mette frederiksen og lars løkke
Lars Løkke Rasmussen (V) overdrog statsministerposten til Mette Frederiksen (S) i 2019. Op til det kommende valg er der stor usikkerhed om, hvem der kommer til at danne regering.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Folketingsvalg i Danmark

cand.mag. Karina Søby Madsen og cand.mag. Kasper Qvist Færgemann, iBureauet. Opdateret af journalist Malene Fenger-Grøndahl, Bureauet, marts, maj og juli 2019. Opdateret af journalist Malene Fenger-Grøndahl, september 2022.
Top image group
mette frederiksen og lars løkke
Lars Løkke Rasmussen (V) overdrog statsministerposten til Mette Frederiksen (S) i 2019. Op til det kommende valg er der stor usikkerhed om, hvem der kommer til at danne regering.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Indledning

Folketingsvalg er en af grundpillerne i det danske folkestyre. Når vi stemmer, giver vi politisk magt til de partier og de politikere, som vi mener, er bedst egnet til at styre samfundet i den retning, vi ønsker. Folketingsvalg er også vælgernes mulighed for at stille politikerne til ansvar for deres arbejde. Traditionelt har danskerne været tæt knyttet til et enkelt parti, men i nyere tid har der været en stigende tendens til, at vælgerne skifter parti fra valg til valg. Der er også kommet en del nye partier til, og de partier, der traditionelt har fået mange vælgere, er ved flere valg gået tilbage, mens flere af de nyere partier har fået overraskende mange stemmer. Det næste folketingsvalg, som skal finde sted senest i juni 2023, ser også ud til at byde på både nye partier og en anderledes fordeling af magten end ved valget i 2019. Samtidig havde hele tre personer meldt sig som statsministerkandidater allerede i august 2022. Det er den siddende statsminister fra Socialdemokratiet, Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen fra Venstre og Søren Pape Poulsen fra Det Konservative Folkeparti.

 

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, i sin sejrstale på valgaftenen den 6. juni 2019.

Artikel type
faktalink

Introduktion til folketingsvalg

Print-venlig version af dette kapitel - Introduktion til folketingsvalg

Hvad betyder folketing?

Ordet ‘folketing’ er en sammentrækning af de to ord ‘folk’ og ‘ting’. ‘Folk’ refererer i den sammenhæng til et lands befolkning, mens ‘ting’ skal forstås i betydningen ‘råd' eller 'parlament’. Ordet ‘folketing’ refererer til, at Danmarks øverste lovgivende magt er et ‘ting’, som er valgt af det danske ‘folk’.

Hvad er Folketinget?

Folketinget er den øverste lovgivende forsamling i Danmark. Det består af 179 politikere, også kaldet folketingsmedlemmer, hvoraf 175 er valgt i Danmark, mens to vælges i Grønland og to på Færøerne. De politikere, danskerne vælger ind i Folketinget, repræsenterer hele Danmark både geografisk, erhvervsmæssigt og aldersmæssigt. Folketinget har ændret sig meget med tiden. Der er i dag flere kvinder og flere unge end tidligere. Ligeledes stiger antallet af politikere med en akademisk uddannelse, men der er stadig også enkelte landmænd, håndværkere, skolelærere eller selvstændigt erhvervsdrivende blandt Folketingets medlemmer.

Et folketingsmedlem er ifølge grundloven kun bundet af sin overbevisning. Det vil sige, at medlemmerne i princippet er uafhængige og ikke har pligt til at tage hensyn til, hvad deres parti eller vælgere siger. Normalt er det dog sådan, at medlemmerne indordner sig under partilinjen. Selv om langt de fleste medlemmer af Folketinget er organiseret i partier, behøver de ikke at være det. De folketingsmedlemmer, der ikke er med i et parti, kaldes løsgængere.

Folketinget har hjemme på Christiansborg i København og kaldes i daglig tale derfor bare for ‘Borgen’. Ud over folketingsmedlemmerne arbejder cirka 1.000 mennesker på Christiansborg som embedsmænd, sekretærer, vagter, journalister med mere.

Hvad laver Folketinget?

Groft sagt består folketingsarbejdet af lovgivning. Lovgivningen er med til at skabe de overordnede linjer for, hvordan det danske samfund skal indrettes og udvikles. Folketinget vedtager for eksempel love om, hvordan forskellige forbrydelser skal straffes, hvordan det danske forsvar skal tilrettelægges, og hvordan uddannelsessystemet skal se ud. En af de vigtigste opgaver for Folketinget er at vedtage det årlige budget for staten i en finanslov. Samtidig har Folketinget til opgave at kontrollere, at regeringen gør sit arbejde ordentligt – det man også kalder parlamentarisk kontrol. Folketingsmedlemmerne kontrollerer den lovgivning og de beslutninger, som regeringen fremsætter, ved at stille spørgsmål eller bede om redegørelser, som ministrene har pligt til at besvare.

Hvornår skal der udskrives folketingsvalg?

Der skal udskrives folketingsvalg mindst én gang hvert 4. år, men statsministeren har ret til at udskrive valg når som helst.

Nogle gange vælger en statsminister at udskrive valg ’i utide', altså før udløbet af den fireårige valgperiode. Det kan ske, hvis regeringen eksempelvis har svært ved at få gennemført sin politik på grund af en stærk opposition. Man kan sige, at statsminister Anders Fogh Rasmussens udskrivelse af valg i 2007 var i utide, da et valg i ifølge lovgivningen først skulle have været udskrevet i februar 2009.

En regering kan ligeledes vælge at udskrive et valg, hvis et flertal i Folketinget stemmer en lov igennem, der er imod regeringens politik. I princippet skal et lovforslag, der får flertal i Folketinget, gennemføres uanset regeringens holdning, men hvis regeringen ikke vil bøje sig for flertallet, skal den enten gå af eller udskrive valg.

En regering kan desuden blive tvunget til at gå af, hvis et flertal i Folketinget er imod, at regeringen fortsætter, hvilket også kaldes et mistillidsvotum.

Sidst, men ikke mindst, kan Kongen/Dronningen i overensstemmelse med Grundloven til enhver tid udskrive valg.

Hvordan bliver et folketingsvalg afholdt?

Ifølge Folketingets hjemmeside (se kilder) er der ingen regler for, hvor lang tid der skal gå mellem udskrivelsen af et valg og afholdelsen deraf, men af praktiske årsager bliver et valg udskrevet senest omkring tre uger før selve valgdagen. Ellers kan Økonomi- og Indenrigsministeriet ikke nå at ordne de praktiske ting som at godkende kandidater og partier, trykke stemmesedler med mere. Derudover giver det også partierne en chance for at føre valgkamp og markere deres synspunkter. Desuden foreskriver loven, at brevafstemningen begynder 14 dage før et valgs afholdelse.

Vælgerne får tilsendt valgkort senest fem dage før afstemningen med besked om, hvor de skal stemme. Det er typisk på en skole eller på rådhuset. På valgstederne sidder repræsentanter for de forskellige partier – også kaldet de valgtilforordnede – og holder øje med, at alt foregår på lovlig vis. På valgstedet får vælgeren udleveret en stemmeseddel, hvor vedkommende skal sætte kryds enten ved et bestemt parti eller ved en person. Selve afkrydsningen foregår i et aflukke, så afstemningen er hemmelig. Valgstederne lukker klokken 20. Allerede i løbet af dagen begynder man at tælle stemmerne op, og i løbet af aftenen eller natten bliver alle partistemmerne optalt. I løbet af de næste dage optælles de personlige stemmer for at finde ud af, hvilke kandidater fra de enkelte partier der skal i Folketinget.

Hvem kan stille op til et valg?

Ønsker du at stille op som kandidat til folketingsvalg, skal du anmelde dig som kandidat til anmeldelsesmyndigheden for den opstillingskreds, hvor du ønsker at opstille. Du kan stille op på to måder:

  • kandidat for et parti
  • som kandidat uden for partierne

Men for overhovedet at kunne stille op til folketingsvalg, skal du først og fremmest have valgret til folketingsvalg. Valgret til folketingsvalg har enhver, som på valgdagen:

  • har dansk indfødsret (dansk statsborgerskab)
  • er fyldt 18 år
  • har fast bopæl i riget
  • ikke er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne i henhold til værgemålslovens § 6 (tidligere kaldt "umyndiggjort") 

For at opfylde betingelsen om ”fast bopæl” skal du være tilmeldt folkeregisteret i Danmark. Der er dog undtagelser for visse danskere, der opholder sig i udlandet. Du har f.eks. ret til at stemme alligevel, hvis du arbejder for Udenrigsministeriet (diplomat) eller er udsendt af en dansk myndighed, virksomhed eller forening. Det gælder også, hvis du opholder dig i udlandet på grund af uddannelse eller helbred, eller hvis du skriver under på, at du har til hensigt at vende tilbage til Danmark inden 2 år efter udrejsen. Reglerne står i folketingsvalglovens § 2.

Man kan ikke stemme, hvis man er gjort umyndig. Det kunne f.eks. være på grund af psykisk sygdom eller mentalt handicap. Til gengæld mister man ikke længere sin stemmeret, fordi man får økonomisk hjælp fra kommunen, eller fordi man er straffet.

Hvordan stiller man op som kandidat for et parti?

Hvis et parti allerede sidder i Folketinget, når valget udskrives, kan dette uden videre stille op til valget.

Hvis du ønsker at stille op for et parti, der ikke allerede sidder i Folketinget, skal indenrigs- og sundhedsministeren have besked senest 15 dage før valgdagen. For at blive erklæret opstillingsberettiget skal der i anmeldelsen til ministrene følge et antal vælgererklæringer eller underskrifter, der svarer til 1/175 af samtlige gyldige stemmer ved sidst afholdte folketingsvalg, hvilket typisk er omkring 20.000. Siden 1989 har anmeldelsen af et nyt parti krævet en aktiv handling fra vælgerens side. Det betyder, at det er vælgeren selv, der skal videresende anmeldelsesblanketten til partiet efter at have underskrevet og erklæret sig enig i, at partiet bør være opstillingsberettiget. Denne bestemmelse har vist sig som en væsentlig hindring for, at nye partier kan opstille til folketingsvalg. Op til Folketingsvalget i juni 2015 forsøgte flere partier at nå at blive opstillingsberettiget. Det lykkedes for partiet Alternativet, mens det ikke lykkedes Nationalpartiet at samle gyldige vælgererklæringer nok.

Op til folketingsvalget 5. juni 2019 lykkedes det to nye partier, Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs, at indsamle de 20.109 vælgererklæringer, der skulle til for at blive opstillingsberettiget. En ny procedure, som gør det muligt at indsamle og indsende vælgererklæringerne elektronisk, har gjort det lettere at få indsamlet de nødvendige underskrifter.

I den efterfølgende valgperiode er partierne Moderaterne med tidligere statsminister for Venstre Lars Løkke Rasmussen i spidsen og Danmarksdemokraterne med tidligere Venstre-minister Inger Støjberg som formand blevet opstillingsberettigede.

Det er primært partier og deres partiforeninger, som har kandidater opstillet til Folketinget. Valgsystemets regler for opstilling stammer fra en tid, hvor en meget stor del af befolkningen var medlem af en partiforening, så selv om medlemstallene i partiforeningerne er faldet markant de senere årtier, har man altså valgt at bibeholde denne procedure. I 2020 var der ifølge Folketingets hjemmeside (se kilder) 135.858 medlemmer af de danske partier. Det betyder reelt, at under fem procent af vælgerne er med til at afgøre, hvem, der stiller op som kandidater, altså hvem, man kan stemme på.

Hvordan stiller man op som kandidat uden for et parti?

At stille op som kandidat uden for et parti bliver i folkemunde kaldt at stille op som løsgænger. Det vil sige, at kandidaten ikke er tilknyttet et etableret parti, der er erklæret opstillingsberettiget til Folketinget. 

Det er kun få, der vælger at stille op uden for et parti, da det typisk er meget svært blive valgt ind som løsgænger. For at man som løsgænger kan blive erklæret opstillingsberettiget, skal man indsamle minimum 150 underskrifter i sin valgkreds, og derefter kræver det 20.000 personlige stemmer ved Folketingsvalget for at blive valgt ind.

Kun to gange er det lykkedes en løsgænger at komme i Folketinget. Første gang var i 1953, hvor Hans Schmidt fik tildelt tilstrækkeligt med stemmer. Han stillede op som løsgænger, men i realiteten repræsenterede han det tyske mindretal. Komikeren Jacob Haugaard er den anden løsgænger, der har haft held til at komme i Folketinget. Det skete, da han i 1994 gik til valg på flottere julegaver, medvind på cykelstierne, korte kassekøer i Bilka og lignende. Han blev valgt ind med 23.253 stemmer i Århus Amt. Det sker, at medlemmer af Folketinget at blive løsgængere, mens de sidder i Folketinget, f.eks. fordi de er blevet uenige i en ny linje i deres partis politik. 

Hvem kan stemme til folketingsvalg?

I dag har alle danske statsborgere, der er fyldt 18 år, ret til at stemme til et folketingsvalg. Nogle få danskere er grundet svære fysiske eller psykiske handicap umyndiggjort og frataget stemmeretten. Mennesker, som har fået en værge til at tage sig af deres økonomi, fordi de ikke selv magter at styre den, bliver dog også automatisk frataget stemmeretten, og det har op til folketingsvalget i juni 2015 givet kritik fra flere sider.

Desuden har der været rejst kritik af, at kriterierne for at få dansk statsborgerskab er blevet strengere, så flere og flere mennesker, der bor i Danmark og i nogle tilfælde er født her, ikke kan stemme ved folketingsvalg, fordi de ikke kan leve op til kravene til statsborgerskab, eller fordi de ikke ønsker at vælge deres oprindelige statsborgerskab fra for at blive danske statsborgere. Op til folketingsvalget i juni 2015 blev det bl.a. nævnt, at borgmesteren på Samsø, som har hollandsk statsborgerskab, ikke kan stemme eller stille op til folketingsvalg, fordi han ikke er dansk statsborger.

Hvordan bliver stemmerne fordelt?

For at blive valgt ind i Folketinget skal et parti have over to procent af stemmerne. Derfor kalder man to procent for spærregrænsen. Det er en forholdsvis lav spærregrænse sammenlignet med mange andre lande; i Sverige er den for eksempel fire procent.

Løsgængere skal normalt have 10.000-20.000 stemmer for at komme i Folketinget.

Som opfølgning på kommunalreformen, der trådte i kraft 1. januar 2007, blev der gennemført en ny inddeling af Danmark i folketingsvalgkredse. Den nye valgkredsinddeling er tilpasset de nye regioner og kommuner, og hvor mandaterne tidligere fordeltes på de tre geografiske områder Jylland, Øerne og København/Frederiksberg, fordeles de nu på følgende tre områder:

  • Hovedstaden
  • Sjælland og Syddanmark
  • Midtjylland og Nordjylland 

Hvad er kreds- og tillægsmandater?

De hidtidige 17 amts- og storkredse er i dag erstattet af 10 nye storkredse, heraf består hovedstaden af fire storkredse, og Sjælland-Syddanmark og Midtjylland-Nordjylland består af hver tre storkredse. Storkredsene er igen inddelt i 92 opstillingskredse, mens de hidtidige amts- og storkredse var inddelt i 103 opstillingskredse.

Når der i forbindelse med et valg skal fordeles mandater, sker det på to måder, nemlig i kredsmandater og i tillægsmandater. 135 af de 179 mandater er kredsmandater, heraf får Hovedstaden 38 kredsmandater, Sjælland-Syddanmark 51 og Midtjylland-Nordjylland 46 kredsmandater. Systemet sikrer, at der bliver valgt kandidater fra hele landet ind i Folketinget og ikke kun for eksempel fra København.

For at sikre, at partierne får alle de stemmer, der tilkommer dem på landsplan, bliver de sidste 40 mandater fordelt ved forholdstalsvalg – det er de såkaldte tillægsmandater. I Hovedstaden er der 11 tillægsmandater, i Sjælland-Syddanmark 15 og i Midtjylland-Nordjylland 14. Tillægsmandater fordeles ud fra, hvor mange stemmer et parti har fået i hele landet. Dette sættes i forhold til det antal pladser/kredsmandater, partiet har i Folketinget. Stemmer dette ikke overens, suppleres op med tillægsmandater. De sidste fire mandater får Færøerne og Grønland, med to mandater til hver.

Ovenstående er nærmere beskrevet i Bekendtgørelse om fordeling af kreds- og tillægsmandater ved folketingsvalg Nr. 602 af 13. juni 2007 samt loven “Beregning af kreds- og tillægsmandaternes stedlige fordeling ved folketingsvalg efter valgkredsreformen” (se kilder).

Hvordan bliver regeringen dannet?

Efter hvert folketingsvalg skal der dannes regering. Når stemmerne er talt op, og man har fundet ud af, hvilke kandidater der har fået plads i Folketinget, går hvert parti til dronningen. Det kaldes en dronningerunde. Her peger partierne på den partileder, eller 'kongelig undersøger', som de mener, kan forhandle en regering på plads. Forhandlingslederen bliver oftest også statsminister.

Forhandlingslederens opgave er at finde ud af, hvilke andre partier der støtter en regeringsdannelse. Hvis de partier, der bliver enige om at danne regering, har 90 mandater eller mere, har de flertal i Folketinget og kan danne regering uden støtte fra andre partier. I Danmark sker det dog sjældent, at der dannes en sådan flertalsregering. Som regel er der tale om en mindretalsregering, der er afhængig af støtte fra et eller flere partier, som så bliver regeringens såkaldte støttepartier. Støttepartier er ikke medlem af regeringen og kan derfor heller ikke have ministerposter, men de støtter regeringen og dens politik. En mindretalsregering overlever kun så længe, støttepartierne sikrer, at regeringen ikke har et flertal imod sig. Det betyder, at partierne ofte tvinges til at samarbejde på kryds og tværs for at få gennemført deres politik. Det betyder også, at støttepartier og forholdsvis små regeringspartier typisk har stor indflydelse på dansk politik, da de kan tvinge regeringen til at gå af, hvis ikke de får opfyldt de krav, de stiller for at ville støtte regeringen.

Hvordan bliver ministrene valgt?

En ny statsministers første opgave er at vælge de ministre, han eller hun ønsker i sin regering. Nogle ministerposter er 'tungere' eller mere prestigefyldte end andre, f.eks. er Udenrigsministeriet mere attraktivt end Transportministeriet. For statsministeren er der derfor tale om at lægge et større puslespil, når minister- og udvalgsposter i regeringsdannelsen skal fordeles, så både regeringspartnere, støttepartier og interne partistøtter bliver tilfredse.

I de fleste tilfælde vælges ministrene blandt folketingsmedlemmerne, men der er eksempler på, at personer uden for Folketinget er blevet hentet ind som ministre. Eksempelvis blev Connie Hedegaard (K), der på daværende tidspunkt var tv-vært på DR2, hentet ind som miljøminister ved VK-regeringens ministerrokade i 2004. På samme måde blev Tommy Ahlers (Venstre), der har stået bag en række iværksættervirksomheder og er kendt fra tv-programmet Løvens hule, i maj 2018 udnævnt til uddannelses- og forskningsminister, og efter valget i juni 2019 blev Joy Mogensen, der var borgmester i Roskilde for Socialdemokratiet, hentet ind som kultur- og kirkeminister, mens Jeppe Kofod, der var blevet genvalgt til Europa-Parlamentet ved valget 26. maj 2019, blev ny udenrigsminister i Mette Frederiksens rent socialdemokratiske regering. Jeppe Kofod havde dog tidligere siddet i Folketinget.

Hvor stor magt har regeringen?

De love, der bliver vedtaget i Folketinget, er for de flestes vedkommende blevet fremsat af den siddende regering. Men alle lovforslag skal vedtages med flertal, det vil sige med mindst 90 stemmer i Folketingssalen. Da regeringen endvidere ikke må have et flertal imod sig i Folketinget, er det sikret, at det er flertallet af de folkevalgte politikere, der træffer afgørelserne.

Med Danmarks medlemskab af EU kan der dog argumenteres for, at der er sket en afgivelse af politisk suverænitet, altså ret til selvbestemmelse. Mange af de beslutninger og love, der vedtages i EU, er Danmark nemlig forpligtet til at rette sig efter og skrive ind i dansk lovgivning, hvilket er med til at mindske regeringens magt. Man kan ligeledes diskutere, om det danske EU-medlemskab reducerer det danske folkestyre og princippet om, at folket styrer gennem afstemninger eller ved repræsentative valg. På den ene side er beslutningsprocesserne flyttet til EU, men på den anden side har danskerne selv stemt 'ja' til at træde ind i EU. De danske vælgere har også hvert femte år mulighed for at vælge repræsentanter til Europa-Parlamentet, som kan siges at udgøre EU-systemets lovgivende magt. Via kommissærer er Danmark også repræsenteret i EU-Kommissionen, der kan betegnes som EU's udøvende magt. Fra 2009 til 2014 fungerede Connie Hedegaard som EU's klimakommissær. Hun blev i oktober 2014 afløst af Margrethe Vestager, der i 2019 blev genudnævnt som EU’s konkurrencekommissær, og som fra 2019 tillige har været ledende næstformand i EU-Kommissionen.

Folketingsvalgets historie frem til 2001

Print-venlig version af dette kapitel - Folketingsvalgets historie frem til 2001
Billedet er et forstudie til et berømt maleri, der forestiller den radikale C. Th. Zahle, som stod bag Grundloven i 1915 der bl.a. gav kvinder valgret.
Billedet er et forstudie til et berømt maleri, der forestiller den radikale C. Th. Zahle, som stod bag Grundloven i 1915 der bl.a. gav kvinder valgret.
Foto: Keld Navntoft / Scanpix

Hvad er junigrundloven 1849?

Inden indførelsen af Grundloven den 5. juni 1848 var det reelt kongen, der havde al magt i Danmark – både den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Hans magt var understøttet af en forsamling af rigets mest velstillede samfundsgrupper, som diskuterede og i visse tilfælde traf beslutninger for kongen. Denne gruppe kaldte man Rigsdagen. Men med indførelsen af Grundloven fik Rigsdagen en ny betydning som et demokratisk parlament.

Grundloven betød blandt andet, at magten blev adskilt i en lovgivende, en dømmende og en udøvende magt:

  • Den lovgivende magt svarer til Folketinget (datidens Landsting og Folketing). Det er en folkevalgt forsamling, som udarbejder og vedtager love. Lovene skal dog underskrives af dronningen for at være gældende.

  • Den udøvende magt svarer til regeringen. Regeringen har tre opgaver, den skal tage sig af: at fremsætte lovforslag sammen med Folketinget, at gennemføre love, som vedtages af Folketinget, og at lede de forskellige ministerier via ministrene.

  • Den dømmende magt, som repræsenteres af domstolene.

Tredelingen blev indført for at sikre et stabilt folkestyre og for at forhindre magtmisbrug ved, at de tre grupper af magthavere kan kontrollere hinanden. Den lovgivende og udøvende magt kontrollerer hinanden på den måde, at et flertal blandt Folketingets 179 medlemmer har mulighed for at vælte en regering eller en minister ved at stille et mistillidsvotum. Statsministeren kan desuden til enhver tid opløse Folketinget og udskrive nyvalg i håb om at få et mere samarbejdsvilligt Folketing.

I praksis står Dronningen uden for magtens tredeling, selvom hun formelt udnævner og afskediger ministrene.

Hvornår var det første folketingsvalg?

Det første valg til det danske Folketing fandt sted den 4. december 1849. Valget var et resultat af, at Rigsdagen, som den øverste lovgivende forsamling hed dengang, vedtog den første grundlov den 5. juni 1849. Samtidig vedtog Rigsdagen Lov om Valg til Rigsdagen, som omfattede valg til begge Rigsdagens kamre, Folketinget og Landstinget.

Den første valglov var noget anderledes end de regler, vi kender i dag. Selv om man indførte såkaldt lige og almindelig valgret, var valgloven set med nutidens øjne meget restriktiv. Populært sagt udelukkede man en række F’er: Fruentimmere (kvinder), folkehold (tjenestefolk), fattige, forbrydere, fremmede samt de umyndiggjorte. Samtidig var valgretsalderen 30 år. Alt i alt betød det, at kun cirka 15 procent af befolkningen over 30 år havde valgret i 1849.

Hvad betød Grundlovsændringen anno 1866?

Selv om der blev taget et afgørende skridt med vedtagelsen af Grundloven i 1849, har det danske demokrati langtfra fungeret uproblematisk frem til i dag, ligesom det heller ikke hele tiden har udviklet sig i retning af stadigt mere folkestyre. Efter nederlaget til Preussen og Østrig i 1864 og det medfølgende tab af hertugdømmerne Slesvig og Holsten opstod et politisk tomrum i Danmark. Flere blandt den økonomiske elite var allerede i 1850’erne begyndt at fortryde Grundlovens bestemmelser om den almindelige, mandlige valgret, da de var bange for, at bønderne fik for stor magt.

Derfor benyttede en gruppe godsejere det politiske tomrum til at få gennemført en ny grundlov. Ifølge Grundloven af 1866 var der samme valgret som i 1849-grundloven til Folketinget, men de 66 medlemmer til Landstinget blev valgt på en ny måde, der sikrede, at godsejerne havde flertal. Det største problem i den sammenhæng var, at der ikke fandtes regler for, hvordan konflikter mellem Folketinget og Landstinget skulle løses, og dermed blev lovgivningsarbejdet i vid udstrækning lammet.

Hvad betød Grundlovsændringen anno 1915?

Der skulle gå yderligere 49 år, før grundlovsændringerne fra 1866 blev ændret, det skete nemlig i 1915. Ved denne grundlovsændring skete et yderligere demokratisk tiltag, idet også kvinder fik valgret til Rigsdagen. I årene før havde de fået indflydelse på det politiske liv ved i 1903 at få stemmeret til menighedsrådene og i 1908 til de kommunale råd, men fra 1915 havde de endelig valgret på linje med mændene. Det betød også, at kvinderne kunne stille op til Folketinget, og ved det efterfølgende valg den 22. april 1918 blev fem kvinder valgt ind i Landstinget – mest kendt i eftertiden er socialdemokraten Nina Bang, der i 1924 blev den første kvindelige minister i Danmark. I samme forbindelse blev Folketinget udvidet fra 114 til 140 pladser.

Hvad er Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953?

I 1953 blev Grundloven ændret på en lang række punkter. Blandt de vigtigste kan nævnes:

  • Kongemagten kan nu også arves af kvinder.
  • Parlamentarismen blev indføjet i Grundloven. Det betyder, at en regering ikke kan blive siddende, hvis den har et flertal i Folketinget imod sig.
  • Det ene af Rigsdagens to kamre – Landstinget – blev afskaffet, og Folketinget blev udvidet til 179 medlemmer.
  • Umyndige har fortsat ingen valgret, mens spørgsmålet om personer, der er straffede eller har modtaget kontanthjælp, skal have stemmeret, bestemmes ved anden lov.
  • Spørgsmålet om valgretsalderens størrelse kan nu afgøres ved en folkeafstemning – på det tidspunkt var alderen 23 år, men siden 1978 har den været 18 år.
  • Grønland blev en ligeberettiget del af Danmark og har siden valgt to medlemmer til Folketinget, når der er valg i Danmark.
  • Det bliver muligt at bruge folkeafstemninger ved andre lovændringer end grundlovsændringer, idet 1/3 af Folketingets medlemmer kan kræve, at et lovforslag skal sendes til folkeafstemning.

Hvilket politisk billede gav folketingsvalgene 1953-1973?

I denne periode var mandatfordelingen i Folketinget domineret af de fire 'gamle' partier, dvs. Det Konservative Folkeparti (med rødder tilbage til partiet 'Højre' stiftet i 1870), Venstre (stiftet i 1870 under navnet Det Forende Venstre), Socialdemokratiet (stiftet i 1871) og Det Radikale Venstre (stiftet i 1905). Partiet Socialistisk Folkeparti (SF) blev dannet i 1959 og har været repræsenteret i Folketinget siden folketingsvalget i 1960, men derudover var der tale om en meget konsensusorienteret og politisk stabil periode med få vælgervandringer imellem partierne. På nær årene 1968-1971, hvor Hilmar Baunsgaard (R) dannede regering med Venstre og De Konservative, sad Socialdemokratiet solidt på regeringsmagten med statsministrene H.C. Hansen, Viggo Kampmann og Jens Otto Krag.

Hvordan forandrede ’jordskredsvalget’ i 1973 Folketinget?

Det mest skelsættende folketingsvalg i nyere danmarkshistorie var folketingsvalget den 4. december 1973, der efterfølgende fik den rammende betegnelse '’jordskredsvalget'. Ved valget fordobledes antallet af partier i Folketinget fra fem til ti. Foruden de fire 'gamle' partier og SF var der tale om en genkomst til partierne Retsforbundet og Danmarks Kommunistiske Parti, og tre nye partier kom i Folketinget for første gang: Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Valgets store sejrherre var Fremskridtspartiet, som med Mogens Glistrup som formand blev Danmarks næststørste parti efter Socialdemokratiet. Sammenlagt var der tale om en voldsom tilbagegang til Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative og De Radikale på i alt 54 mandater. Resultat blev en ustabil mindretalsregering med Poul Hartling (V) som statsminister. Aldrig tidligere havde et valg budt på så voldsomme vælgervandringer, hvilket afslørede, at vælgernes partipolitiske trofasthed var under hastig afvikling.

Hvad var 'jordskredsvalget' i 1973 udtryk for?

’Jordskredsvalget’ er af mange primært blevet tolket som en protest imod de gamle etablerede partier og imod den brede politiske konsensus, som indtil da havde hersket på tværs af partierne. For det andet markerede valget en protest imod de øgede skatter, som var resultatet af stigende offentlige udgifter til velfærdsstatens gradvise udbygning i 1960'erne. På landsdækkende tv fremstillede Mogens Glistrup skattesnydere som helte og sammenlignede dem med sabotører under den tyske besættelse, ligesom han på tv fremviste sit eget skattekort med en trækprocent på nul.

Centrum-Demokraterne, der var stiftet af den tidligere socialdemokrat Erhard Jakobsen som en reaktion på en planlagt forøgelse af boligbeskatningen, indtog også en skattekritisk position. For det tredje rummede valget en protest mod de klassiske partiers ideologier og partiprogrammer. Hverken Fremskridtspartiet eller Centrum-Demokraterne opererede med egentlige, sammenhængende partiprogrammer, men prioriterede i stedet enkeltsager som f.eks. skattespørgsmålet. Derfor omtales partierne ofte som de første danske 'protestpartier'.

Udfaldet af det højdramatiske folketingsvalg i 1973 var også påvirket af forhold som indførslen af fri abort (1973), pornografiens legalisering (1969), den første oliekrise (1973) og Danmarks optagelse i EU (1972). Valget i 1973 var på mange måder en reaktion på disse omfattende samfundsforandringer og markerede det sociale, økonomiske, værdipolitiske og autoritetsmæssige opbrud, som opstod med afslutningen af 1960'ernes højkonjunktur.

Hvordan blev magten fordelt efter folketingsvalgene 1973-2001?

Perioden efter ’jordskredsvalget’ var præget af hyppige folketingsvalg. Anker Jørgensen (S) stod som statsminister i spidsen for en lang række mere eller mindre stabile regeringskoalitioner fra 1975 og frem. Uden at udskrive valg overlod han i 1982 regeringsmagten til de borgerlige, da han ikke længere kunne samle flertal for sin økonomiske politik.

I stedet blev Poul Schlüter (K) statsminister. Op igennem 1980'erne fungerede han som regeringsleder for en række mindretalsregeringer. I 1993 trådte han tilbage ovenpå kritikken i forbindelse med Tamilsagen, hvor han tidligere i forløbet havde udtalt den kendte bemærkning: "Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet".

Poul Nyrup Rasmussen (S) overtog herefter rollen som statsminister ovenpå en dronningerunde. Endnu engang var regeringsmagten skiftet imellem venstre og højre side i Folketinget, uden at der var blevet afholdt et folketingsvalg.

Hvorfor var folketingsvalget i 2001 et særligt valg?

Folketingsvalget den 20. november 2001, der blev udskrevet af Poul Nyrup Rasmussen (S), blev på mange måder et historisk valg. Valget bød på de største vælgervandringer siden ’jordskredsvalget’ i 1973 og betød, at regeringsmagten for første gang siden da skiftede lejr i forbindelse med et folketingsvalg. Med 56 mandater overgik Venstre Socialdemokratiet som Danmarks største parti for første gang siden 1920, mens Socialdemokratiet fik sit værste valg siden 1973. Både Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne røg ud af Folketinget, mens Dansk Folkeparti, der var stiftet i 1995 af en fraktion af medlemmer fra Fremskridtspartiet, blev Danmarks tredjestørste parti. De Radikale, der siden 1929 havde haft helt afgørende indflydelse på regeringsdannelsen efter de fleste folketingsvalg, stod sammen med Kristeligt Folkeparti uden for parlamentarisk indflydelse. Resultatet blev en VK-regering med Anders Fogh Rasmussen (V) som statsminister, solidt støttet af Dansk Folkeparti med Pia Kjærsgaard som formand.

 

Debat mellem Mogens Glistrup, Pia Kjærsgaard og Anders Fogh Rasmussen op til Folketingsvalget 2001.

 

Hvad blev konsekvensen af folketingsvalget i 2001?

Den overbevisende valgsejr til den borgerlige lejr betød, at to distinkte blokke nu stod over for hinanden: en blå blok (regeringen og støtteparti) og en rød blok (oppositionen). Denne parlamentariske situation ændrede sig hverken ved folketingsvalget i 2005 eller 2007, hvor Venstre og Konservative med støtte fra Dansk Folkeparti fortsat udgjorde et flertal i Folketinget.

Venstres valgsejr blev især grundlagt af en markant vælgervandring i de større byer, hvor Venstre traditionelt havde stået svagt. I selve valgkampen blev centrale emner som 'Skattestop' og 'Frit valg' effektivt introduceret som en del af en kontraktpolitik, hvor V og K fremlagde sin politik og forpligtede sig til en 'kontrakt' med vælgerne om gennemførelsen af den. Et andet afgørende tema var udlændingepolitikken, hvor Venstre gik til valg på at begrænse indvandringen, hvilket også var et omdrejningspunkt i Dansk Folkepartis valgkamp.