mette frederiksen og lars løkke
Lars Løkke Rasmussen og statsminister Mette Frederiksen efter overdragelse i Statsministeriet den 27. juni 2019.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Folketingsvalg i Danmark

cand.mag. Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2011. Senest opdateret af journalist Malene Fenger-Grøndahl, Bureauet. Juli 2019.
Top image group
mette frederiksen og lars løkke
Lars Løkke Rasmussen og statsminister Mette Frederiksen efter overdragelse i Statsministeriet den 27. juni 2019.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Main image
Statsminister Helle Thorning-Schmidt annoncerer folketingsvalg i Spejlsalen på Christiansborg den 27. maj 2015.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt annoncerer folketingsvalg i Spejlsalen på Christiansborg den 27. maj 2015.
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen / Scanpix

Indledning

Folketingsvalg er en af grundpillerne i det danske folkestyre. Når vi stemmer, giver vi politisk magt til de partier og de politikere, som vi mener, er bedst egnet til at styre samfundet i den retning, vi ønsker. Folketingsvalg er også vælgernes mulighed for at stille politikerne til ansvar for deres arbejde. Traditionelt har danskerne været tæt knyttet til et enkelt parti, men i nyere tid har der været en stigende tendens til, at vælgerne skifter parti fra valg til valg. Et par uger inden valget i november 2007 var hver tredje vælger i tvivl om, hvor de skulle sætte deres kryds, og også før valget i september 2011 og juni 2015 var der stor spænding om udfaldet. Det samme gjaldt op til valget 5. juni 2019.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen i sin sejrstale på valgaftenen den 6. juni 2019.

Artikel type
faktalink

Introduktion til folketingsvalg

Spørgetime i Folketinget den 10. marts 2015.
Spørgetime i Folketinget den 10. marts 2015.
Foto: Mathias Bojesen / Scanpix

Hvad betyder folketing?

Ordet ‘folketing’ er en sammentrækning af de to ord ‘folk’ og ‘ting’. ‘Folk’ refererer i den sammenhæng til et lands befolkning, mens ‘ting’ skal forstås i betydningen ‘råd' eller 'parlament’. Ordet ‘folketing’ refererer til, at Danmarks øverste lovgivende magt er et ‘ting’, som er valgt af det danske ‘folk’.

Hvad er Folketinget?

Folketinget er den øverste lovgivende forsamling i Danmark. Det består af 179 politikere, også kaldet folketingsmedlemmer, hvoraf 175 er valgt i Danmark, mens to vælges i Grønland og to på Færøerne. De politikere, danskerne vælger ind i Folketinget, repræsenterer hele Danmark både geografisk, erhvervsmæssigt og aldersmæssigt. Folketinget har ændret sig meget med tiden. Der er i dag flere kvinder og flere unge end tidligere. Ligeledes stiger antallet af politikere med en akademisk uddannelse, men der er stadig også enkelte landmænd, håndværkere, skolelærere eller selvstændigt erhvervsdrivende blandt Folketingets medlemmer.

Et folketingsmedlem er ifølge grundloven kun bundet af sin overbevisning. Det vil sige, at medlemmerne i princippet er uafhængige og ikke har pligt til at tage hensyn til, hvad deres parti eller vælgere siger. Normalt er det dog sådan, at medlemmerne indordner sig under partilinjen. Selv om langt de fleste medlemmer af Folketinget er organiseret i partier, behøver de ikke at være det. De folketingsmedlemmer, der ikke er med i et parti, kaldes løsgængere.

Folketinget har hjemme på Christiansborg i København og kaldes i daglig tale derfor bare for ‘Borgen’. Ud over folketingsmedlemmerne arbejder cirka 1.000 mennesker på Christiansborg som embedsmænd, sekretærer, vagter, journalister med mere.

Hvad laver Folketinget?

Groft sagt består folketingsarbejdet af lovgivning. Lovgivningen er med til at skabe de overordnede linjer for, hvordan det danske samfund skal indrettes og udvikles. Folketinget vedtager for eksempel love om, hvordan forskellige forbrydelser skal straffes, hvordan det danske forsvar skal tilrettelægges, og hvordan uddannelsessystemet skal se ud. En af de vigtigste opgaver for Folketinget er at vedtage det årlige budget for staten i en finanslov. Samtidig har Folketinget til opgave at kontrollere, at regeringen gør sit arbejde ordentligt – det man også kalder parlamentarisk kontrol. Folketingsmedlemmerne kontrollerer den lovgivning og de beslutninger, som regeringen fremsætter, ved at stille spørgsmål eller bede om redegørelser, som ministrene har pligt til at besvare.

Hvornår skal der udskrives folketingsvalg?

Der skal udskrives folketingsvalg mindst én gang hvert 4. år, men statsministeren har ret til at udskrive valg når som helst.

Nogle gange vælger en statsminister at udskrive valg ’i utide', altså før udløbet af den fireårige valgperiode. Det kan ske, hvis regeringen eksempelvis har svært ved at få gennemført sin politik på grund af en stærk opposition. Man kan sige, at statsminister Anders Fogh Rasmussens udskrivelse af valg i 2007 var i utide, da et valg i ifølge lovgivningen først skulle have været udskrevet i februar 2009.

En regering kan ligeledes vælge at udskrive et valg, hvis et flertal i Folketinget stemmer en lov igennem, der er imod regeringens politik. I princippet skal et lovforslag, der får flertal i Folketinget, gennemføres uanset regeringens holdning, men hvis regeringen ikke vil bøje sig for flertallet, skal den enten gå af eller udskrive valg.

En regering kan desuden blive tvunget til at gå af, hvis et flertal i Folketinget er imod, at regeringen fortsætter, hvilket også kaldes et mistillidsvotum.

Sidst, men ikke mindst, kan Kongen/Dronningen i overensstemmelse med Grundloven til enhver tid udskrive valg.

Hvordan bliver et folketingsvalg afholdt?

Ifølge Folketingets hjemmeside (se kilder) er der ingen regler for, hvor lang tid der skal gå mellem udskrivelsen af et valg og afholdelsen deraf, men af praktiske årsager bliver et valg udskrevet senest omkring tre uger før selve valgdagen. Ellers kan Økonomi- og Indenrigsministeriet ikke nå at ordne de praktiske ting som at godkende kandidater og partier, trykke stemmesedler med mere. Derudover giver det også partierne en chance for at føre valgkamp og markere deres synspunkter, og desuden foreskriver loven, at brevafstemningen begynder allerede 14 dage før et valgs afholdelse.

Vælgerne får tilsendt valgkort senest fem dage før afstemningen med besked om, hvor de skal stemme. Det er typisk på en skole eller på rådhuset. På valgstederne sidder repræsentanter for de forskellige partier – også kaldet de valgtilforordnede – og holder øje med, at alt foregår på lovlig vis. På valgstedet får vælgeren udleveret en stemmeseddel, hvor vedkommende skal sætte kryds enten ved et bestemt parti eller ved en person. Selve afkrydsningen foregår i et aflukke, så afstemningen er hemmelig. Valgstederne lukker klokken 20. Allerede i løbet af dagen begynder man at tælle stemmerne op, og i løbet af aftenen eller natten bliver alle partistemmerne optalt. I løbet af de næste dage optælles de personlige stemmer for at finde ud af, hvilke kandidater fra de enkelte partier der skal i Folketinget.

Hvem kan stille op til et valg?

Ønsker du at stille op som kandidat til folketingsvalg, skal du anmelde dig som kandidat til anmeldelsesmyndigheden for den opstillingskreds, hvor du ønsker at opstille. Du kan stille op på to måder:

· kandidat for et parti

· som kandidat uden for partierne 

Men for overhovedet at kunne stille op til folketingsvalg, skal du først og fremmest have valgret til folketingsvalg.

Valgret til folketingsvalg har enhver, som på valgdagen:

· har dansk indfødsret (dansk statsborgerskab)

· er fyldt 18 år

· har fast bopæl i riget

· ikke er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne i henhold til værgemålslovens § 6 (tidligere kaldt "umyndiggjort") 

For at opfylde betingelsen om ”fast bopæl” skal du være tilmeldt folkeregisteret i Danmark. Der er dog undtagelser for visse danskere, der opholder sig i udlandet. Du har f.eks. ret til at stemme alligevel, hvis du arbejder for Udenrigsministeriet (diplomat) eller er udsendt af en dansk myndighed, virksomhed eller forening. Det gælder også, hvis du opholder dig i udlandet på grund af uddannelse eller helbred, eller hvis du skriver under på, at du har til hensigt at vende tilbage til Danmark inden 2 år efter udrejsen. Reglerne står i folketingsvalglovens § 2.

Man kan ikke stemme, hvis man er gjort umyndig. Det kunne f.eks. være på grund af psykisk sygdom eller mentalt handicap. Til gengæld mister man ikke længere sin stemmeret, fordi man får økonomisk hjælp fra kommunen, eller fordi man er straffet. 

Hvordan stiller man op som kandidat for et parti?

Hvis et parti allerede sidder i Folketinget, når valget udskrives, kan dette uden videre stille op til valget.

Hvis du ønsker at stille op for et parti, der ikke allerede sidder i Folketinget, skal indenrigs- og sundhedsministeren have besked senest 15 dage før valgdagen. For at blive erklæret opstillingsberettiget skal der i anmeldelsen til ministrene følge et antal vælgererklæringer eller underskrifter, der svarer til 1/175 af samtlige gyldige stemmer ved sidst afholdte folketingsvalg, hvilket typisk er omkring 20.000. Siden 1989 har anmeldelsen af et nyt parti krævet en aktiv handling fra vælgerens side. Det betyder, at det er vælgeren selv, der skal videresende anmeldelsesblanketten til partiet efter at have underskrevet og erklæret sig enig i, at partiet bør være opstillingsberettiget. Denne bestemmelse har vist sig som en væsentlig hindring for, at nye partier kan opstille til folketingsvalg. Op til Folketingsvalget i juni 2015 forsøgte flere partier at nå at blive opstillingsberettiget. Det lykkedes for partiet Alternativet, mens det ikke lykkedes Nationalpartiet at samle gyldige vælgererklæringer nok. Derfor valgte syv af partiets medlemmer at stille op som løsgængere ved Folketingsvalget.

Op til folketingsvalget 5. juni 2019 lykkedes det to nye partier, Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs, at indsamle de 20.109 vælgererklæringer, der skulle til for at blive opstillingsberettiget. En ny procedure, som gør det muligt at indsamle og indsende vælgererklæringerne elektronisk, har gjort det lettere at få indsamlet de nødvendige underskrifter.

Det er primært partier og deres partiforeninger, som har kandidater opstillet til Folketinget. Valgsystemets regler for opstilling stammer fra en tid, hvor en meget stor del af befolkningen var medlem af en partiforening, så selv om medlemstallene i partiforeningerne er faldet markant de senere årtier, har man altså valgt at bibeholde denne procedure. I 2000 var der ifølge Folketingets hjemmeside (se kilder) 187.101 medlemmer af de danske partier. Det betyder reelt, at kun omkring fem procent af vælgerne er med til at afgøre, hvem, der stiller op som kandidater, altså hvem, man kan stemme på.

Hvordan stiller man op som kandidat uden for et parti?

At stille op som kandidat uden for et parti bliver i folkemunde kaldt at stille op som løsgænger. Det vil sige, at kandidaten ikke er tilknyttet et etableret parti, der er erklæret opstillingsberettiget til Folketinget.

Det er kun få, der vælger at stille op uden for et parti, da det typisk er meget svært blive valgt ind som løsgænger. For at man som løsgænger kan blive erklæret opstillingsberettiget, skal man indsamle minimum 150 underskrifter i sin valgkreds, og derefter kræver det 20.000 personlige stemmer ved Folketingsvalget for at blive valgt ind.

Kun to gange er det lykkedes en løsgænger at komme i Folketinget. Første gang var i 1953, hvor Hans Schmidt fik tildelt tilstrækkeligt med stemmer. Han stillede op som løsgænger, men i realiteten repræsenterede han det tyske mindretal. Komikeren Jacob Haugaard er den anden løsgænger, der har haft held til at komme i Folketinget. Det skete, da han i 1994 gik til valg på flottere julegaver, medvind på cykelstierne, korte kassekøer i Bilka og lignende. Han blev valgt ind med 23.253 stemmer i Århus Amt. Det sker, at medlemmer af Folketinget at blive løsgængere, mens de sidder i Folketinget, f.eks. fordi de er blevet uenige i en ny linje i deres partis politik. 

Hvem kan stemme til folketingsvalg?

I dag har alle danske statsborgere, der er fyldt 18 år, ret til at stemme til et folketingsvalg. Nogle få danskere er grundet svære fysiske eller psykiske handicap umyndiggjort og frataget stemmeretten. Mennesker, som har fået en værge til at tage sig af deres økonomi, fordi de ikke selv magter at styre den, bliver dog også automatisk frataget stemmeretten, og det har op til folketingsvalget i juni 2015 givet kritik fra flere sider.
Desuden har der været rejst kritik af, at kriterierne for at få dansk statsborgerskab er blevet strengere, så flere og flere mennesker, der bor i Danmark og i nogle tilfælde er født her, ikke kan stemme ved Folketingsvalg, fordi de ikke kan leve op til kravene til statsborgerskab, eller fordi de ikke ønsker at vælge deres oprindelige statsborgerskab fra for at blive danske statsborgere. Op til folketingsvalget i juni 2015 blev det bl.a. nævnt, at borgmesteren på Samsø, som har hollandsk statsborgerskab, ikke kan stemme eller stille op til folketingsvalg, fordi han ikke er dansk statsborger.
På Folketingets hjemmeside (se kilder) skønnes det dog, at 99% af befolkningen over 18 år har stemmeret i dag.

Hvordan bliver stemmerne fordelt?

For at blive valgt ind i Folketinget skal et parti have over 2% af stemmerne. Derfor kalder man 2% for spærregrænsen. Det er en forholdsvis lav spærregrænse sammenlignet med mange andre lande.
Løsgængere skal normalt have 10.000-20.000 stemmer for at komme i Folketinget.

Som opfølgning på kommunalreformen, der trådte i kraft 1. januar 2007, blev der gennemført en ny inddeling af Danmark i folketingsvalgkredse. Den nye valgkredsinddeling er tilpasset de nye regioner og kommuner, og hvor mandaterne tidligere fordeltes på de tre geografiske områder Jylland, Øerne og København/Frederiksberg, fordeles de nu på følgende treområder:

· Hovedstaden

· Sjælland og Syddanmark

· Midtjylland og Nordjylland 

Hvad er kreds- og tillægsmandater?

De hidtidige 17 amts- og storkredse er i dag erstattet af 10 nye storkredse, heraf består hovedstaden af fire storkredse, og Sjælland-Syddanmark og Midtjylland-Nordjylland består af hver tre storkredse. Storkredsene er igen inddelt i 92 opstillingskredse, mens de hidtidige amts- og storkredse var inddelt i 103 opstillingskredse.

Når der i forbindelse med et valg skal fordeles mandater, sker det på to måder, nemlig i kredsmandater og i tillægsmandater. De 135 ud af 179 mandater er kredsmandater, heraf får Hovedstaden 38 kredsmandater, Sjælland-Syddanmark 51 og Midtjylland-Nordjylland 46 kredsmandater. Systemet sikrer, at der bliver valgt kandidater fra hele landet ind i Folketinget og ikke kun for eksempel fra København.

For at sikre, at partierne får alle de stemmer, der tilkommer dem på landsplan, bliver de sidste 40 mandater fordelt ved forholdstalsvalg – det er de såkaldte tillægsmandater. I Hovedstaden er der 11 tillægsmandater, i Sjælland-Syddanmark 15 og i Midtjylland-Nordjylland 14 tillægsmandater. Tillægsmandater fordeles ud fra, hvor mange stemmer et parti har fået i hele landet. Dette sættes i forhold til det antal pladser/kredsmandater, partiet har i Folketinget. Stemmer dette ikke overens, suppleres op med tillægsmandater. De sidste fire mandater får Færøerne og Grønland, med to mandater til hver.

Ovenstående er nærmere beskrevet i Bekendtgørelse om fordeling af kreds- og tillægsmandater ved folketingsvalg Nr. 602 af 13. juni 2007 samt loven “Beregning af kreds- og tillægsmandaternes stedlige fordeling ved folketingsvalg efter valgkredsreformen” (se kilder).

Hvordan bliver regeringen dannet?

Efter hvert folketingsvalg skal der dannes regering. Når stemmerne er talt op, og man har fundet ud af, hvilke kandidater der har fået plads i Folketinget, går hvert parti til dronningen. Det kaldes en dronningerunde. Her peger partierne på den partileder, eller 'kongelig undersøger', som de mener, kan forhandle en regering på plads. Forhandlingslederen bliver oftest også statsminister.

Forhandlingslederens opgave er at finde ud af, hvilke andre partier der støtter en regeringsdannelse. Hvis de partier, der bliver enige om at danne regering, har 90 mandater eller mere, har de flertal i Folketinget og kan danne regering uden støtte fra andre partier. I Danmark sker det dog sjældent, at der dannes en sådan flertalsregering. Som regel er der tale om en mindretalsregering, der er afhængig af støtte fra et eller flere partier, som så bliver regeringens såkaldte støttepartier. Støttepartier er ikke medlem af regeringen og kan derfor heller ikke have ministerposter, men de støtter regeringen og dens politik. En mindretalsregering overlever kun så længe, støttepartierne sikrer, at regeringen ikke har et flertal imod sig. Det betyder, at partierne ofte tvinges til at samarbejde på kryds og tværs for at få gennemført deres politik. Det betyder også, at støttepartier og forholdsvis små regeringspartier typisk har stor indflydelse på dansk politik, da de kan tvinge regeringen til at gå af, hvis ikke de får opfyldt de krav, de stiller for at ville støtte regeringen.

Hvordan bliver ministrene valgt?

En ny statsministers første opgave er at vælge de ministre, han eller hun ønsker i sin regering. Nogle ministerposter er 'tungere' eller mere prestigefyldte end andre, f.eks. er Udenrigsministeriet mere attraktivt end Transportministeriet. For statsministeren er der derfor tale om at lægge et større puslespil, når minister- og udvalgsposter i regeringsdannelsen skal fordeles, så både regeringspartnere, støttepartier og interne partistøtter bliver tilfredse.

I langt de fleste tilfælde vælges ministrene blandt folketingsmedlemmerne, men der er eksempler på, at personer uden for Folketinget er blevet hentet ind som ministre. Eksempelvis blev Connie Hedegaard (K), der på daværende tidspunkt var tv-vært på DR2, hentet ind som miljøminister ved VK-regeringens ministerrokade i 2004. På samme måde blev Tommy Ahlers (Venstre), der har stået bag en række iværksættervirksomheder og er kendt fra tv-programmet Løvens hule, i maj 2018 udnævnt til uddannelses- og forskningsminister. Efter valget i juni 2019 blev Joy Mogensen, der var borgmester i Roskilde for Socialdemokratiet, hentet ind som ny kultur- og kirkeminister, mens Jeppe Kofod, der var blevet genvalgt til Europa-Parlamentet ved valget 26. maj 2019, blev hentet ind som ny udenrigsminister i Mette Frederiksens rent socialdemokratiske regering. Jeppe Kofod har dog tidligere siddet i Folketinget.

Hvor stor magt har regeringen?

De love, der bliver vedtaget i Folketinget, er for de flestes vedkommende blevet fremsat af den siddende regering. Men alle lovforslag skal vedtages med flertal, det vil sige med mindst 90 stemmer i Folketingssalen. Da regeringen endvidere ikke må have et flertal imod sig i Folketinget, er det sikret, at det er flertallet af de folkevalgte politikere, der træffer afgørelserne.

Med Danmarks medlemskab af EU kan der dog argumenteres for, at der er sket en afgivelse af politisk suverænitet, altså ret til selvbestemmelse. Mange af de beslutninger og love, der vedtages i EU, er Danmark nemlig forpligtet til at rette sig efter og skrive ind i dansk lovgivning, hvilket er med til at mindske regeringens magt. Man kan ligeledes diskutere, om det danske EU-medlemskab reducerer det danske folkestyre og princippet om, at folket styrer gennem afstemninger eller ved repræsentative valg. På den ene side er beslutningsprocesserne flyttet til EU, men på den anden side har danskerne selv stemt 'ja' til at træde ind i EU. De danske vælgere har også hvert femte år mulighed for at vælge repræsentanter til Europa-Parlamentet, som kan siges at udgøre EU-systemets lovgivende magt. Via kommissærer er Danmark også repræsenteret i EU-Kommissionen, der kan betegnes som EU's udøvende magt. Fra 2009 til 2014 fungerede Connie Hedegaard som EU's klimakommissær. Hun blev i oktober 2014 afløst af Margrethe Vestager, der frem til 2019 skal være EU’s konkurrencekommissær. 

Folketingsvalgets historie

Billedet er et forstudie til et berømt maleri, der forestiller den radikale C. Th. Zahle, som stod bag Grundloven i 1915 der bl.a. gav kvinder valgret.
Billedet er et forstudie til et berømt maleri, der forestiller den radikale C. Th. Zahle, som stod bag Grundloven i 1915 der bl.a. gav kvinder valgret.
Foto: Keld Navntoft / Scanpix

Hvad er junigrundloven 1849?

Inden indførelsen af Grundloven den 5. juni 1848 var det reelt kongen, der havde al magt i Danmark – både den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Hans magt var understøttet af en forsamling af rigets mest velstillede samfundsgrupper, som diskuterede og i visse tilfælde traf beslutninger for kongen. Denne gruppe kaldte man Rigsdagen. Men med indførelsen af Grundloven fik Rigsdagen en ny betydning som et demokratisk parlament.

Grundloven betød blandt andet, at magten blev adskilt i en lovgivende, en dømmende og en udøvende magt:

· Den lovgivende magt svarer til Folketinget (datidens Landsting og Folketing). Det er en folkevalgt forsamling, som udarbejder og vedtager love. Lovene skal dog underskrives af dronningen for at være gældende.

· Den udøvende magt svarer til regeringen. Regeringen har tre opgaver, den skal tage sig af:  at fremsætte lovforslag sammen med Folketinget, at gennemføre love, som vedtages af Folketinget, og at lede de forskellige ministerier via ministrene.

· Den dømmende magt, som repræsenteres af domstolene.

Tredelingen blev indført for at sikre et stabilt folkestyre og for at forhindre magtmisbrug ved, at de tre grupper af magthavere kan kontrollere hinanden. Den lovgivende og udøvende magt kontrollerer hinanden på den måde, at et flertal blandt Folketingets 179 medlemmer har mulighed for at vælte en regering eller en minister ved at stille et mistillidsvotum. Statsministeren kan desuden til enhver tid opløse Folketinget og udskrive nyvalg i håb om at få et mere samarbejdsvilligt Folketing.

I praksis står dronningen uden for magtens tredeling, men hun er formelt den, der udnævner og afskediger ministrene.

 

Hvornår var det første folketingsvalg?

Det første valg til det danske Folketing var i 1849, nærmere bestemt den 4. december 1849. Valget var et resultat af, at Rigsdagen, som den øverste lovgivende forsamling hed dengang, vedtog den første grundlov den 5. juni 1849. Samtidig vedtog Rigsdagen Lov om Valg til Rigsdagen, som omfattede valg til begge Rigsdagens kamre, Folketinget og Landstinget.

Den første valglov var noget anderledes end de regler, vi kender i dag. Selv om man indførte en såkaldt lige og almindelig valgret, så var valgloven set med nutidens øjne meget restriktiv. Populært sagt udelukkede man en række F’er: Fruentimmere (kvinder), folkehold (tjenestefolk), fattige, forbrydere, fremmede samt de umyndiggjorte. Samtidig var valgretsalderen 30 år. Alt i alt betød det, at kun cirka 15 % af befolkningen over 30 år havde valgret i 1849.

Hvad betød Grundlovsændringen anno 1866?

Selv om der blev taget et afgørende skridt med vedtagelsen af Grundloven i 1849, har det danske demokrati langtfra fungeret uproblematisk frem til i dag, ligesom det heller ikke hele tiden har udviklet sig i retning af stadigt mere folkestyre. Efter nederlaget til Preussen og Østrig i 1864 og det medfølgende tab af hertugdømmerne Slesvig og Holsten opstod der et politisk tomrum i Danmark. Flere blandt den økonomiske elite var allerede op gennem 1850’erne begyndt at fortryde Grundlovens bestemmelser om den almindelige, mandlige valgret, da de var bange for, at bønderne fik for stor magt. Derfor benyttede en gruppe godsejere det politiske tomrum til at få gennemført en ny grundlov. Ifølge Grundloven af 1866 var der samme valgret som i 1849-grundloven til Folketinget, men de 66 medlemmer til Landstinget valgtes på en ny måde, der sikrede, at godsejerne havde flertallet. Det største problem i den sammenhæng var, at der ikke fandtes regler for, hvordan konflikter mellem Folketinget og Landstinget skulle løses, og dermed blev lovgivningsarbejdet i vid udstrækning lammet.

Hvad betød Grundlovsændringen anno 1915?

Der skulle gå yderligere 49 år, før Grundlovsændringerne fra 1866 blev ændret, det skete nemlig i 1915. Ved denne Grundlovsændring skete et yderligere demokratisk tiltag, idet også kvinderne fik valgret til Rigsdagen. I årene før havde de fået indflydelse på det politiske liv ved i 1903 at få stemmeret til menighedsrådene og i 1908 til de kommunale råd, men fra 195  havde de endelig valgret på linje med mændene. Det betød samtidig, at kvinderne kunne stille op til Folketinget, og ved det efterfølgende valg den 22. april 1918 blev fem kvinder valgt ind i Landstinget – mest kendt i eftertiden er socialdemokraten Nina Bang, der i 1924 blev den første kvindelige minister i Danmark. Fire kvinder blev valgt ind i Folketinget.

I samme forbindelse blev Folketinget udvidet fra 114 til 140 pladser.

Hvad er Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953?

I 1953 blev Grundloven ændret på en lang række punkter. Blandt de vigtigste kan nævnes:

· Kongemagten kan nu også arves af kvinder.

· Parlamentarismen blev indføjet i Grundloven. Det betyder, at en regering ikke kan blive siddende, hvis den har et flertal i Folketinget imod sig.

· Det ene af Rigsdagens to kamre – Landstinget – blev afskaffet, og Folketinget blev udvidet til 179 medlemmer.

· Umyndige har fortsat ingen valgret, mens spørgsmålet om personer, der er straffede eller har modtaget kontanthjælp, skal have stemmeret, bestemmes ved anden lov.

· Spørgsmålet om valgretsalderens størrelse kan nu afgøres ved en folkeafstemning – på det tidspunkt var alderen 23 år, men siden 1978 har den været 18 år.

· Grønland blev en ligeberettiget del af Danmark og har siden valgt to medlemmer til Folketinget, når der er valg i Danmark.

· Det bliver muligt at bruge folkeafstemninger ved andre lovændringer end Grundlovsændringer, idet 1/3 af Folketingets medlemmer (det vil sige 60 medlemmer) kan kræve, at et lovforslag skal sendes til folkeafstemning.

Folketingsvalg i nyere tid

Kommunisten Knud Jespersen og Erhardt Jakobsen fra Centrumdemokraterne blev valgt ind i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973.
Kommunisten Knud Jespersen og Erhardt Jakobsen fra Centrumdemokraterne blev valgt ind i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973.
Foto: NF / Scanpix

Hvilket politisk billede gav folketingsvalgene 1953-1973?

I denne periode var mandatfordelingen i Folketinget domineret af de fire 'gamle' partier, dvs. Det Konservative Folkeparti (med rødder tilbage til partiet 'Højre' stiftet i 1870), Venstre (stiftet i 1870 under navnet Det Forende Venstre), Socialdemokratiet (stiftet i 1871) og Det Radikale Venstre (stiftet i 1905). Partiet Socialistisk Folkeparti (SF) blev dannet i 1959 og har været repræsenteret i Folketinget siden folketingsvalget i 1960, men derudover var der tale om en meget konsensusorienteret og politisk stabil periode med få vælgervandringer imellem partierne. På nær årene 1968-1971, hvor Hilmar Baunsgaard (R) dannede regering med Venstre og De Konservative, sad Socialdemokratiet solidt på regeringsmagten med statsministrene H.C. Hansen, Viggo Kampmann og Jens Otto Krag.

Hvordan forandrede ’jordskredsvalget’ i 1973 Folketinget?

Det mest skelsættende folketingsvalg i nyere danmarkshistorie var uden tvivl folketingsvalget den 4. december 1973. Valget fik efterfølgende den rammende betegnelse '’jordskredsvalget'. Ved valget fordobledes antallet af partier i Folketinget fra fem til ti. Foruden de fire 'gamle' partier og SF var der tale om en genkomst til partierne Retsforbundet og Danmarks Kommunistiske Parti, og tre nye partier kom i Folketinget for første gang: Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Valgets helt store sejrherre var Fremskridtspartiet, som med Mogens Glistrup som formand blev Danmarks næststørste parti efter Socialdemokratiet. Sammenlagt var der tale om en voldsom tilbagegang til Socialdemokraterne, Venstre, De Konservative og De Radikale på i alt 54 mandater. Resultat blev en ustabil mindretalsregering med Poul Hartling (V) som statsminister. Aldrig tidligere havde et valg budt på så voldsomme vælgervandringer, hvilket afslørede, at vælgernes partipolitiske trofasthed var under hastig afvikling.

Hvad var jordskredsvalget i 1973 udtryk for?

’Jordskredsvalget’ er af mange primært blevet tolket som en protest imod de gamle etablerede partier. For det første var valget en protest imod den brede politiske konsensus, som indtil da havde hersket på tværs af partierne. For det andet markerede valget også en protest imod de øgede skatter, som var resultatet af stigende offentlige udgifter til velfærdsstatens gradvise udbygning i løbet af 1960'erne. På landsdækkende tv fremstillede Mogens Glistrup skattesnydere som helte og sammenlignede dem med sabotører under den tyske besættelse, ligesom han på tv fremviste sit eget skattekort med en trækprocent på nul. Centrum-Demokraterne indtog også en skattekritisk position og blev stiftet af socialdemokraten Erhard Jakobsen som en reaktion på en planlagt forøgelse af boligbeskatningen. For det tredje rummede valget også en protest mod de klassiske partiers ideologier og grundlæggende partiprogrammer. Hverken Fremskridtspartiet eller Centrum-Demokraterne opererede med egentlige, sammenhængende partiprogrammer, men prioriterede i stedet politiske enkeltsager som f.eks. skattespørgsmålet. Derfor omtales partierne også ofte som de første danske 'protestpartier'.

Udfaldet af det højdramatiske folketingsvalg i 1973 var også påvirket af forhold som indførslen af den fri abort (1973), pornografiens legalisering (1969), den første oliekrise (1973) og Danmarks optagelse i EU (1972). Valget i 1973 var på mange måder en reaktion på disse omfattende samfundsforandringer og markerede det sociale, økonomiske, værdipolitiske og autoritetsmæssige opbrud, som opstod med afslutningen af 1960'ernes højkonjunktur.

Hvordan blev magten fordelt efter folketingsvalgene 1973-2001?

Perioden efter ’jordskredsvalget’ var præget af hyppige folketingsvalg. Anker Jørgensen (S) stod som statsminister i spidsen for en lang række mere eller mindre stabile regeringskoalitioner fra 1975 og fremefter. Uden at udskrive valg overlod han i 1982 regeringsmagten til de borgerlige, da han ikke længere kunne samle flertal for sin økonomiske politik.

I stedet blev Poul Schlüter (K) statsminister. Op igennem 1980'erne fungerede han som regeringsleder for en række mindretalsregeringer. I 1993 trådte han tilbage ovenpå kritikken i forbindelse med Tamilsagen, hvor han tidligere i forløbet havde udtalt den kendte bemærkning: "Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet".

Poul Nyrup Rasmussen (S) overtog herefter rollen som statsminister ovenpå en dronningerunde. Endnu engang var regeringsmagten skiftet imellem venstre og højre side i Folketinget, uden at der var blevet afholdt et folketingsvalg.

Hvorfor var folketingsvalget i 2001 et særligt valg?

Folketingsvalget den 20. november 2001, der blev udskrevet af Poul Nyrup Rasmussen, blev på mange et historisk valg.

Valget bød på de største vælgervandringer siden ’jordskredsvalget’ i 1973 og betød, at regeringsmagten for første gang siden da skiftede lejr i forbindelse med et folketingsvalg. Med 56 mandater overgik Venstre Socialdemokratiet som Danmarks største parti for første gang siden 1920, mens Socialdemokratiet fik sit værste valg siden 1973. Både Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne røg helt ud af Folketinget og blev aldrig senere valgt ind igen, mens Dansk Folkeparti, der var stiftet i 1995 af en fraktion af medlemmer fra Fremskridtspartiet, blev Danmarks tredjestørste parti. De Radikale, der siden 1929 havde haft helt afgørende indflydelse på regeringsdannelsen efter de fleste folketingsvalg, stod sammen med Kristeligt Folkeparti helt uden for parlamentarisk indflydelse. Resultatet blev en VK-regering med Anders Fogh Rasmussen (V) som statsminister, solidt støttet af Dansk Folkeparti med Pia Kjærsgaard som formand.

Debat mellem Mogens Glistrup, Pia Kjærsgaard og Anders Fogh Rasmussen op til Folketingsvalget 2001.

 

Hvad blev konsekvensen af folketingsvalget i 2001?

Den overbevisende valgsejr til den borgerlige lejr betød, at to klart distinkte blokke nu stod over for hinanden i dansk politik: en blå blok (regeringen og støtteparti) og en rød blok (oppositionen). Denne parlamentariske situation ændrede sig hverken ved folketingsvalget i 2005 eller 2007, hvor Venstre og Konservative med støtte fra Dansk Folkeparti fortsat udgjorde et flertal i Folketinget.

Venstres valgsejr blev især grundlagt af en markant vælgervandring i de større byer, hvor Venstre traditionelt set havde stået svagt. I selve valgkampen blev centrale emner som 'Skattestop' og 'Frit valg' effektivt introduceret som en del af en kontraktpolitik, hvor V og K fremlagde sin politik og forpligtede sig til en 'kontrakt' med vælgerne om gennemførelsen af politikken. Et andet afgørende tema var udlændingespørgsmålet, hvor Venstre gik til valg på at begrænse indvandringen, hvilket også var et omdrejningspunkt i Dansk Folkepartis valgkamp.

Folketingsvalg i 2007 og 2011

De to stærke partiledere Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke rasmussen (V) havde mange skarpe tv-dueller under den intense valgkamp i 2011.
De to stærke partiledere Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke rasmussen (V) havde mange skarpe tv-dueller under den intense valgkamp i 2011.
Foto: Nils Meilvang / Scanpix

Hvorfor blev der udskrevet folketingsvalg i 2007?

Folketingsvalget i 2007 blev afholdt d. 13. november, og blev udskrevet ’i utide' af statsminister Anders Fogh Rasmussen. Principielt var det ikke nødvendigt at udskrive valg før begyndelsen af 2009.

Anders Fogh Rasmussen forklarede, at han valgte at udskrive valg, fordi regeringen stod over for vigtige opgaver med at få gennemført kvalitetsreformen i Folketinget med det bredest mulige flertal. I en analytisk artikel på Danmarkshistorien.dk (se kilder) beskrives baggrunden for valget således: ”Valget blev udskrevet over et år før valgperiodens udløb. Officielt for at ’rense luften’, da valgrygter besværliggjorde samarbejde og brede forlig. Reelt havde statsministeren dog længe overvejet et efterårsvalg, der ville gøre regeringen i stand til at fremhæve den nyligt foreslåede kvalitetsreform af den offentlige sektor. Samtidig undgik regeringen derved at skulle gå til valg efter de offentlige overenskomstforhandlinger i foråret 2008. Regeringspartierne Venstre og De Konservative havde haft magten siden 2001 med Dansk Folkeparti som støtteparti og var blevet genvalgt ved valget i 2005 ud fra samme parlamentariske grundlag.”

Hvilke temaer dominerede valgkampen?

Valgkampen var på mange måder det, man kalder en ’præsidentvalgkamp’, hvor rød og blå bloks statsministerkandidater fyldte meget i mediebilledet. Rød bloks statsministerkandidat var Socialdemokraternes nye leder Helle Thorning-Schmidt, mens blå blok ønskede, at Anders Fogh Rasmussen skulle fortsætte som statsminister Også Ny Alliance, der var blevet stiftet den 7. maj 2007, fik en del opmærksomhed.
Et af de overordnede temaer for valget var ”velfærd”. Socialdemokraternes slogan var ”Velfærd frem for skattelettelser”, mens Venstre og Konservative talte for en kvalitetsreform, der skulle effektivisere den offentlige sektor. SF krævede plads i regeringen, hvis det skulle lykkes for oppositionen at vinde valget.
Som i 2005 og 2001 fyldte udlændingepolitikken en del, herunder oppositionens uenighed om den såkaldte 24-års-regel og Ny Alliance ønske om at mindske Dansk Folkepartis indflydelse på regeringens indvandrerpolitik. Ny Alliance pegede dog på Anders Fogh Rasmussen som statsminister.

Hvad blev valgets resultat?

Meningsmålingerne under valgkampen tydede på at VK-regeringen ville kunne fortsætte, men det var usikkert, om der fortsat ville være VKO-flertal, eller om regeringen ville blive afhængig af Ny Alliance. Venstre endte med at tabe seks mandater, mens Dansk Folkeparti fik en fremgang på et mandat. Sammen med et færøsk mandat var det lige præcis nok til at sikre VKO 90 mandater, og Anders Fogh Rasmussen fortsatte som statsminister.
Selvom Ny Alliance fik fem mandater, opnåede de ikke at blive tungen på vægtskålen, som de havde håbet.
Blandt de øvrige partier var SF den store vinder, idet partiet gik frem fra 12 til 23 mandater. Efter valget talte medierne om den såkaldte ”Villy-effekt”, som havde navn efter partiets nye formand Villy Søvndal, som fik en stor del af æren for fremgangen. Samlet set styrkede SF’s fremgang dog ikke rød blok noget særligt, fordi mange af SF’s stemmer blev hentet fra Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre, der gik tilbage med henholdsvis to og otte mandater. Socialdemokraterne fik med 25,5% af stemmerne sit dårlige valgresultat siden 1906.

Hvorfor blev der udskrevet valg i 2011?

Den 26. august indkaldte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til pressemøde kl. 11, hvor han udskrev folketingsvalg til den 15. september 2011. Ifølge en artikel på Danmarkshistorien.dk (se kilder), var det overraskende, at statsministeren ventede så længe med at udskrive valget, som skulle finde sted senest i november 2011. Siden januar 2011 havde dansk politik været præget af valgrygter, men Lars Løkke Rasmussen, som var blevet statsminister i april 2009, da Anders Fogh Rasmussen (V) trådte tilbage for at blive NATO’s generalsekretær, ventede altså til tæt på deadline med at udskrive valg. En medvirkende årsag var ifølge Danmarkshistorien.dk muligvis, at VK-regeringen i hele 2011 ifølge meningsmålingerne stod til at tabe regeringsmagten, og at Lars Løkke Rasmussen derfor håbede på, at regeringen i løbet af året ville komme til at stå bedre i meningsmålingerne.

Hvilke temaer dominerede valgkampen?

I sin nytårstale i januar 2011 havde statsminister Lars Løkke Rasmussen lanceret regeringens forslag om en udfasning af efterlønnen. Det blev af mange set som en markering af, at regeringen i en kommende valgkamp ville satse på at gøre den økonomiske politik og økonomisk ansvarlighed til det vigtigste emne. Den økonomiske politik blev da også et af de overordnede temaer, ikke mindst på grund af den internationale økonomiske krise, der var indtrådt i løbet af 2008 og også havde ramt Danmark.

Socialdemokratiet og SF lancerede en såkaldt ’rød plan’ for at føre Danmark ud af krisen, mens regeringspartierne argumenterede for deres såkaldte ’blå plan’ som den bedste vej gennem krisen.
Udlændingepolitikken spillede en mindre rolle i valgkampen end ved valgene fra 2001-2007, og valgkampen havde ifølge Danmarkhistorien.dk (se kilder) heller ikke det præg af ’præsidentvalgkamp’ mellem to topkandidater, som andre valg i nyere tid har haft. Det skyldtes blandt andet, at både De radikale og De Konservative argumenterede for, at man burde skabe et bredt samarbejde hen over midten i dansk politik i stedet for at føre såkaldt blokpolitik, hvor rød og blå blok stod skarpt over for hinanden.

Hvad blev resultatet af valget?

Stort set alle meningsmålinger under valgkampen pegede på, at Socialdemokraterne kunne danne regering med støtte fra SF, De Radikale og Enhedslisten. Det lykkedes også, men med mindre afstand til blå blok end ventet. De fire partier fik 89 mandater tilsammen, hvortil kom tre mandater fra Færøerne og Grønland.
Efter nogle lange og besværlige forhandlinger blev Socialdemokraterne, SF og Radikale enige om at danne regering og fremlægge et fælles program. De fik støtte fra Enhedslisten.
Helle Thorning-Schmidt blev ny statsminister, selv om hendes parti, Socialdemokraterne med kun 24,8 % af stemmerne fik det dårligste resultat siden 1903. SF gik markant tilbage, fra 23 til 16 mandater, muligvis fordi partiet havde allieret sig meget tæt med Socialdemokraterne, hvilket fik nogle af partiets gamle vælgere til at gå over til Enhedslisten. Enhedslisten blev under den nye partileder Johanne Schmidt-Nielsen en af valgets store vindere, med en fremgang fra 4 til 12 mandater, det bedste valgresultat, siden partiet blev stiftet i 1989. Også De Radikale fik stor fremgang, fra 11 til 17 mandater.
Venstre fik en fremgang på et mandat og var fortsat Folketingets største parti. Dansk Folkeparti gik for første gang i partiets historie tilbage ved et valg, fra 25 til 22 mandater. Liberal Alliance, som var blevet stiftet som en afløser for Ny Alliance, fik 9 mandater, en fremgang på 4 i forhold til Ny Alliances valgresultat i 2007. De Konservative gik til gengæld tilbage fra 18 til 8 mandater og blev Folketingets mindste parti, det dårligste valgresultat for partiet i dets næsten 100 årige historie.

Folketingsvalget i 2015

Uffe Elbæk fra det nye politiske parti Alternativet er blevet officielt godkendt og håber på at komme i Folketinget ved valget den 18. juni 2015.
Uffe Elbæk fra det nye politiske parti Alternativet er blevet officielt godkendt og håber på at komme i Folketinget ved valget den 18. juni 2015.
Foto: Bax Lindhardt / Scanpix

Hvornår blev der afholdt folketingsvalg i 2015?

Der blev afholdt folketingsvalg torsdag den 18. juni 2015. Valget blev udskrevet den 27. maj af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Hvorfor udskrev statsministeren valg?

Politiske iagttagere har vurderet, at statsministeren længe afventede, om der skulle komme en meningsmåling, hvor regeringen lå til at vinde et eventuelt valg. Da der kom en meningsmåling, som stillede regeringspartierne en smule bedre end i tidligere meningsmålinger, var det muligvis afgørende for, at statsministeren besluttede at udskrive valg i stedet for at vente til efter sommerferien. Valget skulle senest finde sted den 14. september 2015, fordi det forrige folketingsvalg fandt sted den 15. september 2011.
Valget bliver det 23. valg siden Grundloven blev ændret i 1953, og det bliver det første valg, der bliver afholdt om sommeren.

Hvilke partier stillede op til valget?

Følgende partier var opstillingsberettigede og stillede med kandidater til Folketingsvalget i juni 2015:
Socialdemokraterne
Radikale
SF
Enhedslisten
Alternativet (nyt parti, er ikke repræsenteret i Folketinget)
Venstre
Dansk Folkeparti
Liberal Alliance
Konservative
Kristendemokraterne (nåede ved valget i 2011 ikke over spærregrænsen)
Derudover var der en række løsgængere, bl.a. et par kandidater fra partiet Nationalpartiet, der ikke nåede at samle vælgererklæringer nok til at blive opstillingsberettiget som parti.

Udfordringerne for de enkelte partier blev beskrevet i en analyse på DR’s valg-temaside under overskriften ”Her står partierne før valget” (se kilder).

Hvilke temaer dominerede valgkampen?

Nogle af de største temaer i valgkampens første uge var dagpenge, børnefamiliernes hverdag, kriminalitet og asylansøgere. Hvordan disse temaer blev sat på dagsordenen allerede under den første store partilederdebat på DR dagen efter valgets udskrivelse, beskrives i en artikel i Politiken (se kilder).
Store temaer i valgkampen var – udover dagpenge – sygehuse og sundhedspolitik. I løbet af valgkampen kom både Socialdemokraterne og Venstre med udmeldinger om at ville bruge flere penge på sundhedsområdet, men forskellige bud på, hvor og hvordan der skulle spares for at få råd til det. Også forholdet mellem de store byer, især København, og det såkaldte ’Udkantsdanmark’ fyldte en del i løbet af valgkampen.

Partilederunde op til Folketingsvalget i 2015.

Hvad var vigtigt for vælgerne, da de skulle sætte deres kryds?

Ifølge en undersøgelse foretaget af Politiken og TV2 lige efter valgets udskrivelse var vælgerne meget optaget af temaer som sundhedspolitik og flygtninge og indvandrere. Af undersøgelsen, som refereredes i en artikel på TV2’s hjemmeside (se kilder), fremgik det, at 30% mente, at sundhedsområdet var det vigtigste tema i valgkampen, mens 29% sagde, at flygtninge og indvandrere var det vigtigste tema for dem. Der var dog stor forskel på, hvad de forskellige partiers vælgere opfattede som vigtigst. For eksempel syntes 40% af dem, der oplyste, at de ville stemme på Socialdemokraterne, at sundhed var vigtigst for dem. Blandt dem, der angav at ville stemme på Venstre, gjaldt det 34%. Blandt Dansk Folkepartis vælgere mente 71%, at flygtninge og indvandrere var det vigtigste valgtema, blandt Liberal Alliances vælgere syntes 47%, at skattepolitik var vigtigst, og blandt vælgere, der ville stemme på Radikale Venstre og Konservative, mente henholdsvis 33% og 30%, at økonomi var det vigtigste valgtema.
Blandt SF og Enhedslistens vælgere var socialpolitik det område, som flest svarede, at de prioriterede højest, nemlig henholdsvis 34% og 36%.

Hvordan så meningsmålingerne ud?

Meningsmålingerne i de første dage af valgkampen tydede på et regeringsskifte, idet blå blok lå til at få 54% af stemmerne mod 46% til rød blok. Men i den første uge af juni begyndte billedet at vende, så det så ud til at blive næsten dødt løb mellem de to fløje/blokke. Der var dog ikke helt ens resultater for de mange meningsmålinger, som man kunne følge udviklingen i på forskellige nyhedsmediers hjemmesider (se kilder).
Generelt pegede meningsmålingerne på, at de gamle partier i dansk politik (Venstre, Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Konservative) ville miste stemmer.
Til gengæld lå det nye parti Alternativet med Uffe Elbæk som leder i løbet af valgkampens første uge godt i meningsmålingerne. Også Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance lå til at gå frem i forhold til valget i 2011. Venstre lå til at gå tilbage og Socialdemokraterne til en lille fremgang.
Det generelle billede var altså, at partierne yderst på højre- og venstrefløjen stod til størst fremgang, og at de nyere partier også stod til et bedre valg end de gamle partier.

Hvad blev resultatet af valget?

De to partier, der var i regering før valget, fik meget forskellige resultater. Socialdemokratiet fik 26,3% af stemmerne og vandt tre mandater til i alt 47, mens Det Radikale Venstre fik en nedgang og med 4,6% af stemmerne gik tilbage fra 17 til 8 mandater. Støttepartiet og det tidligere regeringsparti SF fik en nedgang på 5% til 4,2 % og fik 7 mandater før valget mod 16 før. Det andet støtteparti, Enhedslisten fik 7,8 % af stemmerne og gik frem fra 12 til 14 mandater. Det nye parti Alternativet fik 4,8 % af stemmerne 9 mandater. Venstre og Konservative gik begge tilbage. Venstre fik 19,2% af stemmerne og 34 mandater, Konservative 3,4% af stemmerne og 6 mandater. Dansk Folkeparti fik en fremgang på 8,8% til 21,1% af stemmerne og fik efter valget i alt 37 mandater. Dansk Folkeparti blev dermed for første gang det største parti i blå blok. Liberal Alliance gik også frem – fra 5% til 7.5% og fik i alt 13 mandater.
Sådan som meningsmålingerne havde spået, fik de fire ’gamle’ partier (Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, De Radikale) et dårligt valg, og valget blev blandt andet derfor sammenlignet med Jordskredsvalget i 1973.
Slutresultatet var, at blå blok fik 50,7 % af stemmerne og 90 mandater, mens rød blok med 49,3 % fik 85 mandater (89 med de fire nordatlantiske mandater – fra Færøerne og Grønland). Efter valget forhandlede de borgerlige partier om at danne regering, men kunne ikke blive enige, og den 28. juni 2015 blev Lars Løkke Rasmussen statsminister i en ren Venstreregering.

Det fremgår af en artikel på danmarkshistorien.dk (se kilder).
I november året 2016 blev regeringen udvidet med Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Det skete, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen i en tale på Venstres landsmøde den 19. november 2016 meddelte, at han ville invitere partilederne for Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti til regeringsforhandlinger på Marienborg. Efter en uges forhandlinger kunne Lars Løkke Rasmussen den 28. november 2016 præsentere sin nye regering, i medierne oftest kaldet VLAK-regeringen efter de tre partiers forbogstaver. Siden har der været to ministerrokader i VLAK-regeringen, i maj og juni 2018.

Folketingsvalget i 2019

Hvornår blev der afholdt valg?

Der blev afholdt valg den 5. juni 2019, Grundlovsdag. Valgdatoen blev offentliggjort den 7. maj 2019, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udskrev valg. Det betød, at valgkampen blev længere end sædvanligt, nemlig 29 dage. Desuden var det det særlige ved valgkampen, at den blev præget af, at der blev afholdt valg til Europa-Parlamentet 26. maj, så indtil da var der både kandidater, der førte valgkamp til Europa-Parlamentsvalget og til folketingsvalget, nogle kandidater stillede endda op til begge valg.

Hvilke partier stiller op ved valget?

Følgende 13 partier var opstillingsberettiget ved folketingsvalget, der blev afholdt den 5. juni 2019:

Socialdemokratiet
De Radikale
De Konservative
Nye Borgerlige
Socialistisk Folkeparti
Liberal Alliance
Kristendemokraterne
Dansk Folkeparti
Venstre
Enhedslisten
Alternativet
Klaus Riskær Pedersen
Stram Kurs

I forhold til valget i 2015 var der kommet tre nye partier til, nemlig Nye Borgerlige, Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs. Nye Borgerlige ligger på den absolutte højrefløj, hvor de kombinerer en udlændingepolitik til højre for Dansk Folkeparti og en fordelingspolitik til højre for Liberal Alliance. Partiet Klaus Riskær Pedersen er et parti stiftet af den tidligere finansmand Klaus Riskær Pedersen, der har været straffet med fængsel for mandatsvig og skyldnersvig. Partiet førte bl.a. valgkamp på at ville arbejde for en omlægning af skattesystemet, bedre arbejdsvilkår for offentligt ansatte, højere afgifter på cigaretter og legalisering af cannabis. Stram Kurs har som sin vigtigste mærkesag at forbyde religionen islam i Danmark. Desuden ønsker partiet at udsende alle ikke-vestlige personer, der ikke er danske statsborgere, af Danmark. Herudover vil partiet også legalisere hash. Partiet blev stiftet i 2017 af debattøren og islamkritikeren Rasmus Paludan.

Hvem er statsministerkandidaterne?

Ved de seneste mange valg har der kun været to statsministerkandidater. Men ved folketingsvalget i 2019 havde hele fem partiledere på forhånd sagt, at de ville pege på sig selv som statsminister efter valget. Det fremgår af en artikel på DR Skoles temaside om valget til udskolingen (se kilder). Her kan man se fem videoer med statsministerkandidaterne:
· Nuværende statsminister og partileder for Venstre, Lars Løkke Rasmussen.
· Socialdemokratiets leder, Mette Frederiksen.
· Alternativets leder, Uffe Elbæk.
· Enhedslistens leder, Pernille Skipper.
· Nye Borgerliges leder, Pernille Vermund.
Uffe Elbæk og Pernille Skipper havde begge sagt, at de var parate til at blive statsminister, hvis der viste sig opbakning til det blandt vælgerne, altså afhængig af valgresultatet. Pernille Vermund havde sagt, at hun kun ville pege på en statsministerkandidat, som var parat til at opfylde hendes partis ’ufravigelige krav’ på udlændingeområdet. Ville ingen andre partier det, ville Pernille Vermund pege på sig selv som statsminister.
Det var frem til valget uklart, hvem stifter og leder af partiet Stram Kurs ville pege på som statsminister, hvis partiet blev valgt ind.

Hvilke temaer kom til at dominere valgkampen?

På forhånd blev følgende temaer nævnt som oplagte valgkampstemaer: Klima, flygtninge og indvandrere, folkesundhed, pensionsalder og arbejdskraft samt Danmarks medlemskab af EU. Disse temaer blev bl.a. nævnt på DR.dk/skoles tema om folketingsvalget 2019 (se kilder).
I de første dage af valgkampen var det da også disse temaer, som især blev debatteret. I den første tv-debat med deltagelse af alle partiernes ledere, som blev sendt på DR, blev der især debatteret klima, pensionsalder og flygtninge. Desuden fyldte de øvrige partiers holdning til Stram Kurs meget. Partiets stifter, Rasmus Paludan, er dømt for racisme og ønsker at forbyde religionen islam i Danmark og udvise alle ikke-vestlige personer, som ikke er danske statsborgere. Det fik flere af de øvrige partiers ledere til at sammenligne hans politik med den politik, som nazisterne i Tyskland førte op til og under 2. Verdenskrig. Desuden udtalte både daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), De Konservatives leder, Søren Pape Poulsen, samt Socialdemokratiets leder, Mette Frederiksen, at de ikke ville danne regering med Stram Kurs eller danne en regering, som støttede sig på partiets stemmer.
Resten af valgkampen kom blandt andet til at handle om minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver, klima, flygtninge, kontanthjælp og pension.
Desuden gav det stor opmærksomhed i slutningen af valgkampen, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udtalte, at han så muligheder i at danne en regering bestående af Socialdemokratiet og Venstre i stedet for en regering kun bestående af borgerlige partier. Udtalelsen faldt i første omgang i en ny samtalebog med statsministeren (se kilder). De øvrige blå partier blev fortørnede og overraskede over, og flere kommentatorer vurderede, at det kunne give Venstre et godt valgresultat, mens det ville skade blå blok som helhed.

Hvordan så meningsmålingerne ud?

Ifølge en meningsmåling fra Voxmeter foretaget for Ritzau i perioden 25. februar til 3. marts 2019, altså før der blev udskrevet valg, stod rød blok med Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og De Radikale til at få 49,2% af stemmerne og 88 mandater, mens Alternativet forventedes at få 4,3% af stemmerne og 8 mandater. Blå blok stod til at få 46,1% af stemmerne, svarende til 79 mandater. Denne fordeling mellem rød og blå blok var den samme i en måling foretaget en uge tidligere. Meningsmålingen viste også, at Klaus Riskær Pedersens parti ikke så ud til at komme over spærregrænsen, efter at tidligere målinger havde spået større vælgerinteresse for partier. Dansk Folkeparti lå i denne måling til at få 14,6% af stemmerne, hvilket er 6,5 procentpoint lavere end ved valget i 2015. Ifølge politiske iagttagere kan det bl.a. skyldes, at en del vælgere, som ved valget i 2015 stemte på Dansk Folkeparti, nu overvejer at stemme på Socialdemokraterne eller Nye Borgerlige. Nye Borgerlige lå ifølge denne måling til at komme over spærregrænsen, mens partiet i en meningsmåling en uge tidligere ikke så ud til at komme i Folketinget. På dette tidspunkt var mange vælgere stadig i tvivl om, hvilket parti de ville stemme på. 26,7% af de 1043 adspurgte personer over 18 år angav således, at de var i tvivl om, hvilket parti de ville stemme på, at de ikke ville stemme, ville stemme blankt eller ikke var stemmeberettigede.
Det fremgår af en artikel i Jyllands-Posten den 4. marts 2019 (se kilder).
En ny meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Norstat for Jyllands-Posten og Altinget få dage efter, at der blev udskrevet valg, viste fortsat flertal til rød blok med Mette Frederiksen (S) som statsministerkandidat. De partier, der som udgangspunkt ville pege på Mette Frederiksen som statsminister (S, R, SF og EL) stod til 89 mandater. Partierne, der ville pege på Lars Løkke Rasmussen som statsminister (V, K, LA og DF), stod til 69 mandater. Dertil kom Nye Borgerlige, som stod til fire mandater. Nye Borgerlige havde dog erklæret, at de kun ville støtte Lars Løkke Rasmussen som statsminister, hvis de kunne få bestemte krav igennem. Desuden lå Nye Borgerlige ifølge den nye måling kun lige over spærregrænsen, så det var usikkert, om partiet blev valgt ind.
Alternativet stod til syv mandater, et mindre end i den ovenfor nævnte måling, Også Dansk Folkeparti var i denne måling gået yderligere tilbage til 12,7% af stemmerne.
Stram Kurs, det nyeste opstillingsberettigede parti, stod til 3,5% af stemmerne, svarende til seks mandater i Folketinget.
Flere målinger tættere på valgdagen rykkede ikke afgørende ved det overordnede billede, som var, at rød blok ville vinde valget.

Hvad blev resultatet af folketingsvalget i juni 2019?

Resultatet blev, som meningsmålingerne op til valget havde peget på, at blå blok mistede deres flertal, og rød blok fik flertal. Venstre og Konservative gik ganske vist frem, men Liberal Alliance gik voldsomt tilbage, og det samme gjaldt Dansk Folkeparti.
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Enhedslisten og SF sikrede sig 91 mandater og behøvede hverken hjælp fra Alternativet eller de i alt fire mandater fra Færøerne og Grønland for at samle flertal. Socialdemokratiet gik en anelse tilbage, men blev alligevel Folketingets største parti, og både SF og Radikale Venstre fik stor fremgang; Radikale Venstre fordoblede næsten sit stemmetal i forhold til valget i 2015.
Venstre gik også markant frem og blev Folketingets næststørste parti, og Konservative fik sit bedste valg i 35 år og blev dobbelt så stort som ved valget i 2015. Til gengæld fik Dansk Folkeparti under 10 % af stemmerne, mindre end halvt så mange som ved valget i 2015, og Liberal Alliance gik også meget tilbage og kom kun lige akkurat over spærregrænsen.
Nye Borgerlige kom ind i Folketinget med fire mandater. Til gengæld blev hverken Kristendemokraterne, Stram Kurs eller Klaus Riskær Pedersen valgt ind.
Valgresultatet med en oversigt over alle kandidater, der blev valgt ind i Folketinget, kan ses på DR.dk (se kilder).

Hvem er Danmarks nye regering, og hvilken politik vil den føre?

Efter valget gik forhandlingerne i gang mellem Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen og Enhedslisten, SF og Radikale Venstre. Efter flere ugers forhandlinger blev de fire partier enige om en såkaldt ’forståelsesaftale’, kaldet ”Retfærdig retning for Danmark”. I aftalen stod der, hvad den nye socialdemokratiske regering vil arbejde på – støttet af SF, Enhedslisten og Radikal Venstre – på en række forskellige områder. Aftalen betød, at Socialdemokratiet kunne danne en et-parti-regering, altså en regering kun bestående af Socialdemokratiet. Den 27. juni præsenterede Danmarks nye statsminister, Mette Frederiksen, hele den nye regering bestående af i alt 20 ministre.

Hvad vil den nye regering arbejde for?

Forståelsespapiret, kaldet ”Retfærdig retning for Danmark”, udstikker en politisk retning for den nye regerings arbejde, er der en del punkter, som afspejler, hvad hvert af støttepartierne, Enhedslisten, SF og Radikale Venstre, har stillet som krav for, at de vil støtte en socialdemokratisk regering, bl.a.:
· Der skal indføres minimumsnormeringer for børn og personale i daginstitutioner.
· Afviste asylansøgere med børn skal ikke længere bo Udrejsecenter Sjælsmark. I stedet skal der laves et nyt udrejsecenter, hvor forholdene især for børn er bedre.
· Et center for kriminelle, der er dømt til udvisning af Danmark, skal ikke placeres på øen Lindholm i Stege Bugt, som det ellers var besluttet af den tidligere regering.

· Danmark skal igen modtage kvoteflygtninge, især kvinder og børn, fra 2020, og i 2019 modtage en mindre gruppe særligt behandlingskrævende kvoteflygtninge.
· Der skal nedsættes en kommission som skal vurdere ydelser som kontanthjælp og integrationsydelse og sørge for, at børnefattigdom afskaffes.
· Den nye regering vil finde flere penge til børns opvækst og uddannelse, bekæmpelse af fattigdom m.m.
· Regeringen vil sørge for, at streamingtjenester i Danmark leverer mere danskproduceret indhold.
· Regeringen vil lave et forslag til en klimalov, der skal have et mål om, at Danmark i 2030 har reduceret udslippet af drivhusgas med 70 procent.
Partierne i blå blok har kritiseret papiret for ikke at beskrive, hvor pengene til de nye tiltag skal komme fra. Desuden er papiret også blevet kritiseret for ikke at indeholde noget om en ny tidlig pension til psykisk og fysisk nedslidte, som Mette Frederiksen gik til valg på at ville indføre.

Baggrundskilder

Originalkilder: Love og bekendtgørelser

Centrale institutioner

På Folketingets hjemmeside kan man finde informationer om alt fra de politiske partier, der sidder i Folketinget, over informationer om det daglige arbejde på Christiansborg til historiske fakta om eksempelvis Grundloven.
På ministeriets hjemmeside findes grundig information om folketingsvalg med tidsfrister, love og bekendtgørelser.
Her kan man blandt andet finde regeringsgrundlag, ministerliste og statsministerens taler.

Nyheds- og baggrundssites

På altingets hjemmeside kan man få nyheder og debat om aktuel politik.
På DR’s hjemmeside er der lavet flere temasider om folketingsvalg med nyheder og analyser i forbindelse med aktuelle valg samt informationer om tidligere valg, bl.a. en temaside om folketingsvalg 2019 målrettet mod udskolingen.
På DR’s hjemmeside er der lavet flere temasider om folketingsvalg med nyheder og analyser i forbindelse med aktuelle valg samt informationer om tidligere valg, bl.a. en temaside om folketingsvalg 2019 målrettet mod udskolingen.
På DR’s hjemmeside er der lavet flere temasider om folketingsvalg med nyheder og analyser i forbindelse med aktuelle valg samt informationer om tidligere valg, bl.a. en temaside om folketingsvalg 2019 målrettet mod udskolingen.

Faglitteratur

Jacobsen, Kirsten: Befrielsens øjeblik – Samtaler med Lars Løkke Rasmussen. Politikens Forlag, 2019.
Larsen, Thomas: Mette Frederiksen – et politisk portræt. Gyldendal, 2019.
Knudsen, Tim: Fra folkestyre til markedsdemokrati. Akademisk Forlag, 2007.
Grønnegård Christensen, Jørgen; Erik Damgaard; Jørgen Elklit: Det demokratiske system: Valg, parlamentarisme og forvaltning. Academica, 2007.
Dahl, Henrik; Christine Antorini og Lars Goldschmidt: Det ny systemskifte. Høst, 2001.
Bille, Lars: Fra valgkamp til valgkamp – dansk partipolitik fra 1998-2001. DJØF-Forlagene, 2001.
Demokrati. Forlaget Krogerup, 1996. Redaktion: Søren Bald, Peter la Cour, Steen Nepper Larsen.

Tv og film

Borgen. Danmarks Radio, 2010-2013. Forfatter: Adam Price, Jeppe Gjervig Gram og Tobias Lindholm. Instruktør: Søren Kragh-Jacobsen.
Tv-serie, der fortæller om det politiske liv i et fiktivt Danmark, i tre sæsoner. Vist på DR1 i 2010, 2011 og 2013.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Folketingsvalg i Danmark

Kilder citeret i artiklen

Centrale institutioner

På Folketingets hjemmeside kan man finde informationer om alt fra de politiske partier, der sidder i Folketinget, over informationer om det daglige arbejde på Christiansborg til historiske fakta om eksempelvis Grundloven.

Nyheds- og baggrundssites

Danmarkshistorien.dk er udarbejdet af historikere, arkæologer og andre forskere fra Aarhus Universitet. Formålet med hjemmesiden er at formidle viden om Danmarks historie fra oldtiden til i dag. Har temaer om bl.a. valg og demokrati i Danmark i nyere tid.

Nyhedsmediers hjemmesider med meningsmålinger

Danmarkshistorien.dk, 2015, redigeret 2017-09-04.
Schmidt, Anders Legarth: Valgkamp skudt i gang med debat om dagpenge, tyveknægte–og 30 timers arbejdsuge
Politiken, 2015-05-27.

Øvrige skribenter

Cand.mag. Kasper Quist Færgemann