Cubas forhold til USA i dag

Hvordan har forholdet mellem USA og Cuba været siden 2010?

I marts 2012 besøgte Pave Benedikt XVI Cuba, hvor han blandt andet mødtes med Fidel Castro. Under sit ophold kritiserede paven både det cubanske regime for at være lukket og ude af trit med virkeligheden, og USA for sin handelsblokade, der som verdens ældste embargo har eksisteret siden 1962 og været med til at fastholde landet i fattigdom. ”Cuba skal åbne sig over for verdenen, og verdenen skal åbne sig over for Cuba.” sagde han ifølge artiklen ”Paven til Cuba: Kom nu videre” (se kilder).

Den 17. december 2014 blev USA’s præsident Barack Obama og Cubas præsident Raúl Castro endelig enige om at begrave stridsøksen og indgå et positivt, diplomatisk samarbejde. ”Vi vil stoppe en forældet tilgang, og jeg tror, vi kan gøre mere for at hjælpe det cubanske folk”, udtalte præsident Obama ifølge artiklen ”Cuba og USA vil ende årelangt fjendskab” (se kilder). Dette kommer efter lange forhandlinger, hvor Vatikanet har været inde over, og hvor pave Frans har været i direkte kontakt med begge parter.

Det nye samarbejde indeholder blandt andet følgende aftaler: USA vil åbne en ambassade i Havana, tillade eksport af byggematerialer og kommunikationsudstyr til Cuba og lempe reglerne for indrejse for amerikanere. Cuba lover at udvide befolkningens adgang til internet og tillade Røde Kors og FN adgang til landet. Desuden er de to lande blevet enige om en fangeudveksling, der involverer tre spiondømte cubanere og en amerikansk efterretningsagent. Også forud for lanceringen af nyheden om det nye samarbejde har USA og Cuba udvekslet adskillige fanger. Alle aftalens punkter fremgår af Politikens artikel ”Overblik: Det er USA og Cuba blevet enige om” (se kilder).
Som endnu et lille skridt mod forsoning har Obama udtalt, at han vil bifalde, hvis Kongressen beslutter at ophæve embargoen. En beslutning der ville være positiv for udviklingen af demokratiet og den økonomiske reformproces i Cuba, vurderer Cuba-ekspert, Jan Gustafsson, i artiklen ”Ekspert: Cuba har retning mod mere demokrati” (se kilder). I hans optik har blokaden været med til at fastlåse situationen i Cuba i stedet for at fremme demokrati, som ellers var dens formål.

Opblødningen i forholdet mellem USA og Cuba blev cementeret i marts 2016, hvor den amerikanske præsident Barack Obama besøgte Cuba. Det var det første besøg af en amerikansk præsident siden 1928. Året inden genåbnede USA's ambassade i Havana og Cubas ambassade i Washington, D.C.

Hvordan var relationen mellem Cuba og USA under Obama-regeringen?

Efter 2015-annonceringen om, at USA og Cuba vil genoprette de diplomatiske forbindelser, er både USA og Cuba begyndt at gennemføre de ændringer, de blev enige om i slutningen af 2014. Syv måneder efter at de to præsidenter annoncerede, at de vil ende 54 års diplomatisk fjendskab, genoptog de to lande officielt den diplomatiske forbindelse i juli 2015. Det cubanske flag vajer nu igen over den cubanske ambassade i USA’s hovedstad Washington, D.C., mens den amerikanske ambassade i Cuba er genåbnet og vil rejse Stars and Stripes, når USA's udenrigsminister John Kerry besøger Cuba som den første amerikanske udenrigsminister i mere end 50 år i juli eller august 2015. Det Hvide Hus’ pressetalsmand har også sagt, at det ikke er udelukket, at præsident Barack Obama vil aflægge et historisk besøg i Cuba, inden hans embedsperiode udløber i starten af 2017.

Udover den officielle og formelle genoptagelse af de diplomatiske relationer har der også været en række mindre gennembrud. I april mødtes Barack Obama og Raúl Castro ved et topmøde i Panama og gav hinanden et historisk håndtryk. Måneden efter fjernede USA Cuba fra listen over stater, der støtter terror, skriver Information i artiklen ”USA og Cuba indgår historisk aftale: Ambassader genåbnes” (se kilder). Cubas placering på listen havde længe været et afgørende stridspunkt mellem de to lande. I 2015 reporterede Reuters i artiklen ”Travel to Cuba: 7 Things Americans Should Know” (se kilder) også, at USA planlægger at fjerne Cuba fra listen over lande, der er dårligst til at respektere menneskerettighederne. Det amerikanske udenrigsministerium rykker Cuba et skridt op ad listen fra gruppe 3, der dækker lande, der er værst til at overholde menneskerettigheder, til gruppe 2, som er lande med problemer med at overholde menneskerettighederne, men ikke lige så alvorlige som gruppe 3.

Der er dog stadig lang vej igen, før relationerne mellem de to lande er helt normaliserede. Mens det er blevet markant lettere for amerikanske statsborgere at besøge Cuba – indtil 2015 var Cuba det eneste land, amerikanske statsborgere ikke lovligt kunne besøge – er der stadig mange begrænsninger, skriver CNN i artiklen ”Exclusive: U.S. poised to upgrade Cuba in annual human rights record” (se kilder). Amerikanere må stadig ikke besøge øen, hvis det udelukkende er i forbindelse med turisme, men der er åbnet op for at langt flere amerikanere kan rejse til øen; Folk der skal deltage i en atletisk begivenhed, udføre humanitært arbejde, spille en koncert, deltage i en uddannelsesmæssig begivehed eller foretage akademisk research på østaten har nu markant nemmere ved at komme afsted. Samtidig er der åbnet op for direkte flyning mellem USA og Cuba, hvor amerikanere med rejsetilladelse tidligere skulle flyve via et tredje land for at komme til Cuba.

Den amerikanske handelsembargo mod Cuba er stadig gældende, selvom den amerikanske præsident løsnede op for dele af embargoen efter annonceringen om genoptagelsen af de diplomatiske relationer i januar. Amerikanske firmaer kan nu sende flere medicinske og teknologiske varer og mere byggemateriale til Cuba, men det er stadig ikke tilladt for amerikanske statsborgere at købe varer fra øen. At fjerne handelsembargoen og rejserestriktionerne vil kræve en ændring af reglerne i den amerikanske kongres, hvor der især blandt visse republikanske medlemmer er stor modstand. Det vil derfor tage årevis at normalisere relationen helt, skriver den amerikanske avis Politico i artiklen ”U.S. Cuba Policy: Where Things Stand Now” (se kilder).

Hvordan vil valget af Donald Trump påvirke forholdet?

Opblødningen af forholdet mellem USA og Cuba var resultatet af en velovervejet, langvarig og målrettet indsats fra Obama-administrationen. Der har derfor været debat om, hvordan valget af den republikanske politiker Donald Trump vil påvirke opblødningen af forholdet. Donald Trump bliver indsat som præsident i januar 2017. Donald Trump reagerede kraftigt på nyheden om Castros død, som han først tweetede om på Twitter og siden udsendte en officiel pressemeddelelse om begivenheden, hvori han skrev: “I dag markerer verden, at en brutal diktator, der har undertrykt sit eget folk i næsten 6 årtier, er gået bort. Fidel Castros arv er henrettelsespelotoner, tyveri, ubegribelig lidelse, fattigdom og nægtelse af basale menneskerettigheder”. Ifølge flere eksperter vil Castros dødsfald være positivt for den fortsatte opblødning af forholdet mellem et USA ledet af Trump og Cuba: “Fidels død vil formentligt gøre det lettere for Trump at gå videre med den proces, Obama har startet. Men hvis man fra USA's side ser en mulighed for hovedsageligt at få de amerikanske krav i tilnærmelsesprocessen igennem, risikerer man, at den går i stå. Den cubanske regering vil stritte imod”, siger Cuba-eksperten Jan Gustafsson ifølge Berlingske (se kilder).