Den amerikanske borgerretsbevægelse

Artikel type
faktalink
journalist Tine Pind Jørum, iBureauet/Dagbladet Information. 2005. Opdateret af journalist Sven Johannesen. December 2014
Main image
Coretta Scott King leder en demonstration gennem Memphis, USA, den 9. april 1968 fire dage efter mordet på hendes mand, borgerretsforkæmperen Martin Luther King.
Coretta Scott King leder en demonstration gennem Memphis, USA, den 9. april 1968 fire dage efter mordet på hendes mand, borgerretsforkæmperen Martin Luther King.
Foto: Scanpix

Borgerretsbevægelsen er en af de mest gennemgribende bevægelser i det 20. århundredes USA. Med karismatiske ledere som blandt andre Martin Luther King tog den kampen op med flere hundrede års diskrimination og vold mod landets afroamerikanske borgere.

I 1950'erne og 60'erne havde afroamerikanerne for alvor fået nok. Med massedemonstrationer, boykots og andre primært ikkevoldelige protester krævede de lige rettigheder og muligheder for alle.

I dag har afroamerikanerne formelt opnået samme borgerrettigheder som hvide, og i 2009 fik landet sin første sorte præsident. Men der stadig lang vej, før afroamerikanerne har lige så gode levevilkår som den hvide majoritetsbefolkning. 

 

Introduktion til borgerretsbevægelsen

Dr. Martin Luther King, Jr. (15. januar 1929 - 4. april 1968) er i København i 1964 med fru Corretta.
Dr. Martin Luther King, Jr. (15. januar 1929 - 4. april 1968) er i København i 1964 med fru Corretta.
Foto: Mogens Ladegaard / Scanpix

Hvad er borgerretsbevægelsen?

Der lød klappen og hujen fra mere end 200.000 mennesker, da ordene fra den afroamerikanske baptistpræst gjaldede: "I have a dream that my four little children will one day live in a nation where they will not be judged by the color of their skin but by the content of their character. I have a dream today". Det var i sensommeren 1963, at Martin Luther King holdt sin berømte tale foran det gigantiske Lincoln monument i Washington DC. Et år, der skulle blive et af de afgørende for den amerikanske borgerretsbevægelse.

Det er derfor ikke tilfældigt, at de fleste forbinder den amerikanske borgerretsbevægelse med perioden 1955-1968, da Martin Luther King var en hovedfigur i bevægelsen. Men allerede i starten af 1900-tallet blev de første frø sået, da nogle af de mest indflydelsesrige borgerretsorganisationer blev dannet, og nogle af de mest betydningsfulde afroamerikanske intellektuelle og politiske ledere trådte ind på den historiske scene.

Borgerretsbevægelsen er en fællesbetegnelse for de mange organisationer og enkeltpersoner, der arbejdede for de sorte amerikaneres rettigheder. Målet for bevægelsen var at få de samme borgerrettigheder for afroamerikanere, som hvide amerikanere havde. For eksempel mulighed for at stemme, adgang til uddannelse, lige adgang til arbejdsmarkedet og retten til ikke at blive diskrimineret. Samtidig ville de gøre op med den raceadskillelse, som var indført ved lov i sydstaterne og som eksisterede mere uformelt i nordstaterne. 

Hvad er borgerrettigheder?

Borgerrettigheder er de rettigheder, man har som borger i en stat, fordi man har en særlig tilknytning til staten, eller som www.encyclopedia.com (se kilder) definerer det ”rights that a nation's inhabitants enjoy by law”

Borgerrettigheder er nemlig oftest indskrevet i det enkelte lands forfatning eller grundlov. Borgerrettigheder kan for eksempel være stemme- og valgretten og retten til ikke at blive udvist fra eller nægtet indrejse i staten.

Derfor er borgerrettigheder heller ikke nødvendigvis det samme som menneskerettigheder. Hvor ens borgerrettigheder kan ændre sig, hvis man flytter fra ét land til et andet, tilkommer menneskerettigheder alle mennesker, uanset statsborgerskab.

Encyclopædia Britannica Online (se kilder) definerer menneskerettigheder som "Rights that belong to an individual as a consequence of being human". Klassiske menneskerettigheder er blandt andet beskyttelsen af den personlige frihed, privatlivets fred, ytrings-, forsamlings- og foreningsfrihed og beskyttelse mod diskrimination. Når vi i dag bruger begrebet "menneskerettigheder" refererer vi oftest til den "Menneskerettighedserklæring", som FN formulerede i 1948.

Hvad betød slaveriet for forholdet mellem sorte og hvide i USA?

I 1619 lagde et skib til kaj i staten Virginia. Ifølge den amerikanske historiker Howard Zinn i bogen "A People's History of United States", s. 23 (se kilder), bestod en del af lasten af 20 afrikanere, de første slaver der skulle sætte deres fod på amerikansk jord. Ifølge bogen "De sorte amerikaneres borgerretsbevægelse" (se kilder) blev omkring 600.000 afrikanske slaver transporteret fra Afrika til USA i løbet af de næste 250 år. Her levede de og deres efterkommere under massiv fysisk og psykisk undertrykkelse. Udover det hårde arbejde i blandt andet bomuldsmarkerne, hørte fysisk afstraffelse til en del af den måde, hvorpå de hvide slaveejere holdt deres slaver nede. Piskning, afskæring af legemsdele og lynchninger var bare nogle af de måder, plantageejerne kunne sikre, at slaverne ikke blev fristet til at gøre oprør.

Undertrykkelsen havde også en psykologisk komponent. Slaverne lærte, at de var den hvide race underlegen, de lærte at undertrykke deres egne behov og at identificere deres egne ønsker med deres ejers ønsker. Deres sociale netværk blev undergravet, når familier blev splittet op, og de blev spillet ud mod hinanden, når ejeren opdelte slaverne i markslaver og de mere privilegerede husslaver. 

Hvad betød slaveriet for den amerikanske økonomi?

Slaverne blev primært importeret til syden, hvor de arbejdede på tobaksfarme, rismarker og bomuldsplantager, og hele samfundsordenen og økonomien var bundet op på slaveri. Ifølge "A People's History of the United States", s. 171 (se kilder), blev der i 1790 produceret cirka tusind tons bomuld om året i syden. I 1860 var produktionen steget til en million tons. Og i samme periode var antallet af slaver vokset fra cirka 500.000 til 4 millioner.

I staten Virginia udgjorde slaverne i 1763 halvdelen af befolkningen, også ifølge samme kilde, s. 32 (se kilder). Især sydstaterne var dybt afhængige af slaverne. Og det politiske establishment bakkede op i form af lovgivning, bevæbnede styrker og med deres egne racefordomme. 

Hvornår og hvorfor blev slaveriet afskaffet?

Gennem hele slavetiden gjorde slaver oprør, men der blev slået hårdt ned på dem. Det var først med den amerikanske borgerkrig i 1861, at slavespørgsmålet for alvor kom på den politiske dagsorden og splittede selv den hvide befolkning. Der havde længe været uoverensstemmelser mellem syd- og nordstaterne.

I Nordstaterne ønskede man en helt anden økonomisk struktur, end den man havde sydpå. Nordstaterne var godt i gang med at blive industrialiserede, og eliten ønskede et frit marked med fri arbejdskraft. Det gjorde sydstaterne ikke. Deres økonomi var baseret på slaveri.

Det Republikanske Parti var blevet dannet i de tidlige 1850'ere for at forhindre, at slaveriet spredte sig, og derfor anså sydstaterne republikanerne for at være en trussel mod deres økonomi og livsstil. Så da republikaneren Abraham Lincoln blev præsident i 1860, rev i alt 11 sydstater sig løs fra Unionen (The United States of America) og dannede Amerikas Konfødererede Stater i 1861. Det blev startskuddet til den amerikanske borgerkrig (1861-1865).

Ifølge Howard Zinns bog "A People's History of the United States", s. 189 (se kilder), var Lincolns primære mål med krigen at genoprette Unionen. Det var først, da krigen blev blodigere, desperationen for at vinde blev større, og der begyndte at lyde mere og mere offentlig kritik af slaveriet fra Lincolns eget bagland, at slaveriets ophævelse for alvor kom på dagsorden.

I 1863 frigav Lincoln slaverne i de stater, der kæmpede mod Unionen. På den måde lagde han ekstra pres på sydstaterne for at tilslutte sig Unionen, hvor han ikke havde erklæret slaverne frie. Som magasinet The London Spectator skrev: "The principle is not that a human being cannot justly own another, but that he cannot own him unless he is loyal to the United States" - citatet kan findes i "A People's History of the United States", s. 192.

Men efter lang tids pres fra slavemodstandere blev slaveriet endeligt ophævet i samtlige stater, og alle slaver givet fri med den 13. forfatningsændring i 1865, efter krigens afslutning. Slaverne kunne begynde et liv i frihed. 

Hvilke rettigheder fik afroamerikanerne efter slaveriets afskaffelse?

Frihed på papiret skulle dog ikke komme til at betyde frihed i livet for de tidligere slaver i USA. For de næste mange generationer af afroamerikanere kom tilværelsen ikke til at byde på mere end et liv på tredje klasse. Alt tegnede ellers lovende for afroamerikanerne efter den amerikanske borgerkrig. Med republikanerne ved roret under og efter krigen var der blevet sat fokus på afroamerikanernes rettigheder. Under programmet "Radical Reconstruction" fik republikanerne gennemtrumfet den 14. forfatningsændring, som gjorde de tidligere slaver til amerikanske statsborgere. Med den 15. forfatningsændring i 1870 fik alle statsborgere stemmeret, uanset race eller farve. Og i 1875 vedtog man en Borgerretserklæring (The Cilvil Rights Act), som gjorde det ulovligt at nægte sorte adgang til hoteller, teatre, togkupeer og andre steder i det offentlige rum. 

Hvordan blev de nyvundne rettigheder undergravet?

Afroamerikanere organiserede sig og blev indsat i offentlige embeder. Men i Syden var mange hvide imod afroamerikanernes nyvundne friheder og status, og myter blev skabt om, at de var dovne og inkompetente - myter, der skulle leve videre til langt op i det 20. århundrede. Samtidig indførte syden i midten af 1860'erne de 'sorte love', som i praksis sendte dem tilbage på plantagerne på slavelignende vilkår. Afroamerikanere kunne for eksempel ikke leje land, og de blev tvunget til at arbejde på kontrakter, som de ikke kunne bryde.

På papiret havde de fået flere rettigheder, men økonomisk var de sårbare og afhængige af at kunne få arbejde hos deres hvide medborgere. Samtidig forsvandt den politiske opbakning til deres sag lige så stille i midten af 1870'erne. Demokraterne i syden havde aldrig interesseret sig for borgerrettighedsspørgsmålet og talte de hvide plantageejeres sag. I norden begyndte republikanerne at veje de mange fordele ved at få stabilitet og politisk accept i syden mod de færre fordele ved at få de sortes opbakning. En opbakning, der alligevel var svær at få ved stemmeurnerne, som den nye organisation, Ku Klux Klan, skræmte afroamerikanerne væk fra. 

Hvad var Jim Crow-perioden?

I 1883 blev The Civil Rights Act annulleret af Højesteret, og især syden udviklede sig efterhånden til et apartheidlignende, raceopdelt samfund. I syden blev en række love indført, der adskilte sorte og hvide i det offentlige rum i alt fra skoler og busser til restauranter og kirkegårde. Nogle af lovene spredte sig også til andre stater. En sort kunne for eksempel ikke sidde ved siden af en hvid. Og samtidig var de faciliteter, der blev stillet til rådighed for de sorte, altid af ringere kvalitet end dem, der var beregnet for hvide. Også de sortes mulighed for at stemme blev begrænset. De skulle betale valgskat, hvilket de ofte ikke havde råd til, de skulle bevise, at de kunne læse, og de skulle bevise, at de havde ejendom. Kun de, der kunne bevise, at deres bedstefar havde stemt, var undtaget for disse regler, og denne bedstefarregel kom ingen til gode. Bedstefaderen havde jo været slave og altså ikke stemmeberettiget.

Lovene gik under fællesbetegnelsen "Jim Crow"-love. Ifølge www.jimcrowhistory.org (se kilder) stammer betegnelsen fra et teatershow omkring 1830, hvor en hvid skuespiller agerede karakteren "Jim Crow", som var en lidt patetisk, gammel sort mand. Med tiden blev "Jim Crow"-figuren en standardkarakter i de folkelige teatershows, hvor afroamerikanerne blev karikeret og fremstillet som latterlige, uuddannede og fattige personager. Og i hvide folkemunde blev betegnelsen "Jim Crow" ganske enkelt synonym for en afroamerikaner.

I Jim Crow-perioden tog volden samtidig til, og lynchninger blev mere og mere almindelige. Ifølge bogen "De sorte amerikaneres borgerretsbevægelse", s. 22 (se kilder), blev flere end 7.500 afroamerikanere lynchet i perioden 1884-1914, og i cirka samme periode flyttede 750.000 sorte nordpå. Her var Jim Crow-lovene langt mindre udbredte, men den uformelle racisme eksisterede i bedste velgående.

Udviklingen af borgerretsbevægelsen

Borgerrettighedsforkæmper  Amelia Boynton Robinson er født i 1911 og et levende vidnesbyrd om de sorte amerikaneres lange kamp mod diskrimination, fornedrelse og undertrykkelse.
Borgerrettighedsforkæmper Amelia Boynton Robinson er født i 1911 og et levende vidnesbyrd om de sorte amerikaneres lange kamp mod diskrimination, fornedrelse og undertrykkelse.
Foto: Keld Navntoft / Scanpix

Hvornår opstod den tidlige borgerretsbevægelse?

De første borgerretsforkæmpere og organisationer kom for alvor på banen i starten af 1900-tallet. Allerede her kunne man ane de tre forskellige strategier, som også senere første til uenigheder i bevægelsen: Den tilpassende strategi, den konfronterende strategi og den separatistiske strategi.  

  • Booker Washington, som var født som slave, mente, at afroamerikanere skulle fokusere på at få uddannelse og blive en bedre arbejdskraft. Han mente, at de derved ville få en mere ligeværdig behandling og blive bedre integreret.
  • Sociologen W.E. B. Du Bois var uenig i strategien og mente, at afroamerikanere skulle være langt mere konfronterende og kræve deres ret med stolthed. I 1910 var W.E.B. Du Bois med til at grundlægge The National Association for the Advancement of Colored People (NAACP)(se kilder), som eksisterer den dag i dag.
  • Marcus Garvey, som kom til USA fra Jamaica i 1916 med organisationen The Universal Negro Improvement Association (UNIA), mente, at det var omsonst at få de hvide til at gøre op med deres racisme. Derfor skulle racerne holdes adskilte, afroamerikanerne skulle opbygge indbyrdes solidaritet og være stolte af deres afrikanske arv. 

Hvordan kæmpede den tidlige borgerretsbevægelse?

Med Jim Crow-lovene i syden, vold mod sorte i både nord og syd og en videnskab, der mente, at afroamerikanere tilhørte en laverestående race, var det utroligt vanskeligt at skabe politisk dialog om sortes rettigheder i første halvdel af 1900-tallet. I stedet konfronterede NAACP systemet ved domstolene, og op gennem 1920'erne, 1930'erne og 40'erne førte organisationen sager om blandt andet spørgsmålet om stemmeret og de sortes ret til at bo i hvide områder. Mange sager blev vundet, men det var vanskeligt at få den formelle ret omsat i praksis.

I 1942 blev Congress of Racial Equality (CORE) grundlagt, en organisation der foranstaltede fredelige protestaktioner, og i løbet af 1940erne vandt NAACP stadig vigtigere sejre. I 1944 fik man Højesterets ord for, at det var forfatningsstridigt at forhindre sorte i at deltage i partiernes primærvalg, hvor kandidaterne til de egentlige valg vælges. Og i 1947 faldt der dom for, at raceadskillelse i busser, der passerede en statsgrænse, var forfatningsstridigt.

Det helt store gennembrud for borgerretsbevægelsen kom i 1954, da NAACP vandt en sag mod det offentlige skolesystem i byen Topeka i Kansas. Sagen er kendt som Brown versus Topeka Board of Education. 

Hvad betød sagen Brown vs. Topeka i 1954?

Da NAACP's topjurist, Thurgood Marshall, på vegne af en sort skolepige, Linda Brown, lagde sag an mod det offentlige skolevæsen i Topeka, kunne ingen vide, at denne sag ikke bare skulle blive en murbrækker i kampen for de sortes borgerrettigheder. Den skulle også blive spiren til de mange voldelige sammenstød, der fandt sted de næste mange år. Marshall argumenterede for, at raceadskillelsen i skolerne var en krænkelse af den 14. forfatningsændring, fordi adskillelsen skabte en følelse af mindreværd blandt de sorte. I 1954 vandt han sagen i Højesteret.

Højesteret insisterede ikke på, at raceadskillelse i skoler generelt skulle ophæves med det samme. Et år efter dommen udtalte Højsteret, at adskilte faciliteter skulle integreres så hurtigt som muligt. Men 10 år efter var 75% af skoledistrikterne i syden stadig raceopdelte. Alligevel betød dommen utroligt meget for borgerretsbevægelsen. I 1954 hed det sig ude i verden, at USA havde forbudt raceadskillelse. Og også for amerikanerne varslede det nye tider. 

Hvad betød mordet på Emmett Till i 1955?

Der havde altid været vold mod sorte i syden, men i 1955 skete et mord, der var så bestialsk og meningsløst, at det gav genlyd i hele landet. I august tog en teenager fra Chicago til Missisippi for at besøge sin familie. Han vendte aldrig hjem igen. Man fandt hans lig i Tallahatchie floden, hvor han var blevet dumpet, efter at han var blevet banket og skudt af to hvide mænd. Grunden var, at han efter sigende havde fløjtet efter en hvid pige i en butik. På trods af Emmett Tills forslåede ansigt, besluttede hans mor alligevel at have kisten åben til hans begravelse, som mange har i USA. Omkring 50.000 mennesker kom og så hans lig, og mange flere fik syn for sagen, da et billede af liget blev offentliggjort i Jet Magazine.

Drabsmændene blev hurtigt fanget, men blev frikendt i retten. Mordet og frikendelserne fik åbnet flere øjne for de uretfærdigheder, sorte blev udsat for, og det fik sat sindene yderligere i kog hos alle, der i forvejen kæmpede for at forbedre afroamerikanernes rettigheder. 

Hvad betød boykotten af busserne i Montgomery i 1955?

Den 1. december 1955 steg en 43-årig afroamerikansk kvinde på bussen i Montgomery, hovedstaden i Alabama, indtog en plads og nægtede at give den fra sig, da buschaufføren bad hende overdrage den til en hvid passager. Rosa Parks' stædighed førte til, at hun blev arresteret, men hendes arrestation skulle ikke være forgæves.

Den 5. december boykottede 90% af Montgomery's sorte indbyggere de offentlige busser. Umiddelbart efter mødtes en række politiske organisationer - blandt andet NAACP - med byens sorte præster for at diskutere, om boykotten skulle forlænges. Det var på dette møde, at den unge baptistpræst Martin Luther King for første gang trådte ind på den historiske scene. Her blev Montgomery Improvement Association (MIA) nemlig dannet, og Martin Luther King blev valgt til præsident for organisationen, som vedtog, at boykotten skulle fortsætte. Boykotten fortsatte i elleve måneder, og den 13. november 1956 blev raceadskillelsen i offentlige busser erklæret forfatningsstridigt i Højesteret. 

Hvordan kæmpede borgerretsbevægelsen 1955-1968?

Montgomery-boykotten blev for alvor starten på den protestbevægelse og de begivenheder, der skulle indtage syden de næste ti år: Masseprotester, følelsesladede gudstjenester, aktioner baseret på kristne principper, referencer til glemte, amerikanske idealer samt viljen til kamp og til at ofre, hvad der skulle til for at udfordre det hvide overherredømme.

Hvor NAACP primært havde udfordret systemet ved domstolene, tog borgerretsbevægelsens taktik nu en ny drejning. I 1957 stiftede Martin Luther King organisationen Southern Christian Leadership Conference (SCLC), i 1960 stiftedes Student Non-violent Coordinating Committee (SNCC). Og med organisationer som CORE, SCLC og SNCC i spidsen gik man nu over til at benytte sig af direkte aktioner, civil ulydelighed, demonstrationer og de såkaldte sit-ins, hvor sorte satte sig ved for eksempel borde i restauranter, der var forbeholdt hvide.

Alle aktioner var ikkevoldelige, og King prædikede kærlighed og sympati for de hvide undertrykkere. Et budskab, der senere blev kritiseret for at være for vagt, men som var med til at skabe sympati for afroamerikanernes sag i andre dele af USA's befolkning. Den vold, der fulgte i kølvandet på aktioner og demonstrationer, blev primært begået af hvide borgerretsmodstandere. Men den blev til gengæld også mere og mere voldsom, i takt med at aktionerne blev optrappet. 

Hvad betød "the Freedom Rides" i 1961?

Selvom Højesteret allerede i 1947 havde erklæret raceopdeling for forfatningsstridig i de busser, der kørte fra stat til stat, var raceopdelingen ikke ophævet i praksis i starten af 1960'erne. Derfor tog borgerretsaktivister på "Freedom Rides", som blev iværksat af borgerretsbevægelser som CORE, SNCC og organisationen SCLC, som Martin Luther King stod i spidsen for.

Aktivisterne tog busserne rundt på kryds og tværs i syden, hvor de blandt andet nægtede at benytte de adskilte ventesale og restauranter i terminalerne. Men overalt hvor de kom frem, blev de mødt med vold. Efter den første Freedom Ride, hvor aktivister blev banket, arresteret af politiet og intimideret af blandt andre Ku Klux Klan, blev de involverede organisationer i tvivl om, hvorvidt aktionerne var for risikable. Men aktivisterne ville ikke lade sig intimidere, så busturene fortsatte. I Alabamas hovedstad Montgomery blev aktivister banket sønder og sammen, nogle med varige mén til følge.

The Freedom Rides fik stor mediedækning og den voldelige modtagelse af fredelige aktivister virkede meget provokerende på den amerikanske befolkning. Den 29. maj 1961 meddelte Kennedy-regeringen, at den havde pålagt The Interstate Commerce Commission, styrelsen for trafik mellem staterne, at forbyde al raceadskillelse på busser og toge mellem staterne. 

Hvad betød Birmingham-aktionen i 1963?

Borgerretsbevægelsen fortsatte med de ikkevoldelige aktioner, som havde vist sig effektive til blandt andet at tiltrække medierne. I 1963 fik en aktion i Birmingham, Alabama, særlig stor opmærksomhed.

Birmingham-aktionen var en protest mod raceadskillelse i byens offentlige rum og bestod af organiserede demonstrationer og 'sit-ins'. Da SCLC opfordrede gymnasieelever til at slutte sig til aktionerne, og cirka 1.000 gymnasieelever tog organisationen på ordet, pudsede Birminghams politichef, Eugene "Bull" Connor, politihundene på dem og åbnede for brandslangerne.

Hele nationen fulgte med på tv, da skoleelever blev overfaldt af hundene og mejet ned af vandmasserne. Ifølge "De sorte amerikaneres borgerretsbevægelse", s. 42 (se kilder), blev Martin Luther King arresteret sammen med over 3.000 demonstranter. Fra fængslet skrev han sit berømte "Letter from Birmingham Jail", hvor han reflekterede over en række moralske spørgsmål i forbindelse med borgerretsprotesterne.

Kennedy-regeringen greb ind i forhandlingerne mellem SCLC og de hvide forretningsdrivende, og den 10. maj 1963 offentliggjorde parterne en aftale om at ophæve raceadskillelsen i Birminghams offentlige rum. 

Hvad betød marchen til Washington i 1963?

Den 28. august 1963 deltog mere end 200.000 mennesker i den store march for frihed og arbejde, ifølge "The Martin Luther King, Jr. Papers Project at Stanford University" (se kilder). Målet for marchen var blandt andet at få lige borgerrettigheder til alle og lige adgang til arbejdsmarkedet. Arrangørerne var nogle af de mest betydningsfulde borgerretsorganisationer, blandt andre NAACP, National Urban League, CORE, SNCC og SCLC. Marchen endte foran det enorme Lincoln Memorial i Washington DC. Det var her, Martin Luther King holdt sin berømte tale, "I Have a Dream", som begejstrede de fremmødte, men som ifølge "A People's History of the United States", s. 457 (se kilder), nok ikke udtrykte den vrede, mange sorte i virkeligheden følte.

Marchen var en kæmpe succes og tiltrak både aktivister, kendte musikere og performere. Samtidig blotlagde den dog også nogle af de uenigheder, der eksisterede i bevægelsen og blandt dem, der støttede den. Præsident Kennedy var umiddelbart imod marchen, da han mente den ville skade snarere end gavne. Malcolm X (se selvstændigt FaktaLink) og var også imod og kaldte den "en farce", blandt andet fordi det lykkedes at få borgerretsbevægelsen til at få Kennedys opbakning, hvorved den i Malcolm X's optik blev ufarlig. Og da John Lewis, en kompromisløs SNCC-leder, forsøgte at appellere til mere grundlæggende følelser af uretfærdighed og vrede, end King gjorde, blev han dysset ned af marchens ledere.

Men marchen efterlod varige spor i det amerikanske samfund. Umiddelbart efter tog præsident Kennedy initiativ til the Civil Rights Act, som blandt andet gjorde op med institutionaliseret raceadskillelse. Loven blev endeligt vedtaget den 2. juli 1964, efter Kennedy's død. 

Hvad betød the Missisippi Freedom Summer i 1964?

Selvom afroamerikanere ifølge den 15. forfatningsændring i princippet havde stemmeret, blev de i syden forhindret i at bruge den. De blev intimideret, nægtet adgang til stemmelokalerne eller nægtet muligheden for at tage den læsetest, de skulle bestå for overhovedet at få lov til at stemme. En læsetest, der var udviklet for at holde afroamerikanerne ude af stemmelokalerne.

I sommeren 1964 kørte borgerretsaktivister fra blandt andet organisationer som CORE og SNCC en kampagne i Missisippi for reel stemmeret for afroamerikanere. Kampagnen blev kaldt Freedom Summer. Den bestod af Freedom Days, hvor store grupper af afroamerikanere mødte op foran den lokale retsbygning for at registrere sig som vælgere. Den bestod af Freedom Schools, hvor den sorte befolkning blev undervist i afroamerikansk historie og racerelationer i USA. Og den mundede ud i oprettelsen af et nyt raceblandet parti, Missisippi Freedom Democratic Party.

Der var stor uenighed i bevægelsen om, hvorvidt man skulle invitere hvide studerende fra nordstaterne med, men da man blandt andet vidste, at det ville være nemmere at få mediedækning med hvide middelklassestuderende blandt sig, besluttede man sig til at gøre det. Ifølge den amerikanske historiker John Dittmer i "Local People: The Struggle for Civil Rights in Mississippi", s. 244 (se kilder), kom omkring 1.000 aktivister ned fra nordstaterne, flertallet var hvide universitetsstuderende, andre var præster, advokater og læger.

På nogle måder havde kampagnen opnået positive resultater. I slutningen af sommeren var der etableret 50 Freedom Schools med i alt 2.500 elever i hele staten. Og samtidig blev flere sorte organiseret i bevægelsen. Men det var også en af de blodigste somre i den nyere borgerretsbevægelses historie. Ku Klux Klan intimiderede den lokale befolkning og myrdede aktivister med koldt blod. Allerede i sommerens begyndelse blev de unge aktivister, Andrew Goodman, James Chaney og Michael Schwerner arresteret for at køre for stærkt, og da de blev løsladt om aftenen, blev de brutalt myrdet af Ku Klux Klan. Først i sommeren 1965 blev sagen afsluttet og det hvide eks-klanmedlem, Edgar Ray Killen, blev dømt for de tre mord. 

Hvad betød marchen fra Selma til Montgomery i 1965?

Kampen for stemmeret kulminerede med marchen fra Selma til Montogomery i Alabama på initiativ af Martin Luther King og SCLC. Den 7. marts 1965 drog omkring 600 borgerretsaktivister af sted fra Selma, men de var knap kommet ud af byen, før de blev mødt med politiets køller og tåregas og tvunget tilbage. Dagen blev senere døbt "Bloody Sunday". To dage efter foretog aktivisterne en kort og symbolsk march. Og den 21. marts drog nu cirka 3.000 ud på den 80 km lange tur til Montgomery, denne gang med domstolens ord for, at de havde lov til at afholde en fredelig protestmarch. Da de nåede frem til Montgomery var de cirka 3.000 deltagere vokset til 25.000, som sammen sang "We have overcome".

I august 1965 blev stemmeretsloven vedtaget i Kongressen og myndighederne kunne ikke længere kræve, at borgere skulle kunne læse og skrive for at kunne stemme. Og effekten var til at tage og føle på. Fra at kun 1 million afroamerikanere havde registeret sig som vælgere i syden i 1952, steg antallet til 2 millioner i 1964. Og i 1968 var 3 millioner sorte registrerede som vælgere, hvilket svarede til 60% af de sorte stemmeberettigede, lige så stor en procentdel som blandt de hvide stemmeberettigede. Tallene anføres af Howard Zinn i "A People's History of the United States", s. 456 (se kilder).