At være på

Hvad vil det sige at være på?

Begrebet ’at være på’ dukkede op i medierne omkring årtusindeskiftet, hvor den moderne teknologi havde fået en bred udbredelse og en række såkaldte reality-programmer som Robinson med almindelige mennesker havde skabt en helt ny type tv-kändisser. Da det ofte drejede sig om unge, blev de betegnet med et nyt generationslabel - på-generationen - men det er ikke længere et begreb, der benyttes.

Ifølge Politikens Nudansk Ordbog betyder det at være på da også at ”være genstand for manges opmærksomhed, f.eks. på en scene, i fjernsynet el. i radioen.” Jørn Lund, chefredaktør for Den Store Danske Encyklopædi, beskriver i sin bog ”Kampen om opmærksomhed”, hvordan kampen om tilværelsen i vores kultur har forvandlet sig til en kamp om opmærksomhed: Ikke nok med at reklame- og erhvervsfolk, politikere og underholdningsindustrien kappes om at erobre vores opmærksomhed gennem medierne; flere og flere krænger også gerne deres inderste hemmeligheder ud for åben skærm for at være på og opnå den eftertragtede opmærksomhed.  

Hvor er man på?

Når man taler om at være på, henviser det ofte til især unge, der ved hjælp af moderne teknologi er på både mobil, internet og iPod hele tiden og på samme tid. De er online og dermed tilgængelige for chat, snak og sms med vennerne i alle døgnets vågne timer.

Institut for folkesundhed skriver i deres rapport ”Skolebørnsundersøgelsen 2010”, at 33% af 15-årige drenge bruger fire timer eller mere i døgnet på at sidde foran en computer. Det tilsvarende tal for piger er 4 %. Disse tal rummer ikke tid brugt på mobiltelefoner. Carsten Schwarz Laursen, der er cand. mag. i informationsvidenskab og partner i Seismonaut, udtalte til konferencen ”Digitaliser Danmark 2011”, at ”unge er på nettet 44 timer i døgnet”, forstået på den måde, at mange unge er online på flere platforme ad gangen og generelt er storforbrugere af nye medier, digitale løsninger og den moderne teknologis mange muligheder.  

Udover at være på online, kan man også være på på skærmen. Tv-mediet har udviklet sig fra at være en enkelt scene for eliten, fagkundskaben og magthaverne til at være en mangfoldighed af scener for nært sagt alle og enhver.

De amerikanske talkshow-værter Oprah Winfrey og Ricki Lake var de første til at invitere helt almindelige mennesker i fjernsynet. I deres populære talkshows talte de med både kendte og ukendte mennesker, og det var begyndelsen på en mediekultur, hvor det ikke er et krav at være kendt for at komme i fjernsynet. Danske realityshows som f.eks. Robinson, Big Brother, Baren og Stripperkongens piger var de første til at lade ukendte mennesker optage sendefladen i programmer, der balancerede på kanten mellem fiktion og virkelighed. Senere er programmer som Talent, X Factor og Paradise Hotel kommet til, og det viser en større spændvidde i udsendelser baseret på virkeligheden og virkelige mennesker. Nogle af disse programmer er talentkonkurrencer, hvor man kæmper om at være den bedste til noget, mens andre er konkurrencer om blot at være den bedste til at være sig selv. Fælles for begge slags optrædener i tv er den store udbredelse og den potentielt enorme berømmelse, der kan følge i kølvandet på tv-eksponering.  

Hvad er Andy Warhols 15 minutter?

”In the future everybody will be world famous for fifteen minutes.” Sådan sagde den amerikanske popkunstner Andy Warhol i et udstillingskatalog hos Moderna Museet i 1968 og spåede dermed, at flere og flere helt almindelige mennesker vil komme i medierne og for en kort stund snuse til, hvordan det er at være en celebritet. Citatet rummer en tro på, at alle mennesker har mulighed for at virkeliggøre sig selv, hvilket for Warhol var særlig positivt, da han mente, at oplevelsen af at være berømt har en terapeutisk virkning for den enkelte. I midten af 1980’erne producerede Andy Warhol et tv-program på MTV, Andy Warhol Fifteen Minutes, der satte den flygtige berømmelse i scene ved i kortvarige øjeblikke at sætte fokus på kendte og ukendte gæster. I dag kan vi se, at Andy Warhol fik ret i sin spådom om de 15 minutters berømmelse, for antallet af ukendte mennesker i medierne er steget gevaldigt i de senere år: De fylder for en kort stund godt i mediebilledet, men forsvinder herefter ofte hurtigt ud i glemslen.

Hvilke generationer ligger forud for på-generationen?

At tilhøre en generation er ikke kun biologisk betinget i forhold til ældre generationer. Den store danske encyklopædi skriver om generationer: ”Generationsbegrebet fik indflydelse på sociologisk tænkning i 1920'erne. Den ungarskfødte Karl Mannheim offentliggjorde i 1927 sit indflydelsesrige essay, The Problem of Generations, hvor han talte for at anskue samfundets kulturelle forskelle som generationsmæssige forskelle” (se kilder). I 1960’erne begyndte man at operere med generationsbegrebet som en fællesnævner for de - primært unge mennesker - der tilhørte en bestemt kulturel og social sfære. Nye strømninger inden for kultur, samfund og tænkemåde kan binde en generation sammen til f.eks. 68’er-generationen. 

· Efter 1968’er-generationen fulgte generation X, der er opkaldt efter en roman af samme navn skrevet af den canadiske forfatter Douglas Coupland i 1991. Generationen, der er født mellem 1963 og 1977, er defineret ved at være veluddannede, modstandere af forbrugerkultur og generelt sortsynede omkring verden og fremtiden. 

· Efter X kommer Y. Generation Y er født mellem 1978 og 1994 og er kendetegnet ved bl.a. en stor interesse for og brug af digitale medier og nye kommunikationsformer. Begrebet optrådte første gang i 1993 i en leder i magasinet AdAge til at beskrive datidens teenagere. Generationen er vokset op i et overflodssamfund med alle muligheder økonomisk, materielt og uddannelsesmæssigt og har et naturligt forhold til nye medier: ”Der har aldrig været en generation med så meget teknologisk viden oppe under neglene. De er opvokset med det. De er innovative og ikke mindst internationalt orienterede. Samtidigt er de 110 % forandringsparate.” Sådan siger Kenneth V. Mortensen, der er Managing Partner i Boyden International (Nana Toft: Generation Y - knalddygtige primadonnaer). Mortensen nævner også bagsiden ved den dygtige generation: ”De har en forventning om, at de er sendt på jorden for at opleve, ikke for at arbejde.” Generation Y er også blevet kaldt ”De digitale indfødte” af Marc Prensky. (se kilder) 

· Efter generation Y kommer en generation, der endnu er så ung, at den ikke har fået et fast navn: de er født efter 1994 og bliver kaldt generation z, generation c (for content og connected) eller generation 2012 (de er født i internettets fødselsår 1994 og bliver myndige i 2012). De er kendetegnede ved at være den første generation, der er vokset op i den digitale tidsalder: de har fået internet og interaktive medier ind med modermælken og har alle en mobiltelefon på sig døgnet rundt. Søren Schultz Hansen skriver i artiklen ”Connected årgang 2012”, at denne generation bruger sociale medier privat og ikke skelner mellem digital og ’virkelig’ virkelighed: Facebook er ikke en parallel virkelighed, men håndterer den almindelige verden og det sker, at den digitale og den analoge verden smelter sammen på alle niveauer af ens liv: ”Kroppen er næsten bogstaveligt talt vokset sammen med mobiltelefonen, dagligdagen invaderer medier, ligesom medierne invaderer dagligdagen.” (Søren Schultz Hansen: Connected årgang 2012).

For denne generation er det prestigefyldt at være på hele tiden. De er børn af en tid, hvor internet og tv spiller en dominerende rolle, og hvor grænserne mellem det offentlige og det private rum er under nedbrydning. I takt med, at tv og internet i stigende grad sætter dagsordenen i Danmark, er der flere og flere unge, der ikke vil nøjes med at se på, men selv vil være på i det offentlige rum og også tør forfølge drømmen om at blive berømt.

Der er mange muligheder for at være på og få anerkendelse og opmærksomhed. Man kan stille op til talentkonkurrencer og reality-programmer på tv, man kan uddanne sig til studievært eller man kan skabe sin egen fortælling på internettet via egen hjemmeside, blogs, sociale medier etc.

Hvorfor vil så mange være berømte?

Det er ikke noget nyt fænomen, at mennesker gerne vil være berømte. Men tidligere har det nok primært været forbundet med en særlig samfundsindsats eller en markant position inden for kunst eller kulturlivet, som så har affødt en form for berømmelse eller anerkendelse. På den måde har drømmen om berømmelse fulgte det gamle ordsprog om ’først yde så nyde’. Siden eksplosionen af nye tv-kanaler og internettet op igennem 1990’erne og den stadig stærkere dyrkelse af individet som helt unikt har det for mange unge fået en særlig værdi i sig selv at være berømt eller kendt. Hvor man tidligere over en længere årrække skulle dygtiggøre sin inden for sit fag og sit felt, gælder der nu helt andre regler for at blive berømt. I dag kan man blive berømt for at synge næsten rent eller flytte ind i et overvåget hus. Det kræver blot, at du kan brænde igennem på tv-skærmen og er god til profilere din egen person.

Det samlede mediebillede i dag viser en nivellering af tidligere skel mellem finkultur og lavkultur. Det er ikke længere kun ugeblade og formiddagsaviser, der bringer billeder af kendte mennesker. Også lødige medier, både tv og aviser, bruger sendetid og spalteplads på kendisser, hvilket styrker kendiskulturen og breder den ud over alle medier og platforme. At være på er for mange blevet ensbetydende med at blive kendt og dermed have succes.  

Det er i særlig grad de unge, der higer efter berømmelsens fortryllende tinder, og mange unge søger i dag ind i medie- og reklamebranchen, da de gerne vil arbejde med ’noget med medier’, f.eks. studievært eller tv-reporter. En rundspørge blandt gymnasieelever i sommeren 2000 viste da også, at det mest populære job var at blive tv-studievært. Man kan se længslen efter berømmelse som en logisk udvikling af det moderne samfund, idet vi som moderne mennesker har brug for at blive eksponeret for at få bekræftet, at vi er til som mennesker. Hvor den enkeltes identitet tidligere var fastlagt i forhold til familien og lokalsamfundet, skal vi i dag i langt højere grad skabe vores egen plads i verden. I dagens samfund er det populært, at man ’er noget’, og man er i særlig grad noget, hvis man er på. 

Hvordan bliver man hurtigt berømt?

Der er efterhånden et væld af muligheder for at opnå hurtig berømmelse på en af de mange forskellige medieplatforme. Børn ned til otte år kan tilmelde sig og optræde i børnenes Melodi Grand Prix, MGP, og for en aften være superstjerner i prime time. Opmærksomheden omkring deltagerne breder sig ud til børnekanalen Ramasjang, musikken udsendes på cd og børn i hele landet synger med på sangene. I 2011 blev MGP afholdt på samme scene som Melodi Grand Prix, hvilket viser det store fokus på børneunderholdning. Det er en heftig eksponering med stor umiddelbar opmærksomhed og forholdsvis lang levetid.

For unge over 15 kan man f.eks. blive berømt ved at stille op til sangkonkurrencen X Factor, der sendes på DR. Deltagerne bliver bedømt på sangtalent og såkaldt x-factor og får med seertal på over 2,4 mio. en enorm eksponering. (Anne Romanelli: 2,4 mio. så Sarah vinde X Factor. Tjektv.dk. 2011-03-28.)

En af dommerne fra programmet, Mich ”Cutfather” Hansen, siger i forbindelse med X Factor 2011, at de unge mennesker ikke tager hensyn til janteloven, og at det lige præcis er det, der gør dem til stjerner: ”Det tænker de overhovedet ikke på. De er unge mennesker, og man skal ikke lave om på folk. Desuden skal artister jo have lidt kant. Det går jo ikke, hvis de sidder totalt anonyme ovre i hjørnet” (se kilder).

Deltagerne er ikke kun eksponenter for sig selv, de skal også være forbilleder for dem hjemme i sofaen, hvis det står til Thomas Blachman, der ad flere omgange også har været dommer i X Factor. Han siger i et interview med B.T. om sine deltagere: ”De giver noget, så vi kan lære noget. Således at man kan sidde derhjemme og tænke 'De er sateme et objekt for det efterstræbelsesværdige'. Det som jeg ønsker er, at to millioner mennesker skal finde sig selv. Mod og selvtillid til netop at turde blive sig selv.” (se kilder) Til radioprogrammet Vita siger Thomas Blachman, at hans generation er præget af ansvarsfralæggelse overfor både deres børn og samfundet som sådan, og at det resulterer i et fattigere samfund, hvor der ikke er plads til originaler og kreativitet. ”Prisen for denne ansvarsforflygtigelse er”, siger Blachman, ”at vi ikke ved hvad vi er vi gode til og hvad vi er dårlige til. Og det gælder også på det overordnede plan. Danmark er endt i en formørkelse.” (Blachman og ansvarligheden. Vita, 2011-01-13) Blachman mener, at forældre overlader al opdragelse til institutionerne og selv undlader at tage ansvar for børnenes udvikling: ”Vi er bange for at tage det ansvar, det er og siger: "Jeg elsker dig, jeg er bange for at miste dig, jeg har allerede mistet mig selv for mange år siden og nu er jeg bange for at miste dig. Jeg tør ikke tage nogen konfrontation med dig, fordi så bliver du sur på mig resten af weekenden og så mister jeg dig måske.” Og af frygt for at ødelægge den gode stemning sender mange forældre deres børn til audition i X Factor. (Blachman og ansvarligheden. Vita på P1, 2011-01-13). 

Kan man være berømt for at være berømt?

I en verden, hvor interessen for at være kendt er kombineret med en virkelighed, hvor alle kan blive det, kan man se mere eller mindre ekstreme tilfælde af personer, der kun er kendte for at være kendte. En dansk reality-stjerne som Sidney Lee har deltaget i forskellige reality-programmer på TV3 og har sideløbende travlt med at optræde som gæstebartender, i andre tv-programmer og endda i sit eget tv-program, Rock N’ Roll Camping, der blev vist på TV5 i 2010. Hans historie er enestående, fordi hans berømmelse udelukkende stammer fra tv, hvor han har optrådt som sig selv. På den måde kører medierne i ring og fortæller historier fra medieverdenen selv. Sidney Lee har ifølge et interview i Politiken (se kilder) danmarksrekorden i flest optrædener i reality-shows og er eksponent for den hurtige berømmelse, der forsvinder lige så hurtigt, som den kom. En mediekæledægge som Paris Hilton er også eksempel på at være kendt for at være kendt. Det er en klassisk medievirkelighed med stor berømmelse og omtale.