babyer fra Afrika
Lande i Afrika, Sydamerika og Asien skruer ned for udlændinges adgang til at adoptere.
Foto: Sonja Iskov / Ritzau Scanpix

Adoption i Danmark

journalist Sofie Tholl, iBureauet/Dagbladet Information, 2012. Opdateret af journalist Malene Fenger-Grøndahl, Bureauet, april 2019.
Top image group
babyer fra Afrika
Lande i Afrika, Sydamerika og Asien skruer ned for udlændinges adgang til at adoptere.
Foto: Sonja Iskov / Ritzau Scanpix
Main image
Det første møde mellem et adoptivbarn og hans kommende adoptivfar på et børnehjem i La Paz, Bolivia. 2006.
Det første møde mellem et adoptivbarn og hans kommende adoptivfar på et børnehjem i La Paz, Bolivia. 2006.
Foto: Lars Bertelsen / Scanpix

Indledning

Der er flere forskellige former for adoption i Danmark, og forældre kan både adoptere børn inden for deres egen familie, andre børn fra Danmark eller børn fra andre lande. Igennem de seneste år er antallet af børn, der frigives til international adoption, faldet på verdensplan, og det har medført ændringer for adoptanter i Danmark. Desuden sker der en løbende udvikling i synet på adoption, bl.a. diskuteres det, hvordan adoptioner skal foretages for, at det giver både adoptivbarnet og den nye adoptivfamilie den bedste mulighed for et godt liv. De senere år har nogle af de adopterede, der kom til Danmark i 1960’erne og 1970’erne, og som nu er voksne, rejst kritik af deres adoptivforældre og af den måde, adoptionerne er foregået på. Også historier om nyere adoptioner, som har medført store vanskeligheder eller har vist sig at være foregået på falske forudsætninger, er dukket op i medierne. Sagerne har været med til at sætte gang i en debat, hvor kritikere har kaldt transnational adoption tyveri af fattige landes børn, mens andre har forsvaret adoption som en alternativ og som oftest velfungerende familieform.

YouTuberen ’Tidzlinjen’, Jesper på 17 år, fortæller om sin baggrund som adopteret fra Vietnam, da han var 9 måneder gammel, sine fritidsinteresser og sin familie.

Artikel type
faktalink

Baggrundsviden om adoption

Hvad er adoption?

Ordet adoption betyder ’at tage til sig som sit eget’ og kommer fra det latinske ord adoptio, der betyder ’at vælge til’. Adoption er, når et eller flere mennesker, tager et barn til sig, som ikke biologisk er deres eget, og træder ind i en forældrerolle over for dette barn samt juridisk får forældreretten over det. Der er altså den afgørende forskel på plejebørn og adoptivbørn, at plejebørn ikke juridisk set får nye forældre, mens det adopterede juridisk bliver en del af en ny familie. Når et barn er blevet adopteret, svarer forholdet mellem adoptivforældrene og barnet juridisk til det forhold, der i udgangspunktet er mellem et barn og dets biologiske forældre (dette forhold kan dog ændres, hvis barnet tvangsadopteres).

Hvorfor ønsker nogle at adoptere et barn?

Baggrunden for, at et par eller en enlig vælger at adoptere et eller flere børn kan være, at de lider af ufrivillig barnløshed og ikke selv er i stand til at få børn og/eller ikke ønsker at modtage behandling i form af insemination eller kunstig befrugtning. Et andet eksempel kan være, at det kommende adoptivbarn har været plejebarn i familien eller er vokset op med en stedforælder igennem hele sit liv, og at begge parter nu ønsker en adoption. Nogle adopterer også ud fra den tankegang, at de ønsker at tage et barn til sig, som allerede er kommet til verden, og som mangler en familie, i stedet for selv at blive gravide og føde et barn. Det er efterhånden også almindeligt, at familier, som allerede har flere biologiske børn, vælger at adoptere et barn – f.eks. hvis kvinden er blevet så gammel, at det er vanskeligt for hende at blive gravid, eller hvis risikoen for at få et misdannet barn er stor.

Hvilke typer af adoption finder sted i Danmark?

Der er tre forskellige måder at adoptere på i Danmark: Stedbarnsadoption, familieadoption og fremmedadoption.

· Stedbarnsadoption: Et eksempel på stedbarnsadoption kan være, at barnets mor har giftet sig med en anden mand end barnets far – som måske er død – og at den nye mand adopterer barnet. Den, der gerne vil adoptere, skal leve op til en række krav. Familien skal være stabil, så den, der ønsker at adoptere, skal som udgangspunkt have boet sammen med sin ægtefælle eller registrerede partner i mindst to et halvt år på ansøgningstidspunktet. Man skal desuden have indgået ægteskab eller være i et registreret partnerskab. Man skal ligeledes have boet sammen med barnet i tre år eller have mulighed for at bo tre år sammen med barnet, inden det bliver 18 år og myndigt. Den, der ønsker at adoptere, skal være minimum 14 år ældre end barnet. Reglerne på området administreres af Familiestyrelsen, på hvis hjemmeside reglerne og ansøgningsprocedure m.m. findes (se kilder).

YouTuberen Sabrina Høgh fortæller, hvordan og hvorfor hendes mors nye mand har stedbarnsadopteret hende.

· Familieadoption: Her er det typisk en tante, bedsteforælder eller onkel, der adopterer barnet, eller en voksen, der igennem længere tid har været nært knyttet til barnet. Det er altså kun lovligt at familieadoptere, hvis de, der adopterer, enten er i familie med barnet i lige linje (barnebarn, søskende eller nevø/niece) eller har en særlig tilknytning til barnet (for eksempel plejebarn) eller i mere sjældne tilfælde har en særlig tilknytning til barnets forældre. Disse regler fremgår af Statsforvaltningens hjemmeside (se kilder). Herudover gør de samme regler og krav sig gældende for familieadoption som for stedbarnsadoption.

· Fremmedadoption: Fremmedadoption vil sige, at en enlig eller et par adopterer et barn fra en fremmed familie. Oftest foregår det anonymt, så hverken forældre eller adoptivforældre ved, hvem den anden part er. Det foregår således, at en såkaldt formidlende organisation, som der i Danmark findes en af, står for at skabe kontakt mellem adoptivbarnet og adoptivforældrene. Fremmedadoption betyder ikke nødvendigvis, at barnet er fra et fremmed land, for man kan både fremmedadoptere danske og udenlandske børn. De fleste fremmedadoptioner foregår dog imellem danske forældre og udenlandske børn, typisk fra fattige lande, hvor et stort antal børn er forældreløse og har udsigt til en opvækst på børnehjem, på gaden eller i skiftende plejefamilier.

Hvornår begyndte danskerne at adoptere?

Der har altid været børn, der af forskellige årsager er vokset op hos andre end deres mor og/eller far. Måske døde moren under fødslen, og andre i familien måtte tage sig af barnet. Måske var forældrene så fattige, at de ikke kunne brødføde deres barn og lod det vokse op hos en nabokonen med flere ressourcer.

Det var imidlertid først fra 1800-tallet, at man begyndte at tale om egentlige adoptioner, som Jens Hørlück skriver i sin bog "Adoption i Danmark" (se kilder), og efterhånden som samfundsforholdene og især ejendomsretten blev mere formaliserede, opstod ønsket om at legalisere forholdet mellem barn og voksen gennem adoption. En familieretskommission udarbejdede et forslag til en adoptionslov, og i 1923 blev en fælles nordisk lov om adoption vedtaget. Ved en stor revision af loven i 1953 blev biologiske og adopterede børn fuldkommen ligestillet. Indtil da blev adoptivbørn betragtet mere som plejebørn end som biologiske børn og havde eksempelvis ikke tvangsarveret.

Hvorfra er der kommet adoptivbørn til danske forældre?

Indtil 2. Verdenskrig var det primært danske børn, der blev adopteret, for på daværende tidspunkt var der masser af socialt udsatte og fattige familier i Danmark, der ikke selv kunne magte at tage sig af deres børn. Med den øgede velstand i 1950’erne blev der færre danske børn til bortadoption. I stedet begyndte man at adoptere børn fra udlandet – i begyndelsen især fra andre europæiske lande. Store dele af Europa oplevede dog ligesom Danmark en velstandsstigning i 1950'erne og 60'erne, og dermed svandt behovet for adoption også i disse lande, eller behovet kunne dækkes via indenlandske adoptioner, altså ved at personer fra samme land adopterede børnene. Det beskriver Jens Hørlück i sin bog ”Adoption i Danmark” (se kilder).

Siden 1970’erne har adoptioner til Danmark derfor primært foregået fra udviklingslande i Afrika, Sydamerika og Asien. Der sker hele tiden en udvikling i, hvilke lande den formidlende organisation samarbejder med og kan hjælpe med adoptioner fra. Det afhænger af politiske forhold i de enkelte lande og i den økonomiske udvikling. Nogle lande lukker således ned for adoptioner, mens andre åbner op, ligesom de danske myndigheder kan vurdere, at adoptioner fra et bestemt land skal stilles i bero eller stoppes, fordi der er tvivl om, hvorvidt proceduren omkring adoptionerne er retssikkerhedsmæssigt i orden. Det kan gælde, hvis der er mistanke om, at forældre i et fattigt land bliver lokket til at give deres børn bort til adoption til gengæld for økonomisk hjælp. Den slags har der været en del eksempler på i de seneste år.

Hvordan har antallet af adoptioner udviklet sig?

Det er svært præcist at afgøre, hvor mange adoptioner der har været i Danmark, da det ikke gennem hele perioden, hvor der har fundet formaliserede adoptioner sted, er blevet systematisk registreret, om børnene var stedbørnsadopterede, familieadopterede eller fremmedadopterede. Jens Hørlück forsøger i bogen ”Adoption i Danmark” (se kilder) at give et skøn over antallet af adopterede i de seneste cirka 75 år. Hans optegnelser peger på, at der i perioden 1938-2008 i alt blev adopteret 105.048 børn i Danmark. Siden 1966 er der blevet skelnet mellem stedbørnsadoptioner og familieadoptioner, og fra 1966-2007 er 25.716 af de 57.651 adopterede stedbørnsadopterede, lyder Hørlücks statistik (se kilde). Også de formidlende organisationer har opgjort antallet af adoptivbørn, der er kommet til Danmark fra udlandet. Fra 1970 til 2011 har den ene af organisationerne, DanAdopt, formidlet i alt 6.828 børn, (se kilde, Danadopts hjemmeside) mens den anden organisation, AC Børnehjælp, ifølge egne opgørelser har formidlet flere end 13.000 børn til danske forældre i perioden fra 1969 til 2011. (Se kilder, AC Børnehjælps hjemmeside). De seneste cirka 10 år er antallet af børn, der er kommet til Danmark via adoption, imidlertid faldet betydeligt. I årene fra 2009 til 2017 er der således kun kommet i alt 2.030 børn til Danmark, viser en opgørelse fra Ankestyrelsen (se kilder).

Hvordan er udviklingen i antallet af adoptioner på internationalt plan?

På internationalt plan er der et fald i antallet af adoptioner. Der kommer flere ansøgere og færre børn til bortadoption verden over. Antallet af adoptioner var ellers stigende i perioden fra 1998-2004, hvor antallet af adopterede i verden nåede sit klimaks med 43.000 adopterede børn i 2004. Herefter faldt antallet år for år. I 2010 blev 27.500 børn adopteret på verdensplan.

En opgørelse fra Adoptionsnævnet offentliggjort i oktober 2012 viste, at en stigende andel af de børn, der frigives til adoption, har mentale vanskeligheder, mindre fysiske handicap og misbrugsskader, eller er over tre år, hvilket gør det sværere for dem at falde til (se kilder). Og disse børn er generelt sværere at finde vestlige adoptivfamilier til.

Hvordan har antallet af adoptioner udviklet sig i Danmark?

Hvis man ser på en opgørelse over de seneste 10 år, er der et fald i antallet af adoptioner i Danmark, viser blandt andre Adoptionsnævnets optegnelser (se kilde) og Ankestyrelsens statistik. I perioden fra 1970erne til 2010 kom der hvert år mellem 400 og 700 børn til Danmark, men herefter er antallet faldet. I 2011 kom 338 børn fra udlandet til Danmark for at blive fremmedadopteret, og i siden er antallet faldet hvert år ned til 79 børn i 2017-.

Hvorfor er antallet af adoptioner i Danmark faldet?

Der er flere årsager til, at antallet af adoptioner er faldende. En årsag kan være, at mulighederne for at få børn ved hjælp af insemination og kunstig befrugtning er blevet bedre, så flere vælger denne løsning frem for adoption. En anden faktor er, at afgiverlandene (de lande, som børnene bortadopteres fra) i højere grad selv er i stand til at finde pleje- eller adoptivfamilier til spædbørn. Det efterlader en restgruppe af lidt ældre børn, som de danske forældre oftest ikke er så interesserede i eller ikke er godkendt til at adoptere. Det kræver nemlig en såkaldt ’udvidet godkendelse’ at adoptere børn, der er over tre år, eller som har alvorligere handicap. Generelt har danske adoptanter adopteret forholdsvis små børn uden store helbredsmæssige vanskeligheder, mens man i lande som Holland og USA har haft tradition for at adoptere børn med handicap eller psykiske problemer. Desuden er ventetiden steget betydeligt, og risikoen for, at ens adoptionsgodkendelse forældes, før man når at blive adoptivforældre, kan også have en afskrækkende effekt på potentielle adoptanter.
Også en række historier om adoptioner, der er gået galt, eller adoptioner, der har vist sig at være baseret på falske oplysninger om de adopterede børn og deres baggrund, har formodentlig afskrækket en del mennesker fra at søge om godkendelse til at adoptere et barn fra udlandet.

Hvilke love og regler regulerer adoptioner i Danmark?

De overordnede regler for adoption i Danmark er samlet i Adoptionsloven fra 1972, der siden er ændret adskillige gange.

Adoptioner i Danmark skal ske i henhold til FN’s børnekonvention og Haagerbørnebeskyttelseskonventionen fra 1996. Sidstnævnte, som Danmark ratificerede i 2011, har til formål at sikre, at børn med tilknytning til flere lande end et er lige så effektivt beskyttede, som børn med tilknytning til kun et land. (Se kilde, Familiestyrelsens hjemmeside)

I forhold til FN’s børnekonvention er det især artikel 21, der er relevant, når det gælder adoption. Den slår fast, at et landet er forpligtet til at sikre, at en adoption altid sker med hensyntagen til barnets bedste. Siden 1956 har adopterede børn rent juridisk været fuldstændigt ligestillede med biologiske børn. Det betyder eksempelvis, at adoptivbarnet arver på lige fod med de biologiske børn, ligesom alle juridiske bånd og retsforhold ophører mellem adoptivbarnet og dets biologiske forældre.

Hvordan bliver man godkendt til at adoptere?

Det er statsforvaltningerne i Danmarks fem regioner, man skal henvende sig til, hvis man gerne vil adoptere eller bortadoptere. Der er andre procedurer for familie- og stedbarnsadoption end for fremmedadoption.

Hvis en familie eller en enlig ønsker en fremmedadoption, skal de først godkendes som adoptanter af Statsforvaltningen. Hvis de ønsker at adoptere ved familie- eller stedbarnsadoption, skal de ikke godkendes.

Man bliver godkendt til fremmedadoption ved at gå igennem tre faser i Statsforvaltningen:

· I den første fase vurderes det, om man som potentiel adoptant lever op til de formelle krav, der stilles til alder, eventuelt samliv med en partner, ansøgerens helbred, straffeattest, boligforhold og økonomi.

· Hvis ansøgeren/ansøgerne kan leve op til de krav, der stilles i fase et, bliver de indkaldt til et kursus, der udgør fase to. Kurset koster ansøgeren 2500 kroner og går ud på at klargøre ansøgerens adoptionsmotivation og give ansøgerne indblik i, hvad det vil sige at adoptere og leve som adoptivfamilie. I løbet af kurset forklarer forskellige oplægsholdere om livet som adoptivforælder, og der gives et indblik i børnenes baggrund og de vanskeligheder, man kan risikere at støde på som adoptivforældre.

· I fase tre besøger en sagsbehandler ansøgeren eller ansøgerne i deres hjem, og ud fra dette besøg og en anden samtale vurderes det, om ansøgerne/ansøgeren kan godkendes som adoptivforældre/-forælder.

Læs mere om dette på Statsforvaltningens hjemmeside (se kilde).

Kan homoseksuelle adoptere?

I juli 2010 trådte en ændring af adoptionsloven i kraft, som gjorde det muligt for homoseksuelle par i registreret partnerskab at adoptere. Det var dog først i 2014, at det første homoseksuelle par adopterede, adopterede et barn fra udlandet. For selv om loven i Danmark giver mulighed for, at homoseksuelle par kan adoptere, ønsker de lande, der typisk adopteres fra, generelt ikke at bortadoptere børn til homoseksuelle par. Det kan være svært at få overblik over, hvor mange homoseksuelle par, der har søgt om adoption, siden loven trådte i kraft, da statsforvaltninger ikke skelner imellem ægteskab og registreret partnerskab, når der laves opgørelser over, hvor mange der godkendes til adoption eller får afslag på deres ansøgning.

Hvor mange bliver godkendt til at adoptere, og hvor længe venter de?

Færre søger om at blive godkendt som adoptanter, og der har desuden været en stigning i andelen, der bliver afvist som adoptanter. Antallet af danskere, er ønsker at adoptere et barn fra udlandet, faldt fra 314 i 2012 til 48 i 2017, og i 2017 fik 45% af ansøgerne afslag, mens det i gennemsnit i perioden 1997-2014 var 14%, der fik afslag. Adoptionsnævnets nyeste opgørelse over udviklingen i alder og ventetider (se kilder) viser desuden, at den gennemsnitlige ventetid for alle danske ansøgere i perioden fra 2015 til 2017 steg fra 44 til 52 måneder, mens ventetiden i 2004/2005 var 18 måneder.

Kan en adoption ophæves?

Selvom barnets juridiske bånd til dets biologiske forældre brydes ved adoptionen, er det ifølge dansk lov muligt at ophæve enhver form for adoption. Skal en adoption ophæves, efter at barnet er fyldt 18 år, kræver det, at både adoptanterne og adoptivbarnet er enige om det. Såfremt barnet er over 12 år, kræves det, at ophævelsen vurderes at være til barnets bedste, og barnet skal give samtykke. Er barnet under 12 år, skal det høres i sagen om ophævelse. Det fremgår af oplysninger på Ankestyrelsens hjemmeside (se kilder)

Hvis en eller flere parter ønsker en ophævelse, kan man søge Ankestyrelsen, der så tager stilling til, om ansøgningen kan imødekommes og adoptionsforholdet ophæves. Hvis den adopterede gennemfører en ophævelse af adoptionen, kan han eller hun genindtræde i retsforholdet til sine biologiske forældre, men kun hvis de biologiske forældre giver deres samtykke.

Hvilken form for adoption er mest almindelig?

Af de 697 børn der blev adopteret af en eller to nye forældre i Danmark i 2016, blev langt de fleste, 83%, adopteret af en stedforælder. De øvrige 89 børn blev fremmedadopteret, dvs. adopteret af forældre, de ikke kendte i forvejen, og af disse kom 76 fra udlandet. Denne fordeling afspejler en generel tendens til, at de fleste adoptioner i Danmark har været stedbarnsadoptioner, og at andelen af stedbarnsadopterede har været stigende i takt med, at antallet af adoptioner fra udlandet er faldet. I 2009 var 61% af alle adoptioner således stedbarnsadoptioner, mens 36% var fremmedadoptioner.

De adopterede børn

Hvor kommer børnene fra?

Igennem årene er de fremmedadopterede børn kommet fra meget forskellige lande. Som beskrevet tidligere, kom de fleste adoptivbørn i 1950’erne fra lande i Europa, men fra 1970’erne og frem er størstedelen af børnene kommet fra udviklingslande i Asien, Afrika og Latinamerika.

 

maja lee

Maja Lee Langvad kom til Danmark da hun var 3 måneder. Bogen 'Hun er vred' er et opgør med den forestilling at adoption er en win win-situation.

Foto: Torben Huss / Scanpix

1970’erne kom der mange børn fra Vietnam, og i 1980’erne kom der mange børn fra bl.a. Indien og Colombia. For omkring ti år siden steg antallet af adoptioner fra Kina og Vietnam, bl.a. til enlige, voldsomt, men antallet af adoptioner fra Kina til Danmark er i de senere år faldet igen. I 2001 kom der kinesiske 134 adoptivbørn til Danmark, mens antallet i 2011 var faldet til 40, og fra 2013 har det ligget på under 10 årligt. Også fra Indien er antallet af adoptioner gået markant ned. For begge landes vedkommende kan der være en sammenhæng mellem en velstandsstigning, som gør behovet for adoption mindre og/eller muligheden for indenlandsk adoption bedre. Desuden kan det for Kinas vedkommende spille ind, at de kinesiske myndigheder har åbnet for øget adoption til større lande end Danmark.

Med Etiopien var billedet i en periode omvendt. I 2001 var antallet af etiopiske børn, der blev bortadopteret til Danmark 22; i 2010 var tallet 117, og i 2011 kom 80 etiopiske børn til Danmark. Etiopien var hermed det land, hvorfra der i 2011 kom flest adoptivbørn til Danmark. Men efter flere år med problemer med korruption og manglende gennemsigtighed i det etiopiske adoptionssystem besluttede den danske regering i 2016 helt at stoppe for adoptioner fra Etiopien.

Det skete efter massiv kritik af, at fattige og syge forældre bortadopterede deres børn uden at være tilstrækkeligt informerede om, at de på den måde mistede enhver kontakt med børnene.
I de senere år har den danske regering også besluttet at lukket ned for adoptioner fra bl.a. Nigeria og Nepal af samme årsager.
I 2017 var de to lande, som der kom flest adoptivbørn fra til Danmark, Sydafrika med 19 og Thailand med 17.

Hvor gamle er børnene, når de bliver bortadopteret?

Generelt er børnene spæde eller meget små, når de bortadopteres, men det hænder også, at børn helt op til 10-års alderen bortadopteres, eller at børnene bortadopteres i søskendepar, hvor det ældste barn er betydeligt over de 36 måneder, som er grænsen for børn, som adopteres til ansøgere med en såkaldt ’almen godkendelse’.
De sidste ti år er gennemsnitsalderen på børn, der adopteres til Danmark, steget. I 2009 var 50% af børnene under 1 år, når de kom til Danmark, og 26% var mellem 1 og 2 år. I 2017 var kun 8% af børnene under 1 år, da de kom til Danmark, og 34% var mellem 1 og 2 år. Andelen af børn, der var over 5 år, ved ankomsten til Danmark, var i 2017 oppe på 9 %. Det fremgår af Adoptionsnævnets oversigt over udviklingen i alder og ventetider 2015-2017 (se kilder).

Ser man på stedbarnsadoptioner, er det en helt anden sag. I disse tilfælde adopteres børnene i alle aldre, ligesom voksne børn også ofte adopteres.

Hjerteblod – En dokumentar om livet som adopteret i Danmark lavet af elever fra Vordingborg Gymnasium i mediefag, 2012.

 

Hvorfor bortadopterer de biologiske forældre deres børn?

Oftest er der tale om forældre eller enlige fra lande med store sociale og økonomiske problemer. Det er ofte set, at nybagte mødre eller forældre forlader deres børn på et børnehjem eller på et hospital, hvis de ikke føler, at de kan tage vare på det. Nogle børn afleveres også direkte til myndighederne enten af forældrene eller slægtninge. En del af de adopterede børn fra Sydafrika, er født af mødre, som er døende af aids, og som derfor allerede under graviditeten beslutter, at deres barn skal bortadopteres. Kun børn, der ikke er smittede med hiv, bliver dog frigivet til international adoption.

Ser man på de danske forældre, der vælger at bortadoptere, er årsagerne delvist de samme, for de er også delvist socialt udsatte. Ofte er der dog tale om helt unge mødre, der i nogle tilfælde har opdaget deres graviditet så sent, at de ikke har mulighed for at få en abort. Af og til er det mødre, der allerede har børn og ikke har kræfter til at tage vare på endnu et barn. Det sker også, at børnene er født af misbrugere. Det fremgår af opgørelser fra Familiestyrelsen (se kilder).
Endelig er der et mindre antal sager hvert år, hvor danske børn bliver tvangsbortadopteret. Det vil sige, at myndighederne beslutter, at de biologiske forældre ikke længere juridisk set er forældre til barnet, selv om de ikke ønsker, at barnet skal adopteres. Det sker, når myndighederne vurderer, at forældrene heller ikke på langt sigt kan varetage omsorgen for barnet, så det ikke er nok f.eks. at placere barnet i en plejefamilie i håb om, at det senere kan komme tilbage til de biologiske forældre. Siden 2015, hvor en ny lov om tvangsadoption trådte i kraft, har kommunerne indstillet 22 børn til adoption uden samtykke, og i 16 af tilfældene har Ankestyrelsen været enig, og børnene er blevet tvangsadopteret.

Adoptivforældrene

Hvem er de, og hvor gamle er de?

De fleste danske adoptivforældre er heteroseksuelle ægtepar. Der er dog også et stigende antal enlige, typisk kvinder, der adopterer i Danmark. Endelig er der et lille antal homoseksuelle par i registreret partnerskab, der adopterer.

Igennem årene er der generelt blevet længere mellem alderen på adoptanten og den adopterede. I 2011 var gennemsnitsalderen på de mandlige ansøgere 38 år, mens gennemsnitsalderen på kvinder i ægteskab var 37 år, og gennemsnitsalderen på enlige kvinder var 41 år, viser tal fra Adoptionsnævnet (se kilde). Det så anderledes ud i 1980’erne, hvor cirka 45% af de danske adoptivmødre var mellem 30-34 år.

De senere år er stigningen i gennemsnitsalderen stagneret, fremgår det af Adoptionsnævnets statistik over udviklingen i alder og ventetider 2015-2017 (se kilder). Heraf fremgår det, at adoptanternes alder på godkendelsestidspunktet stort set var den samme i 2016 som i 2017. Andelen af adoptanter, der er over 45 år, når de hjemtager barnet, er til gengæld steget fra 15% i 2016 til 25% i 2017.
Udviklingen kan hænge sammen med, at forældrene først forsøger sig med kunstig befrugtning eller insemination, inden de beslutter sig for at søge om godkendelse til at adoptere. Desuden er ventetiden på at adoptere steget betydeligt.

Adoptivforældre er altså, ligesom andre forældre gennemsnitligt blevet ældre, ligesom adoptivforældre gennemsnitligt er ældre end andre danske forældre, når de bliver forældre. Desuden adskiller den gennemsnitlige adoptivforælder sig fra den gennemsnitlige forælder, hvad angår bl.a. uddannelse.

Ifølge foreningen Adoption og Samfund (se kilde) viste en norsk undersøgelse fra 1995, at adoptivforældre i gennemsnit var bedre uddannet end resten af befolkningen, og det samme gælder formodentlig danske adoptivforældre.

Hvorfor vælger adoptivforældrene at adoptere?

Der er mange forskellige årsager til, at forældre kan ønske at fremmedadoptere et adoptivbarn. Den mest typiske årsag er barnløshed, lyder vurderingen fra Familiestyrelsen og Statsforvaltningerne (se kilde). Omtrent 15-20 procent af voksne par i den fertile alder oplever at have svært eller umuligt ved at få et biologisk barn, og nogle vælger med baggrund her i at søge om godkendelse til at adoptere.

Der kan også være mange årsager til ønsket om at gennemføre en stedbarnsadoption:

· En typisk årsag kan være, at adoptanten igennem hele eller dele af et barns liv har ageret stedforælder, fordi han eller hun var gift med barnets biologiske forælder, og det føles som en naturlig konsekvens af dette forældreskab at formalisere forholdet ved en adoption.

· Det hænder også, at plejefamilier vælger at adoptere deres plejebarn, efter at have haft barnet boende som en fast del af familien i en årrække. Dette kan dog kun lade sig gøre, hvis de biologiske forældre accepterer at bortadoptere, eller hvis myndighederne gennemfører en tvangsadaption, fordi det skønnes, at det er den bedste løsning, hvis barnets tarv skal sikres.

Debat om adoption

Har adopterede børn det sværere end andre børn?

Et af de mest debatterede emner inden for adoption er, hvorvidt adoptivbørn har det sværere end andre børn. Der er lavet en del undersøgelser, som tilsammen giver et billede af, at de fleste adopterede klarer sig godt.

Rapporten ”At vokse op som adopteret i Danmark” fra 2017 (se kilder) viser f.eks., at de fleste adopterede klarer sig godt både i løbet af opvæksten og som voksne. I rapporten fremhæves det, at de adopterede vokser op i familier med gennemsnitligt flere ressourcer end deres ikke-adopterede jævnaldrende, både hvad angår økonomi og uddannelse, og det er med til at give dem et godt afsæt.
Langt de fleste adopterede er da også på niveau med ikke-adopterede målt på deres gennemsnit i dansk og matematik i 9. klasses afgangsprøve og målt på, om de er i gang med en uddannelse og/eller har afsluttet en ungdomsuddannelse som 19årige.
De adopterede har dog dobbelt så høj sandsynlighed som deres jævnaldrende ikke-adopterede for at have været i kontakt med det psykiatriske system som 19årige, og der er også flere adopterede end ikke-adopterede (7% mod 5%), der har været anbragt uden for hjemmet i løbet af deres barndom.

Hvordan bliver adopterede behandlet i det danske samfund?

Mange adopterede kan fortælle om episoder, hvor de er blevet diskrimineret på grund af deres hudfarve eller deres baggrund som adopterede.

En undersøgelse fra 2014, refereret i artiklen ”Voksne adopterede er tilfredse” i Politiken (se kilder) viser, at 18% har oplevet at blive ydmyget eller mobbet mange gange i deres barndom og ungdom, som hovedregel på grund af deres anderledes etniske baggrund og udseende, og at 9% fortsat som voksne oplever forskelsbehandling.
Forskeren bag undersøgelsen nævner i artiklen, at også svenske undersøgelser viser, at adopterede oplever at blive diskrimineret, når de skal ud på arbejdsmarkedet.
Rapporten ”
At vokse op som adopteret i Danmark” fra 2017 peger også på, at en del adopterede oplever at blive udsat for diskrimination.

 

HADFORBRYDELSER.DK: Adopteret overhældt med rådden mælk.

30-årige Katrine Jensen, der er adopteret, fortæller om en hadforbrydelse, hun har været udsat for. 14. december 2015



Hvor godt er adoptivforældrene rustet til opgaven?

Adoptivforældre og -familier er formodentlig lige så forskellige som andre familier, og selv om adoptivforældrene har gennemgået en godkendelsesproces, der indebærer et kursus om at være forældre til et adopteret barn, er der ingen garanti for, at alle adoptivforældre formår at være gode forældre for deres børn. Det har fra foreningen Adoption & Samfunds side været fremført, at de danske adoptivforældre ofte står over for store udfordringer, som de ikke altid kan få tilstrækkelig støtte og hjælp til at løse. F.eks. mangler der ifølge foreningen viden om adoptivbørns særlige behov og vanskeligheder hos myndigheder, pædagoger, skolelærere og andre fagfolk.

Desuden er der de seneste årtier kommet meget ny viden på området, som forældre, der adopterede tidligere, ikke har haft mulighed for at tage højde for i deres forældreskab.

En del af forskningen i adopteredes livsvilkår og sundhed har bestået af studier, hvor adoptivbørnene sammenlignes med andre udsatte børn, og her er billedet generelt, at de adopterede børn klarer sig bedre end andre udsatte børn. Der er dog også eksempler på, at adoptivbørnenes vanskeligheder er meget svære for forældrene at tackle, og ikke mindst det faktum, at der nu kommer flere adoptivbørn med specielle behov til Danmark har fået en række eksperter til at vurdere, at adoptivforældrene bør klædes bedre på til at varetage opgaven og have mere støtte undervejs i børnenes opvækst. Efter forslag fra Adoption & Samfunds er en såkaldt PAS-ordning, Post Adoption Service-ordning, der består af støtte- og rådgivningstilbud til både forældre og børn, blevet gjort permanent, sådan som den længe har været i en del andre lande, hvortil der adopteres børn,
 

Hvilken kritik rettes mod adoptivforældre?

Der er en del eksempler på adoptivbørn, som har oplevet at have en svær barndom, og som mener, at deres vanskeligheder primært skyldes, at forældre ikke har magtet at tage sig godt nok af dem.

I Politiken beskrev en adopteret kvinde, Julia Kim, i september 2012, hvordan hun oplevede det at komme til Danmark og vokse op som adopteret. Hendes oplevelse af svigt og kulde fra især sin adoptivmor fik hende til at ophæve adoptionen, da hun var 31 år. I artiklen "Adopteret som 4-årig: Adoptivforældre kan også svigte" i Politiken (se kilder) siger hun: "En stor del af de familier, der adopterede dengang, var velmenende idealister med en høj indtægt, som gerne ville redde verden og åbne deres hjem for et fattigt, forældreløst barn. Men hvis barnet ikke levede op til deres forventninger og tilpassede sig med det samme, kunne mange af dem ikke overskue det, og det gik ud over børnene – enten i form af psykisk eller fysisk svigt og i nogle tilfælde også trusler, diskriminering og vold."

Generelt mener Julia Kim dog, at det er blevet bedre i dag i forhold til dengang, hun kom til landet, fordi forældrene selv henter børnene og desuden kommer på kursus.
Og en undersøgelse fra 2014, refereret i artiklen ”Voksne adopterede er tilfredse” i Politiken (se kilder) viser da også, at 98% af de adspurgte, som er adopteret i 1979-80 eller 1994-95, i nogen eller i høj grad samlet set er tilfredse med, at de er blevet adopteret. 84% beskriver forholdet til deres adoptivforældre som kærligt og venskabeligt. Forskeren bag undersøgelsen tager dog det forbehold, at under halvdelen af de adopterede har svaret.

Hvilke sager om adoption har især skabt debat?

To sager om adopterede fra Etiopien har især skabt debat i Danmark. Den ene sag handlede om pigen Masho, hvis historie blev præsenteret i en dokumentarfilm, ”Mercy, Mercy – adoptionens pris” (se kilder) på TV2 i november 2012. Masho var blevet bortadopteret i en alder af 4 år, fordi hendes forældre var HIV-smittede. Hun kom sammen med sin lillebror Roba på to år til en dansk familie i Holbæk. Modsat sin bror havde Masho meget svært ved at tilpasse sig sit nye liv, og efter et langt forløb, hvor de danske adoptivforældre langsomt gav op på grund af Mashos adfærdsvanskeligheder, endte hun på en døgninstitution. Efterfølgende blev det kritiseret, at adoptionen af Masho ikke var sket i henhold til Børnekonventionens krav om, at en adoption skal være til barnets bedste. Og det blev påpeget, at sagen om Masho var et eksempel på, at adoption i nogle lande er blevet en industri, hvor børn behandles som en handelsvare, og det primære formål bliver at tjene penge på de fattige familier, der er desperate nok til at afgive deres børn.

Den anden sag om en adopteret pige fra Etiopien, der skabte voldsom debat, var sagen om Amy, der som 10årig blev bortadopteret til Danmark sammen med sin lillesøster og måtte forlade sin mor og storesøster i Etiopien. Amy fandt sig aldrig til rette i sin nye danske familie, og som teenager besluttede hun at forsøge at få adoptionen ophævet. Hun flygtede til Etiopien for at gense sin familie, og efterfølgende lykkedes det hende at få adoptionen ophævet. Hun bor i dag i Danmark, men har kontakt med sin etiopiske familie. Historien om hendes kamp mod de etiopiske og danske myndigheder beskrives i dokumentarfilmen ”Amys vilje” fra 2018 (se kilder), som er lavet af samme instruktør som filmen om Masho.

En tredje sag, der også har skabt stort debat i Danmark, var en sag fra 2015 om adoption fra Kenya. Sagen handlede om, at et dansk par og to svenske par aflevere de adoptivbørn tilbage, som de havde boet sammen med i Kenya i adskillige måneder. Parrene var rejst til Kenya for at adoptere et barn, og ifølge de kenyanske regler skulle de bo i Kenya sammen med barnet i en periode, inden de tog barnet med tilbage til Skandinavien. I løbet af denne periode fandt de kenyanske myndigheder ud af, at børnene ikke var forældreløse, men at deres biologiske forældre eller andre familiemedlemmer ledte efter dem. Det barn, som det danske par var blevet stillet i udsigt at skulle adoptere, viste sig at have en mor, som havde ledt efter barnet, siden det blev væk fra hende under en bustur. Parret måtte aflevere barnet, efter at en DNA-prøve bekræftede, at den kenyanske kvinde var barnets mor. Sagen beskrives i artiklen ”Er det etisk forsvarligt at adoptere et barn fra et fattigt land?” i Kristeligt Dagblad, i august 2015 (se kilder).

Hvilke andre sager har sat spørgsmålstegn ved adoptionssystemet?

Der har været en lang række sager i forskellige lande, som har sat spørgsmålstegn ved, om adoptionssystemet fungerer på en måde, så det sikrer den bedst mulige løsning for det enkelte barn, og så forældre i fattige lande ikke franarres deres børn eller presses til at afgive børnene uden at forstå konsekvenserne af en adoption.
I 2014 kom det frem, at et indisk børnehjem, hvorfra der var kommet hundredvis af børn til Danmark fra 1988-2006, var under anklage for børnehandel og forfalskning af papirer. Det viste sig, at børnehjemmet havde presset den danske organisation AC Børnehjælp, som formidlede adoptioner fra Indien og støttede børnehjemmet med mange penge, var blevet presset af børnehjemmets ledelse til at give flere penge, og at organisationen var utilfreds med papirerne på børnene og ikke havde tillid til de indiske myndigheder, der stod for adoptionerne. Alligevel fortsatte adoptionerne i flere år frem til 2006. Det fremgår af artiklen ”Ny skandale i Indien rammer hundreder af danske adoptioner” i Politiken i marts 2014 (se kilder).

I 2017 kom det frem i et hollandsk tv-dokumentarprogram, at op mod 11.000 børn var blevet solgt til adoption fra Sri Lanka til Europa på falske papirer i løbet af 1980’erne. 4000 af børnene var ifølge tv-programmet bragt til Holland, mens andre kom til Sverige, Danmark, Tyskland og Storbritannien. Børnene var udstyret med falske papirer, og kvinder i Sri Lanka blev betalt for at spille børnenes mødre og sige ja til at afgive dem til adoption, mens de rigtige mødre blev presset til at afgive børnene eller fik at vide, at deres børn var døde. Det fremgår af artiklen ”Skandale i Sri Lanka: Op mod 11.000 børn solgt til adoption bag mødrenes ryg” i Politiken (se kilder).


Hvilken kritik rettes mod adoptionssystemet generelt?

Adoptionssystemet kritiseres bl.a. for at være en industri, hvor fattige lande ’sælger’ børn til rige lande, og hvor adoptivforældrenes ønske om at få et barn sættes højere end adoptivbørnenes og de biologiske forældres tarv. En af de skarpeste kritikere af systemet er Yong Sun Gullach, der er forkvinde for organisationen Adoptionspolitisk Forum (se kilder) og selv adopteret fra Korea. I et debatinterview i Politiken i maj 2016 (se kilder) siger hun: ”Det oprindelige mål med transnational adoption var at skaffe forældre til forældreløse børn i nød. I dag er det en industri, som tjener styrtende med penge på at levere børn til barnløse i Vesten. De fleste tror, at vi gør resten af verden en tjeneste. Virkeligheden er nærmere, at vi tænker mest om og på os selv.” Hun argumenterer for, at de biologiske mødre bør hjælpes i de lande, hvor de bor, i stedet for kun at få den mulighed at afgive deres børn til adoption: ”Enlige mødre i Sydkorea, Indien og Kina burde jo få støtte, så de kan beholde deres børn eller bevare en kontakt til dem”, siger hun i interviewet og påpeger, at der har været mange sager om børnehjem, der har forfalsket børnenes papirer for at få dem godkendt til adoption.
Samme kritik er blevet rejst af en del andre, heriblandt en europæisk master i menneskerettigheder, Mrutyuanjai Mishra, der i et debatindlæg i Politiken i marts 2015 (se kilder) kalder adoption af børn fra fattige til rige lande for tyveri. Han anklager adoptionsforeninger og organisationer for at tjene penge på at ”skabe en ulykkelig situation for stakkels forældre, oftest enlige mødre, som ikke ser nogen praktisk måde at forsørge deres børn på”, og han skriver: ”der er bedre måder at hjælpe børn og lande på. Giv dem uddannelse, giv dem mulighed for at blive sammen med deres familie, eller giv hele familien ret til at flytte til et bedre sted i verden.”

Hvordan argumenteres der imod denne kritik?

Både adoptionsorganisationer, adopterede, adoptivforældre og andre har argumenteret imod kritikken ved at slå fast, at de fleste adoptioner ikke foregår som handel med børn, og at adoption ikke er et alternativ til at skabe udvikling og bedre vilkår i de fattige lande, men et supplement hertil og en løsning, som kan være den bedste i særlige tilfælde.
Anna Bridgwater, der er forfatter og har personlig erfaring med adoption i sin familie, skriver i et debatindlæg i Politiken i marts 2015 (se kilder) – som svar til ovennævnte debatindlæg, der kalder adoption for tyveri af børn fra fattige til rige lande bl.a.: ”
Fattigdom er ikke den eneste årsag til adoption. Der er skam, social udstødelse, stofmisbrug og mere. Der er grunde til adoption, som end ikke den rigeste, mest velfungerende velfærdsstat kan udradere – det er de få, men alligevel forekommende nationale adoptioner, der sker i et land som Danmark, bevis på. (…) Men ja, udviklingslande, som vi traditionelt adopterer fra, skal hjælpes til at tage vare på egne borgere, så alle børn kan være ønsket og elsket der, hvor de er født. Men det er naivt at tro, at det nogensinde vil lykkes 100 procent i noget land.”
De, der forsvarer adoption som praksis, argumenterer ofte også for, at systemet skal gøres så sikkert som muligt og leve op til både internationale konventioner og høje etiske standarder.

Hvilke konsekvenser har debatten og skandalerne fået?

Især sagerne om de to piger Masho og Amy, som blev adopteret fra Etiopien til Danmark, fik danske politikere til at reagere. De satte et udredningsarbejde i gang, som skulle kigge nærmere på hele adoptionsområdet. Resultatet blev en række nye regler og stramninger af lovgivningen. Blandt andet skal de danske myndigheder nu føre strengere kontrol med den organisation, som formidler adoptioner til Danmark. Kritikere af hele adoptionssystemet mener dog fortsat, at der skal skrappere regler til, eller at man helt bør afskaffe systemet med adoption fra fattige til rige lande.

Baggrundskilder

Rapporter

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, september 2014.
SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, januar 2008.

Officielle institutioner

Adoptionsnævnet afgør klager over afslag på godkendelse som adoptant, fører tilsyn med Adoptionssamrådet, formidler viden og matcher børn til national adoption.
Den øverste klageinstans på velfærdsområdet, der bl.a. tager sig af sager omkring børn, samliv og skilsmisse, herunder også sager om adoption uden samtykke.
Overtog i 2019 de opgaver, som Statsforvaltningen (der nu er nedlagt), tidligere tog sig af. Det er bl.a. hos Familieretshuset, man skal aflevere sin ansøgning om godkendelse til at adoptere.

Organisationer og foreninger

Den eneste danske organisation, der i dag er godkendt til at formidle adoptivbørn til danske adoptanter. Blev etableret i januar 2015 ved en sammenlægning af de to tidligere organisationer DanAdopt og AC Børnehjælp.
Ankestyrelsen fører tilsyn med organisationen.
En forening for frivillige med henblik på erfaringsudveksling og information om adoption.
Organisation, der er kritisk over for adoptionssystemet og forsøger at give stemme til denne kritik i den offentlige debat samt arbejde for lovændringer. Fungerer desuden som mødested for adopterede.
Uafhængig tænketank, der har til formål at skabe et forum, hvor der kan udvikles nye perspektiver på adoption for at forbedre lovgivning, etik og praksis inden for adoptionsområdet.

Fagbøger

Saietz, Dorrit: Adoptionens slagmarker. Tiderne skifter, 2015.
En bog, der giver et overblik over udviklingen i transnationale adoptioner i Danmark og grundigt beskriver nogle af de problematiske sager, der har været oppe i medierne de seneste år.
Høgsberg, Iben Krarup og Anette Buch-Iling (red.): Adoptionshåndbogen. Hans Reitzels Forlag, 2012.
Register, Cheri: De bedste hensigter – en adoptivmors refleksioner. Hans Reitzels Forlag, 2010.
Madsen, Birgit (red.): Adoptivforældre – 15 forældre skriver om at have adoptivbørn. Forlaget Madsen, 2007.
Christensen, Anders, Jens Hørlück, Lars Klüver og Vibeke Povelsen: Adoption i Danmark. Adoption og samfund, 1995.

Radioprogrammer

Sendt første gang 14. maj 2018 på DR P1.
Vært: Gitte Hansen.

Film

Kjær, Katrine W. (instruktør): Amys vilje. Sonntag Pictures, 2019. Dokumentarfilm.
Filmen handler om den etiopiske pige Amy, der blev bortadopteret til Danmark som 10årig. Filmen følger Amy, da hun som teenager beslutter aktivt at gå imod de danske myndigheder og vende tilbage til sin biologiske familie.
Kjær, Katrine W. (instruktør): Mercy Mercy – adoptionens pris. Fridthjof Film, 2012. Dokumentarfilm.
Filmen handler om den etiopiske pige Masho, der adopteres til Danmark, men ender med at komme i klemme i systemet.
Jensen, Malene Choi (instruktør): The Return. Walenciak Film, Adomeit Film Aps, Cine Everywhere, 2018.
Spillefilm om to dansk-koreanske adoptivbørn, der for første gang vender tilbage til Sydkorea og med mødet med deres fødeland og andre adopterede bliver hvirvlet ind i en storm af følelser og får dem til at stille nye spørgsmål til deres identitet. Filmen er delvist baseret på instruktørens egne erfaringer og andre adopteredes historier.

Skønlitteratur

Langvad, Maja Lee: Hun er vred. Et vidnesbyrd om transnational adoption. Gladiator, 2014.
Forfatteren, der selv er adopteret fra Sydkorea, kaster i bogen et kritisk blik på international adoption.
Fenger-Grøndahl, Malene og Annemette Bramsen: Kan man spise softice med pinde? CDR-Forlag, 2011.
Første bog i en serie på i alt fire bøger, der følger pigen Anna, som er adopteret fra Kina.
Lund, Henrik og Liller Møller: Hvor kommer du fra? En bog om at blive adopteret. Gyldendal, 2010.
Tind Kristensen, Eva: do. Gyldendal, 2009.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Adoption i Danmark