagblad citeres han blandt andet for at sige: "Vi skal vende staten totalt på hovedet og skabe lokalsamfund med en drivkraft, hvor offentligt ansatte har frihed til at være innovative, og hvor vi skaber en ny kultur baseret på frivillighed, filantropi og socialt engagement." (se kilder). Camerons vision er på sigt at mindske staten og det offentlige bureaukrati og give magten og tilbage til folket repræsenteret af de frivillige organisationer. Det store spørgsmål er i England såvel som herhjemme, hvordan det påvirker både velfærden, den enkelte og frivilligorganisationerne, at man pålægger private og værdibaserede organisationer så stort et ansvar.

I USA er det offentlige sociale sikkerhedsnet og staten i det hele taget meget mindre end i Danmark. Blandt andet findes der ikke offentlig sygesikring på samme måde som i Danmark. Dette betyder, at det i USA i langt højere grad er frivillig arbejdskraft organiseret af enten offentligt støttede sociale projekter eller private velgørenhedsorganisationer, der varetager forskellige former for social hjælp til de aller mest trængte. De mange, meget fattige i USA, som staten ikke selv tager direkte hånd om, er altså helt eller delvist afhængige af, at der findes offentlige eller private frivilligorganisationer, som tilbyder alt fra gratis lægehjælp til et varmt måltid mad. I USA er frivilligt arbejde med andre ord en fuldt ud integreret og nødvendig del af det sociale arbejde.

En undersøgelse foretaget af YouGov for Ældre Sagen i foråret 2013 viser at, “70 procent af danskerne mener, at frivillige foreningers arbejde bidrager med livskvalitet og velfærd på en måde, som det offentlige ikke er i stand til.” Et stort flertal af danskerne mener altså, at det frivillige arbejde bidrager med noget væsentligt – og at det gør det på en anden måde, end det offentlige er i stand til. De er altså opmærksomme på og værdsætter det frivillige arbejdes særlige kvalitet.

Meget tyder på, at der ikke bliver mindre behov for frivillig arbejdskraft i fremtiden. Ifølge landets kommunaldirektører er de frivilliges indsats altafgørende, hvis man skal kunne opretholde niveauet i de offentlige velfærdsydelser trods de kommunale budgetnedskæringer. I en rundspørge foretaget af Kommunernes Landsforening til foreningens nyhedsbrev Momentum fra januar 2013 (se kilder) svarer 64 procent af landets kommunaldirektører, at kommunerne er nødt til at bruge mere frivillig arbejdskraft i fremtiden. Hele 89 procent dem mener, at det er muligt tænke den frivillige indsats mere ind i de kommunale serviceydelser. Men det er ikke kun antallet af frivillige, der skal gentænkes. 84 procent af kommunaldirektørerne mener også, at man bør begynde opbløde reglerne for, hvilke funktioner en frivillig må varetage. Den holdning bakkes op af direktør Jørgen Søndergaard ved SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd: ”Hvis de frivillige skal være en mere værdifuld ressource for den kommunale velfærdsproduktion, så skal man åbne dørene noget mere for dem. Det kan ikke nytte noget, at man siger, I gerne må komme og hygge med nogle børn nede i daginstitutionen, når I selv synes, I har tid til det. Hvis det skal have en værdi for nogen, skal de frivillige have en veldefineret rolle,” siger Jørgen Søndergaard til Momentum (se kilder).

     De frivillige vil altså skulle påtage sig et endnu større ansvar for konkrete offentlige ydelser, hvis de skal kunne afhjælpe problemerne på velfærdsområdet. Også på Christiansborg ser man frivillige som en mere integreret del af fremtidens velfærd. Socialdemokraternes social- og handicap ordfører Maja Panduro udtaler også til Momentum, at hun gerne så de frivillige få en mere aktiv rolle i velfærdsydelserne, når blot de kun bliver sat til at udfylde jobs, der matcher deres særlige kompetencer: ”Vi skal bruge de frivillige til at udvikle vores velfærdsløsninger. Selv hvis vi svømmede i penge, vil det være hensigtsmæssigt at bruge de frivillige mere, fordi de kan noget, som det offentlige ikke kan. De frivillige skal ikke blive discount-sosu’er.” Det store spørgsmål er præcis, hvor grænsen for den frivillige indsats skal gå. Blandt kommunerne er holdningen, at grænsen ikke bør trækkes for skarpt op på forhånd, men i Fagforbundet Fag og Arbejde (FOA) er formand Dennis Kristensen ikke i tvivl: ”Det er en god idé, når det gælder tiltag, som supplerer det offentliges indsats. Eksempelvis i forhold til ensomhed, hvor jeg synes, besøgsvenner er en prægtig idé. Men når nogle politikere forestiller sig, at frivillige kan erstatte lønnet arbejdskraft, bliver vi selvfølgelig bekymrede både på egne og velfærdens vegne. Grænsen for de frivilliges indsats skal drages lige præcis dér, hvor der er brug for uddannelse, viden og erfaring,”. Om det frivillige arbejde på sigt bliver ved med at være et supplement til og ikke en erstatning for den offentlige velfærd, kan kun tiden vise, men meget tyder på, at der ikke bliver færre frivillige hænder i fremtidens samfund.