Historisk og politisk kontekst

Hvad betød slaveriet for forholdet mellem sorte og hvide i USA?

I 1619 lagde et skib til kaj i staten Virginia. Ifølge den amerikanske historiker Howard Zinn i bogen ”A People's History of United States”, s. 23 (se kilder), bestod en del af lasten af 20 afrikanere, de første slaver der skulle sætte deres fod på amerikansk jord. Ifølge bogen ”De sorte amerikaneres borgerretsbevægelse” (se kilder) blev omkring 600.000 afrikanske slaver transporteret fra Afrika til USA i løbet af de næste 250 år. Her levede de og deres efterkommere under massiv fysisk og psykisk undertrykkelse. Ud over det hårde arbejde i blandt andet bomuldsmarkerne, hørte fysisk afstraffelse til en del af den måde, hvorpå de hvide slaveejere holdt deres slaver nede. Piskning, afskæring af legemsdele og lynchninger var bare nogle af de måder, plantageejerne kunne sikre, at slaverne ikke blev fristet til at gøre oprør.

Undertrykkelsen havde også en psykologisk komponent. Slaverne lærte, at de var den hvide race underlegen, de lærte at undertrykke deres egne behov og at identificere deres egne ønsker med deres ejers ønsker. Deres sociale netværk blev undergravet, når familier blev splittet op, og de blev spillet ud mod hinanden, når ejeren opdelte slaverne i markslaver og de mere privilegerede husslaver.

Hvad betød slaveriet for den amerikanske økonomi?

Slaverne blev primært importeret til syden, hvor de arbejdede på tobaksfarme, rismarker og bomuldsplantager, og hele samfundsordenen og økonomien var bundet op på slaveri. Ifølge ”A People's History of the United States”, s. 171 (se kilder), blev der i 1790 produceret cirka tusind tons bomuld om året i syden. I 1860 var produktionen steget til en million tons. Og i samme periode var antallet af slaver vokset fra cirka 500.000 til 4 millioner.

I staten Virginia udgjorde slaverne i 1763 halvdelen af befolkningen, også ifølge samme kilde, s. 32 (se kilder). Især sydstaterne var dybt afhængige af slaverne. Og det politiske establishment bakkede op i form af lovgivning, bevæbnede styrker og med deres egne racefordomme.

Hvornår og hvorfor blev slaveriet afskaffet?

Gennem hele slavetiden gjorde slaver oprør, men der blev slået hårdt ned på dem. Det var først med den amerikanske borgerkrig i 1861, at slavespørgsmålet for alvor kom på den politiske dagsorden og splittede selv den hvide befolkning. Der havde længe været uoverensstemmelser mellem syd- og nordstaterne.

I Nordstaterne ønskede man en helt anden økonomisk struktur, end den man havde sydpå. Nordstaterne var godt i gang med at blive industrialiserede, og eliten ønskede et frit marked med fri arbejdskraft. Det gjorde sydstaterne ikke. Deres økonomi var baseret på slaveri.

Det Republikanske Parti var blevet dannet i de tidlige 1850'ere for at forhindre, at slaveriet spredte sig, og derfor anså sydstaterne republikanerne for at være en trussel mod deres økonomi og livsstil. Så da republikaneren Abraham Lincoln blev præsident i 1860, rev i alt 11 sydstater sig løs fra Unionen (The United States of America) og dannede Amerikas Konfødererede Stater i 1861. Det blev startskuddet til den amerikanske borgerkrig (1861-1865).

Ifølge Howard Zinns bog ”A People's History of the United States”, s. 189 (se kilder), var Lincolns primære mål med krigen at genoprette Unionen. Det var først, da krigen blev blodigere, desperationen for at vinde blev større, og der begyndte at lyde mere og mere offentlig kritik af slaveriet fra Lincolns eget bagland, at slaveriets ophævelse for alvor kom på dagsorden.

I 1863 frigav Lincoln slaverne i de stater, der kæmpede mod Unionen. På den måde lagde han ekstra pres på sydstaterne for at tilslutte sig Unionen, hvor han ikke havde erklæret slaverne frie. Som magasinet The London Spectator skrev: ”The principle is not that a human being cannot justly own another, but that he cannot own him unless he is loyal to the United States” – citatet kan findes i ”A People's History of the United States”, s. 192.

Men efter lang tids pres fra slavemodstandere blev slaveriet endeligt ophævet i samtlige stater, og alle slaver givet fri med den 13. forfatningsændring i 1865, efter krigens afslutning. Slaverne kunne begynde et liv i frihed.

Hvilke rettigheder fik afroamerikanerne efter slaveriets afskaffelse?

Frihed på papiret skulle dog ikke komme til at betyde frihed i livet for de tidligere slaver i USA. For de næste mange generationer af afroamerikanere kom tilværelsen ikke til at byde på mere end et liv på tredje klasse. Alt tegnede ellers lovende for afroamerikanerne efter den amerikanske borgerkrig. Med republikanerne ved roret under og efter krigen var der blevet sat fokus på afroamerikanernes rettigheder. Under programmet ”Radical Reconstruction” fik republikanerne gennemtrumfet den 14. forfatningsændring, som gjorde de tidligere slaver til amerikanske statsborgere. Med den 15. forfatningsændring i 1870 fik alle statsborgere stemmeret, uanset race eller farve. Og i 1875 vedtog man en Borgerretserklæring (The Cilvil Rights Act), som gjorde det ulovligt at nægte sorte adgang til hoteller, teatre, togkupeer og andre steder i det offentlige rum.

Hvordan blev de nyvundne rettigheder undergravet?

Afroamerikanere organiserede sig og blev indsat i offentlige embeder. Men i Syden var mange hvide imod afroamerikanernes nyvundne friheder og status, og myter blev skabt om, at de var dovne og inkompetente – myter, der skulle leve videre til langt op i det 20. århundrede. Samtidig indførte syden i midten af 1860'erne de 'sorte love', som i praksis sendte dem tilbage på plantagerne på slavelignende vilkår. Afroamerikanere kunne for eksempel ikke leje land, og de blev tvunget til at arbejde på kontrakter, som de ikke kunne bryde.

På papiret havde de fået flere rettigheder, men økonomisk var de sårbare og afhængige af at kunne få arbejde hos deres hvide medborgere. Samtidig forsvandt den politiske opbakning til deres sag lige så stille i midten af 1870'erne. Demokraterne i syden havde aldrig interesseret sig for borgerrettighedsspørgsmålet og talte de hvide plantageejeres sag. I norden begyndte republikanerne at veje de mange fordele ved at få stabilitet og politisk accept i syden mod de færre fordele ved at få de sortes opbakning. En opbakning, der alligevel var svær at få ved stemmeurnerne, som den nye organisation, Ku Klux Klan, skræmte afroamerikanerne væk fra.

Hvad var Jim Crow-perioden?

I 1883 blev The Civil Rights Act annulleret af Højesteret, og især syden udviklede sig efterhånden til et apartheidlignende, raceopdelt samfund. I syden blev en række love indført, der adskilte sorte og hvide i det offentlige rum i alt fra skoler og busser til restauranter og kirkegårde. Nogle af lovene spredte sig også til andre stater. En sort kunne for eksempel ikke sidde ved siden af en hvid. Og samtidig var de faciliteter, der blev stillet til rådighed for de sorte, altid af ringere kvalitet end dem, der var beregnet for hvide. Også de sortes mulighed for at stemme blev begrænset. De skulle betale valgskat, hvilket de ofte ikke havde råd til, de skulle bevise, at de kunne læse, og de skulle bevise, at de havde ejendom. Kun de, der kunne bevise, at deres bedstefar havde stemt, var undtaget for disse regler, og denne bedstefarregel kom ingen til gode. Bedstefaderen havde jo været slave og altså ikke stemmeberettiget.

Lovene gik under fællesbetegnelsen ”Jim Crow”-love. Ifølge www.jimcrowhistory.org (se kilder) stammer betegnelsen fra et teatershow omkring 1830, hvor en hvid skuespiller agerede karakteren ”Jim Crow”, som var en lidt patetisk, gammel sort mand. Med tiden blev ”Jim Crow”-figuren en standardkarakter i de folkelige teatershows, hvor afroamerikanerne blev karikeret og fremstillet som latterlige, uuddannede og fattige personager. Og i hvide folkemunde blev betegnelsen ”Jim Crow” ganske enkelt synonym for en afroamerikaner.

I Jim Crow-perioden tog volden samtidig til, og lynchninger blev mere og mere almindelige. Ifølge bogen ”De sorte amerikaneres borgerretsbevægelse”, s. 22 (se kilder), blev flere end 7.500 afroamerikanere lynchet i perioden 1884-1914, og i cirka samme periode flyttede 750.000 sorte nordpå. Her var Jim Crow-lovene langt mindre udbredte, men den uformelle racisme eksisterede i bedste velgående.