Arbejderbevægelsens historie

Hvornår opstod arbejderbevægelsen i Danmark?

Allerede i 1794 havde myndighederne med hård hånd måttet knuse de københavnske tømrersvendes strejke, men denne manifestation fra arbejdernes side var en enkeltstående begivenhed.
Sidst i 1840'rne forsøgte forfatteren Frederik Dreier at skabe interesse for socialismen, men først i 1871 var tiden moden for de nye tanker. Under indtryk af Pariserkommunen udsendte Louis Pio i maj og juli under pseudonymet 'En Arbeider' to 'Socialistiske Blade i tvangfri Hæfter'
Det andet hæfte havde Pio's fætter, Harald Brix, som udgiver, og sammen påbegyndte de fra 21.7.1871 udgivelsen af ugebladet Socialisten. Det er dette blad, der er forløberen til dagbladet Aktuelt, og det er dette år Socialdemokratiet betragter som sit fødselsår (2)

Hvornår blev arbejderbevægelsen organiseret?

I 1871 stiftedes Den Internationale Arbeiderforening for Danmark og Pio blev valgt til formand. Internationalens tid blev dog kortvarig. I forbindelse med en murerstrejke indkaldte Pio til et folkemøde på Nørrefælled. Mødet skulle vise sammenholdet i arbejderbevægelsen, men det blev forbudt af politiet.
Arbejderne trodsede forbudet og resultatet blev 'slaget på fælleden', hvor arbejderne fik tærsk af bevæbnede husarer og politi. Pio og andre ledere blev fængslet. Det voldelige slag førte til, at Højesteret i 1873 opløste Internationalen ved dom.
På trods af dette tilbageslag for arbejderbevægelsen oprettedes stadig nye fagforeninger, og i 1874 dannedes Centralbestyrelsen for de frie Fagforeninger i København, der bliver den koordinerende politiske og faglige ledelse.
I 1875 blev Pio benådet og vendte tilbage som leder og frontfigur, men kritikken af hans ledelsesstil og ringe interesse for det faglige tiltog. Alligevel kom det som en stor overraskelse, da Pio i 1877 nedlagde sit formandskab og rejste til USA. Han var simpelt hen blevet bestukket af politiet med et beløb, der i dag ville svare til et par millioner kroner, og havde forpligtet sig til ikke mere at vise sig i Danmark (3)

Hvornår fik arbejderbevægelsen et politisk program?

Allerede inden Pio's exit havde man i 1876 fået vedtaget det såkaldte Gimleprogram, der er det danske socialdemokratis første program, der trods flere revisioner blev normdannende for partiets programmer helt frem til 1961.
Fra Gimleprogrammet kan fremhæves følgende formuleringer:

• 
  
Arbejdet er kilden til al rigdom og kultur, og derfor bør hele udbyttet tilfalde dem, som arbejder.
• 
  
Kapitalisternes eneherredømme over arbejdsmidlerne er årsagen til den nuværende elendighed, og det må derfor være arbejderklassen opgave at befri arbejdet.
• 
  
Alle andre klasser er overfor arbejderklassen kun en reaktionære masse (og hermed afvises samarbejdet med de borgerlige partier.
• 
  
Partiet vil med alle lovlige midler søge at realisere visionen om en fri stat og et socialistisk samfund.
• 
  
Den stående hær skal afskaffes til fordel for et almindeligt folkeværn.
• 
  
Statskirken skal afskaffes og det samme skal alle indirekte skatter.

Socialdemokratiet som socialistisk parti

I Danmark har det været Socialdemokratiet, der på det realpolitiske plan har tegnet arbejderklassen, og ser man bort fra samlingsregeringen i 1945, hvor kommunisterne var repræsenteret, er Socialdemokratiet det eneste arbejderparti, der har leveret ministre.
Prisen for denne succes har været et udsalg af de traditionelle socialistiske idealer. Den røde farve er i dag meget afbleget. I partiets seneste principprogram fra 1992 vedkender man sig da heller ikke socialismen som idégrundlag men den demokratiske socialisme. Det udlægges således, at målet er et velfærdssamfund uden fortidens klasseskel.
Selv om den officielle teori oprindelig var ortodoks marxistisk, gik partiet under Staunings lederskab over til en revisionistisk opfattelse, hvor de praktiske resultater her og nu talte mere end de teoretiske idealer. Staunings samfundsideer var bestemt af og nøje knyttet til hans virke som reformistisk arbejderpolitiker i et borgerligt samfund (5,6)

Hvornår fik arbejderbevægelsen en ministerpost?

Efter valget i 1913 var Socialdemokratiet stemmemæssigt blevet landets største parti, men allerede i 1908 havde partiet på sin kongres vedtaget ikke at indgå i nogen regering før det havde absolut flertal i Folketinget. Regeringsansvaret blev overladt til den radikale C. Th. Zahle.
Allerede i 1916 ændrede man holdning. Anledningen var et tilbud fra USA om at købe de Dansk Vestindiske Øer. Det blev støttet af de Radikale og Socialdemokratiet, men Venstre krævede nyvalg til Folketinget. I stedet for et valg blev der indgået et kompromis, hvor salget skulle bekræftes ved en folkeafstemning, og hvor regeringen samtidig skulle udvides med en repræsentant for hvert af de tre øvrige partier. På en hastigt indkaldt ekstraordinær kongres - Natkongressen - valgtes partiets leder, Thorvald Stauning som regeringsdeltager ud fra argumentet om, at det ville bevare roen i landet, og at det ville få partiets indflydelse til at vokse.
Stauning blev optaget i regeringen som minister uden portefølje, kontrolminister, og fra 1918-20 fungerede han i realiteten som socialminister.
Stauning var blevet valgt til forretningsfører - dvs. formand for Socialdemokratiet - i 1909, og han blev ikke blot partiets mest dominerende skikkelse frem til sin død i 1942 - han blev nærmest opfattet som landsfader (7,8)

Hvornår fik vi den første arbejderregering?

Ved valget i 1924 gik Socialdemokratiet frem fra 48 til 55 mandater, og med De Radikales 20 mandater havde de to partier flertal i Folketinget, der dengang bestod af 149 medlemmer.
Stauning dannede en mindretalsregering med De Radikale som faktisk støtteparti, og noget let opgave blev det ikke. I disse år blev grunden lagt til den politiske kutyme, der hedder kompromisets vej. Det var også begrænset, hvad partiet kunne få igennem i sine første to år ved regeringsmagten. Selv om det sammen med de radikale havde flertal i Folketinget, havde Venstre og Højre flertal i Landstinget og kunne derfor bremse regeringens lovgivning.
I 1925 løb man ind i en storkonflikt, der reelt drejede sig om modsætningsforholdet mellem faglærte og ufaglærte arbejdere. Dette modsætningsforhold var ikke nyt, og det består den dag i dag.
I modsætning til det øvrige arbejdsmarked ville Dansk Arbejdsmands Forbund ikke acceptere arbejdsgivernes udspil og gik i strejke uden opbakning fra De Samvirkende Fagforbund.
Strejken fik lov til at løbe næsten tre måneder og endte med de ufaglærtes nederlag. Konflikten blev et lærestykke i de problemer, der opstår, når et parti både skal tage samfundsmæssige og fagpolitiske hensyn, når det både skal være samfundets og arbejderklassens regering. Konkret førte konflikten til, at DAF frem til 1929 stod uden for DSF (2,7)

Hvem sad i den første arbejderregering?

Det mest påfaldende ved den første arbejderregering er dens manglende rodfæstethed i arbejderklassen. Socialdemokratiet ville tilsyneladende ikke risikere kritik for manglende dygtighed, så bortset statsminister Stauning, der havde en fortid som cigarsorterer, bestod regeringen af veluddannede mennesker, som var blevet egenhændigt udpeget af Stauning.
Ministerlisten så således ud:

• 
  
Statsminister - Thorvald Stauning, partileder.
• 
  
Udenrigsminister - Carl Moltke, greve og diplomat, upartisk.
• 
  
Finansminister - C.V. Bramsnæs, cand. polit., udlært som typograf.
• 
  
Forsvarsminister - Lauritz Rasmussen, redaktør, udlært som typograf.
• 
  
Kirkeminister - Peter Dahl, præst.
• 
  
Undervisningsminister - Nina Bang, historiker, Danmarks første kvindelige minister.
• 
  
Justitsminister - K.K. Steincke, socialøkonom.
• 
  
Indenrigsminister - C.N. Hauge, journalist, udlært som snedker.
• 
  
Minister for offentlige arbejder - J. Friis-Skotte, ansat ved jernbaneetaten.
• 
  
Landbrugsminister - Kristen Bording, gårdejer.
• 
  
Minister for industri, handel og søfart - Thorvald Stauning
• 
  
Socialminister - Frederik Borgbjerg, journalist.

Hvor længe har man fejret 1. maj?

På den stiftende kongres for 2. Internationale i Paris i 1889 besluttede man, at den 1. maj skulle være en international demonstrations- og festdag, hvor arbejdere i alle lande skal stille krav om forbedring af deres sociale og økonomiske levevilkår.
I 1890 fejredes 1. maj for første gang. I København havde politiet forbudt arbejderne at gå i procession gennem gaderne, så man samledes på Fælleden. Til trods for, at mange var blevet stillet en fyreseddel i udsigt, hvis de deltog, samlede demonstrationen 50.000 mennesker. Siden har fagbevægelsen gennem overenskomstforhandlinger fået indført, at de har krav på at have fri 1. maj.
Mødet i København forløb roligt. Den politiske parole var kampen for 8 timers arbejde, 8 timers frihed og 8 timers hvile, en parole, de helt frem til 1920 bliver den vigtigste (9)

Hvor længe har arbejdsmarkedet været reguleret?

I 1896 oprettede arbejdsgiverne Dansk Arbejdsgiverforening, og arbejderne svarede igen ved at oprette De Samvirkende Fagforbund, der i dag hedder LO.
Kun to år efter kom den hidtil største konflikt på arbejdsmarkedet, den såkaldte storlockout, der kom til at vare mere end tre måneder. Konflikten afsluttedes med Septemberforliget, der fastsatte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet og til at anvende den efter deres skøn til enhver tid passende arbejdskraft. Forliget fastsatte regler for strejker og lockouter og regler for anvendelsen af voldgift.
Septemberforliget kom til at fungere som arbejdsmarkedets grundlov helt frem til 1960, da den blev erstattet af en ny Hovedaftale (10)

Hvornår fik vi ottetimersdagen?

I 1870'erne fandtes der ingen regler for arbejdsdagens længde. Det var almindeligt, at arbejdet startede klokken 6 og sluttede klokken 19 eller 20 med en samlet pause på 2 timer. Bagere, kuske og barberer kunne have op til 16 timers arbejdsdag.
Det var derfor naturligt, at et krav om en arbejdsdag på otte timer blev formuleret meget tidligt, og at det stod højt på arbejdernes ønskeliste.
Først ved overenskomstforhandlingerne i 1919 blev der for alvor taget hul på sagen. Når det dette år kom til realitetsforhandlinger skal det ses på baggrund af, at det var lykkedes arbejderne i en række lande at opnå en otte timers arbejdsdag.
Forhandlingerne mundede ud i en aftale om en reduktion af arbejdstiden til 8½ time, men byggefagene og metalarbejderne afviste aftalen og gik i strejke. Efter en omfattende lockout bøjede arbejdsgiverne sig til sidst, og de otte timer var en realitet (11)

Hvordan har arbejdstiden udviklet sig?

Så sent som i 1936 fik vi den første ferielov, der gav to ugers årlig ferie med løn. Herefter blev kravet en nedsættelse af den ugentlige arbejdstid til 44 timer.
Men det holdt hårdt. Kravet var på dagsordenen ved overenskomstforhandlingerne i 1956, men forhandlingerne endte med et regeringsindgreb, der ikke opfyldte arbejdernes krav.
Ved forhandlingerne i 1958 opnåede man en reduktion af arbejdsugen fra 48 til 45 timer over de følgende 3 år. Over de følgende 13 år bliver den ugentlige arbejdstid reduceret til 40 timer, og i 1974 var 5 dages ugen med 8 timers daglig arbejdstid en realitet.
I 1985 var kravet om en 35 timers uge på dagsordenen. Forligsmanden udarbejde et mæglingsforslag om glidende reduktion af arbejdstiden med 2½ time, men blev overtrumfet af den borgerlige regerings indgreb. Dette indgreb resulterede i omfattende strejker, og på baggrund af disse accepterede arbejdsgiverne i 1986 en glidende reduktion af arbejdstiden frem til 1991 til 37 timer.
Udviklingen i de senere år har vist, at arbejderne nu hellere vil kæmpe for længere ferie end for kortere arbejdstid (11)

Ferieuger og arbejdstid

Udviklingen i arbejdernes krav på ferieuger med fuld løn fremgår af følgende:

Udviklingen i arbejdernes ugentlige arbejdstimer fremgår af følgende:

(11)

Illustrationer

Under illustrationer henvises til enkelte billeder på Internettet som for eksempel en tegning eller et foto. Samlinger af illustrationer som for eksempel gallerier skal findes under videre links. Billederne er udvalgt efter søgning på Internettet for at supplere og/eller visualisere faktaoplysningerne.

Videre læsning

Under videre læsning henvises til enkelte konkrete dokumenter som for eksempel én artikel eller én bog. Der kan være henvisninger til dokumenter i både trykt og elektronisk form. Dokumenterne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning i danske såvel som internationale databaser samt søgning på Internettet.

Seks foredrag med efterfølgende kritik af Jens Otto Krag, Ib Nørlund og Gert Petersen. De seks foredrag er: Jens Engberg: Dansk arbejderbevægelses begyndelse. Einer Friis Pedersen: Fagforeningerne, Septemberforliget og det fagretslige system. Asger Jepsen: Den danske arbejderbevægelses opgangsår - opkomsten af den anden arbejderbevægelse. Jens Christensen: Dansk arbejderbevægelse i l920'erne og 30'erne. Steen Busck: Arbejderbevægelsen 1940-1947. Steen Busck og Asger Jepsen: Arbejderbevægelsen under den kolde krig og højkonjunkturen.

Beskrivelse af arbejdernes historie set ud fra en materialistisk opfattelse, hvilket vil sige, at de politiske og kulturelle forhold forklares på baggrund af de økonomiske og sociale.

Videre links

Under videre links henvises til hjemmesider og databaser på Internettet med flere eller mange dokumenter. Videre links kræver således at man selv udvælger og vurderer hvilke dokumenter man har brug for, eventuelt efter en søgning på hjemmesiden eller i databasen. Hjemmesiderne og databaserne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning på Internettet.

Kilder

1. Petersen, Gert: Inden for systemet - og udenfor. 1998. 420 sider.
2. Kampen for en bedre tilværelse. Af Knud Knudsen, Hanne Caspersen og Vagn Oluf Nielsen. 1991. 372 sider.
3. Arbejderbevægelsens start. LO. Dansk tekst.
   http://www.pladstilosalle.dk/medloven/arbejderbev/index.html
4. Gimleprogrammet. Leksikon for det 21. århundrede. Dansk tekst.
   http://www.leksikon.org/html/dk/gimleprogrammet.htm
5. Principprogram. Socialdemokratiet. Fuldtekst, dansk tekst.
   http://www.socialdemokratiet.dk/main/om/princip.shtml
6. Stauning, Thorvald. Leksikon for det 21. århundrede. Dansk tekst.
   http://www.leksikon.org/html/dk/stauning_thorvald.htm
7. Socialdemokratiet. Leksikon for det 21. århundrede. Dansk tekst.
   http://www.leksikon.org/html/dk/sd.htm
8. Dam, Poul: Hvem var minister. Dansk politik gennem snart 150 år. - 3. udgave. 1997. 240 sider.
9. Fagbevægelsen grundlægges. LO. Dansk tekst.
   http://pladstilosalle.dk/detlange/grundl1/index.html
10. Septemberforliget. Leksikon for det 21. århundrede. Dansk tekst.
    http://www.leksikon.org/html/dk/septemberforliget.htm
11. Ottetimersdagen. Leksikon for det 21. århundrede. Dansk tekst. http://www.leksikon.org/html/dk/ottetimersdagen.htm