Medlemmer af aktivistgruppen Puzzy Riot
Medlemmer af aktivistgruppen Puzzy Riot talte ved Folkemødet på Bornholm i 2016.
Foto: Shamil Zhumatov / Scanpix

Demokratiets historie

Artikel type
faktalink
cand.scient.soc. Kristoffer Granov, iBureauet/Dagbladet Information. Februar, 2014.
Top image group
Medlemmer af aktivistgruppen Puzzy Riot
Medlemmer af aktivistgruppen Puzzy Riot talte ved Folkemødet på Bornholm i 2016.
Foto: Shamil Zhumatov / Scanpix
Main image
Omkring hundrede aktivister var samlet ved Brandenburger Tor i Berlin for at støtte demokratiet i Egypten. Januar 2014.
Omkring hundrede aktivister var samlet ved Brandenburger Tor i Berlin for at støtte demokratiet i Egypten. Januar 2014.
Foto: Thomas Rassloff / Scanpix

Når man taler om demokrati, taler man om en måde at fordele magten på. Helt enkelt betyder demokrati folkestyre, men det er ikke helt enkelt at sige, hvordan et velfungerende demokrati skal være. For hvordan sikrer man, at magten bliver retfærdigt fordelt mellem mange mennesker? Ideen om demokratiet stammer fra oldtiden, hvor man i de græske bystater fandt på, at den mest retfærdige fordeling af magten var, hvis folket (demos) selv stod for at styre (krates). I dag forstås demokratiet som en styreform, hvor alle har ret til at stemme, men definitionen af hvem alle er, har udviklet sig meget i tidens løb.

I det oprindelige demokrati i oldtidens Athen omfattede ”folket” mænd med en vis status og alder. Siden dengang er opfattelsen af, hvem demos er i demokratiet, blevet mere og mere rummelig. I dag vil vi ikke sige, at et demokrati er demokratisk, hvis eksempelvis kvinder ikke må deltage. Demokratiet er, udover at være den mest udbredte styreform i Vesten, også et ideal som bredt betragtet er uhyre positivt ladet, og som en værdi der i sig selv anses som værd at efterstræbe.

 

 

Baggrund om demokratiet

Hvornår opstod demokratiet?

Man mener, at det første demokrati opstod omkring år 507 f.v.t. i Athen. I politikeren Perikles berømte mindetale over de faldne fra Den Peloponnesiske Krig, finder man en demokratisk idealisme, der kan minde om nutidens. I talen, der er gengivet af historikeren Thukydid, siger Perikles blandt andet: ”Vor forfatning er ikke en efterligning af fremmedes love; vi tjener snarere andre til forbillede end omvendt. Af navn hedder den demokrati, fordi magten ikke er i hænderne på nogle få borgere, men på flertallet.”

Det var statsmanden Kleistenes, der indførte demokratiet i Athen. Folkestyret varede omkring 200 år.

I Athen var det mænd over 20 år, hvor begge forældre var athenske borgere, der havde demokratiske rettigheder. Kvinder, udlændinge og slaver kunne ikke deltage. Demokratiet i Athen var et forsamlingsdemokrati, hvor de involverede mødte op og diskuterede et emne for senere at stemme om det. Det skete 40 gange om året på højen Pnyx modsat Akropolis. Demokratiet i Athen var således langt mere direkte end det repræsentative demokrati, som vi kender i dag, hvor man vælger repræsentanter til et parlament.

Nogle af de mest fremtrædende græske filosoffer som Platon og Aristoteles var ikke særligt begejstrede for tanken om demokratiet. De frygtede, at uvidende mennesker skulle få magt til at bestemme over ting, som de ikke havde forstand på. I Platons ”Staten” argumenterer han for, at det i stedet er filosofferne, der skal have magten. Filosofferne var nervøse for, at veltalende demagoger kunne overtale mindre oplyste borgere til at gøre ufornuftige ting.

I romerriget havde man et senat og en republik, men ikke et demokrati. Ideen om demokratiet kom først tilbage igen i 1700-tallet.

Hvad er de vigtigste demokratiske institutioner?

Et demokratisk system er ikke bare en styreform, hvor man stemmer. For at det giver mening at tale om et demokrati som et sted, hvor folket styrer, må der være en række institutioner, som sikrer, at magten bliver fordelt retfærdigt. Domstolenes rolle er at sørge for, at retsstaten opretholdes. Det vil sige, at staten er styret af nogle principper, der håndhæves konsekvent og uafhængigt, og hvor alle borgere nyder lighed for loven, således at ingen behandles forskelligt på trods af klassemæssige, religiøse, kønsmæssige eller andre tænkelige træk. Her spiller et demokratis forfatning en afgørende rolle, da den sætter de fundamentale spilleregler for demokratiet. I Danmark er Grundloven vores forfatning. FN's menneskeretserklæring 1948, der blev udarbejdet i forbindelse med grundlæggelsen af FN udvider de basale menneskerettigheder fra den franske erklæring fra revolutionens tid til også at inkludere sociale rettigheder.

Hvilken rolle spiller de demokratiske frihedsrettigheder?

Det er de demokratiske frihedsrettigheder, der så at sige giver demokratiet mening. Uden retten til at ytre sig, forsamle sig eller at tro på hvad man vil, mister ideen om et demokrati sin mening. For man kan ikke forestille sig en meningsfuld demokratisk proces, uden borgerne har mulighed for at udtrykke det de nu engang føler eller mener. De demokratiske frihedsrettigheder er sikret af Grundloven.

Hvad er demokratisk legitimitet?

At en beslutning demokratisk legitimt vil sige, at den er truffet på baggrund af en gennemskuelig og åben demokratisk proces, der gør at de fleste borgere i et land vil respektere den. Også hvis de skulle være uenige, fordi beslutningen er truffet demokratisk ordentligt. Eksempelvis er beslutningen om, at bygge en bro over Fehmern bælt til Tyskland, demokratisk legitim, hvis processen har været åben og dialog under demokratisk kontrol, for eksempel i form af en debat i medierne. En beslutning der har været beskyldt for at mangle demokratisk legitimitet, er for eksempel beslutningen om at deltage i krigen mod Irak, da det har været betvivlet om den daværende regering ikke informerede befolkningen og Folketinget korrekt omkring tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben i Irak.

Hvad vil det sige, at demokratiet har en ”offentlighed”?

Der skal være et sted, hvor demokratiet ”foregår”. Det vil sige et sted, hvor der udveksles meninger, og hvor debatter udspiller sig. Det sted er offentligheden. For at have en velfungerende offentlighed er det afgørende, at de demokratiske frihedsrettigheder er sikret. En demokratisk dialog mister sin mening, hvis der eksempelvis er synspunkter, som det ikke er tilladt at have, eller hvis der er ideer, der ikke kan formidles, fordi det ikke er muligt eller tilladt. Den tyske filosof og demokratiteoretiker Jürgen Habermas har i bogen Borgerlig offentlighed, (se kilder) forklaret disse sammenhænge. Hans hovedpointe er, at et meningsfuldt demokrati kræver en fri offentlighed, hvor den store demokratiske samtale kan finde sted.

Demokratiet i moderne tid

Hvorfor genopstod ideen om demokratiet?

Ideen om demokratiet som den mest ønskværdige styreform kom tilbage i oplysningstiden. I denne periode stod naturvidenskaben for en række gennembrud, der alle var med til at afmystificere verden. I takt med, at videnskaben blev bedre og bedre til at forklare verden og mennesket, blev det også mere naturligt at se mennesket som frit og uafhængigt. På den måder mistede religionen gradvist forklaringskraft, og jo mere man anså mennesket for at kunne være herre over sin egen skæbne, jo mere naturligt blev det også at mene, at mennesket har ret til at være herre over sin egen skæbne. En af periodens vigtigste politiske filosoffer, englænderen John Locke, mente netop, at mennesket har nogle naturlige rettigheder, der giver det ret til medbestemmelse. En anden indflydelsesrig politisk tænker fra tiden var Jean Jacques Rousseau. Han beskrev i sin ”Samfundspagten” fra 1762 hvordan de enkelte mennesker må afgive noget af deres medfødte frihed for at kunne indgå i folket, som til gengæld har suverænitet som kollektiv. Både Locke og Rousseau er eksempler på det, man kalder kontrakttænkning. Altså den politiske idé, at mennesker indgår i et fællesskab, hvor man afgiver noget af sin frihed med det formål at skabe et større gode som samfund. Hverken Locke eller Rousseau var demokrater, men de var alligevel begge med til at formulere nogle af de tanker, der ligger til grund for de moderne demokratier. Eksempelvis har forfatterne af den amerikanske uafhængighedserklæring med stor sandsynlighed læst John Lockes bøger.

En tredje politisk filosof med afgørende betydning for demokratiets udvikling er franskmanden Montesquieu. Han satte med sin tredelingslære rammerne for, hvad der skal til for, at et demokrati kan fungere, uden at magten bliver koncentreret et enkelt sted eller misbrugt. Ganske enkelt er ideen, at magten skal deles i en lovgivende, en dømmende og en udøvende del. Disse tre instanser skal holde hinanden i skak. Man skal huske, at de nye demokratiske tanker erstattede tyranniske konger med despotisk og uindskrænket magt.

Demokratiet er en ny humanistisk måde at tænke på, hvor det enkelte menneske bliver tillagt en værdi, som det ikke havde tidligere. Som der står i indledningen til Den Amerikanske Uafhængighedserklæring (se kilder), anså man nu mennesker for at være skabt lige med naturlige medfødte rettigheder. Lighed er ikke nødvendigvis et mål i sig selv, men i demokratiet er udgangspunktet, at alle mennesker har lige værdi og derfor skal have ret til selv at bestemme i deres liv og have medbestemmelse i forhold til samfundet.

Hvilken rolle spillede den franske og den amerikanske revolution?

De to skelsættende begivenheder i demokratiets historie i 1700-tallet er henholdsvis den amerikanske og den franske revolution. Begge revolutioner omstyrtede monarkier med det formål at erstatte dem med republikanske demokratier. Samtidig skabte begge revolutioner to helt afgørende dokumenter, der har spillet en markant rolle i demokratiets historie. For den amerikanske revolutions vedkommende er det Uafhængighedserklæringen fra 1776 (se kilder), der tydeligt udtrykker menneskets ret til selvbestemmelse. I Frankrig er der tale om Menneskerettighedserklæringen fra 1789, der i tråd med tidens oplysningsidealer beskriver menneskets sociale og demokratiske rettigheder. Hverken i USA eller Frankrig oprettede man velfungerende demokratier fra den ene dag til den anden, men omvæltningen blev afgørende. Især i Frankrig faldt man flere gange tilbage til autoritære udemokratiske styreformer, hvorimod udviklingen i USA har haft færre tilbagefald.

Hvordan ændrede demokratiopfattelsen sig fra 1700-tallet til 1945?

Generelt kan man sige, at demokratiet er blevet mere rummeligt. I denne sammenhæng er det udvidelsen af demokratiet til også at omfatte kvinder, der har været mest markant. Men i det hele taget er udviklingen gået fra, at menneskets selvbestemmelsesret gjaldt hvide mænd fra samfundets top til at omfatte alle myndige borgere i et land. Et system uden disse grundsten vil vi i dag ikke klassificere som demokratisk. I Europa har arbejderbevægelsen spillet en enorm rolle for at sikre arbejderklassens demokratiske rettigheder.

Hvordan udviklede demokratiet sig i Danmark i perioden?

I Danmark fik den første grundlov et lidt spøjst forspil. Af forskellige årsager blev kravet om en forfatning med almindelig valgret blandet sammen med et krav om at afvise hertugdømmerne Slesvig og Holstens bestræbelser på at løsrive sig fra Danmark. Et møde af nationalliberale anført af lederen Orla Lehmann gik sammen med den københavnske Borgerrepræsentation d. 21. marts 1848 til kongen for at aflevere deres nedskrevne krav. Da optoget nåede frem til Frederik d. 7., svarede han dem ifølge artiklen "Demokrati med et pennestrøg" (se kilder): ”det, De ønsker mine herrer, er alt i morges udført.” Samtidig udnævnte han en regering og erklærede sig selv som konstitutionel konge uden enevældige beføjelser. Det betød ikke, at Danmark fra den ene dag til den anden blev et velfungerende demokrati, men det betød, at tiden med en enevældig hersker i landet var endegyldigt forbi. Herfra begyndte processen mod det demokrati, som vi kender i dag.

Som noget af det første gik man i gang med at lave en ny forfatning, den senere junigrundlov. På samme tid indførte man en række politiske reformer, hvor ophævelse af indskrænkninger i pressefriheden fremstår som den væsentligste. Et af de mest afgørende emner, der skulle nås en aftale om, var udformningen af valgretten og stemmeretten. Kun omkring 15 % af befolkningen fik stemmeret, hvilket på den tid var en del. Det var især liberalt og konservativt sindede mænd, der skulle nå til enighed, og de var bekymrede for et for stort og uoplyst vælgerkorps. De liberale var generelt fortalere for en bredere forståelse af både stemme- og valgret end de konservative kræfter. Derfor enedes man om et tokammersystem: en rigsdag med et folketing og et landsting – folketinget bestod af mænd over 30, der ikke havde været straffet eller modtaget fattigdomshjælp, mens landstinget skulle fungere som en konservativ balance, hvor kun velhavende mænd over 40 havde ret til at sidde. Stemmeretten var som valgretten til folketinget; hverken kvinder, arbejdere, fattige eller andre befolkningsgrupper blev betragtet som værdige til at deltage i beslutningsprocesserne.

Grundloven, der vedtoges den 5. juni 1849, blev fundamentet for det danske demokrati og har været det lige siden. Med en klar Montesquieu-inspireret tredeling af magten i en lovgivende, en dømmende og en udøvende magt, og religions-, trykke-, forenings- og forsamlingsfrihed samt ejendomsret og ret til undervisning, indeholdt den første grundlov en lang række af de elementer, der skal til for at skabe et velfungerende demokrati. Grundloven er siden blevet ændret og revideret en række gange.

I 1866 vedtog man den såkaldte ”gennemsete Grundlov”, der med udvidet magt til Landstinget tilgodeså de mest privilegerede, som eksempelvis velhavere og godsejere, hvilket må betragtes som et demokratisk tilbageskridt. Det var især liberalisterne, forløberne for partiet Venstre, der var fortalere for den mere demokratisk rimelige junigrundlov. Det springende punkt var det demokratisk valgte folketings ret til at afgøre regeringens sammensætning, og liberalisternes modstand mod det ikke særligt demokratiske landstings afvisning af det parlamentariske princip. Denne periodes konflikt er i dag kendt som Forfatningskampen og varede frem til det såkaldte Systemskifte i 1901. Sagens kerne var det magtmæssige forhold mellem regering og folketing og dermed princippet om parlamentarisme.

Perioden fra 1877-1894 kaldes provisorietiden, en periode hvor landets reelle leder var Højres leder og leder af regeringen JBS Estrup, der udstedte provisoriske (dvs. midlertidige love) udenom Folketinget. En så væsentlig del af magten forblev hos henholdsvis kongen og godsejerne, at man i dag ikke ville kalde det et reelt demokrati. Det samme kan siges om den grundlovsændring, der i 1915 gav kvinder og tjenestefolk både stemme- og valgret. Valgretten til Landstinget blev gjort almindelig, og kongens ret til at udpege nogle af medlemmerne forsvandt også. 1953 blev landstinget nedlagt ved en grundlovsændring, der også ændrede tronfølgeloven, så kvinder også kunne arve tronen. Samlet set kan man sige, at udviklingen fra den første grundlov til i dag har – bortset fra tilbageskridtet i 1866 – gået mod at blive mere og mere demokratisk.