Borgerretsbevægelsens betydning i dag

Main image kapitel
Demonstranter deltager i en aktion mod politibrutalitet foran retten Stanley Mosk i Los Angeles den 16. december 2014.
Demonstranter deltager i en aktion mod politibrutalitet foran retten Stanley Mosk i Los Angeles den 16. december 2014.
Foto: Kevork Djansezian / Scanpix

Hvordan bekæmper man racediskrimination i dag?

Med borgerretsloven og stemmeretsloven havde borgerretsbevægelsen opnået de lovgivningsmæssige resultater, de havde kæmpet for. I tiden efter blev afroamerikanernes rettigheder yderligere stadfæstede i diverse retssager. Og to metoder til at bekæmpe racediskrimination blev indført: Skolebusordningen og positiv særbehandling. 

Hvad var skolebusordningen?

Skolebusordningen startede i 1971 og handlede om at gøre op med de raceopdelte skoler ved at transportere sorte elever til hvide skoler og vice versa. Der har dog altid været kritik af ordningen, og voldelige overfald på både sorte og hvide elever har fulgt i kølvandet på den. Effekten af skolebusordningen var, at mange hvide forældre flyttede til forstæderne eller sendte deres børn på privatskoler. Allerede i 1974 fastslog Højesteret, at retten kun kunne pålægge skoler at indføre busordningen mellem skoledistrikter, hvis man kunne bevise, at distrikterne bevidst havde skabt raceopdelte distrikter og skoler. Og i 1990'erne blev skolebusordningen mere eller mindre opgivet som en vej til integration. I stedet gik man over til at udvikle såkaldt ’"magnetskoler’", hvor de enkelte skoler bygges op om en særlig faglig profil for at tiltrække elever på basis af faglige interesserer snarere end etnisk baggrund. Det er dog aldrig lykkedes at opnå et fuldt raceintegreret offentligt skolesystem i USA. 

Hvad er positiv særbehandling?

Ideen om positiv særbehandling opstod allerede under Præsident Kennedy, og siden midten af 1960'erne har man brugt positiv særbehandling i både uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. På amerikansk hedder det "”affirmative action" ” hvilket dækker lidt bredere end det danske ”"positiv særbehandling”". Det dækker nemlig alt fra analyser af skjulte karrierebarrierer for afroamerikanere og konkrete målsætninger om, at en vis andel af et universitetsstuderende skal være afroamerikanere og til, at man lader etnicitet spille positivt ind i vurderingen af en jobansøger. ”"Affirmative action”" har altid været kontroversielt, både internt i borgerretsbevægelsen og politisk og debatteres fortsat. 

Hvad blev der af borgerretsbevægelsen?

Der er aldrig trådt en ny Martin Luther King eller en ny Malcolm X ind på den amerikanske politiske scene, og i dag findes der ikke en stærk, samlet borgerretsbevægelse på samme måde som tidligere.
Ifølge Adam Fairclough i ”"Better Day Coming: Blacks and Equality, 1890-2000” (se kilder), blev mange af de 'gamle' borgerretsforkæmpere ansat i offentlige embeder, og den sorte middelklasse blev en del af det politiske system. De blev borgmestre, politichefer, valgt til kongressen og til andre politiske poster. I 1980'erne stillede afroamerikaneren og borgerretsforkæmperen Jesse Jackson op til præsidentvalget. Under præsident Clinton var fire ministre afroamerikanere – flere end under nogen anden præsident. Under Bush var der to afroamerikanske udenrigsministre. Og endelig i 2009 rykkede Barack Obama som den første afroamerikansk præsident ind i Det Hvide Hus. Den afroamerikanske middelklasse er således blevet en del af systemet, hvorfor de store borgerretsorganisationer ifølge Fairclough har fået mindre betydning. Alligevel har afroamerikanere i hans analyse stadig svært ved at trænge igennem og få den indflydelse, de ønsker (se kilder).

Hvordan står afroamerikanere i USA i dag?

Borgerretsbevægelsen og Black Power-bevægelsen har haft uvurderlig betydning for afroamerikanernes liv og kultur i særdeleshed og amerikansk kultur i almindelighed. I dag tilbyder de fleste førende universiteter grader i ”"Black Studies”" eller ”"African-American Studies”". Martin Luther King har fået sin egen nationaldag. Malcolm X er kommet på frimærke. Og afrikanske og muslimske navne som Jamal, Jamillah, Kenya og Malik er ikke ualmindelige blandt yngre afroamerikanere, ligesom afrikanskklingende navne som Shaniqua, Lashronda, Sharonda eller Sheleena. 
Men selvom afroamerikanere har de- og rekonstrueret deres identitet og formelt set har fået samme rettigheder som deres hvide medborgere, står de stadig langt svagere både økonomisk og socialt. Ifølge U.S. Census Bureaus undersøgelse ”"The Black Population in the United States: March 2012”" (se kilder) viser tallene:
•    Arbejdsløshedsprocenten for afroamerikanerne var i 2012 på 9% -  – blandt hvide amerikanere var den 7%. 
•    Kun 14% af afroamerikanere over 25 havde i 2012 taget en bachelorgrad -  – blandt hvide amerikanere var tallet 22%. 
•    I 2012 levede 28 % af amerikas afroafrikanere i fattigdom, mens kun 10 procent af den hvide befolkning levede i fattigdom.    
•    39% af alle afroamerikanske børn under 18 år levede i 2012 i fattigdom -  – for hvide amerikanske børn var tallet 13%. 
•    47% af afroamerikanere over 15 år havde i 2012 aldrig været gift -  – for hvide amerikanere var tallet 26%.

Hvordan pustede orkanen Katrina nyt liv i debatten om race og ulighed?

I august 2005 ramte orkanen Katrina de amerikanske sydstater og lagde byen New Orleans under vand. Sydstaterne var jo netop de stater, hvor borgerretsbevægelsen kæmpede sine største kampe. Men på trods af bevægelsens store sejre, blotlagde orkanen de radikalt forskellige livsvilkår, der stadig gælder for sorte og hvide i nutidens USA. 
Tv og dagblade reporterede om, hvordan ressourcestærke, overvejende hvide indbyggere hurtigt reddede sig ud af byen, og hvordan myndighederne lod de fattige, overvejende sorte, tilbage. På den måde pustede orkanen nyt liv i debatten om forholdet mellem race, ulighed og fattigdom i det amerikanske samfund. I september fortalte økonomen og redaktøren af den borgerlige avis "Wall Street Journal", David Wessel, til dagbladet Dagbladet Information:
"”Jeg kan ikke komme i tanke om nogen begivenhed i løbet af de sidste 10 år, der har gjort mere for at bringe ulighedsdiskussionen frem i offentligheden, end denne, på grund af den gennemgående opfattelse, at de hvide slap fri, og de fattige sorte uden transportmuligheder og forsikringer ikke gjorde. Det, der står tilbage efter New Orleans ( ... ) er de utroligt ubehagelige billeder af fattige, tørstige og sultne sorte, stående på tagene med skilte påmalet 'hjælp os'. Specielt når man sammenholder med, at vi har en forsidehistorie i Wall Street Journal i dag med en hvid mand fra et højtliggende område af New Orleans, der bruger flodvandet i sin swimmingpool til at skylle ud i toilettet og til at lave isterninger til sine drinks, men ellers er blevet helt forskånet. Det er naturligvis ikke sådan, at det kommer som et chok. Alle ved, at samfundet er utroligt ulige, og at der er mange fattige, men nu er de menneskelige omkostninger kommet frem i forreste række”".
Citatet kan findes i avisartiklen ”"USA fik vendt vrangen ud”" (se kilder).

Hvad betød valget af Obama for afroamerikanerne i USA?

Da Barack Obama i 2009 overtog Det Hvide Hus fra George W. Bush, fik USA sin første præsident med afroamerikansk baggrund. Det blev af mange udlagt som et gigantisk fremskridt for USA’s afroamerikanere. Indsættelsen blev ikke mindre historisk af, at en afroamerikaner nu skulle bestride verdens mest magtfulde embede fra Det Hvide Hus, som i sin tid blev bygget ved hjælp af slavekraft. 
Dette blev blandt andet bemærket af den afroamerikanske forfatter og journalist Jesse Thomas: ”For afroamerikanere vil det være som at slutte cirklen i vort lands historie. For første gang nogensinde vil vores præsident være af afrikansk afstamning. Og han vil bo i et hus bygget af slaver,” sagde han i artiklen ”USA’s første sorte præsident skal bo i et hus bygget af slaver” trykt i blandt andet Dagbladet Information (se kilder).
Selvom valget af Obama var et historisk skridt fremad i afroamerikaneres lange kamp for lighed og indflydelse, er der dog mange kritiske stemmer, der pointerer, at USA’s sorte befolkning stadig har ulige muligheder og behandles ringere end hvide på en række områder. Eksempelvis bliver særligt unge afroamerikanske mænd behandlet mere hårdhændet end deres hvide jævnaldrende af politiet (se afsnittet nedenfor).   

Hvorfor protesterer afroamerikanere over USA’s politi?

Nogle af de største borgerretsprotester i nyere tid har handlet om politivold mod sorte mænd. En af de mest kendte episoder er sagen om Rodney King, der i 1992 blev gennemtævet af en gruppe hvide politimænd i Los Angeles. Episoden udløste voldsomme protester, der ifølge BBC’s artikel ”Los Angeles riots Figure Rodney King found dead” (se kilder) førte til mere end 50 dødsfald og flere tusinde sårede.
De seneste år har flere episoder, hvor hvide betjente har dræbt ubevæbnede sorte mænd, givet anledning til folkelige protester. En af disse fandt sted i Ferguson i Missouri, hvor en hvid politimand i august 2014 skød og dræbte den ubevæbnede afroamerikanske teenagedreng Michael Brown, som betjenten mistænkte for at være røver. Politimanden slap efterfølgende uden tiltale. Det samme skete, da en gruppe politimænd i New York i kvalte den ubevæbnede afroamerikanske familiefar Eric Garner under en voldsom anholdelse. I Ohio blev en 12-årig dreng skudt af politimænd, fordi han gik på gaden med en luftpistol.
Episoderne har ført til store protester, hvor både sorte og hvide demonstrerer imod, hvad de ser som politimyndighedernes systematiske overtrædelse af sortes borgerrettigheder. Selvom det store flertal af demonstrationerne har været fredelige, har der også været flere eksempler på gadekampe mellem demonstranter og politi. 

Den 13. december 2014 samledes tusinde demonstranter – herunder pårørende til de dræbte – foran Det Hvide Hus i en fredelig protest for at kræve politisk handling. I forbindelse med Eric Garner-sagen reagerede daværende Præsident Barack Obama med at sige: ”Når nogen her i landet ikke bliver behandlet lige for loven, er det et problem, og som præsident er det mit job at sørge for at løse det”. Præsidenten nedsatte desuden et specialudvalg, der skulle komme med anbefalinger om, hvordan man kan styrke forholdet mellem ordensmagten og det sorte mindretal. Læs om og se videoklippet med Obamas reaktion i artiklen ”Obama: ikke lighed for loven i USA” på TV2 Nyhedernes hjemmeside (se kilder).

Hvad er Black Lives Matter-bevægelsen?

Black Lives Matter er en international aktivistisk bevægelse, der kæmper mod systematisk diskrimination og undertrykkelse af sorte mennesker. Bevægelsen er udsprunget i afroamerikanske miljøer og har særligt fokus på at gøre opmærksom på politibrutalitet og racediskrimination i det amerikanske retssystem. Bevægelsen opstod i 2013 med en SoMe-kampagne drevet af hashtagget #BlackLivesMatter som en protest mod frikendelsen af George Zimmerman, som under en demonstration skød og dræbte den afroamerikanske teenager Trayvon Martin. Yderligere drab på en række afroamerikanere blev anledningen til, at Black Lives Matter-bevægelsen for alvor fik opmærksomhed med store demonstrationer i Ferguson og New York City. I 2014 kårede nonprofit magasinet Yes! Magazine #BlackLivesMatter til et af de 12 hashtags, der ændrede verden i dette år. Under den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 førte bevægelsen omfattende kampagner og demonstrationer i kølvandet på, at amerikanske politibetjente skød og dræbte to sorte mænd ved navn Alton Sterling og Philando Castile i henholdsvis Minnesota og Louisiana, og en sort mand skød og dræbte fem politibetjente i Dallas, Texas. Opmærksomheden omkring bevægelsens kampagner blev så stort, at præsidentkandidat Donald Trump var nødt til flere gange at forholde sig til den kritik, bevægelsen rettede mod det amerikanske politi og retssystem. Det kan man læse i artiklen ”Donald Trump: Black Lives Matter-kampagne skaber raceuro” i Jyllands-Posten (se kilder).        

 

Black Lives Matter-bevægelsen forklaret med sejler-metaforer

 

Hvem er Patrisse-Cullors?

Patrisse-Cullors er stifter af Black Lives Matter-bevægelsen. Som 33-årig udgav hun i 2018 en bog om sin livshistorie med titlen ”When They Call You a Terrorist: A Black Lives Matter Memoir”. Hun voksede op i Van Nuys, Los Angeles, med politibrutalitet og fattigdom -  – et sted, hvor crackkokain udfyldte tomrummet for mange i en hverdag uden socialt sikkerhedsnet. Hendes mor, der var skolelærer, fik hende til at interessere sig for bøger, underviste hende i borgerrettighedsbevægelsens historie og fik hende ind på et gymnasium, der kunne stille hendes nysgerrighed på apartheid, kommunisme, anarkisten Emma Goldman og den afroamerikanske digter Audre Lorde. I 2014 stod hun bag organiseringen af masseprotesterne i Ferguson, Missouri, efter politiets nedskydning af den sorte Michael Brown i 2014 og for sin kamp for legalisering af marihuana i Californien. Hun mener, at det er hendes rolle at bære faklen videre fra aktivister som Deacons of Defense, der organiserede modstand mod hvide selvtægtsgrupper i Louisiana i 1964 og -65, og Huey Newton og Bobby Seale, de sorte pantere, der begyndte deres kamp mod brutalitet blandt Oaklands politi i 1966. Det kan man læse i artiklen ”Markant erindringsbog fra stifteren af Black Lives Matter-bevægelsen” i Information (se kilder). 

Hvilken betydning har Black Lives Matter-bevægelsen fået?

Black Lives Matter-bevægelsen er i den grad lykkedes med at skabe massiv opmærksomhed omkring diskrimination af og vold mod afroamerikanere. I artiklen ”VIDEO: vrede amerikanere i protest mod frifindelse af betjent” kan man læse om, hvordan flere tusinde gik på gaden for at demonstrere mod drabet af Philando Castile. Det var politimanden Jeronimo Yanez, der skød og dræbte Philando Castile i sin bil. Da han ville række ud efter kørekort og registreringsattest, fortalte han, at han havde et skydevåben i bilen, som han havde tilladelse til at bære, hvorefter han blev skudt.
Episoden, der blev filmet af Philando Castiles kæreste på passagersædet, var med til at puste ild til den amerikanske debat om politiets behandling af sorte mænd (se kilder).
Stanford-professor Dog McAdam er en af USA’s førende forskere i sociale bevægelser og deltog selv i anti-Vietnam-demonstrationerne som ung. Han betragter den vrede, han ser i de nuværende sociale bevægelser -  – Black Lives Matter, MeToo og March for Our Lives - , som samler unge i protest mod skoleskyderier og den amerikanske våbenlovgivning - , som historisk og hidtil uset. Også når han sammenligner med borgerretskampene i 1950’erne og 1960’erne og oprøret mod Vietnamkrigen i 1970’erne.: 
”Dengang var der også en stor splittelse i landet, og folk var vrede. 
Men Republikanerne og Demokraterne havde dog et fælles grundlag, som de kunne samarbejde ud fra. Washington har ikke tidligere været så splittet, som det er nu,” siger han i artiklen ”Black Lives Matters, Women's March, # MeeToo, March for Our Lives -  – men de unge skal stemme, hvis de vil forandre” i Information (se kilder).

Hvordan skaber Black Lives Matter-bevægelsen opmærksomhed i Danmark?

Flere hundrede danskere mødte den 15. juli 2016 op til demonstration på Rådhuspladsen i København for at vise deres medfølelse og protestere mod politidrab af sorte i USA. 
”Vi har arrangeret denne demonstration for at vise solidaritet med de ofre, hvis liv er blevet taget i USA, udtalte arrangør Sade Johnson i artiklen ”VIDEO: Black Lives Matter-demonstration i København: Vi viser solidaritet med amerikanske ofre” (se kilder). 
Den 31. marts 2018 demonstrerede den danske afdeling af borgerrettighedsbevægelsen Black Lives Matter i København til minde om vestindiske oprørskvinder. Marchen startede på Christianshavn, hvor de fire afsonede i det daværende kvindefængsel tilbage i 1880’erne. Senere blev en syv meter høj statue af den mest berømte af oprørskvinderne, Mary Thomas -  – kendt som Queen Mary ¬– afsløret ved Vestindisk Pakhus. Den er fremstillet af kunstnerne Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle og er den første statue i Danmark, der repræsenterer en sort kvinde. Statuen skal minde om de sorte, der som slavegjorte og undertrykte kæmpede mod det danske koloniale system.
De fire kvinder - , Mary Thomas, Susanne Abrahamson, Agnes Elizabeth Salomon og Mathilde McBean - , spillede en afgørende rolle i arbejderoprøret i Dansk Vestindien i 1878. Et oprør der blev kendt under navnet Fireburn. Kvinderne er i dag folkehelte på De Amerikanske Jomfruøer (det tidligere Dansk Vestindien). Det kan man læse i artiklen ”Marts til minde om vestindiske oprørskvinder” i Arbejderen (se kilder).


I foråret 2018 blev skulpturen ”I Am Queen Mary” offentliggjort som en hyldest til den vestindiske oprørskvinde Mary Thomas. 

Hvem var George Floyd?

George Floyd var en 46-årig afroamerikansk mand, som blev dræbt af politiet under en voldsom arrestation i byen Minneapolis den 25. maj 2020, hvor den hvide politibetjent Derek Chauvin i 8 minutter og 46 sekunder pressede sit knæ mod hans hals. ”I can’t breathe – jeg kan ikke trække vejret” lød det mere end 16 gange på fem minutter fra George Floyd, før han døde – en sætning som protestbevægelsen, der har rejst sig i kølvandet på drabet, bærer med sig på skilte og i råb gennem gaderne. George Floyd voksede op i Houston i Texas, hvor han excellerede i amerikansk fodbold og på grund af sin højde og sit væsen fik tilnavnet ”Gentle Giant, som betyder milde kæmpe.

”Han er en mild kæmpe, han skader ikke nogen”, har hans bror Philonise Floyd fortalt til CNN. George Floyd blev ifølge den britiske avis The Guardian tiltalt for væbnet røveri i Housten, og i 2009 idømt fem års fængsel. For at starte på en frisk flyttede han til Minneapolis, hvor han fik job som sikkerhedsvagt på en restaurant. ”Han var venlig mod alle. Han diskriminerede ikke, om du var latinamerikansk, sort eller hvid. Han behandlede alle med respekt, og det var det, jeg elskede ved ham”, har hans tidligere chef Jovanni Thunström forklaret den lokale tv-station WCCO.
Da coronakrisen ramte, og restauranten blev tvunget til at lukke, mistede George Floyd sit job. George Floyd efterlader sig en datter på seks år, som bor med sin mor i Houston. Det kan man læse i artiklen ”Portræt: Strid om cigaretter førte til død og demonstrationer” på Berlingske.dk (se kilder).

Hvorfor døde George Floyd?

Anholdelsen af George Floyd fandt sted ved en dagligvarebutik i byen Minneapolis, hvor han var gået ind for at købe cigaretter. Angiveligt skulle han have forsøgt at købe cigaretterne med en falsk tyvedollarseddel. Det fik to af medarbejderne fra butikken til først at gå ud til ham i bilen, som stadig holdt parkeret tæt ved forretningen, for at bede ham give cigaretterne tilbage og kort efter tilkalde politiet. Først ankom to betjente til stedet. De tilkaldte yderligere to betjente, som foretog den voldsomme anholdelse, hvor den ene af betjentene pressede knæet mod halsen på George Floyd, et ulovligt overgreb som kostede ham livet. George Floyd døde kort efter anholdelsen, en time senere, på et nærliggende hospital. Anholdelsen blev fanget på en video, der siden er gået verden rundt og har sat ild i oprøret mod racediskrimination og politivold mod sorte. Flere forbipasserende stoppede op og filmede overgrebet, mens de indtrængende bad betjentene om at slippe ham, fordi de kunne se, at han ikke kunne trække vejret. ”I kvæler ham jo” – ” så mærk dog hans puls” ”mærk hans puls”, siger de på de private optagelser, som The New York Times har brugt i en rekonstruktion, der viser og forklarer hele anholdelsen, og hvordan George Floyd blev kvalt (se Youtube-klippet nedenfor).

 

The New York Times har lavet en rekonstruktion, der viser, hvordan George Floyd blev kvalt under den voldsomme arrestation, baseret på optagelser fra videoovervågning og vidner, der overværede anholdelsen:

 

 

 

Hvordan blev George Floyd begravet?

George Floyds død blev hurtigt et symbol på dem kamp mod racediskrimination og politivold, som Black Lives Matter bekæmpelsen kæmper. Da han blev begravet den 9. juni 2020 var flere hundrede mennesker samlet uden for kirken i Houston for at deltage i begravelsen på afstand pga. coronakrisens restriktioner for større forsamlinger. Han blev begravet i en kiste af guld – en såkaldt ”Promethean Golden Casket, som normalt er forbehold statsmænd og verdenskendte berømtheder. Michael Jackson, Aretha Franklin og James Brown er blandt de stjerner, som er blevet begravet i den specialbyggede, guldbelagte fløjlsforede kiste, der koster omkring 150.000 kroner. Pengene til kisten er donnoret af den tidligere bokseverdensmester Floyd Mayweather, der har betalt alle familiens begravelsesomkostninger.

Der er også blevet samlet 13 millioner dollars – mere end 100 millioner kroner ind til en fond i George Floyds navn – penge der skal gå til George Floyds efterladte, fem børn fra et tidligere ægteskab i alderen 6 til 27 år, kan man læse i artiklen ”George Floyd begravet som en statsmand – i en kiste af guld” på Tv2 Nyheder.dk (se kilder).

 

Tusindvis af amerikanere stod i kø ved en offentlig mindehøjtidelighed i Houston, for at komme ind i kirken og tage afsked med George Floyd ved hans kiste og hermed markere deres respekt. George Floyd: US Democrats introduce sweeping legislation to reform police. BBC News:

 

 

 

Hvordan satte George Floyds død ild i et fornyet oprør mod racisme?

Drabet af George Floyd blæste ild i oprør og demonstrationer i byer i hele USA, hvor flere hundrede tusinder demonstranter gik på gaden i protest. Flere steder eskalerede demonstrationerne, og i seks stater, herunder Minnesota, hvor Floyd døde, satte myndighederne tropper fra Nationalgarden ind og erklærede udgangsforbud i forsøg på at stoppe urolighederne. Demonstrationerne spredte sig hurtigt også ud i mindre byer, og over hele USA blev der meldt om sammenstød mellem politi og demonstranter. For at stoppe en protestmarch i Minneapolis forfulgte politiet flere grupper og beskød dem med gummikugler, hvorefter flere amerikanske medier, heriblandt CNN og MSNBC, rapporterede om, at deres journalister og fotografer var blevet ramt af gummikugler, da de forsøgte at dække optøjerne. Der var også journalister, der fortalte om at være blevet udsat for angreb med tåregas, peberspray og elektrochokvåben, mens adskillige journalister blev arresteret, kan man læse i artiklen ”Oprør i USA: ”Det her er en ny borgerrettighedsbevægelse, og vi er i 2020” på Information.dk (se kilder). En af de mange journalister, der mærkede den hårdhændede behandling af pressen, var den amerikanske freelancefotograf, Linda Tirando, der blev ramt af en af politiets gummikuler i venstre øje og blev blind af det, da hun forsøgte at dække begivenheden, kan man læse i artiklen ”Fordømmelse af angreb på journalister: ”Vi plejer at se det i slyngelstater” på Dr.dk. Den hårdhændede behandling af pressen har vakt massiv kritik fra Reporters Without Borders, det internationale journalistforbund og Dansk Journalistforbund, kan man læse i artiklen (se kilder).  Demonstrationerne spredte sig hurtigt til resten af verden. I artiklen ”20 arresteret i Berlin – Se Black Lives Matter demonstrationer over hele verden” på Dr.dk, kan man læse om, hvordan hundrede tusindvis af mennesker over hele verden er gået på gaden for at markere protest mod politivold og racisme. I artiklen er billeder fra demonstrationer i Tyskland, Frankrig, Polen, Danmark, Tunesien, Holland, England og Bulgarien (se kilder).      

Hvilke politiske konsekvenser kan George Floyds død få for det amerikanske politi?

Den antiracistiske bevægelse er gået på gaden med flere krav til reel politisk handling i kølvandet på den brutale anholdelse, der kostede George Floyd livet. Blandt dem er færre penge til det amerikanske politi, for i stedet at tilføre flere midler til socialt arbejde, der skal forhindre kriminalitet og sikre bedre kontakt mellem politi og borgere. Det forslag er blevet hørt af myndighederne i Washington og byrådspolitikere flere steder i landet. Blandt andet i Minneapolis i delstaten Minnesota, byen hvor George Floyds blev dræbt. Her har byrådet besluttet at reformere politiet. Også i Los Angeles og New York har man planer om at omprioritere ressourcerne og ændre måden, politistyrken fungerer på.  I Los Angeles har borgmester Eric Garcetti meddelt, at man dropper en ellers planlagt udvidelse af politiets budget på cirka 150 millioner dollar, svarende til næsten en milliard danske kroner. I New York har byrådet meddelt, at bevillingerne til politiet vil blive beskåret med seks milliarder dollar. Og byer som San Francisco, Baltimore og Philadelphia overvejer lignende tiltag. Således har den opblussende racismedebat bragt diskussionerne om en reform af det amerikanske politi højt op på den politiske dagsorden. I et nyt lovforslag fra Demokraterne lægges op til, at halsgreb forbydes, at der skal laves nye kriterier for, hvad der er rimelig magtanvendelse og større tilsyn med politiet, ligesom at det fremover skal være lettere at retsforfølge betjente og påtale racisme. Lovforslaget lægger også op til, at der oprettes en national database, hvor tilfælde af overdreven magtanvendelse registreres.

”Man ser blandt andet på, om det skaber konflikter i sig selv, at politiet har modtaget udstyr fra militæret og har fået arbejdsopgaver, der tangerer bekæmpelse af terror og bandekriminalitet”, forklarer lektor ved Amerikanske Studier på Syddansk Universitet Niels Bjerre Poulsen i artiklen ”Amerikanerne vil smække politiets pengekasser i: Det lyder mere rabiat, end det i virkeligheden er” på Dr.dk (se kilder).

Hvorfor foreslår politikere at omdøbe steder og monumenter? 

Flere amerikanske politikere og embedsmænd har desuden foreslået at omdøbe militærbaser og monumenter i USA, der er forbundet med racisme. Demonstranter og kritikere argumenterer for, at de pågældende steder minder om kolonisering og slaveri i USA, og at det derfor er en hån mod afroamerikanske borgere at repræsenterer en række omstridte generaler og soldater fra borgerkrigen i 1860’erne. Mens en række embedsmænd, herunder forsvarsminister Mark Esper og hærminister Ryan McCarthy, har vist vilje og åbenhed overfor forslaget om at omdøbe hærens baser, har Donald Trump blankt afvist forslaget ved i en række opslag på Twitter at skrive, at baserne og deres navne udgør en del af den nationale arv. ”Derfor vil min administration ikke engang overveje at omdøbe disse storslåede og fabelagtige militære installationer”, skriver Donald Trump. Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har i et brev opfordret Kongressen til at fjerne alle statuer i Washington D.C., der repræsenterer ledere og soldater fra borgerkrigen i 1860’erne. Det kan man læse i artiklen ”Trump afviser at omdøbe militærbaser efter racediskussion” (se kilder).

Også danske politikere har brugt det fornyede fokus på at komme racediskrimination til livs til at stille forslag, der skal vise, at myndighederne lægger afstand til racisme og ønsker at lære af historiens fejl. For eksempel har teknik og miljøborgmester i København, Ninna Hedeager Olsen (EL) forslået, at adresser og vejnavne i hovedstaden skal opkaldes efter helteskikkelser og oprørsledere fra Danmarks fortid som kolonimagt og slavehandler nation. I artiklen ”Borgmester vil hylde danske slaveoprørere med nye vejnavne” nævner Nina Hedeager Olsen eksempelvis den kommende etape i bydelen Nordhavn som en mulighed for de nye adresser. Den melding kom efter en weekend, hvor mere end 15.000 danske demonstranter gik på gaden for at vise deres sympati med George Floyd (se kilder).

Hvordan har George Trump reageret på demonstrationerne?

Donald Trump har beskyldt demonstranterne for at være anarkister og anklaget dem for bevidst at opflamme urolighederne. Han har også tilskyndet borgmesteren i Minneapolis til at bruge skrappere midler for at få bugt med demonstranterne. Efter flere dages demonstrationer meddelte Donald Trump, at det amerikanske justitsministerium nu vil indlede sin egen borgerretlige undersøgelse af George Floyds død.

”George Floyds minde bliver vanæret af uromagere, plyndrede og anarkister” har Donald Trump udtalt til pressen. Han har også truet demonstranter, der samledes ved Det Hvide Hus med ”bidske hunde” og ”ildevarslende våben”. Den udtalelse fik en påtale fra borgmesteren i Washington D.C. Muriel Bowser, som kritiserede Donald Trump for, at udmeldingen havde racistiske undertoner. Det kan man læse i artiklen ”Oprør i USA ”Det her er en ny borgerrettighedsbevægelse og vi er i 2020” på Information.dk (se kilder).