anti brexit demo
Anti Brexit demonstration nær parlamentet i London den 26. september 2019.
Foto: Tolga Akmen / Ritzau Scanpix

Brexit

journalist Michelle Arrouas, iBureauet/Dagbladet Information, juni 2016. Senest opdateret af journalist Michelle Arrouas, Bureauet, december 2019.
Top image group
anti brexit demo
Anti Brexit demonstration nær parlamentet i London den 26. september 2019.
Foto: Tolga Akmen / Ritzau Scanpix
Main image
Det britiske flag, også kaldet Union Jack foran Big Ben i London den 22. juni 2016.
Det britiske flag, også kaldet Union Jack foran Big Ben i London den 22. juni 2016.
Foto: Scanpix

Indledning

Den 23. juni 2016 valgte briterne, at Storbritannien skal forlade det europæiske samarbejde i EU ved den såkaldte Brexit-afstemning. Ordet er en sammentrækning af ‘Britain’ og ‘exit’ og et spørgsmål om, hvorvidt Storbritannien skulle blive i den Europæiske Union eller forlade det europæiske samarbejde. Der var stor splittelse i den britiske befolkning såvel som internt i de britiske partier, og ved afstemningen valgte knap 52 % af vælgerne at stemme for, at Storbritannien skulle forlade EU, mens lige over 48 % af vælgerne mente, at Storbritannien burde blive. Resultatet vakte dyb bekymring blandt de europæiske nabolande, som frygtede hvilke konsekvenser udmeldelsen af EU ville føre med sig for både sammenholdet og økonomien i EU-landene. Et splittet Storbritannien og hårde forhandlinger med de tilbageblivende EU-lande har ført til en lang og bøvlet proces, og tre et halvt år efter afstemningen har Storbritannien endnu ikke forladt EU. Brexit-processen har også kostet flere premierministre deres job: David Cameron trak sig efter den første afstemning, og da hans efterfølger Theresa May efter mere end to års forhandlinger stadig ikke havde opnået en aftale meldte hun sin afgang. Boris Johnson, som er stor fortaler for Brexit, er premierminister i dag, og også han har satset sin politiske karriere på Brexit. Efter at hans plan om at trække Storbritannien ud af EU inden 31. oktober 2019 med eller uden aftale fejlede, udskrev han parlamentsvalg i håbet om at sikre sig et flertal i parlamentet, der kunne stemme skilsmisseplanen igennem, og det flertal fik han. Dermed ser det nu ud til, at Storbritannien vil forlade EU den 31. januar, 2020.

 

Boris Johnson holder tale i Parlamentet efter sin store valgsejr den 12. december.

Artikel type
faktalink

Baggrunden for afstemningen

Bankerne og de finansielle institutioner følger nøje udviklingen op til afstemningen om hvorvidt England skal forblive i EU.
Bankerne og de finansielle institutioner følger nøje udviklingen op til afstemningen om hvorvidt England skal forblive i EU.
Foto: Scanpix

Hvorfor skulle briterne til afstemning?

I 2013 lovede den britiske premierminister David Cameron fra det konservative parti, at briterne inden 2017 vil få lov til at stemme om, hvorvidt Storbritannien skulle blive i eller forlade EU, hvis hans parti igen vandt regeringsmagten ved det parlamentariske valg to år efter. Samtidig lovede premierministeren, at han ville genforhandle landets medlemskab af EU og kræve mere magt og suverænitet tilbage til Storbritannien, og at det ville være grundlaget for at blive i unionen. Han fastslog, at Storbritanniens medlemskab af EU skal bygge på fem kerneprincipper – konkurrencedygtighed, fleksibilitet, demokratisk fornuft, fairness. Desuden skal mere magt og indflydelse tilbage til medlemslandene frem for at ligge i EU – hvis landet skal blive. Det konservative parti genvandt regeringsmagten i 2015, men året inden vandt partiet UKIP, som er arg modstander af Storbritanniens EU-medlemskab, en stor sejr ved valget til Europa-Parlamentet. Partiet blev Storbritanniens største i Europa-Parlamentet, foran det konservative parti og Labour; de to partier, der skiftevis har siddet på magten i Storbritannien siden 1945. I løbet af 2015 og 2016 genforhandlede Cameron-regeringen og EU Storbritanniens medlemskab af unionen. Aftalen faldt på plads i februar 2016, hvorefter Cameron annoncerede, at afstemningen om Storbritanniens medlemskab af EU ville finde sted den 23. juni 2016.

Hvad var hovedpunkterne i briternes EU-aftale?

Den tidligere britiske premierminister David Cameron anbefalede, at Storbritannien skulle blive i EU efter at han fik gennemtrumfet fire centrale punkter i forhandlingerne med EU i 2015 og 2016. For det første ville der komme en særlig britisk nødbremse på velfærdsydelser til vandrende EU-arbejdstagere i lavtlønnede jobs. Det betyder, at Storbritannien kan nægte EU-arbejdstagere velfærdsydelser de første fire år af deres ophold i Storbritannien. For det andet ville der blive fremlagt et lovforslag om indeksering af børnepenge, som skulle gøre det muligt at justere børnepengenes størrelse efter leveomkostninger og størrelsen på børnechecken i det land, hvor barnet, der modtager børnepenge fra Storbritannien, bor. For det tredje sikrede Storbritannien sig i forhandlingerne, at EU-medlemslandene som ikke er en del af eurozonen ikke skal stilles ringere, end dem, der er, og endelig skal de nationale parlamenter kunne bremse EU-lovgivning med et rødt kort, hvis mindst 55 % af landets parlament er imod lovgivningen, skriver Europa-Parlamentet den 23. februar (se kilder).

Hvad er forholdet til EU historisk set?

Storbritanniens forhold til EU har været både stormfuldt og fodslæbende allerede siden før landet blev medlem af det europæiske fællesskab. Det fremgår blandt andet af Information i 2013 (se kilder) og Magasinet Europa i 2016 (se kilder). I 1961 ansøgte Storbritannien om medlemskab af det, der dengang hed det Europæiske Økonomiske Fællesskab, men den franske præsident Charles de Gaulle nedlagde veto og begrundede det med, at Storbritannien havde en “indgroet fjendtlighed” mod det europæiske samarbejde. Han begrundede det med, at landet i 1960 tog initiativ til at oprette en frihandelsorganisation, der ikke inkluderede de lande, der var medlemmer af det europæiske fællesskab. De Gaulle gentog sit veto i 1967, men efter at han trådte af som præsident, blev Storbritannien i 1973 – samtidig med Danmark og Irland – medlem af fællesskabet. I 1979 krævede Margaret Thatcher en rabat på EU-kontingentet, som den dag i dag stadig gør sig gældende. I 1990 vedtog EU-landene Schengen-aftalen, der ophævede paskontrollen mellem medlemslandene, men Storbritannien stemte imod. Også da Maastricht-traktaten i 1992 blev underskrevet og grundlagde eurosamarbejdet, stod Storbritannien udenfor. Ved valget til Europa-Parlamentet i 2014 vandt det ultra-EU-skeptiske parti United Kingdom Independence Party – forkortet UKIP – en stor sejr og blev landets største parti i Europa-Parlamentet med over en fjerdedel af stemmerne.

For og imod

Modstandere og tilhængere af Brexit: Fra venstre er det Nigel Farage fra UKIP som er tilhænger af Leave. I midten er det premiereminister David Cameron som går ind for Remain. Yderst til højre er det Londons borgmester Boris Johnson som også går ind for Leave.
Modstandere og tilhængere af Brexit: Fra venstre er det Nigel Farage fra UKIP som er tilhænger af Leave. I midten er det premiereminister David Cameron som går ind for Remain. Yderst til højre er det Londons borgmester Boris Johnson som også går ind for Leave.
Foto: Scanpix

Hvad sagde tilhængerne af fortsat EU-medlemskab?

Tilhængerne af fortsat EU-medlemsskab tæller den britiske premierminister David Cameron, den tidligere amerikanske præsident Barack Obama, den tyske kansler Angela Merkel, den tidligere franske præsident Francois Hollande og den kinesiske præsident Xi Jinping, såvel som store dele af det britiske erhvervsliv og internationale økonomiske organisationer som OECD og den internationale valutafond IMF.
I Storbritannien er arbejderpartiet Labour og størstedelen af det konservative regeringsparti tilhængere af at forblive i unionen, omend visse prominente konservative politikere har gjort oprør mod Cameron og meldt sig under Brexit-fanen. Tilhængerne af at blive i EU fokuserer primært på det økonomiske, når de argumenterer for, hvorfor Storbritannien ikke skal forlade EU, og henviser til økonomiske analyser.
"Hvor end du kigger – hvad end det er universiteter, tænketanke, institutter, internationale institutioner – er det overvældende flertal af seriøse analyser af det synspunkt, at den økonomiske pris for at forlade EU vil være ekstrem høj," siger professor og økonom Nicholas Stern fra det anerkendte universitet London School of Economics ifølge Information den 3. maj 2016 (se kilder). Han henviser til, at både OECD, IMF, økonomiske vismænd verden over og det britiske finansministerium mener, at det vil få alvorlige økonomiske konsekvenser, hvis Storbritannien forlader EU. Konsekvenserne vil tælle:

1) kursfald (hvilket viste sig som en sandsynlig konsekvens, efter at medvind til Brexit-fløjen i meningsmålingerne gav fald på samtlige europæiske børser i juni, skriver Børsen (se kilder)).

2) at Storbritannien vil stå udenfor de frihandelsaftaler, de har adgang til gennem EU.

3) at Storbritannien vil miste adgangen til det indre marked for EU-lande.

4) at landet muligvis vil miste adgangen til Europol.
Det er langtfra kun britiske politikere, der blander sig i Brexit-afstemningen. Stort set alle europæiske ledere samt den tidligere amerikanske præsident Barack Obama og tidligere amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton anbefalede, at Storbritannien bliver i EU. "Lad mig som jeres ven sige, at EU gør Storbritannien endnu bedre," skrev den amerikanske præsident i et debatindlæg i den britiske avis The Telegraph, hvori han opfordrede briterne til at blive i EU, skriver Politiken den 22. april (se kilder).
Også britiske berømtheder har blandet sig i debatten. "Jeg ønsker ikke at forlade den union, der har bragt mere fred og stabilitet til regionen, end man nogensinde før har set," siger den berømte britiske Harry Potter-forfatter J.K. Rowling. Hun bliver bakket op af fodboldspilleren David Beckham: "Vi lever i en pulserende og forbundet verden, hvor vi er stærke, når vi står sammen. For vores børn og deres børn bør vi stå over for verdens problemer sammen og ikke alene. Af den grund stemmer jeg for at blive," siger han ifølge Politiken den 21. juni 2016 (se kilder). Også andre britiske berømtheder, blandt andet skuespillerne Keira Knightley og Helena Bonham Carter, tv-værten Jeremy Clarkson og fysikeren Stephen Hawking mener, at det vil være bedst for Storbritannien at blive.

 

mand flager med EU falg

En Brexit modstander flager med det europæiske flag foran retten i forbindelse med beslutningen om at briterne skal forlade EU. Foto: Scanpix

 

Hvilke konsekvenser frygter eksperter, at et Brexit vil medføre?

Konsekvenserne af et Brexit vil ifølge eksperterne tælle:

1) kursfald (hvilket viste sig som en sandsynlig konsekvens, efter at medvind til Brexit-fløjen i meningsmålingerne gav fald på samtlige europæiske børser i juni, skriver Børsen (se kilder)).

2) at Storbritannien vil stå udenfor de frihandelsaftaler, de har adgang til gennem EU.

3) at Storbritannien vil miste adgangen til det indre marked for EU-lande.

4) at landet muligvis vil miste adgangen til Europol.
Det er langtfra kun britiske politikere, der blander sig i Brexit-afstemningen. Stort set alle europæiske ledere samt den tidligere amerikanske præsident Barack Obama og tidligere amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton anbefalede, at Storbritannien bliver i EU. "Lad mig som jeres ven sige, at EU gør Storbritannien endnu bedre," skrev den amerikanske præsident i et debatindlæg i den britiske avis The Telegraph, hvori han opfordrede briterne til at blive i EU, skriver Politiken den 22. april (se kilder).
Også britiske berømtheder har blandet sig i debatten. "Jeg ønsker ikke at forlade den union, der har bragt mere fred og stabilitet til regionen, end man nogensinde før har set," siger den berømte britiske Harry Potter-forfatter J.K. Rowling. Hun bliver bakket op af fodboldspilleren David Beckham: "Vi lever i en pulserende og forbundet verden, hvor vi er stærke, når vi står sammen. For vores børn og deres børn bør vi stå over for verdens problemer sammen og ikke alene. Af den grund stemmer jeg for at blive," siger han ifølge Politiken den 21. juni 2016 (se kilder). Også andre britiske berømtheder, blandt andet skuespillerne Keira Knightley og Helena Bonham Carter, tv-værten Jeremy Clarkson og fysikeren Stephen Hawking mener, at det vil være bedst for Storbritannien at blive.

Hvad sagde Brexit-tilhængerne?

Fortalerne for at forlade EU tæller først og fremmest partiet United Kingdom Independence Party – hvis leder Nigel Farage er blevet ansigtet på modstanderne af fortsat EU-medlemskab – og British National Party, men også enkelte medlemmer af Camerons konservative parti, blandt andet den tidligere borgmester i London Boris Johnson og Cameron-regeringens sikkerhedsminister og landbrugsminister. Også 250 erhvervsledere, blandt andet den tidligere direktør for HSBC, en af verdens største banker, mener, at det vil gavne Storbritannien at forlade EU, skriver Finans.dk (se kilder). For modstanderne mod fortsat britisk medlemskab af EU er der tre hovedargumenter: immigration, økonomi, og suverænitet. "Vi må fortælle vælgerne, at denne afstemning handler om at genvinde kontrollen over vores liv, vores suverænitet og vore grænser," sagde UKIP-lederen Nigel Farage i 2016 om valgkampen, skriver Berlingske (se kilder). Et af de mest fremførte og debatterede argumenter er, at et Brexit vil give briterne bedre mulighed for at kontrollere de britiske grænser og bremse immigrationen, hvilket især i lyset af flygtningekrisen i 2015 er et argument, der har vundet genklang hos mange briter.
Et andet hyppigt argument er, at EU holder Storbritannien tilbage økonomisk, fordi alle britiske virksomheder skal leve op til regler fra EU, uanset om de eksporterer til andre EU-lande eller ej. De argumenterer for, at Storbritannien kan forhandle bedre frihandelsaftaler individuelt, end dem de har adgang til gennem EU-samarbejdet. "De fleste lande i verden er ikke medlemmer af EU, og de klarer sig fint. Mange ikke-EU-lande handler med EU og med stor succes. Omkring 50 lande har frihandelsaftaler med EU. Hvorfor skulle EU ikke indgå en frihandelsaftale med Storbritannien," spørger den konservative politiker Bernard Jenkin, som er fortaler for et Brexit.
Et tredje gennemgående argument er, at briterne med et Brexit kan generobre den magt, landet har afgivet til politikerne i Bruxelles med EU-medlemskabet. Nigel Farage, lederen af det EU-skeptiske parti UKIP, har sagt, at der vil være tale om et “suverænitets-ja”, hvis briterne vælger at stemme for at forlade EU-samarbejdet, skriver Information i 2016 (se kilder).
Blandt de britiske og udenlandske berømtheder, der mener Storbritannien bør forlade EU, finder man ifølge en artikel i Politiken (se kilder) skuespillerne Liz Hurley, John Cleese og Michael Caine. "For mig at se, så har vi i Europa en slags stedfortræderregering af folk, der nu har ladet sig rive med. Med mindre der sker nogle ekstremt væsentlige forandringer, så bør vi forlade EU," siger Caine, som bliver bakket op af Julian Assange, stifteren af WikiLeaks: "Storbritannien er dårlig for EU, men EU er også dårlig for Storbritannien.

Meningsmålingerne

I Bruxelles mindes man Labour politikeren og EU tilhængeren Jo Cox som blev dræbt ved et vælgermøde i ugen op til afstemningen.
I Bruxelles mindes man Labour politikeren og EU tilhængeren Jo Cox som blev dræbt ved et vælgermøde i ugen op til afstemningen.
Foto: Scanpix

Hvad viste meningsmålingerne?

Ifølge meningsmålingerne stod det cirka lige mellem tilhængerne og modstanderne af at blive i EU. Få dage før afstemningen så det ud til, at 44 % af vælgerne ville stemme for at blive i EU, 45 % af briterne ville stemme for at forlade det europæiske samarbejde, mens 11 % af vælgerne endnu ikke havde besluttet, hvad de ville stemme. Der var dog generelt stor mistro til de britiske meningsmålinger, efter de ved valget i 2015 ramte usædvanligt skævt, skriver DR den 17. juni 2016 (se kilder).
En af grundene til, at meningsmålingsinstitutterne dengang ramte så forkert, var, at de unge – som i højere grad end de ældre stemmer på arbejderpartiet Labour i stedet for Camerons konservative parti – ikke mødte op for at stemme. EU-tilhængerne frygter, at det ville ske igen, da unge er mindre EU-skeptiske end de ældre. Ifølge en artikel i Politiken den 22. juni 2016 hældte 53 % af de britiske vælgere under 35 år til at blive i EU mens kun 29 % ville stemme for et Brexit, mens det for de over 55-årige briter så lige modsat ud: her ønskede 54 % at forlade det europæiske samarbejde, mens kun 30 % ønskede at forblive i EU. Samme meningsmåling viste, at mens 80 % af de +55-årige forventedes at stemme til Brexit-afstemningen, så ville kun 50 % af de yngre møde op og afgive deres stemme på dagen.

Resultatet og reaktioner

Nigel Farage ankommer til Brexit fest i Westminster.
Nigel Farage ankommer til Brexit fest i Westminster.
Foto: Ben Cawthra/LNP / Scanpix

Hvad blev resultatet af Brexit-afstemningen?

Fredag den 24. juni 2016, dagen efter Brexit-afstemningen, stod det klart, at Storbritanniens vælgere havde valgt at forlade EU. Stemmeoptællingen viste, at Brexit-lejren vandt afstemningen med 1.269.500 stemmer – 51,9 % af de britiske vælgere stemte for at forlade EU, mens 48,1 % af vælgerne stemte for, at Storbritannien skal blive. Der var rekordhøj valgdeltagelse ved Brexit-afstemningen, hvor 72 % af Storbritanniens vælgere – 33.568.184 ud af Storbritanniens 46.500.001 borgere med stemmeret – valgte at stemme. Det var den højeste valgdeltagelse siden parlamentsvalget i 1992 og markant højere end stemmeprocenten på 66 % ved parlamentsvalget i 2015, skriver DR den 24. juni 2016 (se kilder). Ifølge de sidste meningsmålinger op til valget var det i overvejende grad de ældre generationer, der havde valgt at forlade EU, mens de yngre ønskede at blive – 72 % af de unge vælgere ønskede at blive i EU, mens kun 19 % stemte for et Brexit, skriver den britiske avis Mirror (se kilder).

Hvad var reaktionen fra regeringen i Storbritannien?

Få timer efter resultatet af Brexit-afstemningen stod klart, annoncerede den britiske premierminister David Cameron, at han ville træde af som premierminister. Han meldte sin afgang som premierminister hos Dronning Elizabeth fredag den 24. juni 2016 om morgenen, og meddelte derefter i en tale til briterne, at han ikke længere kunne lede landet efter afstemningen. "Landet behøver et nyt lederskab, men ikke med mig som kaptajn. Jeg mente, at Storbritannien var stærkest som en del af EU. Men folkets beslutning skal respekteres, og der er ingen tvivl om, hvad folk har ment,” sagde David Cameron ifølge en artikel på DR.dk den 24. juni 2016 (se kilder). Han trådte af i oktober samme år i forbindelse med den konservative partikongres og han annoncerede, at det ville være op til den nye premierminister at beslutte, hvornår og hvordan udtrædelsen skulle ske.

Hvad var reaktionen i Storbritannien?

Mens Cameron, store dele af hans konservative parti og arbejderpartiet Labour begræd udfaldet, så jublede UKIP-partiets leder Nigel Farage, da afstemningens resultat blev kendt.
"Det er vores uafhængighedsdag. Det er de helt almindelige, ordentlige briter, som har underkendt eliten i landet, de store banker og de store virksomheder," sagde Nigel Farage ifølge DR den 24. juni (se kilder). Han blev bakket op af lederne fra de andre EU-skeptiske partier samt prominente medlemmer af Camerons konservative regeringsparti, blandt andet flere ministre.
I både Skotland og Nordirland stemte et flertal af borgene for at blive i EU, og i begge lande debatteres det, om man burde løsrive sig Storbritannien og melde sig ind i EU. Skotlands førsteminister og formanden for Det Skotske Nationalparti, Nicola Sturgeon, sagde før valget, at et britisk EU-exit kunne føre til en ny afstemning om skotsk selvstændighed, og efter afstemningens resultat sagde hun, at Skotland fortsat "ser sin fremtid som en del af EU", skriver DR den 24. juni i en artikel om Camerons tilbagetrædning som premierminister (se kilder). Også separatistpartiet i Nordirland intensiverede efter afstemningen kravet om, at landet skulle løsrive sig fra Storbritannien og i stedet blive en del af Irland – der er EU-medlem. I 2019 tydede det dog på, at begge lande ville følge med Storbritannien ud af unionen.

Hvad var reaktionen i Danmark?

Danmarks tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udsendte den 24. juni 2016 en skriftlig kommentar om udfaldet af afstemningen i Storbritannien. ”Jeg synes, at det er et meget trist resultat for Europa og for Danmark. Det er nu op til den britiske regering at fastlægge den videre vej for Storbritannien. Jeg håber, at Storbritannien fortsat ønsker at bevare tætte relationer til EU,” skrev han i pressemeddelelsen ifølge DR (se kilder). Han har samtidig sagt, at Danmark vil nedsætte en task force, der skal undersøge, hvordan danske politiske og økonomiske interesser vil blive påvirket af Storbritanniens udtrædelse af EU, og at det ikke rører ved hans holdning om, at Danmark bør forblive medlem af det europæiske samarbejde. Også SFs Holger K. Nielsen begræd resultatet af afstemningen. ”Det er forfærdeligt tragisk for Storbritannien og for Europa. Jeg kan frygte, at det får nogle ganske store og ganske voldsomme effekter på resten af EU. Det kan give blod på tanden til den yderste højrefløj til at få Europa til at gå i opløsning,” sagde han ifølge Politiken (se kilder).

Det er dog ikke kun højrefløjen, der mener, at det bør lede til lignende folkeafstemninger i andre lande – Enhedslisten mener, at Danmark bør stemme om fortsat medlemskab af EU. Samme krav kommer fra Dansk Folkeparti.

Hvad var reaktionen fra andre stats- og regeringsledere?

Tyske regeringspolitikere var blandt de første til at kommentere på udfaldet af afstemningen, og både landets vicekansler, Europa-minister og udenrigsminister skrev, at det varr en sørgelig dag for Europa. Flere af EU’s toppolitikere – blandt andet Europa-Parlamentets tidligere præsident Martin Schulz – begræd også resultatet. Verden over har den ekstreme højrefløj dog tiljublet resultatet, og lederne af højrefløjspartier i blandt andet Holland og Frankrig – anført af Geert Wilders og Marine LePen – har kaldt udfaldet af afstemningen for en ”sejr” og krævet lignende afstemninger i deres lande, skriver EU Observer.

 

t may

Den britiske premiereminister Theresa May gjorde status den 9. maj 2017 oven på valget. Foto: Justin Tallis / Scanpix

 

Hvad betød valget i 2017 for Brexit?

Storbritanniens efterfølgende premierminister Theresa May tog roret efter David Cameron trådte af som formand for det konservative parti og udskrev i april 2017 valg tre år før tid. Normalt afholdes der i Storbritannien valg hvert femte år, men dette fandt sted bare to år efter det sidste. Hun annoncerede valget i en tale, hvor hun sagde, at der var for stor politisk uenighed i parlamentet om den politiske kurs i landet, især i forbindelse med Brexit-forhandlingerne. Hun ønskede dermed at udskrive valg for at sikre et bredere politisk mandat til de Brexit-forhandlinger, hun måneden inden havde sat i gang ved at aktivirere Artikel 50, skriver DR i april 2017 (se kilder). Valget fandt sted i juni 2017, og det gik mildest talt ikke, som Theresa May havde håbet. Hun sagde før og under valgkampen, at fokus skulle være på Brexit, men briterne havde andre tanker og valget kom i høj grad til at handle om andre emner. Ved valget led Theresa May et stort politisk nederlag. Hun mistede det absolutte flertal i parlamentet, Labour-partiet – der var modstandere af Brexit og ledet af Jeremy Corbyn – gik frem, og UKIP (det primære parti blandt Brexit-tilhængerne) røg helt ud af parlamentet og gik fra at få 13% af stemmerne ved sidste valg til 2% ved dette, skriver Politiken den 9. juni (se kilder). Vælgerne valgte dermed at støtte partierne der opfordrer til et blødt Brexit – i modsætning til et hårdt Brexit, som May og De Konservative er fortalere for – og valgresultatet har dermed kastet forhandlingerne om Brexit ud i nyt kaos. “Alt er noget rod,” sagde en EU-embedsmand til Jyllands-Posten i juni 2017 (se kilder) med henvisning til debatten om, hvorvidt Theresa May kunne overleve som premierminister. Det kunne hun ikke; i maj 2019 annoncerede hun, at hun gik af, og konservative Boris Johnson, som har været stor fortaler for Brexit fra begyndelsen af, blev Storbritanniens nye premierminister.

Udtrædelsen af EU

Hvornår træder Storbritannien ud af EU?

Den nuværende dato for udtrædelsen er den 31. januar, 2020. Tidligere deadlines for udtrædelsen er gentagne gange blevet overtrådt, men efter Boris Johnsons valgsejr i december 2019 har han sikret sig et mandat, der dels gør det nemmere for ham at møde op i EU og forhandle skilsmisseaftalen på plads, og dels gør det muligt for ham at få den igennem det britiske underhus, og dermed kan Brexit ikke længere stoppes, skriver Dr.dk i en artikel den 13. december 2019 (se kilder). Hidtil har problemet været, at Underhuset har forkastet de aftaler, de skiftende britiske premierministre er vendt hjem med fra Bruxelles.

Udmeldelse foregår via Artikel 50 i EU-traktaten (se under Baggrundskilder), som omhandler frivillig udtrædelse af EU. I Artikel 50 står det beskrevet, at et medlemsland udtræder to år efter landets regering har meddelt det til Det Europæiske Råd, medmindre en specifik udtrædelsesaftale bliver forhandlet på plads. Den tidligere premierminister Theresa May aktiverede i marts 2017 den artikel i EU-paragraffen, der igangsætter forhandlingerne, og dermed blev nedtællingen for de to års forhandlinger sat i gang – forhandlinger, som britiske medier kalder “verdens mest komplicerede skilsmisse”. Udover selve separationen af Storbritannien og EU skal de britiske handelsaftaler forhandles på plads, og ifølge flere kilder i Bruxelles vil det tage mindst syv år, skrev Berlingske den i juni 2016 (se kilder).

Hvordan forløb forhandlingerne med EU?

Da Storbritannien i slutningen af marts 2017 aktiverede Artikel 50 gik nedtællingen til udtrædelsen i gang; ifølge paragraffen skulle landet træde ud af EU to år efter paragraffen aktiveres, medmindre der indgås en særaftale, hvilket siden er sket flere gange. Forhandlingerne mellem Storbritannien og EU gik i gang i sommeren 2017, ledet af EUs chefforhandler Michel Barnier og den britiske chefforhandler Stephan Barclay (begge de tidligere britiske chefforhandlere, David Davis og Dominic Raab, sagde op). Forhandlingerne blev afsluttet halvandet år efter, i november 2018 på et topmøde, hvor Storbritannien og EU nåede til enighed om en foreløbig aftale om udtrædelsen. Aftalen, som fylder 585 sider, består af tre overordnede punkter – selve aftalen om udtrædelsen, døbt skilsmisseaftalen af medierne, en overgangsordning for de første 21 måneder efter udtrædelsen og en politisk erklæring, der beskriver rammen for det videre forhold, som parterne skal forhandle om i de videre forhandlinger. Da det britiske parlament igen og igen har forkastet aftalen, er forhandlingerne flere gange blevet genoptagede. I oktober 2019 kunne Europa-Kommissionens formand Jean Claude Juncker meddele, at EU og Storbritannien var nået til enighed om nye ændringer til skilsmisseaftalen.

Hvad består skilsmisseaftalen af?

Skilsmisseaftalen, aftalen om, hvordan Storbritannien skal træde ud af EU, har tre hovedpunkter, skriver DR.dk i en artikel om aftalen i november 2018 (se kilder). For det første er der enighed om en overgangsperiode på 21 måneder, hvor Storbritannien formelt vil være trådt ud af EU, men hvor landet stadig vil følge EU’s regler og være underlagt de afgørelser, der kommer i EU-domstolen. Landet vil imidlertid ikke være med til at træffe afgørelser. Overgangsperioden skal bruges til at forhandle en ny og langt mere omfattende handels- og samarbejdsaftale på plads, som kommer til at bestemme, hvordan EU og Storbritanniens fremtidige forhold skal se ud. De forhandlinger begynder først, når Storbritannien træder ud af EU den 31. januar. Et andet hovedpunkt i forhandlingerne var, hvordan de EU-borgere, der bor i Storbritannien, og de britiske borgere, der bor i EU, skal stilles efter udtrædelsen. Med aftalen opnåede parterne enighed om, at både britiske borgere i EU-lande og EU-borgere i Storbritannien har ret til at bosætte sig og arbejde i henholdsvis et andet EU-land eller Storbritannien frem til udgangen af 2020, præcis, som tilfældet er nu. De britiske borgere, der når at bosætte sig i et EU-land inden udgangen af 2020, vil få lov til at blive boende, og det samme gælder EU-borgere, der bosætter sig i Storbritannien. Samtidig vil britiske borgere, der har boet mindst fem år i et andet EU-land, få permanent opholdstilladelse, ligesom EU-borgere bosat i Storbritannien vil få opholdstilladelse, hvis de har boet der i mindst fem år. Og endelig nåede parterne til enighed om, at grænsen mellem Nordirland, der er en del af Storbritannien, og Irland, der er EU-medlemsland, skal forblive åben, når Storbritannien træder ud af EU. Irland er det eneste EU-land, der fremover vil dele landegrænse med Storbritannien og Nordirland, og der har været intense forhandlinger mellem Storbritannien og EU om, hvordan grænsen skal sikres uden at den skal lukkes ned, skriver DR.dk i artiklen om aftalens hovedpunkter (se kilder). Mange af de største politiske uenigheder mellem Storbritannien og EU – blandt andet under hvilke betingelser, Storbritannien skal have adgang til EU’s indre marked – er udskudt til næste fase af forhandlingerne, hvor de to parter skal forhandle om, hvordan det fremtidige samarbejde og den fremtidige handel skal se ud.

Hvorfor var der fortsat usikkerhed om udtrædelsen efter den første skildmisseaftale med EU faldt på plads?

Usikkerheden om udtrædelsen, under May såvel som Johnson, skyldes, at det britiske parlament nægtede at stemme ja til at gennemføre de aftaler, som den britiske regering havde forhandlet sig frem til med EU-landene i Bruxelles. Da den første skilsmisseaftale var på plads, tog den tidligere britiske premierminister Theresa May aftalen med tilbage til Storbritannien, hvor det britiske parlament skulle godkende den, men allerede få uger efter, aftalen mellem EU og Storbritannien faldt på plads, stod det klart, at det ville blive problematisk at få den godkendt af det britiske parlament. Da Therese May vendte tilbage til London med aftalen, vakte den så stor politisk utilfredshed, at hun besluttede at udskyde afstemningen og tage tilbage til EU for at genoptage forhandlingerne. Aftalen kom til afstemning i det britiske parlament den 15. januar 2019, hvor den fik et rungende nej – 432 medlemmer af det britiske underhus, heraf 118 fra Mays egne rækker, stemte nej til aftalen, mens kun 202 stemte for, skriver DR.dk den 16. januar (se kilder). Dermed syntes sandsynligheden for, at Storbritannien som planlagt ville træde ud af EU ved deadline den 29. marts 2019 med en aftale "forsvindende lille," skrev Altinget den 16. januar (se kilder). Indtil afstemningen havde EU nægtet at genåbne forhandlingerne, men efter Theresa Mays knusende nederlag – der blev efterfulgt af et mistillidsvotum fremsat af Labour-lederen Jeremy Corbyn, som Theresa May overlevede. Ved afstemningen åbnede EU-ledere ifølge Altinget-artiklen op for at genåbne forhandlingerne, men først, når de britiske politikere var nået til enighed med sig selv om et udspil. EU-fløjen, inklusiv den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), har insisteret på, at EU skal forberede sig på, at Storbritannien kan træde ud af EU uden en aftale, skrev Altinget i en artikel den 15. januar (se kilder).

Hvorfor trådte Storbritannien ikke ud af EU i marts 2019 som planlagt?

I slutningen af januar 2019, præcis to måneder før, Storbritannien skulle udtræde af EU, stemte det britiske underhus om ændringsforslag til skilsmisseaftalen med EU. Visse af dem blev vedtaget, og samtidig fik Theresa May en sjælden sejr, da parlamentet stemte for, at hun skulle lede forhandlingerne om ændringerne, skrev DR.dk den 29. januar. Forhandlingerne skulle især have fokus på grænsekontrollen mellem Nordirland og Irland. Det bliver imidlertid hårde forhandlinger, da en talsmand for Donald Tusk, formanden for Det Europæiske Råd, blankt afviste at genoptage den del af forhandlingerne. EU lagde dermed op til en såkaldt hård Brexit, en udtrædelse uden en aftale. "Udtrædelsesaftalen er og bliver den bedste – og eneste – måde at sikre, at Det Forenede Kongerige forlader Den Europæiske Union på en ordentlig måde," sagde Donald Tusk via en talsmand ifølge DR.dk (se kilder). Theresa May sendte skilsmisseaftalen til afstemning igen i foråret 2019, men hun fik ikke medvind og valgte i maj 2019 at træde af som premierminister, fordi hun ikke kunne lede landet frem til udtrædelse af EU.

Hvordan var forløbet efter Mays afgang?

Efter Theresa May trådte af som premierminister og formand for Det Konservative Parti skulle der findes en ny formand og premierminister. Det blev Boris Johnson, der er stor fortaler for Brexit, som vandt formandsvalget over partikollegaen Jeremy Hunt og dermed blev Storbritanniens nye premierminister i juli 2019. Efter han trådte til, har Brexit-forhandlingerne udviklet sig til en magtkamp mellem premierministeren og parlamentet, skriver DR.dk den 4. september. Underhuset i det britiske parlament vedtog en lov, der skulle sikre, at Storbritannien skal bede EU om en udsættelse af udtrædelsen, hvis ikke der er opnået en aftale med EU inden den 31. oktober 2019. Det fik Boris Johnson til at suspendere parlamentet frem til den 14. oktober og sige, at han vil nægte at bede om den udsættelse. Dermed havde parlamentarikerne kun lidt over to uger til at forhindre det no deal-brexit, som Boris Johnson var opsat på, skriver DR.dk den 28. august (se kilder). Det har ført til anklager om, at Boris Johnson har begået et kup mod demokratiet og 75 parlamentarikere lagde sag an mod Johnson i den britiske Højesteret, da de mente, suspenderingen var ulovlig, skriver DR.dk den 19. september (se kilder). I slutningen af september afgjorde Højesteretten enstemmigt, at Johnsons suspendering af parlamentet var ulovlig. Højesterettens 11 dommere skrev i afgørelsen, at de var ulovlige fordi de "havde den effekt at forpurre eller forhindre parlamentets evne til at udføre dets konstitutionelle funktioner uden rimelig begrundelse", skriver DR.dk den 24. september (se kilder). Parlamentet mødtes igen dagen efter, hvor Boris Johnson også mødte op. Han slog fast, at han stadig mente, at Storbritannien skulle forlade EU den 31. oktober med eller uden en aftale. Flere politikere opfordrede efter afgørelsen Boris Johnson til at trække sig, og professorer kaldte det et kæmpe politisk nederlag, blandt andet i Politiken den 24. september 2019 (se kilder).

Hvorfor trådte Storbritannien ikke ud af EU den 31. oktober som planlagt?

På trods af Boris Johnsons famøse ord om, at han hellere ville ligge død i en grøft end bede om en tredje udskydelse af Brexit, så lykkedes det ham ikke at levere på løftet om at trække Storbritannien ud af EU inden den 31. oktober med eller uden en aftale, skriver Altinget den 31. oktober 2019 (se kilder). Midt i oktober annoncerede EU og Storbritannien, at der var opnået enighed om en ny skilsmisseaftale mellem de to parter. Det er fortsat punktet om et backstop mellem Nordirland og Irland – altså hvordan man skal håndtere grænsen mellem Storbritannien og EU der er stor uenighed om, skriver Berlingske den 18. september (se kilder), og det er primært det knudepunkt, den nye skilsmisseaftale mellem EU og Storbritannien har haft fokus på. I den nye skilsmisseaftale er backstoppet fjernet, sådan at der ikke skal rejses en toldgrænse ved grænsen mellem Irland og Nordirland (mens Nordirland er del af Storbritannien, så er Irland et selvstændigt land, som vil forblive EU-medlem efter Storbritanniens udtrædelse).

Et flertal i Underhuset i det britiske parlament stemte for første gang for ændringsforslaget, men alligevel var et Brexit inden den 31. oktober 2019 ikke muligt. Parlamentet slog nemlig samtidig ved en afstemning fast, at det ikke var muligt at godkende al lovgivningen på tre dage, som regeringens tidsplan lagde op til. Det tvang Boris Johnson til mod sin vilje at bede EU om en udskydelse af Brexit på tre måneder, som blev bevilliget. Brexit var dermed blevet udskudt en tredje gang.

Hvordan påvirkede parlamentsvalget i december 2019 Brexit?

Boris Johnson havde én betingelse for at anmode EU om den tredje Brexit-udsættelse, og det var, at parlamentet stemte ja til et nyvalg i december. Det var tredje gang, at briterne skulle stemme til et parlamentsvalg siden 2015, og grunden til, at Boris Johnson havde kæmpet for et nyvalg i parlamentet, var ifølge en artikel i Politiken den 29. oktober 2019 (se kilder), at han ønskede at sikre sig et parlamentarisk flertal, som kunne stemme den nyforhandlede skilsmisseaftale med EU igennem. Hans motto op til valget var ”Let’s get Brexit done.” Der var dog stor fare ved at udskrive valget, for flere partier – blandt andet Labour, det førende oppositionsparti, Liberaldemokraterne og det skotske parti SNP – lovede, at de vil have en ny folkeafstemning om Brexit, hvis de vandt valget. Boris Johnson sikrede sig imidlertid den valgsejr, han havde drømt om, og dermed mandatet til at gennemføre Brexit, skriver DR.dk i en artikel den 13. december (se kilder). Premierministerens konservative parti gik stort frem og sikrede sig mindre end halvdelen af mandaterne i underhuset. Dermed er visse britiske partiers kamp mod Brexit tabt, og Storbritannien vil træde ud af EU den 31. januar 2020, skriver DR.dk.

Hvad sker der, efter Storbritannien forlader EU den 31. januar?

Mens Storbritannien formelt set vil træde ud af EU den 31. januar, og de britiske sæder i parlamentet derefter vil stå tomme, så vil der gå et godt stykke tid, før Brexit kan mærkes udenfor EU-maskineriet i Bruxelles. Frem til udgangen af 2020 vil Storbritannien følge den overgangsordning, skilsmisseaftalen mellem Storbritannien og EU i høj grad bestod af, og alt vil være, som det er nu, skriver DR.dk i en artikel den 13. december: Storbritannien vil følge EU’s regler, EU-borgere vil frit kunne rejse til Storbritannien, og britiske virksomheder vil have samme adgang til EU’s indre marked, som det har nu. Derefter vil konsekvenserne begynde at blive tydelige for almindelige borgere; der skal indføres et indrejsesystem, da man ikke længere vil kunne rejse frit mellem Storbritannien og andre EU-lande, danske fiskere vil ikke længere kunne fiske i britisk farvand, britiske virksomheder vil ikke have adgang til EU’s indre marked, der vil komme told og afgifter på varer, der handles til eller fra Storbritannien, der skal indgås en aftale om et fortsat politi- og anti-terror-samarbejde. Fra Storbritannien træder ud af EU til udgangen af 2020 skal Storbritannien og EU forhandle de nye aftaler på plads, og især forhandlingerne om handelsaftalen ventes at blive hårde og langstrakte. Overgangsaftalen kan i princippet forlænges to år, men det har Boris Johnson lovet ikke vil ske. Ifølge en artikel på DR.dk den 13. december er det imidlertid et kapløb mod tiden at få aftalerne forhandlet på plads. Tvivlen og forvirringen omkring, hvorvidt Brexit kommer til at ske er forsvundet, men den er blevet afløst af tvivl om, hvordan Brexit kommer til at kunne mærkes for borgere i Storbritannien og de resterende EU-lande.

Baggrundskilder

Originalkilder

EU-oplysningen.

Temasider om Brexit

Temaside om den britiske afstemning under DR Nyheder om afstemningen med artikler, korte film og baggrundsmateriale.
Wall Street Journal, 2016-06-03.
Video, der forklarer, hvad Brexit handler om.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Brexit

Kilder citeret i artiklen

Kommentar. Dagbladet Information, 2016-06-09.
Dagbladet Information, 2016-05-03.