Hvad var Berlinmuren?
Søndag den 13. august 1961 påbegyndte østtyske arbejdere, skarpt bevogtet af soldater, at afspærre grænsen mellem Øst- og Vestberlin med betonklodser og pigtråd. Herefter opførtes en betonmur, som i de følgende år blev udbygget til en uigennemtrængelig grænsesikring, Berlinmuren. Den kom til at stå i 28 år som det ultimative symbol på den kolde krig.
Muren var en 45,1 km lang betonmur, der blev bevogtet af syv vagtregimenter, der hver bestod af 1.000-1.200 elitesoldater. Fra 1971 havde soldaterne ordre til at skyde på flygtninge, der forsøgte at komme fra Øst- til Vestberlin, med det formål at dræbe dem. Ifølge Denstoredanske.dk (se kilder) skønnede man indtil Murens fald, at op imod 100 mennesker var blevet dræbt i forbindelse med flugtforsøg, men en senere opgørelse fra 1994 anfører 244 dødsofre. Det sidste drab fandt sted så sent som i 1989, hvor grænsevagter skød og dræbte den 20-årige Chris Gueffroy.
Ud over Berlinmuren gennem Berlins midte indhegnede østtyskerne hele Vestberlin med en 155 km lang mur, og der var omfattende grænseanlæg langs den 1.378 km lange grænse til Vesttyskland. Opførelsen og driften af de store grænseanlæg var en enorm økonomisk byrde for DDR.
Kort dokumentar på engelsk om Berlinmuren (DW English).
Hvorfor blev Berlinmuren bygget?
Berlinmuren blev i DDR betegnet som den "antifascistiske beskyttelsesmur", men den egentlige årsag til Murens opførelse var dog den omfattende ”afstemning med fødderne”, som østtyskerne i stort tal praktiserede ved at flygte til Vesten.
Historikeren Michael Klos skriver i bogen ”Tyskland 1871-1996” (se kilder) at 2,7 mio. mennesker flygtede fra øst til vest fra 1949 frem til Murens opførelse i 1961, hvilket økonomien i DDR ikke kunne holde til i længden. Mange af de flygtende var nemlig godt uddannede, og halvdelen var unge mennesker under 25 år. Alene i juli 1961 flygtede over 30.000 mennesker. Derfor besluttede DDR-ledelsen at spærre sin egen befolkning inde.
Hvordan så Berlinmuren ud?
Set fra Vestberlin var Berlinmuren en høj betonmur, der var overmalet med opfindsom graffiti. Derimod så de fleste almindelige østberlinere ifølge Frederick Taylors bog ”Berlinmuren” (se kilder) aldrig selve Berlinmuren med egne øjne. I deres øjne var grænsen den såkaldte Hinterlandmauer, baglandsmuren, der lå 50 til 100 meter inde i Østberlin. Enhver der begav sig over denne mur, var i samme øjeblik kriminel og kunne uden videre blive skudt.
Området mellem baglandsmuren og selve muren var permanent oplyst, og flygtende blev mødt af en hel stribe forhindringer. Efter baglandsmuren kom et signalhegn, der bestod af pigtråd og trådhegn, der var forbundet med et alarmsystem. Herefter forskellige fælder, der kunne lemlæste den flygtende med skarpe genstande. Der var bemandede kontroltårne for hver hundrede meter, hvor vagterne havde stående ordre til at skyde. Dernæst skulle man krydse den oplyste arbejdsvej, der løb langs Muren, og endelig skulle man krydse kontrolstriben, også kaldet ”dødsvejen”, der var belagt med fint revet sand, så alle fodspor med det samme blev opdaget, og som oven i købet blev afpatruljeret af vagthunde. Hvis man nåede helskindet gennem alle disse forhindringer, manglede man stadig at forcere selve Berlinmuren, før man nåede Vestberlin.
