Hvad er Anne Franks dagbog?
Anne Frank skrev dagbog fra den 12. juni 1942 til den 1. august 1944.
Hun skrev ikke hver dag, og nogle gange gik der næsten en måned imellem hendes skriverier. Hun kaldte dagbogen for Kitty.
På første side i "Anne Franks dagbog" fra 1993 (se kilder) skriver hun om sine håb for dagbogen (se kilder): "Jeg håber, jeg vil kunne betro alting til dig; det har jeg aldrig før kunnet gøre til nogen, og jeg håber, at du bliver mig en god støtte."
Først skrev Anne udelukkende for sig selv, men den 29. marts 1944 begyndte hun at lege med tanken om udgivelse. Dette skete efter et radioprogram med Gerrit Bolkestein fra den hollandske eksilregering. Han udtalte til Radio Oranje, at han ville udgive borgernes dagbøger og breve efter krigen. Anne fortsatte sin dagbogsskrivning som hidtil (version A), men gik også i gang med en redigeret version på løse ark (version B) med henblik på udgivelse. Hun skriver i "Anne Franks dagbog" fra 1993 (se kilder):'Jeg har for længst fortalt dig, at mit højeste ønske er, at jeg engang bliver journalist og siden en berømt forfatter ( ... ) Efter krigen vil jeg i al fald udgive en bog med titlen "Baghuset", om det skal lykkes mig, ved jeg endnu ikke, men min dagbog kan danne grundlaget for den.'
Anne gav husets beboere dæknavne og begyndte at genskrive, korrekturlæse og fjerne passager, som hun ikke mente var spændende nok. De løse ark (version B) rummer en forkortelse og redigering af hendes dagbøger (version A).
Hvad består Anne Franks dagbog af?
Dagbogen består af tre kladdehæfter og nogle løse ark. Annes første dagbog fik hun på sin 13 års fødselsdag, før familien gik i skjul. Hun skrev i denne fra den 12. juni 1942 til den 5. december samme år.
Næste dagbog blev skrevet i et kladdehæfte med sort omslag bundet ind i brunt papir. Denne dagbog starter den 7. december 1943 over et år efter, hun havde færdiggjort sit første hæfte. Ifølge bogen "The Story of Anne Frank" fra 1999 (se kilder) er et helt bind gået tabt. Men takket være de løse ark (version B), ved vi alligevel, hvad der skete mellem december 1942 og december 1943.
Den sidste del af dagbogen blev skrevet i et kladdehæfte med grønne og gule prikker. Den begynder den 17. april 1944 og ender den 1. august 1944 – tre dage før arrestationen.
Hvad handler dagbogen om?
Anne Franks dagbog er et vidnesbyrd om at være jøde og leve i skjul under 2. Verdenskrig. I dagbogen beskrives frustrationen over at være indespærret og leve tæt med andre mennesker. Den 29. oktober 1943 skriver hun (se kilder):" ( ... ) føler mig som en sangfugl, der brutalt har fået vingerne revet af, og som i fuldstændigt mørke ramler mod tremmerne i det snævre bur."
Der var ikke så meget at tage sig til, men Anne studerede flittigt og beskriver hverdagen i et levende sprog. Hun fortæller også om angsten, da tyve brød ind i kontoret, og om frygten for at blive opdaget, men mest af alt handler hendes dagbog om at lære sig selv at kende i overgangen fra pige til kvinde.
Hvordan skriver Anne Frank om at være teenager?
Anne Frank begyndte at skrive dagbog, da hun fyldte 13 år og fortsatte, til hun var 15. Dagbogen handler om at være teenager og have konflikter med sine forældre. Anne havde store problemer med sin mor og græd sig ofte i søvn af raseri, eller fordi hun følte sig misforstået. Den 16. marts 1944 skriver hun: "Nedenunder mærker de heldigvis ikke noget til alle de følelser, der rører sig i mig, undtagen ved, at jeg, for hver dag, der går, bliver køligere og mere overlegen i min holdning over for mor, at jeg ikke giver far så mange kærtegn og heller ikke siger så meget til Margot mere; jeg er helt tillukket. Frem for alt må jeg bevare roen udadtil, ingen må vide, at der raser en krig inden i mig." Anne fik også menstruation, blev oplyst omkring sex, fik sit første kys og dyrkede sin forelskelse til bofællen Peter, mens hun levede i skjul. Da Peter van Pels var sytten og Anne fjorten år, opbyggede de et nært venskab og sad undertiden og holdt om hinanden og kyssede på loftværelset. Annes far brød sig ikke rigtig om det og advarede Anne mod at være for meget alene med ham, men lod dem alligevel se hinanden.
Hvad er Anne Franks forhold til jødedommen?
Frank-familien var ikke ortodokse jøder. De havde ikke-jødiske venner og holdt både juleaften på kristen vis og den jødiske højtid Hanukkah. Hverken Annes mor eller far havde gået på jødiske skoler eller lært sig hebraisk. Otto Frank havde heller ikke fejret sin Bar Mitzvah – et jødisk indvielsesritual for 13-årige drenge, der svarer til den kristne konfirmation.
Anne var påvirket af den liberale opdragelse og mente ikke nødvendigvis, at en bestemt religion er den rigtige. I dagbogen udtaler hun et ønske om ikke blot at blive betragtet som jøde, men som menneske. Men selvom Anne op til flere gange sætter spørgsmålstegn ved sin egen trosretning, mener hun, det er vigtigt at have et eller andet at tro på. I en af de sidste dagbogsfortegnelser, den 8. juli 1944, (se kilder) skriver hun, at religion – uanset hvilken – holder den troende på den rette vej: "Ikke af angst for Gud, men fordi de sætter deres egen ære og samvittighed højt."
Ifølge bogen "Anne Frank: The Diary of a Young Girl" fra 1998 (se kilder) kæmpede Otto Frank for, at hans datters skriverier ikke blot skulle appellere til jøder, men læses af et bredt udsnit af mennesker med forskellige trosretninger og nationaliteter.
Hvordan var Anne Franks livsindstilling?
På trods af det svære liv i skjul var Anne Frank ikke fordømmende og fastholdt en tro på, at folk i sig selv ikke er onde. I "Anne Franks dagbog" fra 1993 (se kilder) skriver hun den 15. juli 1944:' Det er et stort under, at jeg ikke har opgivet alle forventninger, for tilsyneladende er de absurde og uigennemførlige. Men jeg fastholder dem, trods alt, fordi jeg stadig tror på det gode i menneskets indre.' Hun forsætter den optimistiske tone: "Jeg ser, hvordan verden langsomt omdannes til en ørken, stadig tydeligere hører jeg den torden, der kommer rullende, og som vil dræbe os; jeg føler med de millioner af mennesker der lider, og alligevel, når jeg kigger op mod himlen tror jeg på, at alt igen vil vende sig til det gode, og også denne grusomhed en gang vil høre op, og at der igen vil komme en verdensorden med ro og fred."
Sydafrikas forhenværende præsident Nelson Mandela udtalte i 1994 (se kilder), at han fandt støtte og opmuntring i dagbogen under sit fængselsophold på Robben Island. Mandela ser dagbogen, som en vigtig røst: 'Apartheid og nazisme deler en misforstået, potentiel ond tro på, at visse racer er højerestående. Dette har drevet fortalerne til at udføre frygtelige forbrydelser og finde glæde i andre menneskers død og ulykke. Men fordi denne tro er falsk, og fordi de altid vil blive udfordret af folk som Anne Frank, er de dømt til at fejle.'