Stenalderen er den ældste periode i Danmarks historie. Den begyndte, da den sidste istid sluttede for 15.000 år siden. I istiden var det, vi i dag kalder Danmark, dækket af en tyk kappe af is. Da isen smeltede kunne der pludselig vokse planter i Danmark. Det tiltrak blandt andet sultne rensdyr, der åd de planter, som begyndte at vokse i de danske egne. Lige i hælene på rensdyrene kom mennesket, der var på jagt efter rensdyrene. Stenalderen varede fra cirka år 13.000 til år 1700 før vores tidsregning, og den er delt op i to forskellige perioder:
- En jægerstenalder, som varede i cirka 9000 år.
- En bondestenalder, som varede i cirka 1500 år.
Hvordan levede man i jægerstenalderen?
I jægerstenalderen levede mennesket af at jage dyr. Dyrene var først og fremmest mad, men samtidig brugte man også alt det, man ikke kunne spise fra de dyr, man fangede. Dyrets skind blev f.eks. brugt til tøj og telte. Dyrets knogler og tænder kunne bruges til spyd og smykker og dyrets sener som enten reb eller snor. Men fordi mennesket i jægerstenalderen var afhængig af dyrene for at overleve, måtte man ofte vandre langt. Det gjorde, at man altid var på farten og kun boede kort tid det samme sted.
Hvordan levede man i bondestenalderen?
I bondestenalderen begyndte mennesket at dyrke jorden og anlægge marker. Det betød, at de fra at gå på jagt også kunne få mad fra det korn, som voksede på markerne. Samtidig begyndte man også at holde husdyr som køer og grise. Det betød, at man nu havde mere tid til andre ting end kun at tænke på at skaffe mad. I stedet begyndte man at bygge bopladser og gravhøje og slog sig ned på det samme sted i længere tid. I bondestenalderen blev menneskene også gode til at fiske, og også dengang byggede man små både.