Hvad er dans?
Dans er et fænomen, der kan være svært at indkredse. Der findes utallige danseformer og dansen dyrkes i mange forskellige sammenhænge med vidt forskellige formål. Dansen er altid i forandring, og der udvikles hele tiden nye danseformer og stilarter. Dans kan derfor defineres på mange forskellige måder. I ”Den danske ordbog” beskrives dans som ”rytmisk bevægelse af fødder og krop, oftest i takt til musik bl.a. som social samværsform og som kunstnerisk udtryksform (evt. med konkurrencer)” (se kilder). Andre lægger mere vægt på det følelsesmæssige og abstrakte i dansen. Dette gælder f.eks. danseforskerne Roger Copeland og Marshall Cohen, der beskriver dans som ”rytmiske bevægelsesmønstre forbundet med følelser og udtryk uden et praktisk formål” (i Lis Engel: ”Dans dans dans”, 2007, se kilder). Når man danser, bevæger man sig med andre ord ikke for at nå et praktisk mål, som når man løber efter bussen, børster tænder eller tager tøj på. Dans er altså ikke udelukkende en kropslig aktivitet men også et mere abstrakt fænomen, der kan opstå som en mere eller mindre spontan og improviseret aktivitet eller på baggrund af en længere kreativ proces, hvor dansetrin og bevægelser udvikles og koreograferes.
Der er mange forskellige grunde til at danse, og dansen dyrkes i mange forskellige kontekster. Overordnet kan man dele dans op i mindst fire forskellige hovedkategorier efter kontekst og motivationen for at danse:
- Scenedans
- Social dans/selskabsdans
- Rituel dans
- Dans som motion
De fire kategorier kan overlappe hinanden, da en selskabsdans som f.eks. tango også kan dyrkes som scenedans, hvor der danses for et publikum. Læs mere om de enkelte dansetyper under ”De forskellige dansetyper og deres formål”.
Hvor kommer dansen fra?
Man mener, at dans har eksisteret i alle kulturer til alle tider. Det er derfor ikke muligt at sige præcis, hvornår og hvordan dans er opstået som fænomen. Allerede for de gamle grækere har dans været en vigtig del af livet. I den græske mytologi havde dans og lystspil derfor sin helt egen gudinde i form af Guden Zeus’ datter Terpsichore, hvis navn meget passende betyder ”glæden ved dans”. I det gamle Egypten har dansen ligeledes spillet en rolle, som er dokumenteret gennem cirka 5.000 år gamle vægmalerier med dansende kvindefigurer. I sin urform har dans sandsynligvis fungeret som et religiøst eller overtroisk ritual, som havde til formål at skabe kontakt med guderne for at bede om held og lykke i krig, en god høst eller for at undgå sygdom, død eller naturkatastrofer. Ved overgange i menneskers liv, hvor man har brug for gudernes beskyttelse – f.eks. ved fødsler, overgangen fra barn til voksen eller ved dødsfald – er dansen også blevet dyrket.
Hvad betyder kultur for dansens udtryk?
På grund af kulturforskelle har dans udviklet sig forskelligt inden for den vestlige og ikke-vestlige verden. Inden for vestlig kultur er der tradition for at adskille krop og hoved og lade kroppen og dens drifter undertrykke af fornuften. Derfor er seksuelle udtryk også blevet undertrykt i den vestlige dansetradition. Da hvide slaveejere rejste til Afrika, anså man af samme grund de afrikanske danse for at være uanstændige og primitive f.eks., når bækkenet bevægedes under dansen. Men inden for den afrikanske kultur var det seksuelle ikke tabubelagt, og dansen havde derfor tydelige erotiske signaler. Det samme gælder f.eks. for den sensuelle sydamerikanske pardans tango, som man gjorde mere anstændig, inden den nåede de europæiske danseskoler. Forskellige danse har på den måde udviklet sig forskelligt i forskellige dele af verden alt efter, hvilken kultur den udfolder sig i. Signalerne, der sendes med dansen, kan derfor også opfattes forskelligt alt efter, hvilken kultur man tilhører. I dag er vi i Danmark inspireret af dans fra hele verden, og man kan gå til alt lige fra sensuel mavedans til kraftfuld flamenco.