Ebola

Hvad er ebola?

Ebola er en virus – en mikroskopisk organisme, der lever og formerer sig i levende celler. Ebolavirus skaber en stærkt dødelig infektionssygdom, lammer immunforsvaret og angriber blodkarrene. Verdenssundhedsorganisationens (WHO) statistikker over tidligere udbrud (se kilder) viser, at mellem 50-90% af de mennesker, som smittes med sygdommen, vil dø inden for et par uger under stærke smerter, med høj feber og store blodtab fra indre og ydre blødninger. Derfor kaldes sygdommen også for hæmoragisk feber eller blødningsfeber. Udviklingen af ny medicin har dog vist, at chancerne for at overleve sygdommen er rigtige gode, hvis man bliver behandlet i tide.

Virussen blev opdaget i 1976 ved floden Ebola i Congo, hvoraf den har fået sit navn, men man mener, at virussen har været på spil allerede i 1961 under en Gul Feber-epidemi i Etiopien. Siden da har der været flere ebolaudbrud i det centrale Afrika, senest et voldsomt udbrud i Vestafrika mellem 2014 og 2016 og et nyt udbrud i DR Congo, der har stået på siden 2018.

Hvor stammer ebolavirus fra?

Det har været uklart, hvor ebolavirus oprindeligt stammer fra, og hvordan mennesker bliver smittet. Men ny forskning tyder på, at frugtflagermusen kan være den naturlige bærer af virussen. Frugtflagermusen bliver ikke syg af at have virussen i kroppen, hvilket netop kendetegner en naturlig bærer af en virus. På den måde kan virussen leve i flagermusens organisme i perioderne mellem sygdomsudbrud blandt mennesker.

Aber og andre dyr kan blive smittet med ebola ved at spise frugt, som er forurenet med flagermusafføring, og mennesker kan blive smittet igennem berøring med et dødt dyr, eller ved at spise et dyr, som er inficeret med ebolavirus. Forskere er f.eks. nået frem til, at udbruddet i Vestafrika 2014-2016 startede, da en toårig dreng spiste en inficeret frugtflagermus, ifølge artiklen ”Ebola: research team says migrating fruit bats responsible for outbreak” (se kilder). 

Hvilken type virus er ebola?

Ebolavirus tilhører virusfamilien filoviridae (filovirus) og har fået sit navn, fordi alle vira i familien har en trådlignende form, hvis man studerer det under et mikroskop. Ordet filo er en dativform af det latinske ord filum, som betyder tråd. Den trådlignende struktur er meget atypisk, da de fleste virus er helt runde.

Der er tre slags filovira: Ebola, Marburg og Lloviu. Marburgvirus blev opdaget i Marburg, Tyskland i 1967, da forskere lavede forsøg med poliovacciner på aber fra Afrika, som var inficeret med virus. I 1976 dukkede ebolavirus så op i DR Congo, mens den tredje virus, Lloviuvirus, blev opdaget i 2002 af et hold forskere, der undersøgte en flagermuskoloni i grotten Lloviu del Lloviu i Spanien.

Ebolavirus findes i fem arter, hvoraf Zaire-stammen er den mest dødelige. Det er denne art af ebola-virus, som skabte 2014-epidemien i Vestafrika samt udbruddet i DR Congo i 2018. De andre arter af ebola er: Bundibugyo ebolavirus, Reston ebolavirus, Sudan ebolavirus og Taï Forest ebolavirus. Alle arter er navngivet efter det geografiske område, som de første gang er blevet observeret i. Læs om de forskellige udbrud under ”Del 2: Kronologi”. 

Hvilke symptomer giver ebolavirus?

Når man bliver smittet med ebola, kan der gå mellem 2-21 dage (men oftest 4-10 dage), inden symptomerne viser sig. Denne periode kaldes inkubationstiden. I første omgang viser sygdommen sig ved symptomer, der minder om influenza: hovedpine, mathed, muskelsmerter og feber. Derefter vil den smittede typisk få diarré, opkastninger, udslet og lever- og nyresvigt. I de sidste stadier af sygdomsforløbet kan patienten begynde at bløde fra slimhinder, tarmen og andre kropsåbninger, fordi virussen påvirker blodets evne til at størkne. Det er typisk disse blødninger samt organsvigt, som patienterne dør af. Derfor kaldes infektionen også blødningsfeber.

Hvordan smitter ebola?

Ebola smitter først, når den inficerede begynder at få symptomer. I inkubationstiden mellem smitte og symptomer (2-21 dage) smitter en person altså ikke, selvom vedkommende skulle være bærer af sygdommen. Man er udsat for smitte, hvis man har direkte kontakt med en person, som enten er syg eller død af ebola. Sygdommen er ikke luftbåren, men smitter igennem inficerede kropsvæsker; blod, opkast, slim, sæd, spyt eller sved. Derfor udvikler ebola-epidemier sig typisk på hospitaler og behandlingssteder, hvor sygepersonale tager sig af de smittede. Oftest sker det, hvis trætte plejere og læger sløser med hygiejnen og beskyttelsesudstyret, eller hvis der slet ikke er tilstrækkeligt med beskyttelsesdragter og lignende udstyr.

Idet ebolavirus kan overleve et par dage i væske eller indtørrede væsker, spreder den sig også i forbindelse med afrikanske begravelsesceremonier, hvor traditionerne foreskriver, at familien vasker og kysser den afdøde inden begravelsen.

Endelig kan man også blive smittet, hvis man spiser eller er i berøring med et dyr, der er inficeret med virussen, eller spiser frugt, der er forurenet med afføring fra flagermus, der bærer virussen. Udbruddet i Vestafrika mellem 2014 og 2016 begyndte, da en lille dreng i Guinea spiste en inficeret flagermus – ifølge artiklen ”Ebola: research team says migrating fruit bats responsible for outbreak” (se kilder).

Hvor farlig er ebola?

Dødeligheden for mennesker, der smittes med ebola, er høj. Ifølge Verdenssundhedsorganisation (WHO) har dødeligheden ved tidligere udbrud typisk været mellem 50% og 90%, mens dødeligheden i de nye udbrud har ligget lidt lavere på mellem 25% og 67% på trods af, at der i disse udbrud har været tale om den type af ebolavirus (Zaire-stammen), som anses for at være den mest dødelige.

Langt størstedelen af de patienter, som overlever sygdommen, bliver relativt hurtigt raske, og de kommer sig helt uden at kunne give smitten videre, og de er fremover immune over for virussen. Det gælder dog for mænd, at de stadig kan overføre virussen op til syv uger efter sygeforløbet igennem deres sæd.

I august 2019 offentliggjorde WHO, at man efter en omfattende test af fire forskellige præparater havde fundet frem til to typer af antistoffer, der viste sig at være ekstremt effektive i behandlingen af ebolapatienter. Med den nye medicin kan man forvente, at op til 90% fremover kan overleve ebola, hvis de vel at mærke modtager behandling i tide. Ifølge en artikel i The Guardian fra den 12. august 2019 (se kilder) viste testresultaterne, at dødeligheden faldt til mellem 29% og 34%, hvis patienterne blev behandlet med den nye medicin, og ser man isoleret på de patienter, der kom hurtigt i behandling, efter at de havde fået symptomer på ebola, faldt dødeligheden helt ned til mellem 6% og 11%.

Hvor udbredt er ebola?

I 1976 blev ebolavirus første gang opdaget i DR Congo i den centrale del af Afrika. Siden er ebola blevet konstateret i nabolandene Sudan og Uganda. Udover et enkeltstående dødstilfælde på Elfenbenskysten i 1994 var det først i begyndelsen af 2014, at ebolavirus viste sig i andre dele af Afrika. Ebolaudbruddet i 2014 startede oprindeligt i december 2013, da en toårig dreng døde af smitten i det vestafrikanske land Guinea. Siden bredte epidemien sig til nabolandene Liberia og Sierra Leone. Siden 2018 har et større udbrud udviklet sig i den nordøstlige del af Congo.

Kronologi over ebola-udbrud

* Inkluderer også mistænkte og sandsynlige tilfælde af ebola.

Kilde: Verdenssundhedsorganisationen (WHO)

Hvordan udviklede 2014-udbruddet sig i Vestafrika?

I marts 2014 kunne Verdenssundhedsorganisationen (WHO) bekræfte, at i alt 29 mennesker var døde af ebola i det vestafrikanske land Guinea og endnu flere smittede, ifølge WHO's gennemgang ”Origins of the 2014 Ebola Epidemic” (se kilder). Udbruddet spredte sig sidenhen til nabolandene Liberia og Sierra Leone. Forskere har ifølge artiklen ”Ebola: research team says migrating fruit bats responsible for outbreak” i The Guardian (se kilder) fundet ud af, at udbruddet startede i december 2013, da en toårig dreng spiste en flagermus, som var inficeret med virussen. I Guinea fanger og tilbereder man ofte flagermus i supper og gryderetter.

I august 2014 kom det frem, at epidemien var nået til Nigeria, hvor flere personer blev testet positive for ebola, og i Senegal var der ligeledes ét tilfælde. WHO kunne næsten samtidig rapportere om ebola i Congo, da en gravid kvinde døde af blødningsfeber og smittede en række sundhedsmedarbejdere på den klinik, som hun havde opsøgt. Man mente dog ikke, at udbruddet i Congo var forårsaget af smitten fra Vestafrika, men at det blot var et tilfælde, at de to udbrud opstod næsten samtidigt. Nærmere informationer kan findes i ”WHO: Disease outbreak news” (se kilder). 

I forbindelse med udbruddet har der også været smittede blandt statsborgere i Europa og USA. Det har typisk været sundhedspersonale, der er blevet smittet i forbindelse med deres arbejde i Vestafrika. Men på trods af stor frygt for, at sygdommen ville sprede sig til flere områder og lande, lykkedes det lokale og internationale myndigheder og hjælpeorganisationer at forhindre smitten i at sprede sig til et større geografisk område, og udbruddet i Vestafrika ebbede ud i 2016.

Hvad var konsekvenserne af 2014-udbruddet i Vestafrika?

Ebolaudbruddet 2014-2016 i Vestafrika er det hidtil største virusudbrud, siden den blev opdaget i 1976. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHOs statistik over ebolatilfælde (se kilder) blev op mod 30.000 mennesker smittet med virussen, hvoraf cirka 1/3 døde. Selvom udbruddet er omfangsrigt og dødeligheden høj, viser tallene fra WHO til gengæld også, at virussen faktisk dræbte færre mennesker end ved tidligere udbrud. Under det første ebola-udbrud i Congo i 1976 døde op mod 90% af de inficerede, mens der var 67% af de smittede i Guinea, der døde i epidemien i 2014, 45% i Liberia og 28% i Sierra Leone. Ifølge WHO skyldes udviklingen, at man er blevet bedre til at give patienterne støttende behandling, så deres krop har de bedste betingelser for at bekæmpe sygdommen.

Ebolaudbruddet vakte opmærksomhed i det internationale samfund, fordi det spredte sig hurtigt over et større geografisk område og på tværs af landegrænser. I 2015 havde man udviklet en vaccine, og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) stod i spidsen for at koordinere et stort forsøg blandt knap 12.000 personer i Guinea. Vaccinen viste sig at være effektiv og er også blevet brugt i 2018-udbruddet i Congo i et forsøg på at standse epidemien. Ifølge en pressemeddelelse fra WHO, ”Second Ebola vaccine to complement “ring vaccination” given green light in DRC”, vil en ny og forhåbentligt endnu mere effektiv vaccine blive introduceret i oktober 2019 (se kilder).

Hvordan udvikler 2018-udbruddet i DR Congo sig?

Det seneste ebolaudbrud opstod i august 2018 i det nordøstlige Congo i provinserne Ituri, Nordkivu og Sydkivu, der grænser op til Uganda og Rwanda. Det bliver betegnet som det andet største udbrud næst efter 2014-udbruddet i Vestafrika. I oktober 2019 angav Verdenssundhedsorganisationen (WHO) på deres hjemmeside (se kilder), at der siden udbruddets start er blevet rapporteret omkring 3.000 smittetilfælde, hvoraf over 2.000 er døde. Det betyder, at 2018-udbruddet i Congo er mere dødeligt end den epidemi, som de vestafrikanske lande Guinea, Sierra Leone og Liberia kæmpede med mellem 2014-2016.

Henover sommeren kategoriserede WHO udbruddet i DR Congo som en international sundhedskrise, blandt andet fordi der var blevet registreret et enkelt smittetilfælde i millionbyen Goma på grænsen til Rwanda, og man var bange for, at epidemien derfor ville sprede sig endnu hurtigere. Epidemien har dog ikke bredt sig videre i Goma, og ifølge WHO’s overvågningskort (se kilder) ser det ud, som om smitten indtil videre er blevet afgrænset til det nordøstlige Congo.

WHO’s opgørelse over den aktuelle situation den 3. oktober 2019 (se kilder) viser desuden, at antallet af smittede har været faldende i løbet af september. Men WHO skriver samtidig, at det ikke nødvendigvis betyder, at epidemien er på retur, men at det lige så vel kan betyde, at epidemiens bane blot ændrer sig. For eksempel er mange af de nye smittetilfælde dukket op ude i landområderne og landsbyerne i stedet for tætbefolkede steder som tidligere, og det kan vise sig at skabe en ny og potentielt endnu farligere situation, fordi det er svært for sundhedspersonale og hjælpearbejdere at få adgang til disse områder.

Hvorfor er det svært at bekæmpe 2018-udbruddet?

Situationen i DR Congo er kompliceret, fordi området ikke kun er ramt af ebola, men også af uro og væbnede konflikter mellem militante grupperinger, hvilket gør det svært for nødhjælpsorganisationer at komme frem med medicin til de berørte områder, og de syge hjælpes derfor ikke i tide, eller modtager måske slet ingen behandling. Det gør det også svært at inddæmme epidemien og få vaccineret de mennesker, der har været udsat for smitten, fremgår det af et indslag fra den canadiske tv-kanal Global News i juli (se kilder). Mange mennesker er drevet på flugt og er derfor vanskelige at opsøge, og desuden er det et grænseområde, hvor mange mennesker ofte krydser grænsen til de omkringliggende lande, blandt andet Rwanda.

Derudover hersker der en generel mistillid til landets myndigheder og til internationale hjælpeorganisationer i befolkningen. Nogle mener, at ebola slet ikke eksisterer, andre mener, at sygdommen kommer udefra. I en artikel fra det amerikanske medie NPR, ”An Urgent Mystery: Who's Attacking Ebola Responders In Congo — And Why?” (se kilder), fortæller en FN-udsendt, hvordan der f.eks. har cirkuleret rygter om, at ebola bliver spredt med vilje af regeringen og internationale hjælpearbejdere. Og en britisk korrespondent fortæller i et indslag fra BBC i juli (se kilder), hvordan der også går rygter om, at de internationale sundhedsarbejdere høster organerne fra de døde, og derfor har der været episoder, hvor familierne har stjålet ligene af deres kære fra sundhedscentrene, og dermed også udsætter sig selv og deres nærmeste for ebolavirussen.

Som konsekvens undgår mange helt at opsøge landets sundhedscentre, når de er blevet syge eller er blevet udsat for smitte, og ifølge en artikel på DR 30. august 2019 er over 200 sundhedscentre i løbet af foråret og sommeren 2019 blevet udsat for angreb, som i nogle tilfælde helt har sat bekæmpelsen af sygdommen på pause.