Hvordan har terror udviklet sig?

Terror er ikke noget nyt. Der har været terror så længe der har været samfund hvor nogle bestemmer over andre. Forskere inddeler terror i nyere tid i fire bølger:

  1. Fra omkring 1880 var der terrorister i Rusland som gik efter at dræbe vigtige, politiske personer. Til det brugte de typisk dynamit.
  2. Efter 1. verdenskrig blev terror brugt af grupper i kolonierne der gerne ville frigøre deres lande fra f.eks. England og Frankrigs magt. Deres taktik var at angribe hurtigt og så flygte væk.
  3. Terroren i tiden fra 1960-1980 var meget politisk og ofte på den yderste venstrefløj. Flere terrorgrupper brugte kidnapning og kapringer til at skabe opmærksomhed om deres sager.
  4. I dag spiller religion en stor rolle. Nutidens terror går på tværs af landegrænser, og der er mange selvmordsbomber. Det er bomber, som ikke kun skader andre mennesker, men som også dræber terroristen, når han eller hun udløser den.

Hvad er krigen mod terror?

Det største terrorangreb i USA i nyere tid skete den 11. september 2001. Her fløj to fly ind i to højhuse i New York. De var blevet kapret af terrorister fra gruppen al-Qaeda. Næsten 3.000 mennesker døde. George W. Bush, der var præsident i USA på det tidspunkt, sagde han ville gå i krig mod terror. Det betød at der kom mere fokus på at forhindre terror i USA og Europa, og straffen for at begå terror blev højere. Det fik også USA til at angribe Afghanistan i 2001 og Irak i 2003, fordi man mente at terroristerne kom derfra.