Pesten – Den sorte død

Hvad er Den sorte død?

Den sorte død var en pestpandemi, der spredte sig som en steppebrand i Europa mellem 1347-1353. Derfra kom den til Asien, og vendte i flere omgange tilbage til Europa, dog aldrig igen så voldsomt som i det 14. århundrede. Den sorte død kaldes en pandemi, fordi den var global, modsat en epidemi, som er lokal/regional.

Der findes tre variationer af sygdommen: byldepest, lungepest og blodpest, og alle tre varianter er dødelige. Ifølge den svenske historiker Berndt Tallerud er det blodpesten, der har lagt navn til Den sorte død. Han sætter følgende ord på den frygtede lidelse ”Mørke pletter – forårsaget af blødninger under huden – dækker kroppen. Før i tiden døde alle efter få timers sygdom” (se kilder). 

Hvad forårsager pest?

Sygdommen skyldes en meget dynamisk bakterie, Yersinia pestis, som forandrer struktur hele tiden. Den antages at have udviklet sig for flere tusind år siden (den første pestpandemi var i 500-tallet) fra en anden bakterie, og Yersinia pestis begyndte siden at kunne bevæge sig mellem lopper og pattedyr. Bakterien findes stadig og et stort forskningsprojekt, der blev omtalt af bl.a. BBC i 2001 (se kilder), har kortlagt pestbakteriens genetiske struktur. Projektet blev til på baggrund af prøver fra en dyrlæge i Colorado, USA, der døde i 1992, efter at en pestsmittet kat havde nyst på ham. Forskerne fandt blandt andet ud af, at pestbakterien har genetiske ligheder med den bakterie, der forårsager spedalskhed – en anden frygtet sygdom fra middelalderen. Pestbakterien er stadig under forandring og menes at kunne udvikle sig i både farlig og ufarlig retning. I dag kan pest helbredes, og sygdommen har ikke skabt epidemi siden det 18. århundrede. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er der dog fortsat et par tusind, der årligt dør af bakterien, primært i fattige og tropiske regioner. Sygdommens dødelighedsrate kan imidlertid reduceres fra 60 procent til 15 procent ved korrekt behandling med antibiotika (se kilder).

En genetisk kortlægning af pestbakterien fra 2011 byggede på materiale fra en massegrav af ofre for Den sorte død, som blev fundet i England i 1980'erne. Disse forskningsresultater pegede i modsætning til tidligere forskning på, at pestbakterien har udviklet sig relativt lidt siden Den sorte død. Forskerne på dette projekt foreslog ifølge videnskabsjournalist Ewen Callaway, at pesten i det 14. århundrede muligvis var ledsaget af epidemier af sygdomme, der under andre omstændigheder ikke ville have været dødelige – altså at det var kombinationen mellem pest og f.eks. influenzaformer, som gjorde netop pandemien omkring 1347-1353 så dødbringende (se kilder). 

Hvordan var samfundsorganiseringen i tiden op til Den sorte død?

Historiske periodiseringer – som altid er konstruktioner, der er til faglig debat – sætter ofte Den sorte død 1347-1352 som skillelinje mellem såkaldt høj- og senmiddelalder. Højmiddelalderen var præget af opblomstring af kirke- og kongemagt og af vækst på nærmest alle fronter: Nye landbrugsmetoder, herunder brugen af ploven, fik f.eks. agerbrugsproduktionen til at stige, hvilket gav mulighed for at brødføde flere mennesker. Perioden var derfor også kendetegnet ved befolkningstilvækst. Ifølge Danmarkshistorien.dk peger tal fra England på, at den europæiske befolkning blev tredoblet i løbet af højmiddelalderen (se kilder).

I byerne var kongemagten stærk, og inddrev bl.a. grundafgifter og handelsafgifter fra bybefolkningen. På landet var befolkningen inddelt i herremænd, frie bønder, selvejerbønder og fæstebønder. Sidstnævnte var forpligtet til at stille redskaber og arbejdskraft til rådighed for herremændene, som omvendt var forpligtet til at yde juridisk og militær beskyttelse. Perioden var også præget af stigende sociale og økonomiske skel mellem dem, der ejede jorden, og dem, der dyrkede den. Til jordejerne hørte også kirkens folk. 

Hvad var kirkens position i middelalderen?

I middelalderen (1050-1536) var den vesteuropæiske katolske kirke en stærk magtfaktor, også i Danmark. I midten af det 14. århundrede udgjorde kirkens folk ifølge historikerne Arvidsson og Kruse mindre end to procent af den europæiske befolkning, men mellem en femtedel og en tredjedel af al jorden tilhørte kirken (se kilder). I år 1300 besluttede kirken at fejre sig selv med et jubelår, hvor de troende blev opfordret til at valfarte til Rom. Det blev en stor succes, også økonomisk, med titusinder af mennesker, som rejste af sted for at få del i den lovede ekstra syndsforladelse.

”Jubelåret blev en storslået demonstration af kirken og paveinstitutionens stærke position i middelaldersamfundet. Men det varede ikke længe førend andre begivenheder viste, at kirkens magt ikke længere var, hvad den havde været,” skriver Arvidsson og Kruse (se kilder). Blandt andet begyndte de verdslige magthavere – fyrster, konger, adel, og i stigende grad handelsstanden – omkring i Europa at udfordre kirkens økonomiske og politiske magt.

Hvordan var grænserne trukket op i Europa?

Den politiske, militære, religiøse og økonomiske magt var i årene omkring Den sorte død koncentreret omkring Italien, Frankrig og England. Allerede fra 1000-tallet havde magthaverne i særligt England og Frankrig med jævne mellemrum kæmpet indbyrdes om kontrollen over territoriet. I årene op til pestens udbrud i midten af det 14. århundrede, var disse stridigheder brudt ud i lys lue. I 1337 gav kampen om området Gascogne ifølge Gyldendals åbne Encyclopædi anledning til en optrappet og langvarig konflikt, der siden blev betegnet hundredårskrigen (1337-1453) (se kilder). Det engelsk og franske kongehus lå dermed i åben strid i de år, hvor pesten begyndte at hærge. De konfliktramte områder blev hårdt og hurtigt ramt af pesten, blandt andet på grund af den hyppige trafik gennem områderne. 

Hvilke samfundsklasser fandtes, og hvordan stillede de sig i forhold til hinanden?

Europa var feudalt på det tidspunkt, hvor pesten brød ud, men allerede inden sygdommens hærgen bidrog til en omfattende forandring af samfundet, var det feudale system begyndt at slå sprækker.

”Fyrsterne havde haft succes med at tilkæmpe sig stadigt større magt, både på bekostning af de mindre jordejere og i forhold til kirken,” skriver Arvidsson og Kruse, der peger på, at svækkelsen af godsejerne var medvirkende årsag til, at de bondeoprør, som opstod senere i det 14. århundrede, blev så effektive. Også hundredårskrigen havde opildnet bønderne, som var blevet pålagt de økonomiske byrder for magthavernes krigsførelse (se kilder). Særligt hårdt var det gået ud over de franske bønder, da store dele af den franske adel var blevet taget som gidsler under slaget om Poitiers (1356), og pengene til at betale løsesummer blev indkrævet fra landets bønder.

”Bondeoprør var langt fra noget særsyn i middelalderen, men netop i overgangen til senmiddelalderen væltede de frem som en stormflod,” skriver Arvidsson og Kruse (se kilder). 

Hvordan var befolkningernes sundhedsmæssige tilstand?

Selvom højmiddelalderen havde bragt vækst og bl.a. bedre landbrugsmetoder med sig, betød den voksende befolkning også, at jord, der (endnu) ikke var egnet til landbrug blev taget i brug og hurtigt udpint. Da pesten ramte, var store dele af befolkningen allerede svækkede af sult og fejlernæring. Den høje dødelighed betød imidlertid også, at dem, der ikke blev smittet, havde muligheder for at forbedre deres situation. Der blev mangel på arbejdskraft, hvilket tvang f.eks. godsejerne til at forbedre levevilkårene for de mennesker, der var tilbage til at dyrke jorden.  

Hvad var lægevidenskabens status?

Lægevidenskaben var – som videnskab generelt i den periode – underlagt den katolske kirke. Ifølge Arvidsson og Kruse beordrede paven i forbindelse med pesten, at de lærde ved universitetet i Paris skulle finde forklaringen på sygdommen. Herfra blev en ide, om, at pesten var en konsekvens af planeternes uheldige stilling, spredt. Da lægevidenskaben ikke kendte de reelle årsager til sygdommen, var forsøgene på at behandle den nyttesløse. Åreladninger og påsætning af igler på huden samt forskellige former for afførende midler var blandt de metoder, der blev anvendt, og som i perioden også blev brugt på en række andre sygdomme, som regel med lige så ringe resultat. Behandlingsformerne bidrog muligvis til at svække patienterne yderligere, men ikke til at helbrede dem (se kilder).