Delingen af Tyskland

Hvorfor blev Europa delt i en vestlig og en østlig del?

Efter 2. Verdenskrig blev Europa delt i en østlig og en vestlig del. Østblokkens lande var militært knyttet til hinanden via Warszawapagten, der var oprettet som et modsvar til NATO. Økonomisk samarbejdede landene fra 1949 til 1991 i COMECON (Council for Mutual Economic Assistance).

Alle landene i østblokken var kommunistisk ledede, hvilket var en konsekvens af, at de var blevet befriet af den sovjetiske hær. Det var også Sovjetunionen, der på alle måder havde det afgørende ord under truslen om magtanvendelse fra det enorme sovjetiske militærapparat.

I løbet af årene 1945-1948 blev der indført kommunistisk styre i hele Østblokken. Ingen af de kommunistiske partier var kommet til magten på baggrund af demokratiske folkeafstemninger, og de var alle loyale over for Moskva. 

Hvad skete der med Tyskland efter krigsafslutningen i 1945?

Ved et møde i Potsdam i 1945 mellem USA’s præsident Harry S. Truman, Sovjetunionens leder Joseph Stalin og Storbritanniens ministerpræsident Winston Churchill, blev Tysklands fremtid efter 2. Verdenskrig aftalt.

Hovedpunkterne i denne aftale er beskrevet i bogen ”Verden i konflikt og forandring” (se kilder):

  • Tyskland skulle deles op i fire besættelseszoner – en britisk, en fransk, en amerikansk og en sovjetisk – og Berlin i fire tilsvarende sektorer. Magten lå hos de allierede militærregeringer.
  • De tyske grænser skulle reguleres og det tyske territorium gøres mindre. Mod øst skulle grænsen til Polen følge floden Oder-Neisse.
  • Tyskland og tyskerne skulle stilles til ansvar for deres forbrydelser, og der skulle betales krigsskadeerstatning. 

Hvornår blev Tyskland delt?

Der kom dog hurtigt stridigheder mellem primært USA og Sovjetunionen om Tysklands langsigtede fremtid, og en permanent opdeling af Tyskland rykkede nærmere.
I juni 1948 indførtes en ny tysk valuta, D-marken. Dette fik Sovjetunionen til at indføre blokade mod Vestberlin, der lå som en ø inde midt i den sovjetiske zone. Der blev lukket for elforsyningen, og alle adgangsveje gennem den sovjetiske zone blev blokeret for at tvinge vestmagterne tilbage til forhandlingsbordet.
Blokaden kom til at vare til den 12. maj 1949. Vestberlinerne overlevede takket være en massiv luftbro, hvor de allierede fløj forsyninger ind til vestberlinerne.
Den vesttyske forfatning var inden da blevet vedtaget og trådte i kraft den 23. maj 1949. Hermed var Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland) oprettet. Sovjetunionens modtræk var at proklamere oprettelsen af Den Tyske Demokratisk Republik, DDR (Østtyskland).