Hvorfor blev der udskrevet folketingsvalg i 2007?
Folketingsvalget i 2007 blev afholdt den 13. november og blev udskrevet ’i utide' af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Principielt var det ikke nødvendigt at udskrive valg før begyndelsen af 2009.
Anders Fogh Rasmussen forklarede, at han valgte at udskrive valg, fordi regeringen stod over for vigtige opgaver med at gennemføre kvalitetsreformen i Folketinget med det bredest mulige flertal.
I en analytisk artikel på Danmarkshistorien.dk (se kilder) beskrives baggrunden for valget således: ”Valget blev udskrevet over et år før valgperiodens udløb. Officielt for at ’rense luften’, da valgrygter besværliggjorde samarbejde og brede forlig. Reelt havde statsministeren dog længe overvejet et efterårsvalg, der ville gøre regeringen i stand til at fremhæve den nyligt foreslåede kvalitetsreform af den offentlige sektor. Samtidig undgik regeringen derved at skulle gå til valg efter de offentlige overenskomstforhandlinger i foråret 2008.”
Hvilke temaer dominerede valgkampen i 2007?
Valgkampen var på mange måder en såkaldt ’præsidentvalgkamp’, hvor rød og blå bloks statsministerkandidater fyldte meget i mediebilledet. Rød bloks statsministerkandidat var Socialdemokraternes nye leder Helle Thorning-Schmidt, mens blå blok ønskede, at Anders Fogh Rasmussen skulle fortsætte som statsminister Også Ny Alliance, der var blevet stiftet den 7. maj 2007, fik en del opmærksomhed.
Et af de overordnede temaer for valget var ”velfærd”. Socialdemokraternes slogan var ”Velfærd frem for skattelettelser”, mens Venstre og Konservative talte for en kvalitetsreform, der skulle effektivisere den offentlige sektor. SF krævede plads i regeringen, hvis det skulle lykkes for oppositionen at vinde valget.
Som i 2005 og 2001 fyldte udlændingepolitikken en del, herunder oppositionens uenighed om den såkaldte 24-års-regel og Ny Alliances ønske om at mindske Dansk Folkepartis indflydelse på regeringens udlændingepolitik. Ny Alliance pegede dog på Anders Fogh Rasmussen som statsminister.
Hvad blev 2007-valgets resultat?
Meningsmålingerne under valgkampen tydede på at VK-regeringen ville kunne fortsætte, men det var usikkert, om der fortsat ville være VKO-flertal, eller om regeringen ville blive afhængig af Ny Alliance. Venstre endte med at tabe seks mandater, mens Dansk Folkeparti fik en fremgang på et mandat. Sammen med et færøsk mandat var det lige præcis nok til at sikre VKO 90 mandater, og Anders Fogh Rasmussen fortsatte som statsminister.
Selvom Ny Alliance fik fem mandater, opnåede partiet ikke at blive tungen på vægtskålen, som de havde håbet.
Blandt de øvrige partier var SF den store vinder, idet partiet gik fra 12 til 23 mandater. Efter valget talte medierne om ”Villy-effekten”, opkaldt efter partiets nye formand Villy Søvndal, som fik en stor del af æren for fremgangen. Samlet set styrkede SF’s fremgang dog ikke rød blok noget særligt, fordi mange af SF’s stemmer blev hentet fra Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre, der gik tilbage med henholdsvis to og otte mandater. Socialdemokraterne fik med 25,5 procent af stemmerne sit dårligste valgresultat siden 1906.
Hvorfor blev der udskrevet valg i 2011?
Den 26. august indkaldte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til pressemøde kl. 11, hvor han udskrev folketingsvalg til den 15. september 2011.
Ifølge en artikel på Danmarkshistorien.dk (se kilder), var det overraskende, at statsministeren ventede så længe med at udskrive valget, som skulle finde sted senest i november 2011. Siden januar 2011 havde dansk politik været præget af valgrygter, men Lars Løkke Rasmussen, som var blevet statsminister i april 2009, da Anders Fogh Rasmussen (V) trådte tilbage for at blive NATO’s generalsekretær, ventede altså til tæt på deadline med at udskrive valg.
En medvirkende årsag var ifølge Danmarkshistorien.dk muligvis, at VK-regeringen i hele 2011 ifølge meningsmålingerne stod til at tabe regeringsmagten, og at Lars Løkke Rasmussen derfor håbede, at regeringen i løbet af året ville komme til at stå bedre i meningsmålingerne.
Hvilke temaer dominerede valgkampen i 2011?
I sin nytårstale i januar 2011 havde statsminister Lars Løkke Rasmussen lanceret regeringens forslag om en udfasning af efterlønnen. Det blev af mange set som en markering af, at regeringen i en kommende valgkamp ville satse på at gøre den økonomiske politik og økonomisk ansvarlighed til det vigtigste tema. Den økonomiske politik blev da også et af de overordnede temaer, ikke mindst på grund af den internationale økonomiske krise, der var opstået i løbet af 2008 og også havde ramt Danmark.
Socialdemokratiet og SF lancerede en såkaldt ’rød plan’ for at føre Danmark ud af krisen, mens regeringspartierne argumenterede for deres ’blå plan’ som den bedste vej gennem krisen.
Udlændingepolitikken spillede en mindre rolle i valgkampen end ved valgene fra 2001-2007, og valgkampen havde ifølge Danmarkhistorien.dk (se kilder) heller ikke det præg af ’præsidentvalgkamp’ mellem to topkandidater, som andre valg i nyere tid har haft. Det skyldtes blandt andet, at både De radikale og De Konservative argumenterede for, at man burde skabe et bredt samarbejde hen over midten i dansk politik i stedet for at føre blokpolitik, hvor rød og blå blok stod skarpt over for hinanden.
Hvad blev 2011-valgets resultat?
Stort set alle meningsmålinger under valgkampen pegede på, at Socialdemokraterne kunne danne regering med støtte fra SF, De Radikale og Enhedslisten. Det lykkedes også, men med mindre afstand til blå blok end ventet. De fire partier fik 89 mandater tilsammen, hvortil kom tre mandater fra Færøerne og Grønland.
Efter nogle lange og besværlige forhandlinger blev Socialdemokraterne, SF og Radikale enige om at danne regering og fremlagde et fælles program. De fik støtte fra Enhedslisten.
Helle Thorning-Schmidt blev ny statsminister, selv om hendes parti, Socialdemokraterne med kun 24,8 procent af stemmerne fik det dårligste resultat siden 1903. SF gik markant tilbage fra 23 til 16 mandater, muligvis fordi partiet havde allieret sig meget tæt med Socialdemokraterne, hvilket fik nogle af partiets gamle vælgere til at gå over til Enhedslisten. Enhedslisten blev under den nye partileder Johanne Schmidt-Nielsen en af valgets store vindere, med en fremgang fra fire til 12 mandater, det bedste valgresultat, siden partiet blev stiftet i 1989. Også De Radikale gik stort frem, fra 11 til 17 mandater.
Venstre fik en fremgang på et mandat og var fortsat Folketingets største parti. Dansk Folkeparti gik for første gang i partiets historie tilbage ved et valg, fra 25 til 22 mandater. Liberal Alliance, som var blevet stiftet som afløser for Ny Alliance, fik ni mandater, en fremgang på fire i forhold til Ny Alliances valgresultat i 2007. De Konservative gik til gengæld tilbage fra 18 til otte mandater og blev Folketingets mindste parti, det dårligste valgresultat for partiet i dets næsten 100-årige historie.
Hvorfor udskrev statsministeren valg i 2015?
Der blev afholdt folketingsvalg torsdag den 18. juni 2015. Valget blev udskrevet den 27. maj af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).
Politiske iagttagere har vurderet, at statsministeren længe afventede, om der skulle komme en meningsmåling, hvor regeringen lå til at vinde et eventuelt valg. Da der kom en meningsmåling, som stillede regeringspartierne en smule bedre end i tidligere meningsmålinger, var det muligvis afgørende for, at statsministeren udskrev valg i stedet for at vente til efter sommerferien. Valget skulle senest finde sted den 14. september 2015, fordi det forrige folketingsvalg fandt sted den 15. september 2011.
Hvilke partier stillede op til valget?
Følgende partier var opstillingsberettigede og stillede med kandidater til folketingsvalget i juni 2015:
- Socialdemokraterne
- Radikale
- SF
- Enhedslisten
- Alternativet (nyt parti, var ikke repræsenteret i Folketinget inden valget)
- Venstre
- Dansk Folkeparti
- Liberal Alliance
- Konservative
- Kristendemokraterne (nåede ved valget i 2011 ikke over spærregrænsen)
Derudover var der en række løsgængere, bl.a. et par kandidater fra partiet Nationalpartiet, der ikke nåede at samle vælgererklæringer nok til at blive opstillingsberettiget som parti.
Udfordringerne for de enkelte partier blev beskrevet i en analyse på DR’s valg-temaside under overskriften ”Her står partierne før valget” (se kilder).
Hvilke temaer dominerede valgkampen i 2015?
Nogle af de største temaer i valgkampens første uge var dagpenge, børnefamiliernes hverdag, kriminalitet og asylansøgere. Hvordan disse temaer blev sat på dagsordenen allerede under den første store partilederdebat på DR dagen efter valgets udskrivelse, beskrives i en artikel i Politiken (se kilder).
I løbet af valgkampen kom både Socialdemokraterne og Venstre med udmeldinger om at ville bruge flere penge på sundhedsområdet, men forskellige bud på, hvor og hvordan der skulle spares for at få råd til det. Også forholdet mellem de store byer, især København, og det såkaldte ’Udkantsdanmark’ fyldte en del.
Hvad var vigtigt for vælgerne, da de skulle sætte deres kryds?
Ifølge en undersøgelse foretaget af Politiken og TV 2 lige efter valgets udskrivelse var vælgerne meget optaget af temaer som sundhedspolitik og flygtninge og indvandrere. Af undersøgelsen, som refereredes i en artikel på TV 2’s hjemmeside (se kilder), fremgik det, at 30 procent mente, at sundhedsområdet var det vigtigste tema i valgkampen, mens 29 procent sagde, at flygtninge og indvandrere var det vigtigste tema for dem. Der var dog stor forskel på, hvad de forskellige partiers vælgere opfattede som vigtigst.
For eksempel syntes 40 procent af dem, der oplyste, at de ville stemme på Socialdemokraterne, at sundhed var vigtigst for dem. Blandt dem, der angav at ville stemme på Venstre, gjaldt det 34 procent. Blandt Dansk Folkepartis vælgere mente 71 procent, at flygtninge og indvandrere var det vigtigste valgtema, blandt Liberal Alliances vælgere syntes 47 procent, at skattepolitik var vigtigst, og blandt vælgere, der ville stemme på Radikale Venstre og Konservative, mente henholdsvis 33 procent og 30 procent, at økonomi var det vigtigste valgtema. Blandt SF og Enhedslistens vælgere var socialpolitik det område, som flest svarede, at de prioriterede højest, nemlig henholdsvis 34 procent og 36 procent.
Hvordan så meningsmålingerne ud?
Meningsmålingerne i de første dage af valgkampen tydede på et regeringsskifte, idet blå blok lå til at få 54 procent af stemmerne mod 46 procent til rød blok. Men i den første uge af juni begyndte billedet at vende, så det så ud til at blive næsten dødt løb mellem de to fløje/blokke. Der var dog ikke helt ens resultater for de mange meningsmålinger, som man kunne følge udviklingen i på forskellige nyhedsmediers hjemmesider (se kilder).
Generelt pegede meningsmålingerne på, at de gamle partier (Venstre, Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Konservative) ville miste stemmer.
Til gengæld lå det nye parti Alternativet med Uffe Elbæk som leder i løbet af valgkampens første uge godt i meningsmålingerne. Også Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance lå til at gå frem i forhold til valget i 2011. Venstre lå til at gå tilbage og Socialdemokraterne til en lille fremgang.
Det generelle billede var altså, at partierne yderst på højre- og venstrefløjen stod til størst fremgang, og at de nyere partier stod til et bedre valg end de gamle.
Hvad blev resultatet af valget i 2015?
De to partier, der var i regering før valget, fik meget forskellige resultater. Socialdemokratiet fik 26,3 procent af stemmerne og vandt tre mandater til i alt 47, mens Det Radikale Venstre fik en nedgang og med 4,6 procent af stemmerne gik tilbage fra 17 til otte mandater. Støttepartiet og det tidligere regeringsparti SF fik en nedgang på fem procent til 4,2 procent og gik fra 16 til syv mandater. Det andet støtteparti, Enhedslisten fik 7,8 procent af stemmerne og gik frem fra 12 til 14 mandater. Det nye parti Alternativet fik 4,8 procent af stemmerne og ni mandater. Venstre og Konservative gik begge tilbage. Venstre fik 19,2 procent af stemmerne og 34 mandater, Konservative 3,4 procent og seks mandater. Dansk Folkeparti fik en fremgang på 8,8 procent til 21,1 procent af stemmerne og fik efter valget i alt 37 mandater. Dansk Folkeparti blev dermed for første gang det største parti i blå blok. Liberal Alliance gik også frem – fra fem til 7,5 procent og fik 13 mandater.
Sådan som meningsmålingerne havde spået, fik de fire ’gamle’ partier (Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, De Radikale) et dårligt valg, og valget blev blandt andet derfor sammenlignet med 'jordskredsvalget’ i 1973.
Slutresultatet var, at blå blok fik 50,7 procent af stemmerne og 90 mandater, mens rød blok med 49,3 procent fik 85 mandater (89 med de fire nordatlantiske mandater – fra Færøerne og Grønland). Efter valget forhandlede de borgerlige partier om at danne regering, men kunne ikke blive enige, og den 28. juni 2015 blev Lars Løkke Rasmussen (V) statsminister i en ren Venstreregering.
Det fremgår af en artikel på danmarkshistorien.dk (se kilder).
I november året 2016 blev regeringen udvidet med Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti og blev herefter i medierne typisk benævnt VLAK-regeringen efter de tre partiers forbogstaver. Siden fulgte to ministerrokader i VLAK-regeringen, i maj og juni 2018.
Hvornår blev der afholdt valg i 2019?
Der blev afholdt valg den 5. juni 2019, Grundlovsdag. Valgdatoen blev offentliggjort den 7. maj 2019, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udskrev valg. Det betød, at valgkampen blev længere end sædvanligt, nemlig 29 dage. Desuden var valgkampen præget af, at der blev afholdt valg til Europa-Parlamentet 26. maj, så indtil da var der både kandidater, der førte valgkamp til Europa-Parlamentsvalget og til folketingsvalget, nogle kandidater stillede endda op til begge valg.
Hvilke partier stillede op ved valget?
Følgende 13 partier var opstillingsberettiget ved folketingsvalget, der blev afholdt den 5. juni 2019:
- Socialdemokratiet
- De Radikale
- De Konservative
- Nye Borgerlige
- Socialistisk Folkeparti
- Liberal Alliance
- Kristendemokraterne
- Dansk Folkeparti
- Venstre
- Enhedslisten
- Alternativet
- Klaus Riskær Pedersen
- Stram Kurs
I forhold til valget i 2015 var tre nye partier kommet til: Nye Borgerlige, Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs. Nye Borgerlige ligger på den absolutte højrefløj, hvor de kombinerer en udlændingepolitik til højre for Dansk Folkeparti og en fordelingspolitik til højre for Liberal Alliance. Partiet Klaus Riskær Pedersen var et parti stiftet af den tidligere finansmand Klaus Riskær Pedersen, der har været straffet med fængsel for mandatsvig og skyldnersvig. Partiet førte bl.a. valgkamp på at ville arbejde for en omlægning af skattesystemet, bedre arbejdsvilkår for offentligt ansatte, højere afgifter på cigaretter og legalisering af cannabis. Stram Kurs havde som sin vigtigste mærkesag at forbyde religionen islam i Danmark. Desuden ønskede partiet at udsende alle ikke-vestlige personer, der ikke var danske statsborgere, af Danmark. Herudover ville partiet legalisere hash. Partiet blev stiftet i 2017 af debattøren og islamkritikeren Rasmus Paludan.
Hvem var statsministerkandidaterne i 2019?
Ved de foregående valg var der kun to statsministerkandidater. Men ved folketingsvalget i 2019 havde hele fem partiledere på forhånd sagt, at de ville pege på sig selv som statsminister efter valget. Det fremgår af en artikel på DR Skoles temaside om valget til udskolingen (se kilder). Her kan man se fem videoer med statsministerkandidaterne:
- Nuværende statsminister og partileder for Venstre, Lars Løkke Rasmussen.
- Socialdemokratiets leder, Mette Frederiksen.
- Alternativets leder, Uffe Elbæk.
- Enhedslistens leder, Pernille Skipper.
- Nye Borgerliges leder, Pernille Vermund.
Uffe Elbæk og Pernille Skipper havde begge sagt, at de var parate til at blive statsminister, hvis der viste sig opbakning til det blandt vælgerne, altså afhængig af valgresultatet. Pernille Vermund havde sagt, at hun kun ville pege på en statsministerkandidat, som var parat til at opfylde hendes partis ’ufravigelige krav’ på udlændingeområdet. Ville ingen andre partier det, ville Pernille Vermund pege på sig selv.
Det var frem til valget uklart, hvem stifter og leder af partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan, ville pege på som statsminister, hvis partiet blev valgt ind.
Hvilke temaer kom til at dominere valgkampen?
På forhånd blev følgende temaer nævnt som oplagte valgkampstemaer: klima, flygtninge og indvandrere, folkesundhed, pensionsalder og arbejdskraft samt Danmarks medlemskab af EU. Disse temaer blev bl.a. nævnt på DR.dk/skoles tema om folketingsvalget 2019 (se kilder).
I den første tv-debat med deltagelse af alle partiernes ledere, som blev sendt på DR, blev der da også især debatteret klima, pensionsalder og flygtninge. Desuden fyldte de øvrige partiers holdning til Stram Kurs meget. Partiets stifter, Rasmus Paludan, var dømt for racisme og ønskede at forbyde religionen islam i Danmark og udvise alle ikke-vestlige personer, som ikke var danske statsborgere. Det fik flere af de øvrige partiers ledere til at sammenligne hans politik med den politik, som nazisterne i Tyskland førte op til og under 2. Verdenskrig. Desuden udtalte både daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), De Konservatives leder, Søren Pape Poulsen, samt Socialdemokratiets leder, Mette Frederiksen, at de ikke ville danne regering med Stram Kurs eller støtte sig på partiets stemmer.
Resten af valgkampen kom blandt andet til at handle om minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver, klima, flygtninge, kontanthjælp og pension.
Desuden gav det stor opmærksomhed i slutningen af valgkampen, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udtalte, at han så muligheder i at danne en regering bestående af Socialdemokratiet og Venstre i stedet for en regering kun bestående af borgerlige partier. Udtalelsen faldt i første omgang i en ny samtalebog med statsministeren (se kilder). Flere kommentatorer vurderede, at det kunne give Venstre et godt valgresultat, mens det ville skade blå blok som helhed.
Hvordan så meningsmålingerne ud?
Ifølge en meningsmåling fra Voxmeter foretaget for Ritzau i perioden 25. februar til 3. marts 2019, altså før der blev udskrevet valg, stod rød blok med Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og De Radikale til at få 49,2 procent af stemmerne og 88 mandater, mens Alternativet forventedes at få 4,3 procent af stemmerne og otte mandater. Blå blok stod til at få 46,2 procent af stemmerne, svarende til 79 mandater. Denne fordeling mellem rød og blå blok var den samme i en måling foretaget en uge tidligere.
Meningsmålingen viste også, at Klaus Riskær Pedersens parti ikke så ud til at komme over spærregrænsen, efter at tidligere målinger havde spået større vælgerinteresse for partiet. Dansk Folkeparti lå i denne måling til at få 14,6 procent af stemmerne, hvilket var 6,5 procentpoint lavere end ved valget i 2015. Ifølge politiske iagttagere kunne det bl.a. skyldes, at en del vælgere, som ved valget i 2015 stemte på Dansk Folkeparti, nu overvejede at stemme på Socialdemokraterne eller Nye Borgerlige. Nye Borgerlige lå ifølge denne måling til at komme over spærregrænsen, mens partiet i en meningsmåling en uge tidligere ikke så ud til at blive repræsenteret i Folketinget. På dette tidspunkt var mange vælgere stadig i tvivl om, hvilket parti de ville stemme på. 26,7 procent af de 1043 adspurgte personer over 18 år angav således, at de var i tvivl om, hvilket parti de ville stemme på, at de ikke ville stemme, ville stemme blankt eller ikke var stemmeberettigede.
Det fremgår af en artikel i Jyllands-Posten den 4. marts 2019 (se kilder).
En ny meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Norstat for Jyllands-Posten og Altinget få dage efter, at der blev udskrevet valg, viste fortsat flertal til rød blok med Mette Frederiksen (S) som statsministerkandidat. De partier, der som udgangspunkt ville pege på Mette Frederiksen som statsminister (S, R, SF og EL) stod til 89 mandater.
Partierne, der ville pege på Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister (V, K, LA og DF), stod til 69 mandater. Dertil kom Nye Borgerlige, som stod til fire mandater. Nye Borgerlige havde dog erklæret, at de kun ville støtte Lars Løkke Rasmussen, hvis de kunne få bestemte krav igennem. Desuden lå Nye Borgerlige ifølge den nye måling kun lige over spærregrænsen, så det var usikkert, om partiet blev valgt ind.
Alternativet stod til at få syv mandater, et mindre end i den oven for nævnte måling. Også Dansk Folkeparti var i denne måling gået yderligere tilbage til 12,7 procent af stemmerne.
Stram Kurs, det nyeste opstillingsberettigede parti, stod til at få 3,5 procent af stemmerne, svarende til seks mandater.
Flere målinger tættere på valgdagen rykkede ikke afgørende ved det overordnede billede, som var, at rød blok ville vinde valget.
Hvad blev resultatet af folketingsvalget i juni 2019?
Resultatet blev, som meningsmålingerne op til valget havde peget på, at blå blok mistede deres flertal, og rød blok fik flertal. Venstre og Konservative gik ganske vist frem, men Liberal Alliance gik voldsomt tilbage, og det samme gjaldt Dansk Folkeparti.
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Enhedslisten og SF sikrede sig 91 mandater og behøvede hverken hjælp fra Alternativet eller de i alt fire mandater fra Færøerne og Grønland for at samle flertal. Socialdemokratiet gik en anelse tilbage, men blev alligevel Folketingets største parti, og både SF og Radikale Venstre fik stor fremgang; Radikale Venstre fordoblede næsten sit stemmetal i forhold til valget i 2015.
Venstre gik også markant frem og blev Folketingets næststørste parti, og Konservative fik sit bedste valg i 35 år og blev dobbelt så stort som ved valget i 2015. Til gengæld fik Dansk Folkeparti under 10 procent af stemmerne, mindre end halvt så mange som ved valget i 2015, og Liberal Alliance gik også meget tilbage og kom kun lige akkurat over spærregrænsen.
Nye Borgerlige kom ind i Folketinget med fire mandater. Til gengæld blev hverken Kristendemokraterne, Stram Kurs eller Klaus Riskær Pedersen valgt ind.
Valgresultatet med en oversigt over alle kandidater, der blev valgt ind i Folketinget, kan ses på DR.dk (se kilder).
Hvem blev Danmarks nye regering, og hvem støttede den?
Efter valget gik forhandlingerne i gang mellem Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen og Enhedslisten, SF og Radikale Venstre. Efter flere ugers forhandlinger blev de fire partier enige om en såkaldt ’forståelsesaftale’, kaldet ”Retfærdig retning for Danmark”. I aftalen stod der, hvad den nye socialdemokratiske regering ville arbejde på – støttet af SF, Enhedslisten og Radikale Venstre. Aftalen betød, at Socialdemokratiet kunne danne en et-parti-regering, altså en regering kun bestående af Socialdemokratiet. Den 27. juni præsenterede Danmarks nye statsminister, Mette Frederiksen (S), den nye regering bestående af i alt 20 ministre.