J.F. Kennedy
J.F. Kennedy giver den 24. oktober 1962 ordre til flådeblokade af Cuba.
Foto: AFP / Scanpix

Cubakrisen og Cubas forhold til USA

Artikel type
faktalink
cand.mag. Madeleine Saunte, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af stud.mag. Ida Winther-Jensen og journalist Michelle Arrouas. August 2015. Opdateret af journalist Michelle Arrouas. December 2016.
Top image group
J.F. Kennedy
J.F. Kennedy giver den 24. oktober 1962 ordre til flådeblokade af Cuba.
Foto: AFP / Scanpix
Main image
Fidel Castro holder en tale under den kolde krig den 22. oktober 1962.
Fidel Castro holder en tale under den kolde krig den 22. oktober 1962.
Foto: Scanpix

Indledning

Cubakrisen var Den Kolde Krigs varmeste øjeblik. I tretten nervepirrende døgn i løbet af oktober 1962 vippede verden på grænsen af en atomkrig mellem de to supermagter USA og Sovjetunionen, efter at man havde opdaget anlæg til mellemdistancemissiler opsat på Cuba. Begge parter gik i beredskab. Man klargjorde beskyttelsesrum og gjorde sig parat til at anvende atomvåben mod fjenden, og befolkningen holdt vejret. Alt afhang af den magtkamp præget af uvished, trusler og gensidig mistillid, som udspillede sig mellem præsident John F. Kennedy i det Hvide Hus, og præsident Nikita Khrusjtjov i østblokkens Kreml. Cubakrisen har været en af grundsøjlerne i det særdeles problematiske forhold mellem USA og Cuba. Men efter at landene i adskillige årtier har betragtet hinanden som politiske fjender, annoncerede præsident Barack Obama i 2015, at de to lande ville genoptage deres diplomatiske relationer med hinanden, og at det amerikanske rejseforbud ville blive løftet. Den opblødning blev cementeret med Obamas historiske besøg i Cuba i foråret 2016. I slutningen af 2016 fandt to store begivenheder sted, der vil præge forholdet mellem Cuba og USA fremover: I starten af november blev Donald Trump valgt som USA's næste præsident, og i slutningen af november døde Cubas præsident Fidel Castro.

 

cuba

Baggrund og historie

Cubakrisen er på sit højeste, og der demonstreres i Danmark mod USA i 1962.
Cubakrisen er på sit højeste, og der demonstreres i Danmark mod USA i 1962.
Foto: Svend Åge Madsen / Scanpix

Hvad er Cubas historie?

Cuba, den største ø i det caribiske hav, blev opdaget af den spanske søfarer Christoffer Columbus (1451-1506) i 1492. Knap tyve år senere, i 1511, indledte spanierne en erobring af øen under conquistadoren Diego Velázquez de Cuéllar (ca. 1465-1524). De besejrede den oprindelige befolknings modstand og bosatte sig på øen, som forblev under spansk herredømme frem til 1898, hvor USA greb ind i en lokal frihedskrig, der endte med at fordrive spanierne fra magten. Samtidig fik USA flådebasen Guantánamo i det østlige Cuba, en base som stadig opretholdes i dag.

Cuba fik sin officielle uafhængighed i 1902, men landet var under betydelig amerikansk indflydelse, og denne dominans, der bl.a. gav amerikanerne formel ret til at intervenere i landet for at ”beskytte liv, ejendom og individuel frihed” varede helt frem til 1959.

Hvad betød den amerikanske tilstedeværelse i Cuba?

I de første årtier af det 20. århundrede satte amerikanerne sig tungt på den cubanske økonomi. Ikke blot kom centrale funktioner som telefonvæsnet, elektricitetsforsyningen og jernbanedriften på amerikanske hænder, men også sukkerproduktionen, den cubanske livsnerve, blev i stort omfang overtaget af amerikanere.

I 1920'erne stod amerikanere for mere end halvdelen af den cubanske sukkerproduktion, og ved at koncentrere kræfterne om denne produktion, blev andre afgrøder og industrier forsømt i en sådan grad, at landet måtte importere næsten alt andet.

For den cubanske befolkning betød dette et liv i fattigdom uden udsigt til forbedringer, og samtidig blev Cuba et forlystelsesparadis for rige amerikanere, der i stort tal kom til øen og levede det søde liv.

Hvordan var det politiske system?

Formelt var Cuba et demokratisk land med frie valg, men reelt fungerede demokratiet ikke.

I perioden 1925-1933 blev landet styret af diktatoren Gerardo Machado y Morales, som med amerikansk billigelse blev styrtet efter en generalstrejke, der truede med at udvikle sig til en regulær borgerkrig. Machado flygtede til USA med en anselig bagage bestående af guldbarrer.

Herpå fulgte nogle svage regeringer, mens den reelle magt gradvist gled over i den selvudnævnte hærchef Fulgencio Batista y Zaldívars hænder. Batista stillede i 1940 op til valg, og efter nogle politiske intriger lykkedes det ham at blive præsident. På trods af et ihærdigt samarbejde med både amerikanerne og mafiaen, opnåede han ikke genvalg i 1944. Alligevel forblev han stadig en reel magtfaktor, og i 1952 tog han magten ved et ublodigt statskup. Batistas styre var både ineffektivt og gennemkorrupt, hvilket skabte grobund for revolutionen i 1959.

Hvad var optakten til revolutionen?

Initiativtageren til den væbnede kamp mod Batistas styre var Fidel Castro, som havde dannet en lille revolutionær gruppe. Der fandtes også andre grupper, hvoraf universitetsprofessoren Rafael García Bárcena stod i spidsen for den vigtigste, men da Bárcena i 1953 blev arresteret, stod Castro som modstandsbevægelsens centrale repræsentant.

I 1953 angreb Castro sammen med 125 mand militærkasernen Moncada i Santiago de Cuba. Denne første aktion endte imidlertid tragisk: Gruppen blev opdaget, tre oprørere blev straks dræbt og 55 siden myrdet af politiet. Sammen med en lille gruppe oprørere undslap Castro ved at flygte ud i Sierra Maestra-bjergene, men nogle dage senere blev de omringet og taget til fange.

Den kommanderende officer nærede en hemmelig sympati for oprørerne, og i stedet for at skyde Castro, som han havde ordre til, arresterede han ham.

Castro blev stillet for en domstol, hvor han i en fem timer lang tale førte sit eget forsvar. Denne forsvarstale blev siden genskrevet og udgivet under titlen ”Historien vil frikende mig”.

Sagen endte med, at Castro blev idømt 15 års fængsel, men efter et folkeligt pres blev han løsladt allerede i 1955. Ved at løslade Castro håbede Batista at opnå en folkelig opbakning.

Hvem var Fidel Castro?

Fidel Castro blev født i 1926 på faderens sukkerplantage i Cubas nordøstlige provins Oriente. Faderen, Angel Castro y Argiz, var indvandret som landarbejder fra Spanien og havde i uafhængighedskrigen 1895-1898 kæmpet på spansk side.

Fidel gik i de bedste katolske skoler og endte med at få en juridisk embedseksamen fra Havanas universitet. Derpå praktiserede han som advokat, hvilket ikke skaffede ham de store indtægter, fordi han påtog sig at forsvare de fattige, der ikke kunne betale.

I 1952 stillede han op til valget i kongressen, men da dette valg blev aflyst, fordi Batista kuppede sig til magten, erkendte Castro, at der ikke kunne opnås sociale forbedringer ad parlamentarisk vej. Han bestemte sig derfor for en væbnet revolution. Fidel Castro døde den 2. december 2016, 90 år gammel.

Hvornår startede det endelige oprør?

Efter sin løsladelse slog Fidel Castro sig ned i Mexico, hvor han gik i gang med at hverve folk til støtte for den kommende revolution. Samtidig tog han flere gange til USA, hvor han hentede støtte i form af penge, våben og ammunition.

Den 2. december 1956 gik 83 oprørere under ledelse af Castro og den unge argentiner Che Guevara i land på det østlige Cuba. De havde været ude i storm, og mange af dem led af søsyge. Det var derfor en let sag for Batistas hær at overvinde dem, men det lykkedes 15 af folkene – herunder Castro, broren Raul samt Che Guevara – igen at flygte op i Sierra Maestra-bjergene.

Den følgende tid gik med at overbevise landsbyboerne om nødvendigheden af at indføre landboreformer, og at disse kun kunne gennemføres efter en revolution. Castro havde indset, at revolutionen kun var mulig med bøndernes opbakning. Derfor oprettede han faciliteter som skoler og sundhedsklinikker i landsbyerne, og fra 1958 tog han radiostationen Radio Rebelde i anvendelse som propagandamiddel.

Castro fik sit internationale gennembrud efter et interview i The New York Times den 17. februar 1957. Det romantiske billede af en revolutionshelt, som blev tegnet deri, gik rent ind hos venstreorienterede i store dele af verden, hvilket gav hans undergrundshær en større tilslutning.

I byerne organiserede studenterne deres egen revolutionsstyrke, men efter et mislykket angreb på præsidentpaladset den 13. marts 1957, hvis formål var at likvidere Batista, men som i stedet endte med at 32 blev dræbt, stod Castros oprørshær M 26-7 som den samlende styrke.

Hvornår blev revolutionen gennemført?

De første år arbejdede Fidel Castro ihærdigt på at skaffe våben og ammunition til revolutionen, blandt andet med overraskelsesangreb på hæren som middel, og efterhånden fik han opbygget et militært hovedkvarter i La Plata i Sierra Maestra.

I maj 1958 mislykkedes Batistas styrker i et forsøg på at forcere dette hovedkvarter, og efterhånden skiftede mange regeringssoldater side og sluttede sig til Castro.

Oprørshæren fik gradvist erobret den østlige del af Cuba bortset fra Santiago de Cuba. Det stod dog klart, at byen ikke ville kunne holde stand i længden, og da Batista den 31. december fik meddelelse om, at byen var ved at falde, valgte han nytårsdag at forlade landet og flygte til Den Dominikanske Republik med 40 mio. US dollars til sikring af et ubekymret pensionistliv i Portugal og Spanien.

Dagen efter indtog Che Guevara Havana, og den 8. januar 1959 kunne Castro efter et sandt triumftog gennem landet lade sig hylde i hovedstaden.

Hvad betød revolutionen for det cubanske samfund?

Revolutionen medførte straks store omvæltninger i det cubanske samfund. Castro udnævnte sig selv til premierminister, og selv om han havde indsat Manuel Urrutia, forsvarsadvokaten fra sagen om angrebet på Moncada-kasernen, som præsident, lå den reelle magt hos Castro. Urrutia blev da også hurtigt afsat og erstattet af den mere Castro-loyale Osvaldo Dorticos.

Alle Batista-tro embedsmænd og politikere blev fjernet, og i hundredvis blev tiltalt ved revolutionære domstole. Retssagerne blev ført for åben tv-skærm, og resulterede i flere hundrede henrettelser og endnu flere fængselsdomme.

Samfundsforandringerne skete i stor hast. Alene i 1959 vedtog regeringen 1.500 nye love. På landbrugssiden indførtes en regel om, at intet landbrug måtte være på over 400 hektarer. Resten blev overtaget af staten, der på denne måde oprettede statsbrug til fordel for de mange løsarbejdere, der tidligere var arbejdsløse i perioden mellem to høstperioder.

Endvidere gik man i gang med at afamerikanisere landet, og alle udenlandskejede industrivirksomheder blev nationaliseret.

På det sociale og sundhedsmæssige område skete store forbedringer, og man gik i gang med en storstilet kampagne for at komme den udbredte analfabetisme til livs. Der blev bygget skoler og sundhedsklinikker overalt, og de mange nye jobs som regeringen skabte i den offentlige sektor var til stor gavn for de mange arbejdsløse i byerne.

Endelig blev straffene for alle former for snyd over for staten skærpet, og prostitution og spil blev forbudt.

Hvem bekæmpede revolutionen?

For den tidligere cubanske mellem- og overklasse var det vanskeligt at se det positive i revolutionen, som både betød tab af indflydelse og penge. Adskillige tusinde valgte derfor at emigrere til USA. De fleste slog sig ned i Florida, hvor især Miami blev et center for eksilcubanere. Ved udgangen af 1960 levede der ca. 40.000 eksilcubanere i USA, hvoraf de ca. 30.000 boede i Miami.

Det var disse eksilcubanere som USA satte sin lid til i kampen mod Castro. Det var fra denne gruppe at deltagerne i Svinebugtaffæren blev rekrutteret, og det var eksilcubanere, der blev sat til at udføre mange af de mere eller mindre fantasifulde attentatforsøg mod Castro.

Hvordan reagerede USA på revolutionen?

Efter den cubanske revolution forholdt USA sig i de første måneder afventende med hensyn til, hvordan man skulle reagere. For den republikanske præsident Dwight David Eisenhower (1890-1969) var verdenskommunismen hovedfjenden, og gradvist bestemte man sig til, at Castro var kommunist. Det skete både i takt med afamerikaniseringen af Cuba og i takt med Castros støtte til andre revolutionære grupper i Latinamerika.

Efter revolutionens gennemførelse i 1959 nød Castro stor popularitet i store dele af den venstreorienterede verden. Det er et omstridt spørgsmål, om Castro var kommunist. Ganske vist erklærede han sig i 1961 marxist-leninist, men han var nok først og fremmest pragmatiker.

Cuba eksporterede sukker til USA og importerede olie fra Sovjetunionen. I marts 1960 eksploderede det franske skib Coubre, der var lastet med belgiske våben, i havnen i Havana, hvilket Castro udlagde som et attentat udført af eksilcubanere og CIA. En måned senere nægtede de amerikansk ejede raffinaderier på Cuba at arbejde med den sovjetiske olie med den begrundelse, at den var af for ringe kvalitet.

Castro svarede igen ved at nationalisere raffinaderierne, hvilket blev besvaret med en drastisk nedskæring af den amerikanske sukkerimport. Samtidig iværksatte USA en handelsblokade af Cuba, der dog ikke omfattede fødevarer og medicin. Året efter, i 1961, afbrød USA de diplomatiske forbindelser med Cuba, og amerikanske statsborgere fik forbud mod at rejse dertil.

Hermed var Castro henvist til at basere sin udenrigshandel på Østeuropa og især Sovjetunionen.

Hvad var Svinebugtaffæren?

Via CIA satte USA sig nu det politiske mål at starte en modrevolution på Cuba og styrte Castro. Det skete i hemmelighed, og officielt udtalte præsident John Fitzgerald Kennedy (1917-1963), at USA ikke havde den slags planer. Det var der ikke mange, der troede på, og i junglen i Guatemala uddannede CIA eksilcubanere til et militant modoffensiv.

I april 1961 satte angrebet ind. Amerikanske bombemaskiner – påmalet det cubanske luftvåbens kendingsmærker – bombede cubanske lufthavne og tilintetgjorde halvdelen af det cubanske luftvåben. Samtidig blev eksilcubanere nedkastet med faldskærm og andre landsat i Playa Giron, Svinebugten. Men aktionen blev en total fiasko: Castro var forberedt på angrebet, og i løbet af 72 timer havde hans styrker dræbt ca. 200 eksilcubanere og taget 1.197 til fange. Disse blev senere byttet mod mad og medicin fra USA til en værdi af 53 mio. dollars.

På Cuba blev op mod 200.000 mennesker arresteret for at undgå en folkelig opstand. Hermed fik Castro effektivt luget ud blandt sine politiske modstandere, og sad nu fastere på magten end før.

 

Cubakrisens forløb

Præsident John F. Kennedy underskriver erklæringen om at sende den amerikanske flåde til Cuba hvis ikke de russiske missiler bliver trukket tilbage.
Præsident John F. Kennedy underskriver erklæringen om at sende den amerikanske flåde til Cuba hvis ikke de russiske missiler bliver trukket tilbage.
Foto: UPPA / Scanpix

Hvad var Cubakrisen?

Cubakrisen var efterkrigstidens mest alvorlige konfrontation mellem de to supermagter USA og Sovjetunionen. Krisen var på nippet til at kaste verden ud i en atomkrig, idet beslutningen om i givet fald at anvende atomvåben var truffet i Washington, ligesom de sovjetiske styrker på Cuba var rede til at svare igen på samme måde.

Krisen opstod, da amerikanerne opdagede, at Sovjetunionen i hemmelighed var i fuld gang med at opstille anlæg til mellemdistancemissiler på Cuba – kun 140 km fra den amerikanske kyst. Opdagelsen skete ved en analyse af fotografier, som et amerikansk spionfly havde taget den 14. oktober 1962 under en overflyvning af Cuba.

Opstillingen blev foretaget på trods af at den sovjetiske ministerpræsident Nikita Khrusjtjov (1894-1971) havde lovet præsident Kennedy, at Sovjetunionen ikke ville forsyne Cuba med angrebsvåben. Amerikanerne opfattede anlæggene som en uacceptabelt stor sikkerhedsrisiko, og de var fast besluttet på at få dem fjernet, om nødvendigt med magt.

Under Cubakrisen havde amerikanerne ifølge ”Encyclopedia of the Cold War” (se kilder) ingen sikker viden om, hvorvidt der allerede befandt sig missiler på Cuba, eller om der var atomsprænghoveder. De havde kun opdaget affyringsramperne til sådanne missiler. Efter den kolde krigs afslutning har man i sovjetiske arkiver fundet ud af, at Sovjetunionen uden USA’s vidende faktisk allerede havde opstillet otte affyringsklare mellemdistancemissiler plus kortrækkende atomvåben beregnet til forsvar mod en amerikansk invasion. Amerikanerne vidste i øvrigt heller ikke, at der allerede befandt sig så mange som 42.000 sovjetiske tropper på Cuba. Hvis dette havde været kendt dengang, ville risikoen for atomkrig formentlig have været endnu større.

Hvem traf beslutningerne?

Den 16. oktober 1962 nedsatte præsident Kennedy et sikkerhedsråd, som skulle afgøre, hvordan USA skulle reagere på krisen.

I dette råd sad vicepræsident Lyndon Johnson, udenrigsminister Dean Rusk, forsvarsminister Robert McNamara, forsvarschef general Maxwell Taylor, sikkerhedsrådgiver McGeorge Bundy, finansminister Douglas Dillon, chefen for CIA John McCone, justitsminister Robert F. Kennedy, viceudenrigsminister George Ball, departementschef i udenrigsministeriet U. Alexis Johnson, viceudenrigsminister for Latinamerika Edwin Martin, rådgiver i russiske anliggender Llewellyn Thompson, viceforsvarsminister Roswell Gilpatric, departementschef i forsvarsministeriet Paul Nitze samt præsidentens personlige rådgiver Theodore (Ted) C. Sorensen.

Hvorfor blev missilerne opstillet?

Spørgsmålet om, hvorfor Sovjetunionen besluttede sig til at opstille missilanlæg på Cuba optog naturligvis deltagerne i det nationale sikkerhedsråd i Washington. Her nåede man frem til fem mulige hypoteser:

1. Missilerne kunne bruges i en eventuel fremtidig byttehandel, f.eks. med de amerikanske raketter i Tyrkiet.

2. Missilerne på Cuba skulle bortlede verdens opmærksomhed fra Berlin. Hvis USA angreb Cuba, ville dette splitte NATO, og stemningen i Latinamerika ville år frem være uforsonlig antiamerikansk. Angrebet ville over for Sovjetunionen og Kina demonstrere amerikanernes aggressive politik, og mens den amerikanske regering måtte koncentrere sig om en negativ opinion hjemme og ude i verden, ville Sovjetunionen få fred til at stramme grebet om Berlin.

3. Missilerne skulle sikre, at USA efter Svinebugtaffæren ikke igen forsøgte at invadere Cuba.

4. Missilerne skulle skræmme USA fra at reagere og derved demonstrere USA's manglende troværdighed ved ikke at leve op til løfter over for andre lande i verden.

5. Missilerne skulle på en billig måde styrke Sovjetunionens atomslagkraft. Ved at placere anlæg til atommissiler på Cuba ville Sovjetunionen kunne bøde på det forhold, at man, hvad angik langtrækkende raketter, var håbløst bagefter amerikanerne. 

Khrusjtjov var særligt bekymret for de Jupitermissiler, som amerikanerne havde haft i Tyrkiet siden 1957. 

Hvilke alternativer havde man?

I sikkerhedsrådet var der stort set almindelig enighed om, at USA var nødt til at reagere på den mulige opbygning af sovjetiske atommissiler, som var i gang på Cuba.

Man var enige om, at det ikke var nok optage forhandlingen med modparten. Efter erfaringerne fra Svinebugten stod det også klart, at et luftangreb med efterfølgende invasion af Cuba heller ikke var en brugbar fremgangsmåde, selv om nogle af de militære rådgivere gik ind for denne løsning.

Som sikkerhedsrådet opfattede situationen havde USA reelt kun to muligheder: Enten kunne man bombe ramperne eller også kunne man indføre en blokade af Cuba og således sikre sig, at anlæggene ikke blev fuldført og forsynet med missiler.

Enden på rådets drøftelser blev, at man valgte den sidste mulighed.

Hvordan reagerede USA?

Efter nøje overvejelser i det nationale sikkerhedsråd traf præsident Kennedy den beslutning, at USA skulle udsætte Cuba for en flådeblokade, der skulle sikre, at der ikke nåede flere forsyninger frem til øen. Man vidste, at der var adskillige sovjetiske skibe på vej til Cuba. Disse ville man standse, og hvis de medbragte missiler eller dele til missilopstilling, ville de blive afvist med magt.

Det viste sig, at Sovjetunionen holdt de ømtålige skibe tilbage. Ingen af de skibe, som den amerikanske flåde stoppede, medbragte krigsmateriel, og de fik lov til at fortsætte.

Hvad var det mest kritiske tidspunkt?

Krisens mest højspændte tidspunkt var den 27. oktober, da et amerikansk spionfly blev skudt ned over Cuba, og piloten blev dræbt.

Det viste sig senere, at dette ikke var sket efter ordre fra Kreml, men denne episode var alligevel meget tæt på at udløse et amerikansk gengældelsesangreb, hvilket kunne have bragt krisen helt ud af kontrol. I sidste øjeblik besindede Kennedy sig til trods for, at mange af hans generaler var ivrige efter af angribe.

Nu endte krisen med, at piloten, major Rudolf Anderson Jr., blev det eneste offer.

Hvordan blev krisen løst?

Dybest set ønskede ingen af de to statsledere en atomkrig, men problemet var at få afsluttet krisen uden tab af prestige.

Under krisen sendte Khrusjtjov to breve til Kennedy. I det første erklærede han sig rede til at fjerne missilerne, hvis USA ville love ikke at angribe Cuba. I det andet var tonen skærpet, og Khrusjtjov krævede nu også de amerikanske missiler i Tyrkiet fjernet.

Kennedy valgte at se bort fra det andet brev. Han svarede, at USA var villig til at give det ønskede løfte. Samtidig fik Khrusjtjov ad uofficiel, diplomatisk vej at vide, at missilerne i Tyrkiet ikke ville komme til at stå i vejen. De ville senere blive fjernet.

I virkeligheden var de amerikanske missiler i Tyrkiet forældede, og USA havde allerede inden krisen besluttet, at de skulle fjernes. Nu blev de blot stående lidt længere, end planen var. Hermed var krisen løst, og verden kunne ånde lettet op.

Hvad er kronologien i Cubakrisen?

16. oktober 1962

Præsident John F. Kennedy fik om morgenen at vide, at en analyse af fotografier foretaget af et U-2 fly under en fotorekognoscering over Cuba viste, at Sovjetunionen i hemmelighed var ved at opstille missilanlæg der kunne affyre strategiske missiler og atomvåben i Cuba.

Præsidenten nedsatte en krisegruppe, der skulle tage stilling til, hvordan USA skulle reagere. I realiteten havde man seks muligheder:

1. Intet at foretage sig.

2. At anvende diplomatiske midler.

3. I hemmelighed at gøre Fidel Castro klart, at hvis han ikke smed russerne ud, ville landet risikere amerikansk invasion.

4. At foretage en fysisk blokade af Cuba for at sikre, at de militære anlæg ikke kunne færdiggøres.

5. At bombe de militære anlæg og eventuelle andre mål i Cuba.

6. At invadere Cuba og fjerne Castro.

Kennedy traf ikke noget valg på stående fod, men beordrede, at hverken offentligheden eller Sovjetunionen måtte få kendskab til den amerikanske afsløring.

Den amerikanske generalstab blev informeret, og her var den generelle opfattelse, at der skulle bombes.

17. oktober 1962

En analyse af nye fotografier afslørede, at udbygningen af missilanlæg gik overraskende hurtigt. I alt kunne man nu udpege 28 affyringsramper.

18. oktober 1962

Præsident Kennedy fik besøg af den sovjetiske udenrigsminister Andrej Gromyko. Samtalen drejede sig først og fremmest om Berlin, men da talen kom ind på Cuba, luftede Kennedy sin bekymring over de massive sovjetiske våbentransporter dertil. Gromyko svarede, at der kun var tale om antiluftskytsvåben, der ikke kunne nå USA. Kennedy afslørede ikke sin viden om sagen.

I krisestaben blev det stadig overvejet, hvordan USA skulle reagere, Man hældte mere og mere til en blokade, og de juridiske eksperter blev bedt om at undersøge konsekvenserne af en sådan.

19. oktober 1962

Den amerikanske flåde sendte lavtgående F8-rekognosceringsfly ind over Cuba. Herved blev det afsløret for russerne og cubanerne, at amerikanerne vidste, hvad der foregik.

Fotoanalytikere anslog, at anlæggene på Cuba ville være klar til at affyre missiler i løbet af en uge. Kennedy deltog som normalt i valgkampene i Ohio og Illinois. I Chicago modtog han om aftenen den seneste vurdering og besluttede at tage tilbage til Washington.

20. oktober 1962

Præsidentens pressechef gav om morgenen besked om, at præsidenten var forkølet og havde feber, og at hans læge havde rådet ham til at vende hjem til Washington.

Her bestemte han sig endeligt for en blokade. Alle offensive våben på vej til Cuba skulle konfiskeres af den amerikanske flåde.

Amerikanske styrker overalt i verden blev sat i alarmberedskab og den amerikanske styrke på basen på den cubanske sydøstkyst blev forstærket. Samtidig blev kvinder og børn evakueret.

21. oktober 1962

Kennedys rådgivere søgte at skabe forvirring blandt journalisterne ved at indkalde rådgivere og specialister for henholdsvis Berlin, Mellemøsten og Fjernøsten og sende dem i arbejdsgrupper. Knebet syntes at virke, og rygterne om en krise alle andre steder end på Cuba florerede livligt. Da journalister fra The New York Times og Washington Post var ved at lugte lunten, ringede Kennedy til chefredaktørerne og fik dem til at undlade at skrive andet end, at præsidenten næste dag ville tale til nationen.

22. oktober 1962

Det amerikanske luftvåben var nu i højeste alarmberedskab. Amerikanske atomvåben var gjort klar til affyring, og de strategiske bombeeskadriller var til stadighed i luften. Flådens atomubåde var på plads og ville kunne ramme mål i Sovjetunionen, og hæren var parat til udrykning.

Sovjetunionens ambassadør blev kaldt til udenrigsministeriet og fik overrakt præsidentens svar på missilopstillingen.

Klokken 19 talte Kennedy i radio og TV, hvor han orienterede den amerikanske befolkning om situationens alvor. Han fortalte om blokaden mod Cuba, og sagde, at et atommissil affyret fra Cuba mod en nation på den vestlige halvkugle ville blive opfattet som et sovjetisk angreb og blive besvaret i fuld udstrækning.

 23. oktober 1962

Begge parter gik i beredskab: Amerikanerne klargjorde beskyttelsesrum og hamstrede fødevarer i forberedelsen på atomkrig, og Fidel Castro talte til det cubanske folk og beordrede hæren og befolkningen til at gøre sig klar til at modstå en amerikansk invasion.

24. oktober 1962

De amerikanske blokadeskibe var nu på plads. Samtidig kunne man se, at det første af de sovjetiske skibe, der havde kurs mod Cuba, ville nå øen inden 24 timer. I Moskva holdt Khrusjtjov krisemøde med sine rådgivere. Han var tilsyneladende overrasket over den unge amerikanske præsidents håndtering af sagen. Han anså det for sandsynligt, at USA ville invadere Cuba, hvis missilerne ikke blev trukket tilbage.

25. oktober 1962

Den amerikanske flåde prajede det sovjetiske skib Bukarest. Det viste sig kun at være lastet med olie og fik lov at fortsætte.

I FN skændtes de to supermagters FN-ambassadører, USAs Adlai Stevenson og Sovjets Valerian Zorin.

Den danske efterretningstjeneste meddelte at to sovjetiske skibe, der henholdsvis den 21. og 22. var sejlet gennem dansk farvand med Cuba som formodet destination, var vendt om. Lignende meddelelser kom fra andre kilder, og i Pentagon anslog man, at 12 ud af 25 sovjetiske skibe var vendt om.

26. oktober 1962

Den amerikanske destroyer Joseph P. Kennedy Jr. bordede det sovjetiske skib Marucla. Lasten var dog ufarlig, og skibet fik lov at fortsætte.

Amerikanerne fastslog, at færdiggørelsen af missilanlæggene på Cuba fortsatte og forventedes færdige i løbet af to dage. Kennedy besluttede at optrappe krisen og overvejede alvorligt et bombardement af Cuba.

Khrusjtjov erfarede, at Kennedy gjorde klar til bombninger og erkendte, at han ikke længere kunne trække tiden ud. Khrusjtjovs problem var nu at komme ud af krisen uden at tabe ansigt. Han sendte et brev til Kennedy, hvori han lovede at trække missilerne tilbage på tre betingelser:

1. Demonteringen og tilbagesendingen skulle ske under overvågning af FN.

2. Fidel Castro forpligtede sig til ikke fremover at modtage offensive våben.

3. USA forpligtede sig til ikke at invadere Cuba.

27. oktober 1962

Mens den amerikanske krisestab arbejdede på et svar på brevet fra Khrusjtjov, indløb endnu et brev. Heri stilledes det krav, at USA skulle fjerne de amerikanske Jupiter-missiler i Tyrkiet. Disse var i virkeligheden forældede, og det var blevet besluttet at fjerne dem, men i den nuværende situation kunne Kennedy ikke gå ind på kravet.

Et amerikansk U-2 fly blev skudt ned over Cuba, og et andet forvildede sig ind over Sibirien. Dette sidste kunne man frygte ville blive opfattet som et atombevæbnet fly.

I den amerikanske krisestab anså man nu en atomkrig med Sovjetunionen for overvejende sandsynlig. Derfor valgte man i svaret på Khrusjtjovs brev at se bort fra det andet brev. USA accepterede de tre betingelser, men man understregede, at tiden var ved at løbe ud.

28. oktober 1962

Robert F. Kennedy mødtes hemmeligt med den sovjetiske ambassadør Anatolij Dobrynin og lovede ham, at missilerne i Tyrkiet nok skulle blive fjernet, men at det ville ske i stilhed og ikke i forbindelse med den nuværende krise.

Khrusjtjov offentliggjorde et nyt brev til Kennedy. Heri stod, at de offensive våben på Cuba ville blive pakket sammen og sendt tilbage.

En tredje verdenskrig var undgået.

Kronologien er baseret på Kim Rubergs ”Pokerspillet om Cuba” (se kilder).