Biologiske våben

Artikel type
faktalink
journalist Thomas Møller Larsen. iBureauet/Dagbladet Information. August 2015
Main image
En russisk specialenhed træner i tilfælde af angreb med biologiske våben. Tula i Rusland i 1997.
En russisk specialenhed træner i tilfælde af angreb med biologiske våben. Tula i Rusland i 1997.
Foto: Kondakov K Y Zhdanov / Scanpix

Myndigheder over hele verden frygter, at terrorgrupper eller ondsindede stater i fremtiden vil anvende effektive biologiske våben mod en civilbefolkning. Indtil videre har biologiske våben kun spillet en ganske lille rolle i krige og terroraktioner. Men bioteknologien har taget stormskridt i de seneste år, og i fremtiden vil det måske være muligt at fremstille biologiske våben, som er langt farligere end fortidens. Derfor er det problematisk, at der ikke er nogen effektiv international kontrol på området, mener en dansk forsker. 

 

våben

Baggrund om biologiske våben

En frygt for et tilfælde af miltbrand på postterminalen i København betød at 400.000 breve ikke blev omdelt den 20. oktober 2001.
En frygt for et tilfælde af miltbrand på postterminalen i København betød at 400.000 breve ikke blev omdelt den 20. oktober 2001.
Foto: Jacob Langvad Nilsson / Scanpix

Hvad er biologiske våben?

Der findes to grupper af biologiske våben. Den første gruppe er levende organismer, som kan sprede sygdom og død. Det kan være bakterier, svampe, vira og insekter. Et eksempel er miltbrand, der forårsages af bakterien Bacillus anthracis, og som kan gøre mennesker syge og i visse tilfælde slå dem ihjel.

Den anden gruppe af biologiske våben er toksiner – eller giftstoffer – som skabes af mikroorganismer. Det kan for eksempel være botulisme, som forårsages af giftstoffer fra bakterien Clostridium botulinum, og som angriber nervesystemet.

Hvordan kan biologiske våben spredes?

Biologiske våben kan spredes på flere forskellige måder. For eksempel via:

· Breve

· Missiler

· Vand- eller fødevareforsyning

· Eller de kan sprayes ud over et område 

Nogle biologiske våben rammer typisk kun de mennesker, der kommer direkte i kontakt med midlet. Det gælder for eksempel miltbrand. Andre biologiske våben kan sprede sig via den befolkning, man ønsker at ramme. Det gælder for eksempel pest.
Hvis et biologisk våben skal sprede sig til større befolkningsgrupper, vil det typisk først skulle aerosoliseres. Det vil sige, at man skal have mikroorganismerne eller giftstofferne til at optræde i ’støvform’, så de kan indåndes. Det kræver professionelle laboratorier at gøre dette.

Hvad har biologiske våben været brugt til?

Biologiske våben har altid været til menneskets rådighed. Tidligere tiders krigere har for eksempel brugt pile fyldt med plantegift som våben. Og der er flere eksempler – blandt andet i det gamle Grækenland – på, at giftige planter, slangegift og afføring har været brugt til at forgifte fjendens vandforsyning.

De biologiske våben har været anvendt til vidt forskellige formål. Nogle er blevet brugt til at dræbe udvalgte personer. Andre er forsøgt brugt som masseødelæggelsesvåben. Og atter andre har haft til hensigt at svække en hær eller en civilbefolkning. 

Hvordan har stater anvendt biologiske våben gennem historien?

Fra 19. århundrede og frem tog den moderne mikrobiologi fart, og det blev muligt at masseproducere biologiske våben. En række lande har således haft omfattende biologiske våbenprogrammer, ikke mindst under 2. Verdenskrig. Blandt andet havde England dengang et større biologisk våbenprogram og arbejdede med blandt andet miltbrand og botulisme. Dog har England aldrig anvendt biologiske våben i krig. Det gjorde Japan til gengæld i 1940: Keramiske bomber med pestbærende lopper blev for eksempel kastet over den kinesiske by Ningbo. Flere hundrede døde, og efterfølgende blev der bygget en tyk mur omkring det inficerede område, som til sidst blev brændt ned til grunden.

Også andre lande har haft omfattende biologiske våbenprogrammer i det 20. århundrede – blandt andet Tyskland, USA og Sovjetunionen. Sovjetunionen havde under Den Kolde Krig et omfattende udviklingsprojekt ved navn Biopreparat. Formålet var at udvikle våben, der kunne sprede sygdomme som miltbrand, botulisme og kopper over et fjendtligt område. 

Hvilke andre aktører har brugt biologiske våben?

Der findes også eksempler på terrorgrupper og enkeltindivider, der har eksperimenteret med biologiske våben. Et af de mest spektakulære eksempler i nyere tid fandt sted en uge efter terrorangrebet i USA den 11. september 2001. Breve med pulveriseret miltbrand blev sendt til en række nyhedsmedier og senere til regeringsinstanser. 22 mennesker blev inficeret, og fem døde. Ifølge det amerikanske efterretningsvæsen FBI var afsenderen en civil videnskabsmand. Og ifølge en rapport fra det amerikanske justitsministerium fra 2010 (se kilder), var der tale om et komplekst personligt motiv. 

Hvilke aktuelle eksempler er der på mulige trusler fra biologiske våben?

Frygten for biologiske våben lever stadig. I 2014 vakte det global opsigt, da syriske oprørere kom i besiddelse af en computer, som angiveligt havde tilhørt terrorgruppen Islamisk Stat. På computeren lå en opskrift på, hvordan man kan bruge pest som biologisk åben. Den danske leder af Center for Biosikring og Bioberedskab (CBB), John-Erik Stig Hansen, udtrykte bekymring over for Ekstra Bladet i september 2014 (se kilder). Men han sagde også, at ”(…) når man kigger på de oplysninger, der er kommet frem om den computer, så er det jo noget forvirret sludder, fordi de snakker om byldepest, og det er jo en bakterie, men de skriver om den, som om det er en virus.” 

Hvorfor har biologiske våben ikke været anvendt oftere?

Når alt kommer til alt, har biologiske våben indtil videre været anvendt meget sjældent i både krige og terroraktioner. Det er der særligt én grund til, vurderer Cindy Vestergaard, der forsker i masseødelæggelsesvåben ved Dansk Institut for Internationale Studier. I et interview med Faktalink (se kilder) siger hun:

”Det kræver en ganske stor indsats at oprette et biologisk våbenprogram – selv hvis du er en stat. Og af alle værktøjerne i værktøjskassen, så er et biologisk våben bestemt ikke det bedste. Desuden bliver det generelt ikke betragtet som acceptabelt. Og hvis du er terrorist, er det nemmere at spænde C4 (et meget farligt sprængstof, red.) fast på kroppen og springe på et tog.”

Men dette vil måske ændre sig i fremtiden. Det vender vi tilbage til. 

Biologiske våben i dag

Eksperter fra Statens Serum Institut pakker genstande væk efter et brev med pulver ankom til den amerikanske ambassade i København den 11. september 2002.
Eksperter fra Statens Serum Institut pakker genstande væk efter et brev med pulver ankom til den amerikanske ambassade i København den 11. september 2002.
Foto: Kristian Linnemann / Scanpix

Hvem har biologiske våben anno 2015? 

Det vides ifølge forsker Cindy Vestergaard fra Dansk Institut for Internationale Studier ikke med sikkerhed, om nogen stater eller terrororganisationer i dag råder over anvendelige biologiske våben. Af det amerikanske udenrigsministeriums rapport “Adherence to and Compliance with Arms Control, Nonproliferation, and Disarmament Agreements and Commitments” fra 2014 (se kilder) fremgår det ligeledes, at man ikke ved noget med sikkerhed. Men det fremgår også, at flere lande – blandt andre Iran og Kina – udfører forskning, som muligvis kan bruges til at lave biologiske våben. Og der står, at “De Forenede Stater vurderer fortsat, at Nordkorea måske stadig overvejer at bruge biologiske våben som en mulighed.”

I artiklen ”Ingen kontrol med biologiske våben”, bragt i Information i 2008 (se kilder), siger Malcolm Dando, som er professor i international sikkerhed ved Bradford Universitet i England:

"Det vigtigste her er at forstå, at der har været nogle enorme biologiske våbenprogrammer på statsniveau i et stort antal lande i løbet af de sidste hundrede år, og der kan nemt ske en oprustning igen.”

Malcolm Dando hæfter sig ved, at USA har et stort forskningsprogram, der skal udvikle bedre forsvar mod biologiske våben; men at mange – grundet manglende gennemsigtighed – kan frygte, at denne forskning også kan anvendes til at udvikle angrebsvåben.

Samtidig frygter efterretningstjenester over hele verden, at terrorister får fat i biologiske våben. I rapporten ”Spredning af masseødelæggelsesvåben” (se kilder) skriver Politiets Efterretningstjeneste (PET):

”Det er konstateret, at nogle lande og enkelte terrororganisationer har eksperimenteret med udvikling af biologiske våben, og det er vurderingen, at det med tiden kan lykkes for en terrorgruppe at udvikle eller skaffe sig mikroorganismer eller toksiner, som kan bruges til en terrorhandling. Det er dog også vurderingen, at opbevaring og behandling af disse stoffer stadig er vanskelig og risikabel, og derfor er det tvivlsomt, om disse våben kan få samme overvældende effekt som egentlige masseødelæggelsesvåben. Imidlertid vil den frygt og usikkerhed, der vil sprede sig i et samfund, som rammes af et biologisk angreb, have psykologisk effekt og meget store omkostninger.” 

Hvordan reguleres brugen af biologiske våben internationalt?

De Forenede Nationer (FN) forbyder udvikling, køb og brug af biologiske våben. Det fremgår af Genèvekonventionen, som er underskrevet af de fleste af verdens lande. I starten var forbuddet ikke sat i system, men arbejdet med at forhindre spredning af biologiske våben er løbende blevet udviklet.

I 1975 trådte en FN-konvention om forbud mod brug af biologiske våben (se kilder) i kraft – med det formål at forhindre udvikling, produktion, opbevaring og indkøb af biologiske våben. Denne konvention gælder stadig, og i januar 2015 havde 173 af verdens lande underskrevet den. Men forsker i masseødelæggelsesvåben Cindy Vestergaard fra Dansk Institut for Internationale Studier kalder i et interview med Faktalink (se kilder) konventionen for en ’papirtiger’, fordi den i bund og grund blot er en hensigtserklæring.

I 2004 blev konventionen dog omsat til lovgivning i FNs medlemslande. Her vedtog FN’s Sikkerhedsråd den såkaldte Resolution 1540 (se kilder), som krævede, at alle FN-lande – inklusive Danmark – nu skulle indføre stram kontrol med alt, som potentielt kunne føre til udvikling af masseødelæggelsesvåben. Og det har ført til en ny lovgivning og kontrol i Danmark.

FN-landene skal løbende rapportere til FN. Men FN undersøger ikke, om landene taler sandt. Derfor er det ifølge Cindy Vestergaard – i teorien – muligt for landene at skjule udvikling og produktion af biologiske våben. Og hun efterspørger derfor bedre international kontrol. 

Hvordan fører Danmark kontrol med biologiske våben?

FNs resolution 1540 blev implementeret i Danmark i 2008. Her vedtog Folketinget lov nr. 474 (se kilder). Denne lov førte til, at der i dag er streng kontrol med alt, der kan føre til udvikling af biologiske våben. Ifølge loven må virksomheder ikke arbejde med biologiske stoffer eller fremføringsmidler (for eksempel sprænghoveder), der potentielt kan bruges til at lave biologiske våben – med mindre de har fået en tilladelse til det og uddannelse i at arbejde med stofferne. Lovgivningen varetages af Center for Biosikring og Bioberedskab (CBB), der sørger for, at de rette sikkerhedsforanstaltninger er til stede hos virksomheder og i det offentlige.

Danmark er ifølge Cindy Vestergaard, der forsker i masseødelæggelsesvåben på Dansk Institut for Internationale Studier, førende på området. Og CBB har skrevet en guide til andre lande om, hvordan de effektivt etablerer et system, som kan forhindre udvikling, spredning og brug af biologiske våben. Guiden viser tydeligt, hvordan frygten for biologiske våben primært bunder i frygten for terrorisme. CBB skriver i deres bog, at ”(…) miltbrandsagen i 2001 var et smertefuldt bevis på, at tiden efter Den Kolde Krig bød på nye former for trusler, som ikke blev ordentligt adresseret af verdens lande.” (Se kilder.)