Adoption

Ordet adoption betyder ’at tage til sig som sit eget’ og kommer fra det latinske ord adoptio, der betyder ’at vælge til’. Adoption er, når et eller flere mennesker, tager et barn til sig, som ikke biologisk er deres eget, og træder ind i en forældrerolle over for dette barn samt juridisk får forældreretten over det. Der er altså den afgørende forskel på plejebørn og adoptivbørn, at plejebørn ikke juridisk set får nye forældre, mens det adopterede barn juridisk bliver en del af en ny familie. Når et barn er blevet adopteret, svarer forholdet mellem adoptivforældrene og barnet juridisk til det forhold, der i udgangspunktet er mellem et barn og dets biologiske forældre (dette forhold kan dog ændres, hvis barnet tvangsadopteres).
Ordninger, der kan minde om formaliseret adoption, har været kendt langt tilbage i historien. Men adoption i større omfang i formaliseret forstand er et nyere fænomen, som især tog fart i årene efter Anden Verdenskrig og toppede i 1990erne, hvor titusindvis af børn blev adopteret transnationalt – fra fattige dele af verden til lande i Vesten, herunder Danmark.
Siden er antallet af transnationale adoptioner faldet, bl.a. på grund af kritik af systemet, afsløring af illegale adoptioner samt øgede muligheder for fertilitetsbehandling for barnløse.
I Danmark findes der tre forskellige måder at adoptere på:

• Stedbarnsadoption: Et eksempel på stedbarnsadoption kan være, at barnets mor har giftet sig med en anden mand end barnets far – som måske er død – og at den nye mand adopterer barnet. Den, der ønsker at adoptere, skal blandt andet som udgangspunkt have boet sammen med sin ægtefælle eller registrerede partner i mindst to et halvt år på ansøgningstidspunktet og have boet sammen med barnet i tre år eller have mulighed for at bo tre år sammen med barnet, inden det bliver 18 år. (1)
• Familieadoption: Her er det typisk en tante, bedsteforælder eller onkel, der adopterer barnet, eller en voksen, der igennem længere tid har været nært knyttet til barnet. Det er altså kun lovligt at familieadoptere, hvis de, der adopterer, enten er i familie med barnet i lige linje (barnebarn, søskende eller nevø/niece) eller har særlig tilknytning til barnet (for eksempel plejebarn) eller i mere sjældne tilfælde har en særlig tilknytning til barnets forældre (2).
• Fremmedadoption: Vil sige, at en enlig eller et par adopterer et barn fra en fremmed familie. Oftest foregår det anonymt, så hverken forældre eller adoptivforældre ved, hvem den anden part er. Fremmedadoption omfatter både national og transnational adoption, hvoraf transnational adoption i mange årtier har været det mest udbredte i Danmark. Dette har dog ændret sig, da antallet af transnationale adoptioner har været markant faldende – kulminerende med, at al transnational adoption blev sat i bero i januar 2024. Det skete, da Danmarks på daværende tidspunkt eneste bureau for formidling af internationale adoptioner besluttede at lukke ned. Begrundelsen var, at det var umuligt at drive bureauet, efter at de danske myndigheder havde sat adoptioner fra en række lande i bero på grund af mistanke om uregelmæssigheder (3).

Hvornår begyndte danskerne at adoptere?

Der har altid været børn, der af forskellige årsager er vokset op hos andre end deres mor og/eller far. Måske døde moren under fødslen, og andre i familien måtte tage sig af barnet. Måske var forældrene så fattige, at de ikke kunne brødføde deres barn og lod det vokse op hos en nabokone med flere ressourcer.

Det var imidlertid først fra 1800-tallet, at man begyndte at tale om egentlige adoptioner, som Jens Hørlück skriver i sin bog "Adoption i Danmark" (4), og efterhånden som samfundsforholdene og især ejendomsretten blev mere formaliserede, opstod ønsket om at legalisere forholdet mellem barn og voksen gennem adoption. En familieretskommission udarbejdede et forslag til en adoptionslov, og i 1923 blev en fælles nordisk lov om adoption vedtaget. Ved en stor revision af loven i 1953 blev biologiske og adopterede børn fuldkommen ligestillet. Indtil da blev adoptivbørn betragtet mere som plejebørn end som biologiske børn og havde eksempelvis ikke tvangsarveret.

Hvorfra er der kommet adoptivbørn til danske forældre?

Indtil 2. Verdenskrig var det primært danske børn, der blev adopteret, for på daværende tidspunkt var der masser af socialt udsatte og fattige familier i Danmark, der ikke selv kunne magte at tage sig af deres børn. Med den øgede velstand i 1950’erne blev der færre danske børn til bortadoption. I stedet begyndte man at adoptere børn fra udlandet – i begyndelsen især fra andre europæiske lande. Store dele af Europa oplevede dog ligesom Danmark en velstandsstigning i 1950'erne og 60'erne, og dermed svandt behovet for adoption også i disse lande, eller behovet kunne dækkes via indenlandske adoptioner, altså ved at personer fra samme land adopterede børnene. Det beskriver Jens Hørlück i sin bog ”Adoption i Danmark” (5).

Siden 1970’erne har adoptioner til Danmark derfor primært foregået fra udviklingslande i Afrika, Sydamerika og Asien. Der er løbende sket en udvikling i, hvilke lande den eller de formidlende organisationer har samarbejdet. Det har blandt andet været influeret af politiske forhold i de enkelte lande og i den økonomiske udvikling. Nogle lande har således lukket ned for adoptioner, mens andre åbner op, ligesom de danske myndigheder har vurderet, at adoptioner fra et bestemt land skulle stilles i bero eller stoppes, fordi der var tvivl om, hvorvidt proceduren omkring adoptionerne var retssikkerhedsmæssigt i orden.

Hvordan har antallet af adoptioner udviklet sig?

Det er svært præcist at afgøre, hvor mange adoptioner der har været i Danmark, da det ikke gennem hele perioden, hvor der har fundet formaliserede adoptioner sted, er blevet systematisk registreret, om børnene var stedbørnsadopterede, familieadopterede eller fremmedadopterede. Jens Hørlück forsøger i bogen ”Adoption i Danmark” (4) at give et skøn over antallet af adopterede i de seneste cirka 75 år. Hans optegnelser peger på, at der i perioden 1938-2008 i alt blev adopteret 105.048 børn i Danmark. Siden 1966 er der blevet skelnet mellem stedbørnsadoptioner og familieadoptioner, og fra 1966-2007 er 25.716 af de 57.651 adopterede stedbørnsadopterede, lyder Hørlücks statistik (4). Også de formidlende organisationer (DanAdopt og AC Børnehjælp, siden slået sammen til DIA – Danish International Adoption, som lukkede ned i januar 2024) har opgjort antallet af adoptivbørn, der er kommet til Danmark fra udlandet. Fra 1970 til 2011 formidlede organisationerne, DanAdopt, i alt 6.828 børn, mens den anden organisation, AC Børnehjælp, ifølge egne opgørelser formidlede flere end 13.000 børn til danske forældre i perioden fra 1969 til 2011.
Siden 2011 år er antallet af børn, der er kommet til Danmark via adoption, imidlertid faldet betydeligt, samtidig med at holdningen til adoption har ændret sig. I 2000 toppede antallet af internationale adoptioner, da 716 børn blev hentet til Danmark, mens der i 2022 kun blev formidlet 41 udenlandske børn til adoption i Danmark. Det fremgår af artiklen ”Skandalesager får antallet af internationale adoptioner til at styrtdykke i Vesten” (5). Formidlingen blev helt bremset i januar 2024, efter at Ankestyrelsen i december 2023 suspenderede adoptioner fra Sydafrika efter mistanke om, at de ikke foregik efter reglerne, og i januar suspenderede adoptioner fra de sidste fem lande, det ellers havde været muligt at adoptere fra (Filippinerne, Indien, Taiwan, Thailand og Tjekkiet) (6).

Hvordan er udviklingen i antallet af adoptioner på internationalt plan?

På internationalt plan er der et fald i antallet af adoptioner. Der kommer flere ansøgere og færre børn til bortadoption verden over. Antallet af adoptioner var ellers stigende i perioden fra 1998-2004, hvor antallet af adopterede i verden nåede sit klimaks med 43.000 adopterede børn i 2004. Herefter faldt antallet år for år. I 2004 blev 45.482 adoptivbørn hentet fra fattige lande til i alt 25 rige lande. I 2021 var der 3983 af den slags adoptioner. Det viser en statistik, som professor Peter Selman har udarbejdet for Haagerkonventionen, en international aftale, der blandt andet regulerer adoptioner. Det fremgår af artiklen ”Skandalesager får antallet af internationale adoptioner til at styrtdykke i Vesten” (5), hvor det også fremgår, at Kina, Rusland, Sydkorea, Etiopien, Guatemala og Colombia i mange år var de lande, der bortadopterede flest børn til Vesten.

BOKS: Tal og grafer 

På Adoptionsnævnets hjemmeside kan man se statistik over, hvor mange udenlandske børn der blev adopteret til Danmark i 2018, samt statistik over udenlandske adoptivbørn fordelt på lande i perioden fra 2010-2018.