Brexit

Hvorfor skulle briterne til afstemning?

I 2013 lovede den daværende britiske premierminister David Cameron fra det konservative parti, at briterne inden 2017 ville få lov til at stemme om, hvorvidt Storbritannien skulle blive i eller forlade EU, hvis hans parti igen vandt regeringsmagten ved parlamentsvalget to år efter. Samtidig lovede premierministeren, at han ville genforhandle landets medlemskab af EU og kræve mere magt og suverænitet tilbage til Storbritannien, og at det ville være grundlaget for at blive i unionen. Han fastslog, at Storbritanniens fortsatte medlemskab af EU skulle bygge på fem kerneprincipper – konkurrencedygtighed, fleksibilitet, demokratisk fornuft, fairness. Desuden skulle mere magt og indflydelse flyttes tilbage til medlemslandene frem for at ligge i EU – hvis Storbritannien fortsat skulle være en del af EU. Det konservative parti genvandt regeringsmagten i 2015, men året inden vandt partiet UKIP, som er modstander af Storbritanniens EU-medlemskab, en stor sejr ved valget til Europa-Parlamentet. Partiet blev Storbritanniens største i Europa-Parlamentet, foran det konservative parti og Labour; de to partier, der skiftevis har siddet på magten i Storbritannien siden 1945. I løbet af 2015 og 2016 genforhandlede Cameron-regeringen og EU Storbritanniens medlemskab af unionen. Aftalen faldt på plads i februar 2016, hvorefter Cameron annoncerede, at afstemningen om Storbritanniens medlemskab af EU ville finde sted den 23. juni 2016.

Hvad var hovedpunkterne i briternes EU-aftale?

Den tidligere britiske premierminister David Cameron anbefalede, at Storbritannien skulle blive i EU, efter at han fik gennemtrumfet fire centrale punkter i forhandlingerne med EU i 2015 og 2016. For det første ville der komme en særlig britisk nødbremse på velfærdsydelser til vandrende EU-arbejdstagere i lavtlønnede jobs. Det betød, at Storbritannien kunne nægte EU-arbejdstagere velfærdsydelser de første fire år af deres ophold i Storbritannien. For det andet ville der blive fremlagt et lovforslag om indeksering af børnepenge, som skulle gøre det muligt at justere børnepengenes størrelse efter leveomkostninger og størrelsen på børnechecken i det land, hvor barnet, der modtager børnepenge fra Storbritannien, bor. For det tredje sikrede Storbritannien sig i forhandlingerne, at EU-medlemslande, som ikke er en del af eurozonen, ikke skal stilles ringere, end dem, der er, og endelig skulle de nationale parlamenter kunne bremse EU-lovgivning med et rødt kort, hvis mindst 55% af landets parlament var imod lovgivningen.

Hvordan har Storbritanniens forhold til EU været historisk set?

Storbritanniens forhold til EU har været både stormfuldt og fodslæbende, allerede inden landet blev medlem af det europæiske fællesskab. Det fremgår af artiklerne ”Ritzaus Bureau: FAKTA: Storbritanniens stormfulde forhold til EU” bragt i Information i 2013 (se kilder) og ”Den modvillige europæer” bragt i Magasinet Europa i 2015 (se kilder). I 1961 ansøgte Storbritannien om medlemskab af det, der dengang hed det Europæiske Økonomiske Fællesskab, men den franske præsident Charles de Gaulle nedlagde veto og begrundede det med, at Storbritannien havde en “indgroet fjendtlighed” mod det europæiske samarbejde. Han pegede på, at Storbritannien i 1960 tog initiativ til at oprette en frihandelsorganisation, der ikke inkluderede de lande, der var medlemmer af det europæiske fællesskab. De Gaulle gentog sit veto i 1967, men efter at han trådte af som præsident, blev Storbritannien i 1973 – samtidig med Danmark og Irland – medlem af fællesskabet.

I 1979 krævede den britiske premierminister  Margaret Thatcher en rabat på EU-kontingentet, som den dag i dag stadig gør sig gældende.

I 1990 vedtog EU-landene Schengen-aftalen, der ophævede paskontrollen mellem medlemslandene, men Storbritannien stemte imod. Også da Maastricht-traktaten i 1992 blev underskrevet og grundlagde eurosamarbejdet, stod Storbritannien udenfor.

Ved valget til Europa-Parlamentet i 2014 vandt det britiske ultra-EU-skeptiske parti United Kingdom Independence Party – forkortet UKIP – en stor sejr og blev landets største parti i Europa-Parlamentet med over en fjerdedel af stemmerne.

Hvad sagde tilhængerne af fortsat EU-medlemskab?

Tilhængerne af fortsat EU-medlemskab talte blandt andet den daværende britiske premierminister David Cameron, den tidligere amerikanske præsident Barack Obama, den tyske kansler Angela Merkel, den tidligere franske præsident Francois Hollande og den kinesiske præsident Xi Jinping såvel som store dele af det britiske erhvervsliv og internationale økonomiske organisationer som OECD og den internationale valutafond, IMF.

I Storbritannien har arbejderpartiet Labour og størstedelen af det konservative regeringsparti været tilhængere af at forblive i unionen, omend visse prominente konservative politikere har gjort oprør mod Cameron og meldt sig under Brexit-fanen. Tilhængerne af at blive i EU har primært fokuseret på det økonomiske, når de har argumenteret for, hvorfor Storbritannien ikke skulle forlade EU, og har henvist til økonomiske analyser.

”Hvor end du kigger – hvad end det er universiteter, tænketanke, institutter, internationale institutioner – er det overvældende flertal af seriøse analyser af det synspunkt, at den økonomiske pris for at forlade EU vil være ekstrem høj,” sagde professor og økonom Nicholas Stern fra det anerkendte universitet London School of Economics i artiklen ”It’s the economy, stupid!” i Information den 3. maj 2016 (se kilder). Han henviste til, at både OECD, IMF, økonomiske vismænd verden over og det britiske finansministerium mente, at det ville få alvorlige økonomiske konsekvenser, hvis Storbritannien forlod EU.

En Brexit modstander flager med det europæiske flag foran retten i forbindelse med beslutningen om at briterne skal forlade EU. Foto: Scanpix

Hvilke konsekvenser frygter eksperter, at et Brexit vil medføre?

Konsekvenserne af et Brexit vil ifølge eksperterne blandt andet blive:

1) Kursfald, hvilket viste sig som en sandsynlig konsekvens, efter at medvind til Brexit-fløjen i meningsmålingerne gav fald på samtlige europæiske børser i juni 2016, skrev Børsen i artiklen ”Aktier: Medvind til Brexit-tilhængere gav kursfald” (se kilder).

2) Storbritannien vil stå udenfor de frihandelsaftaler, landet har haft adgang til gennem EU.

3) Storbritannien vil miste adgangen til det indre marked for EU-lande.

4) Storbritannien muligvis vil miste adgangen til Europol.

Det er langtfra kun britiske politikere, der har blandet sig i debatten omkring Brexit-afstemningen. Stort set alle europæiske ledere samt den tidligere amerikanske præsident Barack Obama og den tidligere amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton har anbefalet, at Storbritannien skulle blive i EU. ”Lad mig som jeres ven sige, at EU gør Storbritannien endnu bedre,” skrev Barack Obama i et debatindlæg i den britiske avis The Telegraph, hvori han opfordrede briterne til at blive i EU. Det fremgik af artiklen ”Obama til briterne: Stem jer ikke ud af EU” i Politiken den 22. april 2016 (se kilder).

Også britiske berømtheder har blandet sig i debatten. ”Jeg ønsker ikke at forlade den union, der har bragt mere fred og stabilitet til regionen, end man nogensinde før har set,” udtalte den berømte britiske Harry Potter-forfatter J.K. Rowling og blev bakket op af fodboldspilleren David Beckham: ”Vi lever i en pulserende og forbundet verden, hvor vi er stærke, når vi står sammen. For vores børn og deres børn bør vi stå over for verdens problemer sammen og ikke alene. Af den grund stemmer jeg for at blive,” sagde han ifølge artiklen ”Cleese siger leave – Beckham siger stay” Politiken den 21. juni 2016 (se kilder).

Hvad sagde Brexit-tilhængerne?

Fortalerne for at forlade EU har først og fremmest været partiet United Kingdom Independence Party (UKIP), hvis leder Nigel Farage er blevet ansigtet på Brexit-bevægelsen. Men også British National Party samt enkelte medlemmer af Camerons konservative parti, blandt andet den tidligere borgmester i London, Boris Johnson og Cameron-regeringens sikkerhedsminister og landbrugsminister var fortalere for Brexit. Også 250 erhvervsledere, blandt andet den tidligere direktør for HSBC, en af verdens største banker, udtalte ifølge artiklen ”Tunge erhvervsfolk melder sig ind i kampen om brexit” på Finans.dk (se kilder), at det ville gavne Storbritannien at forlade EU. For modstanderne af fortsat britisk medlemskab af EU har der været tre hovedargumenter:

· immigration

· økonomi

· suverænitet.

”Vi må fortælle vælgerne, at denne afstemning handler om at genvinde kontrollen over vores liv, vores suverænitet og vore grænser,” sagde UKIP-lederen Nigel Farage i 2016 om valgkampen, fremgik det af artiklen ”Farage kalder til frontalangreb på EU-tilhængere” i Berlingske (se kilder). Et af de mest benyttede argumenter er, at et Brexit vil give briterne bedre mulighed for at kontrollere de britiske grænser og bremse immigrationen, hvilket især i lyset af flygtningekrisen i 2015 var et argument, der vandt genklang hos mange briter.

Et andet hyppigt argument har været, at EU har bremset Storbritannien økonomisk, fordi alle britiske virksomheder har skullet leve op til regler fra EU, uanset om de eksporterer til andre EU-lande eller ej. Nogle mener, at Storbritannien kan forhandle bedre frihandelsaftaler individuelt, end dem de har adgang til gennem EU-samarbejdet.

Et tredje gennemgående argument har været, at briterne med et Brexit kan generobre den magt, landet har afgivet til politikerne i Bruxelles med EU-medlemskabet. Nigel Farage, lederen af det EU-skeptiske parti UKIP, sagde i 2016, at der ville være tale om et “suverænitets-ja”, hvis briterne stemte for at forlade EU-samarbejdet. Det fremgik blandt andet af artiklen ”Ti år efter Brexit er Europa i kaos” i Information i 2016 (se kilder).

Hvad viste meningsmålingerne?

Ifølge meningsmålingerne stod det cirka lige mellem tilhængerne og modstanderne. Få dage før afstemningen så det ud til, at 44% af vælgerne ville stemme for at blive i EU, mens 45% af briterne ville stemme for at forlade det europæiske samarbejde. 11% af vælgerne havde endnu ikke besluttet, hvad de ville stemme. Der var dog generelt stor mistro til de britiske meningsmålinger, efter at de ved valget i 2015 ramte usædvanligt skævt, fremgik det af artiklen ”'Forlad EU’-siden vinder frem i nye meningsmålinger” på DR den 17. juni 2016 (se kilder).

En af grundene til, at meningsmålingsinstitutterne dengang ramte så forkert, var, at de unge – som i højere grad end de ældre stemmer på arbejderpartiet Labour i stedet for Camerons konservative parti – ikke mødte op for at stemme. EU-tilhængerne frygtede, at det ville ske igen, da unge er mindre EU-skeptiske end ældre. Ifølge artiklen ”Officielt: Storbritannine vil forlade EU” Politiken den 22. juni 2016 hældte 53% af de britiske vælgere under 35 år til at blive i EU, mens kun 29 % ville stemme for et Brexit. For briter over 55 år så det lige modsat ud: Af dem ønskede 54% at forlade det europæiske samarbejde, mens kun 30% ønskede at blive i EU. Samme meningsmåling viste, at mens 80% af de +55-årige forventedes at stemme til Brexit-afstemningen, ville kun 50% af de yngre afgive deres stemme.