Flygtninge

Hvad er en flygtning?

En flygtning er et menneske, der ”som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig udenfor det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt, ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse; eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig udenfor det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil”. Sådan defineres en flygtning i FN’s konvention om flygtninges retsstilling, også kaldet FN’s flygtningekonvention (se kilder), som i dag er ratificeret af 144 lande. Denne definition af en flygtning er altså bredt anerkendt, men den er også til debat. Det diskuteres f.eks., om det i dag giver bedre mening at tale om migranter, herunder flygtninge, under ét, eller om man skal skelne mellem forskellige typer af flygtninge, afhængig af om de flygter fra krig og forfølgelse eller snarere er fattigdoms- eller klimaflygtninge.

Hvordan opstod flygtningekonventionen?

Den oprindelige formulering fra 1921 var lavet med tanke på russiske flygtninge efter Første Verdenskrig, og den blev indgået i det nystiftede Folkenes Forbund, senere FN. Den norske opdagelsesrejsende og videnskabsmand Fridtjof Nansen var FN’s første højkommissær for netop den gruppe flygtninge. De lande, som ratificerede konventionen, var enige om at betragte beskyttelse af flygtninge som et internationalt ansvar. Nansens mandat blev i løbet af 1920’erne udvidet til at omfatte nye flygtningegrupper som armeniere, syrere, kurdere og tyrkere. Dengang var hjælpen rettet mod bestemte begivenheder og geografiske områder, ikke mod enkeltpersoner. Danmark ratificerede den nye konvention i 1952 som et af de første lande, og den trådte i kraft i 1954, da i alt seks lande havde skrevet konventionen ind i deres nationale lovgivning.

Hvad er FN’s Flygtningeorganisation?

FN’s Flygtningeorganisation eller UNHCR (United Nations High Commissioner for Refugees) arbejder med flygtningekonventionen på verdensplan og med FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder. UNHCR blev oprettet på baggrund af erfaringer med Anden Verdenskrigs ofre, for eksempel flygtninge fra Nazi-Tyskland.

Hvad er en kvoteflygtning?

Danmark har forpligtet sig til hvert år at modtage et antal flygtninge, som af FN’s Flygtningeorganisation (UNHCR) er blevet udpeget som flygtninge, der har særligt behov for beskyttelse og genbosætning, f.eks. fordi de befinder sig i overfyldte lejre i nærområderne til en konflikt, hvor de risikerer overgreb, uden at de har udsigt til at kunne vende tilbage til deres oprindelsesland. Disse flygtninge kaldes kvoteflygtninge og opholder sig typisk midlertidigt i andre lande, før de udvælges til genbosætning i et medlemsland i samarbejde med FN og det pågældende land. I modsætning hertil taler man om spontane asylansøgere, når det handler om flygtninge, der ankommer til den danske grænse og søger asyl.

Hvad står der om flygtninge i Verdenserklæringen om menneskerettigheder?

I FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder, artikel 14, står der, at flygtninge er et internationalt ansvar, og at flygtninge har ret til at søge asyl. Senere er tilføjet mere om flygtninges retsstilling, så det også handler om at beskytte enkeltindivider og tage hensyn til deres personlige begrundelse for at søge beskyttelse, som mennesker ramt af krig og interne uroligheder. Verdenserklæringen er ikke juridisk bindende, så blandt andet derfor har man lavet en flygtningekonvention, der uddyber menneskerettighedserklæringens principper om beskyttelse af flygtninge.

Hvor langt tilbage i historien har der været flygtninge?

Vi har kendt til flygtninge langt tilbage i historien, og formodentlig lige så længe har der været diskussioner og overvejelser om disse flygtninges rettigheder og den moralske eller etiske forpligtelse til at hjælpe og beskytte dem. I de fleste verdensreligioner er der forordninger om, at flygtninge skal beskyttes og hjælpes. I Bibelen (se kilder) er der mange historier om flygtninge, og flere steder nævnes det, at man bør beskytte fremmede, der søger hjælp. Et eksempel fra Ny Testamente findes i Matthæusevangeliets kapitel 25, vers 35: ”For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.” I muslimernes hellige bog, Koranen (se kilder), er der også retningslinjer for behandling af flygtninge. I Koranens sura (kapitel) 9, vers 6 står blandt andet; ”Hvis en af dem, der sætter andre ved Guds side, søger beskyttelse hos dig, så giv ham beskyttelse, så han kan høre Guds ord! Og lad ham derpå nå frem til et sted, hvor han er i sikkerhed!”

Hvem er nutidens flygtninge?

Verdenssamfundet er i dag vidne til den største strøm af flygtninge siden Anden Verdenskrig. Det skyldes blandt andet krige, borgerkrige, konflikter, fattigdom og forfølgelse i afrikanske lande som Libyen, Syrien, Mali, Guinea, Guinea Bissau, Nigeria, Senegal, Elfenbenskysten, Eritrea og Somalia samt krige og konflikter i andre verdensdele. En del af dem, der flygter, er ikke flygtninge efter FN-konventionens kriterier og kan derfor ikke få asyl efter de gældende regler i lande, som baserer deres lovgivning på FN-konventionen. Det gælder for eksempel, hvis de er migranter på flugt fra fattigdom og en udsigtsløs fremtid, men ikke er personligt forfulgte.

Også klimaforandringer er i stigende grad en indirekte årsag til, at der kommer flere flygtninge. Allerede i 2009 udgav FN en rapport (se kilder) i samarbejde med Colombia University, hvori de fastslog, at selvom økonomiske og politiske faktorer er de centrale årsager til de folkevandringer, vi ser i dag, er klimaforandringer også en medvirkende årsag. Og rapporten forudså, at vi i fremtiden vil se flere mennesker på flugt fra naturkatastrofer såsom tørke, orkaner eller oversvømmelser.

Hvad sker der med flygtningene, når de kommer til Europa?

De flygtninge, som ankommer til for eksempel Grækenland, har elendige forhold i modtagelejre. Der tales om udbredt korruption og udnyttelse af flygtninge i Europa. På grund af arbejdspres og ringe ressourcer er de fleste flygtninge henvist til at blive i de ankomstlejre, som ligger i Italien og Grækenland. Behandlingen af deres asylsag, hvor det skal vurderes, om de er personligt forfulgte og dermed har ret til asyl, kan tage meget lang tid, og flygtningene har typisk ingen penge og ingen ejendele efter rejsen og kan ikke finde arbejde i modtagelandet. Nogle af flygtningene vælger derfor at rejse videre som illegale ikkeregistrerede flygtninge. De prøver at springe på toget som blinde passagerer eller med lastvogne op gennem Europa. De drømmer om job og en ny chance i lande som Danmark, men på vejen kan de ende i hænderne på bagmænd, som kræver penge af dem og udnytter dem. Lykkes det dem at komme til for eksempel Danmark, vil mange her få afslag på asyl.

Hvor søger flygtningene hen?

Langt de fleste flygtninge i verden søger tilflugt i deres eget land som internt fordrevne eller i et naboland. 80% af verdens flygtninge opholder sig i nabolande til deres egne lande, fremgår det af opgørelser fra FN’s flygtningeorganisation (se kilder). I lande som Sudan, Uganda, Tyrkiet, Libanon og Pakistan befinder der sig millioner af flygtninge. I alt huser Tyrkiet 3,7 millioner flygtninge, mens Tyskland er det europæiske land, der har taget imod flest – i alt 1,1 millioner.

Hvert år giver lande som Danmark humanitær bistand til lejre for internt fordrevne og flygtningelejre i nabolande til konfliktområder, og flere organisationer, som Dansk Flygtningehjælp, er også til stede.

Hvorfor hjælper man ikke alle flygtninge i nærområder og nabolande?

Selvom det kan lyde som en god idé at hjælpe alle flygtninge tæt på det område, de flygter fra, påpeger flere organisationsfolk og eksperter, at nødhjælp og udviklingshjælp i nærområder og nabolande ikke er hele løsningen.
”Der er et stort behov for at gentænke, hvordan det internationale samfund bruger de midler, der er sat af til udvikling og humanitær bistand. Vi er simpelthen nødt til at genprioritere de her penge. Meget af den nødhjælp, vi laver, er jo også begyndelsen på den udvikling, som er så afgørende i mange af de her lande,” skrev Andreas Kamm, daværende generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, på organisationens hjemmeside (se kilder).

”Det lyder så fornuftigt, når danske politikere taler om, at vi skal hjælpe flygtninge i deres nærområder,” skriver Parvaneh Ghorbani og Ane Cecilie Hess-Nielsen i et debatindlæg i Information (se kilder), men argumenterer imod at satse på lejre i tredjeverdenslande: ”Man opbygger gigantiske beboelseskomplekser, der placeres i grænseområder mellem konfliktområder og modtagerlande. Her stuves flygtninge sammen i telte og hytter, ofte uden tilstrækkelig mad, og de har sjældent tilladelse til at arbejde eller uddanne sig på lige vilkår.”

De seneste år er flere flygtningelejre vokset markant, og flere huser mange flere mennesker, end der er kapacitet til. Moria-lejren på Lesbos er f.eks. beregnet til 3000 mennesker, men i efteråret 2019 husede den 15.000 mennesker. Det giver problemer med sygdom og mangel på mad og rent drikkevand, påpeger flere humanitære organisationer ifølge artiklen ”Nødhjælpsarbejdere i Moria-lejren på Lesbos: ’Dyr ville ikke blive behandlet sådan her’” (se kilder). Mia Terkelsen, der er sygeplejerske og har været udsendt flere gange for Læger Uden Grænser, siger om situationen i Moria-lejren: ”Hvad er værre end håbløs? Jeg troede ligesom, at man havde set det værste af det værste. Det føltes så tungt og hårdt at være dernede (…) Jeg troede ikke, at det kunne blive værre. Det er det bare nu. Det er dobbelt så mange mennesker. Det ser vi konsekvenserne af nu.”