Sydkoreas Sandheds- og Forsoningskommission har fastslået, at Sydkorea har krænket adopteredes menneskerettigheder ved adoptioner til bl.a. Danmark. Kommissionens forperson trøster adoptivbarnet Yooree Kim ved en pressekonference i Seoul
Foto: Ahn Young-Joon/AP/Ritzau Scanpix
Sydkoreas Sandheds- og Forsoningskommission har fastslået, at Sydkorea har krænket adopteredes menneskerettigheder ved adoptioner til bl.a. Danmark. Kommissionens forperson trøster adoptivbarnet Yooree Kim ved en pressekonference i Seoul Foto: Ahn Young-Joon/AP/Ritzau Scanpix
Adoption i Danmark
Læsetid: 19 min
Indhold
Indledning
Adoption, hvor et barn, hvis forældre ikke kan tage sig af det, bliver modtaget af en eller flere forældre og indgår i en ny familie, er et fænomen som i organiseret og formaliseret form især er blevet udbredt i løbet af anden halvdel af 1900-tallet. Det har især drejet sig om transnational adoption, hvor børn fra fattige dele af verden er blevet bortadopteret til forældre i den rige del af verden, herunder Danmark. I nogle årtier blev adoption i høj grad forstået som en godgørende handling, hvor børn, der havde udsigt til et liv i fattigdom og uden familie, fik en ny familie og gode vilkår i et rigere land. Samtidig var det en løsning for barnløse par, der ikke selv kunne føde et barn. I de seneste årtier, og især de seneste cirka 10 år, er der både internationalt og i Danmark vokset bevægelser frem, som ser meget kritisk på transnational adoption. Det har blandt andet baggrund i afsløringer af, at en del transnationale adoptioner har været gennemført på falske præmisser, hvor barnets forældre for eksempel er blevet franarret barnet eller lokket til at afgive det mod løfter om større pengebeløb, og hvor adoptanterne har fået falske oplysninger om barnets baggrund. Desuden har en række voksne adopterede påpeget, at det kan have store negative konsekvenser for de adopterede, at de ved adoptionen mister forbindelse til deres oprindelige sprog, kultur, etnicitet og familie. Debatten og sagerne om illegale og tvivlsomme adoptioner, som også har omhandlet adopterede til Danmark, har medført øget kontrol og øget kritik af adoption, og flere lande har lukket helt for transnational adoption, herunder for nylig også Danmark – uden at det dog er afklaret, om der eventuelt kan åbnes for det igen. Sideløbende har de øgede muligheder for fertilitetsbehandling og surrogatmoderskab (rugemødre) betydet, at efterspørgslen på at adoptere er blevet meget mindre. I Danmark foregår der stadig nationale adoptioner, som er i stigning, efter at en ny lov gør det nemmere for myndighederne at tvangsbortadoptere børn allerede ved fødslen.
Relaterede emner
Adoption – et eventyr på både godt og ondt.
Nete, der er adopteret fra Thailand og har medvirket i ”Sporløs” på DR, fortæller om at være adopteret. 2021. 15 min.
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Definition af adoption
Ordet adoption betyder ’at tage til sig som sit eget’ og kommer fra det latinske ord adoptio, der betyder ’at vælge til’. Adoption er, når et eller flere mennesker, tager et barn til sig, som ikke biologisk er deres eget, og træder ind i en forældrerolle over for dette barn samt juridisk får forældreretten over det. Der er altså den afgørende forskel på plejebørn og adoptivbørn, at plejebørn ikke juridisk set får nye forældre, mens det adopterede barn juridisk bliver en del af en ny familie. Når et barn er blevet adopteret, svarer forholdet mellem adoptivforældrene og barnet juridisk til det forhold, der i udgangspunktet er mellem et barn og dets biologiske forældre (dette forhold kan dog ændres, hvis barnet tvangsadopteres).
Ordninger, der kan minde om formaliseret adoption, har været kendt langt tilbage i historien. Men adoption i større omfang i formaliseret forstand er et nyere fænomen, som især tog fart i årene efter Anden Verdenskrig og toppede i 1990erne, hvor titusindvis af børn blev adopteret transnationalt – fra fattige dele af verden til lande i Vesten, herunder Danmark.
Siden er antallet af transnationale adoptioner faldet, bl.a. på grund af kritik af systemet, afsløring af illegale adoptioner samt øgede muligheder for fertilitetsbehandling for barnløse.
I Danmark findes der tre forskellige måder at adoptere på:
- Stedbarnsadoption: Et eksempel på stedbarnsadoption kan være, at barnets mor har giftet sig med en anden mand end barnets far – som måske er død – og at den nye mand adopterer barnet. Den, der ønsker at adoptere, skal blandt andet som udgangspunkt have boet sammen med sin ægtefælle eller registrerede partner i mindst to et halvt år på ansøgningstidspunktet og have boet sammen med barnet i tre år eller have mulighed for at bo tre år sammen med barnet, inden det bliver 18 år[1].
- Familieadoption: Her er det typisk en tante, bedsteforælder eller onkel, der adopterer barnet, eller en voksen, der igennem længere tid har været nært knyttet til barnet. Det er altså kun lovligt at familieadoptere, hvis de, der adopterer, enten er i familie med barnet i lige linje (barnebarn, søskende eller nevø/niece) eller har særlig tilknytning til barnet (for eksempel plejebarn) eller i mere sjældne tilfælde har en særlig tilknytning til barnets forældre [2].
- Fremmedadoption: Vil sige, at en enlig eller et par adopterer et barn fra en fremmed familie. Oftest foregår det anonymt, så hverken forældre eller adoptivforældre ved, hvem den anden part er. Fremmedadoption omfatter både national og transnational adoption, hvoraf transnational adoption i mange årtier har været det mest udbredte i Danmark. Dette har dog ændret sig, da antallet af transnationale adoptioner har været markant faldende – kulminerende med, at al transnational adoption blev sat i bero i januar 2024. Det skete, da Danmarks på daværende tidspunkt eneste bureau for formidling af internationale adoptioner besluttede at lukke ned. Begrundelsen var, at det var umuligt at drive bureauet, efter at de danske myndigheder havde sat adoptioner fra en række lande i bero på grund af mistanke om uregelmæssigheder [3].
