Folketingsvalgets historie frem til 2001

Main image kapitel
Billedet er et forstudie til et berømt maleri, der forestiller den radikale C. Th. Zahle, som stod bag Grundloven i 1915 der bl.a. gav kvinder valgret.
Billedet er et forstudie til et berømt maleri, der forestiller den radikale C. Th. Zahle, som stod bag Grundloven i 1915 der bl.a. gav kvinder valgret.
Foto: Keld Navntoft / Scanpix

Hvad er junigrundloven 1849?

Inden indførelsen af Grundloven den 5. juni 1848 var det reelt kongen, der havde al magt i Danmark – både den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Hans magt var understøttet af en forsamling af rigets mest velstillede samfundsgrupper, som diskuterede og i visse tilfælde traf beslutninger for kongen. Denne gruppe kaldte man Rigsdagen. Men med indførelsen af Grundloven fik Rigsdagen en ny betydning som et demokratisk parlament.

Grundloven betød blandt andet, at magten blev adskilt i en lovgivende, en dømmende og en udøvende magt:

  • Den lovgivende magt svarer til Folketinget (datidens Landsting og Folketing). Det er en folkevalgt forsamling, som udarbejder og vedtager love. Lovene skal dog underskrives af dronningen for at være gældende.

  • Den udøvende magt svarer til regeringen. Regeringen har tre opgaver, den skal tage sig af: at fremsætte lovforslag sammen med Folketinget, at gennemføre love, som vedtages af Folketinget, og at lede de forskellige ministerier via ministrene.

  • Den dømmende magt, som repræsenteres af domstolene.

Tredelingen blev indført for at sikre et stabilt folkestyre og for at forhindre magtmisbrug ved, at de tre grupper af magthavere kan kontrollere hinanden. Den lovgivende og udøvende magt kontrollerer hinanden på den måde, at et flertal blandt Folketingets 179 medlemmer har mulighed for at vælte en regering eller en minister ved at stille et mistillidsvotum. Statsministeren kan desuden til enhver tid opløse Folketinget og udskrive nyvalg i håb om at få et mere samarbejdsvilligt Folketing.

I praksis står Dronningen uden for magtens tredeling, selvom hun formelt udnævner og afskediger ministrene.

Hvornår var det første folketingsvalg?

Det første valg til det danske Folketing fandt sted den 4. december 1849. Valget var et resultat af, at Rigsdagen, som den øverste lovgivende forsamling hed dengang, vedtog den første grundlov den 5. juni 1849. Samtidig vedtog Rigsdagen Lov om Valg til Rigsdagen, som omfattede valg til begge Rigsdagens kamre, Folketinget og Landstinget.

Den første valglov var noget anderledes end de regler, vi kender i dag. Selv om man indførte såkaldt lige og almindelig valgret, var valgloven set med nutidens øjne meget restriktiv. Populært sagt udelukkede man en række F’er: Fruentimmere (kvinder), folkehold (tjenestefolk), fattige, forbrydere, fremmede samt de umyndiggjorte. Samtidig var valgretsalderen 30 år. Alt i alt betød det, at kun cirka 15 procent af befolkningen over 30 år havde valgret i 1849.

Hvad betød Grundlovsændringen anno 1866?

Selv om der blev taget et afgørende skridt med vedtagelsen af Grundloven i 1849, har det danske demokrati langtfra fungeret uproblematisk frem til i dag, ligesom det heller ikke hele tiden har udviklet sig i retning af stadigt mere folkestyre. Efter nederlaget til Preussen og Østrig i 1864 og det medfølgende tab af hertugdømmerne Slesvig og Holsten opstod et politisk tomrum i Danmark. Flere blandt den økonomiske elite var allerede i 1850’erne begyndt at fortryde Grundlovens bestemmelser om den almindelige, mandlige valgret, da de var bange for, at bønderne fik for stor magt.

Derfor benyttede en gruppe godsejere det politiske tomrum til at få gennemført en ny grundlov. Ifølge Grundloven af 1866 var der samme valgret som i 1849-grundloven til Folketinget, men de 66 medlemmer til Landstinget blev valgt på en ny måde, der sikrede, at godsejerne havde flertal. Det største problem i den sammenhæng var, at der ikke fandtes regler for, hvordan konflikter mellem Folketinget og Landstinget skulle løses, og dermed blev lovgivningsarbejdet i vid udstrækning lammet.

Hvad betød Grundlovsændringen anno 1915?

Der skulle gå yderligere 49 år, før grundlovsændringerne fra 1866 blev ændret, det skete nemlig i 1915. Ved denne grundlovsændring skete et yderligere demokratisk tiltag, idet også kvinder fik valgret til Rigsdagen. I årene før havde de fået indflydelse på det politiske liv ved i 1903 at få stemmeret til menighedsrådene og i 1908 til de kommunale råd, men fra 1915 havde de endelig valgret på linje med mændene. Det betød også, at kvinderne kunne stille op til Folketinget, og ved det efterfølgende valg den 22. april 1918 blev fem kvinder valgt ind i Landstinget – mest kendt i eftertiden er socialdemokraten Nina Bang, der i 1924 blev den første kvindelige minister i Danmark. I samme forbindelse blev Folketinget udvidet fra 114 til 140 pladser.

Hvad er Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953?

I 1953 blev Grundloven ændret på en lang række punkter. Blandt de vigtigste kan nævnes:

  • Kongemagten kan nu også arves af kvinder.
  • Parlamentarismen blev indføjet i Grundloven. Det betyder, at en regering ikke kan blive siddende, hvis den har et flertal i Folketinget imod sig.
  • Det ene af Rigsdagens to kamre – Landstinget – blev afskaffet, og Folketinget blev udvidet til 179 medlemmer.
  • Umyndige har fortsat ingen valgret, mens spørgsmålet om personer, der er straffede eller har modtaget kontanthjælp, skal have stemmeret, bestemmes ved anden lov.
  • Spørgsmålet om valgretsalderens størrelse kan nu afgøres ved en folkeafstemning – på det tidspunkt var alderen 23 år, men siden 1978 har den været 18 år.
  • Grønland blev en ligeberettiget del af Danmark og har siden valgt to medlemmer til Folketinget, når der er valg i Danmark.
  • Det bliver muligt at bruge folkeafstemninger ved andre lovændringer end grundlovsændringer, idet 1/3 af Folketingets medlemmer kan kræve, at et lovforslag skal sendes til folkeafstemning.

Hvilket politisk billede gav folketingsvalgene 1953-1973?

I denne periode var mandatfordelingen i Folketinget domineret af de fire 'gamle' partier, dvs. Det Konservative Folkeparti (med rødder tilbage til partiet 'Højre' stiftet i 1870), Venstre (stiftet i 1870 under navnet Det Forende Venstre), Socialdemokratiet (stiftet i 1871) og Det Radikale Venstre (stiftet i 1905). Partiet Socialistisk Folkeparti (SF) blev dannet i 1959 og har været repræsenteret i Folketinget siden folketingsvalget i 1960, men derudover var der tale om en meget konsensusorienteret og politisk stabil periode med få vælgervandringer imellem partierne. På nær årene 1968-1971, hvor Hilmar Baunsgaard (R) dannede regering med Venstre og De Konservative, sad Socialdemokratiet solidt på regeringsmagten med statsministrene H.C. Hansen, Viggo Kampmann og Jens Otto Krag.

Hvordan forandrede ’jordskredsvalget’ i 1973 Folketinget?

Det mest skelsættende folketingsvalg i nyere danmarkshistorie var folketingsvalget den 4. december 1973, der efterfølgende fik den rammende betegnelse '’jordskredsvalget'. Ved valget fordobledes antallet af partier i Folketinget fra fem til ti. Foruden de fire 'gamle' partier og SF var der tale om en genkomst til partierne Retsforbundet og Danmarks Kommunistiske Parti, og tre nye partier kom i Folketinget for første gang: Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Valgets store sejrherre var Fremskridtspartiet, som med Mogens Glistrup som formand blev Danmarks næststørste parti efter Socialdemokratiet. Sammenlagt var der tale om en voldsom tilbagegang til Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative og De Radikale på i alt 54 mandater. Resultat blev en ustabil mindretalsregering med Poul Hartling (V) som statsminister. Aldrig tidligere havde et valg budt på så voldsomme vælgervandringer, hvilket afslørede, at vælgernes partipolitiske trofasthed var under hastig afvikling.

Hvad var 'jordskredsvalget' i 1973 udtryk for?

’Jordskredsvalget’ er af mange primært blevet tolket som en protest imod de gamle etablerede partier og imod den brede politiske konsensus, som indtil da havde hersket på tværs af partierne. For det andet markerede valget en protest imod de øgede skatter, som var resultatet af stigende offentlige udgifter til velfærdsstatens gradvise udbygning i 1960'erne. På landsdækkende tv fremstillede Mogens Glistrup skattesnydere som helte og sammenlignede dem med sabotører under den tyske besættelse, ligesom han på tv fremviste sit eget skattekort med en trækprocent på nul.

Centrum-Demokraterne, der var stiftet af den tidligere socialdemokrat Erhard Jakobsen som en reaktion på en planlagt forøgelse af boligbeskatningen, indtog også en skattekritisk position. For det tredje rummede valget en protest mod de klassiske partiers ideologier og partiprogrammer. Hverken Fremskridtspartiet eller Centrum-Demokraterne opererede med egentlige, sammenhængende partiprogrammer, men prioriterede i stedet enkeltsager som f.eks. skattespørgsmålet. Derfor omtales partierne ofte som de første danske 'protestpartier'.

Udfaldet af det højdramatiske folketingsvalg i 1973 var også påvirket af forhold som indførslen af fri abort (1973), pornografiens legalisering (1969), den første oliekrise (1973) og Danmarks optagelse i EU (1972). Valget i 1973 var på mange måder en reaktion på disse omfattende samfundsforandringer og markerede det sociale, økonomiske, værdipolitiske og autoritetsmæssige opbrud, som opstod med afslutningen af 1960'ernes højkonjunktur.

Hvordan blev magten fordelt efter folketingsvalgene 1973-2001?

Perioden efter ’jordskredsvalget’ var præget af hyppige folketingsvalg. Anker Jørgensen (S) stod som statsminister i spidsen for en lang række mere eller mindre stabile regeringskoalitioner fra 1975 og frem. Uden at udskrive valg overlod han i 1982 regeringsmagten til de borgerlige, da han ikke længere kunne samle flertal for sin økonomiske politik.

I stedet blev Poul Schlüter (K) statsminister. Op igennem 1980'erne fungerede han som regeringsleder for en række mindretalsregeringer. I 1993 trådte han tilbage ovenpå kritikken i forbindelse med Tamilsagen, hvor han tidligere i forløbet havde udtalt den kendte bemærkning: "Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet".

Poul Nyrup Rasmussen (S) overtog herefter rollen som statsminister ovenpå en dronningerunde. Endnu engang var regeringsmagten skiftet imellem venstre og højre side i Folketinget, uden at der var blevet afholdt et folketingsvalg.

Hvorfor var folketingsvalget i 2001 et særligt valg?

Folketingsvalget den 20. november 2001, der blev udskrevet af Poul Nyrup Rasmussen (S), blev på mange måder et historisk valg. Valget bød på de største vælgervandringer siden ’jordskredsvalget’ i 1973 og betød, at regeringsmagten for første gang siden da skiftede lejr i forbindelse med et folketingsvalg. Med 56 mandater overgik Venstre Socialdemokratiet som Danmarks største parti for første gang siden 1920, mens Socialdemokratiet fik sit værste valg siden 1973. Både Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne røg ud af Folketinget, mens Dansk Folkeparti, der var stiftet i 1995 af en fraktion af medlemmer fra Fremskridtspartiet, blev Danmarks tredjestørste parti. De Radikale, der siden 1929 havde haft helt afgørende indflydelse på regeringsdannelsen efter de fleste folketingsvalg, stod sammen med Kristeligt Folkeparti uden for parlamentarisk indflydelse. Resultatet blev en VK-regering med Anders Fogh Rasmussen (V) som statsminister, solidt støttet af Dansk Folkeparti med Pia Kjærsgaard som formand.

 

Debat mellem Mogens Glistrup, Pia Kjærsgaard og Anders Fogh Rasmussen op til Folketingsvalget 2001.

 

Hvad blev konsekvensen af folketingsvalget i 2001?

Den overbevisende valgsejr til den borgerlige lejr betød, at to distinkte blokke nu stod over for hinanden: en blå blok (regeringen og støtteparti) og en rød blok (oppositionen). Denne parlamentariske situation ændrede sig hverken ved folketingsvalget i 2005 eller 2007, hvor Venstre og Konservative med støtte fra Dansk Folkeparti fortsat udgjorde et flertal i Folketinget.

Venstres valgsejr blev især grundlagt af en markant vælgervandring i de større byer, hvor Venstre traditionelt havde stået svagt. I selve valgkampen blev centrale emner som 'Skattestop' og 'Frit valg' effektivt introduceret som en del af en kontraktpolitik, hvor V og K fremlagde sin politik og forpligtede sig til en 'kontrakt' med vælgerne om gennemførelsen af den. Et andet afgørende tema var udlændingepolitikken, hvor Venstre gik til valg på at begrænse indvandringen, hvilket også var et omdrejningspunkt i Dansk Folkepartis valgkamp.