Hvordan reagerede de øvrige europæiske nationer?
Den spanske borgerkrig begyndte som en udpræget spansk krig som resultat af spanske konflikter, men den fik hurtigt et stærkt internationalt islæt. Borgerkrigen spejlede de politiske stridigheder mellem fascisme, kommunisme og demokrati, der fandtes i Europa på det tidspunkt.
Kort efter borgerkrigens udbrud indgik alle europæiske lande en aftale om ikke at blande sig i krigen (en ikke-interventionsaftale), men aftalen var ren facade og blev åbenlyst overtrådt gang på gang. Storbritannien og Frankrig forblev neutrale og fulgte en ikke-interventionspolitik, fordi de var nervøse for at borgerkrigen ville udvikle sig til en international konflikt. De forsøgte uden succes at forhindre udenlandsk militær støtte til de stridende parter. USA vedtog også en politik om ikke-indblanding. Dermed havde republikken kun begrænsede muligheder for at købe våben.
Nazityskland og det fascistiske Italien, som var på politisk bølgelængde med de højreorienterede nationalister, ydede til gengæld betydelig direkte støtte til nationalisterne. Støtten bestod både af militære enheder og våbenleverancer, selv om de også havde forpligtet sig til at holde sig uden for konflikten. Den eneste betydelige, udenlandske støtte til republikken kom fra det kommunistiske Sovjetunionen og fra de mange frivillige, der strømmede til Spanien for at bekæmpe nationalisterne.
Hvad var Den Internationale Brigade?
For mange i Europa stod republikken for frihed, demokrati og kampen mod fascismen. Den Internationale Brigade bestod ifølge krigshistorikeren Antony Beevors bog "Den spanske borgerkrig" (se kilder) hovedsageligt af kommunistiske frivillige fra mange forskellige lande, herunder Frankrig, Tyskland, Storbritannien og USA, og talte omkring 35.000 mand fra 53 lande, heraf ca. 500 fra Danmark.
Brigaderne var under kontrol af den kommunistiske bevægelse. De kæmpede hårdnakket og var underlagt grusom disciplin. De blev også brugt af kommunisterne i interne kampe mod deres politiske fjender i republikken. Brigaden blev opløst i oktober 1938, da forsvaret af republikken blev håbløst.
Hvilken rolle spillede Tyskland og Italien?
Tyskland og Italien sendte i stort omfang våben og militær støtte til Franco. Den tyske militære støtte udgjordes af Legion Condor, der oprindeligt blev udstyret med omkring 100 fly og 5.136 mænd, men ved slutningen af krigen havde mere end 19.000 tyskere kæmpet på nationalisternes side.
Særligt den tyske luftstøtte var afgørende for nationalisternes sejr. Spanien blev testområde for den såkaldte Blitzkrieg-taktik (lynangreb eller lynkrig), som tyskerne senere brugte med stor succes under 2. Verdenskrig. Antony Beevor vurderer i bogen "Den spanske borgerkrig" (se kilder), at: "Nationalisternes mest værdifulde hjælp kom utvivlsomt fra den øgede tyske støtte".
Italien sendte i krigens løb omkring 75.000 mand, 150 kampvogne og 760 fly til nationalisterne i Spanien. Dette enorme bidrag spillede en stor rolle under krigen. Portugal, ledet af militærdiktatoren Salazar, sendte desuden 12.000 frivillige til støtte for nationalisterne, mens der også kom frivillige højreorienterede fra Frankrig og Irland.
Hvilken rolle spillede Sovjetunionen?
Da den republikanske regering i Spanien var lagt på is af de vestlige demokratier, modtog de kun støtte fra Sovjetunionen sammen med våben- og fødevareleverancer fra Mexico. Sovjetunionen sendte omkring 1000 fly og 900 kampvogne. Stig Pedersen skriver i "Den Spanske Borgerkrig" (se kilder), at det senere har vist sig, at det ikke kun var af ideologiske grunde, for Sovjetunionen tog sig særdeles godt betalt for hjælpen med spanske guldreserver.
Sovjetunionen kom til at spille en stor rolle i de republikanske områder via det spanske kommunistparti. Det gik fra at være et lille parti til at indtage en dominerende position i republikken. Der var stor intern splittelse på republikkens side, der kulminerede i voldelige sammenstød mellem kommunisterne og andre venstreorienterede grupperinger, blandt andet anarkisterne. Republikken stod for mange udlændinge som forsvarerne af demokrati mod fascismen, men der foregik også forbrydelser og undertrykkelse på deres side.