Adoption i Danmark

Artikel type
faktalink
journalist Sofie Tholl, iBureauet/Dagbladet Information, 2012
Main image
Det første møde mellem et adoptivbarn og hans kommende adoptivfar på et børnehjem i La Paz, Bolivia. 2006.
Det første møde mellem et adoptivbarn og hans kommende adoptivfar på et børnehjem i La Paz, Bolivia. 2006.
Foto: Lars Bertelsen / Scanpix

Der er flere forskellige former for adoption i Danmark, og forældre kan både adoptere børn inden for deres egen familie eller børn fra andre lande. Igennem de seneste år er antallet af børn, der frigives til international adoption, faldet på verdensplan, og det har også medført ændringer for adoptanter i Danmark. Desuden sker der en løbende udvikling i synet på adoption, bl.a. diskuteres det, hvordan adoptioner skal foretages for, at det giver både adoptivbarnet og hele den nye adoptivfamilie den bedste mulighed for at få et godt liv. De senere år har nogle af de adopterede, der kom til Danmark i 1960’erne og 1970’erne, og som nu er voksne, rejst kritik både af deres adoptivforældre og af den måde, adoptionerne er foregået på. Men også historier om nyere adoptioner, som har medført store vanskeligheder, er dukket op i medierne.

Historie og baggrund

Hvad er adoption?

Ordet adoption betyder ’at tage til sig som sit eget’ og kommer fra det latinske ord adoptio, der betyder ’at vælge til’. Adoption er, når et eller flere mennesker, typisk et heteroseksuelt ægtepar, tager et barn til sig, som ikke biologisk er deres eget, og træder ind i en forældrerolle over for dette barn samt juridisk får forældreretten over det. Der er altså den afgørende forskel på plejebørn og adoptivbørn, at plejebørn ikke juridisk set får nye forældre, mens det adopterede barn nu juridisk er blevet en del af en ny familie. Når et barn er blevet adopteret, svarer forholdet mellem adoptivforældrene og barnet juridisk til det forhold, der i udgangspunktet er mellem et barn og dets biologiske forældre (dette forhold kan dog ændres, hvis barnet tvangsadopteres). 

Hvorfor ønsker nogle at adoptere et barn?

Baggrunden for, at et par eller en enlig vælger at adoptere et eller flere børn kan være, at de lider af ufrivillig barnløshed og ikke selv er i stand til at få børn og/eller ikke ønsker at modtage behandling i form af insemination eller kunstig befrugtning. Et andet eksempel kan være, at det kommende adoptivbarn har været plejebarn i familien eller er vokset op med en stedforælder igennem hele sit liv, og at begge parter nu ønsker en adoption. Nogle adopterer også ud fra den tankegang, at de ønsker at tage et barn til sig, som allerede er kommet til verden, og som mangler en familie, i stedet for selv at blive gravide og føde et barn. Det er efterhånden også almindeligt, at familier, som allerede har flere biologiske børn, vælger at adoptere et barn – f.eks. hvis kvinden er blevet så gammel, at det er vanskeligt for hende at blive gravid, eller hvis risikoen for at få et misdannet barn er stor. 

Hvilke typer af adoption finder sted i Danmark?

Der er tre forskellige måder at adoptere på i Danmark: Stedbarnsadoption, familieadoption og fremmedadoption.

· Stedbarnsadoption: Et eksempel på stedbarnsadoption kan være, at barnets mor har giftet sig med en anden mand end barnets far – som måske er død – og at den nye mand adopterer barnet. Den, der gerne vil adoptere, skal leve op til en række krav. Familien kræves at have stabilitet, så den, der ønsker at adoptere, skal som udgangspunkt have boet sammen med sin ægtefælle eller registrerede partner i mindst to et halvt år på ansøgningstidspunktet. Det er ikke nok bare at bo sammen, man skal have indgået ægteskab eller være i et registreret partnerskab. Man skal ligeledes have boet sammen med barnet i tre år eller have mulighed for at bo tre år sammen med barnet, inden det bliver 18 år og myndigt. Den, der ønsker at adoptere, skal være minimum 14 år ældre end barnet. Reglerne på området administreres af Familiestyrelsen, på hvis hjemmeside reglerne og ansøgningsprocedure m.m. findes (se kilder).

· Familieadoption: Her er det typisk en tante, bedsteforælder eller onkel, der adopterer barnet, eller en voksen, der igennem længere tid har været nært knyttet til barnet. Det er altså kun lovligt at familieadoptere, hvis de, der adopterer, enten er i familie med barnet i lige linje (barnebarn, søskende eller nevø/niece) eller har en særlig tilknytning til barnet (for eksempel plejebarn) eller i mere sjældne tilfælde har en særlig tilknytning til barnets forældre. Disse regler fremgår af Statsforvaltningens hjemmeside (se kilder). Herudover gør de samme regler og krav sig gældende for familieadoption som for stedbarnsadoption.

· Fremmedadoption: Fremmedadoption vil sige, at en enlig eller et par adopterer et barn fra en fremmed familie. Oftest foregår det anonymt, så hverken forældre eller adoptivforældre ved, hvem den anden part er. Det foregår således, at en såkaldt formidlende organisation, som der i Danmark findes to af, står for at skabe kontakten imellem adoptivbarnet og adoptivforældrene. Fremmedadoption betyder ikke nødvendigvis, at barnet er fra et fremmed land, for man kan både fremmedadoptere danske og udenlandske børn. De fleste fremmedadoptioner foregår dog imellem danske forældre og udenlandske børn, typisk fra fattige lande, hvor et stort antal børn er forældreløse og har udsigt til en opvækst på børnehjem, på gaden eller i skiftende plejefamilier. 

Hvornår begyndte danskerne at adoptere?

Der har altid været børn, der af forskellige årsager er vokset op hos andre end deres mor og/eller far. Måske døde moren under fødslen, og andre i familien måtte tage sig af barnet. Måske var forældrene så fattige, at de ikke selv kunne brødføde deres barn og lod det vokse op hos nabokonen, som havde flere midler.

Det var imidlertid først fra 1800-tallet, at man begyndte at tale om egentlige adoptioner, som Jens Hørlück skriver i sin bog "Adoption i Danmark" (se kilder), og efterhånden som samfundsforholdene og især ejendomsretten blev mere formaliserede, opstod ønsket om at legalisere forholdet mellem barn og voksen igennem en adoption. En familieretskommission blev bemyndiget til at udarbejde et forslag til en adoptionslov, og i 1923 blev en fælles nordisk lov om adoption vedtaget. Men det var først med en stor revision af loven i 1953, at forholdet mellem biologiske børn og adopterede børn blev fuldkommen ligestillet. Indtil da var adoptivbørn betragtet mere som plejebørn end biologiske børn, og de havde eksempelvis ikke tvangsarveret. 

Hvorfra er der kommet adoptivbørn til danske forældre?

Indtil 2. Verdenskrig var det primært danske børn, der blev adopteret, for på daværende tidspunkt var der masser af socialt udsatte og fattige familier i Danmark, der ikke selv kunne magte at tage sig af deres børn. Men med den øgede velstand i 1950’erne blev der færre danske børn til bortadoption. I stedet begyndte man at adoptere børn fra udlandet – hovedsageligt fra andre europæiske lande. Men store dele af Europa oplevede ligesom Danmark også en velstandsstigning i 1950'erne og 60'erne, og dermed svandt behovet for adoption også i disse lande, eller behovet kunne dækkes via indenlandske adoptioner, altså ved at personer fra samme land adopterede børnene, det beskriver Hørlück i sin bog. (Se kilde)

Siden 1970’erne har adoptioner til Danmark derfor primært foregået fra udviklingslande i Afrika, Sydamerika og Asien. Der sker hele tiden en udvikling i, hvilke lande de formidlende organisationer samarbejder med og kan hjælpe med adoptioner fra. Det afhænger dels af de politiske forhold i de enkelte lande og i den økonomiske udvikling. Nogle lande lukker således ned for adoptioner, mens andre åbner op, ligesom de danske myndigheder kan vurdere, at adoptioner fra et bestemt land skal stilles i bero eller stoppes, fordi der er tvivl om, hvorvidt hele proceduren omkring adoptionerne er retssikkerhedsmæssigt i orden. Det kan f.eks. gælde, hvis der er mistanke om, at forældre i et fattigt land bliver lokket til at give deres børn bort til adoption til gengæld for økonomisk hjælp. 

Hvordan har antallet af adoptioner udviklet sig?

Det er svært præcist at afgøre, hvor mange adoptioner, der har været i Danmark, da der ikke gennem hele perioden, hvor der har fundet formaliserede adoptioner sted, har fundet systematisk registrering sted af, om børnene var stedbørnsadopterede, familieadopterede eller fremmedadopterede. I nogle årtier blev det for eksempel ikke nedfældet, hvor mange der blev stedbørnsadopteret, ligesom Danmarks Statistik i 1960’erne ikke opgjorde det samlede antal adoptioner. Jens Hørlücks forsøger i bogen "Adoption i Danmark" (se kilder) at give et skøn over antallet af adopterede i de seneste næsten 75 år. Han baserer sit skøn på tal fra Danmarks Statistik, statistiske efterretninger i bøgerne "Befolkning og Valg", der udkommer en gang årligt, samt skøn i årene fra 1961-1966, hvor adoptionerne ikke blev offentliggjort fra Danmarks Statistik. Hans optegnelser peger på, at der i perioden 1938-2008 i alt blev adopteret 105.048 børn i Danmark. Siden 1966 er der blevet skelnet mellem stedbørnsadoptioner/familieadoptioner, og fra 1966-2007 er 25.716 af de 57.651 adopterede stedbørnsadopterede, lyder Hørlücks statistik (se kilde). Også de formidlende organisationer har opgjort antallet af adoptivbørn, der er kommet til Danmark fra udlandet. Fra 1970 til 2011 har den ene af organisationerne, DanAdopt, formidlet i alt 6.828 børn, (se kilde, Danadopts hjemmeside) mens den anden organisation, AC Børnehjælp, ifølge egne opgørelser har formidlet flere end 13.000 børn til danske forældre i perioden fra 1969 til 2011. (Se kilder, AC Børnehjælps hjemmeside) Fra 2008 til 2011 er 1.649 børn blevet adopteret til Danmark fra udlandet. Hvis man alene ser på 2011, kom der 338 børn til landet. (Se kilder, statsforvaltningen.dk). 

Ønsker færre danskere at adoptere?

Hvis man ser på en opgørelse over de seneste 15 år, er der et fald i antallet af adoptioner i Danmark, viser blandt andre adoptionsnævnets optegnelser (se kilde). Hvor der i 1997 var 947 afgørelser, hvor ansøgere enten blev godkendt eller afvist som adoptanter, var der i 2008 kun 533. I 2011 kom 338 børn fra udlandet til Danmark for at blive fremmedadopteret, det er det laveste antal børn i 40 år. Der er dog formodentlig flere årsager til, at antallet af adoptioner er faldende. En årsag kan være, at mulighederne for at få børn ved hjælp af insemination og kunstig befrugtning er blevet bedre, så flere vælger denne løsning frem for adoption. En anden faktor er, at afgiverlandene (de lande, som børnene bortadopteres fra) i højere grad selv er i stand til at placere spædbørnene. Det efterlader en restgruppe af lidt ældre børn, som de danske forældre oftest ikke er så interesserede i, eller ikke er godkendt til at adoptere. Det kræver nemlig en såkaldt ’udvidet godkendelse’ at adoptere børn, der er over tre år, eller som har alvorligere handicap. Generelt har danske adoptanter adopteret forholdsvis små børn uden store helbredsmæssige vanskeligheder, og der er ikke samme tradition som i lande som Holland og USA, hvor det langt tilbage i tiden har været almindeligt at adoptere børn med skavanker, handicap eller psykiske problemer. Desuden er ventetiden steget betydeligt, sådan at det nu ikke er usædvanligt, at par eller enlige, der ønsker at adoptere, først skal igennem en godkendelsesproces på typisk over et års varighed og derefter står på venteliste til et barn fra et bestemt land i adskillige år. Den stigende ventetid – og risikoen for, at ens adoptionsgodkendelse forældes, før man når at blive adoptivforældre – kan også have en afskrækkende effekt på potentielle adoptanter. 

Hvordan er udviklingen i antallet af adoptioner på internationalt plan?

På internationalt plan er der også fald i antallet af adoptioner. Der kommer flere ansøgere og færre børn til bortadoption verden over, refererer Danmarks Statistik i deres årlige statusrapport fra 2011. (Se kilde) Antallet af adoptioner var ellers stigende i perioden fra 1998-2004, hvor antallet af adopterede i verden nåede sit klimaks med 43.000 adopterede børn i 2004. Herefter faldt antallet år for år. I 2010 blev 27.500 børn adopteret på verdensplan.

En opgørelse fra Adoptionsnævnet offentliggjort i oktober 2012 viser samme tendens, nemlig en stigende andel af de børn, der frigives til adoption har mentale vanskeligheder, mindre fysiske handicap og misbrugsskader, eller er over tre år, hvilket gør det sværere for dem at falde til. (Se kilde) For fem år siden udgjorde denne gruppe en femtedel af adoptivbørnene, mens den i dag udgør en tredjedel. Og disse børn er generelt sværere at få bortadopteret til vestlige familier. 

Hvilke love og regler regulerer adoptioner i Danmark?

De overordnede regler for adoption er samlet i Adoptionsloven fra 1972, der siden er ændret adskillige gange.

Adoptioner i Danmark skal ske i henhold til FN’s børnekonvention og Haagerbørnebeskyttelseskonventionen fra 1996. Sidstnævnte, som Danmark ratificerede i 2011, har til formål at sikre, at børn med tilknytning til flere lande end et er lige så effektivt beskyttede, som børn med tilknytning til kun et land. (Se kilde, Familiestyrelsens hjemmeside)

I forhold til FN’s børnekonvention er det især artikel 21, der er relevant, når det gælder adoption. Den slår fast, at et landet er forpligtet til at sikre, at en adoption altid sker med hensyntagen til barnets bedste. Siden 1956 har adopterede børn rent juridisk været fuldstændigt ligestillede med biologiske børn. Det betyder eksempelvis, at adoptivbarnet arver på lige fod med de biologiske børn, ligesom alle juridiske bånd og retsforhold ophører mellem adoptivbarnet og dets biologiske forældre. 

Hvordan bliver man godkendt til at adoptere?

Det er statsforvaltningerne i Danmarks fem regioner, man skal henvende sig til, hvis man gerne vil adoptere eller bortadoptere. Der er andre procedurer for familie- og stedbarnsadoption end for fremmedadoption.

Hvis en familie eller en enlig ønsker en fremmedadoption, skal de først godkendes som adoptanter af Statsforvaltningen. Hvis de ønsker at adoptere ved familie- eller stedbarnsadoption, skal de ikke godkendes.

Man bliver godkendt til fremmedadoption ved at gå igennem tre faser i Statsforvaltningen:

· I den første fase vurderes det, om man som potentiel adoptant lever op til de formelle krav, der stilles til alder, eventuelt samliv med en partner, ansøgerens helbred, straffeattest, boligforhold og økonomi.

· Hvis ansøgeren/ansøgerne kan leve op til de krav, der stilles i fase et, bliver de indkaldt til et kursus, der udgør fase to. Kurset koster ansøgeren 2500 kroner og går ud på at klargøre ansøgerens adoptionsmotivation og give ansøgerne indblik i, hvad det vil sige at adoptere og leve som adoptivfamilie. I løbet af kurset forklarer forskellige oplægsholdere om livet som adoptivforælder, og der gives et indblik i børnenes baggrund og de vanskeligheder, man kan risikere at støde på som adoptivforældre.

· I fase tre besøger en sagsbehandler ansøgeren eller ansøgerne i deres hjem, og ud fra dette besøg og en anden samtale vurderes det, om ansøgerne/ansøgeren kan godkendes som adoptivforældre/-forælder.

Læs mere om dette på Statsforvaltningens hjemmeside (se kilde). 

Kan homoseksuelle adoptere?

Den seneste lovændring i adoptionsloven trådte i kraft i juli 2010, hvor det blev lovligt for homoseksuelle par i registreret ægteskab at adoptere. Imidlertid har det vist sig stadig at være svært for parrene at blive forældre ved adoption. De lande, der typisk adopteres fra, har generelt ikke ønsket at bortadoptere børn til homoseksuelle par. I juli måned 2012 var der stadig kun ét dansk homoseksuelt par, der havde adopteret gennem adoptionsnævnet ifølge artiklen "Mange homoseksuelle par må opgive adoption" i Berlingske (se kilder). Samtidig viser tal, at kun to ud af de 483 sager, der i 2011 blev truffet afgørelse i om godkendelse til adoption, drejede sig om ansøgere, der levede i registreret partnerskab. Det kan være svært at få overblik over, hvor mange homoseksuelle par, der har søgt om adoption, siden loven trådte i kraft, da statsforvaltninger ikke skelner imellem ægteskab og registreret partnerskab, når der laves opgørelser over, hvor mange der godkendes til adoption eller får afslag på deres ansøgning. 

Hvor mange bliver godkendt til at adoptere, og hvor længe venter de?

I 2001 blev i alt blev 417 par og 66 enlige godkendt til at adoptere. Det er en lidt højere godkendelsesprocent (81 procent) for par end for enlige (70 procent), ifølge Danmarks Statistik (se kilder).

Det er normalt, at man står på venteliste for at adoptere. Man skal eksempelvis regne med, at det tager omtrent to et halvt år at få et barn fra Etiopien fra det tidspunkt, hvor man er blevet godkendt af de danske myndigheder og er blevet registreret som ansøger til et barn fra Etiopien. Andre lande har kortere ventetid, mens nogle lande har betydeligt længere ventetid. Enlige kan risikerer at vente længere end par, da der er færre lande, der ønsker at afgive børn til enlige adoptanter. Også adoptanter over 40 år risikerer at vente længere end yngre ansøgere, da nogle lande har en aldersgrænse, som betyder, at de ældre ansøgere ikke kan adoptere fra disse lande. 

Hvad koster det at adoptere?

Som adoptivforælder, der ønsker en fremmedadoption fra et andet land, skal man forvente en udgift på omkring 130.000 kroner, som dels går til kurset i fase to, til klargøring af dokumenter, lægeerklæringer samt til administrationsgebyr til den formidlende organisation, der står for adoptionen. Dertil kommer rejse- og opholdsudgifter, når forældrene skal af sted for at hente deres barn. Det beskriver de forskellige adoptionsagenter, DanAdopt og AC Børnehjælp. (Se kilder). 

Kan en adoption ophæves?

Selvom barnets juridiske bånd til dets biologiske forældre brydes ved adoptionen, er det ifølge dansk lov muligt at ophæve enhver form for adoption. Skal en adoption ophæves, efter at barnet er fyldt 18 år, kræver det, at både adoptanterne og adoptivbarnet er enige om det. Såfremt barnet er over 12 år, kræves det, at ophævelsen vurderes at være til barnets bedste, og barnet skal give samtykke. Er barnet under 12 år, skal det høres i sagen om ophævelse. (Se kilde, statsforvaltningens hjemmeside)

Hvis en eller flere parter ønsker en ophævelse, kan man søge Ankestyrelsen, der så tager stilling til, om ansøgningen kan imødekommes og adoptionsforholdet ophæves. Hvis den adopterede gennemfører en ophævelse af adoptionen, kan han eller hun genindtræde i retsforholdet til sine biologiske forældre, men kun hvis de biologiske forældre giver deres samtykke.

I 2011 behandlede myndighederne 39 sager om adoptionsophævelse. 

Hvilken form for adoption er mest almindelig?

Af de adoptioner, der blev gennemført i Danmark i 2009, var 778 eller 61 procent stedbarnsadoptioner, og 36 procent var anonyme fremmedadoptioner. De sidste tre procent var andre typer af adoption. Det fremgår af den årlige statusrapport på adoptionsområdet fra Danmarks Statistik i 2011 (se kilder). Rapporten fra 2012 endnu ikke udkommet, men billedet vil formodentlig være nogenlunde det samme, da fordelingen på adoptionstyper har set omtrent sådan ud i en længere årrække.

Blandt fremmedadaptionerne i 2011, var langt størstedelen, 338, børn fra udlandet, mens kun 15 var børn født i Danmark. Også dette tal afspejler et generelt mønster. 

De adopterede børn

Hvor kommer børnene fra?

Igennem årene er de fremmedadopterede børn kommet fra meget forskellige lande. Som beskrevet tidligere, kom de fleste adoptivbørn i 1950’erne fra lande i Europa, men fra 1970’erne og frem er størstedelen af børnene kommet fra udviklingslande i Asien, Afrika og Latinamerika.

I 1970’erne kom der mange børn fra Vietnam, og i 1980’erne kom der mange børn fra bl.a. Indien og Colombia. For omkring ti år siden steg antallet af adoptioner fra Kina og Vietnam, bl.a. til enlige, voldsomt, men antallet af adoptioner fra Kina til Danmark er i de senere år faldet igen. I 2001 kom der kinesiske 134 adoptivbørn til Danmark, mens antallet i 2011 var faldet til 40. Også fra Indien er antallet af adoptioner gået markant ned, viser tal fra de forskellige agenturer og adoptionsnævnet (se kilder). For begge landes vedkommende kan der være en sammenhæng mellem en velstandsstigning, som gør behovet for adoption mindre og/eller muligheden for indenlandsk adoption bedre. Desuden kan det for Kinas vedkommende spille ind, at de kinesiske myndigheder har åbnet for øget adoption til større lande end Danmark.

Med Etiopien er billedet omvendt. I 2001 var antallet af etiopiske børn, der blev bortadopteret til Danmark 22; i 2010 var tallet 117 og i 2011 kom 80 etiopiske børn til Danmark. Etiopien er hermed det land, hvorfra der i 2011 kom flest adoptivbørn til Danmark, mens Sydafrika med 49 børn, var det land, hvorfra der blev adopteret næst flest børn til Danmark. I det hele taget er der sket en ændring i det samlede billede af adoptioner til Danmark, så antallet af adoptivbørn fra afrikanske lande (også Burkina Faso, Mali, Kenya, Nigeria og Senegal) tilsammen er højere end antallet af adoptivbørn fra asiatiske lande (Indien, Vietnam, Korea, Sri Lanka, Filippinerne m.fl.). 

Hvor gamle er børnene, når de bliver bortadopteret?

Generelt er børnene spæde eller meget små, når de bortadopteres, men det hænder også, at børn helt op til 10-års alderen bortadopteres, eller at børnene bortadopteres i søskendepar, hvor det ældste barn er betydeligt over de 36 måneder, som er grænsen for børn, som adopteres til ansøgere med en såkaldt ’almen godkendelse’. Den gennemsnitlige alder for fremmedadopterede til Danmark i 2011 var et år og syv måneder. Andelen af børn, der var tre år eller derover ved hjemtagelsen, udgjorde i 2011 18 procent. Den har igennem de seneste fem år ligget ret stabilt på omtrent 20 procent, viser tal fra rapporten ”Udvikling i alder og ventetider 2009-2011” udført af Adoptionsnævnet.

Ser man på stedbarnsadoptioner, er det en helt anden sag. I disse tilfælde adopteres børnene i alle aldre, ligesom voksne børn også ofte adopteres.

Hvorfor bortadopterer de biologiske forældre deres børn?

Oftest er der tale om forældre eller enlige fra lande med store sociale og økonomiske problemer. Det er ofte set, at nybagte mødre eller forældre forlader deres børn på et børnehjem eller på et hospital, hvis de ikke føler, at de kan tage vare på det. Nogle børn afleveres også direkte til myndighederne enten af forældrene eller slægtninge. En del af de adopterede børn fra Sydafrika, er født af mødre, som er døende af aids, og som derfor allerede under graviditeten beslutter, at deres barn skal bortadopteres. Kun børn, der ikke er smittede med hiv, bliver dog frigivet til international adoption.

Ser man på de danske forældre, der vælger at bortadoptere, er årsagerne delvist de samme, for de er også delvist socialt udsatte. Ofte er der dog tale om helt unge mødre, der i nogle tilfælde har opdaget deres graviditet så sent, at de ikke har mulighed for at få en abort. Af og til er det mødre, der allerede har børn og ikke har kræfter til at tage vare på endnu et barn. Det sker også, at børnene er født af misbrugere. Det fremgår af opgørelser fra Familiestyrelsen (se kilder).