Det Arabiske Forår

Artikel type
faktalink
journalist Tobias Havmand, iBureauet/Dagbladet Information. 2012. Opdateret september 2014
Main image
Det var i byen Sidi Bouzid at det Arabiske Forår begyndte, men tre år efter er byen stadig ramt af fattigdom og ungdomsarbejdsløshed.
Det var i byen Sidi Bouzid at det Arabiske Forår begyndte, men tre år efter er byen stadig ramt af fattigdom og ungdomsarbejdsløshed.
Foto: Mads Nissen /Scanpix

Det Arabiske Forår er den populære betegnelse for den bølge af folkelige protester og efterfølgende væbnede sammenstød, som er rullet henover den arabiske verden siden slutningen af 2010. Oprøret har ført til regimeskifte i Tunesien, Libyen, Egypten og Yemen, udløst en blodig borgerkrig i Syrien, store folkelige protester og en vis grad af både liberaliseringer og repression i andre arabiske lande. Og sidst men ikke mindst har oprøret medført en opblomstring af ekstreme islamistiske organisationer som den efterhånden berygtede Islamisk Stat.

Den begivenhed, som de fleste anser for protestbølgens direkte anslag, var et dramatisk dødsfald i Tunesien 17. december 2010.

Her satte den 26-årige frugtsælger Mohamed Bouazizi ild på sig selv efter at have fået konfiskeret sine varer som den seneste handling fra en korrumperet politi- og embedsmandsstand. Strået, der brækkede frugthandlerens ryg, blev samtidig strået, der brækkede præsidentens ryg. Efter knap en måneds demonstrationer valgte Tunesiens diktator gennem 23 år, Zine El Abidine Ben Ali, at flygte til Saudi-Arabien hvilket udløste en dominoeffekt af folkelige oprør over hele den arabiske verden.

Demonstranter i blandt andet Algeriet, Marokko, Egypten, Libyen, Jordan og Yemen gik på gaden i løbet af december, januar og februar i 2011 og forlangte frihed, frie valg, demokrati, indflydelse og bedre økonomiske muligheder.

I to tilfælde, Libyen og Syrien, har den civile protest decideret udviklet sig til borgerkrig. Libyens diktator, Muammar Gaddafi faldt, mens det syriske oprør stadig er i gang – dette til trods for en militær indsats mod demonstranter og kampe mellem den syriske hær og væbnede modstandere organiseret i Den Frie Syriske Arme samt forskellige islamistiske grupperinger såsom Jabhat al-Nusra og Islamisk Stat. 

 

Baggrund for oprøret

Hvad var baggrunden for oprøret?

Den tidligere tunesiske diktator Ben Ali var typisk for den arabiske verdens ledere, da opstanden startede. Som officer havde han taget magten i Tunesien i 1987 ved et statskup og siden da ikke afholdt et eneste frit valg.

I stedet bevarede han magten ved hjælp af et omfattende sikkerhedsapparat, med hemmeligt politi og hæren bag sig til at holde kontrol over en opposition, der i vid udstrækning var blevet fængslet, drevet i eksil eller bestukket fra at udfordre regentens magtmonopol. Samtidig var de vigtigste politiske, militære og økonomiske poster forbeholdt personer i hans egen magtkreds, især personer fra hans stamme samt han og konens familie.

Både Tunesien, der ud fra en regional standard er relativt velhavende, og andre lande har imidlertid oplevet en befolkningseksplosion, som lave vækstrater og ineffektive økonomier ikke har kunnet understøtte. Den Arabiske Verdens befolkningstilvækst er verdens næsthøjeste efter de afrikanske lande syd for Sahara. Dette har ført til voksende fattigdom, store grupper af unge mennesker, der er blevet voksne uden at kunne få et arbejde, stigende sociale skel og deraf følgende utilfredshed med de regerende regimer.

Den dårlige økonomi er en væsentlig faktor i opstandene sammen med utilfredshed over manglende indflydelse, stigende social uro og øget oplysningsniveau hos dele af befolkningen.

Stater som Tunesien, Egypten, Syrien og Jordan har typisk haft et stærkt centraliseret system med en slags planøkonomi og statslige monopoler i mange brancher, et tungt bureaukrati, en høj grad af korruption og almindeligvis et parti, der har haft monopol på magten i tandem med det lokale militær, siden vestlige kolonialmagter måtte give afkald på deres position i regionen.

I Egypten tegnede Gamal Abdel Nasser konturerne af en panarabisk nationalisme med socialistiske træk, som i vid udstrækning har været anvendt i andre arabiske lande som f.eks. Syrien og Irak, hvor staten har monopoliseret en række funktioner og tilbudt en slags statslig patriarkalisme, men til gengæld har nægtet befolkningen frie valg.

I løbet af de seneste 20 år er en række af disse stater imidlertid begyndt at gennemføre økonomiske liberaliseringer, der har tilladt fremmede firmaer at komme ind på de lokale markeder og samtidig spillet en lang række statsvirksomheder og brancher over i hænderne på privatpersoner – ofte i og omkring regimernes magteliter.

Det har på den ene side ført til højere vækstrater i en række lande og stor rigdom til en lille gruppe, men på den anden side også til stor ulighed, især fordi befolkningstilvækst, arbejdsløshed og fjernelse af en række subsidieringer af basale varer som benzin, brød og andet har udhulet en allerede fattig majoritets reelle købekraft.

Den voksende reelle fattigdom har næret utilfredsheden og øget skellet mellem folkemasse og ledelse.

”Der er ingen tvivl om, at protesterne i meget vid udstrækning har været drevet af utilfredshed med manglen på økonomiske muligheder, uligheden og udsynet til, at Crony Capitalism (en økonomi, hvor succes afhænger af nære forhold mellem forretningsfolk og regeringsfolk, red.) er løbet med gevinsten,” har økonomen Ibrahim Saif fra tænketanken Carnegie Middle East Center i Beirut sagt til Information i artiklen ”Den arabiske vækst kommer ... Men kommer den for sent?” (se kilder):

”Problemet er bare, at forventningerne er alt for store, og at folk forventer hurtig forandring og flere penge mellem hænderne. Sådan kommer det ikke til at foregå. Det kommer til at tage lang tid, og det er ikke sikkert, at folk har tålmodighed til at vente.”

Samtidig har en ny generation af politisk engagerede borgere meldt sig på banen. En slags middelklasse, som trods sin relativt lille størrelse har haft en større gennemslagskraft end de arabiske styrers traditionelle opposition, der dels har indgået i et slags ambivalent forhold til diktatorerne, ikke har haft bred gennemslagskraft – og ofte er blevet fængslet.

De nye aktivister brugte nutidens sociale elektroniske medier på en måde, som var afprøvet og inspireret af protestbevægelser i lande som Ukraine og Serbien, og som i deres evne til at organisere ungdommen udgjorde en afgørende faktor i arrangeringen af de store demonstrationer, der i sidste ende fik flere regimer til at vælte og andre til at indføre reformer af varierende omfang.

Hvor begyndte oprøret?

Nogle anser ’Den Grønne Revolution’ i Iran, hvor store dele fra befolkningen rejste sig op i demonstrationer efter det kuppede præsidentvalg i 2009 som opstandens åbning. Den begivenhed, som de fleste anser for protestbølgens direkte anslag, er imidlertid et dramatisk dødsfald i Tunesien 17. december 2010.

Her satte den 26-årige frugtsælger Mohamed Bouazizi ild på sig selv efter at have fået konfiskeret sine varer som den seneste uretfærdige handling fra en korrumperet politi- og embedsmandsstand. Med denne voldsomme protest blev han en vigtig symbolsk figur, som befolkningen kunne samles om – først og fremmest i Tunesien, men også i andre arabiske lande.

”Som det så ofte er tilfældet med politiske martyrer, betyder Bouazizi markant forskellige ting for forskellige mennesker. For nogle er han et generisk symbol på modstanden mod uretfærdighed, for andre en arketype i kampen mod autokrati (styreform hvor magten er samlet hos én person, red.). Occupy Wall Street-aktivister har endda indforskrevet ham som en åndelig allieret i deres kamp mod den uhellige alliance mellem Washington og corporate-USA,” skriver Hernando De Soto i artiklen ”The real Mohamed Bouazizi”, i tidsskriftet Foreign Policy (se kilder).

Strået, der brækkede frugthandlerens ryg, blev samtidig strået, der brækkede præsidentens ryg. Efter knap en måneds demonstrationer valgte Tunesiens diktator gennem 23 år, Zine El Abidine Ben Ali, at flygte til først Frankrig, der nægtede at tage imod den tidligere yndling, og derefter til Saudi-Arabien hvilket udløste en dominoeffekt af folkelige oprør over hele den arabiske verden.

I slutningen af februar 2011 spreder Det Arabiske Forår sig til ørkenlandet Libyen i det nordlige Afrika. Efter lang tids belejring falder den strategisk vigtige by Ajdabiya 26. marts 2011, da franske NATO-fly bomber de Gaddafi-tro styrker. En lokal mand takker Gud for sejren, mens han står oven på en brændende kampvogn. Foto: Mads Nissen / Årets pressefoto
I slutningen af februar 2011 spreder
Det Arabiske Forår sig til ørkenlandet
Libyen i det nordlige Afrika. Efter lang
tids belejring falder den strategisk
vigtige by Ajdabiya 26. marts 2011,
da franske NATO-fly bomber de
Gaddafi-tro styrker. En lokal mand
takker Gud for sejren, mens han står
oven på en brændende kampvogn.

Foto: Mads Nissen / Årets pressefoto

Demonstranter i blandt andet Algeriet, Marokko, Egypten, Libyen, Jordan og Yemen gik på gaden i løbet af december, januar og februar i 2011 og forlangte frihed, frie valg, demokrati, indflydelse og bedre økonomiske muligheder.

I to tilfælde, Libyen og Syrien, har den civile protest udviklet sig til decideret borgerkrig. Libyens diktator, Muammar Gaddafi faldt, – med vestlig hjælp – i august 2011 og blev siden myrdet af militssoldater, mens det syriske oprør stadig er i gang trods en militær indsats mod demonstranter og kampe mellem den syriske hær og væbnede modstandere organiseret i Den Frie Syriske Arme og islamistiske grupperinger.

Protestbevægelserne

Hvem er demonstranterne?

Protestbevægelserne består først og fremmest af tre grupper: Den nævnte unge gruppe af yngre aktivister, der typisk har en baggrund i den veluddannede middelklasse, og som er rundet af en globaliseret verden, hvor elektroniske medier har sat dem i stand til selv at opsøge information, dele den og blive aktører via de organiseringsformer, de teknologiske fremskridt giver dem. Den anden gruppe er et sammensat spekter af sociale organisationer, arbejderbevægelse etc., som også har erfaring med at mobilisere store grupper og mål, der i udpræget grad handler om rettigheder, indflydelse og lighed. Endelig er den sidste gruppe islamisterne i forskellig udformning, først og fremmest Det Muslimske Broderskab, den muslimske verdens store politisk-religiøse bevægelse, der i forskellige afskygninger har arbejdet med og mod Mellemøstens regimer, siden læreren og teologen Hassan al-Banna grundlagde bevægelsen i 1928 som en bevægelse, der skulle udføre velgørenhedsarbejde, samtidig med at den søgte at skabe en åndelig renæssance for islam og udløse en politisk bevidstgørelse af de islamiske masser.

Både i Tunesien og især Egypten tilsluttede brødrene sig imidlertid først protesterne på et relativt sent tidspunkt ud af skepsis for både protesternes sekulære ophav og deres overordnede mulighed for at opnå succes – og ifølge mange analytikere også fordi de i første omgang satsede på et samarbejde med det regerende styre og dets udvalgte arvtager, efterretningschefen Omar Suleiman:

”Den 4. februar, 2011, endnu før Mubarak var faldet, havde Omar Suleiman et møde med Det Muslimske Broderskab, hvorefter Saad El-Katatni, i dag formand for Folkeforsamlingen, kom ud og erklærede, at Suleiman havde talt sandt: At der var en sammensværgelse om at sætte landet i brand, og at Broderskabet havde pligt til at hjælpe Mubaraks vicepræsident med at bekæmpe den. Katatni sagde, at han havde aftalt med vicepræsidenten, at undtagelsestilstandens skulle afsluttes, at demonstranterne skulle rydde Tahrir-pladsen, forfatningen ændres, og valg udskrives. Fra begyndelsen satte Det Muslimske Broderskab sine egne politiske interesser over revolutionens mål,” skriver den kendte egyptiske forfatter og demokratiforkæmper Alaa al-Aswany således i en kritik af Egyptens islamister i artiklen ”Repræsenterer de islam eller kun sig selv?” (se kilder).

Da de først tilsluttede sig demonstrationerne, var de dog en væsentlig faktor grundet deres velsmurte evne til at skabe massemobilisering.

Endelig findes der også en sidste gruppe, som især i Libyen består af afhoppere fra regimet, som er trådt ud som kritikere af deres tidligere arbejdsgiver før, imens og efter at en overbevisende opposition mod de regerende styrer er opstået.

Protestbevægelsens baggrund?

Den arabiske verden har meget begrænsede erfaringer med demokrati. Mens mange lande afholder valg til mere eller mindre symbolske folkeforsamlinger, så er det i Mellemøsten kun i Tyrkiet, Israel og til dels Libanon og i mindre omfang Irak, at man kan tale om demokrati.

På samme måde har muligheden for at indgå i reel politisk opposition til de regerende styrer været stærkt begrænset.

Mens forskellige arbejdsmæssige og sociale organisationer ligesom Det Muslimske Broderskab har indgået i en løbende proces med regimerne om modstand og samarbejde, trådte de nye protestbevægelser for alvor ind på scenen under Egyptens valg i 2005, hvor pres fra USA medførte lidt mere frihed til oppositionelle synspunkter og uafhængige kandidater. Her formåede først og fremmest protestbevægelsen Kefaya (’nok’ på dansk) at markere sig med budskaber, iscenesættelse og en retorik, som senere skulle gå igen i protesterne i Tunesien og Egypten og andre steder og danne rygraden i den senere protestbevægelse. Op til Mohamed Bouazizis selvafbrænding (som faktisk ikke var den første i Tunesien), var en række bloggere og andre unge aktivister blevet aktive med kritik af Ben Alis regime, og i Egypten havde en række overgreb og ikke mindst drabet på den unge mand Khaled Mohammed Said, der blev tæsket ihjel af to, angiveligt korrupte, politifolk, trukket mange unge ind i en elektronisk protestbevægelse, som først og fremmest handlede om rettigheder. Den samme udvikling skete i en række andre lande som f.eks. Tunesien, hvor bloggere typisk kunne aktivere grupper af mennesker og gøre information, der indtil da i vidt omfang havde været bortcensureret, tilgængelig for større befolkningsgrupper. De nye aktivisters øgede kampagnevirksomhed skete samtidig med generelle prisstigninger inden for blandt andet fødevarer og benzin, som gjorde en stor og ellers apolitisk gruppe utilfredse og modtagelige over for en kritisk holdning til de siddende regeringer.

De lokale styrers reaktion var ofte arrestationer og vold mod de protesterende, som tidligere havde virket, men som denne gang virkede som benzin på bålet i en situation, hvor den slags overgreb øjeblikkeligt blev optaget og offentliggjort på internettet.

Hvad ønsker protestbevægelserne?

Protestbevægelserne er meget sammensatte, og mens de officielle slogans alle handler om demokrati, menneskerettigheder, politisk pluralisme og en bedre fordeling af samfundets goder, dækker disse plusord over store forskelle. Vestligt orienterede (og ind i mellem vestligt uddannede) aktivister kræver ofte forandring med udgangspunkt i et vestligt oplysningsideal og liberale politiske værdier. Religiøst-politiske bevægelser med et mere reaktionært udgangspunkt som salafisterne og de muslimske brødre søger i videre udstrækning tilbage mod traditionelle islamiske værdier, som de i varierende grad hævder er forenelige med moderne demokratiidealer. For nogle traditionelle partier handler det primært om at sikre, at det i fremtiden ikke vil være muligt for et parti at få et monopol på magten. Ideen om uafhængighed fra vestlige stater og en ændret politik over for Israel (primært i Egypten) er også en faktor.

Protesterne dækker også i en række tilfælde over sekteriske gruppers utilfredshed over deres egen manglende indflydelse. Det kan f.eks. siges i en vis udstrækning at være tilfældet i Syrien og Irak, hvor landenes sunnimuslimske befolkningsandele i vid udstrækning har tilsluttet sig protesterne som konsekvens af deres egne manglende repræsentation i landenes henholdsvis alawitisk og shiitisk dominerede styrer.

Endelig er bedre økonomiske forhold og særligt statslig subsidiering inden for sektorer som fødevarer, boliger, transport og uddannelse centrale punkter.

En af de vigtigste kamppladser i både de lande, der har haft et regimeskifte, og de lande, hvor befolkningen har presset regimerne til reformer, er de nationale forfatninger. I flere lande skal der enten skrives helt nye forfatninger, eller de eksisterende skal ændres (f.eks. er de nødlove, der i flere lande har sikret regeringerne meget vide rammer for magtanvendelse, flere steder blevet kasseret). Således er der en ophidset debat i flere lande om, hvilken rolle islam skal spille i forfatningerne, graden af regional autonomi (særligt i Libyen), valgsystemer og antikorruptionsmekanismer. Forfatningsdebatten ses af mange som afgørende for, hvorvidt det i sidste ende vil være muligt at skabe bæredygtigt demokrati i de berørte lande.