berlinmuren
Berlinmuren bygges i august 1961.
Foto: Ukendt / Scanpix

Berlinmuren

cand.scient. Jesper Samson, iBureauet/Information. September, 2015. Senest opdateret af Jesper Samson, Bureauet, august 2019.
Top image group
berlinmuren
Berlinmuren bygges i august 1961.
Foto: Ukendt / Scanpix
Main image
Østtyskere kravler op på Berlinmuren ved Brandenburger Tor den 10. november 1989.
Østtyskere kravler op på Berlinmuren ved Brandenburger Tor den 10. november 1989.
Foto: Scanpix

Indledning

Berlinmurens fald den 9. november 1989 blev symbolet på den kolde krigs ophør og indledningen på en ny æra i verdenshistorien. Muren havde i 28 år ikke bare adskilt østberlinerne fra vestberlinerne, men også stået som et uskønt monument over det delte Tyskland og det delte Europa.

Berlinmuren blev kaldt for en ”antifascistisk beskyttelsesmur”, men i virkeligheden blev den opført for at holde den østtyske befolkning indespærret i det kommunistiske DDR, så de ikke kunne flygte til vesten.

I anledning af 30-året for murens fald i november 2019 bliver der afholdt en lang række arrangementer i den tyske hovedstad.

 

Berlinmuren falder pludseligt i efteråret 1989. Jens Nauntofte fra TV-Avisen rapporterer fra folkefesten i Vestberlin. Tusindvis af østberlinere kører i deres små Trabant-biler ind i Vestberlin.

Artikel type
faktalink

Baggrund om Berlinmuren

Berlinmuren, der deler øst fra vest, rundt om Brandenburger Tor i det sovjetisk besatte del. November 1961.
Berlinmuren, der deler øst fra vest, rundt om Brandenburger Tor i det sovjetisk besatte del. November 1961.
Foto: POLFOTO

Hvad var Berlinmuren?

Søndag den 13. august 1961 påbegyndte østtyske arbejdere, skarpt bevogtet af soldater, at afspærre grænsen mellem Øst- og Vestberlin med betonklodser og pigtråd. Herefter opførtes en betonmur, som i de følgende år blev udbygget til en uigennemtrængelig grænsesikring, Berlinmuren. Den kom til at stå i 28 år som det ultimative symbol på den kolde krig.

Muren var en 45,1 km lang betonmur, der blev bevogtet af syv vagtregimenter, der hver bestod af 1.000-1.200 elitesoldater. Fra 1971 havde soldaterne ordre til at skyde på flygtninge, der forsøgte at komme fra Øst- til Vestberlin, med det formål at dræbe dem. Ifølge Denstoredanske.dk (se kilder) skønnede man indtil Murens fald, at op imod 100 mennesker var blevet dræbt i forbindelse med flugtforsøg, men en senere opgørelse fra 1994 anfører 244 dødsofre. Det sidste drab fandt sted så sent som i 1989, hvor grænsevagter skød og dræbte den 20-årige Chris Gueffroy.

Ud over Berlinmuren gennem Berlins midte indhegnede østtyskerne hele Vestberlin med en 155 km lang mur, og der var omfattende grænseanlæg langs den 1.378 km lange grænse til Vesttyskland. Opførelsen og driften af de store grænseanlæg var en enorm økonomisk byrde for DDR. 

 

Kort dokumentar på engelsk om Berlinmuren (DW English).

 

Hvorfor blev Berlinmuren bygget?

Berlinmuren blev i DDR betegnet som den "antifascistiske beskyttelsesmur", men den egentlige årsag til Murens opførelse var dog den omfattende ”afstemning med fødderne”, som østtyskerne i stort tal praktiserede ved at flygte til Vesten.

Historikeren Michael Klos skriver i bogen ”Tyskland 1871-1996” (se kilder) at 2,7 mio. mennesker flygtede fra øst til vest fra 1949 frem til Murens opførelse i 1961, hvilket økonomien i DDR ikke kunne holde til i længden. Mange af de flygtende var nemlig godt uddannede, og halvdelen var unge mennesker under 25 år. Alene i juli 1961 flygtede over 30.000 mennesker. Derfor besluttede DDR-ledelsen at spærre sin egen befolkning inde. 

Hvordan så Berlinmuren ud?

Set fra Vestberlin var Berlinmuren en høj betonmur, der var overmalet med opfindsom graffiti. Derimod så de fleste almindelige østberlinere ifølge Frederick Taylors bog ”Berlinmuren” (se kilder) aldrig selve Berlinmuren med egne øjne. I deres øjne var grænsen den såkaldte Hinterlandmauer, baglandsmuren, der lå 50 til 100 meter inde i Østberlin. Enhver der begav sig over denne mur, var i samme øjeblik kriminel og kunne uden videre blive skudt.

Området mellem baglandsmuren og selve muren var permanent oplyst, og flygtende blev mødt af en hel stribe forhindringer. Efter baglandsmuren kom et signalhegn, der bestod af pigtråd og trådhegn, der var forbundet med et alarmsystem. Herefter forskellige fælder, der kunne lemlæste den flygtende med skarpe genstande. Der var bemandede kontroltårne for hver hundrede meter, hvor vagterne havde stående ordre til at skyde. Dernæst skulle man krydse den oplyste arbejdsvej, der løb langs Muren, og endelig skulle man krydse kontrolstriben, også kaldet ”dødsvejen”, der var belagt med fint revet sand, så alle fodspor med det samme blev opdaget, og som oven i købet blev afpatruljeret af vagthunde. Hvis man nåede helskindet gennem alle disse forhindringer, manglede man stadig at forcere selve Berlinmuren, før man nåede Vestberlin.   

Delingen af Tyskland

Hvorfor blev Europa delt i en vestlig og en østlig del?

Efter 2. Verdenskrig blev Europa delt i en østlig og en vestlig del. Østblokkens lande var militært knyttet til hinanden via Warszawapagten, der var oprettet som et modsvar til NATO. Økonomisk samarbejdede landene fra 1949 til 1991 i COMECON (Council for Mutual Economic Assistance).

Alle landene i østblokken var kommunistisk ledede, hvilket var en konsekvens af, at de var blevet befriet af den sovjetiske hær. Det var også Sovjetunionen, der på alle måder havde det afgørende ord under truslen om magtanvendelse fra det enorme sovjetiske militærapparat.

I løbet af årene 1945-1948 blev der indført kommunistisk styre i hele Østblokken. Ingen af de kommunistiske partier var kommet til magten på baggrund af demokratiske folkeafstemninger, og de var alle loyale over for Moskva. 

Hvad skete der med Tyskland efter krigsafslutningen i 1945?

Ved et møde i Potsdam i 1945 mellem USA’s præsident Harry S. Truman, Sovjetunionens leder Joseph Stalin og Storbritanniens ministerpræsident Winston Churchill, blev Tysklands fremtid efter 2. Verdenskrig aftalt.

Hovedpunkterne i denne aftale er beskrevet i bogen ”Verden i konflikt og forandring” (se kilder):

  • Tyskland skulle deles op i fire besættelseszoner – en britisk, en fransk, en amerikansk og en sovjetisk – og Berlin i fire tilsvarende sektorer. Magten lå hos de allierede militærregeringer.
  • De tyske grænser skulle reguleres og det tyske territorium gøres mindre. Mod øst skulle grænsen til Polen følge floden Oder-Neisse.
  • Tyskland og tyskerne skulle stilles til ansvar for deres forbrydelser, og der skulle betales krigsskadeerstatning. 

Hvornår blev Tyskland delt?

Der kom dog hurtigt stridigheder mellem primært USA og Sovjetunionen om Tysklands langsigtede fremtid, og en permanent opdeling af Tyskland rykkede nærmere.
I juni 1948 indførtes en ny tysk valuta, D-marken. Dette fik Sovjetunionen til at indføre blokade mod Vestberlin, der lå som en ø inde midt i den sovjetiske zone. Der blev lukket for elforsyningen, og alle adgangsveje gennem den sovjetiske zone blev blokeret for at tvinge vestmagterne tilbage til forhandlingsbordet.
Blokaden kom til at vare til den 12. maj 1949. Vestberlinerne overlevede takket være en massiv luftbro, hvor de allierede fløj forsyninger ind til vestberlinerne.
Den vesttyske forfatning var inden da blevet vedtaget og trådte i kraft den 23. maj 1949. Hermed var Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland) oprettet. Sovjetunionens modtræk var at proklamere oprettelsen af Den Tyske Demokratisk Republik, DDR (Østtyskland).

De to tysklande

Hvordan var udviklingen i Vesttyskland?

Vesttysklands første forbundskansler blev den 73-årige Konrad Adenauer (kansler fra 1949-63). På grund af Den Kolde Krig blev Vesttyskland en vigtig amerikansk brik i det politiske spil med Sovjetunionen.
Der kom hurtigt gang i den vesttyske økonomi, og på mindre end 20 år var Vesttyskland blevet en økonomisk sværvægter, hvor arbejdsløsheden var næsten udryddet. Den økonomiske optur var hjulpet på vej af støtten fra USA til Vesteuropa, som blev kaldt for Marshall-hjælpen. Man talte med rette om det tyske økonomiske mirakel, på tysk Wirtschaftswunder.

Hvad var Ostpolitik?

I 1969 overtog den tidligere overborgmester i Vestberlin Willy Brandt kanslerembedet (1969-1974) og ændrede radikalt forholdet til DDR og østblokken. I stedet for en konfrontationspolitik slog Brandt ind på en afspændingspolitik, der blev kaldt for Ostpolitik (østpolitik) med overskriften Wandel durch Annäherung (forandring gennem tilnærmelse).

I 1971 enedes de fire gamle besættelsesmagter om en Berlinaftale, der bekræftede deres rettigheder over byen. Endelig undertegnede de to tysklande i 1972 en aftale om gensidig anerkendelse. Hermed fremstod DDR (Østtyskland) som en regulær stat, og det vesttyske krav på en genforening var officielt opgivet. Willy Brandts afspændingspolitik indbragte ham i 1971 Nobels fredspris.

 

Som led i den vesttyske udenrigspolitiske ”Ostpolitik” besøger kansler Willy Brandt Polen i 1970 for at underskrive aftale om at give afkald på fremtidige grænsekrav over for Polen. Her deltager Brandt i en minde ceremoni for ofrene under ghettooprøret under 2. Verdenskrig og går ned på knæ foran mindesmærket.

Hvordan gik det efter Brandt?

I forhold til DDR udnyttede forbundsrepublikken (Vesttyskland) sin status som økonomisk supermagt. Vesttyskland ydede store lån til DDR, og samhandlen voksede markant. Vesttyskerne betalte blandt andet for benyttelsen af vejnettet til Berlin, og de frikøbte politiske fanger med D-mark. Desuden sørgede de for, at DDR kunne komme af med en del af deres miljøfarlige affald.
I 1987 kom den østtyske leder Erich Honecker ligefrem på officielt besøg i Vesttyskland, hvilket var en indirekte indrømmelse af, at DDR var blevet økonomisk afhængig af Vesttyskland.

Hvem bestemte i DDR?

I 1946 dannedes Sozialistische Einheitspartei Deutschlands, SED, under ledelse af Walter Ulbricht. Dette parti havde den ubestridte og enevældige regeringsmagt i DDR indtil landets opløsning. Året efter DDR’s oprettelse i 1949 blev den første femårsplan efter sovjetisk skabelon vedtaget.

Ministeriet for statssikkerhed, der blev kendt under betegnelsen Stasi, oprettedes i 1950 ligeledes efter sovjetisk forbillede. Dette hemmelige politi udviklede sig gennem hele DDR’s historie og fik forgreninger ud i alle dele af samfundet.

Hvad var Juniopstanden i 1953?

Juniopstanden var den første af flere folkelige opstande i det kommunistiske Østeuropa. Baggrunden for opstanden var, at regeringen på grund af DDR’s dårlige økonomi med katastrofal mangel på selv de mest almindelige fødevarer besluttede at forhøje arbejdsnormerne i industrien med 10 % – vel at mærke til den samme løn.
Arbejderne i Østberlin demonstrerede, og urolighederne spredte sig til andre byer. Regeringen trak forslaget om de forhøjede arbejdsnormer tilbage, men for sent. Folk ville nu også have ytringsfrihed og frie valg.
Oprøret blev knust af sovjetiske tropper, men det demonstrerede, hvor svagt og upopulært det østtyske system var.

 

Juniopstanden i 1953 i Østberlin.

 

Hvordan gik det under Erich Honecker?

I 1971 blev Walter Ulbricht afløst af Erich Honecker, da Ulbricht efter sovjetisk mening var blevet for egenrådig.
DDR havde den højeste levestandard af landene i den kommunistiske samarbejdsorganisation COMECON, men lå stadig langt efter Vesttyskland. Oliekriserne i 1973 og 1979 ramte landet med stor kraft, og DDR blev mere og mere økonomisk afhængigt af Vesttyskland. Honecker holdt stædigt fast i sit verdensbillede, men fundamentet for DDR krakelerede, da den sovjetiske leder Gorbatjov indvarslede nye tider. Tid sidst var det regerende østtyske parti, SED, tvunget til af fjerne Honecker som leder i 1989, men da var for sent. DDR kunne ikke længere reddes.

Berlinmurens fald

Hvad var baggrunden for Berlinmurens fald?

I revolutionsåret 1989 bredte massive folkelige protester sig i det kommunistiske Østeuropa. Det endelige brud på jerntæppet mellem Øst- og Vesteuropa fandt ifølge bogen ”Et helt Europa” (se kilder) sted i september 1989, da den ungarske regering åbnede grænsen mod Østrig for østtyskerne. Via Ungarn kunne østtyske flygtninge komme til Østrig og dermed videre til andre vestlige lande.
Beslutningen udløste en masseflugt fra Østtyskland, som gjorde DDR’s position som stat uholdbar og fik andre østtyskere til at demonstrere for større frihed og bedre leveforhold. Hvordan livet i Vesttyskland blev levet, kunne østtyskerne dagligt betragte via fjernsynet.
Under disse forhold var det kun et spørgsmål om tid, før det østtyske system ville bryde sammen.

Hvordan reagerede Gorbatjov på protesterne i DDR?

I DDR nåede man lige akkurat at fejre statens 40-års dag. Det skete i oktober 1989, og blandt gæsterne var den sovjetiske leder Gorbatjov, der ikke var i tvivl om, hvor udviklingen bar hen. I sin tale udtalte han således: "Den, der kommer for sent, bliver straffet for livet". Det regerende østtyske parti, SED, afsatte kort efter Erich Honecker i håb om, at det ville dæmpe folkets protester.

Sovjetunionen meddelte efterfølgende, at østtyskerne ikke skulle regne med nogen form for militær hjælp til at genskabe roen i landet. Uden en sådan hjælp stod systemet ikke til at redde, og demonstrationerne fortsatte.

Hvordan foregik Murens fald?

På et møde den 9. november 1989 vedtog den østtyske ledelse nogle lempelser i loven, der fra den følgende dag ville give østtyske borgere adgang til at passere Berlinmuren med pas i hånden. DDR-ledelsen forsøgte her at købe sig noget tid, da de fleste DDR-borgere ikke ejede et pas og først skulle søge om et.
Regeringens talsmand Günter Schabowski fik opgaven med at orientere pressen, men Schabowski havde ikke selv deltaget i det forudgående møde og var i forvejen udmattet. Pressekonferencen er beskrevet i Jan Bo Hansens bog ”Muren” (se kilder). Et godt stykke inde i seancen meddelte Schabowski i sit svar på et tilsyneladende uskyldigt spørgsmål, at regeringen ”gør det muligt for enhver borger at rejse ud over DDR's grænseovergange”. Journalisterne spurgte råbende, hvornår det ville træde i kraft. Den uforberedte Schabowski svarede efter lidt mumlen og roden i sine papirer: ”Det træder så vidt jeg ved ... det er straks, ufortøvet.”
Nyheden om den åbne grænse bredte sig med lysets hast blandt den østberlinske befolkning. Folk strømmede til grænseovergangene og krævede fri passage. Trods manglende instrukser valgte vagterne ved næsten alle overgange at lade folk passere, og den første nat besøgte cirka 70.000 østtyskere Vestberlin, hvor de blev modtaget med jubel.
Dermed var det lidt af en tilfældighed, at DDR kollapsede så pludseligt og fredeligt, som det gjorde. Processen frem mod åbningen af Muren og tiden efter beskrives detaljeret i den danske dokumentarfilm ”1989” (se kilder).

 

Om den nye lov den 11. november 1989, der giver østtyske borgere tilladelse at rejse ud af DDR’s grænseovergange:

 

Hvad blev der af Muren?

Bortset fra nogle enkelte dele, der står som fredede monumenter, er Berlinmuren revet ned. De fleste rester af Muren blev anvendt ved vejbyggeri i Østtyskland, men ikke så få fragmenter er blevet solgt til turister som souvenirs.

Det længste bevarede stykke af Muren er 1.316 meter langt og er nu en af Berlins mest kendte turistattraktioner, East Side Gallery. Det består af en lang række kunstværker malet direkte på den østlige side af Muren og blev skabt kort tid efter Murens fald af 118 kunstnere fra 21 lande. Så sent som i 2018 fandt en gruppe borgere på gåtur i en park et 20 meter langt stykke af baglandsmuren, som havde været gemt bag bevoksning. Der blev ifølge artiklen ”Large section of Berlin Wall found as city commemorates its victims” (se kilder) omgående indsendt en ansøgning om at få stykket anerkendt som historisk mindesmærke for at beskytte en af de få tilbageværende rester af Muren.

 

Borgerne i Berlin bryder hul i muren og folk strømmer igennem:

Tysklands genforening

10 år efter har Berlinske taget turen til den tidligere dødszone.
10 år efter har Berlinske taget turen til den tidligere dødszone.
Foto: Søren Bidstrup / Scanpix

Hvordan reagerede den vesttyske regering på Murens fald?

Murens fald kom som en overraskelse for alle. End ikke den vesttyske regering havde ventet det pludselige totale sammenbrud af DDR, og man var slet ikke klar over, at en genforening af de to tysklande var umiddelbart forestående.

Det gik dog hurtigt op for politikerne, at en genforening ikke kunne udskydes i årevis. Østtyskernes forventninger om vestlige tilstande – både socialt og politisk – var så store, at genforeningen blev et massivt folkekrav.

Den vesttyske kansler Helmut Kohl gik da også helhjertet ind i projektet. En nødvendig forudsætning for en tysk genforening var accept fra Sovjetunionen. Kohl rejste derfor til Moskva og fik en aftale i hus med den sovjetiske leder Gorbatjov.

Hvordan gik genforeningen?

Den 2. december 1990 afholdtes det første fællestyske forbundsdagsvalg. Genforeningen spillede naturligvis en dominerende rolle i valgkampen, og Helmut Kohl vandt regeringsmagten i det genforenede Tyskland.

Den vesttyske befolkning blev lovet, at genforeningen ikke ville koste vesttyskerne penge i form af højere skatter eller afgifter. Dette holdt kun til sommeren 1991, da en række afgiftsforhøjelser trådte i kraft.

Den østtyske befolkning blev lovet, at ingen ville få det dårligere efter genforeningen, end de havde haft før. Men på mindre end et år steg arbejdsløsheden i de østtyske delstater fra 1,6% til 9,5%.

Ved valget i 1994 bevarede Kohl med nød og næppe regeringsmagten, men i 1998 var det slut, og han måtte lade sig afløse som kansler af Gerhard Schröder, der sad på posten frem til 2005.

Hvilke økonomiske forskelle er der mellem Øst- og Vesttyskland??

Genforeningen har ifølge beregninger citeret i artiklen ”Muren trækker stadig sine spor gennem Tyskland” (se kilder) kostet 1.500 milliarder euro, som svarer til 11.250 milliarder kroner. Det betaler tyskerne blandt andet gennem det såkaldte solidaritetsbidrag på 5,5% af deres løn. Pengene er i høj grad gået til infrastrukturforbedringer og renoveringer, men trods de mange penge er det ventede Wirtschaftswunder (økonomiske mirakel) i øst ikke sket.

Da Muren væltede, kunne de østtyske virksomheder ikke klare sig i konkurrencen,

 og millioner af arbejdspladser gik tabt på kort tid. I artiklen ”Germany: The gap between east and west is narrowing, but not fast enough” (se kilder) fremgår det, at bruttonationalproduktet per indbygger i 2017 lå på 73,2% af det i vest, omtrent det samme niveau som året før. I løbet af det sidste årti er forskellen mellem øst og vest kun faldet med 4,2 procentpoint. Den årlige gennemsnitsløn i øst ligger cirka 5000 euro under lønnen i vest, selvom man i gennemsnit arbejder mere i øst.

Landdistrikterne i øst er hårdt ramt af affolkning, mens storbyerne i øst til gengæld er begyndt at blive mere attraktive for tilflyttere. Samlet set er befolkningstallet i øst ifølge artiklen "The East-West divide is diminishing, but differences still remain" (se kilder) dog faldet med to millioner siden 1990, mens det er steget med fem millioner i vest.  

Selv om de økonomiske forskelle mellem øst og vest er blevet mindre siden 1990, er der dog stadig tydelige forskelle. Arbejdsløshedsprocenten i august 2017 var ifølge artiklen ”Fremstormende tysk økonomi har fået vælgerne til at glemme deres østtyske hængeparti” (se kilder) på 7,4% i de østtyske delstater, mens den lå på 5,3% i det tidligere Vesttyskland.

Hvilke kulturelle forskelle er der mellem Øst- og Vesttyskland?

I 2015 blev der i anledning af 25-året for genforeningen foretaget en stor statistisk undersøgelse af forholdene i øst og vest sammenholdt med forholdene lige efter Murens fald. Konklusionen var, at forskellene er aftagende, men både økonomisk og i særdeleshed kulturelt er der stadig betydelige forskelle. Følgende eksempler er citeret fra artiklen ”25 år efter: Færre i ’Øst’, hvor de stadig ryger mere end i ’Vest’”:

· Tilfredshed:

På et barometer fra 1 til 10 med 10 som det højeste tal til angivelse af tilfredshed med tilværelsen var tilfredshedsgraden i 1991 på 6,5 i ’Øst’ og 7,4 i ’Vest’. I 1991 var østtyskernes tilfredshed på 6,7 mens man i ’Vest’ havde en tilfredshed på 7,3 point.

· Religion:

I det gamle DDR angiver 77% af de adspurgte, at de har en anden tro end den kristne, muslimske eller jødiske eller ikke tror på noget, i ’Vest’ svarer 29% det samme.

· Besserwessi/Jammerossi:

25 år efter genforeningen mener en tredjedel af alle borgere i det tidligere DDR, at deres landsmænd fra ’Vest’ er »arrogante«, mens 10% finder dem »bedrevidende«, og 8% mener, at de er »egoistiske«. På den vestlige side er der knap så voldsomme fordomme.

· Rygere:

I 1991 var 38 % af befolkningen i ’Vest’ rygere og 32 i ’Øst’. I 2013 var der 25 % rygere i ’Vest’ mod 33 i ’Øst’.

Hvilke politiske forskelle er der mellem Øst- og Vesttyskland?

Det tyske valg til Forbundsdagen i september 2017 afslørede markante forskelle i stemmeafgivningen mellem øst og vest. I det forhenværende Vesttyskland fik partierne CDU/CSU (kristendemokrater), SPD (socialdemokrater) og FDP (liberale) flest stemmer. Det højrenationalistiske og indvandringskritiske parti AfD (Alternative für Deutschland) blev det fjerdestørste parti i det forhenværende Vesttyskland med 10,7% af stemmerne, mens socialistpartiet Die Linke med rødder i det gamle DDR-parti SED blev sjettestørst med 7,4% af stemmerne.

Anderledes står det til i det tidligere DDR. Her blev AfD det næststørste parti med 21,9% af stemmerne lige i hælene på Angela Merkels CDU/CSU, der fik 27,6% af stemmerne. Die Linke fik 17,8% af stemmerne i det tidligere DDR. Dermed gik cirka 40% af stemmerne i øst til partierne på de yderste fløje af tysk politik.

En analyse af AfD’s valgsucces citeret i artiklen ”Valget afslører, at Tyskland er et splittet samfund (se kilder) viser, at stemmerne på AfD først og fremmest er en protest. Op mod 60% af AfD’s vælgere stemte ’imod alle de andre partier’, mens kun 34% stemte på dem ’ud fra overbevisning.’ Den tyske chefredaktør for onlinemediet Politico’s europæiske afdeling, Florian Eder, forklarer i samme artikel den store tilslutning til AfD i øst med en følelse af at være blevet efterladt. Helmut Kohls berømte løfter om ’Blühende Landschaften’, blomstrende landskaber, er ikke blevet opfyldt. Befolkningen er aldrende, de yngste flytter væk og der er ikke noget arbejde til de højtkvalificerede. De gamle industrier i øst er ikke blevet erstattet med noget tilsvarende de seneste årtier. ”Det er en følelse af, at ingen virkeligt bekymrer sig om os. Af at være andenrangsborgere.”

Baggrundskilder

Originalkilder

Meget omfattende hjemmeside på engelsk og tysk, der kronologisk illustrerer Murens historie og dens fald gennem tekst og billeder. Siden indeholder et væld af kilder i form af originale dokumenter, billeder og radio- og tv-klip. De fleste kilder er på tysk, men der er også kilder på engelsk.

Webmateriale

Se videoklip, hvor Muren bliver bygget, mød østberlinere på flugt og oplev deres glædesrus, da Berlinmuren falder.
Omfattende interaktivt materiale om Muren med videoer, luftfotos, artikler og mobilapp, der kan bruges til at finde rester af Muren. På engelsk og tysk.

Romaner og erindringer

Follett, Ken: På kanten af evigheden. Cicero, 2016.
Tredje og sidste bind i Century-trilogien om det 20. århundrede. Fra 1960'erne og frem til Berlinmurens fald i 1989 følger vi fem familier – en tysk, to engelske, en russisk og en amerikansk – gennem en omskiftelig tid præget af kold krig, fri kærlighed og rock’n’roll.
Humoristisk beretning om livet og hverdagen i den ende af Sonnenallee, som kom til at ligge på østsiden af Muren. Micha og hans venner i 1980’ernes Østberlin går mere op i musik og piger end storpolitik og den meget nærværende mur.
Denne spionroman, der er blevet en moderne klassiker, er en realistisk skildring af en engelsk spion i Øst- og Vestberlin i 1960’erne.
Den 27. september 1960 begyndte DDR’s mest kendte forfatter, Christa Wolf, en dagbogsoptegnelse, som hun gentog samme dato hvert år i 40 år. Den giver indblik i livet som borger i DDR og senere i Tyskland.

Spillefilm

Mønsterkommunisten Christiane ligger i koma, da Muren og hendes elskede DDR bryder sammen. Da hun vågner igen, forsøger hendes søn at skåne hende for virkeligheden og skaber derfor en illusion om, at DDR stadig består.
Barbara er læge i Østtyskland. Hun søger udrejsetilladelse til Vesttyskland, hvor hendes elsker venter.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på berlinmuren

Kilder citeret i artiklen

Bøger

Taylor, Frederick: Berlinmuren – en delt verden 1961-1989. People's Press, 2009.
Hansen, Jan Bo: Muren. Gyldendal, 2009.
Klos, Michael: Tyskland 1871-1996. Munksgaard, 1996.
Hemmersam, Karl-Johann m.fl.: Verden i konflikt og forandring – international politik 1945-1992. Munksgaard, 1993.
Seidenfaden, Tøger: Et helt Europa. Spektrum, 1991.