Hvordan spredte pesten sig?
Den sorte død i det 14. århundrede startede i Asien og kom via havnebyen Kaffa til den italienske by Messina på Sicilien. Herfra spredtes den nordpå til de italienske havnebyer og siden til resten af Europa. Enkelte områder gik helt fri, hvilket den dag i dag står relativt uforklaret. At det nordlige Sverige gik fri, mener man skyldes de meget kolde temperaturer, i hvilke bakterien ikke kunne trives. Men hvorfor Bøhmen i det nuværende Tjekkiet gik fri, er der ikke nogen sikker viden om.
Det har længe været antaget, at rotter – og mere specifikt den sorte rotte og de lopper, der lever på den – var skyld i, at pesten spredtes så vidt og så hurtigt. Nyere forskning peger imidlertid på, at dette næppe har været den eneste, eller vigtigste forklaring på smittespredningen i Europa og slet ikke i Norden, hvor klimaet har gjort det vanskeligt for den sorte rotte at overleve uden for byerne og de opvarmede huse. Rotter kan altså ikke være den eneste forklaring på smittespredningen mellem byer. Den norske medicinhistoriker Lars Walløe mener, at det snarere har været menneskelopper og -lus, der har bragt smitten rundt i Norden. ”Inficerede menneskelopper kan leve i lang tid uden en ny tilførsel af blod, og de kunne derfor transporteres i tøj, uld og mange andre varer. Denne spredningsmodel kan forklare en hurtig spredning af pesten, noget rottemodellen ikke kan,” skriver han i det norske Historisk Tidsskrift, som videnskab.dk har citeret i en kortere artikel, hvor Walløes kollega Ole Georg Moseng imidlertid citeres for at kalde Walløes ”frikendelse” af rotten tvivlsom (se kilder).
Allerede i 2005 pegede den danske historiker Lise Gerda Knudsens forskning i en senere pestepidemi, som ramte Sjælland i 1653, på, at sygdommen måske snarere blev spredt fra menneske til menneske – evt. gennem lopper og lus – end via rotter (se kilder).
Selvom rejser foregik i langsomt tempo i middelalderen, var trafikken omfattende, hvilket er med til at forklare, hvorfor Den sorte død blev så omsiggribende. Foruden de handelsrejsende drog mange også ud i verden af religiøse årsager. Dette særligt mens pesten var på sit højeste i året 1350, hvor kirken forsøgte at gentage succesen fra det første jubelår i år 1300 med pilgrimsrejser til Rom. Ifølge Berndt Tallerud var dette medvirkende til spredning af pest i Europa.
”Af de over en million pilgrimme, som glade drog mod Rom, vendte blot hundredtusind hjem med livet i behold. Paven selv turde ikke vove sig til Rom [hovedsædet lå dengang i Avignon, red.], skønt han som kirkens øverste leder burde være det. Men til pilgrimmenes trøst sagde han, at alle, som døde af pesten, kom direkte til paradiset, hvis de havde været med til at fejre jubelåret” (se kilder).
Derudover antages skibsfart at have været en af de vigtigste årsager til, at smitten kom så vidt omkring. Pesten kom således til Norge via et skib fra England, der lagde til kaj i Bergen, og ifølge et folkesagn kom pesten til Danmark med et skib, der strandede i Jammerbugten.
Hvad gjorde man for at forhindre smittespredning?
Da man ikke havde nogen reel viden om, hvad pestsygdommen skyldtes, var det umuligt at forhindre den i at spredes, men mange metoder blev afprøvet – heriblandt angreb på det, man mente måtte være kilden til sygdommen. Det også dengang udbredte jødehad førte f.eks. til, at jøder blev givet skylden for sygdommen og slået ihjel i massevis.
Da sygdommen, med de bylder og opkastninger, der fulgte, spredte en forfærdelig stank, mente man også, at det var de ildelugtende dampe i luften, der var årsag til spredningen. Læger bar derfor nogle særlige langnæsede lædermasker med urter i, ligesom de rige omgav sig med velduftende parfumer.
Almindelige mennesker forsøgte at skærme sig ved at brændte tørt og helst vellugtende brænde af og ”man måtte kun åbne vinduerne ved middagstid, og kun hvis vinden blæste fra nord. Varme vinde fra syd var man bange for”, skriver Berndt Tallerud (se kilder).
Til gengæld var der ingen, der fik den idé, at lopper og lus – der var udbredte og helt almindelige plager – kunne bære smitten med sig. Selvom pesten havde hærget flere gange før det 14. århundrede, havde man ikke bevaret den viden om sygdommen – f.eks. at rotter kunne være smittebærere – der fandtes fra tidligere.
”De fleste havde helt enkelt aldrig hørt tale om pesten før. Og eftersom man ingenting vidste om sygdommen, så forklarede man den som noget overnaturligt – noget som mennesket intet kunne stille op imod,” skriver Berndt Tallerud (se kilder).
Kirkens folk insisterede på, at sygdommen var Guds straf, og bevægelser af flagellanter (selvpiskere), også kaldet svøbebrødre, opstod rundt omkring i Europa. Svøbebevægelsen forvandlede sig til en trussel mod kirken, idet nogle af lederne – omtalt som Mestre – mente, at også kirkens folk var syndige og medskyldige i pesten. Svøbebrødrene og deres Mestre blev bandlyst af Paven, og bevægelsen var også blandt anførerne i de jødeforfølgelser, der fandt sted under pesten.
En af de rationelle, men dog utilstrækkelige metoder til at forhindre smittespredning, var forsøg på at isolere de syge. Denne praksis fortsatte man i årene efter det store udbrud, hvor visse havnebyer satte tilrejsende i karantæne på øer, hvis der var mistanke om smitsom sygdom. Ifølge Lone Leegaard var det især myndighederne i Venedig, der var pionerer i håndtering af pesten, da de blandt andet indførte systematisk karantæne af smittede og afgrænsede pesthospitaler (se kilder).
Hvor mange døde?
Det anslås, at mellem en tredjedel og halvdelen af Europas befolkning blev ofre for Den sorte død. Bybefolkningen, der boede tæt og ofte uhygiejnisk, blev hårdest ramt. Alene i London døde omkring 100.000 mennesker. I Sverige anslås det, at omtrent 200.000 ud af den samlede befolkning på ca. 600.000 døde i løbet af et år. Der er kun få kilder til Den sorte døds vandring gennem Danmark, men man regner med, at dødeligheden var ca. den samme som i Sverige – det vil sige mellem 25-40 procent af befolkningen. I Kina, hvor udbruddet af Den sorte død menes at være startet omkring år 1331, anslås dødstallet at være 20 millioner. Det var især fattige, der blev ramt af pesten. De havde ikke mulighed for at flygte fra smitteudbrud, var ofte svage af under- eller fejlernæring og boede trangt. Derudover gik det hårdt ud over lægestanden og præsterne, da de var i nærkontakt med de syge.