Hvad udløste krigen?
Da republikaneren Abraham Lincoln, der var kendt for sin modstand mod slaveri som økonomisk institution – og som end ikke havde været på stemmesedlen i flere af Sydstaterne – blev valgt til præsident i 1860, begyndte flere slavestater at løsrive sig fra føderationen. Denne handling kaldes Secession, og fik hele grundlaget for De Forenede Stater til at vakle. Ifølge Gyldendals Den Store Danske (se kilder), var krigens formelle hovedspørgsmål, om den amerikanske forfatning tillod delstaters udtræden af Unionen, og først med Lincolns Emancipationsproklamation i 1863 blev slaveriet bragt i centrum.
Mellem december 1860 og juni 1861 løsrev 11 af De Forenede Staters sydligste stater sig fra unionen, nemlig South Carolina, Mississippi, Florida, Alabama, Georgia, Louisiana, Texas, Virginia, Arkansas, North Carolina og Tennessee (i den rækkefølge). Unionisterne – de Nordstatsfolk, der gik ind for en samlet føderation af amerikanske stater – opfattede løsrivelsen som ulovlig, men det blev først i 1868 erklæret forfatningsstridigt. Selve krigshandlingerne startede, da konføderalisterne – som unionsmodstanderne kaldtes – angreb unionisternes hær ved Fort Sumter i South Carolina i april 1861.
Hvor stod de vigtigste slag?
Der blev kæmpet på over 10.000 slagmarker i adskillige stater, og ofte blev slagene udkæmpet midt i bøndernes marker. Slaget ved Gettysburg fremhæves ofte som det slag, der afgjorde krigens udfald. Slaget foregik over tre dage fra den 1.-3. juli i 1863 ved byen Gettysburg i staten Pennsylvania og var det blodigste under hele krigen med mellem 46.000-51.000 døde. Organisationen Civil War Trust har lavet en infografik om de vigtigste – dvs. de blodigste – slag i krigen (se kilder).
Under slaget ved Gettysburg i 1863 havde Sydstatsgeneralen Robert Lee, der stod i spidsen for North Virginias hær, forsøgt at trænge nordpå, men blev mødt af unionisterne, anført af general George Meade. Efter massive tab på begge sider fik unionisterne overtaget og drev Lees hær på tilbagetog. Slaget blev i Nordstaterne udråbt som ikke blot en enkelt sejr, men en grundlæggende sejr over Sydstaterne. Helt slut var krigen imidlertid ikke, og Lees hær reorganiserede sig længere sydpå. Fire måneder senere holdt præsident Lincoln sin berømte Gettysburg-tale (se kilder) under indvielsen af en kirkegård for de faldne soldater. I talen sagde han bl.a.:
”De tapre mænd, levende og døde, som kæmpede her, har indviet den, langt mere end vores beskedne styrke kan gøre til eller fra. Verden vil ikke lægge mærke til eller huske, hvad vi siger her, men den kan aldrig glemme, hvad de gjorde her. Det er op til os, de levende, at være viet her til den store opgave, som fortsat står foran os – at disse ærede døde bibringer os en større hengivenhed for den sag, som de ofrede det sidste fulde mål – så vi her højtideligt beslutter, at disse døde ikke skal være døde forgæves – at denne nation, under Gud, skal have en frihedens genfødsel – og at regering af folket, ved folket og for folket ikke skal visne bort fra jorden”.
Hvornår fik den ene part overtaget?
Slaget ved Gettysburg var af stor betydning for Sydstaternes senere nederlag, og da Sydstaternes general Lee i marts 1865 tabte slaget om byen Petersburg i Virginia – efter ti måneders belejring – var krigens udfald nær afgjort. En måned senere efter overgav alle Sydens hære sig officielt. General Lee havde efter nederlaget ved Petersburg forsøgt at slutte sig til hæren i North Carolina for at omorganisere tropperne, men blev afskåret i landsbyen Appomattox, hvor krigens sidste slag stod, inden general Lee overgav sig 9. april 1865. Herefter overgav de andre sydstatshære sig en efter en.
Hvem lod sig indrullere eller blev rekrutteret til de stridende hære?
Flere end tre millioner amerikanere var i væbnet kamp under krigen, og over 600.000 – svarende til to procent af befolkningen – mistede livet. En stor del af dem, der blev rekrutteret, var ikke trænede soldater, og mange var meget unge; også mindreårige drenge blev rekrutteret som f.eks. ”drummer boys” (trommedrenge), der marcherede med hæren og med trommen gav signaler videre fra officerer til fodsoldater. På unionisternes side kæmpede både hvide og sorte, men ifølge oplysningsorganisationen Civil War Trust til forskellig løn – mens hvide tjente 13 dollar om måneden, fik sorte blot syv dollar helt frem til 1864, hvor denne forskelsbehandling blev fjernet (se kilder).
Mindst 400 kvinder, forklædt som mænd, kæmpede i borgerkrigen. Deres liv og vilkår er beskrevet af historikeren Anita Silvey i bogen ”I'll Pass for Your Comrade: Women in the American Civil War” (se kilder). Der var også danske emigranter med i krigen, som kæmpede på Nordstaternes side. Ifølge Anders Bo Rasmussen omkring 900 i alt, og nogle af disse soldaters skæbner er beskrevet i bogen ”I krig for Lincoln” (se kilder).
Mens Nordstatshæren, udover professionelle soldater, primært bestod af fabriksarbejdere og faglærte arbejdere, var Sydstatshæren primært befolket af bønder; de fleste fattige og de færreste slaveejere. Der var ingen sorte soldater på Sydens side – dette blev først tilladt i krigens sidste måneder – men slaver blev medbragt som arbejdere og tjenere for hæren.
Hvem var imod krigen?
Inden for Det Demokratiske Parti var fraktionen kaldet Copperheads imod krigen, og argumenterede for, at der i stedet skulle indgås en aftale. Copperhead er navnet på en giftig slange, og fraktionen fik dette tilnavn af Republikanerne. Ifølge historikeren Jennifer L. Weber er Copperheads blevet skrevet ud af historien som betydningsløse, hvilket hun mener er forkert. I artiklen ”Lincoln's critics: The Copperheads” (se kilder) skriver hun:
”De havde enorm indflydelse, særligt efterhånden som krigen trak ud og de økonomiske og menneskelige ofre steg dramatisk. Copperheads havde en stor betydning i det Demokratiske parti, og var nær ved at få kontrol med partiet i 1864. Selvom nogle Copperheads utvivlsom beflittede sig med planer om at vælte regeringen, var de fleste oprigtige, når de påstod, at de var loyale unionister. (…) de var ikke, som mange antager, Syden-sympatisører. Nogle var, de fleste var ikke”. Copperheads var imod krigens omkostninger, og først og fremmest var de imod anti-slaveridagsordenen, idet de var ”dybt racistiske, selv for deres tid”, skriver Jennifer L. Weber.
Derudover opstod forskellige fredsbevægelser rundt omkring i staterne, og i 1863 dannedes et Peace Party, som opfordrede til at finde en afslutning på krigen.
Hvor mange mistede livet og levegrundlaget i løbet af krigen?
Tabene var størst på unionisternes side, men deres hær var dobbelt så stor som konføderalisternes. I alt døde over 600.000, eller næsten lige så mange som i alle andre krige tilsammen, som USA har været involveret i (heriblandt 1. og 2. Verdenskrigs, den spansk-amerikanske krig og nyere tids Vietnamkrig, Golfkrig og Irak- og Afghanistankrigene).
Der blev taget over 400.000 krigsfanger, og mens de stridende parter i krigens første år jævnligt udvekslede fanger, forværredes forholdene i løbet af konflikten, og der døde næste lige så mange i fangenskab under borgerkrigen, som der døde amerikanske soldater under Vietnamkrigen.
I Syden flygtede flere end 200.000 mennesker på grund af krigshandlingerne, og dertil kom et ukendt antal desertører, der enten ikke (længere) troede på krigen, eller som var for traumatiserede til at kæmpe videre.
Var den amerikanske borgerkrig egentlig en ”borgerkrig”?
Borgerkrig betyder en krig mellem to fløje inden for samme land. Men Den Amerikanske Borgerkrig handlede netop om, at nogle stater ikke (længere) opfattede sig som eller ønskede at høre til samme ”land” som andre stater, og krigen kaldes derfor også ”krigen mellem staterne” eller ”secession-krigen” (krigen om løsrivelse).
At det udviklede sig til krig frem for en aftale om at lade konføderationen løsrive sig, skyldtes ifølge Karl Marx, at ”Syden” ikke var territorialt adskilt fra ”Norden”. Syden var ingen ”moralsk enhed”, og den var ”ikke et land” – Syden var ”et kampråb”. Krigen handlede om magt over grænsestaterne, ”det område i De Forenede Stater, i hvilket systemet slaveri og systemet frit lønarbejde eksisterer side om side og kæmper om herredømmet, det er dette område, som er den reelle kamplads mellem Syd og Nord, mellem slaveri og frihed. Sydstaternes konføderative krig er, derfor, ikke en forsvarskrig, men en erobringskrig”, skrev Marx i artiklen ”The Civil War in the United States” (se kilder). Grænsestaterne var bl.a. Delaware, Maryland, og Virginia og de nykoloniserede territorier New Mexico.