Hvad leder du efter?

Migranter på en båd

Italienske skibe skal sejle over 600 migranter, der er blevet afvist af Italien og Malta, til Spanien.

Foto: Andreas Solaro /Ritzau Scanpix

Italienske skibe skal sejle over 600 migranter, der er blevet afvist af Italien og Malta, til Spanien. Foto: Andreas Solaro /Ritzau Scanpix

Flygtninge (Faktalink light)

Hovedforfatter

  • Louise Rosengreen, cand.mag., iBureauet/Dagbladet Information, sep. 2015

Læsetid: 7 min

Indhold

Indledning

Man mener, at der lige nu er ca. 60 millioner mennesker på flugt i verden. Det er lidt mere end 10 gange Danmarks befolkning. Omkring halvdelen af dem er under 18 år. Flygtningene kommer især fra Syrien, Libyen og afrikanske lande som Nigeria, Eritrea og Somalia. De flygter, fordi der er krig, borgerkrig og uro i de områder, hvor de kommer fra.

Hvad er en flygtning?

Flygtninge er mennesker, der er flygtet fra deres hjem på grund af krig, fare eller andre uroligheder. Den mest udbredte definition på, hvad en flygtning er, stammer fra FN’s flygtningekonvention. Ifølge den er man flygtning, hvis man er forfulgt og ikke kan føle sig tryg i sit hjemland på grund af:

  • race
  • religion
  • nationalitet
  • politiske holdninger
  • at man tilhører en særlig gruppe i samfundet

Men der findes også folk, der flygter på grund af fattigdom, sult, klimaforandringer og naturkatastrofer.

Hvem er flygtning

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Hvad er en kvoteflygtning?

En kvoteflygtning er en flygtning, der ikke befinder sig i Danmark. Er man kvoteflygtning kan man blive genbosat i Danmark. At blive genbosat betyder, at Danmark skaffer et nyt hjem til flygtningen, fordi han eller hun har mistet sit oprindelige hjem. Hvert år bruger Folketinget penge på at tage imod ca. 500 kvoteflygtninge. De fleste kommer fra steder i Asien og Afrika.

Hvad er flygtningekonventionen?

Flygtningekonventionen er en international aftale. Den blev lavet efter 2. verdenskrig, fordi landene i Europa ikke kunne blive enige om, hvor krigens mange flygtninge skulle være. Formålet med aftalen var at sørge for, at de mange flygtninge også var omfattet af menneskerettighederne. Når landene underskrev aftalen, lovede de samtidig, at de ville tage imod og beskytte flygtninge. Danmark var det første land til at underskrive aftalen i 1952, og i dag er de fleste af verdens lande med i aftalen.

De danske love om asyl, er baseret på flygtningekonventionen.

Hvad er asyl?

Ordet asyl stammer fra græsk og betyder fristed. Asyl er den beskyttelse, som et fremmed land kan give mennesker, der med god grund er bange for at blive forfulgt i deres hjemlande. Danmark giver asyl til de mennesker, der er forfulgt på grund af deres race, religion, nationalitet, politiske holdninger eller fordi de tilhører en særlig gruppe i samfundet. Danmark giver også asyl til dem, der risikerer at blive udsat for tortur eller dødsstraf, hvis de rejser tilbage til deres hjemlande.

Hvordan får man asyl i Danmark?

Alle udlændinge, der kommer til Danmark, kan søge om asyl. Det sker ved, at man udfylder et ansøgningsskema. Bagefter skal man til en samtale i Udlændingestyrelsen. Det er dem, som vurderer ansøgningen og bestemmer om personen kan få asyl eller ej. Hvis man får asyl, kan man blive midlertidigt i Danmark, indtil forholdene i ens hjemland bliver bedre. Når en asylansøger har fået asyl i Danmark, siger man, at han eller hun er flygtning.

Hvad er et asylcenter?

Et asylcenter er det sted, hvor de mennesker, der har søgt om asyl i Danmark, kan bo, mens Udlændingestyrelsen kigger på deres ansøgninger. Der er 47 asylcentre i Danmark, og de ligger rundt om i hele landet. Det største er Sandholmlejren i Birkerød, hvor der bor ca. 500 mennesker.

Nogle asylcentre er for børn, der er flygtet uden deres forældre, og andre er for folk, der er alvorligt syge eller har særlig brug for hjælp. De mennesker, der har søgt om asyl, men ikke har fået det, bor også på asylcentre, indtil de bliver sendt tilbage til deres hjemland.

Jamila, Gid jeg kunne flyve (2013)

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Hvad er en flygtningelejr?

En flygtningelejr er en lejr, der er bygget til midlertidigt at tage imod flygtninge. Det er meningen, at flygtningene kun skal opholde sig kort tid i lejrene. I en flygtningelejr får flygtningene kun det allermest nødvendige for at kunne overleve:

  • et sted at sove (typisk et telt)
  • toiletter og mulighed for at vaske sig
  • lægehjælp
  • mad og vand
  • kommunikationsmidler som fx en radio
  • sikkerhed

Nogle lejre har også skoler, butikker og andre faciliteter.

Selvom lejrene kun er beregnet til at bo i midlertidigt, findes der både børn og voksne, der har boet flere år i en flygtningelejr.

Hvor ligger verdens største flygtningelejr?

Den største flygtningelejr i verden er Dadaab. Den ligger i Kenya i Afrika ca. 100 km fra grænsen til Somalia. Ifølge Røde Kors bor der mere end 474.000 mennesker i Dadaab. Det er flere, end der bor i Aarhus.

Verdens største flygtningelejr

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Hvor mange flygtninge kommer der til Danmark?

I 2014 var der lidt over 14.000 mennesker, som søgte om asyl i Danmark. Året før var det kun halvt så mange. De nyeste tal fra Udlændingestyrelsen viser, at der fra januar til og med juli 2015 var 5.174 personer, der søgte om asyl i Danmark. Tallet for anden halvdel af 2015 forventes at blive højt, fordi rigtig mange mennesker fra f.eks. Syrien er flygtet til Europa i løbet af sommeren.

Hvor længe har der været flygtninge i Danmark?

Hvem der flygter, hvorfra og hvorfor har ændret sig op gennem historien. I middelalderen var de fleste flygtninge romaer, der kom til Danmark på grund af fattigdom. I 1500-tallet blev de franske huguenotter forfulgt på grund af deres religion, og både før og under 2. verdenskrig måtte mange jøder flygte fra deres hjem, fordi nazisterne forfulgte dem. Efter 2. verdenskrig kom over 200.000 tyskere til Danmark, så man måtte oprette store flygtningelejre til dem.

I nyere tid er der kommet politiske flygtninge fra lande som Ungarn, Chile og Sydafrika. Krige i blandt andet Vietnam, Bosnien, Serbien, Somalia, Afghanistan og Irak har gjort mange mennesker hjemløse, og nogle af dem har fået asyl i Danmark.

I dag har 1,9% af Danmarks befolkning flygtningebaggrund.

Kilder og klip

Hjemmesider

Asylcenterkort

På dette kort kan du se, hvor alle de danske asylcentre ligger. Hvis du klikker på kortet, kommer der en boks frem med oplysninger om asylcentret.

Børn på flugt

Red Barnet har lavet en hjemmeside om børn på flugt. Her fortæller fire flygtningebørn deres historie, og du kan læse om, hvorfor børn flygter.

Dansk Flygtningehjælp

På Dansk Flygtningehjælps hjemmeside kan du læse om den danske lovgivning og se forskellige videofilm.

Røde Kors

Røde Kors har lavet en temaside om flugt. Her kan du se billeder, film eller teste din viden om børn på flugt.

Film og filmklip

Bawke

På Filmcentralens hjemmeside kan du se den norske novellefilm ”Bawke”, der handler om en far og hans søn, der flygter gennem Europa. Du skal bruge et Unilogin for at få adgang til filmen.

Bådflygtninge

Ultranyt har lavet et lille filmindslag om de bådflygtninge, der ankommer til den italienske ø Lampedusa.

Danmark hjælper Ungarn

På Filmcentralens hjemmeside kan du se dokumentarfilmen ”Danmark hjælper Ungarn”. Den handler om, hvordan Røde Kors hjalp de ungarske flygtninge, der kom til Danmark i 1956. Du skal bruge et Unilogin for at få adgang til filmen.

En fremmed fugl

På Filmcentralens hjemmeside kan du se dokumentarfilmen ”En fremmed fugl”, der handler om den 15-årig Ivana. Hun er flygtet til England fra krigen i Jugoslavien. Du skal bruge et Unilogin for at få adgang til filmen.

Flygtning for en dag

Ultranyt har lavet et lille filmindslag om, hvordan danske skoleelever prøver at være flygtning i en enkelt dag.

Flygtninge i Rødby

Ultranyt har lavet et lille filmindslag om de flygtninge, der er kommet til Rødby i september i 2015.

Indsamling til flygtninge

Ultranyt har lavet et lille filmindslag om, hvordan almindelige mennesker har samlet tøj og ting til flygtninge i Grækenland.

Krig er ikke for børn

På Filmcentralens hjemmeside kan du se dokumentarfilmen om 12-årige Dalibor, der under krigen i det tidligere Jugoslavien boede alene i en flygtningelejr. Du skal bruge et Unilogin for at få adgang til filmen.

Lê Lê – De jyske vietnamesere

På Filmcentralens hjemmeside kan du se dokumentarfilmen om fire vietnamesiske søskende, der åbner restauranten Lê Lê på Vesterbro. De er flygtet fra Vietnam til Danmark i 1979. Du skal bruge et Unilogin for at få adgang til filmen.

Når en flygtning kommer til Danmark

Ultranyt har lavet et lille filmindslag om, hvad der sker, når en flygtning kommer til Danmark.

Og hjertet er sort

På Filmcentralens hjemmeside kan du se filmen ”Og hjertet sort” om Avnstrupcentret. Det er et asylcenter for dem, der ikke har fået asyl i Danmark. Du skal bruge et Unilogin for at få adgang til filmen.

Pengeindsamling til flygtninge

Ultranyt har lavet et lille filmindslag om tre danske søstre, der samler penge ind til flygtninge i Europa.

Sharaf

På Filmcentralens hjemmeside kan du se dokumentarfilmen om Sharaf, der er flygtet til Europa. Du skal bruge et Unilogin for at få adgang til filmen.

Som fugle i bur

På Filmcentralens hjemmeside kan du se dokumentarfilmen ”Som fugle i bur”. Den handler om Ivana og Dalibor, der midlertidigt bor i en flygtningelejr i det tidligere Jugoslavien. Du skal bruge et Unilogin for at få adgang til filmen.

Spørgsmål om flygtninge

Ultranyts seere har mange spørgsmål om flygtninge. I dette filmklip svarer Andreas Kamm fra Dansk Flygtningehjælp på seernes spørgsmål.

Teltlejr i Frankrig

Ultranyt har lavet et lille filmindslag om den teltlejr til flygtninge, man vil bygge ved byen Calais i Frankrig.

Turister hjælper flygtninge

Ultranyt har lavet et lille filmindslag om, hvordan danske turister hjælper bådflygtninge i Grækenland.

Tyske flygtninge i Danmark

På Filmcentralens hjemmeside kan du se dokumentarfilmen ”Tyske flygtninge i Danmark”. Filmen fortæller om de mange mennesker, som flygtede på grund af 2. verdenskrig, og om de flygtningelejre, man oprettede i Danmark efter krigen. Du skal bruge et Unilogin for at få adgang til filmen.

Velkommen til Danmark

På Filmcentralens hjemmeside kan du se filmen ”Velkommen til Danmark”, der følger tre flygtninge i tre år. Du skal bruge et Unilogin for at få adgang til filmen.