Den amerikanske borgerkrig

Artikel type
faktalink
journalist og historiker, cand.mag., Nina Trige Andersen, iBureauet/Dagbladet Information. April 2015
Main image
I borgerkrigens fodspor.
I borgerkrigens fodspor.
Foto: Scanpix

Den Amerikanske Borgerkrig varede fra 1861-1865. Den begyndte, da en række Sydstater løsrev sig fra føderationen (De Forenede Stater). Kampen mellem de såkaldte unionister fra Nordstaterne og konføderalisterne, eller oprørerne, fra Sydstaterne, handlede om USA's indretning økonomisk, socialt og administrativt. Ikke mindst var slaveriet som system et omdrejningspunkt. Nogle historikere kalder det en kamp mellem to eliter – industrieliten i Nord og ”plantagearistokratiet” i Syd, men soldaterne, som udkæmpede slagene, var primært arbejdere og bønder. Krigen kostede over 600.000 mennesker livet, hvilket er flere end i alle andre amerikanske krige tilsammen. Resultatet blev bl.a., at de stater, der havde løsrevet sig, igen blev indlemmet i De Forenede Stater, at omtrent fire millioner slaver blev frigivet, og at USA blev en stormagt på den internationale scene.

 

 

Den amerikanske borgerkrig

Baggrunden for borgerkrigen

Det berømte slaveoprør var anført af præsten Nat Turner som rekrutterede 70 slaver til sin guerilla.
Det berømte slaveoprør var anført af præsten Nat Turner som rekrutterede 70 slaver til sin guerilla.
Foto: Scanpix

Hvordan og hvornår opstod De Forenede Amerikanske Stater?

De Forenede Amerikanske Stater (USA) er i dag en føderal republik, der består af 50 stater samt en række andre territorier. En føderation, eller forbundsstat, betyder en sammenslutning af stater med fælles grundlov og parlament (i USA's tilfælde Kongressen). De Forenede Stater opstod som en sammenslutning af 13 britiske kolonier på det nordamerikanske kontinent, der vedtog en uafhængighedserklæring under det, der blev kendt som Den Amerikanske Revolution i 1776. Det førte til en krig mellem kolonierne og Storbritannien, som endte i 1783, hvor kolonimagten anerkendte de 13 forenede staters selvstændighed. Det var det første succesfulde opgør med det britiske imperium (se evt. faktalink om Imperialisme). I 1787 vedtog De Forenede Stater den første forfatning og indledte en aggressiv udvidelsespolitik – eller koloniseringsproces – for at indlemme stadigt større områder i føderationen. Omkring midten af 1800-tallet strakte De Forenede Stater sig over hele det nordamerikanske kontinent. I løbet af århundredet udviklede der sig uenigheder mellem de nordlige og sydlige stater om føderationens politiske og økonomiske indretning – herunder om slaveriet – en uenighed der territorialt bl.a. hang sammen med, at de (varmere) sydlige stater byggede på landbrug og de nordlige på industri. 

Hvilke uenigheder udviklede sig mellem stater og politiske fløje i årene op til borgerkrigen?

Den Amerikanske Borgerkrig bliver ofte beskrevet som en krig mellem tilhængere og modstandere af slaveri. De Forenede Amerikanske Stater havde bevaret slaveriet som en grundsten i samfundet, da staterne løsrev sig fra Storbritannien, og borgerkrigen kan ifølge historikeren Barbara J. Fields, der er med i dokumentarserien ”The Civil War”, ses som et opgør med denne arv (se kilder).

Den Amerikanske Borgerkrig handlede dog ikke primært om slaveri i moralsk-etisk forstand, men om økonomiske modsætninger, hvori slaveri indgik som en central kamplads. ”Borgerkrigen” var en kamp om, hvordan De Forenede Stater skulle indrettes politisk, socialt og økonomisk, om hvor meget de enkelte stater selv skulle bestemme versus hvor meget den føderale regering skulle bestemme, om borgerrettigheder – ikke kun for sorte, men også for oprindelige folk, kaldet ”indianere” af kolonisatorerne, hvis territorier var blevet indlemmet i de nye stater.

Historikeren Adam Arenson skriver i indledningen til bogen ”Civil War Wests”:

”Slaveri eller union; imperium eller frihed; Nord eller Syd – ingen af disse modsætningspar kan til fulde indfange, hvordan de, der deltog i etableringen af De Forenede Stater i de år, oplevede det” (se kilder; citater fra engelsksprogede kilder i faktalinket er oversat af Nina Trige Andersen)

Arenson mener, at de politiske uenigheder var mere komplekse og mere grundlæggende end de gængse fortolkninger antyder. Modsætningen Nord-Syd slører f.eks., at mange af kampene – politiske, sociale såvel som militære – faktisk foregik i Vesten, og er knyttet til selve forudsætningen for den nye nation af Amerikas Forenede Stater: Nemlig en kolonisering af stadigt større områder, herunder den udryddelse og undertrykkelse af oprindelige folk – de ”indianske” stammer – der boede på disse territorier. Samtidig var krigen også, ifølge Arenson, knyttet tilde højst forskellige ”klimamæssige virkeligheder” i de stater, der sammen skulle danne en nation, og til internationale og interne forhandlinger af grænser, herunder mellem USA og Mexico og USA og Canada (se kilder).
Den populære forklaring om Den Amerikanske Borgerkrig som en kamp mellem tilhængere og modstandere af slaveri kan derfor ikke stå alene. Krigen trak tråde til alt, hvad USA er bygget på: Kolonialisering af nye territorier; det enorme territoriums klimamæssige forskelle, der dannede grundlag for vidt forskellige økonomiske modeller og livsformer; relationen til det gamle Europa og de politiske kampe, der foregik her, herunder borgerrettighedskampe (som f.eks. hvem, der skulle have stemmeret). 

Hvilke begivenheder førte op til borgerkrigen?

I årtierne op til Den Amerikanske Borgerkrig var der på føderalt niveau i Kongressen i stigende grad uenighed om, hvordan USA skulle organiseres administrativt, politisk og økonomisk. Herunder hvorvidt slaveri var økonomisk fornuftigt og/eller moralsk forsvarligt. Slaveri var blevet afskaffet ved lov i Nordstaterne i 1804, men bevaret i Sydstaterne. På grund af den territoriale udvidelse, var denne balance mellem ”frie stater” og ”slavestater” hele tiden truet; efterhånden som koloniseringen af Nordamerika blev udvidet mod vest, blev nye stater etableret og søgte optagelse i føderationen (United States of America), og da skulle det afgøres, om de nye stater måtte have slaver eller ej.

Missouri-kompromiset fremhæves ofte – f.eks. af organisationen Civil War Trust (se kilder) – som en af de afgørende konflikter, der gik forud for borgerkrigen: Da Missouri i 1820 søgte om optagelse, ønskede delstatsledelsen, at det skulle være som slavestat, mens en stor gruppe i Kongressen ønskede Missouri ind som fri stat. Kompromiset blev, at Missouri blev optaget som slavestat, mens Maine blev optaget samtidig som fri stat, så det repræsentative forhold mellem slavestater og frie stater forblev uændret i Kongressen. I 1850 blev endnu et kompromis indgået, som forhindrede yderligere territorial udvidelse af slaveri, men samtidig forpligtede myndighederne i de frie stater til at sende bortløbne slaver tilbage til deres ”ejere”. De to aftaler hed The Compromise of 1850 og The Fugitive Slave Act.

Missouri-kompromiset blev kort efter omstødt i The Kansas-Nebraska Act of 1854, hvor bosættere i de to nykoloniserede territorier fik lov til selv at afgøre, om de skulle være frie- eller slavestater. Pro- og anti-slaveri-aktivister strømmede til Kansas og Nebraska for at påvirke udfaldet, og den politiske kamp var så voldsom, at den kostede menneskeliv. 

Hvad var Nat Turner-oprøret?

I årtierne op til borgerkrigen havde en række slaveoprør desuden spredt frygt blandt hvide i Sydstaterne, som reagerede med indskrænkninger af de i forvejen stærkt begrænsede rettigheder for sorte. Det mest berømte slaveoprør var anført af præsten Nat Turner, der rekrutterede op mod 70 andre slaver til sin guerilla, der i løbet få dage dræbte omkring 60 hvide på forskellige plantager i det sydlige Virginia. Turner var på fri fod i to måneder, men blev til sidst fanget og henrettet. Det samme gjorde flere hundrede andre, som var mistænkt for at have været med i oprøret; nogle blev henrettet af myndighederne, de fleste af hvide hobe. Ifølge portalen Documenting the American South er det en udbredt antagelse, at Nat Turners oprør og den sociale uro og forstærkede undertrykkelse, der fulgte i kølvandet herpå, var med til at puste til de gløder, der senere blev til borgerkrigen (se kilder). 

Hvilke interesser var på spil i konflikten?

USA's gamle koloniherre, Storbritannien, havde afskaffet slaveriet, og i den britiske offentlighed var der udbredt forargelse over den amerikanske videreførelse af det. Ifølge historikeren Eric Williams var Storbritannien imidlertid tæt på at anerkende den konføderation af Sydstater, som blev udråbt i forbindelse med borgerkrigen, selvom disse netop ville bevare slaveriet. De britiske kapitalister – og hele den britiske og europæiske økonomi – var nemlig stærkt afhængig af de råvarer, som Sydstaterne leverede ved hjælp af slavearbejdskraft (se kilder).

Religion blev også en vigtig faktor i konflikten, hvor hver side ”mente, at Gud holdt med dem”, som religionshistoriker Samuel Hill udtrykker det i artiklen ”Could the Civil War have been prevented?” (se kilder).

Ifølge historikeren Neil Faulkner havde præsidentvalget i 1860 været et af de mest polariserede valg i hele USA's historie. Mens Det Demokratiske Parti (der dengang kaldte sig ”den hvide mands parti”) var splittet mellem sydstatsfraktionen, der ville bevare slaveriet i alle stater, og nordstatsfraktionen, der ville afskaffe det – men uden at ville indrømme sorte samme rettigheder som hvide – var Republikanerne entydigt imod slaveri og for den nye industris kapitalisme.

”Republikanernes valgprogram udtrykte forventningerne fra den hurtigt voksende kapitalistiske økonomi i Nord og de hurtigt ekspanderende pionersamfund i Vest. Centrale punkter var højere tariffer, der skulle beskytte amerikansk industri, fri landbrugsjord til nye bosættere og statsstøtte til udbygning af jernbanenettet. Parolen var 'fri jord, frie ytringer, frit arbejde, frie mænd' (…) revolutionært, om man vil. Syden derimod var et konservativt landbrugssamfund, som var afhængig af en primær eksportvare: bomuld. Syden var, ligesom Norden, i et opsving. Efterhånden som tekstilindustrien ekspanderede i New England, Storbritannien, Frankrig og andre steder, steg efterspørgslen, og prisen på bomuld kraftigt. (…) Fabriksejerne i Nord blev rigere og rigere, og det samme gjorde plantagearistokratiet i Syden” (se kilder).

Sagen var, at de rige i Nord og de rige i Syd ikke havde fælles interesser. Den foreslåede forhøjelse af tarifferne ville f.eks. beskytte industrien i Nord, men fordyre varerne i Syden. Og ekspansionen mod Vest var primært anført af folk fra Nord, hvilket før eller siden ville få balancen mellem frie stater og slavestater til at tippe.

”Det var to økonomiske systemer, to sociale ordener, to typer herskende klasser med forskellige behov og rivaliserende krav, som var fanget i en og samme politiske enhed. Hvis interesser skulle staten varetage?” skriver Neil Faulkner (se kilder).

Hvordan var økonomien indrettet i henholdsvis Nord og Syd før borgerkrigen?

Modsætningen mellem Syd og Nord handlede ikke kun om holdningen til slaveri, men også om økonomiens indretning, der også var klimamæssigt betinget. Men Sydens økonomi primært var bundet op på landbrug og plantagedrift, var Nordens økonomi anlagt på fremstillingsindustri (se faktalink Slaveri i USA). Slaveri var centralt for den arbejdskraftintensive produktion af sukker, ris, tobak og ikke mindst bomuld i syd, og derfor var antallet af slaver proportionelt og antalsmæssigt langt højere i Syd end i Nord, hvor fabrikkerne var bemandet af såkaldt frie arbejdere ligesom i Europa. Den populære tv-serie ”Nord og Syd” (se kilder), der skildrer et venskab mellem sydstatsmanden Ory Main og nordstatsmanden George Hazard, der bliver sat på alvorlig prøve under borgerkrigen, forsøger bl.a. at vise, hvordan den moralske forargelse i Nord var delvist hyklerisk: I en scene besøger Ory Main sin vens fabrik i Nord og udbryder, at så umenneskelige vilkår, som Hazards arbejdere lever under, har hans slaver aldrig oplevet.

Ikke desto mindre var der ifølge den kapitalismekritiske økonom Karl Marx, der fulgte borgerkrigen tæt og skrev en lang række analyser af den i samtiden, en grundlæggende forskel mellem slaveri og frihed, også selvom friheden var begrænset af, at arbejderne var underlagt dem, der ejede produktionsmidlerne. Forskellen mellem slaveri og frihed kunne ikke på ubestemt tid rummes inden for samme politiske enhed, hverken socialt eller økonomisk, argumenterede Marx i artiklen ”The Civil War in the United States” (se kilder). 

Forløbet af krigen og slagene

Republikaneren Abraham Lincoln, som var kendt for sin modstand mod slaveri, blev valgt til præsident i 1860.
Republikaneren Abraham Lincoln, som var kendt for sin modstand mod slaveri, blev valgt til præsident i 1860.
Foto: Scanpix

Hvad udløste krigen?

Da republikaneren Abraham Lincoln, der var kendt for sin modstand mod slaveri som økonomisk institution – og som end ikke havde været på stemmesedlen i flere af Sydstaterne – blev valgt til præsident i 1860, begyndte flere slavestater at løsrive sig fra føderationen. Denne handling kaldes Secession, og fik hele grundlaget for De Forenede Stater til at vakle. Ifølge Gyldendals Den Store Danske (se kilder), var krigens formelle hovedspørgsmål, om den amerikanske forfatning tillod delstaters udtræden af Unionen, og først med Lincolns Emancipationsproklamation i 1863 blev slaveriet bragt i centrum.

Mellem december 1860 og juni 1861 løsrev 11 af De Forenede Staters sydligste stater sig fra unionen, nemlig South Carolina, Mississippi, Florida, Alabama, Georgia, Louisiana, Texas, Virginia, Arkansas, North Carolina og Tennessee (i den rækkefølge). Unionisterne – de Nordstatsfolk, der gik ind for en samlet føderation af amerikanske stater – opfattede løsrivelsen som ulovlig, men det blev først i 1868 erklæret forfatningsstridigt. Selve krigshandlingerne startede, da konføderalisterne – som unionsmodstanderne kaldtes – angreb unionisternes hær ved Fort Sumter i South Carolina i april 1861. 

Hvor stod de vigtigste slag?

Der blev kæmpet på over 10.000 slagmarker i adskillige stater, og ofte blev slagene udkæmpet midt i bøndernes marker. Slaget ved Gettysburg fremhæves ofte som det slag, der afgjorde krigens udfald. Slaget foregik over tre dage fra den 1.-3. juli i 1863 ved byen Gettysburg i staten Pennsylvania og var det blodigste under hele krigen med mellem 46.000-51.000 døde. Organisationen Civil War Trust har lavet en infografik om de vigtigste – dvs. de blodigste – slag i krigen (se kilder).

Under slaget ved Gettysburg i 1863 havde Sydstatsgeneralen Robert Lee, der stod i spidsen for North Virginias hær, forsøgt at trænge nordpå, men blev mødt af unionisterne, anført af general George Meade. Efter massive tab på begge sider fik unionisterne overtaget og drev Lees hær på tilbagetog. Slaget blev i Nordstaterne udråbt som ikke blot en enkelt sejr, men en grundlæggende sejr over Sydstaterne. Helt slut var krigen imidlertid ikke, og Lees hær reorganiserede sig længere sydpå. Fire måneder senere holdt præsident Lincoln sin berømte Gettysburg-tale (se kilder) under indvielsen af en kirkegård for de faldne soldater. I talen sagde han bl.a.:

”De tapre mænd, levende og døde, som kæmpede her, har indviet den, langt mere end vores beskedne styrke kan gøre til eller fra. Verden vil ikke lægge mærke til eller huske, hvad vi siger her, men den kan aldrig glemme, hvad de gjorde her. Det er op til os, de levende, at være viet her til den store opgave, som fortsat står foran os – at disse ærede døde bibringer os en større hengivenhed for den sag, som de ofrede det sidste fulde mål – så vi her højtideligt beslutter, at disse døde ikke skal være døde forgæves – at denne nation, under Gud, skal have en frihedens genfødsel – og at regering af folket, ved folket og for folket ikke skal visne bort fra jorden”. 

Hvornår fik den ene part overtaget?

Slaget ved Gettysburg var af stor betydning for Sydstaternes senere nederlag, og da Sydstaternes general Lee i marts 1865 tabte slaget om byen Petersburg i Virginia – efter ti måneders belejring – var krigens udfald nær afgjort. En måned senere efter overgav alle Sydens hære sig officielt. General Lee havde efter nederlaget ved Petersburg forsøgt at slutte sig til hæren i North Carolina for at omorganisere tropperne, men blev afskåret i landsbyen Appomattox, hvor krigens sidste slag stod, inden general Lee overgav sig 9. april 1865. Herefter overgav de andre sydstatshære sig en efter en. 

Hvem lod sig indrullere eller blev rekrutteret til de stridende hære?

Flere end tre millioner amerikanere var i væbnet kamp under krigen, og over 600.000 – svarende til to procent af befolkningen – mistede livet. En stor del af dem, der blev rekrutteret, var ikke trænede soldater, og mange var meget unge; også mindreårige drenge blev rekrutteret som f.eks. ”drummer boys” (trommedrenge), der marcherede med hæren og med trommen gav signaler videre fra officerer til fodsoldater. På unionisternes side kæmpede både hvide og sorte, men ifølge oplysningsorganisationen Civil War Trust til forskellig løn – mens hvide tjente 13 dollar om måneden, fik sorte blot syv dollar helt frem til 1864, hvor denne forskelsbehandling blev fjernet (se kilder).

Mindst 400 kvinder, forklædt som mænd, kæmpede i borgerkrigen. Deres liv og vilkår er beskrevet af historikeren Anita Silvey i bogen ”I'll Pass for Your Comrade: Women in the American Civil War” (se kilder). Der var også danske emigranter med i krigen, som kæmpede på Nordstaternes side. Ifølge Anders Bo Rasmussen omkring 900 i alt, og nogle af disse soldaters skæbner er beskrevet i bogen ”I krig for Lincoln” (se kilder).

Mens Nordstatshæren, udover professionelle soldater, primært bestod af fabriksarbejdere og faglærte arbejdere, var Sydstatshæren primært befolket af bønder; de fleste fattige og de færreste slaveejere. Der var ingen sorte soldater på Sydens side – dette blev først tilladt i krigens sidste måneder – men slaver blev medbragt som arbejdere og tjenere for hæren. 

Hvem var imod krigen?

Inden for Det Demokratiske Parti var fraktionen kaldet Copperheads imod krigen, og argumenterede for, at der i stedet skulle indgås en aftale. Copperhead er navnet på en giftig slange, og fraktionen fik dette tilnavn af Republikanerne. Ifølge historikeren Jennifer L. Weber er Copperheads blevet skrevet ud af historien som betydningsløse, hvilket hun mener er forkert. I artiklen ”Lincoln's critics: The Copperheads” (se kilder) skriver hun:

”De havde enorm indflydelse, særligt efterhånden som krigen trak ud og de økonomiske og menneskelige ofre steg dramatisk. Copperheads havde en stor betydning i det Demokratiske parti, og var nær ved at få kontrol med partiet i 1864. Selvom nogle Copperheads utvivlsom beflittede sig med planer om at vælte regeringen, var de fleste oprigtige, når de påstod, at de var loyale unionister. (…) de var ikke, som mange antager, Syden-sympatisører. Nogle var, de fleste var ikke”. Copperheads var imod krigens omkostninger, og først og fremmest var de imod anti-slaveridagsordenen, idet de var ”dybt racistiske, selv for deres tid”, skriver Jennifer L. Weber.

Derudover opstod forskellige fredsbevægelser rundt omkring i staterne, og i 1863 dannedes et Peace Party, som opfordrede til at finde en afslutning på krigen. 

Hvor mange mistede livet og levegrundlaget i løbet af krigen?

Tabene var størst på unionisternes side, men deres hær var dobbelt så stor som konføderalisternes. I alt døde over 600.000, eller næsten lige så mange som i alle andre krige tilsammen, som USA har været involveret i (heriblandt 1. og 2. Verdenskrigs, den spansk-amerikanske krig og nyere tids Vietnamkrig, Golfkrig og Irak- og Afghanistankrigene).

Der blev taget over 400.000 krigsfanger, og mens de stridende parter i krigens første år jævnligt udvekslede fanger, forværredes forholdene i løbet af konflikten, og der døde næste lige så mange i fangenskab under borgerkrigen, som der døde amerikanske soldater under Vietnamkrigen.

I Syden flygtede flere end 200.000 mennesker på grund af krigshandlingerne, og dertil kom et ukendt antal desertører, der enten ikke (længere) troede på krigen, eller som var for traumatiserede til at kæmpe videre. 

Var den amerikanske borgerkrig egentlig en ”borgerkrig”?

Borgerkrig betyder en krig mellem to fløje inden for samme land. Men Den Amerikanske Borgerkrig handlede netop om, at nogle stater ikke (længere) opfattede sig som eller ønskede at høre til samme ”land” som andre stater, og krigen kaldes derfor også ”krigen mellem staterne” eller ”secession-krigen” (krigen om løsrivelse).

At det udviklede sig til krig frem for en aftale om at lade konføderationen løsrive sig, skyldtes ifølge Karl Marx, at ”Syden” ikke var territorialt adskilt fra ”Norden”. Syden var ingen ”moralsk enhed”, og den var ”ikke et land” – Syden var ”et kampråb”. Krigen handlede om magt over grænsestaterne, ”det område i De Forenede Stater, i hvilket systemet slaveri og systemet frit lønarbejde eksisterer side om side og kæmper om herredømmet, det er dette område, som er den reelle kamplads mellem Syd og Nord, mellem slaveri og frihed. Sydstaternes konføderative krig er, derfor, ikke en forsvarskrig, men en erobringskrig”, skrev Marx i artiklen ”The Civil War in the United States” (se kilder). Grænsestaterne var bl.a. Delaware, Maryland, og Virginia og de nykoloniserede territorier New Mexico.