Hvad handler diskussionen om forholdet mellem stat og kirke om?
Med Grundloven af 1849 blev der indført religionsfrihed, men ikke religionslighed, idet folkekirken i modsætning til andre trossamfund modtager statsstøtte. Folkekirkens særstatus har gennem tiden givet anledning til heftig debat og gør det stadig. Diskussionen handler både om principper og praktiske forhold og kredser ofte om forskellen på religionsfrihed og religionslighed, sekularisering, religionens rolle i det offentlige rum samt betydningen af den voksende religiøse mangfoldighed i Danmark. I det følgende præsenteres kort nogle argumenter for og imod en adskillelse af stat og kirke.
Hvilke argumenter fremføres for at adskille stat og kirke?
Nogle mener, at folkekirkens særstatus udgør en urimelig forskelsbehandling ift. andre trossamfund. Fx arbejder Ateistisk Selskab for, at stat og kirke adskilles, så folkekirken bliver et trossamfund på lige fod med andre og dermed ophører med at modtage statsstøtte. De mener, at medlemmernes bidrag alene bør finansiere kirken, idet de anser det for uretfærdigt, at også danskere, der ikke er medlemmer af folkekirken, betaler til den gennem statsstøtten over finansloven. Et andet argument, der fremføres af bl.a. Michael Jarlner og Anders Jerichow fra dagbladet Politiken, i bogen Grænser for Gud – giv det verdslige samfund en chance (se kilder), går på, at det kan virke diskriminerende, at forældre, der tilhører en anden trosretning end den evangelisk-lutherske, skal fødselsregistrere deres børn i folkekirken. Folkekirken tager sig i Danmark af personregistrering, hvilket bl.a. vil sige, at fødsler, navneændringer og dødsfald skal registreres i det lokale sogn. Bogens forfattere mener, at staten bør overtage alle disse retlige handlinger, inklusive vielser, og at de enkelte trossamfund, herunder den evangelisk-lutherske kirke, samtidig skal have mulighed for at foretage ceremonier ifm. ægteskab og begravelse, hvilket staten derimod ikke bør have nogen indflydelse på.
Hvilke aktører taler for en adskillelse af stat og kirke?
I netværket “Adskil Stat og Kirke” er Ateistisk Selskab gået sammen med fem andre organisationer, bl.a. Venstres Ungdom og Humanistisk Debat, om at arbejde for en adskillelse af stat og kirke. Netværket skriver på sin hjemmeside, Adskil.dk (se kilder), bl.a., at “ingen religiøs overbevisning må favoriseres af offentlige institutioner”. Også blandt folketingspolitikere findes kritikere af forholdet mellem stat og kirke. Ved folketingets åbning i oktober 2009 gik tre politikere fra SF, De Radikale og Liberal Alliance således sammen om at arrangere et debatmøde som alternativ til gudstjenesten i Christiansborg Slotskirke. Mødets formål var at diskutere forholdet mellem religion og politik og stille spørgsmålstegn ved den sammenblanding af stat og kirke, mødets initiativtagere anså gudstjenesten for at være udtryk for. I den forbindelse sagde Simon Emil Ammitzbøll, der dengang var politisk ordfører for Liberal Alliance: “Folketingets åbning bør være demokratiets festdag. Ikke en dag for religiøs markering.”
Enhedslisten, der også støtter en adskillelse af stat og kirke, gør det med begrundelsen at: “Den protestantiske folkekirke skal ikke nyde nogen fortrinsstilling frem for andre trossamfund. I et demokratisk samfund har staten ikke en særlig religion, men alle har ret til at tro og mene, som de vil. Det er ikke op til staten at vælge ‘den bedste religion’. Derfor er det mærkeligt, at folkekirken stadig modtager økonomisk støtte og har andre særstillinger fremfor andre former for religion,” fremgår det af artiklen “Det mener partierne om at adskille kirke og stat” fra Kristeligt Dagblad (se kilder).
Hvilke argumenter fremføres for at bevare folkekirkens nuværende forhold til staten?
Som argument for at bevare det nuværende forhold mellem kirke og stat fremføres det bl.a., at kristendommen i høj grad har været med til at forme de værdier og den samfundsindretning, der findes i Danmark. Desuden påpeges det, at næsten 75 procent af den danske befolkning fortsat er medlemmer af folkekirken, og at det i sig selv er med til at retfærdiggøre den statslige støtte. Nogle frygter, at en fuldstændig adskillelse af kirke og stat vil føre til en uheldig favorisering af sekularismen. Således skrev chefredaktør på Kristeligt Dagblad Erik Bjerager i artiklen “Stat og kirke bør ikke adskilles helt” (se kilder) i 2004: “Hvis det sker, ender staten med at hylde sekularismen som ideologi. Og så får vi det som i Frankrig, hvor staten vil gøre sig til herre over religionen og bestemme, om kristne skolebørn må bære kors eller muslimske skolebørn tørklæde.”
Hvilke aktører taler for at bevare folkekirkens forhold til staten?
I 2009 viste en undersøgelsen foretaget af Dagbladet Information, ifølge artiklen “Præster siger nej til at skille stat og kirke” (se kilder), at 69 procent af de danske præster ikke ønsker en adskillelse af stat og kirke. Præst Susanne Føns Lomholt begrunder sit standpunkt om at bevare det nuværende forhold mellem stat og kirke med, at en adskillelse vil svække sammenhængskraften i samfundet, og biskop over Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen, frygter ifølge samme artikel, at kirken vil blive “et fremmedelement i det danske samfund”, der er “ude af trit med danskernes liv”. Blandt de politiske partier står især Dansk Folkeparti og De Konservative fast på, at det nuværende stat-kirke-forhold bør bevares. De Konservative begrunder på deres hjemmeside (se kilder) bl.a. dette standpunkt med, at “kristendommen indgår som en central del af den danske identitet og det danske kulturgrundlag”, og at “den danske folkekirke er det solide grundlag for hele vores samfund”.