slot
Castel del Monte i Italien fungerede i 1600 tallet som tilflugtssted for den lokale adelsfamilie som var på flugt fra pesten.
Foto: Brian Karmark / Scanpix

Pesten – Den sorte død

journalist og cand.mag. i historie, Nina Trige Andersen, iBureauet/Dagbladet Information. September 2014
Top image group
slot
Castel del Monte i Italien fungerede i 1600 tallet som tilflugtssted for den lokale adelsfamilie som var på flugt fra pesten.
Foto: Brian Karmark / Scanpix
Main image
Pestlæge Dr. Schnabel af Rom 1556.
Pestlæge Dr. Schnabel af Rom 1556.
Foto: Scanpix

Indledning

I år 1300 fejrede kirken sig selv med et jubelår, hvor folk valfartede fra hele Europa til det katolske hovedsæde i Rom. Halvtreds år senere hærgede Den sorte død kontinentet med en sådan voldsomhed, at mange opfattede det som Guds straf. Hverken selvpiskeri, bønner eller lægevidenskaben kunne jage pesten på porten. Få år efter udbruddet var mindst en tredjedel af befolkningen udryddet, og alt forandret: kirkens position var svækket, adelens magt svundet ind, nationale grænser trukket op på ny og bondeoprørene fik stadigt større gennemslagskraft. En af de værste pandemier i verdenshistorien var en stærk faktor i Europas forvandling mellem det 14. og 15. århundrede.

Artikel type
faktalink

Baggrund om pesten

Hvad er Den sorte død?

Den sorte død var en pestpandemi, der spredte sig som en steppebrand i Europa mellem 1347-1353. Derfra kom den til Asien, og vendte i flere omgange tilbage til Europa, dog aldrig igen så voldsomt som i det 14. århundrede. Den sorte død kaldes en pandemi, fordi den var global, modsat en epidemi, som er lokal/regional.

Der findes tre variationer af sygdommen: byldepest, lungepest og blodpest, og alle tre varianter er dødelige. Ifølge den svenske historiker Berndt Tallerud er det blodpesten, der har lagt navn til Den sorte død. Han sætter følgende ord på den frygtede lidelse ”Mørke pletter – forårsaget af blødninger under huden – dækker kroppen. Før i tiden døde alle efter få timers sygdom” (se kilder). 

Hvad forårsager pest?

Sygdommen skyldes en meget dynamisk bakterie, Yersinia pestis, som forandrer struktur hele tiden. Den antages at have udviklet sig for flere tusind år siden (den første pestpandemi var i 500-tallet) fra en anden bakterie, og Yersinia pestis begyndte siden at kunne bevæge sig mellem lopper og pattedyr. Bakterien findes stadig og et stort forskningsprojekt, der blev omtalt af bl.a. BBC i 2001 (se kilder), har kortlagt pestbakteriens genetiske struktur. Projektet blev til på baggrund af prøver fra en dyrlæge i Colorado, USA, der døde i 1992, efter at en pestsmittet kat havde nyst på ham. Forskerne fandt blandt andet ud af, at pestbakterien har genetiske ligheder med den bakterie, der forårsager spedalskhed – en anden frygtet sygdom fra middelalderen. Pestbakterien er stadig under forandring og menes at kunne udvikle sig i både farlig og ufarlig retning. I dag kan pest helbredes, og sygdommen har ikke skabt epidemi siden det 18. århundrede. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er der dog fortsat et par tusind, der årligt dør af bakterien, primært i fattige og tropiske regioner. Sygdommens dødelighedsrate kan imidlertid reduceres fra 60 procent til 15 procent ved korrekt behandling med antibiotika (se kilder).

En genetisk kortlægning af pestbakterien fra 2011 byggede på materiale fra en massegrav af ofre for Den sorte død, som blev fundet i England i 1980'erne. Disse forskningsresultater pegede i modsætning til tidligere forskning på, at pestbakterien har udviklet sig relativt lidt siden Den sorte død. Forskerne på dette projekt foreslog ifølge videnskabsjournalist Ewen Callaway, at pesten i det 14. århundrede muligvis var ledsaget af epidemier af sygdomme, der under andre omstændigheder ikke ville have været dødelige – altså at det var kombinationen mellem pest og f.eks. influenzaformer, som gjorde netop pandemien omkring 1347-1353 så dødbringende (se kilder). 

De historiske forhold omkring Den sorte død

Arkæolog Lone Leegaard har tilrettelagt serien om middelalderens pestepidemier på DR2.
Arkæolog Lone Leegaard har tilrettelagt serien om middelalderens pestepidemier på DR2.
Foto: Bent Midstrup / Scanpix

Hvordan var samfundsorganiseringen i tiden op til Den sorte død?

Historiske periodiseringer – som altid er konstruktioner, der er til faglig debat – sætter ofte Den sorte død 1347-1352 som skillelinje mellem såkaldt høj- og senmiddelalder. Højmiddelalderen var præget af opblomstring af kirke- og kongemagt og af vækst på nærmest alle fronter: Nye landbrugsmetoder, herunder brugen af ploven, fik f.eks. agerbrugsproduktionen til at stige, hvilket gav mulighed for at brødføde flere mennesker. Perioden var derfor også kendetegnet ved befolkningstilvækst. Ifølge Danmarkshistorien.dk peger tal fra England på, at den europæiske befolkning blev tredoblet i løbet af højmiddelalderen (se kilder).

I byerne var kongemagten stærk, og inddrev bl.a. grundafgifter og handelsafgifter fra bybefolkningen. På landet var befolkningen inddelt i herremænd, frie bønder, selvejerbønder og fæstebønder. Sidstnævnte var forpligtet til at stille redskaber og arbejdskraft til rådighed for herremændene, som omvendt var forpligtet til at yde juridisk og militær beskyttelse. Perioden var også præget af stigende sociale og økonomiske skel mellem dem, der ejede jorden, og dem, der dyrkede den. Til jordejerne hørte også kirkens folk. 

Hvad var kirkens position i middelalderen?

I middelalderen (1050-1536) var den vesteuropæiske katolske kirke en stærk magtfaktor, også i Danmark. I midten af det 14. århundrede udgjorde kirkens folk ifølge historikerne Arvidsson og Kruse mindre end to procent af den europæiske befolkning, men mellem en femtedel og en tredjedel af al jorden tilhørte kirken (se kilder). I år 1300 besluttede kirken at fejre sig selv med et jubelår, hvor de troende blev opfordret til at valfarte til Rom. Det blev en stor succes, også økonomisk, med titusinder af mennesker, som rejste af sted for at få del i den lovede ekstra syndsforladelse.

”Jubelåret blev en storslået demonstration af kirken og paveinstitutionens stærke position i middelaldersamfundet. Men det varede ikke længe førend andre begivenheder viste, at kirkens magt ikke længere var, hvad den havde været,” skriver Arvidsson og Kruse (se kilder). Blandt andet begyndte de verdslige magthavere – fyrster, konger, adel, og i stigende grad handelsstanden – omkring i Europa at udfordre kirkens økonomiske og politiske magt.

Hvordan var grænserne trukket op i Europa?

Den politiske, militære, religiøse og økonomiske magt var i årene omkring Den sorte død koncentreret omkring Italien, Frankrig og England. Allerede fra 1000-tallet havde magthaverne i særligt England og Frankrig med jævne mellemrum kæmpet indbyrdes om kontrollen over territoriet. I årene op til pestens udbrud i midten af det 14. århundrede, var disse stridigheder brudt ud i lys lue. I 1337 gav kampen om området Gascogne ifølge Gyldendals åbne Encyclopædi anledning til en optrappet og langvarig konflikt, der siden blev betegnet hundredårskrigen (1337-1453) (se kilder). Det engelsk og franske kongehus lå dermed i åben strid i de år, hvor pesten begyndte at hærge. De konfliktramte områder blev hårdt og hurtigt ramt af pesten, blandt andet på grund af den hyppige trafik gennem områderne. 

Hvilke samfundsklasser fandtes, og hvordan stillede de sig i forhold til hinanden?

Europa var feudalt på det tidspunkt, hvor pesten brød ud, men allerede inden sygdommens hærgen bidrog til en omfattende forandring af samfundet, var det feudale system begyndt at slå sprækker.

”Fyrsterne havde haft succes med at tilkæmpe sig stadigt større magt, både på bekostning af de mindre jordejere og i forhold til kirken,” skriver Arvidsson og Kruse, der peger på, at svækkelsen af godsejerne var medvirkende årsag til, at de bondeoprør, som opstod senere i det 14. århundrede, blev så effektive. Også hundredårskrigen havde opildnet bønderne, som var blevet pålagt de økonomiske byrder for magthavernes krigsførelse (se kilder). Særligt hårdt var det gået ud over de franske bønder, da store dele af den franske adel var blevet taget som gidsler under slaget om Poitiers (1356), og pengene til at betale løsesummer blev indkrævet fra landets bønder.

”Bondeoprør var langt fra noget særsyn i middelalderen, men netop i overgangen til senmiddelalderen væltede de frem som en stormflod,” skriver Arvidsson og Kruse (se kilder). 

Hvordan var befolkningernes sundhedsmæssige tilstand?

Selvom højmiddelalderen havde bragt vækst og bl.a. bedre landbrugsmetoder med sig, betød den voksende befolkning også, at jord, der (endnu) ikke var egnet til landbrug blev taget i brug og hurtigt udpint. Da pesten ramte, var store dele af befolkningen allerede svækkede af sult og fejlernæring. Den høje dødelighed betød imidlertid også, at dem, der ikke blev smittet, havde muligheder for at forbedre deres situation. Der blev mangel på arbejdskraft, hvilket tvang f.eks. godsejerne til at forbedre levevilkårene for de mennesker, der var tilbage til at dyrke jorden.  

Hvad var lægevidenskabens status?

Lægevidenskaben var – som videnskab generelt i den periode – underlagt den katolske kirke. Ifølge Arvidsson og Kruse beordrede paven i forbindelse med pesten, at de lærde ved universitetet i Paris skulle finde forklaringen på sygdommen. Herfra blev en ide, om, at pesten var en konsekvens af planeternes uheldige stilling, spredt. Da lægevidenskaben ikke kendte de reelle årsager til sygdommen, var forsøgene på at behandle den nyttesløse. Åreladninger og påsætning af igler på huden samt forskellige former for afførende midler var blandt de metoder, der blev anvendt, og som i perioden også blev brugt på en række andre sygdomme, som regel med lige så ringe resultat. Behandlingsformerne bidrog muligvis til at svække patienterne yderligere, men ikke til at helbrede dem (se kilder).

Den store pestpandemi i midten af 1300-tallet

Hvordan spredte pesten sig?

Den sorte død i det 14. århundrede startede i Asien og kom via havnebyen Kaffa til den italienske by Messina på Sicilien. Herfra spredtes den nordpå til de italienske havnebyer og siden til resten af Europa. Enkelte områder gik helt fri, hvilket den dag i dag står relativt uforklaret. At det nordlige Sverige gik fri, mener man skyldes de meget kolde temperaturer, i hvilke bakterien ikke kunne trives. Men hvorfor Bøhmen i det nuværende Tjekkiet gik fri, er der ikke nogen sikker viden om.

Det har længe været antaget, at rotter – og mere specifikt den sorte rotte og de lopper, der lever på den – var skyld i, at pesten spredtes så vidt og så hurtigt. Nyere forskning peger imidlertid på, at dette næppe har været den eneste, eller vigtigste forklaring på smittespredningen i Europa og slet ikke i Norden, hvor klimaet har gjort det vanskeligt for den sorte rotte at overleve uden for byerne og de opvarmede huse. Rotter kan altså ikke være den eneste forklaring på smittespredningen mellem byer. Den norske medicinhistoriker Lars Walløe mener, at det snarere har været menneskelopper og -lus, der har bragt smitten rundt i Norden. ”Inficerede menneskelopper kan leve i lang tid uden en ny tilførsel af blod, og de kunne derfor transporteres i tøj, uld og mange andre varer. Denne spredningsmodel kan forklare en hurtig spredning af pesten, noget rottemodellen ikke kan,” skriver han i det norske Historisk Tidsskrift, som videnskab.dk har citeret i en kortere artikel, hvor Walløes kollega Ole Georg Moseng imidlertid citeres for at kalde Walløes ”frikendelse” af rotten tvivlsom (se kilder).    

Allerede i 2005 pegede den danske historiker Lise Gerda Knudsens forskning i en senere pestepidemi, som ramte Sjælland i 1653, på, at sygdommen måske snarere blev spredt fra menneske til menneske – evt. gennem lopper og lus – end via rotter (se kilder).

Selvom rejser foregik i langsomt tempo i middelalderen, var trafikken omfattende, hvilket er med til at forklare, hvorfor Den sorte død blev så omsiggribende. Foruden de handelsrejsende drog mange også ud i verden af religiøse årsager. Dette særligt mens pesten var på sit højeste i året 1350, hvor kirken forsøgte at gentage succesen fra det første jubelår i år 1300 med pilgrimsrejser til Rom. Ifølge Berndt Tallerud var dette medvirkende til spredning af pest i Europa.

”Af de over en million pilgrimme, som glade drog mod Rom, vendte blot hundredtusind hjem med livet i behold. Paven selv turde ikke vove sig til Rom [hovedsædet lå dengang i Avignon, red.], skønt han som kirkens øverste leder burde være det. Men til pilgrimmenes trøst sagde han, at alle, som døde af pesten, kom direkte til paradiset, hvis de havde været med til at fejre jubelåret” (se kilder). 

Derudover antages skibsfart at have været en af de vigtigste årsager til, at smitten kom så vidt omkring. Pesten kom således til Norge via et skib fra England, der lagde til kaj i Bergen, og ifølge et folkesagn kom pesten til Danmark med et skib, der strandede i Jammerbugten. 

Hvad gjorde man for at forhindre smittespredning?

Da man ikke havde nogen reel viden om, hvad pestsygdommen skyldtes, var det umuligt at forhindre den i at spredes, men mange metoder blev afprøvet – heriblandt angreb på det, man mente måtte være kilden til sygdommen. Det også dengang udbredte jødehad førte f.eks. til, at jøder blev givet skylden for sygdommen og slået ihjel i massevis.

Da sygdommen, med de bylder og opkastninger, der fulgte, spredte en forfærdelig stank, mente man også, at det var de ildelugtende dampe i luften, der var årsag til spredningen. Læger bar derfor nogle særlige langnæsede lædermasker med urter i, ligesom de rige omgav sig med velduftende parfumer.

Almindelige mennesker forsøgte at skærme sig ved at brændte tørt og helst vellugtende brænde af og ”man måtte kun åbne vinduerne ved middagstid, og kun hvis vinden blæste fra nord. Varme vinde fra syd var man bange for”, skriver Berndt Tallerud (se kilder).

Til gengæld var der ingen, der fik den idé, at lopper og lus – der var udbredte og helt almindelige plager – kunne bære smitten med sig. Selvom pesten havde hærget flere gange før det 14. århundrede, havde man ikke bevaret den viden om sygdommen – f.eks. at rotter kunne være smittebærere – der fandtes fra tidligere.

”De fleste havde helt enkelt aldrig hørt tale om pesten før. Og eftersom man ingenting vidste om sygdommen, så forklarede man den som noget overnaturligt – noget som mennesket intet kunne stille op imod,” skriver Berndt Tallerud (se kilder).

Kirkens folk insisterede på, at sygdommen var Guds straf, og bevægelser af flagellanter (selvpiskere), også kaldet svøbebrødre, opstod rundt omkring i Europa. Svøbebevægelsen forvandlede sig til en trussel mod kirken, idet nogle af lederne – omtalt som Mestre – mente, at også kirkens folk var syndige og medskyldige i pesten. Svøbebrødrene og deres Mestre blev bandlyst af Paven, og bevægelsen var også blandt anførerne i de jødeforfølgelser, der fandt sted under pesten.

En af de rationelle, men dog utilstrækkelige metoder til at forhindre smittespredning, var forsøg på at isolere de syge. Denne praksis fortsatte man i årene efter det store udbrud, hvor visse havnebyer satte tilrejsende i karantæne på øer, hvis der var mistanke om smitsom sygdom. Ifølge Lone Leegaard var det især myndighederne i Venedig, der var pionerer i håndtering af pesten, da de blandt andet indførte systematisk karantæne af smittede og afgrænsede pesthospitaler (se kilder). 

Hvor mange døde?

Det anslås, at mellem en tredjedel og halvdelen af Europas befolkning blev ofre for Den sorte død. Bybefolkningen, der boede tæt og ofte uhygiejnisk, blev hårdest ramt. Alene i London døde omkring 100.000 mennesker. I Sverige anslås det, at omtrent 200.000 ud af den samlede befolkning på ca. 600.000 døde i løbet af et år. Der er kun få kilder til Den sorte døds vandring gennem Danmark, men man regner med, at dødeligheden var ca. den samme som i Sverige – det vil sige mellem 25-40 procent af befolkningen. I Kina, hvor udbruddet af Den sorte død menes at være startet omkring år 1331, anslås dødstallet at være 20 millioner. Det var især fattige, der blev ramt af pesten. De havde ikke mulighed for at flygte fra smitteudbrud, var ofte svage af under- eller fejlernæring og boede trangt. Derudover gik det hårdt ud over lægestanden og præsterne, da de var i nærkontakt med de syge. 

Den sorte døds betydning

Under den voldsomme pestepidemi i København i 1711 opholdt kong Frederik 4. og hoffet sig på Koldinghus.
Under den voldsomme pestepidemi i København i 1711 opholdt kong Frederik 4. og hoffet sig på Koldinghus.
Foto: Christian Ringbæk / Scanpix

Hvordan forandrede pesten kirkens stilling i samfundet?

Kirkens magt blev svækket under og efter Den sorte død. Nogle historikere mener, at sygdommen havde været så voldsom, at mange begyndte at tvivle enten på Guds eksistens eller på, at Gud ville menneskene det godt. Andre hævder at kirkens fremmeste mentale magtredskab – livet efter døden – havde mistet betydning; de overlevende blev i stedet langt mere optaget af livet her og nu. At pestens hærgen skabte grobund for en vis hedonisme (dyrkelse af nydelse) er også noget, som går igen i mange kunstneriske og populære beretninger, der tager afsæt i Den sorte død og senere epidemier. Forfatteren Albert Camus skriver f.eks. i sin roman ”Pesten” (inspireret af et koleraudbrud i Algeriet i midten af det 19. århundrede): ”Hver aften på boulevarderne kan man se en gammel mand med filthat og kunstnerslips trænge sig vej gennem mængden med et besat udtryk og råbe i en uendelighed: 'Gud er stor, kom til ham', men alle vil hellere søge mod noget, de ikke kender så godt, eller som forekommer dem mere presserende end Gud. I begyndelsen, da de troede, at det var en sygdom som enhver anden, var religionen på sin plads. Men da de forstod, at det var noget alvorligt, kom de i tanker om nydelsen. Al den angst, der står malet i ansigtet på folk om dagen, opløses, når den glødende og støvede aftenrøde kommer, i en forstyrret ophidselse, en kejtet frihed, som feberagtigt griber en hel befolkning.” (Se kilder). 

Hvilke konsekvenser havde pesten for klassestrukturen?

Pesten pustede til en udvikling, der allerede var i gang, hvor magten forskubbedes fra kirke og mindre feudale jordherrer og i stigende grad blev centraliseret omkring konger og fyrster i Europa. Samtidig begyndte bønder og håndværkere at træde frem som en politisk kraft. Det var imidlertid mellemlaget, og ikke de fattigste, der gik styrket ud af årene med epidemi over Europa. En sygdom som pest gør altid størst indhug blandt de fattigste, men netop fordi pesten var så omfattende i det 14. århundrede, var der ingen samfundsklasser, der gik helt fri. Pesten vendte tilbage flere gange frem til det 18. århundrede og skabte frygt hver gang. I 1801, næsten hundrede år efter det sidste større udbrud i København, skrev Doctor i Lægekunsten og Landphysicus, Rasmus Frankenau om de ”mest ødelæggende Plager” i tiden, nemlig ”Krig og Dyrtid”, som dog ikke kunne måle sig med ”den frygteligste blandt alle, Pesten”, der ”sætter Kronen paa Totalsummen af al mulig menneskelig Elendighed” (se kilder).

Ifølge Lone Leegaard nedtonede forskere i løbet af 1900-tallet Den sorte døds betydning for samfundets forandring, men senere forskning har lagt vægten tilbage på pandemiens omvæltende kraft.

”Nogle af dem, der før havde været nederst i samfundets hierarki, vejrede morgenluft, for de fik helt nye muligheder for fremtiden. Det begyndte med massedøden og det tomrum, den efterlod sig” (se kilder). Der er også fundet kilder, der viser, at bønder og arbejdere nægtede at betale skatter til godsejerne, mens pesten stod på. Da pesten var løjet af, gav manglen på arbejdskraft bønder og arbejdere mulighed for at kræve f.eks. højere lønninger. Leegaard citerer en krønikeskriver fra Rochester øst for London:

”De fattige satte næsen i sky over arbejde og kunne næsten ikke overtales til at tjene de rige undtagen for den tredobbelte løn … De havde god tid til at stjæle og andre forfærdelige ting, og sådan blev de fattige rige og de rige fattige. Og sådan blev kirkens folk og ridderne og andre adelige tvunget til at male deres eget korn” (se kilder). 

Hvad betød pesten for udviklingen af lægevidenskaben?

Fra at have været underlagt kirkens udlægninger af verdens sammenhænge, opnåede lægevidenskaben ifølge bl.a. arkæolog og journalist Lone Leegaard større uafhængighed i forbindelse med pesten:

”Pesten var en voldsom udfordring for middelalderens læger. De blev konfronteret med kravet om at finde en medicinsk behandling af pest, men pesten var en hidtil ukendt sygdom, og der stod intet om den i de eksisterende lærebøger. Middelalderens videnskabelige tradition var ikke lagt an på at eksperimentere for at finde ny viden, men det blev lægerne tvunget til nu, og det gav dem en oplevelse af succes. De gjorde op med den gamle måde at tænke på og søgte mod en mere moderne eksperimenterende metode, som har præget lægevidenskaben op til i dag.” (Se kilder) 

Hvilke epidemier har hærget verden siden Den sorte død?

Pesten vendte tilbage allerede et årti senere, og derefter adskillige gange frem til midten af 1700-tallet, men aldrig i lige så voldsom grad som under Den sorte død i det 14. århundrede. Ifølge Videnskab.dk var det sidste store pestudbrud i Kina og Indien fra slutningen af 1800-tallet til starten af 1900-tallet (se kilder).

I 1918-1919 døde op mod 100 millioner på verdensplan af en anden stor pandemi, Den spanske syge, hvis høje dødelighedsrate ifølge videnskabsjournalisten Ewen Callaway bl.a. skyldtes, at der også var en pandemi af lungebetændelse i omløb (se kilder).

I løbet af det 20. århundrede har Europa primært været ramt af – i sammenligning med pesten – 'milde' epidemier som kopper, tuberkulose og forskellige influenzatyper. Af mere alvorlige pandemier i nyere tid kan nævnes f.eks. hiv/aids, malaria og SARS og Ebola. I dag som under Den sorte død rammer pandemier de fattigste hårdest. 

Hvad er risikoen for en pandemier i dag?

Så sent som i sommeren 2014 skabte et pestdødsfald i Kina bekymring for, at Den sorte død kunne vende tilbage som pandemi. Den frygt blev dog nedtonet af blandt andre Kåre Mølbak fra Statens Seruminstitut, der i et interview til DR understregede, at pest ”på ingen måde [er] ekstrem smitsom. Den overføres under særlige dårlige hygiejniske forhold, især steder hvor der er lopper”. Desuden er der langt bedre chancer for helbredelse i dag, især i de rige lande. Som Mølbak forklarer: ”Dødeligheden på byldepest ligger omkring 50 procent, men kan i mange tilfælde behandles med antibiotika, hvis sygdommen opdages tidligt.” (se kilder).

Derimod har virussen ebola de seneste år hærget ganske voldsomt på det afrikanske kontinent, og i løbet af sommeren 2014 har et nyt og omfattende udbrud af sygdommen sat flere lande i Vestafrika i undtagelsestilstand. Ebola er en højst smitsom virus og i langt de fleste registrerede tilfælde er smitten rejst fra menneske til menneske. Selvom der er sat mange ressourcer ind på at inddæmme Ebola-udbruddet, advarede WHO i september 2014 om, at faren for yderligere spredning af sygdommen med uoverskuelige dødstal til følge, fortsat var til stede (se kilder).   

Kilder til baggrund

Danmarks læringsportal har forslag til forskellige moduler om pesten (og middelalderen). Søg på pest.

Film

Pest over Europa. DR, 2003. Historisk dokumentarserie i 6 afsnit om pestepidemien i Europa i det 14. århundrede.

Radio

Nissen, Kaj & Peter Eszterhaz:
Den sorte død, et radiospil fra 1978. Findes i manuskriptform på Det Kongelige Bibliotek

Bøger

Leegaard, Lone:
Pesten. Europa i katastrofens tegn. Jyllands-Postens forlag, 2007 (faglitteratur).
Rasmussen, Nis:
Den sorte død. Forlaget Cadeau, 2014 (skønlitteratur).

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på pesten

Kilder citeret i artiklen

Undersøgelser, rapporter og leksika

Ewen Callaway:
The Black Death Decoded. Nature, Vol. 478, 2011-10-27.

Hjemmesider

Se under ”Perioder”.

Bøger

Albert Camus:
Pesten (1947). Gyldendal, 2012.
Lone Leegaard:
Pesten. Europa i katastrofens tegn. Jyllands-Postens forlag, 2007.
Lise Gerda Knudsen:
Pesten grasserer! En undersøgelse af pesten i Danmark 1650'erne. Landbohistorisk Selskab, 2005.
Håkan Arvidsson & Tove Elisabeth Kruse:
Tusind år i Europa, bind 2, Historiska Media 1999.
Berndt Tallerud:
Den sorte død – fakta om pesten i 1300-tallet. Almqvist & Wiksell Förlag AB, 1995.
Rasmus Frankenau:
Om Pesten. Et Bidrag til denne Sygdoms nærmere Skildring for Øvrigheder og Borgere. Hofboghandler Simon Poulsens Forlag, København, 1801.