Baggrund om Europa-Parlamentet

Hvad er Europa-Parlamentet?

Europa-Parlamentet er en direkte valgt forsamling, der sammen med Rådet for Den Europæiske Union udgør den lovgivende del af den Europæiske Union, EU. Parlamentet består af 751 medlemmer, fordelt på otte partier og en gruppe løsgængere. De bliver alle valgt af befolkningerne i EU’s medlemslande hvert femte år. Europa-Parlamentet har mange opgaver, primært lovgivende, men det står også for at godkende Kommissionen, vedtage EU’s budget og rådgive i sager, der vedrører mange af EU’s medlemslande. Europa-Parlamentet har officielt hovedsæde i den franske by Strasbourg. Her mødes medlemmerne af Parlamentet 12 gange hvert år til de månedlige plenarforsamlinger. Men resten af tiden arbejder Parlamentet fra Belgiens hovedstad, Bruxelles. Det seneste valg til Europa-Parlamentet blev afholdt i maj 2014, og det næste valg bliver afholdt i alle EU’s medlemslande i perioden 23.-26. maj 2019. Europa-Parlamentets historie, beføjelser og hverdag beskrives i en rapport fra Parlamentet selv med titlen ”Borgernes stemme i EU” (se kilder).

Hvornår blev Europa-Parlamentet grundlagt?

Forløberen for Europa-Parlamentet mødtes for første gang i 1952, to år efter at det europæiske samarbejde blev grundlagt med det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Dengang så forsamlingen meget anderledes ud, end den gør i dag. Forsamlingen blev kaldt det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs forsamling (EKSF-forsamlingen) og bestod af 78 parlamentarikere fra de daværende medlemslandes parlamenter. De 78 medlemmer af forsamlingen havde ikke nogen beføjelser og dermed ingen lovgivende eller anden reel magt. Deres opgave var primært at rådgive i sager mellem medlemslandene, hvilket blandt andet blev afspejlet i, at parlamentarikerne til møderne var placeret efter deres nationalitet og ikke deres politiske tilhørsforhold.

Hvordan udviklede Europa-Parlamentet sig de første år?

Europa-Parlamentets historie har fulgt den Europæiske Unions historie tæt, sådan at antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet er steget i takt med antallet af medlemslande, og de største ændringer af Europa-Parlamentets funktionsmåde og beføjelser har fulgt ændringerne i det europæiske samarbejde, primært i forbindelse med traktatændringer.

Den første ændring fandt sted i 1958, hvor Rom-traktaten trådte i kraft. Det europæiske samarbejde blev dengang udvidet til også at omfatte samarbejde om økonomi og atomenergi, og EKSF-forsamlingens arbejdsopgaver blev udvidet tilsvarende, sådan at parlamentarikerne herefter var den fælles forsamling for alle dele af det europæiske samarbejde. Samtidig skiftede forsamlingen navn til ’Den Europæiske Parlamentariske Forsamling’, og de nu 142 medlemmer blev under møderne placeret efter politisk tilhørsforhold og ikke efter længere efter nationalitet. Parlamentarikerne fik imidlertid ikke mere magt end tidligere, blot et større ansvarsområde.

Hvordan udviklede Europa-Parlamentet sig i 1960’erne og 1970’erne?

I 1962 skiftede forsamlingen navn til det nuværende, ’Europa-Parlamentet’. Herefter udviklede Parlamentet sig ikke mere indtil begyndelsen af 1970erne. I 1970 fik parlamentarikerne deres første beføjelser og hidtil største opgave, da Parlamentet fik magt over visse dele af det europæiske samarbejdes budget. Parlamentet kunne nu godkende eller forkaste budgettet og komme med forslag til ændringer af det. I 1975 fik Parlamentet magt over hele det Europæiske Fællesskabs budget og trådte dermed i karakter som egentlig magtfaktor i det europæiske samarbejde.

Hvordan har udvidelsen af EU påvirket parlamentet?

I 1973 fandt en udvidelsesrunde sted, hvor antallet af parlamentarikere steg fra 142 til 198. Det var den første af mange udvidelser, der har fået antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet til at stige støt. Antallet af parlamentsmedlemmer er således steget helt frem til 2001, hvor Nice-traktaten satte et loft over vokseværket. For at Parlamentet skulle blive ved med at fungere nogenlunde effektivt, blev det i Nice-traktaten slået fast, at antallet af parlamentsmedlemmer ikke må overstige 732. I forbindelse med Østudvidelsen i 2004, hvor EU fik ti nye medlemslande, ændrede man dog en smule på dette loft ved at tillade, at antallet af parlamentsmedlemmer nåede op på 736. Siden er der kommet yderligere tre medlemslande i EU, så det samlede antal medlemslande nu er 28 (indtil Storbritannien forlader EU), og det samlede antal parlamentarikere i Europa-Parlamentet er 751. Selv om antallet af Parlamentsmedlemmer efter udvidelserne er højere end nogensinde, betød Østudvidelsen samtidig, at en række medlemslande fik reduceret antallet af medlemmer i Parlamentet, fordi der skulle gøres plads til parlamentarikere fra de nye medlemslande; blandt andet er antallet af danske parlamentarikere efter Østudvidelsen i 2004 reduceret til 13.

Hvordan fik Europa-Parlamentet sine lovgivningsmæssige beføjelser?

Kort efter at Europa-Parlamentet fik magt over det Europæiske Fællesskabs budget, blev det besluttet, at Parlamentets medlemmer fremover skulle vælges af medlemslandenes befolkninger ved direkte valg. Den nye bestemmelse trådte i kraft i 1978, og i juni 1979 skulle borgerne i EF’s medlemslande for første gang stemme ved direkte valg til Europa-Parlamentet. Valgdeltagelsen var på 61,99%, hvilket er den højeste nogensinde i Europa-Parlamentets historie. Siden er valgdeltagelsen faldet støt, og i 2014 nåede den ned på 42,6%. I forbindelse med valget i 1979 blev antallet af parlamentarikere udvidet til 410 medlemmer.

Europa-Parlamentet stod stærkere over for de andre institutioner i det fælles samarbejde, efter det fik mere legitimation, fordi det var den eneste institution, hvor medlemmerne blev valgt ved direkte valg. Parlamentet begyndte at gøre krav på mere magt og flere beføjelser. Blandt andet begyndte Parlamentet at stemme for eller imod, når en ny Kommission skulle godkendes uden dog at have nogen reel indflydelse på godkendelsen.

Op gennem 1980’erne tilkæmpede Europa-Parlamentet sig mere magt. Det skete blandt andet ved, at Parlamentet gjorde sig selv mere handlekraftigt ved at acceptere en forretningsorden, der gjorde, at det fungerede bedre internt. I 1984 kom Parlamentet med det såkaldte Spinelli-udkast, opkaldt efter den italienske politiker, der var en af ophavsmændene til EU, der var en skitse til traktaten om oprettelse af den Europæiske Union. Selve udkastet blev aldrig udformet til traktat, men store dele af udkastet blev brugt i arbejdet med at oprette den Europæiske Union.

Hvornår fik Europa-Parlamentet lovgivende beføjelser?

I 1986 vandt Europa-Parlamentet sin hidtil største sejr i det interne magtspil mellem Parlamentet, Kommissionen og Rådet. Lovgivningsproceduren blev ændret, sådan at Rådet og Parlamentet fremover skulle være enige om et lovforslag, før det kan træde i kraft. Det betød, at Europa-Parlamentet nu blev medbestemmende og fik lovgivningsmæssige beføjelser. Parlamentet blev dog først reel medlovgiver med vedtagelsen af Maastricht-traktaten i 1993 - først derefter fik Parlamentet lige så meget at skulle have sagt som Rådet på de fleste politikområder. Det var dog stadig kun Kommissionen, der kunne komme med lovforslag, men efter 1993 stod Rådet og Parlamentet lige stærkt i forbindelse med behandling af lovforslag.

Samtidig med, at Europa-Parlamentet fik lovgivningsmæssige beføjelser, fik Parlamentet endnu en vigtig opgave: Parlamentet skulle nu også godkende tiltrædelsesaftaler for lande, der søger om at blive medlemmer af det europæiske samarbejde. Dermed fik Parlamentet afgørende indflydelse på, hvilke lande der blev optaget i EF og siden EU.

Hvornår fik Europa-Parlamentet beføjelse til at godkende medlemmer af Kommissionen?

I 1994 indførte man Europa-Parlamentets høringer af de kommende Kommissions-medlemmer. Høringerne indebærer, at hvert af de kommende Kommissions-medlemmer bliver eksamineret af Europa-Parlamentets medlemmer på hans/hendes fagområde og profil, før Europa-Parlamentets medlemmer stemmer om godkendelse af Kommissionen.

Europa-Parlamentet har flere gange været så utilfredse med en eller flere kommissær-kandidater, at formanden for Kommissionen har været nødt til at bede det land, der havde indstillet den pågældende kandidat, om at finde en ny. Det så man blandt andet i 2010, hvor Bulgariens kommissær-kandidat Rumiana Jeleva blev mødt med voldsom modstand, hvorefter Bulgarien stillede med en ny kandidat.

Hvordan påvirker Lissabontraktaten Europa-Parlamentet?

Siden Maastricht-traktaten gjorde Europa-Parlamentet til medlovgiver, har Parlamentet ikke fået afgørende nye beføjelser. Først med Lissabontraktaten blev der igen for alvor ændret på Europa-Parlamentets status. Som Altinget skriver i en artikel fra 2016 (se kilder), gjorde Lissabon-traktaten, at der ikke var mange områder, hvor Europa-Parlamentet ikke havde indflydelse, og som var med til at sikre, at Parlamentet stod stærkere overfor de andre institutioner. 

Hvert femte år reguleres samarbejdet mellem EU-institutionerne af en rammeaftale. Den sidste er fra 2015. Den største ændring i den seneste rammeaftale er, at Europa-Parlamentet nu skal inddrages og informeres på alle Kommissionens arbejdsområder. Det betyder, at Parlamentet får adgang til møder, interne dokumenter og forhandlinger i Kommissionen, ligesom parlamentarikerne får en fast spørgetime med kommissærerne.

Derudover kan Europa-Parlamentet nu indirekte forsøge at presse lovforslag frem gennem Kommissionen – Europa-Parlamentet har beføjelse til at anmode Kommissionen om at fremsætte et lovforslag og kan dermed tage initiativ på lovforslagsområdet, om end det ikke er garanteret, at Kommissionen vil godkende anmodningen. Indtil Europa-Parlamentet fik den beføjelse, var det udelukkende Kommissionen, der fremsatte lovforslag, mens Europa-Parlamentet udelukkende behandlede dem. Med den nye beføjelse fik Europa-Parlamentet mere direkte indflydelse på, hvilke love der bliver fremsat til behandling.