Hvad er den ideologiske kritik af den danske model?
Mange liberalister mener, at for høj grad af social sikkerhed skaber manglende incitamenter til at forfølge jobmuligheder. Derfor vil nedskæring af ydelsesniveauet medføre en mindskelse af arbejdsløsheden. Cheføkonom fra den borgerligt-liberale tænketank Cepos, Mads Lundby Hansen, har eksempelvis udtalt omkring regeringens kontanthjælpsreform, at ”der er brug for, at den kommende reform bygger videre på princippet om en større økonomisk forskel mellem lønindkomst og kontanthjælp” i artiklen ”Cepos: Tusinder får job ved lavere start- og kontanthjælp” (se kilder).
I artiklen ”Fattigdom jager ingen ud af hængekøjen” (se kilder) modsiger phd-stipendiat ved Aalborg Universitet Kristian Kongshøj incitamentstankegangen med henvisning til undersøgelsen ”Arbejde og tilbagetrækning fra 2006”. Kongshøj skriver i artiklen, at de ”fattigste arbejdsløse, der jo har de højeste incitamenter for at øge deres indkomstgrundlag, ikke gør brug af flere jobsøgningsaktiviteter end de arbejdsløse, der har en stærkere økonomi.” I rapporten ”Den danske models styrker” fra centrum-venstre tænketanken Cevea (se kilder), skriver forfatterne, at ”Den danske model har leveret og leverer til stadighed resultater for både arbejdsgiver, arbejdstager og samfundet som helhed.”
Både arbejdsgiversiden, der typisk er borgerlig, og fagforeningssiden, der typisk er mere venstreorienteret, forsvarer imidlertid bredt set den danske model.
Er den danske model tidssvarende?
Den danske model hviler på en forudsætning om, at fagbevægelsen og arbejdsgiverforeningerne faktisk organiserer et flertal på arbejdsmarkedet. Selvom Danmark fortsat er et af de lande i verden, hvor flest arbejdere og arbejdsgivere er organiseret, så er organisationsprocenten faldet de seneste årtier. De overenskomstbærende fagforeninger mistede f.eks. over tre procent af medlemmerne i perioden 2010-2017 i forhold til perioden 2000-2009. I nogle EU-lande har fagforeningerne mistet langt flere medlemmer, mens enkelte lande, f.eks. Italien og Belgien har oplevet en stigende organiseringsgrad i samme periode. Det fremgår af A4’s artikel ”Særligt fokus skal vende udviklingen: Fagbevægelsen taber millioner af medlemmer” (se kilder).
Danmark og de andre nordiske lande ligger imidlertid fortsat i top, hvad angår andelen af organiserede arbejdere. I 2017 var omkring to tredjedele af arbejderne i de nordiske lande i fagforening, og næst efter de nordiske lande kom Belgien med en organiseringsgrad på 55 % ifølge artiklen ”Faglig organisering: Danmark fastholder topplacering” (se kilder).
Samtidig er et stigende antal af de organiserede – både arbejdere og arbejdsgivere – ikke medlem af hovedorganisationerne DA og FH. Derfor repræsenterer ”arbejdsmarkedets parter” på flere måder færre og færre. Den kritik af den danske model blev rejst i forbindelse med fejringen af 120-året for Septemberforliget. Her skrev f.eks. direktør og administrerende direktør for arbejdsgiverforeningen ITD – der ikke er med i DA – i klummen ”Gør den danske model repræsentativ” at den danske model trænger til at blive opdateret (se kilder).
Som også FAOS skriver i sit opslag om ”Den danske model” (se kilder): ”Jo flere der kommer til at stå udenfor, jo større vil incitamentet være for at gå over til en reguleringsmodel med en større grad af lovgivning, som er udbredt i mange andre lande.”
Dertil kommer, at arbejdsmarkedet har forandret sig med nye arbejdsformer og nye virksomhedsstrukturer, som gør, at en stigende andel ikke er overenskomstdækket, og der dermed bliver skabt en slags a- og b-hold af arbejdere inden for den danske model (se også faktalink-artikel om Prekariatet).
Hvilken betydning har reformer af velfærdsstaten for Den danske model?
Helle Thorning-Schmidt (S) gjorde reformer af velfærdsstaten til en mærkesag i sin tid som statsminister fra 2011-2015. I sin første nytårstale som statsminister, bragt i Jyllands-Posten (se kilder), sagde hun: ”vi står med to store udfordringer. Vi skal have styr på de offentlige underskud. Og vores virksomheder skal igen være blandt de mest konkurrencedygtige i verden. På den måde får vi en ny og holdbar vækst, og vi skaber den rette grobund for nye job.”
Resultatet af Thorning-regeringens reformer var blandt andet en halvering af dagpengeperioden fra 4 til 2 år og en kontanthjælpsreform, der skærper kravene til uddannelse for under 30-årige. I artiklen ”Dagpengeforringelser underminerer den danske model” (se kilder) udtaler flere velfærdsforskere, at det kan være problematisk for modellen, hvis man nedprioriterer ”security”-delen af modellen for at skabe et mere konkurrencedygtigt erhvervsliv. Arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen siger i artiklen ”Thorning vil fremtidssikre velfærdsstaten” (se kilder), at ”det er mærkeligt, at det skal være så hårdt, når vi har været internationalt berømte for vores flexicuritymodel. Der kan man virkelig sige, at vi er i gang med at save modellens ene ben – indkomstsikkerheden – af.” I Helle Thorning-Schmidts øjne var der dog tale om en nødvendig ”fremtidssikring” af velfærdsstaten.
Hvordan ser man på ”flexicurity” i udlandet?
I flere af de sydeuropæiske lande med et mindre fleksibelt arbejdsmarked end det danske, som eksempelvis Frankrig og Spanien, har politikere nogle gange henvist til Danmark som et forbillede. I artiklen ”Skal dansk flexicurity redde Spaniens syge økonomi” (se kilder), udtaler den tidligere spanske regeringsleder José Luis Zapatero, at ”indtil videre er det bedste svar på arbejdsløshed flexicurity, og den danske model har vist sig at være den bedste.”
På EU-plan er det også blevet diskuteret, at flexicurity kan fungere som retningsviser, når medlemsstaterne skal indføre de mål, man blev enige om i forbindelse med den såkaldte Lissabon-strategi for vækst og jobskabelse.
I artiklen ”The Next Supermodel” (se kilder), fra det britiske nyhedsmagasin The Economist, nævnes netop Danmarks flexicurity-system som et af de progressive aspekter ved den danske model og som en samfundsmodel andre lande burde lade sig inspirere af.
Hvad er forholdet mellem Den danske model og globaliseringen?
Det er de seneste år blevet debatteret meget, om Den danske model er truet eller presset fra udlandet. Nogle mener, at lønmodtagernes fordelagtige vilkår gør erhvervslivet mindre konkurrencedygtigt i forhold til lande, hvor arbejdskraften er væsentlig billigere. Derfor mener nogle kritikere, at Danmark bør skære ned på nogle af de sociale sikkerhedsordninger, så vi bedre kan konkurrere med eksempelvis asiatiske og østeuropæiske økonomier. Andre argumenterer for, at internationalisering af virksomheder og tilvandring af både virksomheder og arbejdere fra udlandet vil gøre det nødvendigt at indføre en lovbestemt mindsteløn i Danmark. Eftersom 22 ud af de 28 EU-lande har en lovbestemt mindsteløn kommer debatten om, hvorvidt Danmark også bør have det, jævnligt op. Både lande som Tyskland, Holland og Belgien har lovbestemt mindsteløn, mens Danmarks nordiske nabolande har arbejdsmarkedsmodeller, der ligner den danske.
I 2019, da Septemberforliget fyldte 120 år, sagde daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at han var villig til at se på muligheden for at indføre mindsteløn i Danmark. Både fagbevægelsen og arbejdsgiverforeningerne fastholder imidlertid at løn- og arbejdsvilkår skal forhandles af arbejdsmarkedets parter uden indblanding fra politisk side. Den debat kan du læse mere om i artiklen ”Overblik: Hvorfor har vi ikke mindsteløn i Danmark?” (se kilder). Fagbevægelsen argumenterer blandt andet med, at erfaringerne fra udlandet viser, at de lande, der har lovbestemt mindsteløn har en lavere gennemsnitsløn end i Danmark. I Tyskland f.eks. var den lovbestemte mindsteløn i 2019 omkring 70 kroner i timen, mens den gennemsnitlige praktiserede mindsteløn i Danmark var omkring 120 kroner i timen.